Intressant, tack för länk!

Vår egen svensk-iranske poet Mohamed Omar – numera självutnämnd radikal muslim – är väldigt inspirerad av sufism, och visar även han på andra sidor av saken:

“Taqiuddin Al-Nabhani (1909–1977), grundaren av Hizb ut-Tahrir, var både faqih (sharialärd) inom Shafiskolan, men han var också sufi och kom från en familj av sufimästare. Shaikh Yusuf Al-Nabhani, en välkänd poet och sufi, var hans farfar. Den som utforskar Hizb ut-Tahrir kommer att finna att det har många drag som påminner om sufiordnarna. Partiet har en tydlig hierarkisk struktur där neofyten stiger i graderna eftersom han tillägnar sig mer kunskap, insikterna fördjupas och han förtjänar ledarnas förtroende. Partimedlemmarna samlas i cirklar, halaqa, under ledning av en vägvisare, murshid, och allt eftersom de stiger i graderna får de tillträde till ”hemligare” cirklar och mer ”esoterisk” kunskap. De fäster också stor vikt vid nattliga vakor, regelbunden dhikr och personligt umgänge (suhba) med vägvisaren.

Egyptiern Hassan al-Banna (1906–1949), det Muslimska brödraskapets instiftare, anslöt sig till en sufiorden, Hasafiya, när han bara var 12 år gammal och initierades 1922. Han växte upp i en sömnig och traditionell by vid Nilen och när han som yngling flyttade till Kairo för att studera fick han bli vittne till den västerländska kulturens destruktiva inflytande på andligheten, sederna och moralen. Senare i livet skulle Al-Banna bli besviken på ulemaa vid Al-Azhar och den del av sufierna som tycktes nöjda med detta sakernas usla tillstånd. Han menade att förutom själens rening och boklig lärdom krävdes det aktivism. Att befria sig ur egoismens bojor var hedervärt men lika hedervärt är att befria sig från kolonialismen.”

h t t p://alazerius.wordpress.com/2009/01/28/det-stora-jihad-och-det-inre-us a/

Undertegnede skændtes for et stykke tid siden med en mand, der til min ikke udelte forståelse er blevet frimurer. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at han har genfundet noget, som han troede var forsvundet. Han nyder i hvert fald logens atmosfære af gammeldags pli, og det er ham vel undt.

Men bliver det nogensinde til mere,spurgte jeg? Er de grundlæggende idéer overhovedet tilstede som andet en fede floskler? Jeg kredsede lidt om emnet selvbehagelig uvirksomhed og understregede murernes tidligere så aktive forhold til begrebet frihed og derunder ytringsfrihed.

I den danske indvandrerdebat er jeg ikke stødt på indlæg om frimurere, men I den norske debat gik antisemitisme og anti-frimureri tit hånd i hånd i værste Hitler-stil, og der blev fremført vilde konspirationsteorier om kendte og nulevende norske frimurere, hvis navne blev nævnt.

Den slags tror jeg ikke på, jeg er af princip på frimurernes side – i hvert fald set i et historisk perspektiv. Ikke mindst i det perspektiv der omfatter de to store revolutioner i slutningen af 1700-tallet, hvor tankerne om frihed fik mæle som aldrig før.

Mange af de navne, som vi stadig i dag forbinder med omvæltningerne, var frimurere. For de amerikanske koloniers vedkommende især George Washington og Benjamin Franklin. Det påstås også tit, at Thomas Jefferson var frimurer, og han omgikkes dem da på nærmeste hold. Men er foreligger intet bevis for, at han rent faktisk var en af dem, og jeg tror ikke på det.

De fleste har et rosenrødt og helt forkert indtryk af Jefferson som en ridder uden frygt og dadel, men det kommer man over, når man har læst tilstrækkelig om og af ham. Et af Jeffersons talenter bestod i at sende andre til søs, mens hans selv lurede i baggrunden, og mellem hans papirer findes der blandt andet et privat brev, hvor han sætter spørgsmålstegn ved, om negerslaverne var rigtige menensker. Det var for øvrigt ikke ualmindeligt at gøre det. George og Martha Washington testamenterede deres slaver friheden. Dertil nåede Jefferson aldrig, end ikek sine egne slavebørn gav han formelt friheden.

Thomas Paine og Voltaire, Goethe, Schiller og Mozart var frimurere, og da murerne var så tæt forbundet med det revolutionære, blev den engang for meget for Marie Antoinette, som ellers havde sat stor pris på Mozart. Han blev under et besøg beordret til at forlade Paris.

For kort tid siden læste jeg, at en række klassiske musikere havde fået legater af frimurerlogen i Århus, og det fremgik, at de havde spillet ved møderne. Hvad de færreste sikkert ved er, at logens medlemmer stadig afholder møder ikke alene iført kjole og hvidt, de lytter også til levende klassisk musik.

“The Freemasons used music in their ceremonies, and adopted Rousseau’s humanist views on the meaning of music. “The purpose of music in the {Masonic} ceremonies is to spread good thoughts and unity among the members” so that they may “united in the idea of innocence and joy,” wrote L.F. Lenz in a contemporary edition of Masonic songs. Music should “inculcate feelings of humanity, wisdom and patience, virtue and honesty, loyalty to friends, and finally an understanding of freedom.”

http://en.wikipedia.org/wiki/Mozart_and_Freemasonry

Sufi jihad?

Från lundaforskarnas sida islamologi.se länkas också till “Forum for Islamforskning” (dk).

Detta känns väldigt “Bæck Simonsenskt”:
“ledarsideskribenternas kontextlösa behandling av situationen”