Tak, og nu er den gemt.

http://snaphanen.dk/2008/10/21/%c2%bbdet-naive-sverige%c2%ab/

Her kommer noget sydamerikansk kirkemusik af Ramirez, som jeg ville have postet til ju.. Jeg har selv en indspilning med José Carreras, men jeg synes næsten at denne er bedre, fordi det ferske er gået endeligt af hans stemme. Dronningen er meget glad for denne creolske messe, og engang fik hun den foræret af Århus Byråd, der fik sydamerikanske kunstnere til at opføre deni Århus domkirke. Det var aldeles pragtfuldt. Jeg sad i sideskibet, og jeg elsker det de steder, hvor folkemusikken bryder igennem. Den kom rullende som et jordskred under hvælvingerne, det var overordisk smukt.

http://www.youtube.com/watch?v=8AfWgDW9z_Y

“Jeg tror helt bestemt, at mennesker fødes med nogle åndelige/spirituelle behov, som kan komme til udtryk på mange måder, fx helt oplagt i forholdet til kunst.”

Jeg er helt enig i dit synspunkt. Her får du noget der i den grad vækker både åndelighed og dyb spiritualitet hos mig. Prøv at se videoen uden lyd og prøv også at høre videoen med lukkede øjne. Hvad er næsten bedst. Den skønne musik – eller musikerens ansigtsudtryk og blik. Først var det musikken der fik det til at risle ned af ryggen på mig – siden violinistens indlevelse og musiske selvforglemmelse.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker mest. Måske at være violinen.

h t t p://www.youtube.com/watch?v=SKd0VII-l3A

Det er forresten lige før, jeg ønsker mig et fjernsyn, så at jeg kan kikke på Simon Emil, for han er noget af det morsomste, jeg kan tænke mig, jeg er flad af grin, hver gang han skrider ind på scenen med en air af kejseren af Kina og Paven hængende umiskendeligt omkring sig. Han kan simpelthen få mig til at sidde og glane, som fx den gang han udtalte, at han og hans mand “ikke planlægger børn i øjeblikket”. Af en eller anden grund har jeg ikke spor svært ved at se lille Simon Emil for mig iført ventetøj, og maven har han jo allerede.

Men når disse perfiditeter er udspyet, skal det altså også med, at jeg ikke så sjældent har været enig med Ammitzbøl, og så skal det jo ikke lægges ham til last, at han er så morsom, for det kan ikke siges om ret mange af hans kolleger.

Ang. sang og bøn, så har denne agnostiker, der både er døbt og konfirmeret, sunget morgensang hver morgen i de tolv år, jeg gik i skole, og jeg har stadig salmebogen og Danmarks Melodibog inde i hovedet. Morgensang gav perspektiv og fælleskab.

Bøn bad vi ikke, men det gjorde vi til gengæld på det uddannelsesssted for vordende mødre, husmødre, hustruer og værtinder, hvor jeg tilbragte et halvt år sammen med andre borgerdøtre iklædt lyseblå uniformer og med stivede hvide kapper på hovedet. En abbedisse-agtig ældgammel dame indledte dagen med andagt klokken syv, og det var meget fredfyldt og dejligt og det eneste, der er værd at huske, undtagen at jeg blev rasende upopulær blandt de mest religiøse lærere, fordi jeg skrev og iscenesatte en rockmusical, som helt tog pippet fra dem. Heldigvis fandt de ikke ud af, at jeg kravlede ude og ind ad vinduerne for at gå ud at danse med min vordende husbond, som de ikke kunne stå for. Ingen måtte forlade stedet efter klokken ni om aftenen. Det overlevede vi også, og de andre borgerdøtre har med garanti ikke glemt, når jeg klatrede op på skuldrene af min kæreste, og de skulle hive mig ind gennem vinduet på første sal.

Steen, jeg har set en film, som din gamle skolebestyrer skrev manuskriptet til: “Giv Gud en chance om søndagen”. Den var anderledes men god, husker jeg. En ven af mig, der er sognepræst, siger, at man “skal give Gud en lillefinger”, og hans kone siger, at alle mennesker har et religiøst instinkt. Det er ikke dumt sagt, og jeg er helt uenig med Nørmark, når han hælder til den anskuelse, at mennesker fødes som ikke troende. Jeg tror helt bestemt, at mennesker fødes med nogle åndelige/spirituelle behov, som kan komme til udtryk på mange måder, fx helt oplagt i forholdet til kunst.

Jeg tager hatten af for de præster der ikke er bange for verbalt at høvle kristendommen og andre præster og menighed igennem uden pludder og våde øjne – hvis det er nødvendigt. På forunderlig vis er jeg ikke-troende altid løbet ind i interessante og dejlige troende mennesker – både her i Danmark og i udlandet, så jeg er ikke en der ser et problem i alle troende, al religion og religiøs praksis, men når kristne (med frelste motiver) bruger kristendommen og religionsfrihed til netop at indføre fordomsfulde dogmer, religiøs sexisme og diskrimination og intolerance (opdeling i rent/urent) i offentlige institutioner, så må jeg sige fra.

“Vor tids venstreloonier virker mere som om de først og fremmest er bøller og sociopater der bare lige behøver et par slagord at hænge deres lyst til vold op på.”

Jeg har selv tænkt den tanke flere gange når jeg har hørt disse ‘kadrer’ blive interviewet på TV. De virker ganske enkelt ikke som de skarpeste knive i skuffen.

Helt enig. Jeg er også meget betænkelig. Der findes mange kristne dhimmier.
I modsætning til disse har vi heldigvis Islamkritisk netværk i folkekirken og Tidehverv. De kristne kunne jeg tænke mig kunne vinde langt mere indflydelse, så vi kunne få dhimmi-præsterne ud på et sidespor, hvor de hører hjemme.

Jeg var fornylig til gudstjeneste, og jeg synes at en del af det, var en multi kulti prædiken. Det er i hvert fald ikke noget for mig. Plusordet rummelighed, fint nok, til en vis grænse. Men når det kammer over i tossegodhed, så skal det modarbejdes.
Det er min opfattelse, at alle disse plusord mangfoldighed, rummelighed, frisind, tolerance, etc. misbruges til at implementere islamisk kultur. Og det må jeg klart afvise.
Jeg husker tydeligt indoktrineringen fra min egen uddannelse. Der var plusordet “containment” i vælten, som de forsøgte at banke ind i hovederne på os. Heldigvis er vi nogle, som kan tænke selv og ikke sluger pladderhumanismen råt.

Jeg har under et foredrag i folkekirkelig regi hørt kristne – folk der sidder i menighedsråd – tale varmt for at islam skal sidestilles med kristendom på alle planer i Danmark. Også i grundloven. Den slags kristne mener jeg ikke vi har brug for flere af.