Spredt på Københavns Rådhusplads i onsdags af nervøs, cirka 25-årig mand, der hurtigt forsvandt. Vi sætter pris på ærlighed. Man fornemmer, at prøven til statsborgerskab ikke inkluderer stavning. Udprintninger tilsendt bloggen. (klik f. helskærm). Vi har tidligere oplyst, at der er 13.000 palæstinensere i Danmark. TV2 sagde forleden, at der bor 23.000. For ikke danske læsere, er forklaringen på fejlstavningen “Oprop” her.

More and more Africans risk sea crossing to EU

Nyhederne domineres som bekendt lige nu af meget synlige manifestationer med rod i en urgammel konflikt, men dag ud og dag ind foregår der en lidet bemærket, men ustoppelig indsivning langs Middelhavets kyster, fra fallerede samfund mod syd. Der er ingen kendte mekanismer der kan stoppe det, potentialet er meget stort, og ikke nok så mange mortenøstergaardske ’tiltag’ kan skaffe dem arbejdspladser i Europa, endsige ‘integrere’ dem i vestlig levevis med respekt for demokratiets spilleregler. Uendelig godhed er en umulighed, og os der påpeger dette sidder med aben. Via Gates of Vienna :

UN figures indicate a big leap in the number of African migrants crossing the Mediterranean to the EU, with people increasingly willing to take the risk in winter as well as summertime. Over 35,000 African migrants landed in Italy in 2008 compared to some 20,000 in 2007, according to fresh figures from the UN refugee centre, the UNHCR, cited by The Guardian on Tuesday (30 December).

“We can no longer consider summer the only season when people arrive. Now they are coming all year round,” UNHCR spokeswoman Laura Boldrini said. […] The UNHCR and NGOs such as Arci have warned that any group deportations may violate asylum rights, however. In the past, most of the people trafficked to Europe have been economic migrants from Maghreb states. But a significant proportion were also fleeing conflict zones, such as Somalia and Eritrea. […]

“These people come from terrible places and are running from the extremes of human behaviour – torture, rape and violence – and deep poverty. It cannot be right to treat them with contempt, detain or house them in horrible conditions in Europe,” Jesuit Refugee Service activist, Father Joseph Cassar, told the paper.[…] More and more Africans risk sea crossing to EU

Ingen tvivl om at mange kommer fra rædselsfulde forhold. Men det forties – igen – at vores lande bare ikke har ressourcerne til at hjælpe alle nødstedte, og at ethvert indtag af nok så nødstedte mennesker vil medføre alvorlige problemer og lidelse hos værtslandene. Klassikeren er de kirkebesættende ‘palæstinensere’ der kvitterede for gæstfriheden ved uhørt høj kriminalitetsfrekvens, men vi oplever jo også dagligt hvordan ‘krigstraumer’ bruges som formildende omstændighed for voldelig adfærd mod de oprindelige europæere. Så længe dette aspekt forties må kynisme være et nødvendigt modtræk (LFPC).

“Det, der sker i krig, sker” – den nødvendige kynisme II

Så længe der er dette groteske misforhold mellem forargelsen over hvad Lynndie England og andre fangevogtere begik i Abu Ghraib, og hvad der foregik sammesteds under Saddams styre – denne forargelse er jo reelt ikke-eksisterende – vil jeg ikke gå længere end at sige at det var taktisk uklogt hvad førstnævnte gjorde. Ideelt set skulle man selvfølgelig afveje grusomheden ved menneskelige pyramider og kulturel ydmygelse mod hvad Saddams bødler begik, og ‘afmåle’ forargelsen i overensstemmelse hermed. Imidlertid må jeg nu personligt konkludere, at det vi ser udfolde sig i vestlige Gutmenschens uhellige forargelse over israelernes berettigede reaktion på truslen imod dem bl. a. bunder i virkelighedsfjern idealistisk tro på at det ondes problem altid kan løses med det gode. Det kan det ikke, så når JPs journalistfrøken her påstår at billederne fra Abu Ghraib “chokerede … hele verden” vil jeg citere John Lennon: “Don’t you know that you can count me out”. Kulturel ydmygelse kan måske være et udmærket middel i nogle situationer, når nu brug af ‘midler’ ikke kan undgås (LFPC).

I 2004 chokerede billeder af ydmygede fanger fra det irakiske fængsel Abu Ghraib hele verden. Syv mennesker blev dømt på baggrund af skandalen, men det den 21-årige Lynndie Englands ansigt, verden husker. Det er snart fem år siden, at Lynndie Englands ansigt for første gang gik verden rundt på tv og i aviser. […]

Lynndie England brugte en del af sin tid i fængsel på at tænke over, hvad hun havde lært af tiden i Abu Ghraib og hele sagen efter, og er kommet frem til, at hun den gang var alt for naiv og godtroende. “Det, der sker i krig, sker. I vores tilfælde blev det bare fotograferet og gjort offentligt. Der er mange, som siger, at vi burde have holdt kæft og slået dem ihjel, så ville vi være sluppet for al balladen. Sådan kan man godt se det, men….Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. De var fjenden. Jeg vil ikke sige, at de fortjente det, men de…..Det er mit problem. Jeg kan ikke beskrive det med ord.” Sådan gik det fangevogteren fra Abu Ghraib

»Der er behov for en stribe tiltag«

Hvem er bedre til at kurere en sygdom, end dem der har påført os den ? Her kommer det helt belejligt, at Morten Østergaard er søn af en læge. Nu ved jeg ikke hvad dr. Østergaard jun. konkret vil ordinere af medicin imod forældres ægteskabstvang, andet end “tiltag” – han finder nok på noget, der lyder kønt, koster dyrt og virker som placebo – men når man overhovedet har den ikke helt beskedne ambition, at kravle ind i familier og pille ved mekanikken, melder denne historie sig som inspiration: Edward Luttwak ironiserede i et foredrag på Berkeley over Vestens efterrationaliseringer i Afghanistan. Da man var landet og havde blæst Talebanstyret ud i bjergene, opfandt man efterfølgende grundene til at blive i landet: “genrejsning af landet” , “demokrati” og “kvinders rettigheder” osv, fortsæt selv..: “Hvordan skaffer man kvinder rettigheder i Afghanistan? “, spurgte Luttwak forsamlingen. “Jo, man placerer en mariner i hver eneste lerhytte. Hver gang en mand slår sin kone, og det gør han tit, skyder marineren manden.” Dr. Østergaard jun. må få idéen gratis, vi har jo heldigvis ikke 40 mio. lerhytter i Danmark, så det skulle kunne gå ganske kvikt:

Regeringen vender det blinde øje til tvangsægteskaber indgået i Danmark. Det mener S og R, efter at antallet af vielser blandt andengenerationsindvandrere er steget. Ifølge eksperter er femdoblingen i antallet af vielser mellem efterkommere i Danmark udtryk for, at 24-årsreglen og tilknytningskravet har fået færre til at hente deres ægtefælle i deres oprindelsesland.

Ole Hækkerup er positiv over for, at flere efterkommere finder ægtefællen i Danmark, men han frygter, at strukturerne er de samme i ægteskabstraditionerne, og at tvangsægteskaberne nu blot er rykket inden for EU’s og Danmarks grænser.

Også Morten Østergaard, næstformand for Det Radikale Venstre, er utilfreds med regeringens indsats.

– Handlingsplanen er flere år gammel og er nu løbet ud i sandet. Reelt halter vi langt bagefter i kampen mod tvangsægteskaber, siger han.Til gengæld er han begejstret for Socialdemokraternes kritik af 24-årsreglen. – Det er rart at se, at de, der har troet, at 24-årsreglen forhindrer tvangsægteskaber, nu er ved at vågne op. Reglen fungerer ikke. Der er behov for en stribe andre tiltag, siger Morten Østergaard. S og R vil opruste i kamp mod tvangsægteskaber

Som bekendt var 24-års-reglen og navnlig tilknytningskravet, skruet sammen af juristerne for at standse kædekoloniseringen af Danmark. Argumentet om tvangsægteskaber var sekundært, og hovedsageligt sminke beregnet for husarer og æsteter som Østergaard og R´s stadigt svindende vælgerskare. Og så virker loven endda stadig ikke effektivt nok, ikke mindst takket være EU Sverige-humanisterne. Nogle kalder dem “batikkäringar”, men sådan et udtryk ville vi ikke bruge.

Sveriges uddannelses-deroute

(Newsweek angiver de 12 % “udenrigsfødte”, men indvandrede totalt er 23 %, noget der sagtens kan kaldes en invasion, som udmærket beskrevet her. Newsweek er venligheden selv: )

In Sweden, forget stock prices: it’s plunging test scores that are causing a national panic. Once 11th in the world in science rankings, Sweden’s scores on international eighth-grade tests fell 42 points between 1995 and 2007—one of the worst declines among the 35 nations tested. Reading and math scores showed the same disturbing trend.

Some experts say demographic shifts may be contributing to the plunge. Immigrants have increased from 9 percent of Sweden’s population in 1990 to 12 percent currently, with many refugees coming from places like Somalia and Iraq. Families are moving away from schools where the newcomers are concentrated, and teachers aren’t trained to deal with the increasingly segregated system.

But others say a more plausible explanation is Sweden’s lax education philosophy. Swedish children aren’t graded on their work until the eighth grade, and there are few curriculum standards. Sweden’s education minister, Jan Björklund, says this easygoing attitude is changing in response to the country’s dismal test performances. Newsweek: Education: Sweden’s Test Crisis, Swedish students worse at maths and science: study

Den herskende skoleånd, har nok været lidt som her i dagens newspeak gys:

“One reason was many parents of children here had very negative connotations of school.“Instead we want this to be a place for family learning. School bans the word ‘school’

Lærestykke i demokrati: Arabere demonstrerer med fjendens flag – i Israel

Desværre er europæiske medier, for ikke at tale om herboende arabere (herunder ‘palæstinensere’) aldeles uimodtagelige for virkelighedsanskuelse af denne art. Man kan kun give Pamela Geller på Atlas Shrugs ret i hendes karakteristik af billederne fra et Europa igen med jødehad på åben gade: Vanvid. Se billederne på hendes blog af scener der for få år tilbage ville have været utænkelige. Se også Daily Mails fotoserie. Mellemøsten er kommet til Europa. Hvor går Europa så hen? (LFPC)

Af dagens mange rædselsfulde fotos, virker dette fra foran Milanos Katedral som et af de mere makabre. Tankerne går uvilkårligt til Oriana Fallaci. Og så “fredsdemonstrerede” de også i Malmø og Landskrona, i hvad der beskrives som muslimske vækkelsesmøder nok så meget som politiske demonstrationer. (Steen)

Arabisk forfatter : Israel er bedre end hver eneste arab-stat

Hit them where it hurts, By Sayed Kashua

Before I start writing, let me inform you up front that I love you dearly. I would like to warmly embrace the inhabitants of the south – Arabs not included – and dedicate this festive column to them. The spectacular demonstrations in Gaza have only contributed to our feelings of a shared fate, Arabs living in the Land of Israel and the Jewish people. Let those among my Arab brethren who want to demonstrate, demonstrate, and those who want to wax bellicose, wax bellicose, but reality is stronger than words, and the fact is that terrorists do not distinguish between Arab blood and Jewish blood, as is attested by the Arab victims felled by missiles fired with the aim of striking at innocent people.

Moreover, allow me to commiserate with the bereaved families and to declare from this platform that in addition to the two families from Sderot whom we are hosting in our home now, members of my family and I are ready to host two more families from the area under bombardment. We can be contacted through the newspaper’s editorial offices.

On this rare occasion, I want to strengthen the hand of our leaders, policymakers and commanders. You earned this war honestly. It is the duty of a normal country like Israel to defend its residents in the face of a prolonged threat that is embittering the lives of more than half a million residents. I apologize to my Arab readers who do not share my attitude, but at this time it behooves a courageous figure from our nation to step forward and speak the truth without hesitation, knowing that the vast albeit silent majority of the Arabs in Israel believe in the recesses of their heart that justice rests with me.

During my long years as a journalist, I was compelled to live in an Arab community, and I always had the painful feeling that I could not be sincere in my declarations, either oral or written. A feeling of distress gnawed at me, knowing as I did that I was violating the rules of morality and estranging myself from the foundations of intellectual integrity. But now, at long last, a golden opportunity has arisen: Israel has opened fire in the south and I, happily, am now ensconced in a protected Jewish neighborhood, infinitely joyful, because at least I can write without fear about what has lain for long years on my heart. At the end of the day, Israel is better, in my eyes, than every neighboring Arab state, if only because of the freedom of the press and the freedom of expression it preserves so rigorously.

That ends the clarification part. And now, with your permission, I will move to somewhat more operational language, in accordance with the winds that have been blowing for the past few days. What I am actually saying here is: Hit the bastards where it hurts. And you know what – anyone who comes to us with complaints is an idiot who doesn’t know what he’s talking about. And most worthless of all are the locals who have already started to make noises here and there and ask, “What is the goal of the operation?” in a whimpering voice that makes me sick. Here’s the enlightened leftist sitting on the balcony of his home, puffing on a Marlboro Lite and wondering with his pompous pals, “What are the aims?”

So now I am telling you: Our aim is to grind them into the dust. We will soften them up with missiles until they understand that for every blasted Qassam they let fly at us, they will get a hundred tons in their face. And it won’t end, either. Who said it has to end? Hey, the rules of the game have changed. How long can you be good to them? Hey, was there a cease-fire? There was. What happened? All they did was figure out how to plan the next blow. So we didn’t open the transit points? Is that our fault? They brought Hamas on themselves. Let them deal.

That’s how it is, we have to go on to the end, until they learn that you don’t come to us with force. Either they surrender and kiss our feet and we leave them alone, or we go on inflicting blows from the skies and they won’t know what hit them.

Here’s a fact: When they behave a little more quietly, like in the West Bank and Jerusalem, what’s so bad there, with Abu Mazen and the jema’a? It’s not like anyone stops them from sneaking by the checkpoints, right? It’s not like caution isn’t exercised in targeted you-know-whats, right? Aren’t the settlers arrested when they rampage? How can anyone even compare their fabric of life with tons of bombs that kill 300 people in two days?

Bloody hell, don’t they look at the life of luxury led by their brethren in the West Bank and learn that quiet pays? From my acquaintance with Arabs, I tell you: They simply have a mental problem. There’s nothing to it. No matter what you do, they will come back with complaints. Aalek, Gaza is one big prison of refugees, the jobless and the starving. Hey, is that our fault? Hey, is it because of us that they’re like that?

It’s not that they fire Qassams and say it’s because they don’t have anything to eat. No. They fire them and say that the gates of hell will be opened on the Zionist enemy and that they want to expel us from our homeland. Right. Hey, are we supposed to be responsible for every hungry Arab kid?

And one more thing that I really can’t understand is the Arabs in Israel. We are as nice as can be to them, there is no more Military Government, they can move freely, work, go to school, they have citizenship – dear God, we let them vote and they come and demonstrate. The very same people who know well that only by dialogue and understanding can one live with us in peace. Hey, what’s the deal? Did we expropriate their land? Did we neglect the infrastructures in their villages? Did we ignore their distress and the poverty? No way. Their situation is ten times better than that of the Arabs in the West Bank.

So instead of understanding better than anyone else that we have no choice but to trample Gaza, they demonstrate solidarity with the bearded guys in green. I want to tell you, no matter what we do we will come out patsies and that’s why I say not to listen to anyone. What more do they want? What? That we should treat them like Jews?

To conclude, one more thing that, regrettably, not many dare say aloud: A court won’t help. I know that you, just like me, don’t want to live with Arabs. Haaretz rent faktisk, en “venstre-avis”

Ogsom for at understrege nogle af pointerne: Hamas militiamen had been assaulting many Fatah activists since the beginning of the operation last Saturday. They said at least 75 activists were shot in the legs while others had their hands broken. og MEMRI video: Hamas Women Vow to Blow Themselves Up among Apes and Pigs

Israels marginaler krymper

En kvinde jeg kender, der har været officer i den israelske hær og via sit senere akademiske arbejde er mere end almindeligt godt inde i konflikten, mener ikke Israel eksisterer om 50 år. Et Europa, der ikke bakker om bag Israel og fordømmer og bekæmper islamisk aggression og had, vil uvægerligt ryge samme vej, før eller siden. Ulf Nilson forklarer, hvorfor det bla. ser sort ud:

Kan Hamas vinna? Svaret är nej. Inte nu, inte snart. Det inbillar man sig inte heller. Det strategiska målet är att skapa ökad spänning, hat mot Israel, fler kandidater för självmordsbombning och mycket gärna fler ingripanden av FN och andra internationella organisationer. Gaza är viktigt, men ändå en småsak. Det man främst önskar är att provocera – bilder på civilt lidande sitter fint – och kanske så småningom, tid betyder inte mycket, få igång ett krig mellan Israel och Iran. Kärnvapen? Varför inte. Den muslimska världen har strategiskt djup ; Israel har det inte. Siffrorna talar för sig själva: Iran: 1 648 000 kvadratkilometer, 70 milj invånare, Israel: 20 770 kvadratkilometer, 6,2 milj invånare. Iran kan möjligen överleva ett kärnvapenkrig.

Israel kan det inte. Den judiska staten har hittills vunnit fem krig, men utan att vinna fred, och marginalerna krymper.

Kan Israel vinna? Svaret är nej. En rak och oomtvistlig seger är inte i sikte. Man kan, till ett pris av stora och plågsamma förluster tysta Hamas raketvapen – för en tid. Ska attackerna upphöra under lång tid måste man ockupera Gaza och ta ansvaret för människorna där. Det vill man inte. Målet är därför att skada Hamas så svårt som möjligt och om möjligt tvinga fram ett stillestånd som – till skillnad mot förra omgången – håller under rimlig tid. Hoppet är i n t e stort.

Der er megen sludder og vrøvl om at “muslimerne er vor tids jøder”. Vi mener faktisk, at jøderne er vor tids jøder, ikke mindst i deres lille oase i Mellemøsten, men desværre måske engang også i Europa igen.