17
jan
Seneste opdatering: 17/1-09 kl. 2032
23 kommentarer - Tryk for at kommentere!

jerry-3jpg-3

Historien bevæger sig i ryk. Det gør vores erkendelse af den ogsĂĄ, men ikke altid synkront med virkelighedens begivenheder. Der fandtes muslimsk terror og barbari længe inden 9/11, men det var først i 2001 at bevidstheden om den for alvor slog igennem i Europa. Det afgjorde Folketingsvalget i Danmark en mĂĄned efter. Velfærdseuropæere kan ikke lide tanken om krig, de kan dĂĄrligt  udtale ordet, og det til trods for at det ord om noget, har tilhørt vores grundvilkĂĄr. I Mellemøsten nærmer “vĂĄbenhvilen” sig.  For denne gang. Hvilken forsinket erkendelse – om nogen – har indfundet sig i Europa efter denne krig? Og hvad er lærdommen i Danmark ?

Det er ganske givet, at mange europæiske jøder endelig er vågnet op til det faktum, at de er blevet påført krig. En lille én endnu, men med vokseværk. De har delvis selv medvirket til, at den kom i stand, men de var mere end godt hjulpet på vej af europæiske socialdemokratier og deres støtter.

Intimideringer, attentater, mord og mordforsøg. Som dansker og ikke-jøde, hvis forældregeneration for 66 ĂĄr siden reddede jøderne til Sverige, er det en deprimerende erkendelse udover det sædvanlige. Men det er mere  end det – januar 2009 føles som en milepæl i dansk historie. Vil dens krigserklæring indskrænke sig til Europas jøder, kunstnere journalister, intellektuelle og homoseksuelle?

Vi tvivler. Paradokset synes klart, at jo mere man afskaffer tanken om krig, desto mere udsætter man sig for den. Det mest iøjenfaldende eksempel pĂĄ den tese, er vores nabo Sverige. Selv deres mest affable aviser, kan ikke skjule at landet allerede nu befinder sig i en kronisk mini-krig. Man skal bare undersøge, hvad det vil sige at være kvinde i Sverige. De der  betvivler dette, mĂĄ vi henvise til selvuddanelse via svensk avislæsning en mĂĄneds tid. Vores egne erfaringer pĂĄ gaden i København i de forløbne to uger, indikerer at “euroislam” erklærer krig mod enhver, der ikke makker ret, enhver der bare dokumenterer dens fremfærd. Og retter man alligevel ikke ind, rĂĄber den arabiske rendesten “Han er jøde, han er jøde,” en garanti for vold pĂĄ RĂĄdhuspladsen den dag. Intimideringen er den samme fra den mest hjernelamme del af venstrefløjen, hvis sidste dages hellige var ude og hyppe sine mugne kartofler. Deres intellektuelle bevægerum er blevet stadig snævrere. Gadeluften i København lørdag d. 10 var tyk af had og vold. Det var ikke lige det som venstrefløjen – og for den sags skyld Poul SchlĂĽter –  havde forestillet dig, men det er nu sĂĄdan, som det er blevet og det ville klæde de ansvarlige rigtig godt, at stĂĄ frem og pĂĄtage sig ansvaret. Hører vi dem melde sig i køen ? Gammeltoft, Nyrup, Jelved, Holger K, Elisbeth Arnold, Niels Helweg, familien Auken, alle “flygtningeadvokaterne”, der tjente tykt, Anders Gadegaard, og alle de andre gratist-prædikanter ? Hvem vil eje en krig, bare en brugt krig ? NĂĄ, ingen. Javel, ja. Videre!

Det er personlige oplevelser, der ligger til grund for en del af denne statusopgørelse, og vi kan af sikkerhedsgrunde ikke komme nærmere ind pĂĄ dem, selv om vi burde. Men “burde” tilhører en hverdag, som vi har forladt med den største beklagelse. Krigserklæringen er ikke artikuleret, den er et rĂĄb fra den arabiske rendesten. Det er betegnende i heil-videoerne fra RĂĄdhuspladsen, at den ældre muslim, der prøver at moderere de yngre jødehadere, antidemokrater, Danmark-hadere og nazitilhængere, ikke gør det fordi han virker uenig med dem, men fordi der stĂĄr 20 snurrende filmfotografer og dokumenterer deres udgydelser. Han kunne sĂĄ ikke vide den dag, at han kunne pĂĄregne DR og TV2´s velvillige diskretion. Vi antager altsĂĄ, at TV seere er følsomme mennesker, ligesom vi antager at Sisyfos var et lykkeligt menneske, sĂĄ gĂĄr vi ikke helt galt i byen. Skulle nogen ligefrem har tænkt sig at tiltalte de optrædende for deres ĂĄbenlyse lovbrud. Nej, dertil er vi endnu ikke ankommet.

Hvor repræsentative er de unge muslimer på Rådhuspladsen? Det er svært at vide præcist, men der er mange enkelthistorier og større undersøgelser, der indikerer at demonstranterne langtfra står alene med deres rabiate synspunkter og voldsparathed. Også palæstinenseren og attentmanden Wissam Freijeh fra  Odense, talte med sit våben på en større skare af Vollsmose-sympatisørers vegne. Så tyst der forresten blev om ham, den første politiske attentatmand i nyere dansk historie.

10-jan-2008-056

Vi spørger altsĂĄ: Er det kun jøder og bøsser, der er pĂĄført en krig, eller er det vores børn og børnebørn? Hvad aktualiserer denne omgang konflikt i Mellemøsten her hos os? Hvad adskiller den fra tidligere? Et svar kunne være: Denne gang kastedes al skam overbord. Denne gang kastedes det antizionistiske figenblad endegyldigt, sĂĄ det nu mĂĄske ikke er umuligt, sĂĄ dog langt sværere, at hævde at ‘man er imod Israels politik, det er aldeles ikke det samme som jødehad bla bla’. Jo, en demokratisk stat som Israel kan naturligvis ikke sættes over enhver kritik, men den samlede virkning af vestlig ‘humanitær’ kritik af Israel i ĂĄben eller indirekte samarbejde med muslimer med 1300 ĂĄrs jødehad pĂĄ bagen er netop dette: Jødehad. Israels kritikere kan kun undgĂĄ dette ved uophørligt at anerkende Israels ret til at forsvare sig, og ved at opstille den rette ‘proportionalitet’ – at dette land kæmper for sin overlevelse, mens dets fjender kæmper for dets udryddelse.

I et “best case scenario” vil denne erkendelse ramme de anstændige Gutmenschen som kognitiv dissonans – jødehadet er nu umuligt at ignorere – og de vil blive tvunget til at tage deres prioriteter op til revision. Lad os nu se.

Som ĂĄrene gĂĄr, virker det alt mere ĂĄbenbart at det er Europa som helhed, der er pĂĄført krig, dvs. i høj grad vores børn og børnebørn. Det er dette ansvar som Europas venstrefløj mĂĄ tage pĂĄ sig, hvad de ikke særligt gerne vil. Lykketoft, Pertou Mach, Michael Irving Jensen og Villy Søvndal stĂĄr i tv og tror, Danmark har den fjerneste indflydelse pĂĄ hvordan Israel agerer. En tro, de synes at dele med en hel del muslimer i Europa, hvis strategi er at terrorisere os til at gøre – “et eller andet”. Hvad disse politikere og forskere ikke vil tale om, er at de har hentet Gaza til Danmarks gader. Det er ikke desto mindre et faktum, der idag kun er i sin vorden. Som vi oplevede det, var det et dansk 9/11. Ingen døde, men kortene blev lagt pĂĄ bordet. Januar 2009 var det tidspunkt, hvor den anelse blev pinagtigt pĂĄtrængende.

Kan Gaza i Danmark pædagogiseres væk? Kan bomben afmonteres? Kan vi betale os fra det ? Her skal man igen til S, SF og R for at finde den rette optimisme. Man kan nok smide penge efter fiaskoen, men det er idĂ©er og tanker der bevæger verdenshistorien, ikke sølle økonomi. Hvis “euroislams” idĂ©er er de mest persisterende, er det dem der vinder. Alt imens de udslagsgivende partier er anderswo engagiert, bliver effekten af deres “visioner” tydeligere for hvert ĂĄr der gĂĄr. De Radikale kysser fortjent spærregrænsen. Deres vælgere, som ingen vil beskylde for at være komplet idioter, kun delvis, flygter til SF, der har nærvær nok til at afsværge Hizb-ut Tahrir og alt deres væsen og scorer points pĂĄ fulfed retorik. Men hvor skal de anstændige flygte hen, nĂĄr denne udvikling accelererer videre og ogsĂĄ SF stĂĄr med rumpen bar? Hvem skal undgælde ved næste væbnede konflikt, Søvndal ? Hvor galt vil det gĂĄ ? Det er den tynde trĂĄd SF har at klynge sig til. Snaphanen kan fĂĄ uret. Javist, vi spĂĄr ikke i kaffegrums. De der lever, vil lære resultatet at kende.

PĂĄ Hvidovre Hospital stĂĄr der en socialdemokratisk jordemoder og er tilfreds med at bringe flere indvandrerbørn til verden end noget andet sted i Danmark. Hun har tillid til den fremtid, der ligger i hendes vugger. Det er sympatisk, men er det gennemtænkt ?  Hvordan vil hun indgive os andre den tillid i januar 2009 ? OgsĂĄ vi, der ikke er i den umiddelbare hade-mĂĄlgruppe af jøder, homoseksuelle, journalister, politikere og kunstnere. Men vi demokrater, sĂĄ ? Man kan mene alt muligt andet, efter tilbøjelighed og loyaliteter. Dette er blot fra indtryk fra Københavns gader i 14 dage, sammenstykket  med læsning af europæiske aviser, og for en ordens skyld – vi er ikke bundet af partiloyaliteter nogetsteds. Vi tilhører ikke nogen, ikke andre end os selv. Men efter vores bedste overbevisning: de  politikere, der ikke nu ser skriften pĂĄ væggen, hører ikke hjemme i et parlament, vi kan have tillid til. De, der har skaffet denne situation, har vi mistet tilliden til for længe siden. Der findes ingen  undskyldning for dem, ligegyldigt hvor meget de gør sig til nu.

Mellemøsten i Danmark: Fra ligegyldighed til uomgængelighed

terrorcopenhagen1985-1Jeg mĂĄ med oprigtig skam melde at jeg i flere perioder af mit liv gik med partisantørklæde, Arafattørklæde, terroristtørklæde, eller hvad man nu kaldte det, om vinteren. Heldigvis lĂĄ der ikke andet i det end et anti-fashion statement, for jeg havde ikke det fjerneste engagement i konflikten dernede. Længere end ‘israelerne er nogle brutale sataner’ gik det ikke, men at jeg ikke sĂĄ noget odiøst i keffiyya’en afspejlede selvfølgelig at Mellemøstproblematikken var noget man kunne forholde sig lige sĂĄ nært eller distanceret til som man lystede. SĂĄdan er det desværre ikke længere, og skal man prøve at sætte nogle pejlemærker i udviklingen fra dengang, henimod i dag hvor den foreløbige kulmination synes at være opfordringer til folkemord pĂĄ gaden – og udbredt ligegyldighed fra medierne, kan man opremse en række af begivenheder der hver især – og sikkert forskelligt for os som individer – har bragt den mellemøstlige sump af vold og had alt for tæt pĂĄ os. Dertil kan man føje markante personligheder som var udstyret med større vilje end det knusende flertal til at se virkeligheden i øjnene, og som af denne grund opnĂĄede et tvivlsomt ry blandt anstændige mennesker:

Flykapringerne fra tressernes slutning og op gennem halvfjerdserne var nok langt fra et wake-up call. De blev ikke opfattet som en krig mod os, og risikoen for den enkelte rejsende var minimal.

Mogens Glistrup slap alle tøjler, vel engang i 1980’erne, men hans udtryksform nĂĄr han tonede frem pĂĄ skærmen og messede mod “muhamedanerne” var i sig selv ødelæggende. Ikke at det fritog mig eller andre fra at ansvaret for at  forholde sig til det væsentlige (har han ret eller har han ikke ret?), men dette var et beklageligt faktum: Kun landsbytosser turde sætte fingeren pĂĄ nogle meget ømme punkter.

Ligeledes skræmte Søren Krarups facon givetvis mange væk fra at forholde sig til sandt eller falsk, men i modsætning til Glistrup beroede dæmoniseringen af ham pĂĄ klicheer og vrængbilleder af hvad han egentlig stod for – og dette gælder den dag i dag.

Danmark har i det store hele været forskånet fra større terroranslag. En undtagelse var bombningen af Northwest Airlines i 1985 (billedet). Det var stadig ikke medvirkende til at gøre Mellemøsten til noget personligt nærværende, snarere blev vi set som en skueplads for denne fjerne konflikt. De var ikke ude på at erobre os.

Denne erkendelse, at vores frihed blev truet af udefrakommende mørkemænd, meldte sig først med Rushdiesagen i 1989. Man sagde at det tydede på at den muslimske verden nu så Europa som et område hvor de kunne stille krav; hvem er i tvivl om dette i dag?

Ekstra Bladets kampagner “De fremmede” og “Godhedens pris” fra midt-1990’erne skal ikke undervurderes. Jeg mener dette var begyndelsen pĂĄ enden pĂĄ den politiske korrekthed og berøringsangst i Danmark, resultatet vi ser i dag med vores “ry” i den øvrige verden.

Var 9/11 et større wake-up call end Rushdiesagen? Det er den gængse antagelse, men jeg vil i hvert fald indvende at 9/11 har betydet mindre for opfattelsen af en politisk/religiøs undergravning af Vesten. 9/11 var spektakulært, men har den ført til nogen interesse for terroristernes mĂĄl – som ogsĂĄ kan tilstræbes uden vold – i højere grad end pĂĄ deres metoder? Dette vil jeg stille mig tvivlende over for.

Her har Muhammedkrisen sikkert været en større øjenĂĄbner. Siden da er det gĂĄet svimlende stærkt …. bl. a. halalkød i skolerne, hĂĄbløse forsøg pĂĄ at fĂĄ medhold i retten mod karikaturer, diverse terrorplaner forpurret, og nu altsĂĄ den foreløbige kulmination: Afskyelige manifestationer af jødehad pĂĄ gaden. Som jeg skrev før kunne dette i bedste fald blive en helt uomgængelig øjenĂĄbner for de pæne og anstændige. Hvis manden med megafonen er klogere end disse etageklippede stormtropper ved han godt at det er bedre med lav cigarføring her og nu. Vi andre har brug for at fĂĄ virkeligheden gjort uafviselig, sĂĄ lad dem endelig skabe sig tosset pĂĄ gaden (LFPC).

Ghettoiseringen af Europas byer

via Sveriges Radio og Every Kind of People Ghettoiseringen av Europas städer

Mot slutet av talar hon om hur Lapeyronnie kommit fram till att de kvinnor/flickor med invandrarbakgrund i förorten som försöker leva mera västerländskt/franskt, mera fritt och som jämlika kvinnor, kallas horor och “förfranskade” av männen/pojkarna med invandrarbakgrund i förorten. Ingmarie Froman kallar avsnittet i Didier Lapeyronnies bok om könen för “hĂĄrresande läsning”

9782221107669

Didier Lapeyronnie Digs Up “The Social Fracture”

For the non-French among you, the pun in the title will escape you but for those of us who survived the Chirac presidential campaigns and presidency only thanks to Les Guignols De L’Info, we all remember that the social fracture was Chirac’s big theme (not he did much about it, like any good conservative). The campaign slogan though had the merit of capturing the reality of increasing stratification in France in the 1990s, and things have not improved since, according to this interview with Didier Lapeyronnie in Le Monde.

The current government has decided that the transformation of housing projects into ghettos needed only one type of policy: law and order. But what is going on with French ghettos anyway?

Ten years ago, says Lapeyronnie, he would not have used the term “ghetto” because a ghetto is not simply the concentration of impoverished population. A ghetto is both an enclosed urban area, closed off to the rest of society, and also a sort of counter-society with its specific way of life. In other words, ghettos are socially constructed from the outside – as effects of social and racial segregation – and from the inside – through the emergence of a social organization which allows to cope and compensate for the wounds inflicted by society.

But since the 1980s, there is no doubt, for Lapeyronnie, that the relationships between the inhabitants of these areas and the rest of the city are degrading. We do now observe the emergence of a counter-society whose inhabitants share one social experience in common: discrimination which has a lot to do with racial experience. This discrimination means having to live in an urban space one has not chosen, to feel victimized by society and stigmatized by those who are full citizens (“the French”, “the whites”) while ghetto dwellers are not and have to live with the stigma.

Not all working-class and underclass areas are ghettos, according to this definition, but many of them are. Paradoxically, for Lapeyronnie, ghettoization is more advanced not in suburbs of France’s large urban centers but in the suburbs of mid-size cities. There, the social and ethnic enclosure is stronger, and the current economic recession will probably make things worse. It is a well-known fact that the poor get hit more violently by economic downturns.

For Lapeyronnie, France’s elites have a hard time acknowledging that there are ghettos in this country, and the extent of ghettoization as well as social closure (on the other hand, social workers have recognized them for what they are a long time ago). Part of it may be that it goes back to Jewish history or because the term refers to the American black ghetto. The idea is that a ghetto is by definition a homogeneous (racial / ethnic) community with its own culture, which goes against the French republican model of assimilation. To acknowledge the existence of closed ethnic spaces would be to acknowledge the failure of that model. However, in his book, Le Ghetto Urbain, Lapeyronnie shows that the ghetto is the opposite of a community.

Lapeyronnie also connects the existence of the ghetto with a degradation of men / women relationships. For him, in France, femininity allows to partly escape from racism. When girls from a North African background adopt French feminine standards, they are more likely to be let in clubs, while young men from the same background are turned down. For these young men, it is a source of humiliation and they perceive women’s emancipation as another sign of their marginalization. For them, femininity is betrayal. So, they tend to fall back on traditional gender conceptions, with clearly defined and rigid familial roles. They cling to a definition of masculinity that is more patriarchal and phallocratic to defend their status.

All this is part of the profound nature of the ghetto: involuntary social closure but also a mode of protection against a society that excludes the ghetto’s inhabitants. For Lapeyronnie, the ghetto is then a universe of stereotypes from which everyone tries to escape, but where everyone is complicit.

globalsociology.edublogs.org

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

23 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Johansen
Johansen
15 years ago

Det er forvrængende af tv2 at indlede indslaget om hijabs med at sige, at debatten handler om et hvidt firkantet stykke stof: http://nyhederne.tv2.dk/video/index.php/nodeId-19875117.html Hvorfor indleder tv2 ikke med at sige, at striden handler om sygehusansatte, som sygehuset tillader at gĂĄ rundt med religionspolitiske symboler i arbejdstiden? Vinklingen af hijab-problematikken er grotesk. Hele tiden bagatelliseres der og tales om f. eks. hygiejne. Det handler ikke om hygiejne, men om at man ikke skal skilte med og promovere sine private præferencer i arbejdstiden, nĂĄr man er offentligt ansat. Hvor svært kan det være at indse dette? Ă…benbart overordentligt svært for tørklædevogterne og… Read more »

HelgeD-H
HelgeD-H
15 years ago

Kan man bruge Atatürks slørforbuds-lov, af 1928, eller cirka deromkring,
til ogsĂĄ at omfatte hijab ?
Kemal AtatĂĽrks sekulariseringslov stĂĄr pĂĄ Tyrkisk, sĂĄ den lov om forbud mod
hijab i offentlige stillinger, må enhver tyrkisk hættemåge kunne forstå.

Det er en stor fejl, at politikerne og myndighedspersoner i ĂĄrevis har tilladt
at hijab-personale har vundet indpas, og har undladt at i Danmark skal de indordne
sig danske samfundsregler, omgangsformer, og demokratisk sindelag.
For dem som ikke vil Danmark, kan siges:
Skik følge eller land fly.

Janne
Janne
15 years ago

Under pro-Israel demonstrationen pĂĄ RĂĄdhuspladsen for nyligt var der en hidsig gruppe moddemonstranter der kollektiv og vedvarende skreg: “ned med demokratiet” og “ned med Danmark”. I den gruppe var der ogsĂĄ flere tørklædeklædte (hijab) kvinder. Der er altsĂĄ nogle tørklædeklædte kvinder der er modstander af bĂĄde demokrati og Danmark. SĂĄdanne holdninger skal der ikke skiltes med i offentlige embeder. OgsĂĄ derfor skal tørklædet forbydes som del af dresskode pĂĄ offentlige arbejdspladser, f.eks. sygehuse.

Danskeren
Danskeren
15 years ago

Egentlig ser jeg dem hellere med, end uden tørklæder. Det gælder specielt i retssalene – sĂĄ ved man i det mindste hvad man er oppe imod.

Nørskov
Nørskov
15 years ago

SygeplejerĂĄdet og andre med anti-sekulære tilbøjeligheder, der ikke kan se et problem i tørklæder pĂĄ hovedet af ansatte i sundhedsvæsnet skulle konfronteres med følgende – tænkte – men ikke urealistiske scenarie: En mandlig, jødisk, sygeplejerske møder pĂĄ arbejde med kalot pĂĄ hovedet. Da muslimske tilvandrere er voldsom overrepræsenteret som patienter pĂĄ vores sygehuse, skal han i løbet af arbejdsdagen varetage plejen af palæstinensiske patienter. Sikken skrigeri det vil medføre fra den patientgruppe – og hvilken forstĂĄelse for de pĂĄgældende palæstinensers sĂĄrede følelser, det ville medføre fra sĂĄvel SygeplejerĂĄet og Den danske Lægeforening. Den pĂĄgældende jøde ville blive hængt ud som… Read more »

HelgeD-H
HelgeD-H
15 years ago

@Johansen
-Destruer de “God bedring”-kort bestemt til Meny og Itai. Suk.
Til gengæld har jeg modtaget to breve fra DF, det ene er fra partilederen. 🙂

Johansen
Johansen
15 years ago

Sygehusdirektøren gør det til at spørgsmĂĄl om antal. Han tager slet ikke den principielle diskussion, som vi har lagt op til i vores foreløbige to indlæg i Fokus. Gad vide hvor mange hijab-klædte personaler der skal være, før det nĂĄr direktørens grænse? Til den tid vil der være sĂĄ mange, at man vil sige, at nu kan vi ikke frafalde ordningen. Tørklædet gøres igen til et stykke stof, og seerne præsenteres ikke for betydningen af det religionspolitiske symbol. Det islamiske tørklæde bagatelliseres. Det er almindelig sund fornuft og rettidig omhu, at fĂĄ indført en stram dresscode uden religionspolitiske symboler pĂĄ… Read more »

HelgeD-H
HelgeD-H
15 years ago

TV2-nyhederne viste om tørklæde-problematik pĂĄ OdenseUniversitetsHospital Kl. ca. 1915. Hvor ækelt at se, at sygehusdirektøren, og en anden overordnet nedtoner problematikken, og siger det kun drejer sig om 20-25 hijab-nurses. Og at det har gĂĄet fint med tørklæde-personale i de 5 ĂĄr det har været praktiseret. De stakkels patienter som skal tilses af hijab-nurses, de føler sig krænkede af personale som demonstrerer de ikke vil Danmark. Heldigvis for patienterne, er de kun indlagt forbigĂĄende, da de udskrives igen, og kan lægge oplevelsen bag sig. Stakkels patienter som interviewes, de tvinges til at lægge bĂĄnd pĂĄ sig selv for ĂĄben skærm.… Read more »

JensH
JensH
15 years ago

Jeg sĂĄ indslaget pĂĄ TV2 Nyhederne, og ganske vist afviste bĂĄde hospitalsdirektøren og tillidskvinden af afskaffe dette islamiske tørklæde, men uanset hvor meget de pĂĄ nuværende tidspunkt tager afstand fra forslaget sĂĄ kan de ikke lave om pĂĄ, at emnet nu er kommet pĂĄ dagsordenen, og vil være noget der er ‘legitimt’ at debattere.

Vivi Andersen
Vivi Andersen
15 years ago

Kære Johansen !

Klø på alt det du orker !

For selvfølgelig er det ikke OK at religiøse symboler, og krigserklæringer mod vantro sådan som det islamiske tørklæde med god ret kan udlægges som, skal accepteres på sygehusene.

Det er ren fornuft, hverken mere eller mindre.

Johansen
Johansen
15 years ago

Tak for de pæne ord. 🙂
Det luner efter det perfide og modbydelige personangreb, som stĂĄr i debatsporet pĂĄ Kristlig Dagblad i forbindelse med artiklen om kulturkampen mod religionspolitisk uniformering af sygehuspersonale.

Jeg tror, at der kommer mere om sagen i tv2 nyhederne.

JensH
JensH
15 years ago

@Johansen

“De religionspolitiske symboler skal af de sygehusansatte”

OgsĂĄ et stort tillykkke herfra med at det er lykkedes at fĂĄ denne utĂĄlelige religionsuniformering i sundhedssektoren sat pĂĄ dagsorden. Jeg har stor respekt for det arbejde du har lagt i denne sag.

Janne
Janne
15 years ago

Magga

Hørt!

Emeritus
Emeritus
15 years ago

Om konfliktens uendelighed: I trediverne indgik i Peel-planen fra 7. juli 1937 225.000 jordanere = ‘palæstinensere’ = arabere og 258.000 jøder. Dengang talte man allerede om ‘Palæstina-konflikten’. Peel-planen forudsatte, at jøder og arabere var uforenelige. el-Hadi, Istliclalpartiets leder udtalte i 1938, fem ĂĄr efter Hitlers magtovertagelse: “Hvis 60 mill. tyskere ikke kan udholde 600.000 jøders tilstedeværelse, hvordan kan man sĂĄ forvente af araberne, at de skal affinde sig med 400.000 jøders tilstedeværelse i et land, der er meget mindre?” (jvnf. Laqueur og ‘HalvmĂĄne og Hagekors’) Dette var en indirekte opfordring til folkemord pĂĄ jøderne, men det ville undersøgelseskommissionen (bestilt af… Read more »

peterhoej
peterhoej
15 years ago

–> Johansen Tak for manifestationen! Jeg har stor respekt for modige mennesker, der som dig siger fra. Det er ogsĂĄ helt essentielt at sige fra overfor (muslimske) religiøse symboler, jeg er selv ansat i det danske sygehusvæsen og jeg adskillige gange hørt tørklædebeklædte læger ytre ekstremistiske holdninger og fordømmelse af dansk kultur. Desværre er lægemanglen sĂĄ stor i DK og man mĂĄ importere revl og krat fra de tilbagestĂĄende muslimske lande, og udover den manglende kulturelle accept fra deres side, gider de jo heller ikke at lære bare nogenlunde dansk – jeg har mange gange været ude for at skulle… Read more »

Magga
Magga
15 years ago

Hip Hip, Johansen! Da Lars Hedegaards fyndige kronik forhĂĄbentlig lokker nye læsere til, skynder jeg mig at suppelere med et link til en spritny artikel af læge Kurt Charleman i Ugeskrift for Læger. De fleste af os her har sikkert allerede læst den, men den fortjener at blive læst af mange, mange flere og at blive husket for sin dødsensalvorlige konklusion: “Lægens virke med alle de mange udfordringer kan ikke fungere optimalt uden en vis psykologisk og social kompetence eller i det mindste en indsigt i mangler desangĂĄende og samtidig en villighed til at henvise til andre kollegaer og til… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

Helge

Det er netop for på lang sigt at bevare mangfoldigheden på arbejdspladser at tørklæder (og andre religiøse og politiske symboler) skal forbydes på arbejdspladser.

HelgeD-H
HelgeD-H
15 years ago

Jeg kan virkelig føle hvor frustrerende det må være, når hospitalsledelsen, og Dansk Sygeplejeråd i Politisk Korrekthed taler for at sygeplejersker af muslimsk herkomst skal have designet hijab på. Samt at de 12 kritiske medarbejdere
regnes for at være gal på den med deres menneskesyn, og deres modstand af multikulturel mangfoldighed, sagt i lettere nedladende vendinger.

Hug en hæl og klip en tå, synes de gutmenschen at tænke.
Det glemmes bare, at ugebladenes, og annoncernes kvinder med hĂĄret i fri dressur
-hvis de seværdige kvinder gradvist skal vises med hijab på.

HelgeD-H
HelgeD-H
15 years ago

Brava! Johansen. Kæmp videre med at fĂĄ hijab-hysteriet ud af hospitalssektoren. Ligeledes vil jeg rose de 11 andre kritiske medarbejdere,som human resource – chef Frits Pedersen udtrykker det i Kristeligt Dagblad. -Jeg vil kalde dem modige Diser, for der er mere mandfolk i dem end i Frits Pedersen. 🙂 Islamiske dogmer og symboler hører ikke hjemme pĂĄ et dansk sygehus. Nu har jeg set det med, bĂĄde i Kristelig Dagblad, og i jeres personaleblad, med anskueliggørelse af hijab-nurse. -Et overdimensioneret kokke-viskestykke viklet om hovedet. -Og jo mere overdimensioneret hijab des bedre, føler de. Hvor jeg dog beder til min Gud… Read more »

li
li
15 years ago

Godt gĂĄet Johansen, hatten af 🙂 og tak for det. Hvis vi ikke tager kampen op nu, sĂĄ ender vores børn og børnebørn af hunkøn, som frasorteret andenrangs mennesker, der daglige skal pĂĄmindelse om deres mindreværd bag de befrielses hæmmende hovedaffaldssække. Nok ikke fordi fremtidens kvinder ændre holdning til denne modbydelige afstraffelse og undertrykkelse af kvinder som hovedaffaldssækken betyder, men pga den store tilstrømning af muslimer og derved større chikane for ikke at rette ind for de religiøse krav, som de mandlige gade-jihad kriger nok skal udsætte dem for! Idag bliver vi “bare” kaldt luder, om 10-20-30 ĂĄr vil de… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

Johansen Jeg har stor respekt for dit engagement og arbejde med at gøre hospitaler til ordentlige, neutrale steder hvor sygehusledelse og kolleger ikke indirekte er med til at holde kvinder i et religiøst jerngreb via tørklædet. Sygehuse skal selvfølgelig ikke hjælpe religiøse samfund med at holde kvinder i et dogmatisk og stift jerngreb. OgsĂĄ derfor skal tørklædet forbydes pĂĄ sygehuse og pĂĄ andre arbejdspladser. Sygehuse skal selvfølgelig heller ikke missionere med sine ansattes religion over for patienter, der har krav pĂĄ neutral behandling og kontakt. Hils dine kolleger og sig at vi er flere der sætter stor pris pĂĄ jeres… Read more »

Johansen
Johansen
15 years ago
23
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x