6
okt
Seneste opdatering: 3/2-12 kl. 1334
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg var glad og stolt sidste forår, da jeg fik lov at lægge bogen på nettet. Men det stod hurtigt klart, at det eneste tilfredsstillende ville være at lægge originalmanuskriptet i en pdf fil, som kunne downloades herfra. Det er nu endelig sket. Bedre sent end aldrig. Bloggen fik 16.800 læsere, ikke så dårligt når man tænker  på den besværlige læsemåde. Jeg håber den nye, forbedrede får endnu flere. Ulf Nilson mente jo i sin anmeldelse, at bogen skulle deles ud i Riksdagen og skolerne . Det er nu muligt, rent teoretisk. Den er fra 2005, men desværre mere aktuel for hver måned der går. Endnu engang en tak til forfatterne Ingrid Björkman, Jan Elfverson, Jonathan Friedman og nu afdøde Åke Wedin. For fremtiden vil den være at finde som link ude til højre. Her er den så, 194 sider (2.12 MB) lige til at printe ud:

“Exit Folkhemssverige : en samhällsmodells sönderfall” (Cruz del Sur, 2005)

Fra professor, socialantropolog Jonathan Friedmans introduktion:

“Detta är en bok om sociala, ekonomiska och kulturella realiteter i Sverige. Det är också en bok om de kulturella eliter och intellektuella som medverkat till att skapa en verklighetssyn som vi hävdar är i grunden felaktig. Den är en kosmopolitisk diskurs, som högljutt hyllar mångkulturalism och hybridisering. Dessa eliter accepterar utan vidare den omfattande immigrationen och ser den uteslutande som ett kulturellt berikande av mottagarländerna. För dem är immigrationen inte en följd av ett våldsamt ekonomiskt och socialt sönderfall i migranternas hemländer, som naturligtvis lett till en uppsjö sociala problem. Därför har man försett immigranterna med den positiva, ursprungligen biologiska, termen “mångfald”.

De svenska mångkulturalisterna anser sig nämligen i första hand vara “världsmedborgare” och betraktar således inte massmigrationen som ett resultat av krig och etniska konflikter i världen. De ser invandringen snarare som en kulturell berikning. För dem är således massmigrationen inte ett tecken på misslyckanden i andra delar av världen, utan tvärtom vägen till mänsklighetens framtida lyckorike. Så här kan en multikulturalist låta när denne beklagar sig över att det finns andra som inte delar hans positiva uppfattning: ”Snarare än att hälsas välkomna för sin begåvning, påhittighet eller mångfald, stigmatiseras och stereotyperas invandrarna till symboler för fattigdom, olikhet och stadssamhällenas förfall.””

Vertitas Universalis har givet os en gave at fejre dagen med. Bloggen mener  bogen stadig bør kunne læses online, så  her  er den også som E-avis ! . Vi “bukker og takker og går ud igen ind i landskabet”, som Per Højholt så rigtigt sagde.   Klik op i helskærm og læs :

»Flugten fra ghettoskolerne skyldes ikke et fravalg af de svageste elever«

Det klør i fingrene  for at kommentere den her, men visse universitære udsagn skal have  lov at  lyse op ved egen kraft:

»Det, lærerne er meget opmærksomme på, er, om der er mulighed for at lave en god undervisning, og hvis det ikke ser ud til at være tilfældet, så vælger man en anden skole, hvor man kan få indfriet sine ambitioner.«

»Lærere ser ikke nødvendigvis længere sig selv som nogen, der skal redde verden. De tænker også på sig selv og deres eget arbejdsliv. De vil ikke bruge tiden på sociale problemer og enormt mange projektmøder. De vil faktisk helst undervise.«

»Mange danske lærere ser det jo stadig som en spændende udfordring at have med de her børn at gøre. Men hvis man ikke føler mulighed for at løfte den udfordring, så er det ikke en udfordring længere – så er det en belastning.«  Ugebrevet A 4 Lærerne fravælger de ressourcesvage skoler

Fræk som en hjemmehjælper

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten er SF i gang med et taktisk skifte.
Man vil væk fra altid at hakke på Dansk Folkeparti, og i stedet vil Villy Søvndal, Ole Sohn og kammeraterne omfavne DF’erne. Pia Kjærsgaard er ret kold over for næstformand Ole Sohns analyse:
‘Det er noget hult at høre en gammelkommunist udtale sig på den måde. Den ene dag mener de det ene, den næste det andet. Det er ikke mere end 14 dage siden, en totalt umulig Kamal Qureshi kaldte os for nazister.’ – ‘Socialistisk Folkeparti har ikke styr på noget som helst til trods for, at det har omkring 25 spindoktorer. Det er én stor gang tænken i, hvordan man skal lægge sig for at komme ind på de bonede gulve og få ministerposter,’ siger lederen af Dansk Folkeparti. (Ekstrabladet: Klar Pia tale)

Coups and Dominos

Gates of Vienna er som sikkert bekendt en stadig kilde til gode, tankevækkende essays. Vi bringer herunder en dansk oversættelse af et sådant, men et andet, af australieren ‘The Pundit’, diskuterer nogle fremtidsscenarier som de fleste af os vel instinktivt tidligere ville have forfærdedes over og set som profetier om europæisk fascismes genkomst, men som nu, i lyset af endnu værre fremskrivninger af udviklingen, begynder at ligne forsøg på sidste-øjebliks redning. Det er ikke udtryk for fantasier om skråremme og blankpolerede støvler, det er alternativer til noget langt værre (LFPC).

[…] It’s quite probably too late to anticipate that the Islamisation of the West is going to be stopped, or reversed, by the democratic political process; There are few political parties with the will to confront the threat of Islam and even fewer politicians with the attributes of statesmanship, vision and morality required to initiate such a confrontation. Years of leftist social engineering and deconstructionism have left many ordinary citizens without the ability to think rationally or reason critically, and most of us are powerless to effect change at the grassroots level, disarmed and bereft of the spirit to fight for one’s personal and communal survival. The solution to our predicament no longer lies with the common man, but with those who still retain the power to act, and who have a knowledge of the enemy so strenuously denied to the rest of us – the military and security services.[…] Coups and Dominos . Benyt lejligheden til at læse Daniel Eriksson: The Assyrians of Södertälje også.

El Inglés: De sorte hætter fra Antifa

Oversættelse af The Blackhoods of Antifa på Gates of Vienna. Indledningen er af Baron Bodissey her:

Jeg har flere gange skrevet om “Antifascistisk Aktion” (alias AFA eller Antifa – navnene varierer fra land til land i Europa). Det er en løst sammensat alliance af rabiate venstrefløjsgrupper som bruger vold og trusler mod “racister” og “fascister”, d.v.s. enhver som er imod den ortodokse venstrefløjstro. I visse lande får AFA-brigaderne indirekte støtte til deres aktioner fra politie og lokale myndigheder.

De nylige begivenheder i Köln og Malmö har bragt disse “anti-fascister” i rampelyset. El Inglés og vor flamske korrespondent VH har sammen forkset lidt i Antifas sort-hætteklædte bøller. El Inglés har sammenfattet resultatet i en rapport som præsenteres nednenfor.  ( El Inglés besøger Danmark i nær fremtid, hvor vi vil optage et interview med ham.)

Antifas Sorte Hætter
Af El Inglés

Som læserne af denne blog (Gates of Vienna – red.) ved blev den planlagte, anti-islamiske demonstration i Köln ødelagt af bøller klædt i sorte hætter. Disse bøller, som jeg for nemheds skyld samlet vil kalde Antifa i denne korte indtroduktion, er en faktor, hvis styrke det er vanskeligt at vurdere på grundlag af mediernes sporadiske reportager om begivenheden. På grundlag af en grundig analyse, foretaget af VH,som regelmæssigt bidrager her på Gates of Vienna, vil jeg foreslå at vi begynder at se lidt mere specifikt på disse ekstremt venstreorienterede hættefolk i det håb at vi kan nå frem til nogle tanker om hvad der kan gøres, eller ikke gøres ved fænomenet. Nærværende essay hverken kan eller vil foreslå nogen bestemt kurs eller aktion eller nå frem til en endegyldig konklusion. Dette skal blot ses som en spekulativ artikel som evt. kan starte og stimulere en diskussion for dem, som måtte være interesseret.

Jeg må strate med at indrømme en vis mangel på interesse for venstrefløjens taksonomi. Kommunister, anarkister, revolutionære socialister, autonome, “anti-fascister” o.s.v. : Jeg hverken ved eller interesserer mig for de nøjagtige forskelle mellem disse grupper. At kategorisere sværmen af dette bundt kriminelle er en opgave som jeg vil overlade til dem der anser det for vigtigt – og udholdeligt – at forstå struktureren og splittelserne indenfor disse vore selvbestaltede håndhævere af menneskerettigheder på gadeplan.

I betragtning af at Antifa tydeligt nok er i stand til at lægge deres indbyrdes stridigheder til side længe nok til at samles i udbrud af gadevold, vil jeg for overskuelighedens skyld omtale dem som en enkelt gruppe, som undertiden kan samles til en given lejlighed. Ligeledes vil jeg ignorere de lejlighedsvise småangreb, såsom brandstiftelse mod politikere (Rikke Hvilshøj – red.) og anti-islamiske aktivister såsom Anders Gravers, formand for SIAD. Selv om disse kriminelle angreb foretages af den samme persontype, mener jeg de er så pas forskellige fra de masse-aktioner vi nylig så i Köln, at de fortjener en selvstændig analyse. Følgelig vil jeg koncentrere mig om Antifa som masse-fænomen i nærværende essay.

Diskussionen vil drje sig om en række spørgsmål om Antifa som jeg nedenfor vil forsøge at besvare foreløbigt og spekulativt. De lyder som følger:

1) Hvor mange af disse personer findes der i Europa og hvor? Her definerer jeg et Antifa-medlem som en, der deltager i en kerne-aktivitet under Antifa-navnet, slører sin identitet bag maske elller hætte og forbereder vold mod ideologiske modstandere og/eller politiet – eller hvad han/hun nu måtte anse for at gavne sin interesse. Almindelige demonstranter tæller ikke, uanset hvor tæt de måtte føle sig knyttet til Antifa.

2) Hvilke financielle ressourcer råder de over?

3) Hvorledes rekrutterer de?

4) Hvilken styrke kan de mobilisere?

5) Hvor er deres svage sider?

1) Hvor mange og hvor hvor?

Mens vi indledningsvis læste at man forventede ca. 40.000 deltagere i mod-demonstrationen i Köln, ser det ifølge VH’s undersøgelse ud til at ikke mere end fem eller højst seks tusind mødte op. I hver fald mere end 2.000 ifølge VH’s opgørelse (som jeg her er helt afhængig af). Betydningen af dette antal afhænger af flere faktorer. Hvis forsøget på at ødelægge Pro-Köln demonstrationen var en stor begvenhed for Antifa dette år og kun 2.000 dukkede op, må vi enten formode at tallet 2.000 er repræsentativt for deres Europæiske styrke eller at der findes et betydeligt antal ydeligere kadrer, men at de finansielle og organisatoriske ressourcer manglede – evt. en kombination af begge muligheder.

VH har informeret mig om, at der næppe var mere end et par hundrede ikke-tyske medlemmer af Antifa i mod-demonstrationen og at disse overvejende kom fra Belgien, Holland og formentlig visse dele af Frankrig. Det synes berettiget at antage, at der højst er et par tusind dedikerede Antifa-medlemmer i Europa. De kan så ved lejlighed suppleres med normale demonstranter, som så instrueres og ledes til en vis grad, men disse demonstranter er næppe meget bevendt i sig selv.

2) Financielle ressourcer

Som man kan forvente hos en gruppe af personer som alle, på tværs af deres ideologiske forskelligheder forkaster de vestlige, fundamentale principper for organisation, tilhører Antifa-medlemmer næppe høj-indkomstgrupperne. Ligeledes er det svært at se, at en gruppe af den beskaffenhed skulle kunne tilvejebringe et pålideligt cash-flow til at understøtte aktiviteterne og hvorfra et sådant skulle komme.

Det ville være gavnligt at vide mere om disse forhold, men VH har sendt mig nogle fascinerende oplysninger fra Holland om regeringens financiering og anerkendelse af “besætter-rettigheder”. Så vidt det olyses har Holland, på grundlag af en dom fra 1971, anerkendt en “Ret til at Besætte” – en dom som Antifa har udnyttet til fulde. Det interessante spørgsmål om, hvordan folk som antagelig ikke er beskæftiget med produktivt, lønnet arbejde kan fortsætte med deres foretrukne livsstil er således kun delvist besvaret for Hollands vedkommende – og måske visse andre lande. At gøre brug af de lejlighedsvist tomme bygninger, som har stået tomme i mere end et år, gør at den største del af deres – og enhvers – leveomkostninger er reduceret til praktisk talt nul.

Som en reaktion mod et forslag om at ændre loven og forbyde “besættelser”, samledes flere hundrede “aktivister” fra hele landet her i september i Utrecht for at protestere. Som altid, når man, hvad enten man er Antifa eller hvemsomhelst – trues med at blive frataget midlerne til at opretholde sin livsstil – midler som selvfølgelig ydes af andre – hyler man op. Disse menneskers afhængighed af andres midler uden at yde noget til gengæld er slående og giver et godt indblik i hvor vakkelvorn deres evne til at financiere deres aktiviteter er. Jeg vender tilobage til dette emne senere.

3) Rekruttering

Formodentlig har mange eller de fleste Antifa-grupper én eller anden tilstedeværelse på Nettet eller er i det mindste aktive nok på Indymedia og lignende steder til at skabe kontaktpunkter til folk som måtte være interesserede. Ansigt-til-ansigt kontakt og rekruttering er kun mulig på steder med synlige Antifa-grupper. Det mest interessante spørgsmål med hensyn til Antifa-rekruttering er imidlertid det som har med screening og tilgængelighed at gøre.

Enhver som dukker op ved en aktion iført sort hættetrøje eller maske vil utvivlsomt få lov til at deltage i en eller anden grad, eftersom Antifa behøver et stort antal deltagere for at opnå, hvad de nu engang ønsker. Dette kan de slippe afsted med, da der ikke findes nogen operationelle sikkerhedsprocedurer – et emne jeg vil vende tilbage til vedrørende Antifa’s svage punkter.

4) Antifa’s Styrke

Selv om Antifa’s evne til at organisere optøjer til tider synes betragelig, vil det næppe være klogt at overvurdere den. I lyset af at den hårde kerne i Antifa formentlig fordriver tiden med at vente på den næste lejlighed til “aktion” er deres mulighed for at købe en billet til Köln med to måneders varsel næppe specielt imponerende Der hvor vi må give dem en vis respekt er er deres taktiske og ideologiske sammenbhold på gadeplan. Denne formodning er baseret på sporadiske iagttagelser og en del gætteri, men jeg anser den for gyldig, som jeg vil forklare nedenfor.

Antifa synes at have en fin fornemmelse for hvad de kan slippe afsted med, politisk såvel som taktisk. Dette er ikke noget som kan anvendes ud fra faste principper, men må improviseres fra gang til gang afhængig af det givne land, den pågældende regering og flere andre faktorer. I den henseende må Antifa råde over gode efterretninger, hvis min antagelse om denne deres “balancegang” er korrekt. Dette forudætter kontakter i regeringen og en god forståelse for det pågældende lands politik og deres egen anseelse i dette land.

Ifølge VH’s undersøgesler blev ca. 500 Antifa-medlemmer anholdt i Köln. Antallet af rejste sigtelser er formodentlig ringe eller nul. For hvorfor skulle de tyske myndigheder, hvad enten det drejer sig om nationale, regionale eller kommunale ønske at tilstoppe deres retssystem og fængsler med hundreder af velorganiserede, unge kriminelle hvis kammerater og allierede så ville være i stand til at skabe politisk røre og dårlig omtale?

Nej, myndighedernes interesse i den slags situationer er at sørge for at opretholde et absolut minimum af ro og orden og indæmme eventuelle følgevirkninger. Så hvis vi antager at én af fire Antifa-medlemmer blev anholdt i Köln og løsladt i løbet af de næste par dage, må vi antage at Antifa som helhed har en klar fornemmelse af hvor langt de kan gå uden at overtræde en bestemt streg og alligevel opnå, hvad de ønsker. Pro-Köln demonstrationen blev aflyst og de langsigtede skadevirkninger på Antifa minimale, så vidt jeg kan bedømme for nærværende. Deres forehavende lykkedes, i hvert fald på kort sigt, og skyldtes ikke blot held.

For at bedømme hvor imponerende Antifa’s succes er i så henseende kan man forestille sig havd det kræver at effektuere en ulovlig blokade af den type som vi så i Köln. Lad os antage at der enten ikke er politi i området eller at det holder sig på afstand. Vi står så med en vejstrækning eller anden form for transportkorridor som Antifa ønsker at lukke for trafik. Mine egne efaringer med at blokere veje er ganske vist begrænsede, men blot et øjebliks eftertanke gør det klart at opgaven ikke er triviel.

En gruppe Antifa’er som er besluttet på at blokere en vej eller jernbane sætter sig selv i en position hvor sandsynligheden for fysisk konfrontation med andre, inklusive svært bevæbnet anti-terror-politi, er til stede. Afhængig af omstændighederne er muligheden for at furudsige karakteren og voldeligheden ret begrænset. Selv om begivenhederne i Köln, på trods af af det store antal anholdelser, synes at være forløbet uden skade for Antifa, vil dette ikke altid være tilfældet.

Jeg vil påstå at det ikke er muligt for nogen at gøre som Antifa’s blokade af veje uden at have en klar og vel-kommunikeret plan om forholdsregler i tilfælde af forskellige udviklinger (konfrontation med politi, politi-angreb, angreb fra modstander-demonstranter med f.eks. brosten, vandkanoner, delvise brud på blokaden, sårede Antifa-medlemmer o.s.v.) og en stærk tiltro til at andre Antifa-medlemmer vil komme til undsætning, om nødvendigt.

Tager man disse betingelser bort forvandles aktionen først til en bande, dernæst til uorganiserede ballademagere. Deres evne til at opretholde taktisk sammenhæng og stærk korpsånd, er imponerende og en betydelig fordel over for veldisciplinerede modstandere. Den stammer formodentlig fra en central Antifa-doktrin, udviklet gennem erfaringer, og ville være umulig at opretholde dersom Antifa-medlemmerne var spredt tilfældigt ud over tropperne. Akkurat som i enhver hær, således også i Antifa: intakte enheder er en forudsætning for aktion.

Skal Antifa udvikle større styrke får de brug for en nogenlunde veludviklet doktrin angående den grad af vold de kan sætte ind mod politi og mod-demonstranter. Ud fra foreliggende oplysninger er jeg ikke bekendt med at Antifa har til hensigt at dræbe. Men på baggrund af deres militante natur, ideologiske hengivenhed og det udtalte had mod andre kræver dette nok en forklaring. Jeg kan kun formode at Antifa ganske udmærket ved at de opererer inden for, og kun inden for, statens tålsomhed, hvad enten det nu drejer sig om deres egne hjemlande eller i andre, hvor Antifa agter at optræde.

Bemærk dog, at tålsomhed ikke er det samme som accept. Det betyder blot, at myndighederne har foretaget en risikovurdering ved at knuse og sprede Antifa-aktioner og så besluttet at ulemperne opvejer fordelene. Om godkendelse heraf foreligger må vurderes fra sag til sag.

På baggrund af den indbyggede, kriminelle natur af deres forehavender er Antifa tydeligvis sårbar dersom en regering skulle iværksætte storstilet modstand mod deres projekt. Ligeledes er de pekuniært sårbare (smid dem ud af de besatte bygninger, f.eks.), forbud mod at demonstrere, infaltration af politi og efterretningsvæsen samt fængsling af medlemmer i nøglepositioner.

Følgelig er det i deres interesse at holde regeringernes irritationsniveau under en vis grænse hvis de øsnker at kunne fortsætte aktiviteterne. På den anden side er det bydende nødvendigt at holde sig ganske tæt på denne tærskel for at være effektiv ud fra egen standard. Det kræver en klar fornemmelse af en grænse som ikke må overskrides i hvert enkelt land. I virkeligheden må Antifa foretage akkurat den samme risikovurdering som regeringerne, og gøre det præcist nok til at nå de samme konklusioner. Det kræver en kombination af “empirisk evaluering” og politisk tæft som ikke er helt ligetil at opnå og vedligeholde.

5) Svagheder

Ved første øjekast synes Antifa, i det mindste for mit vedkommende, at udgøre, om ikke en betydelig så dog potentiel, magtfaktor på gadeplan i Europa. På den anden side, og ved nærmere eftersyn af kilderne og rapporterne omkring begivenhederne i Köln og ud fra konkrete oplysninger fra Tyskland, synes denne konklusion at være forhastet. Faktisk mener jeg ikke at Antifa besidder en styrke som på nogen betydende måde kan påvirke begivenhederne i tilfælde af samfundets sammenbrud, som jeg har beskrevet i “Overgivelse, Folkemord eller Hvad?”. (((link)))

Som ovenfor nævnt synes der ikke at have været mere end 2.000 Antifa’er i Köln. Hvis vi antager, idet vi tilføjer Antifa fra Skandinavien, Belgien, Holland og Frankrig som ikke var til stede i Köln, at Antifa’s styrker andrager ca. 5.000 ud over Europa, taler vi stadig om en styrke som er lille i absolut forstand og som end ikke er i stand til at samle sig selv som en helhed, selv til en begivenhed som den i Köln. Selv her kunne man kun gennemføre aktiviteterne i kraft af at myndighederne lod dem bevæge sig frit i byen, sabotere den offentlige transport og skræmme fredelige folk fra at deltage i en lovlig Pro-Köln demonstration.

det er ikke rimeligt at antage, at Antifa havde mere spillerum end myndighederne tillod. Det er sørgelige nyheder for Tyskland, at regeringen er eftergivende med hensyn til at lade bander af venstrefløjskriminelle diktere hvad der må foregå i gaderne, men det siger mere om den herskende tilstand i tysk partipolitik end om Antifa’s kapacitet.

Endelig turde det være overflødigt at nævne, at uden regeringernes tolerance kunne Antifa ikke eksistere, end mindre fungere.

Det er ikke et oprør.
Det kan ikke skabe ller opretholde et moderne samfund.
Det er ikke en gryende regering.
Det har ingen moralsk autoritet.
Det er ikke en masse-bevægelse, selv om det lejlighedsvist er i stand til at rekruttere nogle få tusind plakatbærere og deltage i blokader.
Det har ingen militær kapacitet.
Det kan ikke erobre land eller fastholde land.

Hvis en regering går til modstand vil det bryde sammen. Men så længe regeringerne tåler det vil det højest være irrelevant og helt leve på nåde af statens overvældende magt. Det er formentlig kun relevant i de marginale tilfælde, hvor samfundet i almindelighed og regeringen i særdeleshed er svag, splittet og vægelsindet med hensyn til den politiske udvikling, savner beslutsomhed og derved åbner et tomrum i hvilket Antifa kan agere. At tilstandende for tiden er sådanne i Europa fjerner ikke Antifas grundlæggende svagheder.

En anden, slående svaghed er Antifa’s manglende, financielle grundlag. Den ovenfor nævnte, latterlige anekdote om Antifa’s “Ret til at besætte” gør dette klart. Dersom den hollandske regering virkelig fjerner denne “menneskeret” vil Antifa befinde sig i den ubehagelige situation at skulle arbejde for at skaffe sig husly.

Grundlæggende betyder Antifa’s pekuniære svaghed at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde rekrutter og deltage i internationale aktioner. Hvilket forklarer hvorfor et betydeligt antal af Antifa’s medlemmer ikke var i Köln. Det er trods alt vanskeligt at forestille sig, at de havde andet og bedre at gøre.

Som nævnt ovenfor behøver Antifa regeringens tolerance for at overleve. Men det betyder også, at det i sin egenskab af en kriminel organisation, kan forbydes, hvis den politiske vilje er til stede. Mere vigtigt er det dog, at Antifa-medlemmernes eksistens afhænger af en veludviklet velfærdsstat – som VH har understreget for mig.

VH understreger, at så at sige alle Antifa’s aktive gadebøller er mellem 16 og 28 år gamle og udelukkende lever af offentlige ydelser medens de lever som “ædle vilde” i deres besatte huse. Efterhånden som de avancere fra gadebølle-planet og bliver mere “ledende” glider de ind i “anti-racist” organisationer, immigrations-organisationer, lkale foreninger o.s.v. – alt imens de stadig lever på offentlig hjælp. Det betyder i virkeligheden, at staten financierer et betydeligt antal snyltere, parasitter og kriminelle som arbejder for at undergrave samme stat. Bortset fra det absurde i den situation – som præger Europa for nærværende – er det indlysende, at vil man begrænse Antifa’s skadevirkninger eller helt kastrere dem er det nok at fjerne deres underhold og jage hylende og flæbende fra den hånd, der fodrer dem.

Endelig er det i princippet tilstrækkeligt at påpege deres fundamentale svaghed i rekrutteringsprocessen. Af hensyn til behovet for at hverve et stort antal proselytter er de åbne over for infiltration. Praktisk talt enhver som ønsker at tilslutte sig en undergruppe af Antifa er velkommen, forudsat de viser blot minimal interesse og engagement. Det betyder, at infiltrationsstruslen mod Antifa reducerer deres kapacitet radikalt og på samme tid underminerer moralen.

Hvis en eller anden er villig til at engagere sig i illegale aktiviteter ville det ikke være specielt vanskeligt at udnytte Antifa’s slendrian på dette område. Men at gøre noget sådant uden at overskride en vis grænse ville dog forudsætte detallieret kendskab fra sag til sag om risici vedrørende politiforfølgelse, og fyringsrisiko. Om det er muligt at overtale politi og myndigheder til at acceptre noget sådant er et åbent spørgsmål.

Konklusion

Hvor imponerende Antifa end synes at være med hensyn til at motivere og organisere et rimeligt stort antal dysfunktionelle og uproduktive unge synes de dog ike at være i stand til på nogen afgørende måde at influere udviklingen in nogen europæisk stat med hensyn til islamiseringen. Om en demonstration finder sted er i sidste ende en regeringsafgørelse selv om samme regering kan krybe i skjul bag Antifa i den hensigt at forhindre en given demonstration.

Bemærk ligeledes, at Antifa’s pekuniære svaghed, det begrænsede medlemsantal samt de betydelige, organisatoriske vanskeligheder ved at organisere større optøjer gør at deres politiske indflydelse er nær nul.

Ikke desto mindre er Antifa som politisk fænomen betydeligt nok til at fortjene overvejelse, især med hensyn til dets potentiale for dødelig vold. Alene det forhold ville kunne retfærdiggøre et forbud – selv om jeg har ladet dette aspekt ude af nærværende diskussion. Desuden er det vanskeligt at opløse helt ustrukturerede bander.

Endvidere er det formentlig et spørgsmål om enkelte Antifa-medlemmers villighed til at angribe enkeltpersoner såsom politikere, dommere, individuelle modstandere er et større problem for islam-modstandere end deres ønske om at masse-mobilisere som vi så i Köln. At identificere de ansvarlige for den slags angreb er givetvis en bedre grund til at infiltrere Antifa end de ovennævnte, idet omkostningerne herved overstiger nytteværdien.

Formentlig er Antifa’s største, strukturelle svaghed at hele den soperatonelle doktrin hviler på masse-mobilisering og forudsætter et fungerende statsapparat som kan udstikke de rammer hvori de kan operere. I tilfælde af de sammenbrud i europæiske samfund, som jeg og andre har forudset, vil vil Antifa opdage at deres baseball-bats og jernbeslåede støvler næppe er toppen af det indeværende århundredes militære teknologi. Når den dag oprinder kan de komme til den forsinkede erkendelse, at man ikke skal gå ind i en skudduel uden et skydevåben.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    Umuligt at få fil frem eller downloade den ved klik på link Exit Folkhemssverige… under “links”.

  • Matti från Finland

    På 1970-talet brukade det het “Friede schaffen gegen NATO-waffen” , det vill säga vänstern var då ett slags Sovietpasifister. Nu heter det mot rasism och islamofobia.

    Vad islam beträffar , AFA:s antirasism är om mer eller mindre kopia av 70-talet , det bara är så att Sovietiska fredsarmeer har bytts till islamisterna. Antirasistiska föreningarna är på så sätt förorenade.

  • .
  • Emeritus

    »Flugten fra ghettoskolerne skyldes ikke et fravalg af de svageste elever«

    ‘…»Lærere ser ikke nødvendigvis længere sig selv som nogen, der skal redde verden. De tænker også på sig selv og deres eget arbejdsliv. De vil ikke bruge tiden på sociale problemer og enormt mange projektmøder. De vil faktisk helst undervise.«…’

    Disse manifeste tilkendegivelser bevæger sig altid som katten om den varme grød. Det er meget værre ude i virkeligheden. ‘Mission impossible!’, det er, hvad det handler om i mange klasseværelser. Der er ikke hold i det, Martin Bayer siger. Rent Snik-snak.

    »Flugten fra ghettoskolerne skyldes NETOP et fravalg af **’de svageste elever’.« – Men vi taler ikke om de svageste danske, men altid om de indlæringsuvillige, obstruerende, utilpasselige og uvidende fra andre lande, som hellere vil lære Koranen udenad.

    Enhedsskolen og perspektivet fra Den blå betænknings dage (1958) var et avanceret og visionært fremskridt beregnet på at frigøre skolens elever til en større grad af selvstændig stillingtagen og samtidig stimulere de kreative kræfter i en rodfæstet, velopdragen, lovligt autoritetstro monokultur. Skolen har ikke siden haft noget fornuftigt svar på den dramatiske omvæltning som multikulturalisterne hensynsløst har tilladt sig at påføre undervisningssektoren efter 1983.

    De ressourcesvage mandlige lærere, som er tilbage i Folkeskolen, er ikke alfahanner med fascinationskraft, så dem har lærerinderne ingen **respekt for, der duer til noget i en ‘ressourcesvag’ sammenhæng.
    Araberdrengene er de derimod bange for, men disse knægte gider hverken blive undervist af billige danske ludere eller af bøssekarle.
    Så vil de hellere stjæle skolens computere og sætte ild til skolen bagefter.

    *svageste: et muslimsk udtryk med flere betydninger. Her er to.
    enten taler vi om
    1.: uopdragelige og ret ustyrlige araberdrenge
    eller om søskende født af
    2.: fætter trefinger og kusine klumpfod
    med tilsvarende, genetiske søskende-handicaps som forældrene, ofte også indlæringsmæssige.

    **respekt: et arabisk udtryk, som betyder ‘frygt’ på dansk.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

  • Pingback: Falkblick.nu » Länktips()

  • @Emeritus
    Men hvad gør man så ved problemet?
    Jeg tænker, om det ikke var en god ide at indhegne ghettoerne og kalde dem velfærdsprojekter, hvor man samler alle belastede familier samt deres uroskabende afkom.
    Videoovervågning og et stærkt politi med vandkanoner skal nok holde styr på balladen. Og virker det ikke, kan man jo lukke for forsyningen af elektricitet og vand.
    Det er jo fuldkommen latterligt, at et avanceret højteknologiske samfund kan sende folk ud i rummet men ikke kan eller vil slå ned på en præmoderne uciviliseret befolkningsgruppe, hvis drenge indrømmet er ret dygtige til lavintensiv uromageri men ikke til så meget andet.
    Noget er helt galt. I alle andre samfund ville ghettoer som Vollsmose og Gellerupparken blive jævnet med jorden, første gang der blev gjort anslag mod samfundsordnen.
    Men det er jo klart, at appeasement og blødsøden humanisme kun avler foragt for vores samfund.
    For mig at se er striden mellem de to fløje kun som at flytte lidt omkring med stolene på Titanic, mens at skibet synker.
    Kun drastiske løsninger kan redde retsstaten, for folk vil ikke på lang sigt finde sig i at betale for deres egen udsugning.

  • Pingback: Zonka På Dansk » Blog Archive » Bogen “Exit Folkhemssverige” som PDF på Snaphanen…()

  • Pingback: Falkblick.nu » Anitfas svartskjortor()

  • FolkHemsSverige är ett minne blott, tyvärr tyvärr… 😥 – hälsar Josef
    http://josefboberg.wordpress.com/2008/02/16/wara-lekaminas-i-kott

  • Mikael Storm

    Denna bok måste jag läsa! Tack för att du gett mig möjlighet till detta!