En nøgtern men pessimistisk Sennels for mere end fulde huse. “Er der ikke noget du frygter?” Sennels: “Jeg frygter kun, at jeg har ret.” (video følger)

Lad os ikke tale om det

Ulla Lauridsen anmelder Nicolai Sennels bog om hans tid som psykolog blandt kriminelle muslimer.
Af Ulla Lauridsen

Hvis De har undret Dem over, hvorfor flygtninge og indvandrere fra muslimske lande er så voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og blandt modtagere af sociale overførsler, så findes en væsentlig del af svaret i psykologen Nicolai Sennels lille, tilgængelige bog Blandt kriminelle muslimer.

Da Nikolai Sennels startede sit arbejde i ungdomsfængslet Sønderbro, anede han ikke, at han skulle havne i centrum af en debat om integration og muslimsk kultur. Han vidste ikke engang, at han overvejende ville komme til at arbejde med muslimske unge, og at deres kultur ville komme til at udgøre en særlig udfordring, der tvang ham til at udvikle en ny form for terapi, specielt egnet til dem og de problemer, de havde med at indgå i det danske samfund.

Han opdagede, at de muslimske indsatte var psykologisk meget forskellige fra de etnisk danske. Hvor danske børn – selv dem, der ikke vokser op under de heldigste omstændigheder – opdrages til at tage ansvar for deres egne følelser, får muslimske børn den modsatte indstilling: De oplever deres følelser som forårsaget af ydre faktorer. Bliver de vrede, er det altså ikke fordi, de har et giftigt temperament – det er fordi nogen har gjort dem vrede. De er ikke opdraget til at granske deres egne reaktioner, og de er ikke vant til at tale om følelser.

Hvor selv den værste “Brian” med lavt selvværd og kort lunte kan se, at han forårsager sine egne problemer, og typisk er flov over det og indstillet på at arbejde med det, forholder det sig helt anderledes med “Hussein”. Han kan typisk ikke se sit eget medansvar for alle de problemer, han er løbet ind i gennem sit korte liv – alle konflikterne med venner, lærere og politi. Det hele skyldes samfundets racisme og de lærere og betjente osv., som er ude efter ham. Og oplevelsen af at være et offer er ikke konstruktiv – tværtimod berettiger den én til at hævde sig og hævne sig. Deraf den korte lunte og den store overhyppighed af personfarlig kriminalitet.

Der er naturligvis også andre forskelle mellem dansk og muslimsk kultur, blandt andet vores individualisme overfor den muslimske kollektivisme. Vores demokratiske tilgang til stort og småt overfor et patriarkalsk hierarki, og den danske skoles opdragelse til selvstændighed og ansvarlighed. Den muslimske elev forventer faste regler og klare konsekvenser, når han træder ved siden af, men den danske pædagog vil hellere “snakke om tingene” og “give ham en chance mere”.

Som psykolog er Sennels ikke optaget af at drage den muslimske kultur eller børneopdragelse frem til spot og spe. Han ønsker bare at forstå sine klienter, så han kan tage udgangspunkt i, hvor de er. Hans kritik retter sig mod en integrationsindsats, der har fejlet monumentalt gennem mange år, og det politiske og sociale system, der nægter at beskæftige sig med, hvorfor det helt systematisk går galt med integrationen af mennesker fra muslimske lande i forhold til mennesker fra andre dele af verden, som ret beset burde være lige så fremmede for vores sprog og kultur.

Fritidstilbuddene, gadeplansprojekterne, støttepersonerne osv. osv. koster en formue, og de virker ikke, men det eneste, både politikerne og de involverede socialarbejdere har fantasi til at foreslå, er mere af det samme. Sennels foreslår en større erkendelse af de kulturelle årsager til problemerne og en reel, uforskrækket afdækning af problemernes omfang i de enkelte grupper i form af statistik gjort op på bl.a. religiøst tilhørsforhold og etnisk baggrund, snarere end på statsborgerskab.

Han langer også hårdt ud efter de sociale institutioners og professioners pladderhumanisme og fejhed i forhold til at se på egen indsats og professionalisme. Alt for mange ledere i den sociale sektor er ikke blevet chefer, fordi de har lyst til eller evner for at lede, endsige visioner for deres institution, men fordi de har mere talent for papirarbejde end pædagogik; og deres underordnede, som arbejder direkte med de kriminelle unge, har alt for ofte slet ikke nogen relevant uddannelse. Det er selvsagt et dårligt udgangspunkt, og den pædagogiske indsats bliver derefter.

Sennels synspunkt er, at eftersom hele integrationsindsatsen koster en formue, må vi hellere sørge for at få noget for pengene, og indtil videre peger udviklingen i integration, uddannelse, kriminalitet og ekstremisme blandt unge muslimer i den gale retning.

Sennels er humanist, og han ønsker at rette skuden op, men han er dybt bekymret for fremtiden:

“Uddannelse, arbejde og lovlydighed er desværre ikke nok. Som mine erfaringer fra Sønderbro viser, skyldes problemerne i sidste ende ikke, at muslimer uddanner sig og arbejder mindre eller er mindre lovlydige end danskere. Problemet er, at de fleste muslimer ganske enkelt ønsker at leve med deres familiemæssige, kulturelle og religiøse værdier, og at disse er så langt fra, og på mange områder direkte modsatte, af de værdier, som etniske danskere har deres rødder i. Det er denne forskel, som i sidste ende udgør det alvorligste problem, og som er og vil være årsag til de største spændinger og konflikter.”

Sennels mener dybest set ikke, at en stor muslimsk minoritet nogensinde vil komme til at indgå uproblematisk i det danske samfund eller i Europa. De vil præsentere os for stadigt flere krav om at gå på kompromis med traditionelle europæiske værdier, og ghetto-områderne vil blive stadigt mere muslimske parallelsamfund. Enhver modstand mod denne udvikling vil blive oplevet og beskrevet som undertrykkelse, og offerfølelsen vil føre til hævnaktioner i form af brandstiftelse, overfald på politi og brandvæsen, etniske optøjer m.m.

Uanset om man tror, denne sidste vurdering er for pessimistisk, er Blandt kriminelle muslimer god at få forstand af, fordi den, i modsætning til så mange andre bidrag til integrationsdebatten, bygger på førstehåndsviden om sit emne. Der er yderligere dokumentation og debat på den hjemmeside, der er knyttet til bogen:kulturkloeften.dk 

Ulla Lauridsen er mag. art., tekstforfatter og oversætter  180 Grader

(Posten vil blive opdateret, men video foreligger først i overmorgen – glemt oplader til kamera……..)

Projekt om kriminelle muslimer

Boganm: Nicolai Sennels: Blandt kriminelle muslimer

Psykolog Nicolai Sennels fik en mundkurv efter en tale på integrationskonference. * Nu er hans synspunkter udkommet i bogform.

Nicolai Sennels: Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune 160 sider, 169 kr. Trykkefrihedsselskabets bibliotek Er udkommet Fire stjerner

Af HENRIK GADE JENSEN

Sidste år afholdt Københavns Kommune en stor integrationskonference Mangfoldighed og tryghed i byen. Nicolai Sennels var psykolog ved Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge, og inviteret til at tale.

Sennels sagde, at kriminalitet især kommer fra unge muslimer, at volden også hidrører fra religionen, og at indvandrerfamilier trænger til solid hjælp for at blive integreret. Resultatet blev en mundkurv, en fyringstrussel og en aftrædelsesordning. Og diskret ros fra kollegaer, der ikke turde sige det samme.

250 unge kriminelle

Til gengæld foreligger bogen om Sennels’ erfaringer nu. Som psykolog har han ført samtaler med ca. 250 unge kriminelle og heraf 150 med muslimsk baggrund.

Meget handler om forskellen. Etniske danskere har et sprog og kan til dels tale om følelser og reflektere eller er indre-styrede, mens muslimske kriminelle føler sig ydre-styret og derfor er uden ansvar for egne handlinger, de er ofre og reagerer prompte og ofte voldeligt på krænkelser.

For Sennels er der en analogi fra de indsattes enorme vrede og til hellig krig og terror.

Sennels opfordrer behandlere af muslimske kriminelle til at studere islam , fordi den er en adfærdsregulator med en radikal anden opfattelse af måden at håndtere menneskelige konflikter på. Danske idealer om samtale og gensidig respekt preller af.

Det sagde Sennels til konferencen, der imidlertid endte i at lægge al skyld for mangel på integration på politiet, kommunen og medierne. Og så skælde Sennels ud for at mene noget andet.

Irriterende gentagelser

Bogen er et originalt pionerarbejde ved i diagnoserne at fokusere på individets eget ansvar og inddrage religionen i de unge menneskers identitetsdannelse.

Selvom Sennels i større omfang også kunne have rettet kritikken mod velfærdsstaten, som i forvejen tager det personlige ansvar fra den kriminelle eller utilpassede unge.

Bogen har mange irriterende gentagelser og burde været strammet op.  (Jyllands Posten 25.0.2009 – ikke online)

TIMBUKTU

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men lad os vove forsøget alligevel. På tirsdag udkommer psykologen Nicolai Sennels ‘ saglige bog om Københavns Kommune med den præcise titel »Blandt kriminelle muslimer«. Bogen er en nøgtern beskrivelse af, hvor galt det står til i landets største kommune med såkaldte »integrationsprojekter«, der er dømt til at mislykkes, fordi de drukner i dialog og blind forståelse.

Bogen vil ikke blive læst, men fordømt så meget desto mere, og forfatteren vil blive udråbt som »ekstremist« af de anmeldere, kommentatorer og politikere, hvis væsentligste karaktertræk er virkelighedsfornægtelse. Sennels må være en modig mand.

Hans karriere i behandlersystemet er slut, og han vil om føje tid være persona non grata på Nørrebro og i Nordvest. Men hatten af. Respekt. Godt gået. Må vi foreslå Timbuktu.

Mikael Jalving. Groft Sagt, Berlingske Tidende