Anden del af den farverige Pamelas interview fra New York – 17 minutter. På trapperne er også et videointerview  med Wilders af Robert Spencer, Jihad Watch.

se også GoV idag: Dutch court considers prosecuting Wilders

Nysvensk
Hermed mener jeg ikke en tilvandret person, men den svenske presses afart af newspeak, der er til for at skjule det ubestridelige faktum, som ingen mangeårig kender af Sverige, kan undgå at se: at selv mindre svenske byer er ved at synke langsomt men sikkert ned i en kronisk tilstand  af “urban warfare” – småterror, formålsløs, uhæmmet vold og ødelæggelse. “Mennesket benytter sproget til at skjule sine tanker”, sagde  Talleyrand. Her forudsættes selvfølgelig, at svenske journalister  er mennesker, hvad jeg kun kan gisne om. Et land krakellerer  for mine øjne, og det er foregået  i flere årtier, med søvngængeragtig sikkerhed, og svenske aviser handler om at sløre, fordreje, fortie og lyve om årsagssammenhængen:

Hændelserne  nedenfor beskriver  Sveriges  Radio således: En mindre grupp av ungdomar på Kronogården som har hamnat i kriminalitet. Hvem der er “havnet” i hvad, kan enhver selv dømme af følgende:

TROLLHÄTTAN: Beväpnade ungdomsgäng som skjuter in i äldres lägenheter, anlägger bränder och uppträder hotfullt mot dem som ska in på Klockaregården. Nu fruktar äldreomsorgens personal på Kronogården för både sina egna och åldringarnas liv.- Ska någon behöva dö innan problemen tas på allvar, undrar de. –   Arbetsmiljön för äldreomsorgen på Kronogården har blivit allt mer hotfull, såväl för hemtjänst och nattpatrull som utgår från Klockaregården som för personalen som arbetar inne på äldreboendet.
Under jul- och nyårshelgerna sköts raketer genom äldreboendets fönster, härom veckan sköts fönstret hos en 90-årig boende sönder med ett softairgun-gevär, äldreboendets cykelförråd sattes i brand. Ungdomsgäng hindrar personalen när de ska fram, och uppträder hotfullt.
Också på äldreboendet Blåvingen på Lextorp känner personalen oro. För några veckor sedan tog sig några ungdomar in på äldreboendet, sprang runt i korridorerna och bankade på dörrarna till åldringarnas lägenheter.Beväpnade ungdomsgäng sprider skräck-  Personal på Klockaregården fruktar för sina och åldringarnas liv

Af og til må man løfte blikket og se de større linjer. Der er mange steder efterhånden, hvor man kan læse den overordnede histore om, hvordan det kunne  gå så frygtelig galt i Sverige, at landet går mod fuldstændige forvandling og demografiske omkalfatring. Oprindelige  svenskere kan være under 50 % af befolkningen om kun 45 år.  De store medier svigter fuldstændigt. De ræsonnerer vel som jeg, at en større, manifest social/økonomisk katastrofe, kan forhales endnu et årti eller to. Man må ty til nogle håndfulde bøger, tidsskrifter og netartikler på blogs og hjemmesider. Her kan man f.eks i kroniklængde læse en sammenfatning af årene  1945 til  1998:  Skribenten: Mångfald och integrationspolitik  (læs især punkt 7 “Sammanfatning”.)

Hvis jeg var blandt dem, der havde  haft ansvaret for Sverige de sidste 30 år, ville jeg begynde at kigge mig over skulderen. Jeg ville simpelthen være bange for min sikkerhed. Ikke fordi svenskerne er særlig morderiske, ikke fordi de er spor hidsige eller handlekraftige, ikke fordi de kan genkende en landsforrædder, når de ser én – Wennerströms forrædderi var abstrakt – men af én eneste grund : multikulturen har nu kostet så mange deres liv, førlighed, pårørende, lykke – at hadet og sorgen nu må være meget udbredt, og det er sådan et personligt had, der afføder politiske mord. Direkte og indirekte berørte må nærme sig millionen eller mere. Hvis  jeg skal prøve et langt  skud – hvad angår politikermord, har vi antagelig kun set ouverturen i Sverige endnu. – Imens sidder eliten med årgangsrødvinen og sommerhus i Båstad, her fhv. chefredaktør Arne Ruth og siger: “Samtidigt är han lika kritisk mot de danska kultursidornas oförsonliga gräl om islam och dansk kultur. Bäst i Danmark, tipsar han, är Weekendavisen”. Husk nu, Arne Ruth – i Danmark ordner vi endnu vores  politiske  mellemværender verbalt, ofte endda  uden trusler. Og det er en absolut fordel, uanset det æstetiske karakter, det måtte indbringe  fra svensk etablissement. Danmark ligner overfladisk betragtet en trykkoger – men Sverige er det.

Jeg henviser også til en af de nævnte  bøger,  Exit Folkhemssverige- En samhällsmodells sönderfall, som jeg fik lov at lægge på nettet af Ingrid Björkman og nu afdøde Åke Wedin sidste forår.  Der mangler et par diagrammer, men hele teksten er der. Det er en saglig og moderat beskrivelse af et ud fra enhver betragtning oprørende  hændelsesforløb. Man kan også nøjes  med at læse den eneste svenske anmeldelse, den fik: Ulf Nilson: Det raserade folkhemmet-  Sverige är kört.  Det er ikke en bog, man lige går ind i en boghandel og køber. Derfor er jeg glad for at 16.000 har læst den på det år. Originalmanuskriptet er netop nu ved at blive lagt  i en PDF fil, og skulle  være tilgængelig for download herfra snarest.

Den anstændige besættelse af hudfarve

(Foto: © Snaphanen) – Jeg hører bestemt ikke til dem der klappede i hænderne over Villy Søvndals nu legendariske “skrid”-stunt. En lille, nøje kalkuleret og velovervejet markering, men endnu mere sigende uden dækning i SFs hønsestrikkede bagland. Den slags giver jeg ikke, undskyld mig, fem potter pis for. I den daglige lange march imod, sådan, at få denne hersens ‘virkeligheden’ sat i centrum før vi ligesom kan begynde at gøre noget ved problemerne, er ondsindede og løgnagtige stråmænd som denne det morads vi kæmper os igennem. Det kan næsten ikke blive mere usselt og ubehjælpsomt end dette læserbrev. Spørgsmålet er nu: Hvor går SFs nedre grænse egentlig? (LFPC)

Vi har længe vidst, at Dansk Folkeparti vil gå med til hvad som helst, blot man til gengæld kan få lov til at chikanere “de fremmede”. […]

Udgangspunktet for DF ser ud til at være, at hvis bare man gør prøverne svære nok, så får man udelukket alle “fejlfarverne”. Men jeg må desværre skuffe dig, fru Kjærsgaard. Folk fra “mindre udviklede lande” er altså ikke dårligere begavede end os fra “de højt udviklede lande” – selv om mange selvfølgelig er dårligere uddannede. Så du og dit parti – og jeres to skødehunde V og K – udelukker altså også blonde, blåøjede Heinz Schmidt og rødhårede, grønøjede Paddy McAbbot. Og det var slet ikke meningen, vel? Jette Møller, folketingskandidat (SF): Ingen nedre grænse

Islamist på »SVT- Halal-tv«

Som vi skrev  tidligere, det skal programmet altså hedde. Og det bliver  mere  halal, end lige  ventet. Læserbrevsskribenten er  os bekendt:

“Provocerande profil i SVT:s “Halal-tv”
TV-ETIK. För några år sedan hade tv-programmet “Existens” i Sveriges Television ett inslag från Nigeria om fallet med Amina Laval som dömdes till att stenas till döds enligt islamiska sharialagar för att hon hade fött ett barn utan att vara gift. Hon blev senare frikänd.

Efter inslaget uttalade den muslimska juristen Cherin Awad på klingande svenska sitt stöd för dödsdomen och att Guds lagar står över människors lagar. Med tanke på detta islamistiska uttalande ser jag det som väldigt provocerande att hon ska vara programledare för “Halal-tv”, som börjar sändas i det licensfinansierade Sveriges Television.
PAUL NILSSON”-  Källa, insändare på sidan 38 i Metro Skåne fredag 3 oktober 2008 via Muslimske Friskolan Blog, der  har mere

»Red demokratiet – red indvandrerbørn og kvinder først«

Kronik af Sara Azmeh Rasmussen. Norsk-syrisk islamkritiker, frafalden, homoseksuel og nu “islamofob” for norske medier. Kort  sagt, enhver  “anstændig” har en grund til tage afstand  fra  hende. Bedre anbefaling kan man ikke få:

En ung norsk-somalisk kvinne som av frykt for egen sikkerhet skriver under et pseudonym, Amal Aden, skildrer forholdene i sitt eget miljø i den nyutgitte boken «Se oss». En beretning om en brutal virkelighet i dagens demokratiske, likestilte Norge og et rop om hjelp fra innsiden – på vegne av norsk-somaliske kvinner og barn – blir av bedrevitende akademikere redusert til enkeltfortellinger som hører til unntakene.

I en artikkel i Aftenposten (10.09.) betegner den profilerte samfunnsforskeren Thomas Hylland Eriksen den sunne rettferdighetssansen som populisme, og den samtidige samfunnsforskningen blir, etter en intetsigende manøvrering, hevet over påståtte farlige generaliseringer. (foto © Snaphanen)

For somaliere i Norge må sees på sine egne premisser, ifølge Hylland Eriksen. Det må tas utgangspunkt i deres «livsverdener» og ikke i det norske samfunnets verdier og krav om integrering. Så kommer følgende om kvinnelig omskjæring: «De få som slipper unna i Somalia, tilhører forresten gjerne dypt religiøse familier. De har fedre som vet at islam ikke sier noe om kvinnelig omskjæring. En sterkere islamisering av den somaliske befolkningen kunne med andre ord være et effektivt virkemiddel for å få slutt på uvesenet».

Slikt vrøvl kommer sjelden fra et annet hold enn «smarte» hoder i CULCOM-imperiet (forskningsprogrammet Kulturell kompleksitet i det nye Norge, red. mrk.). Det er direkte pinlig når en forsker demonstrerer grov mangel på kunnskap og baserer bastante uttalelser på apologetisk litteratur om islam. Men enda mer alvorlig er manglende innsikt i hva en sterkere islamisering, enten den finner sted i Somalia, blant muslimer i Norge eller andre steder, egentlig innebærer for individer, særlig kvinner og barn og for samfunnsutviklingen.

Hylland Eriksen bagatelliserer problemene og nekter å se det sosiale mønsteret og de bærende vurderinger hos en kulturell gruppe, her norsk-somalierne. Når tolkningen av virkeligheten blir en konkurranse mellom ulike «sannhetsvitner» med hver sin like troverdige versjon, har vi kastet det moralske kompasset over bord. Når forskere som burde basere sine faglige og etiske vurderinger på normative objektive kriterier, faller i en uendelig relativisering, da er det på tide å slå full alarm. For fornuftens kapitulasjon er samtidig moralens undergang.

Avstanden mellom den hypertolerante kulturelitens analyser og konklusjoner og den vanlige borgerens forståelse av tingenes tilstand er voksende. Det burde vekke uro og selvransakelse. I stedet vifter de med lisens til å tolke og presentere undrende og protesterende stemmer vekk. Når det gis uttrykk for skepsis, fra både innfødte og nye nordmenn, mot at patriarkalske og antidemokratiske kulturelle praksiser får innpass i vårt land, er svaret det røde rasismekortet og en uforbeholden oppfordring om mer toleranse.

Hvordan skal man forstå dette sviket mot de dyrekjøpte likhetsverdiene som har skapt det gode samfunnet vi har i dag? Den hypnotiserende dialogen med talspersoner for minoriteter, som regel menn og religiøse ledere, har tydeligvis preget det offentlige ordskiftet og politikken i spørsmål som omhandler integrering. Men denne kombinasjonen av vestlig selvpisking og idyllisering av fjerne kulturer, som helst må forbli uforandrede, tradisjonelle, autentiske, altså arkaiske, har vist seg å være ekstremt skadelig for kvinner og barn i mange innvandrermiljøer.

Så enkelt er det: Freder man tradisjonelle kulturelle forestillinger og praksiser og slår et gjerde rundt dem, fanges også patriarkenes ofre inn i en lukket tilværelse og en håpløs situasjon. Skreller vi bort pyntelagene av disse tankesystemene, er kjernen kontroll og makt, ikke frihet og individuell selvstendighet. Kvinnens seksualitet og reproduksjon skal kontrolleres. Barn har et svakt vern og blir ofte brukt som midler for å oppnå sosial status og økonomiske gevinster.

Dette sosiale mønsteret er ikke et særskilt østlig eller muslimsk fenomen. Menneskeheten har gått gjennom en lang og mørk natt mot opplysning, emansipasjon av kvinner og større respekt for barn. Først med denne frigjøringen fra de eldres regime, ble det demokratiske systemet etablert.

Er det andre enn meg som hører at det skurrer når diskrimineringsvernet, paradoksalt nok, underbygger en politisk gruppeidentitet blant kulturelle og etniske minoriteter, og slik svekker integreringen og vernet om enkeltindividers rettigheter innad i disse gruppene? De med ansvar og myndighet, de beste blant oss altså, roper varsku hver gang et symbol på undertrykkelse blir utfordret, hver gang noen gjør forsøk på å ta opp kvinnespørsmålet i innvandrermiljøene, hver gang barnas tanke- og religionsfrihet blir løftet opp. Man må jo beskytte minoriteten mot hets og diskriminering!

I denne absurde konteksten har de av oss som fremdeles har fungerende demokratiske reflekser, logisk sans, og – ikke minst – empati og medmenneskelighet, en svært viktig oppgave.

Vi må slutte å fortrenge ubehagelige sider ved virkeligheten. Vi må stikke hull i det rådende paradigmet som i realiteten dømmer demokratiet til en sakte, men sikker død. Vi må satse på individer, ikke grupper. I fellesskapets og solidaritetens navn må vi myndiggjøre og ansvarliggjøre våre nye landsmenn og -kvinner.

Ved å kreve at deltar i det demokratiske spillet på like vilkår, viser vi dem genuin respekt og inkludering. Ved å kjempe konsekvent mot at barbariske, antidemokratiske idésett og skikker slår rot i vårt samfunn, sikrer vi alles barn et liv i et demokratisk og harmonisk Norge.

Skal vi redde demokratiet, må vi redde innvandrerbarna og – kvinnene – først.