“Men det er vigtigt at holde fast i, at vi i denne konflikt trods alt ikke står over for børn og unge, som skal behandles for en uhelbredelig sygdom. ”

Enig, det er ikke sygdomproblemer, vi taler om, men bl.a. det, som jeg plejer at kalde uhensigtsmæssige problemløsningsteknikker. Om det emne synes jeg, at Nicolai Sennels har fået udtrykt væsentlige ting om forskelle kulturerne imellem. Han har også nævnt behovet for forskning.

Nuvel, det kunne være et job for Sennels selv, og det er ham vel undt, nogen burde dog kunne se, hvor vædifuldt det er, at vi har en modig ung psykolog, der forholder sig til, hvad han erfarer i stedet for at optræde som et ekko af andre.

Vi trænger i den grad til nye synsvinkler på vores integrationsfiasko med muslimer og kan allerede konstatere, at fiaskoen er global. Skønt der har været udvist megen god vilje og er blevet afprøvet utallige integrationsmetoder rundt om i verden, opstår der alle vegne de samme problemer med muslimer. De beklager sig på deres side over, at de ikke er accepterede og holdes udenfor, men på den anden side vil de absolut ikke ligne os eller have nærmere med os at gøre. Det er jo et paradoks.

Jeg havde engang en diskussion med Jytte Grønkjær, der er en kendt og højt værdsat århusiansk idéhistoriker og jungiansk klinisk psykolog med omfattende kursusvirksomhed indenfor Folkeuniversitetet. Hun påstod, at kultur kan nedarves, og det stillede jeg mig meget skeptisk til. Det er heller ikke svært at finde en masse eksempler på det modsatte.

Men jeg må jo indrømme, at det uden tvivl forholder sig sådan, at hvor jeg førhen altid sagde “arv og miljø” hælder jeg i dag mere og mere til at sige ARV og miljø. Jo mere jeg har fået at vide om min egen baggrund, jo mere usikker bliver jeg fx på, hvad der er mit eget valg, og hvad mine gener programmerer mig til. Genforskerne giver mig ret, og de er vist efterhånden nået til, at det med friheden til at vælge er langt mere illusorisk, end vi frygtede.

Der har i årenes løb været en del diskussion i flere norske netfora om emnet indvandrere og gener. Jeg har typisk været meget tilbageholdende med at deltage, skønt niveauet af og til har været ret højt. For mig har det været dårlig smag med al den gentænkning, og noget generelt vil jeg aldrig uddrage af den. Måske om nogle år, når jeg ved noget mere, men ikke nu.

På den anden side, hvis folks slægt er indgiftet gennem hundreder af slægtled, (hvad min familie på ingen måde er, den er kun indgiftet i et ret smalt socialt miljø, der har krævet besiddelse af de samme engenskaber for at klare sig), så bør man nok hæfte sig mere ved genmaterialet og indvandrernes fortsatte fætter-kusine ægteskaber.

Kort sagt begynder jeg så småt at regne med ukendte faktorer, der beror på en selektion, der har været hensigtsmæssig under andre himmelstrøg og levevilkår, men som kolliderer voldsomt med andre kulturer. Det må være islam, der er nøgleordet, for der kan jo være så store kulturforskelle fra muslim til muslim, at det er svært at få øje på andre fællesnævnere. Dvs. at jeg såmænd er på vej tilbage til Montesquieu og “Lovenes Ånd”, hvor det er morsomt at læse om franskmandens syn på muhamedanere.

Vi kan desværre heller ikke se bort fra, at vor egen politisk korrekthed har givet nogle af de muslimske indvandrere en følelse af succes på en række områder, som de vægter højt. Vi viger jo bestandig for islam. Og islam ligger langt dybere i selv de såkaldte moderate muslimer, end vi har forstået. Det er Sennels også inde på. Islam forstærker de problemløsningsteknikker, som vi finder uhensigtsmæssige, og kun få muslimer vil eller kan give slip på islam. Vi kan ikke sprænge det afhængigheds- og årsagsforhold, tror jeg, og jo flere der kommer til landet, jo mere umuligt bliver det.

Om indvandrerkvinderne sidder buret inde i Mjølnerparken eller i Sindal er for den sags skyld ligegyldig, savnet er det samme og med savnet følger ofte hadet til det uønskede. Det had bliver sluset ind i ungerne, og tit er det jo galt med den helt basale udvikling af de små. Mange muslimske rollinger er motorisk bagefter, overvægtige og alt for passive, sproglige sinker også på eget sprog. På dansk ville vi kalde dem kraftigt understimulerede. Men det er da muligt, at det er lettere for de muslimske kvinder at bevæge sig ud i samfundet i Sindal end i København. På den anden side er jeg ikke sikker på det. Danskere, der føler sig som outsidere, har det med at søge til storbyerne, hvor de bedre kan forsvinde i mylderet.

Vi ved alle, at børn tidligt indpodes nogle mønstre, som det kan være svært at slippe af med, selv når man gerne vil. De få gange, hvor jeg har læst muslimsk litteratur, har det slået mig, hvor smalt det mentale univers var, selv når det var mest farverigt. Vesterlændinge, der flytter til et muslimsk land, har det da også med at kede sig bravt og beklage sig over monotonien. Der er – for at sige det lige ud – sjældent mange toner på instrumenterne i de muslimske miljøer.

Noget, som vi kvinder, der diskuterer her og hos Urias, af og til har været inde på er vore muslimske medsøstres besynderlige umodenhed. Tag fx islamisten Helen Latifi, der er langt henne i tyverne og et medicinstudium. Eller hendes slyngveninde Safia Aoude, der er cand.jur. Begge virker besynderligt umodne af deres alder. Safia er et sted i 40′erne, så smart er det ikke, men begge synes uden forståelse for, hvordan de virker på andre. At læse Helen Latifis blogbeskrivelse af sig selv er, så at man tror, det er løgn og sidder og tænker på, om hun har knald i låget. Men nej, det har hun ikke, hun er blot en islamisk rose, der folder sig dvælende ud i stærk bevidsthed om sin underfulde vidunderlighed. Læs selv.

———————–

“Det ved jeg, fordi der er en anerkendt psykiater i min familie. Jeg har det fra hestens mule.”

Ja, nogle psykopater kan hjælpes på gled, det tror jeg gerne, men mon ikke de fortrinsvis er af den type, som man førhen sagde “brændte ud”, typisk omkring de 30-40? Og er de så i bund og grund ægte psykopater?

Lad os håbe, at de muslimer, der opfører sig som psykopater, blot er uægte af slagsen, kulturelle psykopater, om jeg så må sige. Dette er jo ikke et pænt sted, som Steen så dejligt skriver.

Her har jeg slettet et afsnit om, at store bevælgelser i folkehavet erfaringsmæssigt viser, at der kommer forholdsvis mange psykopater på træk. Jeg kunne også have skrevet, at vi vist igen må kalde psykopati arvelig, og at en masse indgiftning mellem nærtbeslægtede psykopater giver større risiko for at børnene bliver psykopater. Men det undlader jeg også.

—————–

“Jeg foreslår netop ikke symptombehandling, Magga, som du tror, men årsagsnedbrydning. Jeg foreslår en dramatisk sprængning af familiernes tilvante, tætte, lukkede, selvforstærkende miljø, den afgørende enkeltårsag til, at myndighederne ingen vegne kommer.”

Jeg håber, at du har ret, og jeg tror også, at en sådan løsning vil kunne hjælpe mange indvandrere. Men jeg frygter, at du undervurderer, at der også vil være mange, der ikke vil kunne løsrive sig fra de religiøse og kulturelle rødder, fordi de er så sammenfiltrede, og at det er der, årsagen befinder sig. Min bror har forsøgt at hjælpe unge muslimske kvinder væk fra deres familier, men det var fiasko på fiasko. De led i familiens skød og også, når de flygtede fra den.

Da jeg under mit historiestudium nåede til middelalderen fik vi indprentet, at vi ikke skulle regne med, at vi kunne sætte os ind i, hvad religion betød for datidens mennesker, og hvordan den gennemsyrede alle deres tanker og handlinger. Det var klogt sagt, og jeg har ofte tænkt på, at det nok også gælder i forholdet til mange af de muslimske indvandrere. Der er noget i religionen, der gør de troende høje, og som vi måske med rette kunne misunde dem. Der er jo mange måder at leve sit liv på.

Jeg tror på, at afstandene i lille Danmark stadig kan komme til at udgøre et afgørende vendepunkt for integrationen. Ingen mennesker kan holde ud kun at se TV og tale i mobiltelefon.

Med venlig hilsen

Jeg må dog fastholde, at det er muligt at aflære børns uhensigtsmæssig adfærd næsten uanset, hvad der har forårsaget den og med tiden forvandle dem til medborgere, der er i stand til at indgå i almindeligt samvær med andre mennesker. Hvad muslimske arabere angår, er det supremacisme og voldskulturen, som skal ‘udredes’ og behandles. Jo ældre, børnene er, når behandlingen sættes ind, desto vanskeligere bliver det. Efter de fjorten går det stærkt. Der er af samme grund ikke deciderede behandlingshjem for voksne. Neuronbanerne ligger fast og hjernen er fuldt udviklet. Det samme gælder jo ikke for børnene, som altid vil være påvirkelige i forskellig grad. Og vi har i Danmark stadig en vifte af muligheder, hvoraf behandlingshjemmene er for svære adfærdsproblemer. Men det er vigtigt at holde fast i, at vi i denne konflikt trods alt ikke står over for børn og unge, som skal behandles for en uhelbredelig sygdom.

For eksempel har man dog inden for psykiatrien held til at træne deciderede psykopater til at ændre deres adfærd så meget, at de bliver i stand til at fungere sammen med almindelige mennesker.

Det ved jeg, fordi der er en anerkendt psykiater i min familie. Jeg har det fra hestens mule.

Jeg foreslår netop ikke symptombehandling, Magga, som du tror, men årsagsnedbrydning. Jeg foreslår en dramatisk sprængning af familiernes tilvante, tætte, lukkede, selvforstærkende miljø, den afgørende enkeltårsag til, at myndighederne ingen vegne kommer. Da første generation ankom til Danmark, havnede mange af dem langt fra byen. De følte sig alene og hævdede, at de havde det rigtigt skidt, de vantrivedes, fordi de savnede ligesindede i deres nærhed, som var lige som dem. Denne tilsyneladende rimelige melding fattede man ikke dobbeltbunden i. De fik derfor hjælp til at flytte til byen og bo i umiddelbar nærhed af andre, der var lige som dem selv. Ghettoen var på født. Der stortrives de som mængde stadig med alle deres dårligdomme og kontrakulturelle adfærd og ikke mindst som fjender af de vantros verden.

Med venlig hilsen

Jeg kunne næsten heller få mig selv til at foreslå noget
så drastisk. Hvis vi sådan skulle rende i fakkeltog for hvert
DANSK offer for “kulturberigelsen”, så behøvede vi jo næsten
ikke elektrisk lys i gaderne.

Så det er bestemt et protestmiddel man bør bruge
med yderste varsomhed

Der har været tale om at umuliggøre modtagelse af fx arabisk tv, og det burde man gøre noget ved. Kanalerne kværner dagligt med had til Vesten. Man kunne også forbyde udrejse fx fra Europa.

Dette bygger jeg på, at det allerede for et par år siden lød fra politiet, at banderne kan samles hvor som helst i landet i løbet af kort tid. Dette muliggøres vort lille lands infrastruktur, og de biler og mobiler banderne er velforsynede med.

Det er enten islam eller os, men jeg er alvorligt bange for, at der skal en større tragedie til, førend danskerne indser det.

Vi burde tage os sammen og stoppe denne destruktive tankegang og adfærd.

På Uriasposten skrev jeg bl.a., at det er underligt at problemerne med araberne her i landet skal være forårsaget af det danske samfund, danerne selv og nu angiveligt også den danske presse.

Det politikerne og meningsdannerne m.fl. skulle spørge sig selv om er, hvordan det kan være at samtlige Vestlige indvandrelande kan opvise fuldstændig tilsvarende problemer med deres arabiske indvandrere.

Om vi ser på f.eks. Australien, Frankrig, og England, som i deres sociale opbygninger er forskellige, kan de fortælle om tilsvarende erfaringer i forbindelse med indvandrede arabere.

Men sådanne spørgsmål stiller vores politikere ikke.

Danmark har ingen skyld i balladen med araberne.

Den kan findes, som Nicolai Sennels og andre før ham har forsøgt at gøre opmærksom på, i den islamiske kultur.

Måden hvorpå araberne anskuer sig selv er den af Allah dem givne, at DE er denne klodes Rene og 1. klasses mennesker som er sat her i denne verden for at herske over alle andre mennesker. herunder også andre muslimer.

De ikke-arabiske muslimer er dog at regne for mere værd end de Infidele .

Det islamiske, dualistiske og apartheid dannende system er årsagen sammen med den selvopfattelse, som af arabere og øvrige muslimerer blevet dyrket siden Muhammeds dage.

Når generation efter generation har fået præcist det samme indlært, har læst præcist de samme tekster, så har det følger for mentaliteten.

Den arabisk/islamiske mentalitet er skruet sammen på en sådan måde at muslimer sjældent kan leve i fred og fordragelighed med ikke-muslimer.

Undtagelser ses der, hvor muslimerne stadig er i et tydeligt mindretal.

Men alt som demografien ændrer sig til muslimernes fordel kommer indvandrelandet, og dets vantro befolkning, til at mærke konsekvenserne af denne ændring i form af yderligere særkrav som vil bliver forventet indfriet.

Krav der vil berøre alle områder og niveauer af vort samfund.

Dette er hvad de forlængst islamiserede tidligere ikke-islmiske lande kan berette om qua deres historie.