27
feb
Seneste opdatering: 28/2-09 kl. 1118
4 kommentarer - Tryk for at kommentere!

I går eftermiddag – februar i fjerde potens der klemmer den sidste marv ud af ens vinterknogler. Idag: sol og forår i luften, uventet og i sidste øjeblik som altid. (Foto: Fiolstræde igår kl 18, klik.)

fiol-009

Den journalistiske statshemmelighed

Det værste der åbenbart kunne  ske i svensk journalistiks egen indbildning, ville være  hvis folk fandt ud af, at Sverigedemokraterna er skikkelige folkhemssosser, der synes at Sverige  var et bedre land i 1975 end idag, hvad det på ethvert målbart parameter virkelig var. Det var blandt andet verdens 4 rigeste land og dertil fredeligt indtil det kedsommelige, med en social kapital som Islands eller Japans. Det er altsammen ødelagt nu.  Hvis den svenske befolkning fandt ud af, at Fremskrittspartiet i Norge og DF i Danmark hovedsageligt består af socialdemokrater, der føler sig forrådt, blandet op med et lille skvæt intellektuelle nationalkonservative, så ville Fanden være løs, og der ville være pivåbnent for det største vægerskred i Sverige i adskillige generationer, måske nogensinde. Hvorfor de ser det som en journalistisk opgave at forhindre det vælgerskred og fastholde den myte, at det drejer sig om “højreradikale” og kvasi-nazister, kan man virkelig fundere over. Måske indgår det i pensum på journalistuniversiteterne, måske er de sig den rundhåndede pressestøtte lige lovlig bevidst. Jeg er langt fra den første, der beskriver dem som den siddende magts tjenere, så det er altså ikke en fiks idé, jeg udklækker. Fupnummeret er lykkedes indtil videre, men man kan dårligt forestille sig, at det kan overleve evigt. Hvor godt det lykkes, kan man selv vurdere i Sydsvenskans artikelserie om “de brune kræfter”. 

För första gången sedan andra världskriget har högerradikala partier idag etablerat sig som en betydande politisk kraft i Europa. I land efter land har de räknat in masstöd. Till exempel Österrikes Frihetsparti (Fpö) med 27 procent 1999, Dansk Folkeparti med 12–13 procent sedan 2001 och Jean-Marie Le Pen (FN) med 17 procent i presidentvalet i Frankrike 2002.

Högerradikalism blommar bäst i opolitiskt klimat ,  SD växer inte ifrån sina bruna rötter. Peter Larsson har i de hidtidige to artikler kun nævnt FrP og DF én gang, antagelig fordi hans samvittighed alligevel fortæller ham, at han er i gang med et svindelnummer. Det statsfinancierede beskæftigelseprojekt Gringo forsøger den samme øvelse i Skånska Dagbladet: Första plats: Pia Kjaersgaard, vi presenterar kontinentens ultimata rasseranking. En ny mäktig, europeisk rasse har presenterats varje dag (rasse = colloquial for “racist”)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Jeg begynder at beskrive dem som det fupnummer de i sandhed er. Jeg gider ikke lyve; det er så besværligt, men det giver selvfølgelig mange penge, hvis man lyver for de rigtige.

    Penge viser vej til meget : Når først de bliver meget mere værd, mens alting bliver mere og mere økonomisk tyst, så kan man være sikker på, at enden med pengenes fordærv nærmer sig med stormskridt, og så er det sikrest at man ikke løj.

    J. E. Vig

  • @J. E. Vig: Penge, ja journalistfaget er jo avanceret en del på lønskalaen i Sverige. Selvom mange menige bare tjener pænt, så er der en hel del “store navne”, der tjener omkring millionen eller mere. Det kan være motiv nok til at rette ind for de fleste.

    At være købt og betalt og samtidig uvildig beskriver af virkeligheden, er unægtelig noget af et dilemma. Hug en hæl og klip en tå ! DE har fortjent sig tilnavnet ” vakter vid maktens grindar”. Der er dog så meget retfærdighed af, at få er mere forhadte end svenske journalister.

  • Axel

    Flot foto … er jeg den eneste, der får associationer til van Goghs café-maleri?

  • Svensken

    Tror att en av anledningarna till att pressen och massmedia i Sverige är så lögnaktiga ligger i vårt beroende av storföretagen. Sverige skiljer ju sig från Danmark och Norge i att vårt näringsliv domineras av internationella företag och för dessa är politisk korrekthet en affärsidé. Genom att peka på sk mångfald gör man sig till en attraktiv partner utomlands. Man vill då förstås inte primärt associeras med det egna landet utan framstå som nationslösa. Man skall också ha klart för sig att de flesta s.k. nyhetsmedia i egentlig bemärkelse är i underhållningsindustrin och vars primära mål är att sälja så mycket reklam som möjligt. Gentemot sina kunder, dvs de nationslösa företagen, blir det då naturligt att ha en “mångkulturell” agenda. Sedan bidrar förstås också det “Messiaskomplex” som svenska folket ådrog sig genom att ha undsluppit ockupation under andra världkriget, och en i jantelagens anda oförmåga att hantera en som man upplevde “orättvis” rikedom. Men man skall nog inte underskatta de ekonomiska krafternas roll.