12
jan
Seneste opdatering: 13/1-09 kl. 0521
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Der er mange følelser i politik, alt for mange, ikke mindst på grund af  fordummende TV, men det er som bekendt uklogt at ignorere dem, da det næppe ændrer sig i nærmere fremtid. Særligt ikke nu hvor vi grundigt har overskredet grænsen til trusler og vold. Her er de to yderpunkter filmatiseret. En fotograf, Havva Kocbay, filmer en mulimsk storhyler (sig selv?), som fuldstændig går fra koncepterne på Rådhuspladsen i lørdags. Og Walt Disney fra 1943 – Reason and emotion, – en del af USA’s psykologiske krigsberedskab: 

(se også An Imported War og Berlingskes leder Gaza ligger ikke i Danmark,der ikke ganske dækker mine seneste erfaringer.) Apropos følelser og  rationalitet:  Jeg genså det højinteressante  portræt The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara forleden (2003),hvor McNamara rigtignok græder (han fortæller om, da han udvalgte Kennedys gravsted på Arlington), men ananyserer sit liv, bombningen af Japan, den kolde krig, Vietnamkrigen og politik så nøgternt, som man overhovedet kan forestille sig det af  en 85-årig. Paradokset, at den højt begavede, hæderlige Harvard graduate og Ford direktør McNamara, der blev headhunted af Kennedy, kom til at stå som administratoreren og personificeringen af en skadelig og unødig misforståelse af en krig, som han aldrig troede på og ville afslutte med Kennedy senest 1965, får en til at undre sig over, hvorfor nogen overhovedet ønsker sig magt. McNamara gjorde ikke, han fik den foræret efter overtalelse. Hans beskrivelse af Cuba-krisen er, så man må ha en ekstra dobbelt-whisky. Alle involverede var rationelle, måske lige undtaget hans gamle overordnede fra WW II general Curtis LeMay, der ikke kunne få bombet Cuba hurtigt nok, hvad der havde udløst ragnarok. (Cuba havde allerede over 100 A-sprænghoveder, fortalte Castro ham langt senere). Alligevel var vi en hårsbredde fra gensidig, kollektiv udslettelse. Se den ! Den er også som portrætkunst helt original. Jeg var 12 år i 1963. Halvandet år senere stod jeg ved  Kennedy´s grav på Arlington med min far,  uden at forstå noget videre. Endnu. Jeg var upolitiseret. Det skulle udlændingeloven af 1983 og navnlig SR (SF, CD, KrF, Komm.) regeringen  senere lave om på.

Københavns kommunale Potemkinkulisser

Bo Asmus Kjeldgaard skriver i dette link om mangfoldighed i kommunens børneinstitutioner. Havde etnisk danske børn ingen venner før masseindvandringen af “tosprogede” folk, der er uegnede til at leve i moderniteten? Samme Bo Asmus Kjeldgaard havde for et par uger siden et indlæg i Lokalavisen for Vanløse-Brønshøj. Her brugte han ordet “kulturmøde” om den daglige ballade på skoler i Kbh. Københavns Kommune antager vel også, at mange kulturmøder vil finde sted på de fine dialogbænke.

Vi nærmer os Orwells nysprog, som slet ikke er nyt. For snart 250 år siden udnævnte kejserinde Katharina sin favorit Potemkin til guvernør over et vidstrakt krigshærget område i Sydrusland. Her lod han opstille kulisser, der illuderede blomstrende haver og fine huse, mens indforskrevne statister spillede roller som driftige borgere og bønder – i passende afstand af kejserinden, der foretog inspektion af herligheden. Man husker sovjetsproget i 1970’erne, som russerne selv kaldte “stagnationstiden”! Da dekorerede pamperne hinanden med flotte medaljer for at have opnået fiktive rekorder i bomuldshøst. Gorm Strandvang Giv dit barn en verden af venner – vælg en mangfoldig daginstitution!

Hamas: Ritualiserede børneofringer – verden gaber

Dokumentationen for ‘uproportionaliteten’ mellem det islamiske og det jødiske ‘menneskesyn’ findes til overflod. Det er bare et spørgsmål om at kunne trænge igennem alle fornægtelserne og fortrængningerne, og der er sagen altså strandet (LFPC).

IMAGINE A MUSIC VIDEO teaching kids that bombs are more precious than children. This is not fantasy – this is the message of an actual Hamas TV music video. After a five-year-old finds out that her mother wore a bomb belt to a suicide terror attack, she sings: “Now I know what was more precious than us.” She then swears to follow in her mother’s footsteps, as a suicide bomber.

This is just one example of the wide range of hateful and abusive messages on Hamas TV, designed to indoctrinate children to Hamas values. Children are taught to value violence, hatred and Islamic supremacy, and that seeking Martyrdom for Allah is the highest value, bringing “honor and glory.”

PMW has created a five-minute compilation of key representative segments from Hamas TV that document this indoctrination of children. […] PMW’s Background Brief on Hamas #2: Bombs are “more precious” than children: Hamas children’s education

Jyllands-Posten i Rosengård

Og dér, stormende ud fra sin lille skotøjsbutik, kommer Suat Cicek, 62 år, der flyttede til Malmø fra Tyrkiet i 1968.

»Det er en katastrofe,« siger Cicek ophidset til den socialdemokratiske bydelsrådsformand. »Hvordan kan I blive ved at med at øse indvandrere ind i Rosengård? Tror I virkelig, at Sverige kan løse Mellemøstens problemer ved at lade folk flytte hertil? Det ender jo galt,« siger han.
»Det store problem er, at så mange indvandrere klumper sig sammen ét sted. Ikke alle grupper, men f.eks. arabere. Det ville være meget bedre for alle, hvis der var en Ali eller en Abdullah i hver opgang i hele Sverige,« mener Dallas. Andreas Konstantinides er inde på samme tankegang:
»Reglerne med fri bosætning for flygtninge må skrottes. Malmø tager hvert år imod 2.000 nye flygtninge fra Irak. Malmø kan ikke klare alt. Flere kommuner må tage deres ansvar,« siger han. Hvorimod Suat Cicek med skotøjsbutikken har en mere radikal idé: Totalstop for indvandring til Sverige.
»Det skulle have været sket for 15 år siden, nu er det næsten for sent. Jeg frygter en borgerkrig i Sverige,« siger han og forklarer, at han selv overvejer at flytte hjem til Tyrkiet. »Det er ikke længere det Sverige, som jeg kom til. Jeg mærker, hvordan svenskerne kigger på mig, og jeg bebrejder dem ikke noget. Svenskerne er gode mennesker, men de tvinges af regeringens politik til at blive racister,« mener Cicek. Ghettoen i Malmø, Jyllands-Posten, 11.01.2009 (ikke online)

Spindoktorernes indtogsmarch

Nazikortet er brugt til ulidelighed af alle parter i denne konflikt, men rent pædagogisk kan disse PR-konsulenters pludrende overfladiskhed let gennemskues ved at udskifte pali-araberne med nazister i denne værdifrie anskuelse af kommunikationsstrategier og imagepleje. De fleste ville så kunne se det absurde i den helt ureflekterede antagelse om at sagen som sådan ikke er suspekt, men at det er bestemte enkeltpersoners og gruppers retorik og metoder der står i vejen for et fælles arbejde henimod løsning af konflikten – som moderate kræfter jo alle ønsker.

Det er don’t mention the jihad endnu engang, og hadet til jøderne med rødder i Koranen, og herrefolkskravet på territorium der én gang har tilhørt islam, har de højtbetalte konsulenter næppe skænket en tanke – og hvad kunne de også stille op imod det?

Det er komisk og snæversynet, og man venter næsten på opfordringer til at tage kurser i anger management og personlig branding, og måske et ophold på et wellnesscenter med besøg af en stylist. Horisonten går ikke længere end til “det palæstinensiske miljø” hvor det “[d]ybest set handler […] om at holde gemytterne i ro”, og man er ganske blind for at uanset hvilke metoder der benyttes, vil de medføre de israelske jøders udslettelse (LFPC).

Palæstinenserne i Danmark er godt på vej til at tabe mediekrigen og danskernes sympati på gulvet. […] – Palæstinenserne har i den grad medvind i den nationale dækning af ubalancen mellem den israelske militærmaskine på den ene side og de palæstinensiske frihedskæmpere på den anden. Men når vi i danske medier samtidig præsenteres for palæstinensere, der skyder uskyldige israelere og ser billeder af små selvmordsbombere, så taber de forspringet, vurderer Espen Meyer Højlund, direktør og partner i kommunikationsvirksomheden Advice A/S. […]

– Ordet terror er magtfuldt, og ud fra en kommunikationsvinkel kommer man langt, hvis det kan tages i brug om modparten. Men har man ikke styr på tropperne indadtil, kan det misforstås og dermed ende med at få den modsatte effekt. De palæstinensiske ledere skal derfor passe på, hvordan de formulerer sig. Så længe der er fare for, at deres ord kan misforstås og føre til uhensigtsmæssige handlinger fra enkeltpersoner, skal de holde igen eller i hvert fald finde den rigtige balancegang, siger han. […]

I dag findes der ud over Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening et hav af palæstinensiske netværk og organisationer i Danmark. Alene i Odense kan man via hjemmesiden www.palnet.dk finde en håndfuld. Udfra et kommunikationssynspunkt er det et alvorligt problem for den palæstinensiske sag, mener Jess Myrthu, kommunikationsrådgiver og medejer af Jøp, Ove og Myrthu A/S.

– For det gør, at alt for mange forskellige får lov til at markere sig som talsmænd i medierne og i offentligheden. Og ofte får nogle af disse selvbestaltede talsmænd sagt nogle uhyrlige ting, som primært er dækkende for dem selv, men ikke for det palæstinensiske miljø, siger Jess Myrthu. […]

– Drømmescenariet kunne være, hvis samtlige palæstinensiske foreninger i landet satte sig sammen og koordinerede deres budskab samtidig med, at de formulederede et sæt enkle regler for, hvad der måtte siges og gøres, og hvad der ikke måtte. Dybest set handler det jo for palæstinenserne om at holde gemytterne i ro, siger [Espen Meyer Højlund].Det palæstinensiske selvmål

To lykønskninger til de stuerenes mareridt

Eneren Pia Kjærsgaard
af Svend Ove Gade, fhv. chefredaktør, Ekstrabladet

Prøv at slynge navnet Pia Kjærsgaard ud i det pæne selskab. Rædselsfuld, vil nogle omgående sige om 25-årsjubilaren i Folketinget. Beundringsværdig vil det lyde fra andre, hvis de da overhovedet vover at åbne munden. Ingen kunne drømme om at efterligne min forgænger som Ekstra Bladets redaktør, Victor Andreasen, der i 1988 knælede for den magtfulde politiker, efter at hun var blevet ramt af en lastbil. »Det tør du ikke,« sagde jeg. »Hva’ gør jeg ikke,« lød det omgående fra Victor. »Stik mig en buket røde roser, og jeg drager ud til hende.« Og det gjorde han så som en anden bajads.

gamle-fotos-013

(foto, Christiansborg, 1995, anledningen fortaber sig.)
Victor, der så at sige aldrig blev grebet i at udtrykke respekt for en politiker, beundrede virkelig Pia Kjærsgaard. Modsat Poul Nyrup Rasmussen, der engang kom for skade at bryste sig af sit smukke ”menneskesyn” og kalde Dansk Folkeparti og dets leder for ”ikke stuerent”, respekterede Victor Andreasen hendes mod og styrke til at gå imod det politiske establishment, uanset at han næppe var enig med hende i meget andet end udlændingepolitikken.
Selv undervurderede jeg i mange år den tidligere hjemmehjælper, som forsøgte at traske i Glistrups spor. Først efter dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 kunne jeg se hendes særlige evner og fornemme karakterstyrken bag det spinkle ydre. Trods overfald og hån lod hun sig aldrig tæmme. Det hjalp også, at hun fik samlet et par mere end duelige politikere omkring sig, den indsigtsfulde Kristian Thulesen Dahl og den altid telefonbevæbnede Peter Skaarup.
Bortset fra Søren Krarup, Jesper Langballe, Søren Espersen og måske visesangeren Morten Messerschmidt minder resten af folketingsgruppen stadig lidt for meget om politisk hittegods, hvor emballagen måske kan forlede en og anden til at tro, at der også må være et indhold.
Udlændingepolitikken er alt afgørende. Uden den og til dels EU ville partiet være et traditionelt socialdemokrati, indsovset i en lyksalig tro på velfærdsstatens velsignelser. Ikke mindst i kraft af Pia Kjærsgaards vedholdenhed blev den politiske klasse af politikere, kommentatorer og lobbyister tvunget til at erkende den folkelige modstand imod den officielle udlændingepolitik, hvor man i ly af det magiske ord globalisering forsøgte at undertrykke nationale hensyn og interesser. At Danmark nu lykkeligt adskiller sig fra de fleste andre europæiske lande, ikke mindst Sverige og Storbritannien, er hendes og Søren Krarups historiske fortjeneste.
Svagheden er den faste tro på velfærdssystemet som en slags naturlov. Siden regeringsskiftet i 2001 har hun og Dansk Folkeparti stort set modvirket alle forsøg på at give plads til det ansvarlige menneske og nedtone behandlersamfundet. Hendes politik har først og fremmest begunstiget de i forvejen forholdsvis velstillede grupper på bekostning af de virkeligt trængende. På det punkt er hun politisk traditionalist, en politisk behandler, der prøver at indynde sig ved uddeling af milde offentlige gaver.
Hvad ville Dansk Folkeparti være uden den snart 62-årige Pia Kjærsgaard? Kristian Thulesen Dahl har naturligvis den saglige styrke, men savner partilederens naturlige indignation og polemiske kraft. Indtil videre står det fordums protestparti utvivlsomt og falder med, at eneren Pia holder ud nogle år endnu. Jyllands Posten

Tillykke til Pia

Den 10. januar 2009 havde Pia Kjærsgaard 25 års jubilæum i Folketinget, og hun fortjener i den forbindelse et par rosende ord herfra. For vi må erkende, at der ikke ville have været et Dansk Folkepartis Ungdom uden Dansk Folkeparti, og der ville næppe være blevet etableret et Dansk Folkeparti uden Pia Kjærsgaard.

Man kan i den forbindelse beundre Pia Kjærsgaard for meget. Men først og fremmest kan man beundre hende for hendes mod og ukuelighed. Pia Kjærsgaard har nemlig aldrig opgivet projektet med at skabe et bedre Danmark, og det på trods af en modstand og en overdrevet grad af hån rettet imod hende, som sikkert havde fået de fleste til at opgive det hele for i stedet vælge en anden karriere.

Da hun kom i Folketinget i 1984, havde Fremskridtspartiet gået fra for ti år tidligere at have være det næststørste parti med 28 mandater til i stedet at være det mindste parti med kun fire mandater tilbage. Det var kort sagt et lille ubetydeligt parti, som kun få regnede med ville overleve. Men da hun så tog initiativet i folketingsgruppen, formåede partiet alligevel at rejse sig, og i slutningen af 80’erne havde partiet igen en temmelig stor tilslutning.

Fremskridtspartiets store tilslutning i slutfirserne kunne formentligt have været udnyttet bedre til i tide at stramme op på det offentlige overforbrug og på udlændingepolitikken, men fløjkrige og uenigheder internt i Fremskridtspartiet umuliggjorde desværre disse ambitioner.

Efter det kaotiske og farceagtige landsmøde i 1995 blev det imidlertid for meget, og Pia Kjærsgaard og flere andre ligesindede valgte i stedet at stifte det nye parti: Dansk Folkeparti.

Der var ikke mange politiske eksperter, der dengang spåede, at Dansk Folkeparti ville blive en succes, og de etablerede partier havde overvejende kun skuldertræk til overs for projektet. Men da tilslutningen til Dansk Folkeparti hurtigt voksede, og det dermed blev en trussel for det politiske etablissement, gik der panik i de andre partier. De fleste politiske modstandere troede så fejlagtigt, at de kunne knække Dansk Folkeparti ved at angribe partiet i almindelighed og formanden Pia Kjærsgaard i særdeleshed med ualmindeligt grove og nedladende udsagn.

Der findes mange eksempler på groteske ytringer rettet mod Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard fra den periode, hvilket man bl.a. kan læse mere om i debatbogen Ondskabens Ikon af forfatteren Geoffrey Cain. Men en af bannerførerne i hetzen var sågar den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som bl.a. gik så vidt, at han omtalte Dansk Folkeparti som ”ikke stuerene” og som et parti, der mindede ham om ”noget fra 30’erne” (underforstået nazismen).

Men det lykkedes som bekendt ikke, for hverken Poul Nyrup Rasmussen, Mimi Jakobsen, Kjeld Holm, Rune Engelbreth, David Trads eller nogen af de mange andre ”stuerene humanister” at kue hverken Dansk Folkeparti eller Pia Kjærsgaard. Og i dag er Dansk Folkeparti Folketingets 3. største parti med en særdeles stor indflydelse på den førte politik, og Pia Kjærsgaard er ifølge eksperter den mest indflydelsesrige kvinde i Danmark.

Det er svært at bedømme, hvordan det ville være gået i Danmark, hvis Pia Kjærsgaard ikke var blevet valgt til Folketinget dengang i 1984. Men i lande som England og Sverige, hvor der ikke har været en ”Pia Kjærsgaard” med politisk indflydelse, og der ikke har været en nødvendig debat om den førte udlændingepolitik, der kan man tydeligt se konsekvenserne af en ukontrolleret og fejlslagen udlændingepolitik. Bare tag indvandrerghettoen i Rosengård i Malmø som et eksempel, hvor der for nylig har været voldsomme optøjer, og hvor kun 38 % af indbyggerne mellem 20 og 64 år har et arbejde.

Vi vil derfor fra Dansk Folkepartis Ungdom ønske et stort tillykke til Pia Kjærsgaard i forbindelse med hendes 25 års jubilæum i Folketinget. Vi ser frem til, at hun også kan holde både 30 års og 40 års jubilæum i Folketinget, og at hun fortsat vil kæmpe for danskernes sag.

af landsformand Allan Steen Hansen.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Janne

    Mangfoldighed i børneinstitutioner? Med kun halal mad i folkeskoler og en skoleleder som Olav i Vollsmose og med ansatte der har BUPL som fagforening?

  • Johansen

    Mangfoldighed er blevet det nye plusord, det nye magiske ord for tilhængere af multikulturalismen. Jeg bliver selv konstant dunket med dette ord oven i hovedet. “Nu går du vel ind for mangfoldighed?”, lyder det med et lettere bebrejdende blik i øjnene. Men hvordan defineres mangfoldighed, hvad lægger man i ordet mangfoldighed?
    I ly af ordet mangfoldighed indfører man islamiske særregler i vores institutioner. Det er jo mangfoldighed, at ville rumme f. eks. sygehuspersonale i hijab, får man at vide. Under mangfoldighedens banner tillader man religiøs/politisk uniformering af offentligt ansat personale og intolerante islamiske spiseregler f. eks. på skoleleder Olav Nielsens folkeskole, Humlehaveskolen.
    Se det er hvad ordet mangfoldighed bl. a. misbruges til at retfærdiggøre. Det tager jeg fuldstændighed afstand fra.

  • Janne

    Jeg synes at der mangler mangfoldighed i odenses rollemodels projekt.

    Så vidt jeg kan se er der ingen rollemodeller der har en etnisk dansk baggrund på denne hjemmeside. Er det nu blevet mangfoldighed at udelukke etniske danskere?

    h t t p://www.odense.dk/web1/etniskerollemodeller/rollemodellerne.aspx

  • Janne

    Johansen

    Efter at det er blevet så in med mangfoldighed i Danmark så ser vi eksempler på flerkoneri, halal mad i skoler og børneinstitutioner, forsøg på indførelse af sharia lov, kønslemlæstelse, ‘æres’ drab, kønsapartheid, religiøs intolerance og fordomme i vækst såvel i privat som i offentlig regi og systematisk religiøs indpakning af kvinder, religiøs sexisme, advarsel om at lade jødiske børn være elever i folkeskoler, skud mod jøder i odense, forbud mod grisekød, dæmonisering af alkohol og udsmidning af grønlændere i Gellerup, Forbud mod hunde i flere ghettoer osv.

    Intolerancen er blevet mangfoldig.

  • Victor

    Mangfoldighed????

    Hvorfor er der ingen links til børnehaver med mange tysk-, spansk- eller kinesisk-sprogede børn.

  • Janne

    Også ros til Pia Kjærsgaard herfra. Men jeg kunne godt tænke mig at partiet løsner op på holdningen til homoseksuelle. Ærgerligt at ham her forlader DF:

    “Dansk Folkeparti mister den 37-årige læge og folketingskandidat, Martin Kelkelund, til De Konservative. ”

    h t t p://jp.dk/indland/indland_politik/article1566825.ece

  • PeterK

    Mangfoldighed? Hedder det ikke enfoldighed?

  • Johansen

    Janne

    Helt enig mht. de homoseksuelle. Ærgerligt når en dygtig DF´er forlader partiet.
    Heldigvis står andre på spring som f. eks. landsformanden Allan Steen Hansen. Jeg har hørt ham tale, og ham er der krummer i. 🙂

    Det er uden for enhver tvivl, at Pia K. er et politisk naturtalent. Bogen om den hadefulde hetz imod hende “Gensyn med ondskabens ikon” af Geoffrey Cain har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.
    På trods af al den nederdrægtige tilsvining, har hun alligevel formået at hæve sig og har sat et afgørende fingeraftryk på dansk politik. De frelste “humanisters” infame brændemærkning af DF og af Pia K. i særdeleshed afslører heldigvis afsenderne.

  • Emeritus

    Ordet mangfoldighed er i denne sammenhæng mindst tvetydigt.
    Der er:
    1. de mangfoldige muslimer og
    2. os andre.

    På samme tvetydige måde foregår det, når ‘ukendte gerningsmænd’ fanger og slår en homofil til plukfisk i Ørstedsparken. Alle ved, at ‘ukendte gerningsmænd’ i virkeligheden er ‘unge indvandrere’, der igen har været på spil; men vi skal tvinges til at tro, at det lige så godt kan være vore egne urdanskere, som render rundt og finder på den slags. Udtrykket ‘unge indvandrere’ er for resten også tvetydigt. Det dækker lige så uretfærdigvis samtlige indvandrere, mens udtrykket i virkeligheden kun drejer sig om muslimer – retfærdigvis ikke alle muslimer, men kun bestemte muslimer. Det ved alle, men ingen medier vil indrømme det.

    Med venlig hilsen

  • Johansen

    Som kommentar til kvindemennesket på you tube videoen må jeg sige: hysteriske hættemåge!
    Jeg så og hørte udmærket disse vanvittige islamister både foran og bagved busterminalen. Også de hadefulde råb “jøderne skal udslettes” og “down down Danmark”, “down down Israel”, “down down democracy”.
    Disse islamiske fascister hører ikke hjemme i Danmark. Det er en fatal fejl, at de har fået ophold i Danmark.

  • JensH

    @Emeritus

    Plusordet “mangfoldighed” er blot det ord der har afløst betegnelsen “kulturberigelse”. Tilsidst kunne selv ikke de mest fanatiske multikultier bruge ordet ‘kulturberigelse’ uden at det føltes en smule flovt for ikke at sige latterligt. Generelt er multikulierne ret kreative når det kommer til at italesætte det idealbilldede de har af indvandringens Danmark.

  • Kakao

    Havva Kocbay er bestyrelsesmedlem i Muslimer i Dialog.

    Vi er ilde stedt, hvis vi skal i dialog med hende. Hun har det tydeligvis svært med andres frihedsrettigheder.

  • Johansen

    Så er videoen med det hysterisk indpakkede kvindemenneske allerede blevet fjernet fra you tube.

    Muslimer i Dialog er en udløber af Minhaj-ul-Quran, ad Koranens vej. Denne islamiske bevægelse fik genindført dødsstraf for frafald fra islam i Pakistan. Muslimer i “Dialog” skal holdes ti skridt fra livet.

  • HelgeD-H

    “Dialog” ? -Så man skal fanges i en snare i argumentationen med muslimerne ?
    Nej, den må dansken ikke hoppe på.
    I gårsdagens Jyllands-Posten, søndag d. 11. januar, kunne man læse, at:
    »Danmark i dialog med Hizbollah« og under overskriften :
    »Politik: Per Stig Møller har godkendt dialog med Hizbollah på trods af holdning
    om ikke at tale med terrororganisationer.«
    Var det ikke under Muhammed-krisen udenrigsministeren argumenterede med at tale konflikten ned ? -det der var forløberen til “dialog” .
    Udenrigsministeren modarbejdede på en måde sin chef, statsministeren.
    Hassan Nashrellah og andre islamiske magthavere synes det går fint med
    dialog så længe dialogen er på deres præmisser.
    Så pas dog på, ikke-muslimer.

  • Vivi Andersen

    Ind imellem får jeg den opfattelse at Per Stig Møller er så meget humanist at det overskygger for hans muligheder for at forholde sig til virkeligheden.

    Er det tilfældet er det yderst uheldigt med ham i ” dialog” med muslimer -uanset hvem de måtte være.

    De er smarte, de muslimer, kender deres vantro på travet.
    ***********************************************

    Er det ikke i Muslimer i Dialog ham den lille, halvthviskende muslim med det skaldede hoved og det store skæg holder til ?

    Han er uhyre veltalende og umiddelbart forekommer han SÅ fornuftig.

    Men det er med ham som med Tariq Ramadan – det er strategi for vantro, dummies.

    Det komiske ved dem er at de selv vedbliver at tro, at VI tror på dem.

    At VI hopper i med samlede ben hver gang de lukker munden op eller lader pennen flyde.

    I den henseende har de ikke noget at lade Komiske Ali høre.

  • Vigilius Hafniensis

    => Emeritus.

    Det er ikke altid at gernings mændene skal findes blandt “Fætrene” ……..nogen gange er det internt; men det kommer aldrig rigtigt frem.

    http://www.politi.dk/Koebenhavn/da/lokalnyt/Doegnrapporter/doegnrappor t_061108.htm#SubHeader4

    Vigilius Hafniensis

  • Johansen

    Vivi Andersen

    Zubair Butt Hussain er navnet og han har bl. a. udtalt sig her:

    http://www.sygeplejersken.dk/sygeplejersken/default.asp?intArticleID=1 4304

    Ikke overraskende er jeg fuldstændig uenig med ham – og med formanden for Dansk Sygeplejeråd.
    Vi skal ingen lunde komme religiøse særkrav i møde. Han siger, at der kan være problemer omkring uniformen. Jeg siger, at ønsker man at arbejde på et dansk sygehus, så lægger man evt. religiøs uniformering i omklædningsrummet. Punktum.

  • Emeritus

    til Vigilius Hafniensis.
    Hvad mener du med – internt?
    Politiet efterforsker sagen. Du henviser til en døgnrapport fra politiet. Er det i den ‘interne’ politirapport overfaldsmandens identitet er uvis? – I så fald:

    Der er forskel på, om man på et professionelt plan faktisk ikke ved, og så på mediernes bevidste forsøg på at holde befolkningen i uvidenhed. Karaktéren af overfaldet vil altid afgøre, hvad man som professionel med erfaring kan slutte sig til eller – ud fra samme erfaring ikke tør sige noget sikkert om.

    Med venlig hilsen