Måske er nogen interesseret i at læse denne anmeldelse, der lige præcis sætter fingeren på det begreb, der lå mig på tungen forleden: Forræderi.

Efter at have læst anmeldelsen sidder jeg endnu engang tilbage med en trist erkendelse af, at ligegyldigt hvor godt man forsøger at gøre det for sine børn, kan det sagtens gå meget galt. Den samme fornemmelse havde jeg, da jeg læste antologien “Min far”, hvor kendte mænd fortalte om deres forhold til deres far.

“En urkraft”, stod der i forordet, og det var sandelig også det indtryk, man fik af læsningen, selv om de omtalte fædre var vidt forskellige og blev tacklet forskelligt af “Bambi”. En af fædrene var Johs. Møllehave og en anden Jørn Utzon. Deres sønner har virkelig kæmpet, Utzons måtte i terapi, vel sagtens fordi hans far var så enestående, fantastisk perfekt. Sagde barnet, at det var begyndt at interessere sig for både, lå der vips i næste øjeblik en perfekt båd i havnen og ventede på at blive taget i brug med perfekt støtte af den perfekte far.

Med mødrene står det sikkert ikke meget til, måske værre. Enquist’s mor gjorde sikkert alt, hvad hun magtede og i stor kærlighed til sønnen.

Efter læsningen af anmeldelsen kom jeg til at tænke på, at den mindede mig om historikeren, professor Bent Jensens erindringer “I begyndelsen ” om hans barndom i små kår i et indremissionsk hjem i en lille midtjysk stationsby. Enquist voksede op i et pietistisk småkårshjem i Västerbotten. .

Nogle af de værste 68′ere, som jeg har kendskab til, havde fædre, der må have været meget svære at bakse med. Jeg har altid betragtet sønnernes marxisme som langstrakte pubertetsoprør mod disse fædre. Enquists far var åbenbart næsten fraværende, og det gør ikke sagen nemmere.

http://jp.dk/arkiv/?id=1577592&eceExpr=enquist“%20/>&eceArchive=o

SIAD beskæftiger sig jo med hjemlige politiske forhold, hvilket er helt legitimt og naturligvis ikke diskvalificerer nogen fra at deltage i internationale operationer.

Sværere er det ikke. Det forstår vi skam godt. – Se også Ulla Lauridsens blog om emnet, som mit brugernavn linker til.

- – -

Olav Rabølle Nielsens udsagn om, at pistolmanden er en person, der “i desperation har begået sin handling” står fortsat i kontrast til det negligérede forhold, at han overhovedet ejede en pistol med skarpe skud.

- – -

Afghanerbørn kan godt spise flæskesvær med største velbehag
Lige indtil der er en muslim som læser dette, og sætter en stopper for det.

Nu er moddemonstranterne jo blevet afsløret som de virkelige nazister. Derfor leder pressen og venstrefløjen efter hvad som helst, der kan kaste smuds på “højrefløjen”. Intet er åbenbart for småt for venstrefløjen.

Den første fortalte mig, at hendes pige nu er kommet hjem og fortalt, at hendes lange lyse hår er haram! Det har hun fået at vide af de arabiske drenge i klassen. Jeg har naturligvis opfordret hende til at klage til skolelederen. Hun overvejer at flytte sin datter.

Den anden forælder fortalte mig, at de havde fået et kulturberiger barn i klassen. De fik efterfølgende at vide af skolelæreren, at de ikke længere skulle servere frikadeller til børnefødselsdagene af hensyn til denne ene elev. Den forældrer jeg talte med, fortalte at hun vil servere noget andet end svinekød til denne elev men fortsat frikadeller for de resterende.
Jeg var selv ude for en situation i samme stil sidste år. Her blev der dog spurgt om det var kyllinger fra Danpo, vi skulle have til børnefødselsdagen. Jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor kyllingerne kom fra. Derefter sagde faderen, at hans barn så blot måtte spise sin madpakke. Og til det sagde jeg, ja det må han så. Senere blev det serverede slik minutiøst gennemgået for gelatine under faderens opsyn ved afhentning.
Bare lige et par hverdagshistorier fra min hjemegn.

TV2 og EB kører en kampagne imod SIAD, pga der er soldater der er medlem af vores facebook side, selv overkommunisten Rene Karpentofth (staveplade jeg ved) bliver brugt som “ekspert” og hans fantastiske konklution var at så kunne man jo slet ikke stole på de soldater.

Det sagt af et voldsforherligende skvat der aktivt støttede terroristerne på Nørrebro i alle henseender, hvor dybt er vore “journalister” efterhånden sunket ?

Lad os håber, at du har ret.

LFPC

Tak for din gode analyse af Olav Nielsen, det hjalp.

Jeg fik helt åndenød, da jeg læste interviewet, for jeg tror slet ikke, at denne lærer er så atypisk, som han selv mener. Tværtimod mener jeg, at der findes mange af samme slags, der føler sig lykkelige ved lissom at se al verdens lidelser og påtage sig at sone dem og fremstå i et passende helteskær, når det nu ikke kan være anderledes. Sådan midt imellem det diskret anmasende og det ukueligt pågående. En frelser af naturens nåde.

Jeg tænker med gru på et kursus, jeg engang deltog i på et universitet, og som udviklede sig til noget helt andet, end der var lagt op til i programmet. Jeg troede, at det skulle handle om pædagogik.

Det viste sig, at næsten alle deltagere bortset fra mig var lærere og pædagoger, og at de var glødende interesseret i en bestemt “behandlingsmetode” langt ude på det alternative overdrev. Den postulerer at kunne helbrede alt, simpelthen, men metoden savner enhver videnskabelig dokumentation.

Det var imidlertid ikke noget problem for de øvrige deltagere og ej heller for underviseren, der var cand.mag. og sjovt nok “ekspert” i metoden, viste det sig tilfældigvis. Snart begyndte hun at “helbrede” deltagerne, der lå på langs henover katederet. De fortalte på deres side om mange “helbredelser”, som de selv havde foretaget.

På et tidspunkt spurgte jeg, hvilke “patienter”, de havde haft, og alle svarede, at det var selvfølgelig de børn, som de underviste i skolen eller havde i deres varetægt i børneinstitutionerne, og som åbenbart led af alverdens sygdomme og traumer.

Så begyndte jeg at få det rigtigt elendigt og spurgte, om forældrene også mente, at deres børn var syge og traumatiserede, og om de vidste, at børnene var udsatte for lærernes og pædagogernes “diagnosticering” og “helbredelse”?

Det kom nølende frem, at de fleste forældre troede, at deres børn var raske og ikke anede, at de var under “behanndling” og ofte havcde været det i lang tid. Det fremgik, at disse lærere og pædagoger fuldstændig manglede de fornødne etiske og moralske stopklodser og ikke kunne forstå, at de overskred deres beføjelser. De “helbredte” og “behandlede” jo ud af deres gode og uselviske hjerter.

Det var et weekendkursus, og dette fandt jeg ud af om lørdagen.

Da jeg ankom om søndagen, var alle de øverige kursusdeltagere flyttet til den modsatte ende af lokalet, og de havde forskanset sig bag en masse tændte stearinlys. Det fremgik, at jeg udsendte “dårlige energier”, som de skulle “beskytte sig imod”.

Det er mit indtryk, at lærer- og pædagogstanden er stærkt inficeret med hjemmelavet psykologi og ofte har stærkt hang til kvaksalveri. Det er absolut ikke tilrådeligt at slippe den slags løs på indvandrerne, for de er ikke altid i stand til selv at sætte grænsen for, hvad de kan tillade sig, og de er simpelthen ikke i stand til at forstå, at de har begrænsninger i deres viden.

Olav Nielsen præsterer i interviewet at give voldsmanden et alibi, som sikkert vil blive udnyttet til det yderste af både den kriminelle, hans forsvarer og fremtidige sagsbehandlere. Det er et standardalibi, og mange vil følge efter.