Der har været to forskellige optøjer i Athen i det forløbne døgn. Det ene fik intensiv opmærksomhed på DR´s radioavis hele dagen. Det andet fik ikke et ord, men er måske nok så alvorligt: Asylum seekers riot in Athens. Der er kommet 80.000 asylsøgere til Athen i 2008. Sveriges minister Billström bebrejder grækerne, at de ikke bliver behandlet ordentligt og får “deres rettigheder” respekteret. En ret gratis omgang for ham. Hvad skulle grækerne gøre overfor noget, der kun kan kaldes en invasion ? Video fra BBC : »Everything smells war« Refugee tensions in Greek capital
Jan Guillou: Vi behöver fler invandrare här i Sverige
Invandringen till Sverige är alldeles för liten. Det är ett uppenbart problem som flertalet politiker inte kan undgå att känna till. År 2050 kommer genomsnittsåldern i USA och Kanada att ligga på 36 år. I Sverige på 56 år. AB log in, men kan læses her i sin helhed
Mark Steyn: Jews get killed, but Muslims feel vulnerable
Mark Steyn har ligesom Robert Spencer en evne til at udkrystallisere essensen med det helt rigtige valg af ord. Ud over at være en gennemført ond handling, var massakren i Mumbai et forfærdeligt vidnesbyrd om mediernes svigt ved netop ikke at sætte de rigtige ord på, med uoverskuelige konsekvenser for os alle på længere sigt. Jo, der findes undtagelser i al elendigheden, og jo, måske har traditionelt massivt multikulturelt apologetiske medier som BBC også vist andre sider, men vi taler om tendenser der ikke lader sig bortrelativisere. Kun et par bidder her, men læs endelig hele Steyns artikel. Baggrunden er tragisk, men hvis man som jeg finder bid og sarkasme et værn mod tragedier, bør man ikke snyde sig for hans festfyrværkeri af ord (LFPC).
Shortly after the London Tube bombings in 2005, a reader of Tim Blair, The Sydney Daily Telegraph’s columnist wag, sent him a note-perfect parody of a typical newspaper headline: “British Muslims Fear Repercussions Over Tomorrow’s Train Bombing.”
Indeed. And so it goes. This time round – Mumbai – it was the Associated Press that filed a story about how Muslims “found themselves on the defensive once again about bloodshed linked to their religion”.
Oh, I don’t know about that. In fact, you’d be hard pressed from most news reports to figure out the bloodshed was “linked” to any religion, least of all one beginning with “I-” and ending in “-slam.” In the three years since those British bombings, the media have more or less entirely abandoned the offending formulations – “Islamic terrorists,” “Muslim extremists” – and by the time of the assault on Mumbai found it easier just to call the alleged perpetrators “militants” or “gunmen” or “teenage gunmen,” as in the opening line of this report in The Australian: “An Adelaide woman in India for her wedding is lucky to be alive after teenage gunmen ran amok.” Kids today, eh? Always running amok in an aimless fashion.
The veteran British TV anchor Jon Snow, on the other hand, opted for the more cryptic locution “practitioners.” “Practitioners” of what, exactly? Hard to say. And getting harder. For the Wall Street Journal, Tom Gross produced a jaw-dropping round-up of Mumbai media coverage: The discovery that, for the first time in an Indian terrorist atrocity, Jews had been attacked, tortured and killed produced from the New York Times a serene befuddlement: “It is not known if the Jewish center was strategically chosen, or if it was an accidental hostage scene.”
Hmm. Greater Mumbai forms one of the world’s five biggest cities. It has a population of nearly 20 million. But only one Jewish center, located in a building that gives no external clue as to the bounty waiting therein. An “accidental hostage scene” that one of the “practitioners” just happened to stumble upon? “I must be the luckiest jihadist in town. What are the odds?” […] Mark Steyn: Jews get killed, but Muslims feel vulnerable
Den farlige selvpålagte blindhed: Kemp & Christiansens svar til Sørlander
Så skal vi til det igen. Uargumenterede – og, kunne man have en lumsk mistanke om, ureflekterede – antagelser og manglende skelnen mellem troende og trossystem. Ligeledes manglende inddragelse af dogmatisk pondus kontra enkeltpersoners gode intentioner, hvor spørgsmålet om voldspotentiale er altafgørende, men helt ignoreres. Mine damer og herrer, vi taler om nogle af rigets ypperste hjerner, og udeladelserne er så graverende at det må give anledning til dyb undren. Jeg kan kun forklare dette udbredte fænomen som en slags incestuøs indavl i lukkede miljøer – man konfronteres ikke med den nødvendige perspektivering hos eksperter der falder uden for rammerne i miljøet, og endnu mindre opsøger man selv disse skribenter og eksperter. Sørgeligt.
Så fremfører Kai Sørlander igen sine logiske kortslutninger, ikke blot i en replik til os i Weekendavisens bogtillæg den 28/11, men også samme dag i et næsten to siders stort interview. Vi er nødt til at sige det ligeud: Sørlander er en farlig forfører, fordi han appellerer til folk, der gerne vil være rationelle, men med en pseudologik og fordrejelse af andres synspunkter, som ikke er en filosof værdig. […]
I det følgende hopper kæden så af: Det er muligvis unødvendigt at antage at denne læge på alle måder er Korantro, men omvendt er denne insisteren på tørklæde på arbejdet som læge en rigtig skidt markør for os. Spørgsmålet som Kemp og Christiansen skulle stille burde retteligt være: I og med at hun insisterer på indpakning på arbejdet, hvilke garantier har den sekulære danske befolkning for at tørklædet ‘bare er en beklædningsgenstand’; hvilke garantier har vi for at denne læges loyaliteter på alle andre områder er med os, og at hun ikke de facto – vidende eller ej – virker som enabler, som en del af en glidebane?
Tankegangen genfindes i interviewet: »Hvis en kvindelig muslimsk læge forlanger at bære tørklæde på et dansk sygehus, må man logisk antage, at hun også går ind for det øvrige indhold i Koranen«. […]