Det skal med, at i denne lille by, står Dansk Folkeparti usædvanligt svagt, fordi vi befinder os på noget at landets bedste landsbrugsjord. Ingen kan påstå, at dette er en “højrefundamentalistisk kommune”.

Der må være flere præster af den type, der med et glimt i øjet kan få sagt nogle sandheder den ene gang i året, hvor kirken er proppet til randen med et lydhørt publikum.

Jeg var bjergtaget og jeg sad med den unge kvinde og barnet i baghovedet hele tiden mens jeg læste din beretning og tænkte på om du nu huskede at runde historien om hende af. Og du huskede hende til slut… selvfølgelig. )

Glædelig jul til dig og dine.

Eller som i Kbhs Domkirke, hvor biskoppen bestemt ikke er deum, men man ved hæjlp af høreapparat og lup, sagtens opdager hvor han står. Med en evt. Gadegaard-biskop, vil man ikke længere behøve forstærkning for at høre hvad præsten mening er. Så har jeg sat mine ben i Domkirken for sidste gang i mange år.

Mange tak for en dejlig beretning om Juleaftens kirkegang.

Jeg kom til at tænke på hvor vi mon skal søge hen om føje år, når den demografiske ændring har medført at vi ikke kan fejre Jesus fødsel mere .

Katakomber har vi ikke her i landet, så vi kan ikke som de tidlige kristne søge sammen sådanne steder.

Der var allerede mørkt, og vi stod i en tæt kø henover kirkegården og langt nedad gaden, spændte på om der blev plads til os i kirken til den tredje julegudstjeneste.

“Er det altid sådan”, spurgte en nervøs tilflytter ude fra den store verden, og jeg forsikrede med jysk sindsro, at sådan er det altid.

“Det er som at stå ved himmelporten”, grinede en mand sammensvorent til mig, og vi blev enige om, at her måtte tvivlen komme os til gode. Han havde solidt fat i to pyntede småpiger med farvede elastikker i håret, der smilede genert op til mig. En lang kø, der er fire-fem meter i bredden, må være lidt ubehagelig at stå fordybet i, når man kun er tre og fire år, skønt trygge med far i hånden. Et hurtigt stik, for det er længe siden; jeg er for længst blevet min egen far og mor og savner dem. Det er, som om julen aldrig bliver den samme, når de er borte, den tanke kommer hele tiden dumpende en sådan dag. Som præsten da også gjorde opmærksom på.

Skønt man skulle tro, at det var umuligt, masede en ung kvinde med barnevogn sig pludselig frem gennem køen. “Det der bliver ikke nemt”, lød en tvivlende stemme, men kvinden masede sig tavst videre og forbi mig. Hun var spinkel, meget blond og så ikke glad ud. Jeg studsede, for hun lignede et renæssancebillede af en bleg madonna, panden var høj og bleg, og håret samlet i nakken. Hun så på en gang ulykkelig og målbevidst ud. Men ikke så fortabt, bastet og bundet som Botticellis overklassemadonnaer, der på død og livet skal holde masken men ikke magter det helt. En pige af folket, der kunne være kassedame i Coop .

Under en dyne fik jeg et glimt af et sovende nyfødt barn og undrede mig over, hvorfor moderen absolut ville i kirke med det. Men det ville hun og fik omsider tromlet sin barnevogn hen til siden af våbenhuset tæt på kirkedøren og langt fra det sted, hvor køen med flere hundrede mennesker sluttede, og hun burde have taget opstilling. Hun stod lidt tøvende og kikke på os og masede sig så ind i de forreste rækker med sin lyserøde bylt. Men ikke længe, snart fortsatte hun – ikke fremad – men bagud i køen.

Dette gentog sig flere gange, og selv om min første tanke havde været, at kvinden opførte sig uhøfligt, tænkte jeg, at nu var det jul, og at vi måtte tage ekstra hensyn til hinanden. Næppe havde jeg tænkt det, før hun igen brød ud og gled ind bagved mig, hvor hun tog fast opstilling med sin stadig sovende bylt. En munter dame som værn, tænkte hun mon det?

Barnet var næppe over en måned, sandsynligvis yngre, og i dag fortryder jeg, at jeg ikke vendte mig om og sagde noget venligt. Bag mig hørte jeg hende sige undskyldende, at der blev “holdt en plads til hende inde i kirken”, men det siger folk jo så tit.

Da vi endelig nåede frem til våbenhuset, var kirken stuvende fuld. “Nu er der kun ståpladser“, deklamerede den trinde kirketjener med portvinskuløren, og vi begyndte under stort besvær at fordele os på den smule gulvplads, der var tilbage, for folk sad også på klapstole overalt, og på gulvet var der desuden fyldt med unger i fint tøj og med store opadvendte øjne. Selv knæfaldet var tæt besat.

Derfor slog jeg mig til ro på samme plads som for nogle år siden, lænet opad salmebogsstativet lige indenfor døren, hvor det ganske vist er ubekvemt men lyd og udsyn er superb. Den julegudstjeneste husker jeg særdeles godt, fordi provsten, der dengang var enkemand, netop var blevet forlovet og virkede euforisk lykkelig. Hans prædiken var nærmest stødende og svær at udholde for os, der lige havde været igennem en bodeling, og en mand forlod umiddelbart efter kirken ildrød og stærkt sammenbidt, mens alle vendte sig efter staklen.

“Skal I have and?”, spurgte damen umotiveret konverserende på min venstre side, hendes tanker var åbenbart hjemme i køkkenet. Og jeg svarede, at det plejer vi, men var tæt på at begynde at le fandenivoldsk, for hjemmets og min egen tilstand taget i betragtning samt det faktum, at det regnede gennem taget, og at jeg ikke havde råd til et nyt, fik dengang det hele til at virke absurd.

Derefter var damen på min højre side blevet interesseret, og inden vi havde set os om, var vi blevet til en lille klub, der stod der og vippede på vores alt for høje hæle og forsøgte at læne os opad salmebøgerne. Det sluttede med, at vi med en hjertelighed, som om vi havde været bedste venner hele livet, ønskede hinanden en glædelig jul. Jeg har aldrig set dem hverken før eller siden.

Sådan er stemningen i vores kirke juleaften. Det er en stor landsbykirke med klassisk udstyr. Hvide hvælvinger, kalkmalerier, døbefont af jysk granit, enkel romansk kunst og trefløjet udskåret renæssancealtertavle. Bygget omkring 1200. Formidabel akustik.

Men i år var det lidt anderledes end sidste gang opad salmebøgerne, for jeg har fået orden på meget, lagt nyt tag og behøver ikke mere at frygte julestormene. Og provsten var blevet morfar, men han var også blevet grebet af krisen, og efter nogle bemærkninger om økonomiske tab kom det så:.

“Hvad er det her for noget?, Skyderi og vold i gaderne og folk overfaldes i deres hjem! Vi må rykke sammen og værne hinanden mod de onde mennesker, som vi frygter og er bange for. “

Provsten er ikke den store taler, men han har fattet, hvad der rumsterer i sognebørnenes hoveder. Der blev ikke sagt muslim eller islam, men ordene hang alligevel tungt under hvælvingerne, skal jeg rigtignok love for, og der blev også talt om vore soldater i Afghanistan og den “endeløse krig“.

Omsider nåede vi frem til hovedemnet, og at kristendommen er speciel, fordi det ikke er magt men et “sårbart lille barns fødsel, vi fejrer”. (Det var her, vi blev delagtiggjort i, at provsten er blevet morfar). Aspektet med det forsvarsløse lille barn synes i særlig høj grad at være faldet mange af os ind i år, fordi juleevangeliets budskab står i et grelt modsætningsforhold til de tiltagende primitive og pågående kampråb om, at Allah er større.

Provsten talte også om den sårbarhed og godhed, som vi – på trods af alle vore mangler – har i os, og som det nyfødte julebarn blandt andet er symbolet på. Vi skal ikke tro på dem, der siger noget andet, sagde provsten. “Vi kan godt være os selv bekendt, som vi er, og vi skal turde vise, hvem vi er og bevare tilliden til hinanden.”

Her blev der holdt en pause, mens prædikanten kastede blikket ud over forsamlingen og for et øjeblik hvast fortsatte:

“Også med risikoen for at blive misbrugt!”

Det skal vi imidlertid ikke finde os i, fik vi at vide, og vi blev atter opfordret til at stå sammen og danne værn om vort eget.

Nej, vel skal vi ej finde os i det.

Vores præst svang ikke pisken over sin menighed, ej heller forlangte han det umulige eller idylliserede os, landets situation eller kristendommen. Hans budskab var sammenhold og tro på egen værdi og værdighed trods alle svagheder.

Det blev pointeret, at straf ikke hører kristendommen til. Vi skal ikke i det daglige leve op til en masse regler og love for at blive godtaget, og vi skal selv bære ansvaret for vore liv, både i det lange stræk og i de enkelte hverdagssituationer. Vi har ikke en facitliste at ty til. Vi kan ikke kaste ansvaret fra os.

Hvilket svælg mellem den danske folkekirke og islam.

Som afslutning på denne trøstende juleprædiken, der gennemgående blev holdt i en humoristisk tone og gav plads til reaktioner fra menigheden i form af bifaldende mumlen og flere gange varm latter, skulle vi synge “Et barn er født i Bethlehem”, men på en ny måde. Børnene skulle synge det første vers for os andre, og det lød vældig sødt, da de spinkle små stemmer piblede frem i kirkerummet. Derefter var det pigers og kvinders tur, og vi lød forbløffende højt og stærkt. Derpå sang drenge og mænd, dybere og lidt forlegent, og selv teenagedrengene foran mig så ud, som om de nød det, en af dem smed overtøjet, så at man kunne se, at han var i en snehvid nystrøget skjorte. Senere var det på skift os i skibet og dem i sideskibet, der overtog, så at sangen kom fra alle kanter, førend vi slog os sammen om de sidste vers.

“Og sig så ikke, at Folkekirken ikke fornyr sig”, sagde provsten og fik endnu en gang latteren med sig. Det var nemlig en morsom og varm oplevelse at synge på den måde, og hvem skulle nu have troet det. Troskyldigt og enkelt.

Soldaterne i Afghanistan blev nævnt endnu engang, og der blev bedt for dem, før vi gik over til “Dejlig er Jorden”. Selv om jeg sang så højt, som jeg kan, kunne jeg ikke høre mig selv i sidste vers, da orgelet satte i med sit mest kraftfulde brus, og hele menigheden fulgte efter og ønskede fred på jorden, før vi forsvandt ud i mørket og hver til sit. En forsamling ligeligt fordelt på køn og alle aldre og sociallag. Men jeg er sikker på, at vi var danskere og følte fællesskabet.

Dagens avis havde en lang artikel om, at mange præster mener, at kirke og stat bør adskilles. Her på stedet handlede det ikke om adskillelse men om sammenhold, også selv om de fleste af os sikkert kun kommer i kirken den ene gang om året.

Hvad blev der mon af vores urolige og bedrøvede men målbevidste lille madonna fra folkedybet? Jeg ved det ikke og har tænkt på hende, og hvor stærk hun var trods alt. Hun ville partout ind i kirken med sit nyfødte barn.

Forestil en kontrafaktisk historieskrivning om hvis man havde EU i 1683, skulle Wien
være en åben by.

Helt enig. EU kryber og er i knæ over for et aggressivt, fremadstormende ideologi.

2008 blev året hvor jeg gik fra at være EU-skeptiker til at være EU-modstander. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var den underminerende Metock-dom afsagt af en politiserende EF-domstol.
Den dom knuser dansk udlændingepolitik herunder 24 års regel og tilknytningskrav. Den knuser bolværket mod masseinvasion fra de islamiske diktaturstater.
Metock-dommen gør at vi ikke kan værne os imod uhæmmet massekolonisering af mennesker med en førmoderne kultur. Vi får meget mere islam om bord på det i forvejen overbelastede samfundsskib. Det er ødelæggende for vore frihedsrettigheder og kønsmæssige ligestilling.

Nå, han kan godt forstå at der ikke er kirker i Mekka og Medina. Sådan en EU dhimmi. Vil han så også acceptere at der ikke skal være moskeer i EU?

EU er et dhimmi tog/togt.