“En ufrugtbar ensidighed plager de tørklædevogtende feminister”

Det kan man roligt sige, og så er de så gudsjammerligt kedelige, at man selv skal være det for at kunne holde dem ud.

“Let gang over jorden”, skrev denne Agnes, men det må nu trods alt have været svært for hende.

Sidste vinter havde jeg nogle store bøger med Johs V’s digte hjemme. Det virker, som om de kom meget ubesværet til ham, og det giver dem en lethed, der just er kunsten. Eller også er det omvendt. Sommetider er de tæt på at være pornografiske, ja faktisk er det som søsterens eskapader.

Du fortæller mig igen noget om det fynske kunstnerpar Larsen, som jeg ikke vidste. Da vi boede på Fyn tog vi ofte til Kerteminde for at gå tur, jeg husker især en St. Hans Aften, hvor vi sad på stranden med vores eget lille bitte bål, mens det blev mørkt. Ungen var da ret “små”, men han husker stadig “det lille bål” som en særlig fredfyldt oplevelse. Vi spiste tit på et konditori på et hjørne midt i byen, hvor man også kunne få hjemmelavede negerboller, siden er der kommet en dyr restaurant ude ved havnen, har jeg hørt. Håber, at Kerteminde stadig er en fredfyldt idyl.

Husker du vores diskussion om ni-åriges indgåelse af ægteskab og “mandbarhed” (frygteligt ord)?

Det stakkels lille pigebarn i Brasilien som den katolske kirke netop har lyst i band, fordi hun blev hjulpet til en abort efter en voldtægt, er kun ni år. Den katolske kirke i Danmark ville også have gjort det, fortæller min avis i dag. Dette er meget dårlig reklame for Den katolske kirke. Man ækles ligefrem ved den fuldkomne mangel på barmhjertighed overfor sådan en lille stump. Som om hun ikke havde gennemgået nok.

Der er – lidt firkantet sagt – for meget ister og isme og ideologi i feminister (a la Kvinfo) og for lidt individualisme og personligt ansvar OG humanisme – og så er der den negative tilgang til den vestlige verdens kultur, værdier og historie og ikke mindst vestlige mænd. Det samme i deres politik. En ufrugtbar ensidighed plager de tørklædevogtende feminister.

Jeg har også læst Agnes Henningsens 8 binds store selvbiografi – flere gange faktisk – og jeg har sjældent læst noget så befriende, lattermildt og Let gang på jord-agtigt. Hun var helt sikkert noget af en forgangskvinde i mangt og meget. En sulten, bramfri og også modig Quinde med spræl i – som også måtte betale en dyr pris for sin frihedstrang og så havde hun dog en velhavende familie der kunne holde hånden under hende på flere måder, når hun skejede ud.

Jeg har også læst romanen Stygge Krumpen af cerut rygende Thit Jensen. Det var noget af en mundfuld med alle disse løsslupne og jyske sex-, æde- og druk udskejende katolske gejstlige. Det er aldrig at kimse af når gejstlig dobbeltmoral og hykleri udstilles. Og helt fint er det når det gøres på en talentfuld måde. )
Thit Jensens bror Johannes V. Jensen skrev simpelthen fabelagtigt. Både skønlitteratur og lyrik. Særligt hans Himmerlandshistorier har jeg haft stor glæde og tankefuldhed af at læse. Han har en ganske særlig vejrbidt og barsk – ofte underspillet – humor og samtidig nærhed og loyalitet til de mindste ting, natur, fænomener og karakterer, han har mødt på sin vej. Og så havde han et nært forhold til kunstnerparret Johannes og Alhed Larsen.

Det er dårligt og vulgært nynorsk.

Afsenderen eller afsenderne, der kalder sig The_Muslim_ Women mener ikke, at vi skal blande os i de muslimske kolonisatorers hellige pligt. Bortset fra at gemme denne udladning, er der ikke grund til at tage sig af den. Måske er den bare en bevidst kluntet support til Sara Azmed Rasmussen.

Hvis du vil muntres op af et par af fortidens farverige danske kvindesagskvinder, der var helt anderledes modige og frimodige end Dahlerup, Holmsgaard, Dybkjær, Auken og Hanne Vibeke Holst, skulle du ved lejlighed gå ind på Wikipedia og læse om de to, som jeg nævnede i går

Agnes Henningsen og Thit Jensen. Jeg lover dig, at det er morsom læsning.

Thit var så lille, at hun måtte stå på en telefonbog for at rage så højt op, at hun kunne ses på talerstolen. De var begge fromme på deres egen højst usædvanlige måde. Thit skrev blodrige middelalderromaner og var spiritist. .

Er det denne uvenlige, hellige og meget lidt rummelige sætning?

“ALT STYRER EN ALLAH.
det onde og det gode. bli vant til det dere. lev med det eller dø.” ?

(Jeg håber at Snaphanerne gemmer den svada)

Måden hun optræder på og de manglende islamiske konsekvenser er det mest interessante af det, der sker omkring hende .
******************************”
Drude Dahlerup skrev et 2-binds værk “Rødstrømperne” som oprindeligt var tænkt som en doktordisputas (1998), men i stedet fik hun et professorat i Stockholm.

Ikke eet ord om afvisning.
*******************************

The_Muslim_Women

Hvad muslimer foretager sig i deres egne lande må de sådan set selv om, når bare de holder det hjemme hos dem selv.

Men sådan spiller klaveret ikke helt, når muslimer indvandrer i de Vestlige lande.

Her gælder nogle andre normer præcist som der er helt andre, gældende normer end de vestlige i f.eks. SaudiArabien.

Kan man som muslim ikke finde ud af at tilpasse sig indvandrerlandets normer burde man måske overveje at tage tilbage til det islamiske oprindelseslande, hvor man kan udleve sin islamiske måde at leve på.

Dette er vel ikke så urimeligt, synes du vel ?

http://tiny.cc/TZnDq

Så Drude overså fundstændig indvandrerkvinderne!

Hvad er statsfeminisme?

Ho Ho! Sikken historie. Der skal nok være noget om den, men hun skred jo meget hurtigt til Stockholm, hvor svenske feminister sørgede for, at hun blev belønnet.

Jeg har googlet Drude, men der står intet om, at hun har en doktorgrad. Linket er meget langt, så jeg har forkortet det, som Steen siger, at jeg skal. Jeg synes, at det er så sjovt, når jeg får beskeden “tiny i!”. Især da når det gælder den yderste venstrefløjs feminister. Måske skulle jeg også google antisemitisterne ligestillingsforræderen Anne Grethe Holmsgaard og pastor Margrethe Auken med paprøret nede i Europaparlamentet. Hun får sikkert en jættehøj pension. og er da forrygende ligeglad med sin medsøstres forhold, især de israelske.

http://tiny.cc/1Ivi0

“Der var vel ret gode grunde til, at Drude Dahlerups doktordisputats om dansk feminisme blev afvist.”

Undskyld, men det kan godt være jeg husker forkert, men blev den ikke rent faktisk godtaget?? Såvidt jeg husker var der en del kritik af denne godtagelse, da flere andre forskere ikke mente den levede op til de faglige krav. Hendes disputats omhandlede vist udelukkende den del af kvindebevæsgelsen som befandt sig på den yderste venstrefløj, og det gav vistnok også anledning til en del kritik. Der var vistnok også noglekonspirations-teorier om, at Nyrup-regeringen (i det skjulte) havde gennemtrumfet hendes disputats blev godtaget, da Drude Dahlerup og allierede ellers ville beskylde regeringen for at stå bag afvisningen p.g.a. hendes engagement i anti-EU bevægelsen.

Men som sgat. Det kan meget vel være jeg husker forkert. Jeg synes bare jeg læste en del om sagen i Berlingske Weekendavis dengang tilbage i 1990′erne.

Jeg har aldrig været feminist, og jeg synes, at de tager al for meget af æren for en udvikling i det 20. årh., som i alle tilfælde forlængst var i gang og blev udkæmpet relativt nedæmpet men sejt i mange sammenhænge. Derfor undrer det mig heller ikke, at feministerne ikke har øje for indvandrerkvindernes megaproblemer.

At danske kvinder gennemgående blev mere selvstændiggjort ved at komme på arbejdsmarkedet, var ikke feministernes værk. Og en dame som PH’s mor Agnes Henningsen var virkelig en tidlig foregangskvinde, når det gælder det, som man kaldte “fri kærlighed”. Ikke at den blev dyrket i mit barndomshjem, men min mor havde alle Agnes Henningsens bøger i reolen, og jeg tror, at de stammede fra en læseklub, hvor de gik på omgang. Jeg læste dem ogs med begejstring.

Det store vendepunkt var – foruden kvindernes indtog på arbejdsmarket – adgang til bedre prævention og abort. Det var noget, der virkelig rykkede, fordi kvinderne ikke alene blev bedre i stand til at forsørge sig selv men også fik bedre muligheder for at styre deres liv.

Feministerne lykkedes aldrig med så vigtige ting som at få indført mere end principiel ligeløn, og de missede fuldstændigt på pensionsområdet. Deres egne jænvaldrende medsøstre har derfor i dag gennemgående en langt mindre pensionsopsparing end mændene, skønt de kan se frem til at leve 4-5 år længere.

Meget af tumulten om ølejre og al det andet, som feministerne satte i gang, var efter min mening meget navlecentreret og ensidigt politisk. De opførte sig også på en måde, der stødte mange almindelige kvinder bort. Jeg har faktisk mere respekt for sådanne kvinder som forfatterinden Thit Jensen (Johs. V. Jensens søster), der i første halvdel af det 20. årh. stor og mægtig rejste land og rige rundt og talte om prævention i forsamlinger af forslidte husmands- og arbejderkoner. Det var der et afsnit om i “Matador”.

Forleden læste jeg en biografi om en herlig type, den socialdemokratiske Lis Groes, høj som et fyrtårn, ufiks som få og mor til ni (9), minister til venstre eller højre hånd, det ved jeg ikke, men det var hende der drev menagen derhjemme, så at hendes mand kunne hellige sig sit lederjob indenfor brugsforeningerne. Som hun sagde, havde hun efter de fire første børn indset fordelen ved stordrift. Lis Groes var tillige formand for alverdens andre ting og må have været i gang de fleste af døgnets timer, blev da heller ikke ret gammel.

Den slags kan de fleste af os slet ikke holde til, og danske kvinder betaler allerede en høj pris for, at politikere og feministerne blev ved med at kværne om, at de skulle have fuldtidsarbejde og bort fra “kødgryderne”. Det blev helt out at være hjemme, skønt de fleste kvinder helst ville have deltidsarbejde. . På den måde fik danske kvinder som de første i Europa dobbeltarbejde i stor stil.

Der var vel ret gode grunde til, at Drude Dahlerups doktordisputats om dansk feminisme blev afvist. Det var i hvert fald ikke hendes socialistiske ståsted, der spændte ben for hende på universitetet, og hun flyttede jo som bekendt til Stockholm, hvor hun blev belønnet med et professorat. En af hendes bekendte/veninder, som jeg kender, har skrevet på sin feministiske disputats i mere end 20 år, og den bliver heller ikke til noget, for hun kan ikke opspore dokumentation for den heltedåd, som hun og andre feminister har taget æren for.