20
mar
Seneste opdatering: 20/3-09 kl. 1334
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Et inteview i seks You Tube dele, oprindeligt optaget af uddannelseskanalen Q and A i 2006, men først på nettet nu. Interviewet blev lavet i anledning af udsendelsen af filmen “Islam, What the West Needs to Know”, som interviewet også har som omdrejningspunkt, men kommer iøvrigt vidt omkring.  Når man har haft den oplevelse at møde Spencer og filme ham, er det interessant at lære lidt mere  om hans baggrund. Han bedsteforældre var ortodokse katolikker fra Tyrkiet, der udvandrede til USA da de fik valget mellem at blive muslimer eller udvandre, hvor jeg uden videre gik ud fra, at han var jødisk.

Interviewet fik mig til at gense “What the  West Needs to Know”  i sin helhed, min. 1:38:00. Jeg husker da jeg først så den, at jeg sukkede over muligheden at skulle se flere langskæggede fanatikere, Kalashnikovs og halshugninger, men jeg blev fanget ind med det samme og husker også da filmen var forbi, at jeg udbrød for mig selv : “Fint, nu har jeg fået et grundkursus Koranen på halvanden time. Jeg slipper måske for at skulle læse den.” Hvor kan man som menigmand lære så meget på så kort tid ?  TV er stået af den øvelse forlængst. Filmen er alt andet end en FITNA, det er scholars (Trifkovic, Bat Ye Or, en fhv. PLO mand osv.) der ridser islams historie op og eksemplificerer dens indhold med forskellige Koran-vers, iblandet enkelt klip med Bush, Blair, Rice og Clinton, og man tør godt love, de brillierer ikke ved deres akademiske niveau. Se den ! Og se den igen om to år. Gem linket, det er billigere og nemmere end at skulle købe  DVDén.-Og netop som dette var færdigskrevet, blev det officielt at Robert Spencer kommer  til København i maj måned,helt uvist for os indtil for få minutter siden.

Female Genital Mutilation on British Turf

fgm9moold[…] More than 130 million women living today have been subjected to this horrifying practice, and more than two million girls are assaulted by it each year. That is more than five thousand girls every day. […]

The Muslim communities who practise FGM will not easily abandon their barbarity. The Egyptian government, for example, banned FGM in 1996, but an Egyptian court overturned the ban in July 1997. The problem is that the clitoris mutilators point to traditional teachings that sanction FGM. Islamic tradition, for instance, records the Prophet Muhammad emphasizing that circumcising girls is “a preservation of honor for women.” A legal manual of the Shafi’i school of Islamic jurisprudence, ‘Umdat al-Salik [The Reliance of the Traveller], which is endorsed by Al-Azhar University of Cairo — the oldest and most prestigious university in the Islamic world — states that circumcision is obligatory for both boys and girls. […]

Thanks to the Left’s policy of multiculturalism, where no value can be said to be worse or better than any other (except, of course, if American society and culture is the subject of discussion), FGM is now being widely practised on Western territory. A study estimates that 66,000 women living in England and Wales have suffered FGM, most of them before emigrating from their home country. More than 7,000 girls in Britain alone, meanwhile, are at a high risk of being victims of the crime. At present, we know that more than 500 girls in Britain are being mutilated every year. […]

The Left’s cries of indignation are not to be heard because admitting the inferiority of an adversarial culture might very well legitimize Western civilization, a recognition that no leftist can allow if he hopes to retain his identity and social belonging. That’s why the leftist forces in our society do their best to excuse FGM with the tired old mantra: it’s not only Muslims that do it – as if inaction to save human beings from evil is somehow justified because a sin might exist somewhere else. […] Jamie Glazov: Female Genital Mutilation on British Turf (Billede: Indonesian toddler following her ritual FGM)

Er liberalismen urealistisk?

af Jean Fischer, kultursociolog.

Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.): “Den borgerlige orden”(Gyldendal, 2008).

Vi savner et rigtigt konservativt og et rigtigt socialistisk parti. To partier der tidligere satsede på fællesskab. Nu er række unge akademikere begyndt at kvalificere konservatismen. Morten Ebbe Juul Nielsen har sammen med Kasper Støvring redigeret bogen Den borgerlige orden, som ikke har fået den omtale, den fortjener.

Kasper Støvring har tidligere i bøger og artikler bidraget til udviklingen af en nutidig konservatisme. Hans kapitel er et forsvar for den sociale sammenhængskraft. De politisk korrekte vil nøjes med den politiske integration og accept af grundloven. Men det er ifølge Støvring ikke nok. Også kulturel integration er nødvendig. Kultur sættes lig med social kapital, og social kapital ser Støvring som kernen i den sociale sammenhængskraft. Social kapital er samarbejdsformer, der er opstået i samfundet i form af familier, foreninger og lokalsamfund. De udgør forpligtende fællesskaber og bidrager til skabelsen af gensidighed og tillid.

Støvring anvender udtrykkene politisk og kulturel integration. Dette vil få mange til at tænke på indvandrerne. Men de sociologiske og socialpsykologiske udtryk politisk og social integration er opstået før og uafhængigt af indvandrerproblemerne. Udtrykkene er et forsøg på at forklare, hvordan samfund hænger sammen. Hvilket ifølge disse teorier er nødvendigt for ethvert samfund. Da socialpsykologerne i 1950-erne diskuterede social integration, handlede det om afvigelser og kriminalitet. Det var i den forbindelse, man systematisk begyndte at bruge udtrykket sammenhængskraft.

Støvring hævder, at alle ser positivt på den sociale sammenhængskraft. Men det er ikke rigtigt. Progressive akademikere bekæmper den, fordi de ser social sammenhængskraft som et ”populistisk” danskhedsbegreb, der skal bruges til at holde muslimer ude. Danskheden kaldes derfor ”ekskluderende”. I det hele taget gælder det for alle de begreber, der er i familie med social sammenhængskraft, at de er fællesskabsbegreber: solidaritet, det civile samfund, social kapital. De er en slags konservative eller kommunitære begreber, der betoner fællesskabets værdi. Kommunitarismen er en amerikansk filosofi, der kritiserer liberalismen for ensidigt at satse på individ og rettigheder. De hævder, at fællesskab og pligter er nødvendige for samfundets holdbarhed. Gammeldags socialister gik også ind for fællesskab og pligter, mens nutidens ”venstreorienterede” kun interesserer sig for menneskerettigheder og alskens mindretalsrettigheder.

Støvring oversætter sammenhængskraft til social kapital. Men man kunne også se på selve udtrykket sammenhængskraft. Som nævnt brugte socialpsykologerne udtrykket i 1950-ernes forskning og teorier om social integration. I 1990-erne dukkede det op igen i diskussion om globaliseringen og den tiltagende globale konkurrence. Forskellige internationale organisationer (OECD, EU og Verdensbanken) begyndte at bruge udtrykket social sammenhængskraft (social cohesion), fordi de var bekymrede over globaliseringens ødelæggende virkninger. De diskuterede overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvor konkurrencestaten var en globaliseringstilpasset velfærdsstat. Udtrykket sammenhængskraft er ikke opfundet af Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, som de politisk korrekte plejer at antyde. Det var i Danmark Poul Nyrups regering i 1990-erne, der brugte udtrykket, da den iværksatte overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det var Nyrup, der svigtede forpligtelsen over for fællesskabet, så skuffede vælgere flygtede til Dansk Folkeparti.

Intellektuelle og liberalister har det ikke godt med fællesskabsbegreber. Da udtrykket social sammenhængskraft begyndte at blive almindeligt efter 2001, mødtes det af afvisning og latterliggørelse fra den kulturelle elite. Selv om social sammenhængskraft diskuteredes internationalt i 1990-erne, og selv om store sociologer som Durkheim og Anthony Giddens brugte udtrykket, var det ikke fint nok til danske intellektuelle.

Anders Ehlers Dam, der tidligere har redigeret en bog om konservatismen, påpeger, at økologien egentlig er en konservativ tanke. Men de konservative forærede for årtier siden økologien til de venstreorienterede. John Gray har tidligere kritiseret de konservative for at have glemt økologien, som ellers er en indlysende konservativ værdi. Ehlers Dam følger Gray og inddrager andre konservative forfattere. Artiklen efterlader læseren hovedrystende over, at de konservative kunne finde på at fraskrive sig økologien.

Morten Ebbe Juul Nielsen erklærer kættersk, at liberalismen er urealistisk og har behov for en kulturel dimension. Han foreslår statslige indgreb for at styrke en kultur, der kan udgøre basis for et holdbart liberalt samfund. Liberalismen må desuden via statslige indgreb bidrage til at sikre udviklingen af den enkeltes autonomi. Endvidere må liberalismens negative friheder (frihed fra) nedtones til fordel for halvkommunitære positive friheder (frihed til).

Juul Nielsen gør op med centrale liberale dogmer. Og han er stærkt irriteret over libertarianismen, den ekstreme liberalisme. Armslængdeprincippet forekommer ham latterligt. Det minder mig om kommunitaristerne i USA, der er stærkt irriterede over ACLU, en libertariansk borgerrettighedsbevægelse, som protesterer harmdirrende, hver gang regeringen overvejer indgreb for at beskytte borgerne mod vold og kriminalitet. ACLU affejer ethvert indgreb som overgreb mod individets frihed. De raser også mod påbud om sikkerhedsseler i bilen.

Juul Nielsen er modig og dybt kontroversiel. Liberalismen er urealistisk. Det er godt set. Men hans måde at kombinere liberalisme og kommunitarisme på er problematisk. Han søger at undgå beskyldninger for kommunitarisme og konservatisme. Men det er udenomssnak.

Det er selvmodsigende på den ene side at erkende liberalismens mangel på realisme, gøre op med centrale liberale dogmer og tilføje nødvendige konservative/kommunitære elementer. Og på den anden side at fastholde, at det stadig er liberalisme.

Det er muligt og acceptabelt at koble liberalisme og kommunitarisme. Internationalt kendte  samfundsforskere gør det. En sådan kobling kan foregå på mange måder. Multikulturalismen er en tåbelig og mislykket kobling. Spørgsmålet er ikke, om man kan koble, men hvordan man gør det.

Problemet med Morten Ebbe Juul Nielsens kobling er, at han tror, at han stadig er liberalist. Det er et spørgsmål, om det er liberale værdier, han går ind for. Mig forekommer de at være kommunitært liberale. Dette burde siges klart og tydeligt.

Juul Nielsen vil også lade staten støtte udviklingen af autonomi. Han har ret i, at autonomien ikke kommer af sig selv. Men han overser, at selve det liberale autonomi-begreb er urealistisk. Anerkendelse er et mere realistisk begreb. Autonomi betyder, at individet tænker og handler totalt selvstændigt, uafhængigt af fællesskab og tradition. Anerkendelse betyder derimod, at vi er afhængige af hinanden, at vi har behov for andres anerkendelse. En politisk filosofi, der bygger på autonomien og overser anerkendelsen og prestigen, er totalt urealistisk.

(Teksten er skrevet til Politiken, men upubliceret af avisen ligesom som visse artikler vi tidligere har haft, som stedfortræder  for Politiken. Vi takker Jean Fisher)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Mette

    DANSKE TILSTANDE

    I min tidlige barndom hørte jeg udtrykket “norske tilstande” og huskede det, fordi det var noget forfærdeligt, og noget man skulle have ondt af.

    Norske tilstand handlede om undertrykkelse, nedværdigelse og sult grænsende til hungersnød, forstod jeg lille gryde med store ører, der voksede op i det fede landbrugsland mod syd. Norge var sten og fisk og fattigdom, og danskere sendte ligefrem madpakker med leverpostej og spegepølse op til broderfolket, da tyskerne var smidt ud af landet.

    Det ved jeg helt bestemt, for da jeg senere fik min gang deroppe, skete det ikke så sjældent, at ældre mennesker kom og takkede mig hjerteligt for madpakkerne, og jeg lidt forlegen svarede, at det var da så lidt.

    Minsandten om nordmændene nu ikke har fået søsat udtrykket “danske tilstande”, og det handler også om undertrykkelse og elendighed, men ikke om sult. Danskerne har mad nok, og den spiser nordmændene stadigvæk gerne. Hvis altså de kan for kvalme, men det går nu nok. I Danmark plejer nordmænd lissom at blive mere frigjorte, og det siger sommetider ikke så lidt.

    Men hvor om alting er, handler “danske tilstande” om, at vi er blevet onde og opfører os hadefuldt overfor muslimer. Sådan lyder det i al fald fra det norske arbejderparti, der svarer til vort Socialdemokratiet. Vi aner ikke, hvad vi har med at gøre, mener man. I Norge ønsker man nemlig fred for enhver pris, og oppositionen har det svært.

    I Danmark har vi derimod et flertal siden 2001 sagt “Aldrig mere en 9. april”, og her er tilstrækkeligt mange, der stadig har det lidt svært, når vi synger “Altid frejdig”. For vi ved, at friheden har kostet, og at det nu er vores tur til at kæmpe for den.

    Men læs selv, hvad der rumsterer deroppe. Der er i og for sig ikke så meget nyt i det. Det virkeligt nye er mere, at der er begyndt at dukke kritik op i danske blade af norske forhold, og det vil de sikkert forundre sig meget over. Men mange nordmænd hilser den velkommen, så meget er sikkert.

    http://www.document.no/2009/03/danske_tilstander_1.html

  • Gunnar Biering

    @ Mette

    Jeg vil gerne supplere dig lidt med hensyn til udtrykket “norske tilstande”. Udtrykket stammer fra de første besættelsesår og betegner det modsatte af den danske regerings samarbejdspolitik overfor besættelsesmagten, altså aktiv modstand på ethvert niveau, også selvom det kostede dyrt. Den danske modstandsbevægelse arbejdede for at få “norske tilstande” her.

    Når nordmændene nu taler om “danske tilstande”, er parallellen altså ikke helt præcis, men delvis. Rollerne er sandelig byttet om.

  • Mette

    Gunnar Biering

    Tak skal du have. Mit minde er et personligt efterkrigsminde. Men som jeg ofte har skrevet, har jeg en lille kobberæske stående på mit skrivebord, som var med de norske soldater i felten. Den blev brugt til at sterilisere små lægeinstrumenter i over bål eller primus. Ofte skulle jeg ønske, at ting kunne tale højere.

    Men som du så rigtigt bemærker, er rollerne nu byttet om. Jeg er stolt over den ukoordinerede indsat, der ydes her i landet fra mange sider, men jeg kunne sandelig ønske mig, at langt flere vovede pelsen. Norge har også sine lyspunkter, men det kommer vi til senere på dagen.

  • Johansen

    Jeg væmmes ved den udbredte tendens kvindelig kønslemlæstelse – nu også på vestligt territorium.
    Man afskærer piger/kvinder for fremtidig seksuel nydelse. Føj hvor er det grumt!

  • Emeritus

    ‘…Er liberalismen urealistisk?
    Af Jean Fischer, kultursociolog…’

    En klarhjernet analyse. Især kan jeg godt lide at sidesteppe til disse meget Snaphanerelevante citater:

    ‘…Støvring hævder, at alle ser positivt på den sociale sammenhængskraft. Men det er ikke rigtigt. Progressive akademikere bekæmper den, fordi de ser social sammenhængskraft som et ”populistisk” danskhedsbegreb, der skal bruges til at holde muslimer ude. Danskheden kaldes derfor ”ekskluderende”…’

    Det har Fischer selvfølgelig ret i, men det er også rigtigt, at ‘de progressive akademikere’ vender problemstillingen på hovedet. ‘Danskheden’, som de definerer den, er et postulat uden rod i virkeligheden. Det er ikke danskhed at være ekskluderende. Det er derimod dansk på arbejdspladsen at kigge folk an med bl. a. denne kendte attitude: ‘Lad os se, hvad du duer til, så kan vi snakke om det bagefter.’ Den indstilling anerkender selvfølgelig ikke offermentaliteten, for påtager man sig en offerrole på forhånd duer ingenting naturligvis til en skid. Offerrollen som rolle kan ingen have respekt for, som er opdraget efter danske normer. Denne danske indstilling er både robust og sund. Ingen stigmatisering her, for så kan du ikke følge med.

    Og i samme afsnit af Fischer finder man:
    ‘…Gammeldags socialister gik også ind for fællesskab og pligter, mens nutidens ”venstreorienterede” kun interesserer sig for menneskerettigheder og alskens mindretalsrettigheder…’

    Især det nederste citats afsluttende sætning røber tandlægens kliniske blik på de sidste rådne tandstumper, den danske venstrefløj stadig tygger med.

    De gammeldags socialister udtrykte fællesskabet og pligterne på smukkeste måde i dette korte usentimentale bon mot:

    ‘Man skal yde efter evne og nyde efter behov.’

    I et kort nu er banen kridtet utvetydigt op. Udtrykket er så koncentreret, at du kan bygge et samfund inklusive sikkerhedsnet og sammenhængskraft på det – hvis du vil.

    Med venlig hilsen

  • Emeritus

    Jeg glemte: ‘RETTIGHEDERNE’, der sammen med ‘PLIGTERNE’ er de to stærke ben i ‘FÆLLESSKABET’.

    Med venlig hilsen