26
jan
Seneste opdatering: 26/1-09 kl. 2011
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!

    A third of all children born in Germany belong to immigrant families, but many immigrants are poorly integrated into German society. A new study has shown that Turks in particular are faring poorly in Germany. –  A new study has delivered a damning verdict on the integration of Germany’s immigrants, concluding that an alarmingly high percentage of them live in a parallel world with poor prospects of a decent education and career advancement.  Spiegel Online

Malmø update: “Hitler är stor”


( Skræmmende nye optagelser, der sætter svenske avisers dækning i relief og placerer dem i den kategori, vi normalt kalder “Valium journalistik” her. – Se hovedhistorien fra Malmø søndag nedenfor)

Dogmatikkens magtmonopol

Det er en almindelig og uerkendt antagelse i medierne, at spørgsmål om tørklæde eller anden islamisk uniformering kan anskues på det individuelle plan: Kan kvinden med rimelighed siges at have ‘valgt’ de 30 g stof selv? På tilsvarende vis anskues hele problematikken om systemet islams tilstedeværelse i vore lande til et spørgsmål om individers personlige kvaliteter: Kan man ‘forebygge radikalisering’ hos den enkelte må problemet jo være løst. Jeg plejer gerne i blogdebatterne at postulere at dette er en ufrugtbar anskuelsesvinkel, fordi det pres som får den enkelte muslim til at vælge orientering kun går i én retning – trusler og intimidering for at få muslimer til at bekende kulør går kun henimod det dogmatiske. Der er ikke nogen der truer indpakkede kvinder til at aflægge sig uniformen, der er ikke nogen der kaster syre på dem i dén anledning i muslimske lande, der er ikke noget voldspotentiale der får
rettroende muslimer til at tage mere afslappet på tingene og lade være med at gå til bøn i moskeen. Et konkret eksempel på denne envejsdynamik kan man iagttage i Tyrkiet (LFPC):

[…] For to år siden opfandt den velanskrevne tyrkiske sociolog, Serif Mardin, udtrykket ‘nabopres’ (‘mahalle baskasi’) for at forklare det sociale pres til at indordne sig efter konservative religiøse normer. I sidste måned bekræftede en kontroversiel rapport, ‘At være anderledes i Tyrkiet’, udarbejdet af Det Åbne Samfunds Institut og Bosporus Universitet, at ikke-religiøse og sekularister i Tyrkiet føler sig under pres for at indordne sig under de sociale normer fremmet af AKP.
Blandt eksemplerne er presset til at deltage i fredagsbønnen og at faste i Ramadanen og at sørge for, at hustruerne går med tørklæde for at beskytte deres virksomheder og jobs. Dengang Tayyip Erdogan var borgmester i Istanbul, var alkohol forbudt i kommunens udskænkningssteder, men nu kan den ikke serveres i 56 ud af Tyrkiets 81 provinser, hverken kommunalt eller i privatejede restauranter.
I november 2005 fastholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tørklædeforbuddet på tyrkiske universiteter og understregede, at det er pluralisme og tolerance, der kendetegner et demokratisk samfund. Tayyip Erdogan var ikke enig og erklærede, at det kun var de religiøse lærde, der var berettiget til at udtale sig i denne sag.
I et forsøg på at genoplive Tyrkiets chancer for EU-medlemskab har Erdogan udnævnt sin nære ven Egemen Bagis til chefforhandler. Det var denne herre, som sidste år i Los Angeles Times udtalte: “Vi opgraderer landets demokratiske niveau.”
Desværre er der fortsat en del europæiske og amerikanske politikere og meningsdannere, der tror på denne fantasi, og derfor ville det være klogt at lytte til Bassam Tibis advarsel: “Ved at støtte det institutionaliserede islam mister Vesten sine ægte venner: liberale muslimer.” Robert Ellis: En brandklokke om natten [Information 26.1.2009, ikke online]

Så står verden da ikke længere: Klaus Wivel i nøgtern beskrivelse af islamisk intimidering

Jeg må indrømme at jeg nærlæste denne artikel for at se hvornår apologetrefleksen blev udløst i Klaus, men der er sådan set ikke noget at udsætte her. Allerhelst ville jeg jo kunne se dette som en begyndende opvågnen hos en af anstændighedens ypperstepræster, måske starten på en trend. Man skal nok ikke i denne forbindelse overse at artiklen ikke nævner Lars Hedegaard eller Søren Krarup med ét ord, men det må måske komme i næste udviklingstrin: At de ting der her bliver fremsagt af ædle, autentiske vilde ikke bliver mindre sande af at blive sagt af de værste vederstyggeligheder for det kulturradikale parnas. Små skridt, små skridt (LFPC).

[…] Europas nye flygtninge har den uafhængige britiske tænketank The Centre for Social Cohesion netop udsendt en længere rapport om under titlen: Intimideringens ofre – ytringsfrihed i Europas muslimske miljøer. Rapportens forfattere, centrets direktør Douglas Murray, og arabisten Johan Pieter Verwehey, præsenterer os for 27 muslimske dissidenter i Vesteuropa – fra de mest berømte, Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali, til troende og ikke-troende muslimer, der i en dansk offentlighed er mindre kendte, men ikke mindre interessante.
Rapportens formål er at opfordre Europa til at tage vare på disse fredløse mennesker ved at sætte et hegn om ytringsfriheden, selv når den kommer på tværs af religiøse følelser. Europa bør påtage sig at sørge for deres sikkerhed og slå ned på de miljøer, som står for intimideringen.[…]

I 2000 blev Kadra Noor berømt i Norge, da hun med skjult kamera fik norske imamer til at sige, at de gik ind for kvindelig omskæring – skønt de udadtil havde fremført det modsatte synspunkt. Udsendelsen betød, at kvindelig omskæring blev forbudt, og Kadra Noor vandt en norsk pris for sin journalistik. Men mange somaliere var rasende på en kvinde, som de anså for at være forræder, og norske antropologer anklagede hende for »kulturimperialisme«.

I 2007 skrev hun en kronik i Verdens Gang og opfordrede til, at man omfortolkede Koranen, så den kunne passe til moderne kvinders forhold. Få dage efter blev hun gennemtævet på en bar af syv somaliere, der råbte »Allah Akbar«, og at hun havde besudlet Koranen. Hun blev sparket bevidstløs, brækkede flere ribben og blev efterladt skamferet på kroppen og i ansigtet.[…]

De to forfattere til rapporten om Intimideringens ofre har ikke meget til overs for Europas evne til at hjælpe de forfulgte. Så snart truslerne tager fart, begynder en del europæiske regeringer at betragte disse dissidenter »som mennesker, for hvem der ikke gælder de samme frihedsrettigheder som de oprindelige europæere; som ikke kan gøre krav på samme muligheder for at udtrykke sig selv; som ikke bør forvente at have friheden til at kritisere og lave grin med deres egne religioner og traditioner. Uden denne afgørende støtte fra regeringer og fra den europæiske intelligentsia har mange af dem besluttet sig for at holde op med at hæve stemmen; nogle er flyttet for at kunne udtrykke sig mere frit i et andet land, mens andre er blevet ved med at råbe op, uanset at de derved satte livet på spil.« Klaus Wivel: Politiske flygtninge: Flugten fra Europa [Weekendavisen 23.1.2009, ikke online]

Fjern religion fra offentlige arbejdspladser

fra den løbende  diskussion i Ugeskrift for Læger

♠ Mag.scient. Britta Mogensen, Frederiksberg,

Lægeforeningens Etiske Udvalg (LEU) v/Poul Jaszczak (PJ) tager i sit svar på læge Kurt Charlemans (KC) indlæg i Ugeskr Læger 2009;171:68-9 ikke det problem op, som KC nævner, nemlig det sociale, psykologiske og etiske, men kaster i stedet et tågeslør, når han anfører, at hvis mennesker på grund af deres tro »tager afstand fra etikken i bestemte behandlinger, kan de naturligvis ikke blive medicinske kandidater«. Og videre, at »der ikke kendes til tilfælde af denne art i Danmark«. Det kan PJ ikke vide noget om, medmindre han er tankelæser.

Skulle PJ forsøge sig med at stille spørgsmål om den studerendes etik, får han et problem, når det gælder fundamentalistiske muslimer, der i et og alt henholder sig til Koranen. Det i Koranen anbefalelsesværdige taqiyya sætter en stopper for ethvert ærligt svar, hvis et sådant ikke fremmer sagen/personen. Den studerendes afstandtagen fra LEU’s værdisæt kan derfor alene afsløres i den udstrækning, vedkommende ønsker det. Og kortene vil helt afgjort blive holdt tæt ind til kroppen, hvis en studerende risikerer at se sin fremtidsdrøm som læge fortone sig i det fjerne.

Hvis en studerende bekender sig til sharia – og det gør vedkommende, hvis eksponering af religionen prioriteres højere end patienternes opfattelse af religion som en privatsag – kan PJ roligt tage for givet, at vedkommende »tager afstand fra etikken i bestemte handlinger«. Ifølge fundamentalistiske muslimer plukker man ikke det fra sharia, som man foretrækker; man er nødt til at tage hele pakken. Man er altså nødt til som kvinde at gå tilhyllet, uanset hvad andre (in casu: patienter) måtte mene om det, man er nødt til at dele verden op i ren og uren, i tilladt og forbudt, og man er nødt til at arbejde imod menneskeskabte love og demokratiske værdier. Man kan heller ikke tage afstand fra barbariske, umenneskelige straffemetoder, selv om det erkendes, at der lige nu ingen udsigt er til, at de vil blive indført i vestlige lande.

KC nærer det håb, »at muslimerne over tid omfortolker de over tusinde år gamle love«. Det er tvivlsomt. Der er dog håb om, at fundamentalisterne en dag blot vil være en lille eksklusiv gruppe, da flere og flere muslimer har set fordelen ved at bekende sig til vestlige, demokratiske værdier.

Lige nu kan vi kun håbe på og arbejde for, at religion forvises fra alle offentlige arbejdspladser og ikke kun, som det er sket, inden for domstolene.  LINK

Det islamiske tørklæde

♠ Reservelæge Helene Dal Bjerno, Odense, E

Angående den aktuelle lægefaglige tørklædedebat kan man spørge sig selv, om det islamiske tørklæde altid er helt uproblematisk i læge-patient-kontakten. Det ses ofte i debatten, at fortalere for et tørklædeforbud bliver behæftet med etiketter såsom: »racist, nynazist eller fascist« osv. Men for det første er det at være muslim ikke nogen race, idet muslimer findes i alle nuancer og racer. At være tørklædebærende muslim er at vælge en særlig religiøs levevis, som langtfra støttes af alle muslimer, og som heller ikke finder ubetinget opbakning i sin religiøse fordring blandt alle de relevante, religiøse fagfolk.

For det andet findes der i dette land enormt mange moderate muslimer, som er flygtet fra lande, hvor det netop er islamismen, der styrer med et stærkt fascistisk og totalitært, religiøst-politisk fundament. For disse mange herboende, moderate muslimer vil det at blive konfronteret med et islamisk tørklæde, når de er syge og har brug for lægehjælp, i bedste fald føles voldsomt ubehageligt og intimiderende – i værste fald vil det kunne udløse en retraumatisering i henhold til den vold og tortur, som dette religiøse symbol står for i deres hjemland. Hvis man altså skal trække »racismekortet«, skal man samtidig gøre sig klart, at man så sætter de fundamentalistisk religiøse muslimers ret og behov langt over den store gruppe af mere moderate, muslimske flygtninge og indvandreres rettigheder og behov.

Man kan spørge sig selv, om religiøse og politiske statements af nogen art overhovedet har noget at gøre i en læge-patient-kontakt? Det er svært at se et formål med dette, ud over at lægen får nogle behov opfyldt.

For en lang række patienter vil konfrontationen med et stærkt politisk-religiøst symbol som det islamiske tørklæde kunne medføre, at der opstår spekulationer om, hvorvidt man frit kan diskutere forhold omkring seksualitet, samliv, skilsmisser, abort og lign. med lægen. Homoseksuelle og mennesker med en »skæv« seksualitet vil også nemt føle sig mere eller mindre intimiderede i forhold til en religiøs beklædningsgenstand, som alt andet lige står for at fordømme homoseksualitet som syndigt. Rækken af eksempler, der kan trækkes frem, er nok i virkeligheden uendelig. Afsluttende må det konstateres, at der må skulle meget vidtgående argumenter til, for at en læge bryder med god lægeetik og forpligtigelsen til at sikre, at lægens påklædning og fremtoning er så neutral, så den optimale læge-patient-kontakt ikke forstyrres. Det er derfor ikke korrekt at postulere, at det islamiske tørklæde ikke medfører en lang række lægefaglige problemstillinger.  LINK

»Hele« læger

♠ Speciallæge Kurt Charleman, København

Poul Jaszczak (PJ) prøver åbenbart i sit svar til min kronik (Ugeskr Læger 2009;171:68-9) at få enderne mellem islams etik og vores humanistiske etik til at nå hinanden. Det kan i praksis lade sig gøre, mener PJ, når muslimske læger, der bekender sig til sharia-lovene, vælger at gennemføre en lægeuddannelse og herefter aflægger lægeløftet. PJ kommer herved til at støtte de af sharia-lovene bestemte holdninger omkring kvindesyn, afstraffelse og synet på anderledes tænkende.

PJ skriver, at læger, der bekender sig til sharia, godt kan være »hele« læger og udøve gerningen helt efter de standarder og den etik, vi har i de vestlige lande. PJ kan til en vis grad have ret, når gerningen er rettet mod den rent somatiske problemsfære. Men vore patienter er også udstyret med en psyke og har krav på at få hjælp fra et »helt menneske«. Det er her, det kan gå galt, når lægen er handikappet eller »amputeret« i hovedet af rækken af sharia-love, der dikterer tankegangen og handlingsmønstret. Kan de muslimer, der har valgt at være mønsterbrydere og har fået psykiske eller somatiske behandlingskrævende lidelser, trygt søge hjælp hos en såkaldt »hel« læge med tørklæde, som symbol på renhed for Allah? PJ burde revidere, hvad det vil sige at være en »hel« læge. Men det forhold, at en muslim også kan vælge at bære tørklædet som udtryk for veneration over sine etniske rødder eller for at vise, at hun bærer troen på Allah i sit hjerte, taler for, at der ikke er mening i et generelt forbud mod at bære tørklæde.

Lægegerningen må anses for at være en gave, og den formidler udøverne af erhvervet med en autoritet og med magtbeføjelser, hvor man kun kan drømme om, at lægerne er blevet uddannet som »hele mennesker« og ikke kun som kompetente somatikere. Med tanke på lægens ansvar for andres ve og vel må man under uddannelsen sætte fokus på evnen til at tænke selvstændigt, til at forholde sig kritisk til et kildemateriale, ikke mindst når sponsor er et medicinalfirma eller en sheik fra Saudi-Arabien, ligeledes må man opruste læger til at kunne bevare et overblik, håndtere stressfaktorer, at kunne kommunikere med et åbent sind og om muligt indgå i konfliktløsninger.

Det er i den forbindelse langtfra tilstrækkeligt at komme med gode hensigtserklæringer. Det må være relevant med kurser tidligt under studiet og postgraduat, hvor formen er såvel teoretisk som øvelsespræget, og hvor kurserne i al seriøsitet gøres obligatoriske med krav om, at en prøve skal bestås. Alle skulle kunne profitere af kurserne uanset tro og kulturel baggrund, men hvor deltagerne gerne skulle blive bevidst om deres valgmuligheder og om nødvendigt se i øjnene, hvorvidt evnen til at tænke selvstændigt ikke er blevet tilstrækkeligt stimuleret.

(Alle indlæg er fra dagens nummer)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensH

    Alliancen fra i sommers bestående af Morten Østergård og Berlingske Tidende håber stadig:

    http://www.berlingske.dk/article/20090126/politik/90126040/

    Men det er rart at se, at hvis deres ‘våde drømme’ om en genoptagelse af den massive kæde-indandring skulle gå i opfyldelse, så vil DF tage det op med regeringen.

  • Magga

    Jeg funderer over, om den store udenlandske opmærksomhed omkring Geert Wilders har sat noget i gang i Holland?

    De første dage var der kun få hollændere, der skrev under på protestlisten, men i de sidste to dage har der været mange.

    Det er SÅ nedværdigende for Holland – og også for os andre – når man blot går under åget som idiotiske æsler og lægger sig til at dø som nation til fordel for en ideologisk ondskab med grænseløse magtambitioner.

    http://www.petitiononline.com/wilders/petition.html

  • Christian W.

    Digerne er ikke nogen hjælp når den største fare kommer indefra.
    Mens de sad vældig tolerante og imødekommende og hyggede sigi hashtågen på byens coffeeshops, forandrede Holland sig fra en moderne turistidyl til et multikulturelt mareridt!

  • Johansen

    Nu skal I være søde, og ikke gøre Klaus Wivel uret. 🙂

    Jeg læste også for et par måndeder siden i Weekendavisen et indlæg af nærværende person, hvor han virkeligt fik skåret igennem mht. Muhammed-konflikten. Det var som sød musik.
    Ligeledes er ugens klumme fra Ulrik Høy superkontant under overskriften “Dødkulten”. Desværre kan jeg ikke umiddelbart linke til den i Weekendavisen.

  • Johansen

    Disse Hitler-forherligende islamister hører til i én af de islamiske diktaturstater (Dar al-islam). Disse tilhængere af en sort ideologi er uønskede i Europa.

    Godt gået i tørklædedebatten i Ugeskrift for læger. Helt enig i, at synlige religiøse og politiske symboler skal forbydes på alle offentlige ansatte.

  • Janne

    “Så snart truslerne tager fart, begynder en del europæiske regeringer at betragte disse dissidenter »som mennesker, for hvem der ikke gælder de samme frihedsrettigheder som de oprindelige europæere; som ikke kan gøre krav på samme muligheder for at udtrykke sig selv; som ikke bør forvente at have friheden til at kritisere og lave grin med deres egne religioner og traditioner.”

    Ja det er en mærkværdig dobbeltmoral. Det burde være en selvfølge at også muslimer i Danmark og i EU kan få lov til at sige ‘Rend mig i traditionerne’. Det må selv modernistiske Rifbjerg da give mig ret i. Eller er det virkelig kun danskere og europæere der må være modernistiske og gøre oprør mod traditioner og forældre – som 68’erne gjorde? Det kan da ikke passe at man skal have grisefarvet hud og være kristen eller ikke-troende for at kunne få lov til at sige ‘Rend mig i traditionerne’?

    Angående hitler råb i Malmø: Først heilen mod pro-Israel demonstranter i Danmark og nu hitler råb i Malmø – også mod pro-Israel demonstranter. Det kan vist ikke mere blot kategoriseres som ‘et enkeltstående tilfælde’. I de største selvudnævnte multikultur byer i Norden er hitler spøgelset nu også dukket op.

  • Janne

    Jeg er enig med skribenter i Ugeskrift for Læger, der mener, at ansatte i offentlige institutioner selvfølgelig ikke skal bære religiøse symboler – heller ikke tørklæder.

  • De er gået over stregen (venstretosserne og islamisterne), det er kun et spørgsmål om tid,,,,

  • Hvis feminiseringen betyder flere modige kvinder alá Kadra Noor, Hirsi Ali, Shabana Rehman, Wafa Sultan, så er den måske slet ikke så slem endda, sorry Kimpo:)

    Så mangler vi bare at nogle mander sig op og beskytter disse kvinder.

    Der var sikkert mange “mandlige” gæster på den bar, der havde travlt med at kigge den anden vej.

    Det ville jeg ikke gøre, win or lose, man skal kunne se sig selv i spejlet resten af livet.

    Fandens til verden vi har skabt.

  • Mosemanden

    @Johansen

    #Ligeledes er ugens klumme fra Ulrik Høy superkontant under overskriften “Dødkulten”. Desværre kan jeg ikke umiddelbart linke til den i Weekendavisen.#

    Så “rip” den og smid den på en ukrainsk server , Kopier/Sæt ind 😉

  • Apropos de modige mænd, glemmer aldrig denne historie om en 17 årig pige, der blev voldtaget foran 30 vidner som ikke gjorde en skid. Hun bliver aldrig et helt menneske. Et er voldtægten, ligegyldigheden fra 30 mennesker er nok værre.

  • Johansen

    På Kristlig Dagblads hjemmeside er der en afstemning om det skal være forbudt at bære det muslimske tørklæde for hospitalsansatte:

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/kontakt

  • Vivi Andersen

    Thomas B.H.

    Du har ret.

    Når denne unge pige går igang med at skulle arbejde sig igennem processen det er, at skulle lære at forholde sig til selve voldtægten og samtidig til det menneske hun er blevet efter voldtægten, er der i dette specielle tilfælde et forhold mere hun skal igennem en proces med.

    De 30 mennesker der stod og så på og intet gjorde for at hjælpe hende.

    Denne mangel på indgriben er meget mere end et udtryk for ligegyldighed, idet denne hos ofret kan tolkes som, at lige netop hun ikke var værd at hjælpe.

    Smertefuld og langvarig vil en sådan helingsproces blive frem mod resultatet, igen at kunne leve sin dagligdag som før voldtægten og samtidig at kunne leve med erindringen om at være blevet voldtaget uden denne erindring vil sætte hende istå eller tilbage.

    Strafmæssigt burde det være meget, meget dyrt at udøve voldtægt.

  • Ulla

    Det er også strafbart ikke at hjælpe.

  • Det hører nok bare til sjældenhederne, at nogle bliver dømt for at se den anden vej og lade som ingenting.
    Sådan burde det ikke være. Kan man ikke slås, kan man råbe, ringe til politiet og gøre opmærksom på at man har gjort det, aflede opmærksomhed, finde eller presse andre omkring til at reagere osv.

  • Magga

    Vivi Andernsen

    “Strafmæssigt burde det være meget, meget dyrt at udøve voldtægt”

    Straframmen udnyttes vist aldrig eller yderst sjædent. Jeg forstår det ikke. For mandlige danske dommere er det jo ikke flatterende, når de tager så let på voldtægter. Men hvorfor forsøger de efterhånden mange kvindelige dommere og advokater så ikke at få indført en ny retspraksis i stedet for bare at traske i de gamle spor? Jeg har set tilløb til det, men slet ikke nok.

    Jeg skal aldrig glemme en kvindelig århusiansk advokat, som jeg kendte lidt til, og som foran tv-kameraer mere end antydede,at en en purung teenager, et rent barn, nok selv var skyld i, at hun var blevet udsat for gruppevoldtægt i timesvis. I forvejen brød jeg mig ikke om denne advokat, men efter tv-reportagen blev jeg enig med mig selv om, at hun er et af de deprimerende eksempler på, at kvinder ikke så sjældent bliver værre end mænd, når de gør karriere indenfor et område, hvor mænd tidligere har domineret.

  • TBH.
    Enig, det burde (det er det for så vidt jo også) være en borgerpligt at gripe ind og er man ikke stor og stærk ja så må man benytte de midler man har råbe op kontakte politiet osv osv.

    Men igen vi hører jo også vores lysserøde “ven” inde fra politietaten gang på gang mane folk til at blande sig helt uden om, de skal bare kontakte politiet, javel ja og når og hvis de endelig dukker op ja så er ofret jo vitterligen et….Offer inden der bliver grebet ind.

    Dette samfund og dets befolkning er virkelig skredet i svinget de sidste årtier efter min mening ?