10
mar
Seneste opdatering: 30/6-10 kl. 1427
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Johann Hari, Ibn Warraq, Roy Brown and Maryam Namazie comment on the problem with Sharia law at the October 10, 2008 conference on Political Islam, Sharia Law and Civil Society: (flere videos her)

In order to mark the International Women’s Day, British opponents of Sharia law organized a demonstration in London on 7 March followed by a seminar on Sharia law and women’s rights. The campaign was initiated by Maryam Namazie and widely supported by individuals and organisations, among others Ayaan Hirsi Ali, Naser Khader, Anthony Clifford Grayling, the Council of Ex-Muslims of Britain, the European Humanist Federation, the Lawyers’ Secular Society and the Iranian Secular Society. Sappho.dk. Daniella Csizmadia is a freelance journalist based in Copenhagen

Manu Sareen, Nicolai Sennels og  Rune Engelbreth Larsen

i Deadline 2 sektion, min 29:00. Det er  interessant at iagttage Politikens Engelbreth, alt imens  virkeligheden agterudsejler hans argumentation mere for hvert år der går. Han mere end antyder at kriminaliteten skyldes “tonen” under den nuværende regering. Der var én, der malende  beskrev Seidenfadens position under Muhammedkrisen, som et rådyr i natten, der er  fanget ind i en bils lyskegler. Sådan er Engebreth blevet en fange af sin egen logik, og derfor er der en vis underholdning i at se ham, mens virkeligheden maler hans konstruktion til grus og presser ham til stadig vildere (bort) forklaringer. Men vi bliver også mindet om, hvorfor vi plejer at undgå ham. Livet er for kort.

“Hvad nu hvis der ingen løsning er?”, siger Jes Stein. Ja, hvad nu hvis……..og vi, der er børn af en kultur , hvor der  var en løsning næsten på hvad somhelst. Ser vi løsninger, hvor der ingen er? Bliver “løsningen” i virkeligheden som i USA: masser af fængselspladser til masser af langtidsdømte, discount vel at mærke, ikke de behagelige bosteder vi har idag ? Sennels virker  allerede fuldt udlært i fjernsynsoptrædener, hvad der imponerer. Jeg synes selv, da jeg  overværede en Deadline for  et års tid siden, at hele situationen i et TV studie er skrækkelig kunstig og konstrueret. Glimrende TV, se det ! Og her et fremragende  mini blog essay, der desværre ikke kunne  være mere apropos: How Islamic Immigration Reverses Civil Rights in the West.Og mht løsninger, så skriver  Mogen Carmre d. 10 marts bla. følgende i Nordjyske.dk i en replik til Vagn Greve: (ikke online)

En forfejlet integrationspolitik? Det kan man måske godt kalde det, men bare ikke i den betydning, som Vagn Greve mener. Fejlen er, at man har troet, at man kunne integrere mennesker, som ikke er kommet for at blive integreret, men for at erobre nyt territorium. Alle de EU-lande, der ligesom Danmark kritikløst har ladet store grupper af mennesker fra den muslimske verden indvandre, har præcis de samme problemer. Det er ikke fordi de har undladt at spørge Vagn Greve om, hvad de skulle gøre. Det er fordi opgaven er umulig.

Bandekrigens årsag er, at befolkningseksplosionen i de muslimske lande har skabt en udvandringsbølge af mennesker, som ikke kan finde arbejde, funktioner, muligheder i deres egne lande. De strømmer til et udviklet Europa, som ikke har brug for dem, og de kommer med forskruede holdninger til livet og verden – og de er i gang med at ødelægge Europa på samme måde, som de og deres kultur har ødelagt de lande, de kommer fra. Vagn Greve har ingen løsninger – hvis han havde, burde han ofre sig og rejse til Mellemøsten og begynde fra bunden. Vi der lever i realiteternes verden ved, at vi kun kan overleve ved at lukke grænserne og sende dem tilbage, som ikke vil leve som vi.

Amzeh Rasmussen dødstruet

At tænke sig……………………

Etter at hun brente en hijab på Youngstorget i går, våget ikke Sara Azmeh Rasmussen å gå hjem alene. Da hun kom hjem fikk hun en rekke alvorlige trusler.

– Jeg har fått ubehagelige meldinger, særlig i går kveld og i natt, fra sinte muslimer. Det var grove skjellsord. Jeg fikk beskjed om at jeg burde bli brent sammen med sløret, sier Sara Azmeh Rasmussen. Azmeh Rasussen forteller til VG Nett at hun fikk flere drapstrusler da hun stilte på nettprat på aftenposten.no i dag.

– En som kalte seg “en skolejente med slør” skrev masse skjellsord og avsluttet med å si at de skulle drepe meg. Hvem “de” er, vet jeg ikke. Det har vært veldig ubehagelig å få så mange grove skjellsord rettet mot seg, beskyldninger om at jeg er betalt for å gjøre dette. Trusler og mange andre ubehagelige ting, sier Rasmussen til TV 2 Nyhetene. Jeg må være ærlig å si at jeg blir redd, sier Rasmussen og legger til at hun er ekstra forsiktig når hun beveger seg på gaten. Men dette er et valg jeg selv har tatt, og jeg tar konsekvensene av det, sier hun.  TV 2 no.og VG net

Monica Papazu: Islam

Det store essay fra Tidehverv september 2006 er kommet online, og vi har fået lov at gengive det. Vi takker:

I. Den historiske erindring

Hvornår begyndte jeg at blive opmærksom på islam? Det er svært at sige. Det, som har fundet sted inden for de sidste 10-15 år (krigene i Eksjugoslavien, især i Bosnien-Herzegovina og i Kosovo; Bosniens gradvise islamisering: Alija Izetbegovic’s Islamiske Erklæring (1970, 1990), de internationale helligkrigeres tilstedeværelse, udbredelsen af den wahhabistiske lære; Kosovo-albanernes ødelæggelse af omkring 150 kirker og klostre, hvilket fortsætter i skrivende stund; de gængse terroristiske handlinger mod Vesten fra “nine eleven” (11. september 2001) til terrorangrebet 7. juli 2005 i London (se note 1); manifestationerne med slagordet “Kill those who insult islam” rettet mod Danmark i år (se note 2), angrebet på de danske ambassader rundt om i verden og afbrændingen af det danske flag som følge af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten; de forskellige islamiske krigserklæringer fra imamer i Vesten og fra Osama bin Laden), alt dette står ikke for mig som noget fuldstændig nyt, men blot som en ny etape i den islamiske religion, for hvilken krigen og ekspansionen ved sværdet ikke er en tilfældig manifestation, som afhænger af skiftende historiske omstændigheder, men et konstant træk hævet over selve historiens tilskikkelser.

Islam er vendt tilbage. For mig har dette ikke været nogen overraskelse. Jeg stammer nemlig fra et land, der har været og stadig er præget af det osmanniske riges historie. Navne som Stefan den Store eller Konstantin Brâncoveanu er en del af rumænernes nationale erindring.

Moldaviens fyrste, Stefan den Store, førte i sin næsten 50 år lange regeringstid (1457-1504) 36 krige mod osmannerne for at forsvare sit lands frihed – efter hvert slag, vundet eller tabt, rejste han en ny kirke eller et nyt kloster. Han indgik i forskellige kristne fyrsters sammenslutninger, forsøgte at indkalde til en samlet kristenhedens aktion og deltog – ligesom Vallakiets fyrste Mircea den Ældre havde gjort en 80 år tidligere (se note 3) – i korstog (sammen med Polen, Ungarn og Venezia) til forsvar mod osmannerne. Til sidst, i 1480, blev han (ganske som det havde været tilfældet med Mircea den Ældre, der efter at have kæmpet mod tyrkerne i 30 år, bøjede sig i 1417 for deres magt) nødt til at acceptere vasalforholdet og betale den sharia-baserede årlige tribut. Som et symbol på den kristne fyrste – sit folks beskytter og kristenhedens forsvarer – blev han helligkåret i 1992, hvilket kun er en sen anerkendelse af den betydning, han altid har haft i folkeerindringen.

Konstantin Brâncoveanu, Vallakiets fyrste, er ikke kun helgen, men martyr. Han tilhører en senere periode, og hans historie afslører med ét den skæbne, som tilfaldt de besejrede kristne fyrstendømmer. I den Stille Uge i 1714 blev Konstantin Brâncoveanu og hele hans familie arresteret og ført til Konstantinopel (Istanbul). Der blev han lovet, at han og hans familie kunne redde livet, hvis han konverterede til islam. Han nægtede det. I en folkevises ord:

“Må Herrens vilje ske. / Om så alle mine bliver dræbt / Vil jeg ikke afsværge min tro”. Først blev hans fire sønner halshugget for øjnene af ham, dernæst han selv. Hovederne blev sat til skue, på stage, i tre dage, hvorefter ligene blev kastet ud i havet. Nogle fiskere fandt dem og fik dem begravet i Gudsmoders-kloster på den lille græske ø Kalki.

Først ved uafhængighedskrigen 1877-1878 (den tyrkisk-russiske krig) vandt Rumænien såvel som Serbien og Montenegro og Bulgarien deres uafhængighed af Porten (det osmaniske rige).

I virkeligheden er denne fortid ikke nogen fjern fortid. Lidt over 100 år adskiller os fra denne periode. Serberne, montenegrinerne, albanerne, bulgarerne, grækerne har været en del af Dar-al-Islam, “islams hus” under islamisk fred. De blev “dhimmier”, “de tolererede”, de ydmygede, de, som skulle vige for muslimen, gå kun forbi ham ved hans venstre (forbandede) side, betale “dhimma”, lade sig tvangsforflytte (således blev Konstantinopel efter den osmanniske erobring delvis tømt for den overlevende græske befolkning, og i tidens løb genbefolket med tyrkere fra Anatolien og med kristne folk fra områder under osmannisk kontrol, f. eks. vallakiere og serbere; dette er også forklaringen på osmannernes imødekommenhed over for de jøder, som blev drevet ud af Spanien efter den kristne generobring, reconquista (se note 4)). Det er i grunden bemærkelsesværdigt, at disse folk – på nær albanerne – ikke lod sig islamisere. De rumænske områder på deres side forblev med nogle undtagelser (f. eks. Dobrudja ved Sortehavskysten, som H. C. Andersen besøgte) uden for Daral-Islam – sharia blev ikke indført – men vasalforholdet (som betød politisk afhængighed såvel som økonomisk udplyndring) satte sig alligevel dybe spor i folkets liv. En form for dhimmi-mentalitet udviklede sig – at bøje nakken, finde sig i ydmygelsen, overleve gennem kompromis. Ganske betegnende er de ord, som kendetegner “korruption” på rumænsk, tyrkiske: “pesjkesj” og “baksjijsj”. Den første betyder den gave, som fyrsten skal give sultanen ved sin indsættelse; “baksjijsj” er gaven til Storvesiren og de andre vesirer. Når man i dag betragter korruptionen i Østeuropa, er det svært at bedømme, hvor meget det skyldes de 50 års kommunistiske totalitarisme, og hvor meget grunder sig i de 400-500 års overlevelse under islamiske vilkår.

Ja, alt dette kendte jeg. Det var den næsten nære fortid. Men det nærværende – kommunismen – gjorde det til noget, som utvivlsomt var lærerigt, men som kun var aktuelt i det omfang, de nuværende generationer kunne finde moralsk støtte i den gamle fortælling om vore folks kampe mod den muslimske erobring.

Og pludselig, da kommunismen var faldet, kunne man atter se den gamle fare – islam – rejse sig ved horisonten. Den gamle totalitarisme, den gamle, usvækkede, aldrig helt besejrede islamiske utopi på fremmarch.

Der havde dog været mennesker, som havde advaret os. Chesterton var en af dem. Og hans ven, historikeren Hilaire Belloc var en anden. Hilaire Bellocs ord fra 1937 viste sig at være profetiske: “Grundlæggende overlever islam. … Dets religion er uberørt, og derfor kan dets materielle styrke vende tilbage. Vor religion til gengæld er i fare …”. “Islam har ikke erfaret det åndelige forfald [som kristendommen er gået i]. I modsætningen mellem [vor egen åndelige svækkelse] og de religiøse overbevisninger, som stadig er stærke gennem hele den islamiske verden – … i Indien … Marokko … Nordafrika … Egypten … Syrien … Palæstina – ligger faren for os. … Disse linjer blev skrevet i januar 1937. Inden de kommer på tryk, kan situationen i Mellemøsten, som er hurtigt skiftende, måske have forandret sig mærkbart. Måske kan denne ændring blive forsinket, men der vil være en ændring, en vedvarende og stor ændring. Som følge deraf, især hvis processen får lov til at strække sig over lang tid, er det lidet sandsynligt, at islam vil tabe til sidst” (se note 5).

Rolandskvadet

Ja, Hilaire Bellocs ord var skæbnesvangre. En indsigt som den, Belloc lægger for dagen, kan kun udspringe af en dyb forståelse af islams væsen og en skarp historisk hukommelse. For vi befinder os ikke i en fuldstændig ny situation. Alene glemselen af historien kan forklare den forundring, med hvilken en betragtelig del af den vestlige verden ser på islams manifestationer. Og dog burde vi have været forberedt. Selve vor europæiske kultur har forberedt os på det.

Der ligger noget symbolsk i, at det allerførste storværk i den franske litteratur, det værk, med hvilket den franske litteratur overhovedet begynder, handler om kampen mod islam. Dette værk hedder La Chanson de Roland: Rolandskvadet eller Sangen om Roland (se note 6).

Rolandskvadet er en dramatisk fortælling fra Karl den Stores tid, men forudsætningen for de begivenheder, det drejer sig om, ligger tidligere i tiden. Et århundrede efter Muhammeds død var det lykkedes islam at udvide sit herredømme med ufattelig hast. De gamle kristne steder var faldet ganske få år efter Muhammeds død (632): Damaskus (635), Antiokia (636) (“det var i Antiokia, at disciplene først fik navnet kristne” – A.G. 11,26), Jerusalem (638). Det fortælles, at da Jerusalems patriark, Sofronius, rædselsslagen så byens fald og muslimernes indtrængen på de hellige steder, udtalte han de gamle apokalyptiske ord: “Se[] ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund” (Matt 24,15) (se note 7). Alexandria og Kartago fulgte efter (642; 674-700). Den romerske kultur i Nordafrika blev udryddet. I Øst gik erobringen så langt som til Persien og Indien, ja, til Kinas grænse. I 711 gik berberen Tarik med en enhed på 7.000-12.000 mand over det stræde, som ville få hans navn: Gibraltar (se note 8). Erobringen af Hispania (det latinske ord for den iberiske halvø) var begyndt. Erobringsiveren fortsatte, og i 720 gik den muslimske hær over Pyrenæerne og erobrede Narbonne i Sydfrankrig. De fortsatte i de næste år og nåede helt hen til Loire-floden. Men mellem Tours og Poitiers blev den muslimske hær knust af rigshovmesteren Karl Martel (Hammeren). Slaget i 732 er, som Chateaubriand skrev, “en af de største begivenheder i historien: Var saracenerne gået af med sejren, ville verden have været muhammedansk” (se note 9).

Karl Martels sønnesøn, Charlemagne eller Karl den Store, arvede bedstefarens format – han fortsatte kampen, en kamp, som hans far, Pépin le Bref (Pépin den Lille), også havde ført med succes: Pépin le Bref generobrede nemlig Narbonne. Karl den Store gendannede det vestlige romerrige. Det var normalt, at han skulle sikre grænsen til det nu muslimske Spanien. Han drog i felttog i Spanien, mod byen Zaragoza i grænselandet, efter alt at dømme efter en løgnagtig oplysning om, at byen ønskede at overgive sig, opnåede ikke noget, og på tilbagevejen, ved bjergpasset Roncevaux, blev den 15. august 778 hans bagtrop, ført af Roland, markgreven af Bretagne, angrebet og fuldstændig tilintetgjort af kristne baskere i alliance med muslimer (se note 10).

Med udgangspunkt i denne dramatiske episode har den folkelige fantasi skabt et stort helteepos om sammenstødet mellem kristenheden og den muslimske verden. Fortalt fra generation til generation (det eksisterende manuskript er fra 1080-1100) endte Rolandskvadet med at samle flere århundredes historiske erfaringer i sig.

Jeg vil ikke her beskæftige mig med dette værk i dybden, men kun stille et enkelt spørgsmål, som er relevant for vor undersøgelse: Hvad er Rolandskvadets syn på islam? Sangen om Roland er en fortælling om forræderi: Et muslimsk forræderi, en bedragerisk aftale (forræderiet eller bedraget er ikke, som bevidnet af den muslimske tradition, fremmed for islams væsen (se note 11)), som først får alvorlige konsekvenser, når de kristne også forråder deres land.

Den er endvidere et værk, hvor to opfattelser af retfærdigheden står ansigt til ansigt:

For muslimerne er den talmæssige styrke og den sejr, som de forventer, et bevis på, at de handler rigtigt: “Da hedningene ser de franske kun er få, / så fyldes de af overmod og tryghed, / de siger til hinanden: “Kejseren har uret!”” (145, v. 1940-1942). I en sværdets religion, sådan som islam er, hvor guden lover jordisk fremgang, sejr og bytte, er de materielle tegn et bevis på at være på Guds side, altså at handle retfærdigt. Dette bevis er – som Thomas Aquinas ville sige i sin afvisning af islam – af den art, som er karakteristisk for “røvere og tyranner” (se note 12). Modsat afhænger den frankiske opfattelse af retfærdigheden ikke af tal eller fysisk overlegenhed. Der er et transcendent retfærdighedsprincip, til hvilket Karl konstant appellerer (246) (se note 13). Magt er ikke ensbetydende med ret. Der er noget, der simpelt hen er rigtigt eller forkert, uanset hvad det faktiske udfald så kan være. Og der er bagefter domme, som må fældes i overensstemmelse med loven (“døm … som loven kræver” – 272, v. 3750-3751).

Det mest ejendommelige træk ved beskrivelsen af islam i kvadet er, at muslimerne, som omtales som følgere af “den falske tro, som Gud aldrig har elsket” (264, v. 3638), skildres som tilbedere af Muhammed samt to andre guddomme, Apolin og Tervagan på oldfransk, af usikker etymologi, og som er forbundet med magi og mørkets magter. Islam beskrives som en afgudsdyrkelse, hvilket ved første øjekast synes at være en total misforståelse, men ikke behøver at være det. Disse billeder fortæller om, hvordan den kristne Middelalder erfarede islam – som noget dystert, ondt, noget, der hører Satan til. Til sidst, da muslimerne bliver besejret og mister livet på valpladsen, gentages det som et omkvæd i teksten, at “Satan … henter deres sjæl” (se note 14). Han tager det, der er hans.

*

Naturligvis er Rolandskvadet ikke en klagesang, men heltedigtning. Det fortæller om den unge helts død sammen med de riddere, som var blomsten af det frankiske rige – ikke én af dem bjergede livet, hvilket er historisk korrekt. Det ærer deres minde, men viser også, at ondskaben kun har én stund. Kampen genoptages nemlig. Efter katastrofen i Pyrenæerne vender Karl den Store tilbage, besejrer Zaragoza og straffer den frankiske forræder. Men kvadet véd også, at dette kun er ét slag i en krig, som ikke vil få ende:

“Da kejseren havde endt sin rettergang”, og han havde “lagt sig i sit hvælvede kammer”, hørte han Guds budbringer sige: “”Karl, du må samle alle hære i dit rige! / Med al din magt skal du tage ned til Bire / og hjælpe kongen, Vivien, i byen Imphe, / imod de vantro som belejrer ham: / De kristne kalder på dig, du må komme”. / Kejseren ønsker han kunne lade være at rejse: / “Gud”, siger han, “mit liv er fuldt af sorger!” / Hans øjne græder og han river sig i skægget” (291).

Disse ord er afslutningen på kvadet.

Når jeg har bragt Rolandskvadet som indledning til mit emne, er det, fordi jeg finder det vigtigt at se på den europæiske historiske erindring, som er nedfældet i vor kultur. Rolandskvadet, som danner udgangspunktet for fransk skønlitteratur, tilhører ikke alene Frankrig. Det har været udbredt over hele kristenheden og taler i grunden om den samlede kristenheds forsøg på at standse den islamiske indtrængen. Som en speciel detalje, som jeg ikke kan lade være med at nævne, er en af Karl den Stores særligt trofaste og modige riddere Holger Danske (Ogier le Danois, Ogier de Danemark) (se note 15); i et andet fransk digt af samme art tilskrives han endda æren for at have reddet Frankrig under en muslimsk invasion.

Rolandskvadet er et digterisk vidnesbyrd om europæernes første konfrontation med islam. Den konfrontation, som kom via Spanien. Derfor er det næste punkt, jeg vil tage op, det muslimske Spanien.

Al-Andalus

Var det muslimske Spanien, Al-Andalus, som muslimerne kaldte det, et eksempel på muslimsk tolerance, på fredelig sameksistens for “Bogens Folk” (her: muslimer, kristne og jøder), som i lykkelig forening med hinanden, under den viise muslimske regering, skabte en af verdens højeste kulturer? Var det så de tilbagestående kristne, som, oprindeligt forskanset i det nordlige af landet, til sidst lagde denne intellektuelle og åndelige oase i ruiner?

Al-Andalus svarede ikke til dette idylliske billede. Det er rigtigt, at Andalusien står som et enestående kulturelt højdepunkt i Middelalderen. Kunst, arkitektur, digtning, lærdom, videnskab blomstrede som aldrig før eller siden i den muslimske verden, med undtagelse af Bagdad i slutning af 700-tallet og i 800-tallet (under den legendariske kalif Harun-al-Rashid og hans efterfølgere). Nogle af Andalusiens monumenter er selv med eftertidens øjne imponerende (f.eks. Alhambra-paladset i Granada eller den store moske i Córdoba (se note 16)). Nogle af Andalusiens bøger har haft stor betydning for selve den europæiske kultur. For kun at give ét eksempel: Averroes’ kommentarer til Aristoteles. Men allerede når vi nævner Averroes (Ibn Rushd fra Córdoba, 1126-1198), begynder billedet at formørkes, for Averroes blev dømt for kætteri, sendt i eksil, og mange af hans bøger blev brændt (se note 17). Som den amerikanske historiker Stanley G. Payne skriver: “Den strengeste ortodoksi var karakteristisk for islam på den iberiske halvø igennem næsten hele den muslimske periode” (se note 18).

Den høje kultur, som rejste sig i Andalusien, var ikke en symbiose-kultur. Den kristne kultur gik simpelt hen under, ligesom den kristne befolkning, som gradvist forsvandt. Al-Andalus betyder muslimsk kultur. Det var primært islamisk teologi, sharia-videnskab, islamisk historieskrivning (som også opfyldte en propagandarolle, idet den forherligede den muslimske erobring) – og de kætterske tendenser, som lærdommen uvægerligt indeholdt, undgik ikke ortodoksiens skarpe blik: Den kulturelskende Al Hakam II’s (961-976) rige bibliotek blev renset af sin efterfølger Al-Mansur for bøger, som blev betragtet som afvigende i forhold til den islamiske norm (se note 19). Det var endvidere arabisk filologi, lyrik og musik. I 800-tallet for eksempel var det reglen, at den intellektuelle elites dannelsesrejse gik til Bagdad, og det var fra Bagdad, at de inspirerende trends, fra hof-skikke til mode og kosmetik, kom.

Islamisk og kristen kultur smeltede ikke sammen. Den muslimske kultur blomstrede på trods af landets næsten kroniske tilstand af politisk ustabilitet, magtkampe, rivalisering mellem arabere og berbere, konflikter mellem muslimer og ikke-muslimer. Den kristne kultur overlevede op til et punkt i de resterende klostre, hvor man stadig kunne læse Augustin, Gregor den Store såvel som Horats og Virgil. Allerede i midten af 800-tallet var tilpasningen til islamiske vilkår dog så udpræget, at selv de mennesker, som var forblevet kristne, ikke længere kendte deres egen tradition. Sådan fortæller forfatteren Álvaro fra Córdoba i sin bog Indiculus luminosus (854):

“Mine trosfæller holder af at læse arabisk prosa og poesi. De studerer de islamiske teologiske værker, ikke for at gendrive dem, men for at lære at udtrykke sig korrekt og elegant på det arabiske sprog … Alle unge kristne, som gør sig gældende ved deres talent, kender kun arabisk sprog og litteratur. …. De kristne har glemt selv deres religions sprog [latin]” (se note 20).

“Al kultur såvel som al religion i Al-Andalus”, skriver Stanley G. Payne, “var struktureret efter orientalske normer og havde orientalske rødder. Ikke-islamiske hispaniske forløbere for disse ideer og strømninger er simpelt hen umulige at finde” (se note 21). Skønt den direkte europæiske påvirkning var svag, kan man ikke se bort fra, at den vitalitet, som den andalusiske kultur udviste, i betragteligt omfang skyldtes flertalsbefolkningens romersk-kristne grundlag. Det er tankevækkende, som Bat Ye’or understreger, at “[d]en islamiske litteratur, videnskab, kunst, filosofi og retsvidenskab ikke opstod og udviklede sig i Arabien, inden for rammerne af en udelukkende arabisk og muslimsk befolkning, men midt iblandt de besejrede folk, idet den sugede deres kraft til sig og nærede sig af dhimmi’ernes døende krop, som blev tappet for blod” (se note 22).

Den besejrede befolkning levede nemlig under jihad, som blussede periodisk op, i takt med nye anstrengelser for en tilbagevenden til ortodoksi (et træk, som synes at være den islamiske verden iboende), og på dhimmi-betingelser. Islamiseringen og arabiseringen gjorde sig så stærkt gældende, at i dette land, som oprindeligt havde et kristent flertal, blev de kristne i tidens løb til en forsvindende minoritet. I de første årtier efter erobringen udgjorde muslimerne kun 1 % eller 2 % af indbyggerne. I begyndelsen af 900-tallet er situationen en helt anden: De kristne dhimmi’er er nu under 60% af den lokale befolkning, og i slutningen af 1000-tallet udgør de ikke mere end 20% (se note 23). Alt dette skete dels gennem ændringen af den demografiske sammensætning (blandede ægteskaber), dels via konvertering til islam (frivilligt eller ufrivilligt – konversion for at bevare sin stilling, undslippe den obligatoriske dhimmi-tribut og de ydmygende vilkår), hvilket betyder assimilering: det sejrrige mindretal assimilerede det besejrede flertal, dvs. forvandlede det i sit billede; dels ved, at de kristne i gængse bølger flygtede til de nordlige bjerge, som repræsenterede det frie Spanien, dels ved at de blev massakreret, dels ved at de blev drevet ud. Efter massakrerne i 1065 og 1099 blev de sidste andalusiske kristne deporteret til Magreb (Nordafrika) i 1120 (se note 24).

“Den kristne modstand havde sine martyrer i Andalusien under Abd Al-Rahman II (822-52). Hans efterfølger … tvang nogle af sine kristne embedsmænd til at konvertere til islam … i 891 blev Sevilla og de omkringliggende områder vædet i blod ved massakren på tusinder af spaniere – kristne eller islamkonvertitter [som altid blev anset som underlegne i forhold til de arabiske og selv de berberiske muslimer] … Forfølgelserne under Almohaderne [som ønskede at vende tilbage til den rene, sande islam – i dag vil man kalde dem islamister] i Nordafrika og det muslimske Spanien (1130-1212) tilintetgjorde kristendommen dér”, skriver Bat Ye’or (se note 25).

De martyrer i Andalusien, som Bat Ye’or henviser til, er kendt under navnet “Córdoba-martyrerne” (se note 26). Det drejer sig om 48 kristne (mænd og kvinder, præster, nonner og lægfolk, af hispanisk, men også af græsk, arabisk eller blandet oprindelse), som i perioden 850-859 led martyrdøden. De er martyrer i ordets egentlige betydning, dvs. trosvidner. De blev dræbt i overensstemmelse med den islamiske lov, enten for blasfemi imod islam (de bekendte Kristus som Gud, de fornægtede Muhammeds lære og betegnede ham som en “falsk profet”) eller for apostasi (frafald fra troen) (se note 27). Hvad frafaldet angår, drejede det sig hovedsagelig om mennesker af blandet oprindelse, som ifølge islam er født muslimer. Af denne grund er det dem ikke tilladt at bekende sig til en anden tro; at gøre det er frafald og straffes med døden. Karakteristisk for denne gruppe martyrer, som vi kender takket være den hellige Eulogius’ bevarede manuskripter (munken Eulogius var en af de sidste til at miste livet under denne forfølgelse) og hans ven Álvaros fortælling (se note 28), var modet til klart at bekende troen. Vigtigheden af dette vidnesbyrd kan slet ikke overvurderes. Det skal nemlig ses på baggrund af den tavshed, som en del kristne var blevet bragt til, og af kirkehierarkiets skammelige kompromis med magten (et fænomen, som synes at gentage sig konstant i historiens løb). Ligesom kirkehierarkiet i kommunist-tiden fordømte de præster og lægfolk, som klart og tydeligt bekendte deres tro på Kristus og afviste kommunismens falske frelseslære, ligesådan forsøgte det spanske kirkehierarki, som i øvrigt blev godkendt af det muslimske styre, at lukke munden på de modige kristne og fordømte martyrerne på konciliet i 852.

Skønt jøderne i kraft af deres lange diaspora-erfaring hurtigt tilpassede sig det muslimske samfund og havde en forholdsvis gunstig position – deres bidrag (i form af handel, administration, kultur) har været anderledes markant end de kristnes i Andalusien (se note 29) har dette ingenlunde forsvaret dem imod pogromer (hele den jødiske befolkning i Granada blev massakreret i 1066: omkring 3000 mennesker (se note 30)), imod tvangskonversion, imod at blive genstand for fornyet jihad. Deres situation forværredes dramatisk fra midten af 1000-tallet og i det næste århundrede. For dem gjaldt det også, at det at bevare sin tro kunne straffes med døden.

Den jødiske filosof, Ibn Aqnin (1150-1220), ven af den berømte Maimónides (se note 31), fortæller således om forfølgelserne under Almohaderne i Spanien og Magreb i slutningen af 1100-tallet:

“… Både de mægtige og de jævne folk vidner imod os, og domme bliver fældet; den mindste af dem gør det lovligt at udgyde vort blod, beslaglægge vor ejendom, vanære vore koner. … Dernæst blev et nyt dekret udstedt … som ophæver vor ret til at arve og til at have myndighed over vore børn, som bliver givet i muslimernes varetægt … et af deres principper er, at alle børn oprindeligt er født som muslimer, og det kun er deres forældres opdragelse, som gør dem til jøder, kristne eller magiere [sætningen tilskrives Profeten Muhammed og er registreret i hadith-samlingen Al-Bukhari: 23,93 (se note 32)] … Og en ny prøvelse kom over os … Det blev forbudt for os at drive handel, som er vor eneste levevej … disse forfølgelser er … værre end dem, vi blev udsat for under slaveriet i Egypten … vi er tvunget til at gå i sort, som er sorgens farve … i dragter med lange ærmer, hvilket har som mål at få os til at ligne kvindernes underlegne status … Sigtet med denne forfølgelse af os ved Ismaelitterne er … at tilintetgøre Israels tro, og derfor må man hellere acceptere døden …” (se note 33).

Blev der skabt en kristen kultur i det multikulturelle, multietniske Andalusien? Svaret er nej. Spansk skønlitteratur begynder med El Cantar de Mío Cid (Sangen om El Cid, 1140), som bestemt ikke står for nogen symbiose med islam, men er tværtimod et kampskrift ligesom Rolandskvadet. Det er således betegnende, at spansk ligesom fransk litteratur har konfrontationen med islam som sit udgangspunkt. Sangen om El Cid (helten Rodrigo Díaz de Vivar) markerer Reconquista, generobringen eller befrielsen af det spanske land.

Jeg vil ikke genfortælle Reconquistas historie, blot nævne den overvældende kendsgerning, at generobringen tog næsten 800 år, fra 718 til 1492.

Reconquistas sejr er næsten samtidig med Konstantinopels fald: 1453.

I historiens tilbageblik har man lov til at spørge sig selv, hvordan Europa ville have set ud, hvad vi selv ville have været, hvis invasionen i Frankrig i 732 ikke blev standset, hvis det østlige romerrige (Byzants) ikke havde været i stand til at holde så længe, hvis Spanien ikke blev befriet, og hvis det andet forsøg på Reconquista, generobringen af Jerusalem, ikke havde fundet sted.

Der har, når alt kommer til alt, kun været tre, måske fire reconquista’er i historiens løb. Af de fire har tre været vellykket: Den spanske, den ortodokse i Balkan-området og, som Bat Ye’or konstant minder om, den jødiske i Israel. Vi kan kun konstatere, at på det kolossale område, som islam har tilegnet sig fra kristne folkeslag, har alene de katolske spaniere og de europæiske ortodokse folk kunnet holde stand og i tidens løb befri deres land. Den ortodokse reconquista har varet 500 år. Det andet forsøg på reconquista – korsfarernes forsøg på at befri Mellemøsten – varede 200 år (syv korstog, fra 1098-1099 til 1291) og slog fejl.

Det næste kapitel handler om korstogene.

Korstogene: “Der ligger en Stad i det Tyrkiske land” (se note 34).

Hvad korstogene betyder, skriver Chesterton, kan siges “i én sætning: Rom blev nødt til at genvinde, hvad Konstantinopel ikke havde kunnet beholde”. Korstogene betød, fortsætter han, “at Vesten vågnede op” (se note 35). Moderne kritikere “synes at glemme fuldstændig, at længe før korsfarerne drømte om at ride til Jerusalem, var muslimerne nær redet ind i Paris. De synes at glemme, at hvis korsfarerne næsten erobrede Palæstina, var det kun et svar på muslimerne, som næsten havde erobret Europa. … Korstoget var en kontraoffensiv. Det var forsvarshæren, som nu gik til angreb og drev fjenden tilbage” (se note 36).

I november 1095 holdt pave Urban II sin korstogstale på kirkemødet i Clermont:

“Baade vi selv og I …”, sagde Urban, “har hørt noget, som vi kun med et dybt Suk kan omtale, nemlig hvilke store Lidelser, Besværligheder og Undertrykkelser de Kristne i Jerusalem og Antiokia og andre østerlandske Steder pines og kues og forurettes med, de som er vore Brødre, Kristi Lemmer … I deres egne Slægtshuse gøres de til Trælle af fremmede Herrer eller jages ud af dem … I hine Byer hersker overalt Sorg, overalt Elendighed, overalt Sukke. … Kirker[ne] … er nu … kun Stalde for Kvæg! … I Antiokia, hvor den salige Peter var Biskop, … har Hedningerne i selve Kirken opstillet deres Afguder og har fra det gudindviede Rum skændigt fjernet den kristne Tro … Jeg undser mig for at tale om det hellige Jerusalem … [D]en By, hvor Jesus Kristus … har lidt for os, da vore Synder gjorde det nødigt …, er … undergivet Trældom. … Om Herrens Grav vil jeg end ikke minde, da I med egne Øjne har set, til hvor stor Skændsel den er overgivet … [S]kynd jer at ile til Forsvar for Østens Kirke; thi fra den er det, at Glæden over jeres Frelse er udstrømmet … Drag ud med Kristus til Fører som en kristen, en uovervindelig Hær! … at svinge sit Sværd mod Saracenerne, det er en Lykke uden Lige, thi dette er Kærlighed, at sætte Livet til for sine Brødre” (se note 37).

Denne appel blev ikke overhørt – nødvendigheden af et samlet modsvar til muslimerne var efterhånden begyndt at trænge igennem i den folkelige bevidsthed, ikke mindst takket være mennesker som Peter Eremitten, som krøniker og fortællinger har gjort til en sagnfigur. Peter Eremitten prædikede imod “the Evil Empire of Mahound” (Mahounds ondskabens imperium – Mahound var Muhammeds navn i Middelalderen, og navnet blev til en almindelig betegnelse for den falske profet eller endda for satan selv (se note 38). Både Chesterton og Salman Rushdie bruger navnet Mahound (se note 39)). Et stort antal mennesker besvarede appellen – mellem 100.000 og 140.000 mennesker til at begynde med, hovedsagelig fra Frankrig, Italien, Syd- og Vesttyskland tog, som det hed, korset. Med tiden vil der være korsfarere fra så godt som alle kristne folk: Fra Flandern, Skotland, Wales, Skandinavien, fra Polen, Ungarn og Vallakiet (se note 40). Der vil være legendariske helte: Godfrey af Bouillon (Godefroy de Bouillon), Tancred fra Italien, og store konger: Henrik II Plantagenet (1154-1189), hans søn Richard Coeur de Lion (1157-1199), Ludvig IX, som franskmændene kalder “Saint Louis” (1215-1270; han døde nær Tunis).

Korstogene var en “folkelig bevægelse” med alle de kvaliteter og skavanker, massebevægelser har, som Chesterton siger. Ivrig, sommetider ustyrlig, med en lidenskab, som kunne blive til forbryderisk galskab. Det var en blandet skare. Ridderne red, og fodfolket gik. Korsfarerne blandede sig med pilgrimme, og skillelinjen mellem pilgrimstog og korstog var uklar. Der var væbnede og ubevæbnede mennesker. Der var kvinder og børn (der blev endda et børnenes korstog i 1212), og der var tilligemed bevæbnede kvinder, som aflagde korseden.

I sin tale, som gav startskuddet til korstogene, gav Pave Urban II et korrekt billede af de kristnes situation i Østen. Jerusalem var blevet erobret af muslimerne allerede i 638, og i de efterfølgende århundreder er der mange sigende eksempler på dhimmi’ernes prekære vilkår (jøderne og de kristne i Jerusalem skulle i 772 bære et mærke på hånden; angreb på klostre i 789; ødelæggelse af kirker i første halvdel af 900-tallet osv.) (se note 41). Hvad islamisk styre betød, kan bedst illustreres ved Fatimid-kaliffen Abu Ali al-Mansur al-Hakims periode (985-1021), som ikke blot blev præget af den mest forfærdelige forfølgelse af de kristne og af jøderne, men også var forholdsvis tæt på korstogenes begyndelse.

Sådan fortæller Al-Maqrizi, en egyptisk lærd mand fra 1400-tallet:

“I 1009 beordrede Egyptens, Syriens og Palæstinas kalif Al-Hakim jøderne og de kristne til at bære … et særligt kendemærke på tøjet”. “De kristne blev beordret til at klæde sig i sort og gå med et trækors om halsen. Disse kors var en halv meter lange og en halv meter brede og vejede fem ratls … Det blev dem forbudt at ride på heste, og de måtte kun ride på muldyr eller æsler og med en træsaddel … Disse ordrer blev så strengt håndhævet, at mange iblandt dem blev muslimer”. “[K]irkerne på Makasvejen [i Kairo] blev ødelagt og ligesådan en kirke i grækernes gade …”. “Den 4. oktober 1009 skrev al-Hakim til Jerusalem med ordre om, at Den Hellige Grav-kirken skulle ødelægges. … Han fik også klostret kendt under navn af Dayr al-Qasr ødelagt og med strenghed pålagt kristne og jøder at bære det særlige kendetegn” (se note 42).

Det var dog den nye bølge af muslimske angreb – ved de nyankomne seljuk-tyrkere – som satte den vestlige respons i gang. Seljuktyrkerne besejrede det byzantinske rige i det katastrofale slag ved Manzikert den 19. august 1071, og i løbet af nogle ganske få år etablerede de deres herredømme over Armenien, Jerusalem (1070), Antiokia (1084). I 1092 var ikke ét af de gamle mellemøstlige kristne centre forblevet på kristne hænder. Derfor bad den byzantinske kejser Alexius I Comnenus (1081-1118) Vesten om hjælp (Piacenza, marts 1095). Det østlige romerrige var i den alvorligste fare. Hilaire Belloc skriver: “Manzikert: Den rystelse, som satte korstoget i gang, ville have ødelagt os, med mindre der netop kom et korstog. Konstantinopel ville være faldet; hele Europa ville være blevet inddraget – men som følge af dette chok satte Vesten sig i bevægelse. Gallien og Rhinlandet, Normandiet, Flandern, Aquitaine, Lorraine tog til våben, kikkede mod øst og gik så. Det gjaldt liv og død for kristenheden” (se note 43).

Ja, disse skarer, som satte sig i bevægelse, og hvis tal hele tiden blev mindre, ikke kun på grund af kampe, men også af den lange vej, manglen på vand og mad, det ubarmhjertige klima, indtog Edessa (marts 1098), Antiokia (juni 1098) og nåede til sidst til Jerusalem (7. juli 1099). “Af dem, som i hele to år, på den tusind mile lange vej havde råbt “Jerusalem! Jerusalem!”, var der ikke én ud af 20, der til sidst nåede byen” (se note 44).

Sejren i Jerusalem den 15. juli 1099 blev til galskab. På trods af ledernes (Tancred f. eks.) forsøg på at forhindre vold, hengav korsfarerne sig den 15. juli til den mest rædselsvækkende massakre i korstogenes historie. De tidligere dages inderlige bøn (der fortælles ofte om korsbærernes angerfulde bøn i dagene før Jerusalems fald), forvandlede sig ved sejren til den mest ukristelige blodrus.

Jerusalem var indtaget, og Jerusalem havde hele tiden været målet. Det mytiske Jerusalem. Herrens sted. Herrens grav.

Et kongerige opstod: Jerusalems kongerige, som omfattede Jerusalem selv, Edessa, Antiokia og Tripoli. Godfrey af Bouillon blev valgt til konge, men han afslog at blive kronet. Han sagde: “Jeg vil ikke bære en guldkrone dér, hvor min Herre bar en tornekrone”. Han ønskede at bliver kaldt “beskytter af den Hellige Grav” (Advocatus sancti Sepulchri).

Denne stat var en “isoleret” kristen enklave. Den var opstået “imod al sandsynlighed”, som Belloc siger, “i hjertet af den muslimske verden og lige i dens livsvigtige punkt: Just i det område, som danner bro mellem islam i Øst og i Vest” (se note 45).

Det var et lille område, uden fast grænse mod øst, og korsfarerne havde – fremhæver Belloc – overset betydningen af Damaskus (et stærkt Damaskus ville have forhindret, at muslimerne i øst og vest forenede sig). Det var nogle fæstningssteder, som markerede europæernes tilstedeværelse. Der var meget få mennesker, som den europæiske stat, som var tænkt som et varigt nærvær, et permanent skjold og ikke som en tilfældig koloni, kunne hvile på. Der var få bevæbnede mænd. Det var en stakket frist. Stort set er det kun den første periode på 100 år, fra 1095 til 1187, der danner korstogenes kerne.

I 1187 var det allerede slut, og resten af historien, de næste korstog, som stadig har været kendetegnet ved viljen til at generobre områderne eller i det mindste ikke at give sig uden sværdslag, har mest været efterdønninger eller en slags forlænget efterskrift til den første periode.

Det, som gjorde korsfarernes sejr mulig, nemlig splittelsen i den muslimske verden – ortodoks islam med centrum i Bagdad og de afvigende Fatimider i Kairo (se note 46) varede ikke ved. Den fromme Nureddin (1118-1174) (han indtog Antiokia, Damaskus, en del af Egypten og blev sultan i Syrien og Egypten) og efter ham Saladin (1138-1193) forenede muslimerne. Den 4. juli 1187 blev de sidste kristne besejret ved Hattin-slaget, og den 2. oktober samme år faldt Jerusalem (se note 47).

Saladin er blevet portrætteret sådan af en af sine nærmeste (Baha ad-Din Ibn Shaddad):

“Der er mange tekster om jihad i Koranen. Saladin var uhyre flittig i at føre helligkrig, og dette lå ham uafbrudt på sinde. … lige fra den tid, da han beslutsomt begyndte på jihad, til han døde, brugte han ikke en eneste guld- eller sølvmønt på andet end helligkrig og fromme gerninger. Hans hjerte og sind var i den grad opflammet af jihad, at han ikke kunne tale om noget som helst andet” (se note 48).

En kristen krønike fortæller således om Saladins indtog i Jerusalem:

“a muezzin gik op ad Golgatha … og dér, hvor Kristus ved sit kors gjorde en ende på dødens lov, blev en falsk lov råbt ud. … Ved hjælp af reb rev de korset på Hospitalsriddernes kirke ned; de smadrede det og spyttede på det og trak så resterne af det efter sig gennem byens affaldsdynger …” (se note 49).

*

Problemet for kristenheden er slet ikke, at korstogene har fundet sted. Der er intet at undskylde, med mindre man mener, at man over for den skånselsløse islamiske ekspansion bør vende den anden kind til, hvilket netop ikke er noget kristeligt svar. Det eneste, man kan beklage, er, ud over det ukristelige ved massakren i Jerusalem, som betragtet med tidens øjne dog ikke var en undtagelse (befolkningen i Konstantinopel ville 29. maj 1453 blive massakreret af tyrkerne, så blodet flød i strømme ned ad byens stejle gader (se note 50) – sammenligningen er ikke desto mindre ingen undskyldning), at kristenheden ikke viste sig i stand til en mere endrægtig og decideret militær respons, en bedre og mere klarsynet strategi. Alligevel er det nok at se på den tids kort med de kolossale muslimske områder og den smalle stribe langs Middelhavet, som korsstaterne (Edessa, Antiokia, Tripoli og Jerusalem) udgjorde, for at indse, at de af korsfarerne generobrede gamle kristne steder ikke kunne holde længe.

Det er ikke det faktum, at korstogene har fundet sted, der er problematisk, men den indflydelse, som den islamiske religion ved sit angreb på kristenheden kom til at yde på den kristne selvforståelse.

Det meste af det, som Pave Urban II sagde i sin tale, var rigtigt. Men noget fremmed havde alligevel sneget sig ind. Det var rigtigt, at korsfarerne skulle kæmpe for kristenheden, og, mener jeg, fuldstændig rigtigt at prøve at generobre de hellige steder, hvor vor Frelser blev født, hvor han færdedes, hvor han døde. Det var rigtigt, at det var en skændsel, at muslimerne, som ikke tror på Kristus, skulle være herrer over Den Hellige Grav og få lov til at ødelægge Den Hellige Grav-Kirken. Det var ikke kun hjælpen til de kristne brødre i Øst, der var den grundlæggende motivation, det var det hellige Jerusalem.

Den Hellige Grav har spillet en helt afgørende rolle i korstogsbevidstheden. Og det er det, som de senere tider slet ikke har ønsket at forstå. I de senere rationalistiske tiders øje kunne intet være mere latterligt, skriver Chesterton, “end at dræbe og selv bløde til døde i en fjern ørken, ikke engang for en grav, men for en tom grav” (se note 51).

For denne tomme grav – Frelsens, Opstandelsens grav – satte skarerne sig i bevægelse. Ikke at de var syndefrie hverken i gerning eller i deres selvforståelse – anger og bod har været et afgørende korstogstema – men den egentlige motivation var ikke, som det ganske uhistorisk er blevet påstået, den grådige plyndring af fremmede lande. For denne tomme grav, som ikke burde være på muslimske hænder, rejste folk sig. De døde undervejs eller i kamp; de overlevende kom ofte kun hjem for at dø af deres sår, de kom tilbage lemlæstede eller spedalske.

Jo mere jeg tænker over korstogene, jo mere er jeg tilbøjelig til at sige, at idéen om en kristen hellig krig var snublende nær og uhyre svær at undgå. Hellig krig havde aldrig hørt med til den kristne tradition. De kristne har ført krige, men krigen blev ikke anset som et gode i sig selv – langt fra det! (se note 52). Den var ganske enkelt en borgerpligt i det timelige rige. Krige blev ført, fordi krigen er en del af menneskets faldne vilkår. Augustins doktrin om “den retfærdige krig” er ikke til at misforstå. Med korstogene glider “den retfærdige krig” over i “hellig krig”. Eftersom de kristne førte krig mod en fjende, som i navnet på sin religion angreb dem, en fjende, hvis aggression var defineret som en hellig pligt, der i bund og grund havde kristendommens udslettelse som mål, kom de kristne til at se deres modsvarskrig som et spejlbillede af modstanderens tankegang.

Ikke alene smeltede pilgrimstogt og korstog sammen, men den krig, som var en nødvendighed, blev til en særlig fortjentsfuld gerning, en handling, som medførte aflad. For at formulere det på en noget forenklet måde: Når synderen havde fået sin syndsforladelse – absolutionen var betingelsesløs – skulle han stadigvæk gøre bod; i kraft af tilgivelsen skulle han bestræbe sig på at udbedre skaderne af sin synd, dvs. de faktiske, konkrete følger af den synd mod næsten, han havde begået. For eksempel: har man stjålet noget, skal man give det tilbage. Kunne dette ikke lade sig gøre, påhvilede det én at gøre noget andet i stedet. Dette noget andet blev så at tage korset, at deltage i korstoget. Og her kom skredet. Det var ikke ligefrem enkelt at finde vej i de teologiske subtiliteter, det var nærliggende at se korstoget som vej til syndsforladelse og til paradiset (se note 53). Døden fik en martyrglans, som vi kun kender fra den islamiske verden, og som slet ikke hører hjemme inden for den kristne tradition. At besegle sit vidnesbyrd med døden – dette er martyriet. Men at dø på slagmarken, skønt man dør i en kamp, som skal kæmpes, skønt man dør for sin tro og for at kristenheden kan overleve, er en heltedød, men ikke en martyrdød. Således kom konfrontationen med islam til at influere på den kristne forståelse af krigen. Det er det, der bør beklages. Men ikke, at kristenheden langt om længe havde rejst sig i nødvendigt selvforsvar.

Opnåede korstogene noget, spørger den amerikanske forfatter Robert Spencer? Ja, islams fremmarch blev trods alt standset eller svækket for en stund. “Spaniens, Middeløstens og Nordafrikas erobring såvel som den første belejring af Konstantinopel [668, 717] fandt alt sammen sted før det første korstog. Slagene ved Kosovo [1389] og Varna [1444] (se note 54), som varslede en opblussen af den islamiske ekspansion i Østeuropa, indtraf, efter at de sidste korfarersteder i Mellemøsten faldt”. Det er noget, korstogene opnåede: “Takket være dem vandt Europa tid” (se note 55).

II. Hvad er islam?

Hvad er islam? Dette er det afgørende spørgsmål.

Den første kristne teolog, som gjorde sig tanker om islams væsen, var Johannes af Damaskus. Hans betydning for en forståelse af islam kan slet ikke overvurderes.

Johannes af Damaskus er en af de største kirkefædre, anerkendt af både Øst- og Vestkirken. Han betegnes som den første systematiske ortodokse teolog, og hans teologiske syntese (De Fide Orthodoxa) er den dag i dag grundlaget for studiet af ortodoks dogmatik. Hans formidable liturgiske digtning har endda sat sig spor i den danske kirke gennem Grundtvigs gendigtninger.

Johannes af Damaskus’ behandling af islam er specielt værdifuld, fordi han er samtidig med islams opståen som en verdensmagt. Muhammed døde i 632, og Johannes af Damaskus blev født ca. tyve år senere (i 652 eller efter nogle historikeres skøn dog omkring 675). Johannes har levet hele sit liv i Dar-al-islam, i islams hus, først i Damaskus, senere i klostret Sankt Sabbas (Mar Saba) nær Jerusalem.

Fordi vi her har med et vidne til islam at gøre, et menneske, hvis viden om islam udsprang af direkte erfaring, vil jeg til at begynde med give den historiske baggrund, som hans liv har været en del af (se note 56).

Damaskus var, som vi véd, et væsentligt kristent center. Det var på vejen til Damaskus, at Paulus blev standset og omvendt. Denne gamle kristne by ville med tiden blive et af islams hovedstæder, herfra vil Omajjade-kalifferne regere verden (661-750), Spanien inklusive.

Da muslimerne trængte ind i Damaskus i 635, fandt de en kristen by, organiseret efter Østromerrigets mønster (Byzants), med græsk som officielt sprog. På trods af den dhimmi-status, som de kristne bliver pålagt, anser kaliffen Muávija (661-680) det for klogt at beholde de kristne som høje embedsmænd, såvel som det græske sprog. Johannes’ bedstefar (Mansur b. Sargun), som var en af de vigtigste personer i byen, en slags finansminister, får lov til at beholde sin høje stilling, og stemningen mellem muslimer og kristne siges at have været god. Dette er også et mønster, som gør sig gældende i islams historie. Den første periode efter erobringen synes ofte at have været den mildeste, og det er let forståeligt. De sejrrige muslimer befinder sig i fremmede lande med en ikke-muslimsk befolkning. Det er i deres interesse at glide ind uden at forstyrre for meget. De kan gøre brug af det statsapparat, som allerede er til stede. De sidder endnu ikke sikkert i sadlen. De er tålmodige med hensyn til virkeliggørelsen af deres utopiske samfund, modsat kommunisterne, som ville indføre det i ét hug. I takt med at de bliver stærke, vil undertrykkelsen af de besejrede folk blive hårdere, og samfundet omdannes efter islamisk mønster. Allerede med kaliffen Abd al-Malik (684-705) bliver linjen hårdere. Arabiseringen begynder at kunne mærkes, men de kristne beholder endnu deres stillinger: Johannes af Damaskus’ far bliver nu finansminister efter sin far. Fra den ene kalif til den anden får islam mere og mere kontur. Under den næste i rækken (Walid I, 705-715) finder massakrer såvel som tvangskonversion til islam sted – den kristne modstand markerer sig som trosvidnesbyrd og følgelig martyrdød. Under den næste igen, Umar II (717-720), bliver de kristne fuldstændig fjernet fra statsadministrationen, islamiseringen og arabiseringen håndhæves strengt, og dhimmi’ernes situation mister enhver tvetydighed.

Dhimmi-forholdene findes defineret i et dokument, som går under betegnelsen Umar-pagten. Hvorvidt den stammer fra Umar I (634-644) eller II (717-720) eller fra en lidt senere periode, vides ikke med sikkerhed, men indholdet er derimod sikkert. Det er de her beskrevne vilkår, de “beskyttede” folk (primært kristne og jøder) blev tvunget til at leve under indtil op til slutningen af 1800-tallet. Eftersom det drejer sig om et afgørende dokument, vil jeg citere størsteparten af det:

“I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn. Dette er et brev til Allahs tjener Umar, de troendes leder, fra de kristne … Da du rejste dig imod os, bad vi dig om beskyttelse … og vi forpligtede os til:

I vore byer eller i nærheden af dem skal vi ikke bygge nye klostre og kirker … ej heller reparere de kirker eller klostre, som falder i ruiner …

Vi skal holde vore porte vidt åbne for forbipasserende eller rejsende. Vi skal give alle muslimer, som kommer forbi, kost og logi i tre dage. …

Vi skal ikke vise vor religion offentligt eller forsøge at konvertere nogen til den. Vi skal ikke forhindre nogen fra vor familie i at gå over til islam …

Vi skal vise respekt over for muslimerne og give dem lov til at sidde i vort sted, når de ønsker det …

Vi skal ikke ride med sadler; vi skal ikke bære sværd eller nogen form for våben …

Vi skal ikke sælge alkoholiske drikke.

Vi skal få vort hår klippet på den forreste del af hovedet.

Vi skal altid være klædt på samme måde, uanset hvor vi er …

Vi skal ikke vise vore kors eller vore bøger ved vejene eller ved muslimernes markeder. … Vi skal ikke rejse vore stemmer, når vi følger vore døde til begravelsespladsen. …

Vi skal ikke bygge huse, der er højere end muslimernes. …

Vi skal ikke slå en muslim. …

Hvis vi på nogen måde overtræder de betingelser, under hvilke vi har fået beskyttelse, er pagten [dhimma] brudt” (se note 57).

Man forstår umiddelbart den vanskelige situation, som dhimmi’erne befandt sig i. Den såkaldte beskyttelse var kun provisorisk, den afhang af klart formulerede betingelser. Den såkaldte barmhjertighed lå i, som Bat Ye’or så klart har vist ved hjælp af sit enorme historiske materiale, at de ikke direkte blev dræbt. Jihad-loven var suspenderet, og enhver overtrædelse betød, at jihad automatisk trådte i kraft. Umar-pagten er en ydmygelsespagt. Desuden fandt selve betalingen af jizya, den tribut, som dhimmi’erne var forpligtet på, ofte sted under en særlig nedværdigende ceremoni, hvor dhimmi’erne blev slået på forskellig vis.

Sådan var altså de kristnes situation i Damaskus omkring de år. Dertil skal man føje, at kalif Yazid II (720-724) i 721 forbød de kristnes hellige billeder, ikonerne (disse blev slået i stykker både i kirker og private hjem), hvilket i løbet af kort tid, i 726-730, også blev indført i det Byzantinske Rige. Således indledtes den over 100 år lange ikonoklastiske strid, hvor Johannes af Damaskus blev til hovedrepræsentanten for den kristne modstand. (Ikonoklasmen er et af eksemplerne på islams indflydelse på den kristne verden).

Johannes selv, som oprindeligt havde arvet den høje stilling efter sin far, blev formentlig allerede inden 715 nødt til at træffe sit livs beslutning. Meget peger på, at han godt kunne have fortsat i Damaskus, hvis han konverterede til islam. Det gjorde han ikke. Han valgte at trække sig tilbage til Jerusalem, og der blev han til sin død (ca. 749).

*

I Johannes af Damaskus har vi altså et privilegeret vidne. Han har haft islam tæt ind på livet. Han er født som dhimmi og døde som dhimmi. Han kendte den kristne og den klassiske europæiske tradition i dybden (takket være – en ganske relevant historisk detalje – hans lærer, den lærde græske munk Kosmas, som hans far havde købt på markedet i Damaskus; Kosmas var nemlig en af de kristne, som muslimerne havde fanget under en ekspedition på Sicilien). Han kendte samtidig islams forskellige sider. Han kunne arabisk og var fortrolig med den daværende version af Koranen og de mundtlige hadith’er (overleverede fortællinger om Muhammeds liv og hans udsagn).

Johannes beskæftiger sig med islam i to meget interessante tekster. Den ene er et kapitel i hans bog om kætterierne (De haeresibus), hvor islam indgår som kætteri nr. 100 (se note 58). Den anden er en dialog mellem en saracener og en kristen (Disputatio Saraceni et Christiani) (se note 59).

Det, som slår én ved læsningen af Johannes’ gengivelse af “ismaelitternes bedrageriske overtro” i De haeresibus, er ikke kun hans tolkning, men også hans tone. Det er en sarkastisk tekst, blasfemisk i selve sin stil. Muhammed er en “falsk profet”, hans udsagn er “tåbelige”, “latterlige”; det er noget, man kun kan “grine ad”. Disse skarpe ord er ikke bare et spørgsmål om stil, men om indhold.

Denne sarkasme, denne respektløshed var altså kirkefaderens holdning til islam. Karikaturtegningerne fra Jyllands-Posten, som i øvrigt godt kunne have været mere bidende, er altså overensstemmende med god kristen tradition – og fortidens islamkritikere løb bestemt ikke en mindre risiko ved at formulere deres syn end vore samtidige: Under kalif Al-Walid II (743-744) fik Antiokias patriark såvel som Peter, Da maskus’ biskop, tungen skåret af for at have prædiket imod islam.

Nu vil jeg gennemgå nogle punkter i Johannes af Damaskus’ islamforståelse (se note 60).

I den allerførste sætning i sit kapitel om “ismaelitternes bedrageriske overtro” (lat. “superstitio”) kalder han islam for “en forløber for Antikrist” (“ismaelitterne” er en betegnelse for araberne som efterfølger Ismael, Abrahams og Hagars søn). Med disse ord sætter han fra begyndelsen islam i modsætning til den sande tro, ja, til Kristus. Ordet Antikrist skal forstås bogstaveligt (“imod Kristus”) og læses i lysets af Johannes’ Første Brev, hvor der står: “Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus? Han er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen” (1. Joh 2,22-23). Dette er nemlig kernen: Islam er fornægtelse af Gud, den er løgnen om Gud – Gud, som alene kendes gennem Sønnen. Det er løgnen i dens dybeste, mest rædselsvækkende forstand: Løgnen, som giver sig ud for at være Sandheden, ja, for at tale med Guds mund.

Midt iblandt ismaelitterne, som hidtil havde været afgudsdyrkere, fortsætter Johannes af Damaskus, “dukkede en falsk profet op; hans navn var Mamed [Muhammed]”. Endnu en gang er Johannes fuldstændig præcis i sin definition på islam: Det drejer sig ikke om en profet, men om en falsk profet. Den falske profet hæfter sig – som løgnen gør – ved en flig af sandheden: “Han havde tilfældigt hørt [noget om/af ] det Gamle Testamente og det Nye Testamente og formentlig mødt en ariansk munk, og så opstillede han til sidst sit eget kætteri”.

Dermed slår Johannes lige fra begyndelsen fast, hvad islam er. Det er et kætteri, som drager inspiration fra Det Gamle og Det Nye Testamente og den kætterske version af kristendommen (arianismen, ifølge hvilken Kristus ikke er “af sammen væsen som Faderen”, dvs. han er en skabning og ikke Gud). Betegnelsen kætteri er meget vigtig, for den gør opmærksom på, at islam slet ikke kan forstås uden det bibelske grundlag, uden den kristne præmis, som islam forvansker, snylter på og afviser.

“Ved hyklet gudsfrygt vandt han folket for sig og hævdede derefter, at der var blevet bragt ham et skrift fra himlen”. Altså: ikke et øjeblik tror Johannes af Damaskus på, at det drejer sig om en sand åbenbaring.

Så skildrer han den islamiske religions dogmatiske kerne: Forståelsen af Gud og Kristus. “Han siger, at der er én Gud, universets skaber, der hverken er født eller føder. Han siger, at Kristus er Guds ord (logos) og hans ånd (pneuma), men er en skabning og en tjener, og at han er blevet født uden sæd af Maria, Moses’ og Arons søster … Jesus … var profet og Guds tjener. Og (siger han), at jøderne på forbryderisk vis ville korsfæste ham, og de greb og korsfæstede hans skygge. Men selve Kristus blev ikke korsfæstet, siger han, og heller ikke døde han. For Gud tog ham til sig i himmelen … og Gud spurgte ham og sagde: “O, Jesus, du sagde: ‘Jeg er Guds søn, ja, Gud'” Og Jesus svarede (siger han): “Vær barmhjertig mod mig, herre! Du ved, at jeg ikke sagde dette … Men ulydige mennesker … talte falsk mod mig og er hildede i bedrag””.

Dette er en korrekt gengivelse af adskillige Koranvers, som handler om Allah, om Jesus og forholdet imellem dem (se note 61). Sådan er den islamiske lære. Johannes af Damaskus afviser den pure, men han gør også noget andet, som er ganske særligt. Han bruger Koranen imod Koranen, han dekonstruerer Koranen med Koranens (samt med muslimske overleveringers) egen hjælp. Og dette er hans mesterstykke.

Denne dekonstruktion finder sted i to etaper:

Først: Når muslimerne henviser til Det Gamle Testamente, hvorfor tager de så ikke Det Gamle Testamentes vidnesbyrd alvorligt? For dér er vidnesbyrd om Kristus som Guds Søn og om Hans død. Derimod er der ikke nogen profeti om Muhammed (“hvem af profeterne forudsagde, at en sådan profet træder frem?”) (se note 62). Og ikke nok med det: Når Gud meddeler sig til profeterne, gør han det ikke i det skjulte, men i al offentlighed, som det har været tilfældet med Moses, da han modtog loven. I Muhammeds tilfælde skete det i det skjulte, og når muslimerne mener, at det fandt sted, mens Muhammed sov, så er det ikke noget – igen den sarkastiske drejning – at sætte sin lid til.

På næste trin i sin analyse anvender Johannes Koranen endnu mere direkte. Eftersom Koranen “indskærper, at I intet som helst kan gøre, uden at der er vidner til stede … I kan hverken gifte jer, købe noget som helst … ikke engang anskaffe jer et æsel”, hvordan kan det så være, at der kun er én ting, I accepterer uden vidner, nemlig “jeres tro og jeres hellige skrifter”? Med andre ord: Hvis vidnernes tilstedeværelse og vidnesbyrd er absolut nødvendige ifølge Koranens lov, så lever Koranen ikke op til den.

Nøjagtig på samme måde behandler Johannes spørgsmålet om, hvem Kristus er, og han gør det i forbindelse med den islamiske anklage for at give Gud “ledsagere” (se note 63). Koranen selv, understreger Johannes, kalder Kristus for “Guds ord og ånd” (se note 64). Guds ord og Guds ånd kan jo ikke være andet end Gud selv. Men når muslimerne hævder, at Guds ord og ånd (altså Kristus) ikke hører den guddommelige natur til, så hævder de, at Gud er uden ord og ånd, “uden fornuft og liv”. Hvis vi kristne giver Gud ledsagere, så gør muslimerne det modsatte, de frarøver Gud det, der hører ham til, ja, hans eget væsen. De “lemlæster” Gud (de er Gud-“beskærere” – koptai). “Det var bedre for jer [muslimer] at sige, at Gud har en ledsager, end at beskrive ham og fremstille ham som en sten eller et træ eller noget livløst”.

Dette er en af de væsentligste indsigter, som Johannes bringer. Islams Gud er en lemlæstet Gud; i islam er Gud blevet forvandlet til noget “livløst”, ganske som “en sten eller et træ”. (Jeg vender tilbage til dette billede senere hen.)

Endnu et eksempel på dekonstruktion forekommer i slutningen af skriftet. Der sætter Johannes en koranisk fortælling op imod Koranens paradisforestilling. Det drejer sig om en historie, nedfældet i flere sura’er (se note 65), om Allahs hunkamel, som har det med at drikke en hel flod tom på én dag, indtil menneskene, som tørster, dræber den, men Allah tager dens føl til sig i paradiset. Hvis denne kamel befinder sig i paradiset og efter sin natur drikker al vandet, så er det så som så med paradisets fornøjelser. Tørsten og tømmermændene (der er jo stadigvæk floden af vin) ville være forfærdelige. Med andre ord: det drømte paradis er et helvede, og det er just dér, muslimerne hører hjemme, hævder Johannes ufortrødent.

Yderligere tre punkter fra Johannes’ tekst vil jeg kort omtale her. Johannes var ikke kun opmærksom på den koraniske lære. Han kendte også andre af islams sider. Han kendte ritualerne: Kaba-ceremonien (den sorte sten i Mekka, som bliver kysset og omfavnet af pilgrimmene) er i hans øjne den rene afgudsdyrkelse. Han kendte også muslimernes skikke (han nævner omskæring af både mænd og kvinder) og var forarget over kvindernes stilling. Han er forarget over Muhammeds anbefaling, som han citerer ordret: “Jeres hustruer er (som) en ager for jer. Gå da til jeres ager, hvornår og hvordan I vil” (se note 66); forarget over flerkoneriet (fire koner og lige så mange konkubiner, man kan overkomme) og over skilsmisseproceduren, hvor manden kan skille sig fra konen efter forgodtbefindende og gifte sig med en ny, en regel, som Johannes med rette sætter i forbindelse med Muhammeds meget lidt forbilledlige adfærd over for kvinder (se note 67). Det er altså ganske interessant, at kvindens status i de muslimske ægteskabsforhold allerede så problematisk ud i et kristent menneskes øjne fra 700-tallet.

*

Johannes af Damaskus’ anden tekst om islam, Samtale mellem en saracener og en kristen, er primært skrevet som en vejledning for de kristne, for at bibringe dem klarhed og forsyne dem med argumenter imod islam, under hvis herredømme de levede. Her uddyber han trossætningen om Guds Ord, om Kristi dobbelte natur, om vidnesbyrdet. Denne tekst vidner, ligesom den første, om en ganske enestående teologisk sans. Ud over de førnævnte punkter tager Johannes et andet væsentligt spørgsmål op: Spørgsmålet om menneskets frie vilje på baggrund af den islamiske fatalisme og spørgsmålet om den skabte verdens status.

Meget kort fortalt (jeg sammenfatter i mine egne ord) er argumentet følgende: Hvis alt er Allahs vilje, det gode såvel som det onde, hvis de onde menneskers gerninger er bestemt af Allahs vilje, så er det fuldstændig meningsløst at tale om guddommelig retfærdighed. Hvis de onde begår det onde, som er Allahs vilje, så bør de i virkeligheden belønnes af Allah. Koranen modsiger sig selv, når den lover belønning for det gode og straf for det onde. Streng prædestination (se note 68) (som er modsætningen til Guds forsyn og hans kærlige tålmodighed over for synderen) ophæver menneskets frihed og derved dets ansvarlighed – dette er endnu et eksempel på dekonstruktiv analyse. Det er altså klart, at Johannes rejser det helt centrale spørgsmål, om en moral overhovedet er mulig inden for islam – for der findes ingen moral uden ansvar, og intet ansvar uden frihed.

Anden del af argumentet er ikke mindre tankevækkende. Ifølge Johannes er mennesket frit i sine handlinger. Disse handlinger finder sted i en verden, hvis struktur vi forstår, ja, i denne verden efterfølges årsag af virkning. Der er årsag og virkning, fordi der er naturlove, som Gud har skabt. Intet kunne være mere indlysende for os, kan vi tilføje – men det er kun indlysende, fordi vi selv er præget af den kristne forståelse og den klassiske græsk-romerske kultur.

Som det fremgår af samtalen mellem saraceneren og den kristne, kender islam ikke til årsag og virkning og til naturlove. Verden er, som den er, fordi Gud skaber den i hvert eneste øjeblik, mener saraceneren i Johannes’ tekst (se note 69). Denne del af samtalen får desto mere relief, når vi betænker, at den ekstreme determinisme, som hører med til ortodoks islam, først udviklede sig fuldt ud efter Johannes’ død. Ifølge denne doktrin forklares naturens lovmæssigheder, ikke ved eksistensen af naturlove, men ved Guds “vaner”. Gud er ikke bundet af sine vaner, han kan til enhver tid ændre dem (se note 70). Johannes havde meget godt forstået, hvad islam indebærer, at det drejer sig om en vilkårlig verden under en vilkårlig gud.

Menneskets frihed er kernen i Johannes’ Disputatio Saraceni et Christiani. På baggrund af hans fuldkommen klare argumentation kan vi kun konkludere, at hvis mennesket lever i en så usikker verden, hvis form uafbrudt kan forandre sig, hvis det onde, man gør, ikke ligger hos én selv, men har Allah som årsag, den Allah, som samtidig vil straffe én, så lever man i en rent ud sagt dæmonisk verden, og det eneste, der er tilbage for én at gøre, er at underkaste sig: Det er islam.

*

Vi har hørt Johannes af Damaskus. Der er tre kirkefædre, som er væsentlige i forhold til islam: Johannes af Damaskus, Thomas Aquinas og Martin Luther.

Thomas Aquinas har skrevet en kort kommentar til islam: Den fylder én side i hans Summa contra Gentiles (I,6). Det er en fuldstændig afvisning af islam, en teologisk og moralsk kritik, skrevet med skånselsløs sarkasme (den sarkasme og den humor, som er karakteristiske for den kristne holdning til islam). Hvad Martin Luthers tekster om islam angår, kan disse læses i bogen Mod tyrken og jøden, som Tidehverv udgav i 1999.

Det er i sig selv betegnende, at hver af de tre kristne trosretninger har én stor kirkefader (der er naturligvis også andre), som har forkastet islam og sagt noget vægtigt om den.

Vor tids mentalitet er dog ganske forskellig fra de tre kirkefædres. I alle kristne kirker, i Øst, men især i Vest er der opstået en vilje til såkaldt “dialog”, en tilnærmelsespolitik og, hvad mere er, et forsøg på at danne en fælles gudfrygtig front med islam imod den moderne blasfemiske sækularisme. Højdepunktet for denne tilnærmelsesholdning findes desværre hos pave Johannes Paul II (jeg siger “desværre”, fordi Johannes Paul II’s modstand mod kommunismen gjorde ham til en meget respekteret og elsket person i kommunistlandene, de ortodokse inklusive, og hans fejltrin, hvad islam angår, sikkert skyldtes et ønske om at være imødekommende og skabe fred). Johannes Paul II besøgte Omajjadernes moske i Damaskus (6. maj 2001), bad i den og kyssede Koranen, et billede, mange stadig kan huske. Året før, under et besøg i Egypten, etablerede han en dialog mellem Vatikanet og det islamiske universitet Al-Azhar. Den 19. august 1985 talte han i Casablanca (Marokko) til titusinder af unge muslimer, til hvem han sagde: “Kristne og muslimer har mange ting tilfælles … Vi tror på den samme Gud, én Gud, en levende Gud” (se note 71). Han holdt også en slags fælles bønnemøder (de forskellige trosretninger bad dog ikke i samme rum, men i hver sin sal) i Assisi for alle religioner, islam inklusive, i oktober 1986 og i januar 2002. Det sidstnævnte møde, som fandt sted som reaktion på 9/11, havde som mål at markere, at alle religioner ønsker fred og “tjener freden” (se note 72).

Dette er ganske forbavsende i betragtning af, at “freden” ligesom alt det andet har et ganske forskelligt indhold i kristendom og i islam. At udtale ordet “fred” er ikke at sige noget som helst. Ordlyden kan sagtens være ens, men denne ordlyd henviser ikke til den samme forståelse af freden. Freden i kristendommen er Jesus Kristus – freden fra Gud til mennesker, den fred, som forbliver i det troende menneskes hjerte, også når de jordiske vilkår ikke rummer fred. Den islamiske fred derimod er freden i islams hus, og den indføres ved våbnenes magt, igennem en permanent krig mod dem, som endnu ikke hører hjemme i det. Islamisk fred forudsætter islams sejr i verden.

Møder som disse, som afspejler en virkelig tilsidesættelse af både troens indhold og af de realiteter, vi lever i, kommer i forlængelse af den krise, som har markeret den katolske kirke ved og efter Andet Vatikanerkoncil.

I Andet Vatikanerkoncils skrifter kan man læse følgende:

“Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag …

Da der i tidens løb har været talrige stridigheder og meget fjendskab mellem de kristne og muslimerne, opfordrer dette hellige Koncil alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og fællesskab … at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed” (“Nostra Aetate”, “I vor tid”).

(“Lad os glemme fortiden”: Det betyder at glemme islams egen kamp mod kristenheden og, som Alain Besançon bemærker, islams undertrykkelse af “de kristne i Sudan, Egypten, Libanon og andre steder”; men det betyder ikke, at man får lov til at glemme kristenhedens egen kamp – korstogene – for hvilke vi må igen og igen sige undskyld (se note 73). Jeg skal her nævne, at den franske katolske filosof Alain Besançon bringer en meget indsigtsfuld analyse af islam i sin modige bog, som i mange henseender er på linje med Jacques Elluls tankegang, Trois tentations dans l’Eglise (Kirkens tre fristelser) fra 2002. Den tredje fristelse for kirken er nemlig islam!)

Og i “Lumen Gentium” (“Folkenes lys”) hedder det:

“… Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud …” (se note 74).

Det skal retfærdigvis siges, at de to dokumenter fra Det Andet Vatikanerkoncil, som fandt sted i 1962-1965, ikke afspejler den nuværende pave Benedikt XVI’s syn. Joseph Ratzinger har fortalt om det kaos og den flugt fra traditionen, som Andet Vatikanerkoncil repræsenterede i hans øjne. Han har også udtalt sig umisforståeligt om uforeneligheden mellem kristendom og islam, mellem vestlig frihed og islams totalitarisme og kritiseret den “fascination” af islam, som har ramt “selv de akademiske kredse” 8se note 75). Bevidstheden om denne uforenelighed ligger til grund for, at han opponerer imod Tyrkiets indlemmelse i EU. Man må håbe på, at Benedikt XVI vil fortsætte den kompromisløse linje på trods af den arv, han er nødt til at forholde sig til, og de kræfter i den katolske kirke, som ønsker at beholde Andet Vatikanerkoncils vindinger.

*

Hvad siger så disse forbløffende Vatikanertekster, som sikkert ville få Urban II og Thomas Aquinas til at vende sig i graven (se note 76)? De siger faktisk, som Johannes Paul II vil gentage senere hen, at det er den samme Gud, kristne og muslimer tror på. Passer det nu?

Hvad véd vi om Allah? Vi véd, at han er den eneste Gud, ligesom Gud er den eneste Gud for de kristne. Men at sige, at muslimerne og de kristne tror på den samme Gud, fordi de bekender én eneste Gud, er en indholdsløs frase. Man kan lige så godt tro på en sten eller på Satan som den eneste Gud – det vil jo også være én eneste gud. Vatikanerteksten giver dog nogle detaljer om denne gud. Først og fremmest, at han er Skaberen.

Det er sandt, at Koranen fortæller om den skabende Gud, dog ikke med den syvdages skabelsesmyte, som slutter med Guds hvile. I islams øjne er Guds hvile en antropomorfisk blasfemi (“Slummer rammer Ham ikke, ej heller søvn”: Koranen 2,256). Allah har ikke behov for hvile. Han har ikke behov for noget som helst. At han er “i sig selv værende”, betyder i islam, at han er fuldstændig uberørt, “kompakt” som en sten (se note 77).

Der er passager i Koranen, som viser, at den skabende Gud forstås ud fra den naturlige åbenbaring:

“Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften … i det vand, som Allah sender ned fra himlen … i omskifteligheden i vinde og skyer, som er tvunget i tjeneste mellem himlen og jorden – er der visselig tegn for folk, som forstår” (2,165).

Skabelsen er altså et tegn på skaberen, og Koranen appellerer her til menneskets naturlige religiøse instinkt. Alligevel er islam ikke nogen naturlig religion, den er ikke hedenskab. Den er en form for “åbenbaret” religion, og denne såkaldte åbenbaring ændrer, ja, perverterer, det naturlige religiøse instinkt fuldstændig.

Det punkt, hvor skabelsesforståelsen i islam adskiller sig radikalt fra den jødisk-kristne, er, som jeg har fremhævet i forbindelse med Johannes af Damaskus’ kritik, det helt centrale, at for islam er skabelsen ganske bogstavelig en kontinuerlig proces. Hvert eneste øjeblik skaber Allah selve de “atomer”, vor krop består af. (Fordi Allah fylder hele virkeligheden med sin permanente – og samtidig uigennemskuelige – tilstedeværelse, tales der sommetider om islam som en særlig art “panteisme”.) Ifølge islam lever vi ikke i en objektiv verden, den verden, som Gud har skabt, og som følger sine love, som Gud har bestemt (“Jorden lade fremspire grønne urter … efter deres arter”, 1. Mos 1,11-12: Guds gode ordning) – hvilket medfører en realistisk holdning til verden og i tidens løb ganske naturligt åbner for videnskabens arbejde – men i en verden uden love, hvor lovmæssighederne kun skyldes Guds tilfældige vaner. Miraklerne i det jødisk-kristne univers betyder, som Besançon bemærker, at Gud, som har givet naturlovene, også kan ophæve dem. I islam kan der ikke være tale om mirakler, fordi der ikke findes nogen modsætning til miraklet (at Gud kan ændre sine vaner, udgør ikke en Guds indgriben i verden, forholdet mellem Gud og verden forbliver det samme). “Hvor er så grænsen mellem virkelighed og drøm?” spørger med rette Besançon (se note 78).

Islam svækker altså menneskets virkelighedssans – det er som et slør, der bliver lagt over verden, som så mister sin konsistens. En tilsløring finder sted. Ikke alene kvinderne, men den hele virkelighed bliver tilsløret. Dette – og ikke kun den altgennemtrængende islamiske lov, de minutiøse regler, som gælder selv for de mindste detaljer i menneskets liv – viser islams karakter som utopi.

Denne forskel i opfattelsen af den skabende Gud i Biblen og i islam afspejler et fuldstændig forskelligt forhold mellem Gud og mennesket. Verdens objektivitet i Bibelen er forbundet med menneskets frihed. Mennesket færdes i en solid verden, som han lærer at kende, og han er ansvarlig for sine gerninger. I islam er den skabte verden tvivlsom, og alt i bogstaveligste forstand er Gud, som fylder det flydende skaberværk med sin knusende majestet. I denne rædsel underkaster man sig.

Straks efter ordene om “den ene Gud”, “himlens og jordens skaber” nævner Vatikanerteksten det ganske afgørende: Gud, “som har talt til menneskene”. Det, at både islams og jødedommens og kristendommens Gud taler, skulle således være et fælles træk eller et tegn på, at det er den samme Gud.

Her må vi stille to spørgsmål:

Hvordan taler Gud, og hvad siger han? For det er meningsløst at hævde, at to mennesker er enige med hinanden, alene af den grund at de begge taler. Hvis det var sådan, ville der jo aldrig være nogen uoverensstemmelse på jorden.

I islam er Guds tale en form for dekret, som han har udstedt én gang for alle. Dette budskab har han givet sine profeter og sine udsendte. Dette Guds ord er “en færdiglavet bog”, det er ikke, som Jacques Ellul skriver, “et personligt møde” mellem Gud og mennesket, som det er tilfældet med Biblen. I Biblen er det sådan, at frihedens Gud taler til et frit menneske. “Gud taler til et menneske, som modtager dette budskab, som forstår det (mere eller mindre godt), tolker det og skriver det ned … Biblen er ikke en bog, der er skrevet under diktat, men en “inspireret” bog. … Biblen er først og fremmest … en historiebog, og den er fyldt med historier. … Det drejer sig om én historie … [historien] om “Gud med mennesket”. … Biblen handler om den vej, som Gud tilbagelægger, idet han går ved menneskets side”, fremhæver Ellul i sin sidste bog, Islam et judéo-christianisme (se note 79). Denne bog er virkelig hans testamente. Det er den bog, han skrev før sin død; hans søn fandt manuskriptet og fik det offentliggjort med et forord af Alain Besançon. Det er ganske sigende, at det sidste, Ellul gjorde før sin død, var at advare kristenheden imod islam.

I islam sender Allah sit ord, som var det en pakke, eller som om han kastede en sten. Han involverer sig ikke. Menneskets historie – tragedier, erfaringer, længsler – interesserer ham ikke. Han er absolut transcendent, absolut utilnærmelig (Guds ubærlige ensomhed, som Chesterton kaldte det). Af denne grund er billedforbuddet uløseligt forbundet med islams væsen. Allah kan kun bevare sin transcendens ved at være ansigtsløs eller anderledes sagt tilsløret – en ansigtsløshed, han også giver sine udvalgte, som bliver ligesom smittet af denne transcendens, og som til sidst rammer alle hans troende. (Jeg vender tilbage til det.) Den kristne ikon derimod bringer det helt modsatte trosvidnesbyrd: Vidnesbyrdet om, at Gud trænger ind i vor immanens og åbenbarer sig i sin Søn; han viser sit ansigt, og dette ansigt er Jesus Kristus. Ikonen er først og fremmest Inkarnationens ikon (det er det, den ikonoklastiske strid handlede om, nemlig Jesus Kristus).

Det ord, som Allah siger, og som ikke åbenbarer hans i al evighed utilnærmelige væsen, er et uforanderligt ord. Det er det samme ord, han har givet til: Adam, Moses, Abraham, Jesus og til sidst til profeternes “segl”, dvs. den sidste, fuldkomne og universelle profet, Muhammed. Alle profeter har kun ét at sige, nemlig islam:

“Sig: Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os, og hvad Han har åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus og (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi underkaster os Ham” (Koranen 3,85 (se note 80)). (“Vi underkaster os Ham” betyder: Vi tror på islam, vi er muslimer.)

Dette vers er væsentligt for forståelsen af uforeneligheden mellem islam og kristendom. “Hvad han har åbenbaret os”, siger Koranen, men det kan vi andre ikke sige: For os er der ikke noget “hvad”, et “hvad”, hvis indhold så skal defineres nærmere. Gud har ikke åbenbaret os noget “hvad” (principper, adfærdsregler eller “værdier”), men han har åbenbaret sig selv. – Samtidig viser dette vers, at der ikke kan være nogen differentiering mellem “profeterne”, hverken som mennesker eller i forhold til den tid, de hører under (den totale mangel på historisk perspektiv) – alle Allahs profeter er fuldstændig ansigtsløse ligesom et gran af sand eller robotter.

Allah har i virkeligheden talt én gang for alle. Og denne tale skal reciteres, læres udenad, fremsiges på det eneste sprog, som Allah kender, nemlig ørkenstammernes arabiske sprog. Dette – hvilket i øvrigt er modsætningen til Pinsemysteriet – vil være med til yderligere at skabe afstand, transcendens. Recitationens gentagelse på arkaisk arabisk skaber uundgåeligt en hypnotisk effekt – en effekt, som teksten i sig selv yder og kan mærkes selv ved læsningen af en moderne oversættelse.

Islam er ikke forbundet med den levende Guds tale, men med en bog. Ifølge islam modtog profeterne en bog (Jesu’ bog hedder “Evangeliet” i ental). Den Koran, som Muhammed bringer, er en bog, hvis evige model – hvilket virker som vulgær platonisme – befinder sig i himlen. Denne bog er Allahs eget, “uskabte” ord. Det, der opstår i islam, kan således kaldes for afguderiet omkring Guds bog.

Så er vi vendt tilbage til den indsigt i islam, som var karakteristisk for den kristne Middelalder. For flere end 1000 år siden, i Rolandskvadet eller hos Johannes af Damaskus, var islam ikke andet end afguderi. Og vi opdager igen, at det er det, det drejer sig om. Alain Besançon har sagt det stærkt: Islam er “Israels Gud omdannet til afgud” (“l’idolâtrie du Dieu d’Israël” (se note 81)). Så er det væsentlige sagt: Islam gør Gud – den ene, levende Gud, som i sandhed har talt gennem profeterne og i sandheden har åbenbaret sig i sin Søn – til afgud.

*

At Allahs ord (eller bog) er det samme til alle tider står i konflikt med hele den jødisk-kristne forståelse. Islam er per definition uhistorisk. Guds “tale” er den samme fra Adams tid. Allah har intet at ændre, intet at tilføje. Han forholder sig ikke til mennesket og til mennesket i historien. Alting står stille, indkapslet i det evige nu. Der er ingen tid, ingen historie og ingen relation mellem Gud og mennesket.

Det kan ikke gentages ofte nok, at Bibelens Gud er den Gud, som handler i historien, og som følger mennesket fra uddrivelsen fra paradiset til frelsen. Historien er frelsens historie. Ind i denne det faldne menneskes historie griber Gud. Han etablerer en pagt med sit folk, han befrier sit folk fra slaveri, han forjætter mennesket frelsen, og han holder sit ord. I tidens fylde sender han sit eget ord, sig selv til menneskene, for at de kan frelses. Dette er kort fortalt den bibelske tros indhold. Dette er Bibelens Gud. Han elsker mennesket så meget, at han tager selve menneskets vilkår, døden inklusive, på sig. Han banker ikke menneskene i hovedet med en bog, men lever med dem, lever deres eget liv, for at de kan leve med ham. Hans ord er et menneske, Jesus Kristus.

De kristne har ikke den mindste grund til at glæde sig over, som Vatikanets dokument siger, at islam “ærer” Jesus som profet. Ganske tværtimod. Islam ærer ikke Jesus. Der er kun “et sammenfald” af navne, som Ellul skriver, eller “af ord”, hvilket “skjuler, at der er en fundamental forskel”, ja, en fundamental “modsætning”, hvad angår både “Sens” og “Etre”, dvs. meningen med tingene og Guds eget væsen (se note 82). For islams Jesus er en helt anden end kristendommens Jesus Kristus.

*Ifølge Koranen var Jesu’ tro simpelt hen islam. De tidligere profeters tro (Abrahams f. eks.) var også islam.

“Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven og havde underkastet sig (Gud alene)”, dvs. han var muslim (3,68). “Messias, Jesus, Marias søn, var kun Allahs sendebud” (4,172). Han forkyndte islam, og Jesu sande disciple var derfor også muslimer. De sagde nemlig: “Vi tror og bevidner, at vi er gudhengivne [Muslimer]” (5,111).

Den islamiske Jesus profeterede om Muhammeds komme: “Jesus … sagde: … jeg er visselig Allahs sendebud til jer … som bringer glædeligt budskab om et Sendebud, som skal komme efter mig, hvis navn skal være Ahmad” (61,7). Muhammed hed også Ahmad.

Og endelig i en af overleveringerne (hadith) i Sunan Abu Dawuds samling hedder det:

“Jesus (fred være med ham) … vil komme ned på jorden” “som en mand af middelhøjde, med noget rødlig skin … han vil kæmpe mod folk for islams sag. Han vil brække korset i stykker, dræbe svin og ophæve jizya. Allah vil tilintetgøre alle religioner undtagen islam” (bog 37, nr. 4.310) (se note 83).

At denne Jesus ved sit andet komme vil ophæve den obligatoriske dhimmi-tribut, betyder, at de kristne dhimmi’ers “beskyttede” status bliver ophævet, og jihad mod dem træder i kraft.

Ærer muslimerne Jesus? Svaret er absolut nej. I stedet for at glæde sig over, at gammeltestamentlige profeter og Jesus (Isa) er til stede i Koranen og i den muslimske tradition, bør de kristne være opmærksomme på, at det ville have været uendeligt bedre, om Koranen ikke indeholdt disse henvisninger til Bibelen. For ved at tilegne sig stof fra Det Gamle og Det Nye Testamente (ofte fra apokryfe evangelier) og forvrænge det, har islam sat Bibelen ud af kraft. Ifølge islam er Bibelen kun et forvrænget budskab, som er blevet erstattet med det korrekte budskab, som Muhammed bringer. Ved at tilegne sig Jesus skaber islam en falsk Jesus, fornægter Kristus og fratager kristentroen enhver legitimitet. Idet islam påstår at være i besiddelse af den sande Jesus og at ære ham, etablerer islam sit herredømme over kristendommen, hvilket også kan ses i praksis. En fatwa fra det islamiske universitet Al-Azhar i Kairo forbød f. eks. tidligere på året den film om Jesu liv, som de kristne koptere ønskede at lave, som udtryk for blasfemi mod Allahs profet Jesus (se note 84).

Ved at henvise til Abrahams og Jesu tro er det islam, der misvisende påstår, at det er den samme Gud, det drejer sig om. Hver gang denne påstand gentages enten af moderne relativister eller af vildfarende kristne, er det ganske enkelt den islamiske tese, de hævder. De har assimileret islam uden at være klar over det – eller de har ladet sig assimilere af islam.

Det er nemlig denne overtagelse og forvrængning af bibelsk stof og bibelske figurer, som gør islam uendeligt farlig. Ikke alene kæmper islam mod kristendommen, men ødelægger den indefra.

Der er nemlig forskel på religioner. Der er hedenskab, og der er kristendom. Når man studerer religionshistorie, opdager man i så godt som alle før-kristne religioner, at der er noget, der giver mening. Det kan være et symbol, et ritual, en myte, en fortælling, som siger noget rigtigt om menneskets eksistentielle vilkår eller belyser et moralsk spørgsmål. I religionerne er der en længsel efter Gud, og der er også en hemmelighedsfuld anelse om ham. Derfor mente Chesterton og Lewis, at de gamle billeder, de gamle myter er sendt af Gud som en profeti om hans komme. Derfor var det nærliggende for Paulus at pege på alteret for den ukendte gud: “Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: “For en ukendt gud”. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer” (A.G. 17,23).

Religionshistorikeren Mircea Eliade på sin side var af den opfattelse, at alle religioner bygger på dialektikken af åbenbaring (det, han kaldte for “hierophani”) og camouflering. “Det hellige” trænger ind i immanensen, men ved at gøre det “camouflerer” det sig: “Det hellige” kommer til at skjule sig i selve “det profane”, i en sten, et træ, et vandløb, som jo ligner enhver sten, ethvert træ eller enhver å. Religionernes drivkraft er dette, at Gud nærmer sig. Derfor mente han, at man kan læse religionshistorien (med dens mange vildfarelser) som en række “forvarsler [préfigurations] om Inkarnationens mirakel”. “Betragtet fra dette perspektiv … ville hele menneskehedens religiøse liv være ensbetydende med, at man ventede på Kristus” (se note 85).

Dette kan jo ikke siges om islam. Her kan man ikke finde “forvarsler” – Kristus er kommet! – og man kan heller ikke finde noget sandt ekko deraf. Islam er den religion i verden, som kan siges at være “decideret ikke kristen”, som Jacques Ellul skriver. Af denne grund syntes Ellul, at betegnelsen “kætteri” ikke er stærk nok eller virker vildledende, eftersom den antyder, at der kan være noget fælles mellem islam og kristendom. Der er intet tilfælles, der er kun “en uoverstigelig afgrund imellem dem” (se note 86). Eller sagt i Johannes Horstmanns ord: “For islam er en religion, som bliver tilbage der, hvor evangeliet har været og er blevet forkastet, eller sagt på en anden måde, islam er antikristendom. Den lever af at modsige kristendommens tale om Gud, hans Søn og hans gerning ved Helligånden” (se note 87).

*

Hvordan taler islams Gud, og hvad siger han? Dette var det spørgsmål, vi stillede, og ved hjælp af hvilket vi kom til at se modsætningen mellem islam og kristendommen.

I forbindelse med, hvad Koranens Gud siger, er der stadig nogle få punkter, jeg gerne vil uddybe.

Læsningen af Koranen er ikke nogen let sag. Der er ingen logisk forbindelse mellem de forskellige vers inden for kapitlerne (sura’er); der er ingen fortællinger (historier og lignelser med livskraft og dramatik, som vi er vant til i Bibelen); desuden er Koranen en bog, som dekonstruerer sig selv, eftersom de stærke Medinavers sætter de mildere Mekka-vers ud af kraft.

Et af de mest iøjnefaldende træk ved Allahs tale i Koranen er, at han fremturer med trusler. Ordet “straf” er virkelig Koranens omkvæd: “en svær straf”, “en smertelig straf”, “ild” som brænder “mennesker og sten”, “ildens straf”, “Allahs forbandelse”, “Allah er streng at straffe” gentages uafbrudt i teksten.

Disse trusler står i modsætning til et andet af Koranens omkvæd, nemlig “Allah den Nådige, den Barmhjertige” (1,3). Man kan derfor ikke undgå at spørge sig selv, hvad denne tilsyneladende selvmodsigelse i teksten indebærer, og hvad Allahs såkaldte nåde og barmhjertighed betyder.

Denne barmhjertighed har nemlig straffen indbygget i sig. Det er ingen nåde forstået som betingelsesløs nåde (“gratia gratis data”), som ufortjent tilgivelse.

“Allah … den Nådige, den Barmhjertige … led os på den rette vej; Deres vej, som Du har vist nåde – som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild” (1,1;3;6-7).

Dette er altså definitionen på Allahs “nåde”. Allah er Gud for de retfærdige, for dem, som ikke vækker hans vrede og ikke farer vild. Allah er barmhjertig over for de rettroende, over for muslimerne, han er ikke barmhjertig over for alle mennesker, thi “Allah elsker ikke synderne” (3,141) (“synderne skal ingen hjælper have!” – 3,193), men “er rig på nåde mod de troende” (3,153).

Allah er kun barmhjertig på én betingelse: At man bliver muslim: “de, som angrer og forbedrer sig og bekender sig åbent (til sandheden) – disse vender Jeg Mig til (i Min nåde) … Jeg er … den Barmhjertige” (2,161).

“Men de af jer, som falder fra deres religion og så dør som vantro [dette er et vers om frafald], (det er) dem, hvis gerninger bliver til intet i denne verden og den kommende, og (det er) dem, (der er) ildens beboere. De skal forbliver deri. [De bliver altså tilintetgjort både i denne verden og i den kommende.] Men … de som tror … og kæmper for Allahs sag – disse (er det, som) håber på Allahs barmhjertighed” (2,218-219).

Der er aldrig tale om Guds kærlighed i Koranen (se note 88). Der er kun tale om en slave-ejers lunefulde velvilje over for lydige slaver, som sommetider godt må få lov til at fejle i det små. Selv over for de rettroende forbliver Allahs nåde tvivlsom, lige så vilkårlig som enhver anden tyrans: “Så vil Han tilgive, hvem Han vil, og straffe, hvem Han vil. Og Allah er mægtig over alle ting” (2,285).

Allahs “barmhjertighed” gælder ikke den ganske menneskehed. Den er på betingelse, og selv for dem, som opfylder betingelsen, forbliver denne barmhjertighed usikker. Allah er under ingen omstændigheder gud for de svage og syge, han er ingen “læge”, for nu at bruge det kristne billede. Denne opfattelse af guddommelig “barmhjertighed” i islam, som er væsensforskellig fra den kristne, hænger sammen med, at Islam ikke handler om frelse. Der er intet syndefald i egentlig forstand. Syndefaldet bliver nævnt, men Allah skynder sig at tilgive Adam, så syndefaldet har ingen betydning – følgelig kan der heller ikke være nogen frelse. Mennesket er retfærdigt og kan bevare sin retfærdighed ved det rette forhold til Allah.

Denne præmis af retfærdighed forklarer to centrale ting ved islam. Den forklarer både helligkrigen og samfundsstrukturen (det sharia-baserede fuldkomne samfund for de retfærdige mennesker).

Helligkrig er en logisk følge af, at islam brutalt deler menneskeheden i to. Der er muslimerne, de retfærdige, “en ophøjet menighed”, “den bedste menighed”, som det hedder i Koranen (2,144; 3,111) på den ene side, og der er resten af menneskeheden på den anden side. Hvis der kan være tale om syndefald, så er det kun denne del af menneskeheden (ikke-muslimerne), der er ramt af det. De er de frafaldne – alle var oprindeligt muslimer, ligesom Adam – de fordærvede, og det er dem, som skal bekæmpes gennem sværdet, indtil den ganske jord er underlagt Allah. Modsat kristendommen kan der ikke fra islams side tales om “syndernes fællesskab”, som ubetinget omfatter alle mennesker, idet alle mennesker er stillet over for nådens Gud.

De utallige jihad-vers er velkendte: “bliv ikke slappe i forfølgelsen af det vantro folk” (4,105); “dræb da afgudsdyrkerne, hvor I finder dem” (9,5) (se note 89); “hvis de vender sig bort [falder fra troen], så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem” (4,90); “Kæmp mod dem fra Skriftens folk, som ikke tror på Allah og ej heller på den yderste dag, og som ikke holder det forbudt, som Allah og Hans Sendebud har forbudt” (9,29); “Det er foreskrevet jer at kæmpe, selv om I hader det” (2,217).

I denne forstand er den egyptiske islamspecialist, jesuiterfaderen Henri Boulads bemærkning fuldstændig korrekt: “Islamismen er islam” (se note 90).

Hvad Allah siger i Koranen og den islamiske tradition, er radikalt forskelligt fra den kristne tro. Her videregives et gudsbillede, som intet har med Kristus og gennem Ham Gud Faderen at gøre; her deles menneskeheden i to kategorier, hvoraf den ene er den anden overlegen, endda i ontologisk forstand (“rent og urent” er ikke kun en differentiering af fødevarer, men også iblandt mennesker og en skillelinje mellem manden og kvinden), og perspektivet for den underlegne del af menneskeheden er, at den kun kan overleve fysisk ved at underkaste sig eller blive assimileret i den anden; her formuleres en moralsk anskuelse, som i sidste instans sætter den moralske lov ud af kraft – for barmhjertighedsbuddet og alle gode adfærdsregler gælder i grunden kun over for muslimer. Med jihad som fortegn kan ikke engang den naturlige lov overleve. Den ifølge Koranen åbenbarede lov sætter den naturlige lov ud af kraft. En “lemlæstet” Gud – for at bruge Johannes af Damaskus’ billede – har som følge et lemlæstet menneske. At der alligevel er mange muslimer, som stadig har den naturlige lov i deres hjerte, er noget, der sker på trods af islam, på trods af den islamiske utopi om menneskets væsen, og et lykkeligt tegn på, at menneskenaturen ikke helt kan laves om.

III. Den islamiske utopi

I det sidste kapitel i mit essay vil jeg følge en tanke, jeg i mange år har haft, og som jeg allerede har antydet i det forudgående, nemlig at islam er en art utopi.

Islam er ikke en religion som enhver anden. Islam er en samfundsmodel og en menneskemodel.

Ligesom utopierne er islam projektet for det fuldkomne samfund. Ligesom utopierne er islam en uhistorisk, fastfrossen model. Man véd, hvorledes det fuldkomne samfund skal tage sig ud, og denne model skal i kraft af sin (guddommelige) ypperlighed føres ud i livet i alle tider og på alle steder. Ligesom utopierne forudsætter islam, at sandhedens centrum og magtens centrum er ét: I islam koncentrerer dette sig i den teokratiske samfundsform, à la ayatollah Khomeinis Iran eller i form af det hedengangne kalifat, hvis forsvinden islamisterne begræder. I den reelle utopi, dvs. kommunismen, som er et sekulært teokrati, koncentreres sandhed og magt i kommunistpartiet og dets leder. Både islam og den kommunistiske utopi er totalitære. I både islam og den kommunistiske utopi er opbyggelsen af det perfekte samfund ensbetydende med historiens afslutning og en tilbagevenden til en paradisisk tilstand. I begyndelsen var alle muslimer (se note 91), ved historiens afslutning vil alle blive muslimer, forenet i ét samfund under Allahs rigtige love. I både islam og den kommunistiske verden medfører det uhistoriske, totalitære projekt samfundets forfald, en permanent konflikt mellem ideal og virkelighed.

Den helt klare fordel, som islam har over for kommunismen, er, at den faktisk dækker et af menneskets mest grundlæggende behov, nemlig behovet for underkastelse. Det er ikke for ingenting, at islam betyder underkastelse. Mennesket vil nemlig gerne underkaste sig, som Dostojevskij skriver (“Storinkvisitorens Legende” er lige så relevant i forhold til islam som i forhold til kommunismen), men det kan ikke med en fuldstændig god samvittighed underkaste sig hvad som helst, hvem som helst. Islam har den fordel, at den påberåber sig Guds vilje – så mennesket ikke underkaster sig mennesket, hvilket jo sker i virkeligheden, men Gud. Derfor ejer islam en næsten uovervindelig kraft. Den har koblet Gud og den totale stat sammen; den har også på magelig vis koblet det nuværende liv sammen med det hinsidige og gjort det hinsidige til en forlængelse af og en kompensation for det timelige liv. Den dækker til fuldkommenhed behovet for tryghed: Tryghed ved ikke at skulle vælge noget som helst selv (frihedens fravær); ved at være på den rigtige side (Guds side, retfærdighedens side); ved fællesskabets varme omfavnelse under lovens stramme omklamring.

Under min læsning har jeg fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der ser islam i dette lys. Det ville også have været sært. Hvis der er et gran af sandhed i de tanker, vi gør os, er det sikkert, at også andre har tænkt de tanker. Der findes en stor forfatter, som har beskæftiget sig indgående med islam som utopi: Det er den indisk-britiske forfatter V.S. Naipaul (i 1990 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth, i 2001 modtog han Nobelprisen for litteratur).

Naipauls bog, som har selve islam som tema, hedder Among the Believers: An Islamic Journey (1981), på dansk Blandt de Rettroende – en islamisk rejse (1982). Forfatteren er her et vidne; han beretter om det, han så og hørte på sin rejse i Iran, Pakistan, Malaysia og Indonesien i 1979-1980. Naipauls mesterlige fortælling giver en indsigt i den islamiske verden, som alene den store litteratur kan give.

Utopien, idealet, drømmen om en tilbagevenden til Profetens dage og den paradisiske oprindelse, da der eksisterede et fuldkomment islamisk samfund, løber som en rasende flod gennem den islamiske verden, fra Iran til Indonesien, fra Pakistan, hvis hovedstad netop hedder Islamabad (Islams by), til Malaysia. “[H]ele mit liv har jeg”, siger Mr Jaffrey fra Iran i bogen, “ønsket at se det sande jamé towhidi … “de troendes samfund””. Det er “drømmen om et samfund, der regeredes alene ved troen”. Han – og millioner som ham – drømmer om “et lutret, renset samfund, et samfund af de troende” (se note 92).

Denne “vision” synes at få dagens reelle problemer til at forsvinde, den hele virkelighed til at blive en “abstraktion”, i hvilken mennesket selv opløses som en “abstraktion”. Visionen opretholdes ved “at lukke den virkelige verden ude”, den dyrkes gennem “mentale træningskurser” og gennem indoktrineringen på islamiske kostskoler, som Naipaul beskriver (s. 294, 298, 335). Denne vision, som kun er et tankefoster i mange islamiske lande, har dog formået at erstatte virkeligheden i Iran. Og som det altid sker, når idealet bliver virkeliggjort, synes virkeligheden ikke at stå mål med den paradisiske forestilling, men bliver ikke desto mindre fortsat opretholdt:

“”Det er en stor lykke at se Ali regere!” sagde manden fra Bombay. [Iranerne er shia-muslimer, dvs. følgere af kaliffen Ali, myrdet i 661, som de betragter som Muhammeds rette efterfølger.] “Kvinderne har fået slør igen og forsvinder fra TV. Slut med spiritus”.

… Var det alt, hvad der var at sige om Alis regering? Tilbød Shia-tusindårsriget ikke noget højere? Manden fra Bombay og hans ledsager kunne ikke sige mere, havde ikke mere på hjerte; og måske kunne de ikke sige, at den egentlige belønning for revolutionen en revolution, som var lige så meget et spørgsmål om at rette op på Alis og den sande tros krænkede ære som at styrte de onde – lå i himlen.

Men manden fra Bombay havde endnu en overraskelse til mig. Han ville ikke blive i landet under Alis regering. Han stod i begreb med at forlade Iran efter sine tyve gode år under den onde shah og rejse hjem til Bombay. … Han var lykkelig over at byde Alis regering velkommen og så løbe sin vej” (s. 37, 39).

Manden fra Bombay er kun et af de mange eksempler i Naipauls bog, ikke kun på kløften mellem ideal (eller abstraktion) og virkelighed, men også på den løgn over sig selv og det hykleri, som den totalitære islam, ligesom enhver anden totalitarisme, fostrer.

Irans tilfælde er meget tankevækkende, for i Iran, fortæller Naipaul, var to “interchangeable” (indbyrdes ombyttelige) destruktive revolutioner brudt ud på samme tid: Den islamiske og den kommunistiske. De “syntes” oprindeligt “at flyde sammen … men de var adskilt” (s. 70). I sin kommunistiske “tro” var f. eks. den unge “Behzad lige så urokkelig som nogen Qom-mullah i sin. … Hans drøm om Stalins styre var en version af drømmen om Alis – Profetens sande efterfølger” (s. 68). “Begge parter … krævede absolut tro. … begge næredes af den samme lidenskab: retfærdighed, enhed, hævn” (s. 89). Begge ønskede at rense verden for al urenhed og for alle de urene, “dræbe” dem og “erstatte” denne verden med deres egne forestillinger (s. 382-440). Den islamiske revolution vandt, og det billede af Iran et halvt år efter islams sejr, som Naipaul giver, er i mange henseender en kopi af den kommunistiske revolution, sådan som vi kender den fra andre steder.

Der er ideologiske komitéer i hver landsby. Revolutionsgardisterne patruljerer på gaderne og er allestedsnærværende. Der er uafbrudt propaganda – Koranen læst i radio – posters og publikationer skifter mellem det bloddryppende (billeder af henrettelser) og “idylliske landskaber”, den paradisvision, man bevæger sig hen imod.

Det stærkeste billede af islams væsen og også af den islamiske utopi i Naipauls bog – og deri kan man ikke undgå at se ligheden med kommunismen og komme i tanker om uforglemmelige, rædselsvækkende beskrivelser hos Orwell, Zamjatin eller Zinovjev – er følgende:

På de revolutionære posters var menneskene “uden ansigt”. En ansigtsløs kvinde, en ansigtsløs mængde (“a faceless crowd”). Selv Ali, “shia-helten”, “Profetens fætter og svigersøn”, var ansigtsløs. Selv Khomeini var det – hans ansigt “erstattet af en knyttet hånd”. En familie, far, mor, børn var afbildet i et ugeblad – “hvor ansigterne skulle have været, var der kommet tomme hvide flader” (s. 33-34).

“Enhed, forening, ryggene bøjet i bønner, der var som eksercits, den enes tro alles religion, alles tro strømmede sammen til én enestes og blev guddommelig, og al personlighed og afmagt blev afskaffet: enhed, underkastelse, ansigtsløshed, paradis” (“union, surrender, facelessness, heaven”). “Én tro, én gerning” (“the one-ness of faith and deed”). Alle forsvandt i den kæmpemæssige sammentømrede enhed (“an immense human coagulation”) (s. 43-44, 72).

Ja, den ansigtsløse Gud laver menneskene om efter sit eget billede: De bliver ansigtsløse. Denne ideologiske revolution, som menneskene i Iran er blevet kastet ud i, denne totalitære drøm, som ligner enhver totalitarisme, er kun en opblussen af, hvad islam i virkeligheden er, hvad islam i sin essens altid har været. Og tragedien er – Naipaul ser netop på menneskets smerte og hjælpeløshed – at disse mennesker ikke kan bryde ud af det islamiske mareridt, de har ikke noget at falde tilbage på. Iran og Pakistan har kun islam. Det, som var før islam, eksisterer ikke mere. Islam “dræber historien” (Naipauls udtryk). Den er glemselens rige.

Det, som kommunismen har forsøgt, men ikke har kunnet opnå, at rasere fortiden og begynde helt forfra, det er – hvad selve ødelæggelsen angår – lykkedes for islam:

“I 637, lige fem år efter Profetens død, begyndte araberne at foretage invasion i Persien, og hele landets store fortid, tiden før Islam, blev erklæret for mørketid” (s. 73).

Det samme gentog sig i Indien. Samme år muslimerne rykker ind i Spanien (710/711), “drager de i øst forbi Persien og gør indfald i det store hindu-buddhistiske kongerige Sind”. Efter nedslagtningen modtog Hajjaj, guvernøren over Irak, “den slagne Sind-konges hoved, foruden 60.000 slaver og en femtedel af byttet” (s. 144) (se note 93).

Erobringen af Sind fortsatte, fortæller i øvrigt historiebøgerne, i en orgie af massakre og ikonoklasme, som lagde en civilisation, som på det tidspunkt var blandt de højeste i verden, øde. “De massakrer, som muslimerne foretog i India, er [når man betragter den århundredlange proces] uden sidestykke i historien; de er større i rene tal end Holocaust eller tyrkernes massakre på armenierne”, vurderer Serge Trifkovic (se note 94).

Den ikke-muslimske fortid blev tilintetgjort. Med den sejrrige islam kom de nye generationer, skriver Naipaul, til kun at lære, at “tiden før islam [var] en mørketid” (s. 154).

“[A]raberne”, siger Naipaul, “var alle tiders dygtigste imperialister, for det at blive besejret af dem (og derefter at efterligne dem) i de troendes bevidsthed stadig er det samme som at blive frelst.

I de pakistanske skolebøger … begynder historien med Arabien og Islam. …

En så selektiv historieskrivning fører hurtigt til uvirkelighed. Før Muhammed er der mørke, slaveri, udbytning. Efter Muhammed er der lys: slaveri og udbytning forsvinder. Men skete det? Hvordan kan dette siges eller doceres? Hvad med alle de slaver, som blev sendt fra Sind til kaliffen? Hvorledes med efterkommerne af de afrikanske slaver, der vandrer rundt i Karachi? Der er intet passende svar og følgelig begynder troen at udslette eller lægge sig over virkelighedens verden” (s. 155).

Dette er islam, og dens magt er den samme som fiktionens magt, som udsletter virkeligheden. Af denne glemsel og denne splittelse, hvor fiktionen bekæmper virkeligheden, og virkeligheden bliver hjemløs, blusser så det islamiske ideal op igen og igen. Man skal atter forsøge at skabe det fuldkomne samfund, vende tilbage til Profetens og de første “fire retledte kaliffers” tid. Modellen er fuldkommen, fejlen ligger kun hos menneskene, som ikke svarer til modellen, troen må styrkes.

Denne fiktion er den verdensomfattende islamiske revolution, som Khomeini bebudede, og som vi nu, inden for de seneste år, har set gentaget som det islamistiske manifest af f. eks. Osama bin Laden.

*

Jeg vil afslutte dér, hvor jeg begyndte. Der er en europæisk tradition, som fortæller om islam. I denne tradition integrerer V.S. Naipaul sig. En stor europæisk tradition, hvor der er fortællinger, sange, sagn, digte, krøniker, eposer. Vi står ikke på bar bund. 14 århundredes omgang med islam har efterladt sig spor.

Inden for denne tradition findes også en speciel bog, som mange af os holder meget af. Det er C.S. Lewis’ Narnia. Calormen, mørkets land hinsides ørkenen, som udgør den permanente trussel mod Narnias eksistens, det land, hvor byen Tashbaan rejser sine minareter, hvor man sender hinanden hilsener “i Tash den uimodståeliges, den ubønhørliges navn” (en parodi på og samtidig en afsløring af, hvad “i Allah den nådiges, den barmhjertiges navn” betyder), og hvorfra kvinder flygter for at undgå tvangsægteskab, er en metafor på den islamiske verden (se note 95). Det sidste, apokalyptiske slag, hvor en lille gruppe trofaste narniere, riddere med løven i skjold, kæmper mod Tash’s talløse tilhængere – kæmper og går under (for Korset er nederlagets tegn, og dets sejr kendes kun i troen) – er billedet af en kamp mellem kristenheden og islam, som ikke er uden lighed med Rolands eller korsfarernes kamp mod muslimerne.

Den dæmoniske guddom, som den islamiske verden lever under, og som svarer til den kristne Middelalders opfattelse af islam, hedder hos Lewis Tash. Tash er kun en ny betegnelse for de gamle afguder Baal eller Molok: De mørke, menneskeædende, livsknusende dæmoner. Navnet Tash er tankevækkende. Tash betyder nemlig sten på tyrkisk. Det er just, hvad Johannes af Damaskus havde kaldt Allah for.

Det sidste slag, som også er et slag, der kæmpes med våben i hænderne, er primært troens slag: Troen, som i Antikrists tid forbliver trofast mod den levende Sandhed (Guds egen Søn).

Antikrists tid hos Lewis har træk, der minder om vores. Det er en tid, hvor den falske profet (aben ved navn Shift – Finte på dansk) for at muliggøre calormenernes indtagelse af Narnia, bringer en falsk Aslan og forkynder, at Aslan og Tash er én og samme gud: Den store Tashlan. Derved peger Lewis – ligesom Chesterton gjorde, da han i The Flying Inn (Den flyvende kro) advarede imod Chrislam – på den vildfarelse at sammenblande sandhed og løgn, at gøre Gud til en afgud.

Ved slutningen af dette sidste slag, hvor de døde helte, ligesom gennem en dør, går over til livet, åbenbarer Aslans Land og Aslan selv sig – Guds Søn, den Levende, han, som hele tiden har rejst og kæmpet sammen med mennesket og for mennesket. Han tager imod sine. Men han tager også en af Tash’s tjenere, Emeth, til sig. Emeth er et hebraisk ord, som betyder “sandhed”, nemlig lovens sandhed (se note 96). Til Emeth siger Aslan noget forbløffende:

“Vær velkommen, min søn. … Mit barn, alt hvad du har gjort for Tash, har du i mine øjne gjort for mig”. …

“Herre, er det da sandt, som aben sagde, at du og Tash er den samme?” Løven knurrede, så jorden skælvede … og sagde: “Det er ikke sandt. Det er ikke fordi han og jeg er ét, men fordi vi er modsætninger, at jeg siger, at det, du har gjort for ham, har du også gjort for mig. For han og jeg er så forskellige, at intet, der er gjort i ondskab, kan gøres for mig, og intet, der er gjort af et godt hjerte, kan gøres for ham. … Mit kære barn … medmindre det var mig, du søgte at tjene, havde du ikke kunnet gøre det så længe og så oprigtigt. For alle finder, hvad de oprigtigt søger”” (Se note 97).

Det vil sige: Det gode er mit og mit alene. Når du har fulgt loven i dit hjerte, er det mig, du har tjent, for denne lov er min lov, og det, der var godt hos dig – ja, selve længselen efter Gud – kom fra mig.

Dette – den menneskelige natur med loven, som Gud har skrevet i menneskets hjerte – er det eneste sted, hvor der er bro mellem kristne og muslimer. Og det er ikke på grund af islam, men på trods af islam. Tash og Aslan er ikke ét.

Note 1: Selvmordsangrebet den 7. juli sidste år dræbte 52 og sårede op mod 700 mennesker i London. Ansvarlig: Mohammed Sidique Khan.

Note 2: London, 3. februar 2006, mod den danske ambassade.

Note 3: Mircea cel Batrân (den Ældre) (1386-1418) deltog i slaget ved Kosovo Polje (1389). Han var med, sammen med de vesterlandske korsriddere, i det katastrofale slag ved Nikopolis, 1396.

Note 4 : Georges Castellan, History of the Balkans: From Mohammed the Conqueror to Stalin, East European Monographs, no. CCCXXV, New York: Columbia University Press, 1992, s. 110. Hadrien Dekorte, “Modernité et tolérance: la question de l’identité – L’exemple d’Al Andalus”, i Catholica, 84 / été 2004, s. 70-71.

Note 5 : Hilaire Belloc (1870 – 1953), The Crusades, 1937; Rockford, Illinois: Tan Books, 1992, s. 5, 249-250.

Note 6: På dansk findes to oversættelser: Rolandskvadet, oversat af O.P. Ritto, Gyldendalske Boghandel, 1919, og Sangen om Roland, oversat af Uffe Harder, Det Schønbergske Forlag, 1965. Det er den sidstnævnte oversættelse, jeg citerer fra i det efterfølgende.

Note 7: Robert Spencer, The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades), Washington, DC: Regnery Publishing, 2005, s. 109; Steven Runciman, A History of the Crusades, Cambridge: Cambridge University Press, 1951, bd. I, s. 3.

Note 8: “Djebel el Tarik”: “Tariks bjerg”, det arabiske navn på Gibraltar-klippen.

Note 9: Chateaubriand, Analyse raisonnée de l’histoire de France. Document électronique, fourni par les éditions Acamedia. http://www.acamedia.fr; http://www.dominiopublico.gov.br/download/texto/ga000096.pdf (s. 9).

Note 10: E. Lévi-Provençal, Histoire de l’Espagne musulmane, Paris: Ed. G.-P. Maisonneuve, I-III, 1950-1953; bd. I, s. 123-126. Modsat andre historikere eller tolkere af Rolandskvadet, som slet ikke nævner muslimerne, bringer Lévi-Provençal en rig dokumentation for, at muslimerne spillede en afgørende rolle i forbindelse med Roncevaux-slaget.

Note 11: Da Muhammed beordrede mordet på den jødiske digter Kaab b. Al-Ashraf, opfordrede han også til, at morderne skulle bruge bedragerisk tale over for ofret: “Det er jer tilladt”. Denne fortælling indgår i den ældste Muhammed-biografi: Ibn Ishaq (704 – 768), La vie du prophète Muhammad, Beyrouth: Ed. Al-Bouraq, 2001, bd. II, s.18-25. Den bedrageriske aftale, som kvadet fokuserer på, er også forbundet med islamisk tradition (når man er svag, skal man indgå aftale for at få tid og ro til at samle sine kræfter) og har et præcedens fra Muhammeds liv (Muhammeds moralsk tvivlsomme Hudaybiya-traktat). Se: Daniel Pipes, Militant Islam reaches America, New York: W. W. Norton, 2003, s. 181 ff.

Note 12: Thomas Aquinas, Summa contra Gentiles, I, 6.

Note 13: Se Pierre Jonin’s forord til La Chanson de Roland, édition bilingue, Paris: Gallimard, 1979, s. 21-22.

Note 14: 96, v. 1268; 117, v. 1553-1554; 264, v. 3647.

Note 15: 58, v. 749; 218, v. 3033; 256, v. 3531; 257, v. 3544; 279, v. 3856.

Note 16: Den store moske i Córdoba blev rejst på det sted, hvor den hellige Vincents kirke stod. Denne blev revet ned af muslimerne. Til det store arkitektoniske arbejde, som moskeen er, bidrog i afgørende grad kristne bygmestre. De kristne på deres side havde ikke lov til at bygge kirker, og reparationen af de i forvejen eksisterende kirker og klostre var meget vanskelig, da dette også var forbudt efter islamisk lov.

Note 17: Averroes’ skæbne var ikke enestående. Den originale refleksion, som f. eks. Ibn Hazm (994-1063) lagde for dagen, resulterede også i, at hans bøger blev brændt (Pierre Guichard, Al-Andalus 711-1492, Paris: Hachette, 2000, s. 136-137, 153).

Note 18: Stanley G. Payne, A History of Spain and Portugal, University of Wisconsin Press, 1973, elektronisk udgave, bd. I, kap. 2, s. 6. Lévi-Provençal konstaterer ligesådan: “Igennem hele sin historie i høj Middelalder udmærkede det muslimske Spanien sig ved sin skrupuløse respekt for ortodoksien”. Spanien holdt sig fuldstændig trofast til “den strengeste sunni-norm, hvad angår både kultens praksis og håndhævelsen af den islamiske lov” (Histoire de l’Espagne musulmane, bd. III, s. 454). Se også: Lévi-Provençal, La civilisation arabe en Espagne, Paris: G.-P. Maisonneuve, 1961, s. 23; Adeline Rucquoi, Histoire médiévale de la Péninsule ibérique, Paris: Seuil, 1993, s. 99, 111.

Note 19: Rucquoi, Histoire médiévale de la Péninsule ibérique, s. 101, 111. Lévi-Provençal, La civilisation arabe en Espagne, s. 98-99. Guichard, Al-Andalus, s. 136.

Note 20: Lévi-Provençal, La civilisation arabe en Espagne, s. 109-109. Álvaros beskrivelse er ingen overdrivelse (se: Guichard, Al-Andalus, s. 60-61).

Note 21: Payne, A History of Spain and Portugal, bd. I, kap. 2, s. 8. Også: Lévi-Provençal La civilisation arabe en Espagne, s. 92, 113-114.

Note 22: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam: From Jihad to Dhimmitude, Madison, N.J.: Fairleigh Dickinson University Press, 2005, s. 128.

Note 23: Rucquoi, Histoire médiévale de la Péninsule ibérique, s. 76, 78.

Note 24: Rucquoi, Histoire médiévale de la Péninsule ibérique, s. 123.

Note 25: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity under Islam, s. 89.

Note 26: Lévi-Provençal, Histoire de l’Espagne musulmane, bd. I, s. 225-239. (Lévi-Provençals fortælling er, som sædvanlig for denne betydelige Sorbonne-professor, kendetegnet ved stor og pålidelig lærdom, men beskeden indsigt. Den er nemlig farvet af blindhed over for kristendommen og fascination af islam. I hans øjne er de kristne martyrer “fanatikere” og “ekstremister”, som forstyrrede det gode forhold mellem kristne og muslimer.) Se også bl. a.: Kenneth Baxter Wolf, Christian Martyrs in Muslim Spain, Cambridge University Press, 1988.

Note 27: Koranen (oversat af A.S. Madsen, 2001): 4,90 (“dræb dem, hvor I end finder dem”; 4,138-139; 16,107). For det dramatisk aktuelle spørgsmål om frafald fra islam, se: Leaving Islam: Apostates Speak Out, edited by Ibn Warraq, Amherst, N.Y.: Prometheus Books, 2003.

Note 28: Eulogius, Memoriale Sanctorum; Álvaro (den samme Álvaro, vi har mødt tidligere), Indiculus luminosus og “Eulogi liv”.

Note 29: Rucquoi, Histoire médiévale de la Péninsule ibérique, s. 123-124; Guichard, Al-Andalus, s. 145-146. Bat Ye’or nævner også, at imens jøderne (eller bestemte kredse) i nogle perioder nød frihed og velstand og derfor betegnede tiden i Andalusien som en “Guldalder”, har de kristne aldrig brugt dette ord (The Decline, s. 227-229).

Note 30: Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity, s. 89.

Note 31: Den store jødiske filosof og læge Maimónides (1135 – 1204) blev tvangskonverteret til islam i Spanien, hvorfra han flygtede til Nordafrika. Sådan vendte han tilbage til fædrenetro.

Note 32: Koranen, A.S. Madsens kommentar til 30,31. Det er et grundlæggende princip for den islamiske forståelse af menneskets identitet: Anne-Marie Delcambre, L’Islam des interdits, Paris: Desclée de Brouwer, 2003, s. 92.

Note 33: Bat Ye’or, The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, Madison, N.J.: Fairleigh Dickinson, 1985; 7th printing, 2005, s. 346-351.

Note 34: “Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land, / Som Christne bør ei at forglemme, / Derfra gik vor Tro over bølgende Strand …”: Første vers i Grundtvigs digt “Antiochia”. Barnekow har skrevet melodi til det.

Note 35: G. K. Chesterton, The New Jerusalem, 1920; Quiet Vision Publishing, 2004, s. 106, 107.

Note 36: G. K. Chesterton, The New Jerusalem, s. 119. Den historiske vurdering kan slet ikke være anderledes: “The crusades were the long-term result of the rise of Islam … [as] an aggressive and successful military mouvement”: Chronicles of the Crusades: Eye-Witness Accounts of the Wars between Christianity and Islam, edited by Elizabeth Hallam, London: Guild Publishing, Phoebe Phillips Editions, 1989, s. 19. “Langt fra at være angrebskrige var korstogene det kristne Europas forsinkede militære respons på over 300 års muslimske aggression imod de kristne lande [og] systematiske mishandling af den lokale kristne befolkning i disse lande …”: Serge Trifkovic, The Sword of the Prophet, Boston, M.A.: Regina Orthodox Press, 2002, s. 97.

Note 37: Helge Haar og Jens Nørregaard, Kirkehistoriske læsestykker, bd. I, Oldtid og Middelalder, København: Povl Branner, 1934, s. 55-57.

Note 38: Ifølge Oxford English Dictionary: Pipes, Militant Islam reaches America, s. 188.

Note 39: Navnet Mahound findes også f. eks. hos Edmund Spencer, The Faerie Queen (1596), VI, vii og hos Arthur Conan Doyle, i hans roman The White Company (1891), kap. VIII.

Note 40: De tre sidstnævnte især i forbindelse med den anden front i korstogene, dvs. Selve Europas forsvar. Korshæren, bestående af både katolske og ortodokse riddere, blev besejret i 1396 (Nikopolis) og i 1444 (Varna). Ungarerne har ellers også spillet en rolle i korstogene i Mellemøsten: Det femte korstog (1217-1221) var ledet af Andreas II, Ungarns konge.

Note 41: Spencer, The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades), s. 122-124.

Note 42: Chronicles of the Crusades, s. 22-24.

Note 43: Belloc, The Crusades, s. 17.

Note 44: Belloc, The Crusades, s. 116.

Note 45: Belloc, The Crusades, s. 117.

Note 46: Fatimiderne (shiitisk sekt) herskede i Nordafrika fra 909 til 1171. De gjorde krav på at være efterkommere af profetens datter Fatima og kaliffen Ali.

Note 47: Efter Hattin kom det “romantiske” korstog med Richard Coeur de Lion, som vi også kender fra Walter Scotts meget utroværdige roman The Talisman (1825), som har bidraget til idealiseringen af islam.

Note 48: Chronicles of the Crusades, s. 155.

Note 49: Fra Itinerarium regis Ricardi, en krønike fra begyndelsen af 1200-tallet, redigeret af kannik Richard fra Det Hellige Treenighedskloster i London, og som baserer sig på øjenvidners beretninger. Den anses som den bedste kilde til studium af begivenhederne før og under det tredje korstog (Chronicles of the Crusades, s. 153, 160-161). Saladin fik i øvrigt alle Tempelriddere og Hospitalsriddere dræbt. Han halshuggede med egen hånd Tempelriddernes leder, Reynald (Reginald) de Chatillon, som var blevet taget til fange og nægtede at gå over til islam (Belloc, The Crusades, s. 216, 241). Modviljen mod tempelridderne stammer i stort omfang fra muslimerne, som betragtede de to munkeordener som deres farligste modstandere.

Note 50: Steven Runciman, The Fall of Constantinopel 1453, Cambridge: Cambridge University Press, 1965, s.145.

Note 51: Chesterton, The New Jerusalem, s. 137. Samme tolkning hos Hans Eberhard Mayer, The Crusades, Oxford: Oxford University Press, 1972, s. 281.

Note 52: Jeg har drøftet dette spørgsmål i min bog Det sidste slag på Solsortesletten, Tidehvervs Forlag, 1999.

Note 53: Mayer, The Crusades, s. 25-40, 207-208, 226-227. Se også Jacques Ellul, Kristendommens forvanskning, Tidehvervs Forlag, 2005, s. 131-141.

Note 54: Slaget ved Varna: Endnu et korstogsforsøg på at samle de europæiske styrker. Janos Hunyadi med en hær af ungarere, polakker, serbere og vallakiere tvang sultan Murad II til en tiårig våbenhvile. Korsfarerne brød dog aftalen og angreb i november 1444, med et katastrofalt resultat som følge.

Note 55: Spencer, The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades), s. 160.

Not 56: De historiske oplysninger, jeg her bringer, stammer hovedsagelig fra: Saint John of Damascus, Writings, i samlingen Fathers of the Church, vol. 37 (Washington, D.C.: The Catholic University of America Press, 1958, rpt. 1970); Jean Damascène, Ecrits sur l’islam, présentation, commentaires et traduction par Raymond Le Coz, Sources Chrétiennes no. 383 (Paris: Ed. Du Cerf, 1992); Daniel J. Sahas, John of Damascus on Islam: The “Heresy of the Ishmaelites” (Leiden: E. J. Brill, 1972). De to sidstnævnte bøger indeholder Johannes af Damaskus’ to vigtige tekster om islam (græsk tekst, plus oversættelse), som jeg beskæftiger mig med i dette kapitel.

Note 57: “Pact of Umar”: Fra Al-Turtushi, Siraj al-Muluk, s. 229-230, http://www.fordham.edu/halsall/source/pact-umar.html.

Note 58: Islam har fået nummer 101 i J.P. Migne’s Patrologia Graeco-Latina (PG 94, c. 763-773). Om kætterierne udgør anden del af Johannes af Damaskus’ storværk Sandhedens kilde. Første del er Dialektikken, tredje del er Om den ortodokse tro.

Note 59: PG 94, c. 1585-1596; PG 96, c. 1336 B-1348 B.

Note 60: Hvor det lader sig gøre, bruger jeg Torben Christensens oversættelse af forskellige passager fra Om kætterierne: “Johannes Damaskenos’ opgør med Islam”, i Kirkehistoriske afhandlinger: 29. marts 1981, Gad, 1981, s. 65-80.

Note 61: F.eks.: 2,30; 112,4; 4,158; 19,37; 5,117-118 osv.

Note 62: Koranstedet 61,7, hvor profetiske ord om Muhammed bliver lagt i munden på Jesus, er sikkert opstået for at imødekomme spørgsmål af den art, som Johannes af Damaskus stillede.

Note 63: Koranen 2,166; 4,49; 4,116; 28,65; 30,34 osv.

Note 64: Koranen 3,46; 4,172.

Note 65: Koranen 91,14 ; 7,74-78, 54,28-31 osv.

Note 66: Koranen 2,224.

Note 67: Johannes af Damaskus henviser til historien om Zaids kone, som er registreret i Koranen (33,38-39). Sml. 2,228-231.

Note 68: Koranen 1,8; 2,214; 7,31; 10,101. Der skal her nævnes, at dette spørgsmål har givet anledning til stor diskussion inden for islamisk teologi. Kontroversen angående prædestination dvs. fri vilje, manglen på årsag og virkning vs. naturlove, som findes i Johannes af Damaskus’ skrifter, analyseres, med et væld af detaljer om islamisk teologi, af Harry Austryn Wolfson, The Philosophy of the Kalam, Structure and Growth of Philosophical Systems from Plato to Spinoza IV, Harvard University Press, 1976, se: s. 366 ff., 518-578, 601 ff., 720-739.

Note 69: Saracenerens udsagn henviser til Koranen 23,13-15; 32,9-9; 22,6; 75,38-39 osv.

Note 70: Jean Damascène, Ecrits sur l’islam, s. 152-153.

Note 71: Johannes Paul II gentog dette udsagn ordret 5. maj 1999: “Pope John Paul II, General Audience 5 May 1999: Muslims and Christians Adore the One God”, L’Osservatore Romano (Vatikanets avis), weekly edition in English, 12 May 1999, s. 11.

Note 72: “[R]eligions are at the service of peace … We have a single goal and a shared intention, but we will pray in different ways, respecting one anothers’ religious traditions”: “Address of the Holiness Pope John Paul II to the Representatives of the World Religions”, Day of Prayer for Peace in the World, Assisi, 24 January 2002 (II,3;7).

Note 73: Alain Besançon, Trois tentations dans l’Eglise, Paris: Perrin, 2002, s. 202.

Note 74: “Nostra Aetate” og “Lumen Gentium”: http://www.katolsk.dk/index.php?id=116 ; http://www.katolsk.dk/in-dex.php?id=122.

Note 75: Joseph Ratzinger, Salt of the Earth, San Francisco: Ignatius Press, 1997, s. 243-246. Også “Dominus Iesus”-erklæringen fra september 2000. En af Benedikt XVI’s første skridt for at rette op på misforståelserne i kirkens behandling af islam har været at opløse Vatikanets Råd for Dialog med andre Religioner ved at bringe det ind under Vatikanets Kulturråd. Dette er ikke blot en ændring i firmanavn, men en grundlæggende ændring i synet på islam i forhold til hans forgænger. Det er nemlig Ratzingers kongstanke, at dialog med islam ikke er mulig ud fra teologisk grundlag – der er der uforenelighed – men en dialog med muslimerne skal forsøges som en appel til “vor fælles menneskenatur”, til “fornuft” og “rationalitet” og til “samvittighed”. Han har også krævet “gensidighed”, dvs. religionsfrihed i de muslimske lande (frihed for kristne og frihed til at kunne forlade islam) (Samir Khalil Samir, S.J., “When Civilizations Meet: How Joseph Ratzinger Sees Islam”, Asia News, 26. april 2006).

Note 76: Og ikke mindst den hellige Bernard af Clairvaux (1090-1153). Han har støttet de militære munkeordener og redigeret Tempelriddernes statutter.

Note 77: Besançon, Trois tentations dans l’Eglise, s. 190.

Note 78: Besançon, Trois tentations dans l’Eglise, s. 187.

Note 79: Jacques Ellul, Islam et judéo-christianisme, Paris: PUF, 2004, s. 75, 80-83.

Note 80: Også Koranen 3,4: “tidligere åbenbarede Han Torahen og Evangeliet”. Der er altså ikke nogen forskel mellem Tora, Evangeliet og Koranen: De er ens.

Note 81: Besançon, Trois tentations dans l’Eglise, s. 191.

Note 82: Ellul, Islam et judéo-christianisme, s. 90-91.

Note 83: Citeret af Mark Durie i The Myth of Islamic Tolerance: How Islamic Law Treats Non-Muslims, edited by Robert Spencer, Amherst, N.Y.: Prometheus Books, 2005, s. 545.

Note 84: Sobhy Mujahid, “Controversy over Christ Movie in Egypt”, Cairo, 22 March 2006: http://www.islam-online.net/English/News/2006-03/22/article04.shtml

Note 85: “Toute la vie religieuse de l’humanité – vie religieuse exprimée par la dialectique des hiérophanies – ne serait, à ce point de vue, qu’une attente du Christ”: Mircea Eliade, Traité d’histoire des religions, Paris: Payot, 1970, s. 38 (og note s. 38).

Note 86: Ellul, Islam et judéo-christianisme, s. 78, 91. – Spørgsmålet om islam overhovedet kan karakteriseres som et kætteri, er blevet rejst før. Indvendingen går ud på, at islam ikke er en sekt, der har den mindste forbindelse med kristendommen. En af de teologer, som har rejst spørgsmålet, er Pierre le Vénérable (1092-1156), som fortjener, at man stifter bekendtskab med ham. Pierre le Vénérable var abbed i Cluny. Han fik oversat Koranen i Toledo, for at den kunne gendrives (Liber contra sectam sive haeresim saracenorum, PL 189, c. 669-670; c. 649): “Uanset om man kalder den muhammedanske vildfarelse for … et kætteri eller … for … hedenskab, gælder det om at reagere imod den, dvs. skrive [imod den]”: Cit. af Jacques le Goff, Les intellectuels au Moyen Age, Paris: Seuil, 1957.

Note 87: Johannes Horstmann, “Den rette samtale”, Tidehverv, 1995, s. 43-46.

Note 88: Sufierne, som talte om længsel efter og kærlighed til Gud, blev anset som kættere og forfulgt (indflydelsen af bl.a. nyplatonisme, gnosis, kristendom på sufismen er påviselig). “I ulama’s [religiøse lærde] øjne var følgerne af den mystiske oplevelse og de fortolkninger, som sufierne gav af den, en trussel for selve grundlaget for den ortodokse teologi. … de store mestre al-Halladj og Suhrawardi endte med at blive henrettet” (i henholdsvis 922 og 1191): Mircea Eliade, De religiøse idéers historie III, Gyldendal, 1985, s. 107 ff.

Note 89: Dette vers (9,5) fortsætter med: Hvis de angrer og omvender sig, behøver de ikke at dræbes. Så er Allah “Tilgivende”, “Barmhjertig”. At jihad også har betydningen af en krig, der føres i ens eget indre, ændrer ikke ved sagen. Det drejer sig stadigvæk om kampen mellem retfærdighed (den rette tro og adfærd) og uretfærdighed. Indre og ydre krig er kun komplementære sider af samme sag.

Note 90: Henri Boulad, “A propos de l’islamisme et de l’islam”, in Choisir, Genève, april 1997, s. 26-28.

Note 91: Koranen 2,214.

Note 92: V.S. Naipaul, Blandt de rettroende – en islamisk rejse, oversat af Mogens Boisen, Hekla, 1982, s. 39, 427. Sidetallene for citaterne fra Naipaul henviser til Boisens oversættelse, som jeg dog flere steder har ændret, så den kan komme tættere på originalen.

Note 93: Naipaul henviser til Chach-na’ma, en arabisk fortælling om invasionen af Sind, oversat til persisk i begyndelsen af 1200-tallet. (Teksten kan læses på internet: http://www.infinityfoundation.com/ECITChachnamaframetset.htm)

Note 94: Trifkovic, The Sword of the Prophet, s. 109-113.

Note 95: Der er to bind i Narnia, som handler om islam: Hesten og drengen og Det sidste slag.

Note 96: Det er, hvad Lewis selv siger. “[D]e gamle jøder priste loven for at blive “sand””, siger Lewis i et afsnit om Tao, som hos ham betyder den naturlige lov. I noterne til teksten henviser Lewis til Salme 119,151 (“Nær er du, o Herre, og alle dine bud er sandhed”) og forklarer: “Ordet er emeth, “truth”. … emeth … fremhæver … sandheden som noget, man kan stole på”: Menneskets afskaffelse, oversat af Jørgen Juul Petersen, 2001, s. 17, 64.

Note 97: C.S. Lewis, Det sidste slag, oversat af Niels Søndergaard, Borgen, 1984, s. 169-170. I Det er kristendom (Mere Christianity) udtrykte Lewis samme tanke: “Der er mennesker, der tilhører andre religioner, som ved Guds hemmelige indvirkning … tilhører Kristus uden at vide det” (oversat af Kirsten Årup Mogensen, Forlaget Scandinavia, 1996, s. 190).

Tidehverv, nr.7, september, 2006, s.87-108.

Monica Papazu, Snaphanen foto 2008

Papazu.dk

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

17 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Christian W.
Christian W.
15 years ago

Papazus gennemgang af islams historie burde mangfoldiggøres. Den virker i al nøgternhed, som noget af det mest uhyggelige og oplysende, jeg længe har læst. Lad Trykkefrihedsselskabet lave en gerne illustreret udgave, og lad den være pligtlæsning for al verdens dialogorienterede humanister.
Bravo!

AN
AN
15 years ago

Bragende godt essay af Monica Papazu!! Den pave, der i 1985 i en tale sagde, at muslimernes månegud er identisk med jødernes Jehova for slet ikke at tale om den kristne Gud, må have trukket sin teologiske uddannelse i en automat. “… for islam er skabelsen … en kontinuerlig proces. Hvert eneste øjeblik skaber Allah selve de atomer, vor krop består af. … Allah fylder hele virkeligheden med sin permanente tilstedeværelse … en verden uden love, hvor lovmæssighederne kun skyldes Guds tilfældige vaner.” Hvor er det bekvemt; Allah skaber verden hvert sekund. En tilfældig pige overfaldes og voldtages på en… Read more »

Procopius
15 years ago

Yes!!
Papazu rammer plet! P 🙂 sse smukt!
Det er lige så tårene triller ned af kinderne. Det er næsten for sandt!
Allah det blodtørstige overidol blandt Kabaens andre lerklinede rædsler!
Muhammed valgte den jøde-kristne fortælling til ramme for sin lille morderkult.
Iran og zarathustrismen som iden grad repræsenterede Østen i samtiden vakte kun
arabernes had og foragt.
Muhammed var således en af verdens første Orientalister i Edward Saids forstand!
🙂

De bedste hilsner
P

Gunnar Biering
Gunnar Biering
15 years ago

Det ser ud til, at politikerne fra indvandringspartierne – især Ritt Bjerregaard – har held til at holde fast i, at problemerne på Nørrebro skyldes kamp om hashmarkedet og selvfølgelig lukningen af Pusher Street, det er jo regeringens skyld. I direkte debat har Søren Pind og Karen Jespersen været alt for svage til at sætte bandekrigen ind i den større sammenhæng, som ellers især KJ ligefrem har skrevet bøger om. Og senest Nicolai Sennels. Vi må også holde fast i, at selvom det er vigtigt at bekæmpe problemerne nu, er det også vigtigt at studere ophavsmændene til problemerne – og… Read more »

LFPC
15 years ago

“Jamen altså, hvorfor er der ingen satirikere eller stand-uppere eller revy-magere, der laver noget sjov ud af den bizarre konstellation. For den er da virkelig tragikomisk”. Det afspejler selvfølgelig at de ikke er i stand til at reflektere over egne absurditeter og se sig selv udefra. Situationen er for dem, så vidt jeg kan aflæse det, at gode, anstændige kræfter må stå sammen mod fremmedfjendske og nationalt tillukkede kræfter repræsenteret af Dansk Folkeparti. Alle selvmodsigelserne i deres blindhed for det der også truer deres egne værdier er helt fremmede for dem, og kan derfor heller ikke behandles satirisk. Hvor meget… Read more »

li
li
15 years ago

Som Ateist, syntes jeg der er noget meget fornuftigt over Johannes af Damaskus opfattelse af iSLAM: “”Muhammed er en “falsk profet”, hans udsagn er “tåbelige”, “latterlige”; det er noget, man kun kan “grine ad”. Disse skarpe ord er ikke bare et spørgsmål om stil, men om indhold.”” “”Denne sarkasme, denne respektløshed var altså kirkefaderens holdning til islam”” Det kan jeg kun være enig i!! For hvis der skal diskuteres gude opfattelser, så må iSLAM’s allah absolut hører til en modbydelig afgud sendt fra helvede! der er nemlig intet fornuftigt og menneskeligt udholdigt udspyet fra den kæft! Kun krigerisk drab og… Read more »

Emeritus
Emeritus
15 years ago

Til 174-3. ‘…“Hvad nu hvis der ingen løsning er?”, siger Jes Stein.” Jes Stein er efterhånden ved at kunne lugte kaffen…’ Selvfølgelig er der ingen løsning på traditionelle præmisser. Der skal som bekendt to til en tango. Desuden: De fleste mindste-indgrebs foranstaltninger er forsøgt uden held. Så man må på et tidspunkt tage ved lære og skifte strategi. En pensioneret skoleinspektør, jeg har mødt, en rigtig gammel hugaf blev bebrejdet, at han ikke i højere grad lyttede til sine kvindelige værdier. Det prellede fuldstændigt af på ham. ‘Der skal skarp lud til skurvede hoveder’, mente han. Men: 174-3 er alligevel… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

“Det er grotesk, og endnu mere grotesk at det ikke bliver bemærket, at en tidligere leder i PET henviser til en satanist der har siddet i parti med en stenings-imam…”

Jamen altså, hvorfor er der ingen satirikere eller stand-uppere eller revy-magere, der laver noget sjov ud af den bizarre konstellation. For den er da virkelig tragikomisk.

LFPC
15 years ago

Måske Peter Wivel illustrerer glidningen af de politiske fløje, og hvad de står for. I Informations velmagtsdage, dengang SF var suspekt ‘reformistiske’, og de Radikale var et ubetinget borgerligt parti, var Wivel denne avis’ brådne kar, fordi han var åbenlyst borgerlig. Han var nærmest spedalsk, og forhadt af læserbrevsskribenterne. How times have changed. Hvad betyder ‘borgerlig’ i dag? Ikke en disse. Det er pænhed og sammenspisthed med venstrefløjen, ikke noget med skarp profilering. Det er grotesk, og endnu mere grotesk at det ikke bliver bemærket, at en tidligere leder i PET henviser til en satanist der har siddet i parti… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

ups

psylolog – det vil Sennels vist ikke gerne kaldes – jeg mener psykolog

Janne
Janne
15 years ago

Sareen og Engelbrecht taler i samme offer-spor som de har gjort de sidste 15 år og det er der ikke kommet noget godt ud af. Tværtimod ser vi flere og flere problemer i Danmark på den ‘medicin’. Mange indvandrer får simpelthen et dårligt liv og skaber store problemer for både sig selv og andre. Det er derfor forfriskende at høre og læse at en ung psylolog har nye bud på hvad problemerne kan skyldes og hvad vi kan gøre for at de ikke bliver flere. Til glæde for alle. Det man kan lære af det Sareen og Engelbrecht siger er… Read more »

JensH
JensH
15 years ago

OT Endnu et lavmål fra Politiken. Jeg troede egentlig ikke Tøgers pamflet kunne synke dybere efter sammenligningen mellem islamisk stening og den katolske nadver, men i dagens udgave lykkedes det faktisk ‘avisens’ Berlin-korrespondent, Peter Wivel, at trække ‘avisen’ endnu længere ned i rendestenen. Denne gang er det Geert Wilders der tages under behandling. Under overskriften “Hadetale kan i værste fald dræbe”, bliver Wilders slået i hartkron med både neo-Nazister og islamiske had-prædikanter. Alt dette for at forsvare Storbritanniens skændige afvisning af Wilders i Heathrow Airport, og samtidig mistænkliggøre DF for at ville invitere Wilders til den danske konference om ytringsfrihed:… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

Hvordan kan vi her i Danmark bedst muligt støtte op om norske Sara og hendes ytringsfrihed og frihedsrettigheder i øvrigt?

M.h.t. Engelbrecht, så har jeg efterhånden næsten ondt af de indvandrere som han forsøger at være advokat for. Det samme gælder for de indvandrere som Jacob Holdt gerne vil være advokat for.

Norske Sara har ikke brug for de to danske hanelefanters dogmatiske synspunkter, men for friske og frihedssøgende synspunkter.

174-3
174-3
15 years ago

““Hvad nu hvis der ingen løsning er?”, siger Jes Stein.”

Jes Stein er efterhånden ved at kunne lugte kaffen.

traveler
traveler
15 years ago

Man hæfter sig ved mange detaljer i Monica Papazus flotte indslag. Tag for eksempel “En fatwa fra det islamiske universitet Al-Azhar i Kairo forbød f. eks. tidligere på året den film om Jesu liv, som de kristne koptere ønskede at lave, som udtryk for blasfemi mod Allahs profet Jesus (se note 84).” Det forekommer at være Durban II i en nøddeskal, hvor FN vil komme til at sanktionere de muslimske forfølgelser og undertrykkelse af kristne og jøder. Og kulturrelativisternes og venstrefløjens idioti afdækkes i det efterfølgende afsnit: “Ved at henvise til Abrahams og Jesu tro er det islam, der misvisende… Read more »

Niels H
Niels H
15 years ago

OT:

I england har de fundet en løsning på problemet med for få betjente:

http://www.dailymail.co.uk/news/article-1160704/The-Great-British-police-farce-Cardboard-coppers-join-war-crime.html

AN
AN
15 years ago

Dødstrusler for “30 g stof” … ??

17
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x