Den eneste gang, jeg har haft virus, skete det på følgende måde:

Jeg ledte efter omtale af et madonnabillede af den sicilianske renæssancemaler Antonello da Messina, det hænger på et museum i Palermo. Derfor googlede jeg på malerens og billedets navn, og uden at lægge mærke til, hvor jeg kom hen, tastede jeg mig via et af første hit ind på en tunesisk hjemmeside. Det varede næppe mere end tre sekunder, førend min virusalarm gik i gang, og derefter kunne jeg begynde at rydde op.

Gad vide, hvor mange mennesker, der ganske uskyldigt ryger i den udspekulerede islamistiske fælde sat op for kristne kunstelskere?

http://www.islam-documents.org

(which is the improvment of the other islam-documents.com, based in Tunisia).

There is thousands of texts (around 15 000) about the origins of islam, with a critical, humanist, and scientist view (and even ironical). It is now the bigger “sourcebook” on that subject, with often unpublished documents: Muhammad biographies (SIRA), the main books of traditions (HADITH) , muslim chronicles (TABARI…), companions biographies (TABAQAT), quranic verses, quranic commentaries (TAFSIR).

A new version is now available, improved and corrected: around 2700 pages. We are working for a new version published every year.

All is in french. so sorry.

Bye. Take care.

http://www.dfi.dk/dfi/pressroom/vollsmose/

Ja vist er det fragmenter, men det er ikke desto mindre mængden og den ballast, de til sammen udgør, der tegner det endelige personlige kulturbillede for hver enkelt af os, og hvis ikke vi har en tilstrækkelig stor fællesmængde, smuldrer solidariteten og tilliden til hinanden.

Jeg mener, at vi er ved at have nået til punkt, hvor det sker, og hvor der næppe er nogen vej tilbage, og jeg glæder mig dagligt over, at jeg havde lærere, om hvem der kunne siges meget, men ensrettede og ensrettende, det var de aldrig, og hvor eleverne i dag sendes ud i livet med en umulig etisk fordring til andre, havde vi fået banket ind i hovedet (med Henrik Ibsen), at den slags er fandens værk.

Skoleleder Olav Nielsen er en af de kvalmende småborgelige lærere, der er blevet båret frem på skjolde. Først i dette årti var han hovedpersonen i DR dokumentarserien “Drengene fra Vollsmose”,

http://jp.dk/arkiv/?id=1557890&eceExpr=fadervor“%20/>&eceArchive=o

Jeg tænkte dengang, at med Olav Nielsen ved roret, kunne det kun gå galt, og det er da også sikkert og vist, at i Volldsmose går det rigtigt dårligt. Meget af det, som OL dengang sagde, var rigtigt nok set ud fra en almindelig moralsk, dansk synsvinkel, men der hvor det gik galt var i hans store melodramatiske følelsesengagement, der fik han til at udbryde noget i retning af, at han levede og åndede for de drenge (mest arabere). Dokumentaren demonstrerede, at der var stor ubalance mellem følelse og fornuft, og den slags har ingen børn respekt for, hvad deres etnicitet end er.

Det danske skolesystem kan ikke ikke geares efter arabiske normer uden at ophøre med at være dansk, så om få år sætter alle, der har mulighed for det, deres børn i private skoler, og folkeskolen går ad helvede til. Sådanne som Christine Antorini, der i øjeblikket fører kamp mod en skole i Viborg, hvor man i de små klasser starter skoledagen med et Fadervor, er med til at fremme den udvikling. Der er flere af den slags sager, og formanden for de danske skoleledere har efter en klage uddtalt, at det er en meget alvorlig sag, hvis børn er nødsaget til at overvære en kristen bøn, hvis de ikke er kristne. Jeg har forgæves ledt efter den artikel, hvor jeg læste dette, for jeg synes, at han fortjener et stort billede hos bloggerne. Antorinis projekt omtales bl.a. her:

http://jp.dk/arkiv/?id=1557890&eceExpr=fadervor“%20/>&eceArchive=o

Katrine Winkel Holm har skrevet dagens læseværdige kronik i JP, hvor hun er inde på disse emner, men jeg må sige, at jeg finder, at hendes opdeling af liberale og konservative er meget firkantet, og jeg genkender ikke min egen ikke-troende liberale indstilling i hendes kronik, hvor hun lader de konsevative stå for mærkesager, som jeg betragter som liberale værdier eller fællesværdier. Det tror jeg, at Søren Pind vil være enig i, men han har jo heller ikke nogen indflydelse.

En stående vittighed om Gasværksvejens Skole – vistnok allerede fra firserne gik på, at der kun var en fremmedsproget på skolen – han talte dansk.

Så blev skolen lukket.

Med venlig hilsen

Også selvom man hænger op i fire etager, som i gamle dage og nu også på Statens Museum – de nederste skal flugte. Basta

En serie på tolv miniaturer på række og geled har jeg hængt op i min køkkengang. De er alle små fotografiske udsnit af virkeligheden, Motiverne er kun næsten lige store, og ingen kan med bestemthed afgøre, hvilken virkelighed jeg mon har set i den enkelte miniature, men alle synes at se noget. Jeg skylder at sige, at alle miniaturerne er anbragt bag glas og i passe partout. Her er de to iagttagelser, som indtil videre har overrasket mig mest:

Min bror stod tavs og kunne se indbildningen, som var, at alle miniaturer syntes lige store, for alle linjer flugtede, rammerne, billederne, siderne, men noget brød symmetrien. Længe kunne han ikke se, hvad det var. Pludselig sagde han: “Nå, sådan har du gjort! Motiverne flugter ikke forneden. Ligesom passe partout’erne heller ikke gør, fordi de retter sig efter motiverne.” Han havde helt ret. En teknisk afsløring.

Mit fjortenårige barnebarn standsede og kiggede længe på en detalje i en af miniaturerene, noget, der kunne ligne et vagtsomt øje med en kats pupil. Til min forbløffelse står han og løser en godt skjult hemmelighed ved billedets (illusionens) tilblivelse. Han oversætter billedets to dimensioner til tre, forstår lys og skyggevirkninger, og hvorfra lyset må komme, så bedømmer han afstand og vinklen fra en belyst spids, og forstår hvorfor dens skygge må ramme ‘øjet’ og blive til pupil. Han siger kun: “Nåh, det er skyggen fra den spids, der bliver til pupillen i øjet!” Han havde helt ret. En teknisk afsløring af de helt usædvanlige.

Ingen af de to iagttagere interesserede sig synderligt for billedernes ‘indhold’ – eller den værdi, jeg havde gjort mig sådan en umage for at understrege. Det spændende var i stedet at forstå, hvordan billederne var blevet til.

Med venlig hilsen