Ytringsfrihed på gade- og akademikerplan i Trykkefrihedsselskabet: fotos © Snaphanen

Som enhver, også jeg selv, gennem de seneste uger har kunnet overtyde sig om, er tale og trykkefrihed ikke det samme i Danmark, som det var for bare et, fem og ti år siden. Min ytrings- og dokumentationsfrihed modarbejdes af en blanding af venstrefløjs-fanatikere, Radikale psyk-tilfælde og tilvandrede muslimske gade-hooligans. Det er mindre vigtigt. Danske jøder har gennemlevet et par rene terror-uger. En racistisk, demokratiforagtende pøbel, jeg aldrig havde troet mulig, har hærget Europa de seneste par uger.

Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden er blevet til en en halv- illusion, der trænger til at børstes grundigt af og generfares af enhver, der sætter den højt. Politisk vold og intimidering er nu konsekvensen af det, vi tidligere tog for givet. Folk tier eller ytrer sig anonymt, det er de nye vilkår. Danske skrivebordsgeneraler – Lene Andersen og Mikael Rothstein, lever i en verden af igår. Rothstein og Slavensky har al ære af deres indsats i aftes, måske er vi ikke så uenige endda, men de er teoretikere, det er jeg ikke. Mine erfaringer stammer fra mere konkrete steder, er jeg blevet mig pinagtigt bevidst.

Alligevel rejser den konverterede jøde Lene Andersen, alias Jesper Knallhat, sig op i Trykkefrihedsselskabet, og lader som om ingenting er hændt. I disse januardage skete der et kvantespring i Danmark, men Lene Andersen lader som ingenting. Hun – i egen indbildning den kvindelige Søren Kierkegaard, sammenlignede i aftes Danmarks muslimer med dets jøder, – minoriteter er jo minoriteter med samme sensibiliteter – et intellektuelt humbug-stunt uden enhver forbindelse med virkeligheden og historien, og – pardon my French – et svindelnummer højst Tøger Seidenfaden og Bent Melchior hopper på. De er ligesom hun, ikke af denne verden. Er Lene Andersen en jøde der lever i København i januar 2009 ? Der er kun to svar: enten har hun ikke jødiske loyaliteter overhovedet, eller også lever hun i sin egen lukkede verden. Kommer den verden os andre ved, trods trebinds filosofiske værker. Jeg tvivler. “Løgn er al den kunst, der ikke kommer af livet”. Lene Andersen lever i sin egen sekt, som vi andre ikke har adgang til. Der må være ensomt.

Jeg har respekt for studerede mennesker, men jeg ved at man kan studere sig ind i verden og ud af den. Jesper Knallhat, Lene Andersen, har studeret sig ud i hampen og ned i grøften, formentlig selve grunden til, at Politiken knuselsker hende. For mig er hun en parodi på en intellektuel. Må jeg be´om de to herrer på hendes flanker, Farshad Kholghi og Katthan Jassim, de lever i en verden jeg kan genkende.

Det er ikke en erfaring, jeg har indhentet fra Københavns gader. Jeg har kendt danske jøder hele mit liv, – altså rigtige jøder, ikke valgslægtsskabsjøder – jeg kunne selv have været én – og ingen har nogensinde truet mig på gaden, som jeg er blevet truet på det seneste. Ingen har nogensinde overfaldet mig af politiske grunde. Ingen jøde har krævet, at gaden var hans territorium, hvor jeg skulle adlyde ham. Ingen jøde har anfægtet mit lands værdier eller erstattet argumenter med vold, endsige nedskudt modstandere. Det er ævl, at slå 7000 jøder i hartkorn med 220.000 muslimer. Jøderne var os, vi var dem. I 400 år. Lene Andersen kan have været en dygtig dydig-student, men hvad angår virkeligheden, er hun en analfabet og kunne hvad mig angår, være et barn på fem år. Fem-årige kan også læse Kierkegaard, men hvor bringer det dem hen ? Kan de bruges til noget for voksne ude i virkeligheden?

Hvad muslimerne er, tegner der sig et halvtydeligt billede af, og det burde forurolige enhver, der har efterkommere. Vi kan ikke have et Folketing, der ikke ser det lige så tydeligt som befolkningen gør. Vi kan ikke have et EU, der ikke gør. Fremtiden er FITNA, strid, vi har påført vore efterkommere. Freden er ovre, våbenhvilen bliver vores børns bedste tilbud. Det er tydeligere for hvert år. Ingen kuffar lever i fred med islam, det er en illusion. Det er fremtiden, uanset hvad mumleskægget Per Stig Møller lige siger. Hvad man skal råde fremtidens europæere er: Si vis pacem, para bellum. På den anden side, Europa er krigsvant, det kan blive det igen. Men eftergivenhed vil kun gøre krigen værre, det drejer sig om at give “Die Nachgeborenen” så gode kort på hånden, som muligt, når nu det er maget på den måde. Vi har stemt for det. Ingen er ikke kommet i krig med islam. Man skal sidde tonstungt på dem, som kineserne, for at undgå det. Spørg en dansk politibetjent hvor langt dialog rækker. Overmagt er sproget islam forstår, arabisk kommer i anden række.

Nogle ville kalde mig “alarmist”. Det tror jeg ikke. Det er en side, jeg øver mig i at holde i ave. Jeg har set fremtiden for længe siden, tæt på og helt håndgribelig. Den findes i Sverige, en del værre end medierne afspejler, i et land der ingen erindring har om selvforsvar. Jeg ville have skaffet skydevåben, hvis ikke jeg havde valgt at forlade landet i stedet i 2004. Fire myrdede mennesker omkring mig af Balkan-asylsøgere på seks måneder. Det kalder jeg krig, en lille en, ganske vist, og trist hvis man ryger med i købet. Bønderne i nabolaget opfattede krigerklæringen, de havde elg-geværet med på traktoren. Når der i dag brænder to kirker i Sverige hver måned (plus alle andre tragedier, man kun orker psykisk hver 3 . dag), så tør jeg godt forberede de unge på: I kommer heller ikke til at leve i fred med islam. I lever “I Krigens Hus”. Hvad end jeres skolelærer siger, er det pladderballenews og ønsketænkning. Dette kan man skrive på en blog, ikke i en avis, uha! det kunne jo gå bedre, hvorfor male Fanden på væggen. Nå ja, han sidder der allerede.

Farshad Kholghis historie er erfaringsbaseret. Indere og Syd Thai’er kunne have fortalt den samme historie, bare værre. Balkan kunne. En erfaring, der ikke er trængt igennem i akademia, men som den gemene hob i Danmark, nu bitterligt erfarer hver dag med liv og helbred som indsats. Man kan spørge sig: hvad skal vi overhovedet med en akademisk humaniora, hvis den bare strider mod sund fornuft og iøvrigt bekriger sine egne landsmænd ? Hvem er deres allierede? Hvem har lyst til at financiere dem? Eliten lever i verden af i går, eller snarere i et Michael Jackson’sk Neverland, et mareridt de vil påføre alle andre. Forskellen er, at Jackson selv betalte for sit drømmeslot, det behøver europæiske universitetsdrømmere ikke. Man fornemmer, at der er et oprør i Danmark, hvor Dansk Folkeparti bare er begyndelsen. Den indsigt måtte gerne dæmre på Christiansborg. I tide, helst. Politikerne får den ikke ved at se i TV, det er med garanti, knapt nok ved at læse aviser. Virkeligheden kører parallelt derude. Hvem opfanger den? Den er vores fremtid, så længe vi har en. I vores bedømmelse har Sverige, Holland, Belgien og England allerede forpasset deres. Tidshorisont 20-50 år. “Sverige är kört”, som tænkende svenskere skriver igen og igen, undtagen i pressen. Hvor “körde” er vi selv? Det henhører til et muligt, eventuelt mørke, og mørket findes, det findes, som Inger Christensen kunne have messet. Men vi, der har levet i lyset, mangler fantasien. Vi skal møde det en face. Mange har allerede gjort det, flere vil gøre det.

Farshad Kholghi taler af egen erfaring, tværs igennem den universitære drømmeverden. (mobilvideos Farshad Kholghi og Uwe Max Jensen, justér lyden eller brug høretelefoner)

21. januar kl. 20 Trykkefrihedsselskabet i Dansk Forfatterforening: Forfatterne og ytringsfriheden. Med blandt andre Klaus Rothstein, Farshad Kholghi, Lene Andersen, Uwe Max Jensen og Kahttan Jasim. fotos @ Snaphanen

Den etnisk-nationale tågesnak i medierne

JP gør behørigt opmærksom på at det seneste hold hjemmerøvere var “danskere”, og signalementet der gives taler da heller ikke om “udlændinge” eller “sydlandske” gerningsmænd. Men det er tydeligt at denne evige varme kartoffel om kriminelles etniske oprindelse er karakteriseret ved uklarheder og utilsigtede implikationer: Hvad betyder det når der skrives “etniske danskere”? Er det altid det samme som “etnisk danske”? Og i denne artikel får vi oplyst at det var “danskere”, altså antageligt det som De og jeg forstår ved danskere. Men journalisten siger jo derved også, at et af Folketinget bevilget dansk statsborgerskab ikke gør en person til dansker, så vidt jeg kan se? Hvis det havde været røvere af “mellemøstlig herkomst” som vi også gerne får at vide kunne han da umuligt vide om de havde dansk statsborgerskab? Men det har jo nok ikke været den tilsigtede implikation. Deraf forvirringen (LFPC).

Politiet offentliggør signalementet af de tre mænd, der stod bag det voldelige indbrud i Viby på Sjælland i nat. Signalementet tyder på, at det var danske mænd, der kort efter midnat i nat begik et voldsomt hjemmerøveri mod et hus på en adresse i Bodsbjerghaven i Viby Sjælland.

Her opholdt sig tre mænd og en kvinde i tyverne, da tre gerningsmænd pludselig brød ind, truede med pistol og forlangte kontanter udleveret. […] Unge danskere bag groft hjemmerøveri

Wilders: Når sandheden ikke er noget forsvar

Robert Spencer om den kommende skueproces (LFPC):

[…] [F]or cases like this to proceed, truth must not be a defense — otherwise the case could not be brought in the first place. Prosecutors will never be able to sustain a case that Wilders has misrepresented the Qur’an, so the only thing they will be able to do is to assert that he had some evil ulterior motive, or hurt the feelings of Muslims by stating these truths. […] In Defense of Wilders

Terror og narko: Når den ene myndighed ikke ved hvad den anden ved

Så har man det fænomen Douglas Farah omtaler som “stovepiping information” og som jo blev kendt i forbindelse med udredningen af opløbet til 9/11. De enkelte myndigheder og efterretningstjenester sad hver især inde med viden som de måske ligefrem havde modvilje mod at dele med ‘konkurrenterne’, og fordi de ikke snakkede sammen blev komplottet ikke oprullet i tide. Narko og jihad/terror kædes heller ikke sammen rutinemæssigt i medierne, men enhver kan sige sig selv at der må være sammenhæng mellem en gigantisk indtægtskilde og et ‘menneskesyn’ der regner de vantro for mindreværdige der kan udnyttes i sagens tjeneste (LFPC).

If you want a fairly complete, and completely terrifying view of the power of organized criminal activity in the United States, take some time to read the National Drug Threat Assessment of the National Drug Intelligence Center.

Yet as good and comprehensive as it is, it reflects one of the fundamental weaknesses and walls that still exist.

The entire report mentions the overlap with terrorist activities exactly ONE time, and that, in a footnote relating to prison radicalization.

While different law enforcement agencies (the DEA in particular) have made drug cases leading directly to Hezbollah, the FARC and the Taliban, this is not mentioned. The FARC is the primary trafficking organization in Colombia, while the Taliban controls most of the heroin heading to Europe. Hezbollah skims from illicit drug laundering from Venezuela to Colombia to Maracaibo and Panama. At least 19 of the 43 designated terrorist organizations have been shown to have direct ties to drug trafficking.

Yet the NDIC is kept completely separate from terrorist analysis, just as terrorist analysts are still largely segregated from anything to do with drug trafficking and organized crime. It is called stovepiping information, as the 9/11 Commission made famous.

This, despite the fact that there is an undeniable and growing link between terrorist organizations and the organized criminal pipeline.

I understand the report was on the threat of drugs in the United States. But, given the existing case precedent and stated desire of different terrorist organizations to attack the United States, I cannot help reading things like the following and wondering what it portends in terms of terrorism. My full blog is here. Douglas Farah: Worth Reading: A Report on Drug Trafficking That is Terrifying and Incomplete