For et år siden sendte BBC dokumentaren “Rivers of Blood”, et eminent interessant og svært aktuelt tidsbillede om Enoch Powell, 1968,  den berømte tale og reaktionerne nu 40 år efter med flere af datidens aktører og nutidige som Roger Scruton, som vi ikke kunne gøre DR 2 interesserede i. De ikke så meget som kvitterede på en mail, så vi tør nok roligt konkludere, at den er for interessant og for aktuel til Danmarks Radio. Især sikkert da BBC ikke bare tør behandle Powell nuanceret, men ret utvetydigt giver ham oprejsning for 40 års tilsvining, bla. ved at føre historien frem til Rushdie i 1988, optøjerne i Bradford og Burnley 2001 og bomberne i London 2005. Heldigvis eksisterer nettet. Dokumentareren har hele tiden kunne  ses i You Tubes 10 minutters småklip, men her har vi fundet den i asien (Youku.com er Peking, Kina) alle  59 minutter. Og så kan den downloades, hvis man ellers klikker  på det rigtige skrifttegn. Kan slet ikke anbefales nok.

Renlighed er en god ting – sagde muslimen

Ikke en dag går uden mindst én overfladisk historie fra mainstreammedierne der, læst ukritisk, postulerer kønne, tiltalende træk ved islam, men som blot ved en let granskning afslører det modsatte. Således også i dette lille stykke candy floss fra Dagbladet Politiken:

Muslimer har noget at bidrage med til samfundet. Det mener foreningen Muslimer i Dialog, der går i gang med en kampagne, som skal lære unge – især muslimer – at tage aktivt medansvar for samfundet. […]

Det første store arrangement er lørdag 28. marts. Her opfordres unge landet over til at gå på gaden – og rydde op. Renlighed er nemlig et ideal fra islam , som bør udbredes, mener arrangørerne af oprydningen. »Renlighed er en vigtig del af islam , og i lyset af al den ballade, der har være for eksempel i Københavns gader, vil vi gerne have de unge ud på gaderne for at gøre rent. […]

Hun peger på, at der i islam blandt andet er regler for, at man skal vaske sig, før man beder. Muslimer udbreder renlighed til gaderne […] [Politiken 25.3.2009, ikke online]

Men bordet fanger. Når man henviser til islam som motiverende for renlighed, må det også være legitimt for os at kigge nærmere på hvad denne religion/ideologi tillægger dette begreb af betydning. At ren/uren har betydninger langt ud over hygiejne og æstetik er oplagt for den der vil se virkeligheden i øjnene. Koranen har dette vers om kristnes (“de, der sætter andre ved Guds side”) urenhed:

Sura 9 (Omvendelse) vers 28
I, der tror! De, der sætter andre ved Guds side, er urene. Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus, når dette år er omme! Hvis I frygter fattigdom; – Gud kan gøre jer rige af sin overflod, hvis Han vil. Gud er vidende og vis.

Senere udlægninger bekræfter de vantros urenhed, og nødvendigheden af rituel afvaskning efter fysisk kontakt:

[…] The Tafsir al-Jalalayn says that the polytheists are “impure because of their inward foulness,” and As-Suyuti adds that some say “they are actually impure so that they must do ghusl [the full ablution] if they become Muslim and one must do wudu’ [the partial ablution] after shaking hands with them.” […] Blogging the Qur’an: Sura 9, “Repentance,” verses 14-28

Politikens enfoldige læsere vil givetvis tænde på de rigtige plusord. Vi andre kan så bruge historien som udgangspunkt for at illustrere, at hvad dette drejer sig om faktisk er det rene – snavs (LFPC).

Lukkede døre

gerningsmandsbeskyttelse i en af de senere års mest modbydelige forbrydelser i Frankrig:

The mother of slain Parisian Jew Ilan Halimi has called for a public trial so that her son’s death “will not have been in vain”, French newspaper Le Figaro reported Tuesday. The trial, which will open in Paris on April 29, is scheduled to be held behind closed doors at a juvenile court, because two of the 30 gang members allegedly behind Halimi’s murder were minors at the time of the act. French law allows for a public trial to be held in certain cases where juveniles are involved.Halimi, 23, was found naked, tortured and covered in burns near Paris on February 13, 2006, after being held captive . Mother of slain French Jew Ilan Halimi calls for public trial

19 millioner tyrkere for æresdrab

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få Tyrkiet ind i EU, så disse mennesker ved mødet med vores værdier vil aflægge sig disse traditioner (LFPC).

The study showed that 26.2 percent of the parents and 25.9 percent of the students said they support such killings, although 64 percent of all respondents said those who committed such a crime should be punished. According to the report released by the ministry, 13 percent of the parents and 9.9 percent of students had witnessed an honor killing. Media help escalate honor killings, study reveals, PI er kommet  til de   19 mio.

“Da de begyndte at true med, at de ville voldtage min datter, var grænsen nået”

Artiklen her er fra 2007, så hvis nogen kan vise mig at disse oplevelser slet ikke afspejler dagens folkeskole hører jeg gerne nærmere (LFPC).

[…] Specielt én episode har brændt sig fast på Hannes nethinde. I klassen var der flere grupperinger. Den værste af grupperne bestod af to­sprogede piger med burka og tørklæde. De gik meget højt op i karakterer, og da Hanne på et tidspunkt var nødt til at give en af dem et 5-tal, blev stemningen i klassen meget dårlig. Flere af pigerne hidsede sig voldsomt op, samlede sig om Hanne og startede en højlydt diskussion. Hanne forsøgte at holde gemytterne i ro, men situationen blev så anspændt, at to andre lærere kom ilende til. […]

Mobiltelefonerne var tændt. Og pludselig havde 8-10 piger samlet sig omkring dem. De trak pludselig de tre lærere ind i lærerværelset og låste døren. På den anden side af døren kunne lærerne høre, at pigerne smed omkring sig med stole og borde. De råbte og skreg og bandede højlydt. Hanne var bange og rystet. Først efter halvanden time lykkedes det de tre lærere at snige sig ud ad en bagvej.[…]

Men hun havde endnu ikke oplevet det værste. For nogle dage senere kunne hun se sig selv hængt ud på Wanted-plakater overalt i det lokale indkøbscenter. […]

Efter hændelsen indkaldte skoleledelsen forældrene med tolke til samtale på skolen, men også her blev stemningen ophedet, og trusler føg gennem luften. En mandlig kollega bankede i afmagt i bordet og blev truet med tæv af en af fædrene. Situationen gik i hårdknude. Og siden måtte lærerne i klassen have politiet som bisidder ved skole-/hjemsamtalerne.[…] – Da de begyndte at true med, at de ville voldtage min datter, var grænsen nået. […]

Hanne nåede kun at være ansat på skolen i tre en halv måned. Hun blev af ledelsen på skolen bedt om at finde et andet job. Episoderne blev aldrig meldt til hverken Arbejdsskadestyrelsen, Arbejdstilsynet eller politiet. […] Låst inde på lærerværelset af elever

De Radikale og Ceaucescu: Ak, hvor uforandret

Parallellerne til vor tid er selvfølgelig åbenlyse. Men måske er der en afgørende forskel alligevel, fordi der trods alt under Den Kolde Krig var et klart borgerligt modspil til de Radikale. I dag er det hele jo stort set en lammende konsensus af vandgrøds-pænhed, hvor de post-borgerlige som blok ikke skiller sig markant ud fra husmands- og café-partiet. Frygten for at sidde med uanstændighedens abe har grebet de borgerlige, og man må lede efter enere som Søren Pind og i øvrigt uden for partierne, hvis man vil se hvor anskuelserne deler folk (LFPC).

[…] 17/9 1979 holdt Det radikale Venstre landsmøde i Nyborg med en gæstedelegation fra Ceaucescus kommunistiske regime, ledet af vicepræsident Mihai Dalea, der blev fotograferet til Ekstra Bladet sammen med Niels Helveg Petersen. […]

Da Amnesty International i 1987 havde rapporteret om de umenneskelige forhold under Ceaucescu, udtalte Bernhard Baunsgaard i en samtale med Carlo Hansen (Århus Stiftstidende 9/7), at Det radikale Venstre ganske vist havde overvejet at bryde den rumænske forbindelse, men havde forkastet muligheden, fordi “nålestik”, der opfordrede regimet til at ændre forholdene, var mere effektive end brud. […]

Hvad skyldtes nu de radikales særlige betagelse af den charmerende psykopat Ceaucescu og hans potemkin-kulisser? Tilsyneladende to ting: Ceaucescu garnerede sin nationale modstand mod Moskva-dominans med talemåder om nedrustning og opløsning af den kolde krigs magtblokke. Altså vand på de radikales mølle. […] Jesper Langballe: De radikale og Ceaucescu [Jyllands-Posten februar 1990, 2009: De radikale bekender sig nu til rød blok i dansk politik]

Findes Sverige ?

Computerspillet svarer: “Nej, det har egentlig aldrig eksisteret, kun i din forestilling”. Jeg ville sige: Jo, en generations tid endnu. Den stat der udgiver dette pædagogiske computerspil, eroderer indefra og det går, i modsætning til i Danmark, hurtigt:

Varför är det populärt att prata skit om “dom andra”?

Är Sverige byggt av svenskar?

Är svenskarna ett folk?

Finns det en svensk kultur?

Heja Sverige producerades ursprungligen av Fem i tolv – rörelsen och e-learning företaget Framehouse AB i samarbete. Regeringen finansierade projektet som var icke – kommersiellt och som även stöttades av organisationen “Ungdom mot rasism”. Du kan kostnadsfritt testköra hela materialet online via ikonen i vänstemenyn. Men för att använda det som ett läromedel på din skola måste du ladda hem materialet till ert lokala intanät och betala en skollicens. Heja Sverige bygger på övningar, spel och rollspel. Trettiosju menyer med 17 interaktiva övningar, 18 videofilmer och 60 ungdomsröster för dig på en resa där du testar både dina egna och andras fördomar och tvingar dig att göra egna ställningstaganden. HEJA SVERIGE är en resa med den nya tekniken – för nya insikter mot mobbning och främlingsfientlighet! – spil og le eller græd.

Den genocidale mainstream på arabisk tv

Hvad er det lige med de fantaster og loonier på arabisk tv? Nu er de jo rigtig mange mennesker på de kanter, med de dér mange børnefødsler, så der må alt andet lige være et tilsvarende stort antal genocidale fusentaster og voldsfetichister, m-e-e-n, jeg synes godt nok at det virker påfaldende som de får taletid på de lokale tv-kanaler dernede, som om det er den største selvfølge. Hvor finder vi egentlig noget tilsvarende i vesten? Snake Handler TV i Alabama, Rapture News Channel i det sydlige Texas? Findes der dog mon tv-kanaler der åbenlyst opfordrer til folkedrab hos os?

Nonie Darwish, selv af arabisk oprindelse, har fået nok af arabisk had-tv, og giver denne interessante perspektivering (LFPC):

[…] For the Western mind, it is hard to even imagine going to a church or synagogue to hear preachers cursing, threatening and inciting violence and annihilation of whole groups of people. Because this does not make sense to Westerners, they immediately accept the claims that such preachers are just a fringe minority, an extreme sect or cult, such as Jim Jones. But that claim is dishonest, since hate propaganda is the rule and not the exception in Muslim preaching. It must go hand in hand with demands for conquering other people, otherwise jihad will end.

Hate rhetoric comes into Muslim homes in America via satellite dishes directly from the horse’s mouth in the Muslim world. Is it any wonder that in recent Muslim demonstrations in Florida, demonstrators were telling Jews to “go back to the ovens”?

We must never underestimate the power of hate propaganda, because, quite simply, it works. Believe it or not, if you grow up hearing ‘holy’ cursing day in and day out, it can feel and sound normal, justified and even good. Evil, especially coming from religious leaders, is powerful especially if no one opposes it. That is why I decided to end my subscription to satellite Arab TV, simply because I could not take it any more. I now rely on Memri.org for information on Arab media. By not reporting on Islamic hate rhetoric, Western media is selectively normalizing hate speech for one particular group against another and developing a double standard that is detrimental to peace and democracy. The cancer of hate speech and anti-Semitism is already in Europe and on American college campuses. No one should be above criticism and exposure, especially those who issue Fatwas of death. Courage and honesty are needed in our media. Nonie Darwish: Muslim hate

Multikulturens fallit? – 25 år efter Ray Honeyford

Af Helle Merete Brix

I 1984 publicerede rektor for Drummond School i den nordengelske by Bradford, Ray Honeyford, en artikel i det konservative tidsskrift Salisbury Review. Tidsskriftet havde på det tidspunkt den i dag verdensberømte filosof Roger Scruton som redaktør. Artiklen, der havde overskriften ”Undervisning og race – et alternativt synspunkt” blev et gennembrud for det lille tidsskrift og skaffede det de subskribenter, der var nødvendige for at overleve. Men artiklen kom til at koste Honeyford hans karriere.

I dag, 25 år efter at Honeyford blev udskreget som racist, måtte møde op på sin egen skole under politibeskyttelse og leve med dødstrusler, er stemningen ikke længere helt så fjendtlig over for Honeyfords synspunkter. I 2006 genoptrykte avisen the Daily Telegraph således den omstridte artikel, og også andre har hen af vejen taget ham i forsvar. For eksempel lægen og forfatteren Theodore Dalrymple (et pseudonym, red.), der har en baggrund som fængselslæge og blandt Englands fattigste.

Dalrymple er ikke så kendt i Skandinavien. Men i sin fornemme essaysamling fra 2005 ”Our culture, what´s left of it: The Mandarin and the Masses” vier han et essay til at beskrive Honeyford-affæren og det paradoksale i, at han blev lagt for had. Honeyfords grundlæggende ideer var, skriver Dalrymple, lige så ”logiske, fornuftige og sammenhængende som de var umoderne”. Alt, hvad Honeyford egentlig agiterede for var, påpeger Dalrymple, at børn med muslimsk baggrund måtte integreres fuldt og helt i det britiske samfund, hvis de skulle kunne bidrage fuldt og helt til nationens fremtid. Det betød også en undervisning, der gav forrang til det engelske sprog og britisk kultur, historie og traditioner.

Hans modstand mod multikulturens indtog havde rod i, hvad han så udmønte sig i skolens dagligdag og i fraværet af en fri debat. Således mente Honeyford, at ”racisme” af en magtfuld lobby i undervisningssektoren var blevet et slagord, der havde til formål at undertrykke enhver konstruktiv tanke. Ingen turde rapportere deres dagligdags iagttagelser.

Purdah i skolerne

Honeyford var selv vokset op i et fattigt arbejderklassehjem. Hans forældre havde 11 børn, de fem af dem døde i løbet af barndommen. Han forstod vigtigheden af en ordentlig uddannelse. Nu var Honeyford rektor for en skole, hvor 95 procent af børnene havde immigrantbaggrund. Da han skrev den famøse artikel havde han været rektor på Drummond School i fire år.

Honeyford var for eksempel bekymret over, som han forklarer i sin artikel, ”muslimske forældres insisteren på at forbyde deres døtre at deltage i drama, dans og sport”. Han så det som et udtryk for at de samme forældre påtvang ”en purdah mentalitet i skoler, forpligtet på princippet om ligestilling mellem kønnene”.

Og hvad med skolernes pensum? Sammen med Shakespeare og Wordsworth ville man nu have eleverne til at læse linier som for eksempel ”An wi fite and wi fite/An defeat di state”, taget fra digtet ”Inglan is a bitch” (England er en tæve, red.) af den stærkt politiske rapper og digter Linton Kwesi Johnson.

Undervisningsmyndighederne var i det hele taget på fuldstændig gal kurs, mente rektoren: ”De af os, der arbejder i asiatiske områder, bliver opmuntret fra officielt hold, til at ”fejre sproglig mangfoldighed”…….” Hvad denne mangfoldighed resulterede i, kunne Honeyford og andre lærere se i et stigende antal byskoler: Børn med asiatisk baggrund, der begyndte studier i det engelske sprog ved at lære urdu.

Her kan det tilføjes, at problemet ikke synes at være blevet mindre siden. En rapport om nabobyen Oldham har vist, at ud af 133 børn, der begyndte i skolen i år 2000, havde de 129 ingen eller kun ringe engelskkundskaber.

Lige ret og pligt for alle

Honeyford påpegede også det den høje procentdel af forældre, der tog deres børn ud af skolen midt i skoleåret og sendte dem tilbage til hjemlandet i kortere eller længere tid. Ikke alene var en sådan praksis uhensigtsmæssig, den var også ulovlig, mente Honeyford.

Men ingen undervisningsmyndighed havde mod til at bringe en prøvesag for retten. Efter længere tids tovtrækkeri, indvilgede de lokale myndigheder i at pålægge ”brune forældre de samme pligter, som de forlangte af hvide og sorte forældre” med hensyn til deres børns mødepligt.

Der blev afholdt et møde med forældrene, erindrer Honeyford, der foregik i en truende og aggressiv atmosfære. Ordstyreren var en ringe uddannet sikh, der suverænt besluttede hvem, der skulle have lov til at tale. Honeyford fik ikke lov. Uroen fra salen var tydeligvis orkestreret: Således blev spørgsmål fremsat efter et nik fra en muslimsk leder. En anden asiat var posteret ved døren og råbte med mellemrum ”bullshit”, henvendt til ordstyreren.

Dertil skulle der bruges megen tid på at oversætte. En stor del af mødedeltagerne havde ingen engelskkundskaber, skønt der egentlig, skriver Honeyford, havde været gratis engelsk undervisning i området ihvertfald i det sidste årti.

I artiklen kom Honeyford også med en bidsk karakteristik af det berømte Notting Hill karneval og et skarpt – men ret præcist – udfald mod manglen på demokrati i Pakistan, hjemland for mange af de forældre, han havde med at gøre.

Allerede inden ballade-artiklen var Honeyford røget uklar med en sort aktivistgruppe i London. I en artikel i The Times Educational Supplement havde han påpeget den succés, som visse immigrantgrupper havde med hensyn til deres børns skolegang. Jeg formoder, at Honeyford henviste til børn med hindu og sikh-baggrund, da disse elever klarer sig bedre end hvide britiske børn i skolerne. I samme artikel afviste han en populær opfattelse af, at andre grupper fejlede i uddannelsessystemet, på grund af racisme fra systemets side. I et indlæg i the Carribbean Times udråbte den sorte aktivistgruppe ham til at være en regulær racist, der omgåede burde fyres. Blandt Honeyfords andre synder var, mente gruppen, at han var hvid og fra middelklassen.

Trusler og intimidering

Da lokale politikere fik øje på artiklen i the Salisbury Review, som Times Educational Supplement i øvrigt havde fået tilbudt først, men ikke ville trykke, brød helvede løs. Honeyford blev forlangt fyret, og han modtog dødstrusler. Politiet sørgede for, at en alarm fra hans hjem blev direkte forbundet til politistationen.

Igennem måneder måtte Honeyford møde op på sin egen skole under politibeskyttelse, for at forhindre at han blev overfaldet af en lille, men særdeles aggressiv gruppe af aktivister, der var fast posteret uden for Drummond School. Nogle børn, for små til at ane, hvad sagen drejede sig om, var af deres forældre blevet instrueret i at råbe ”Ray-cist! Ray-cist!”. Nogle af børnene bar plakater med kranier og dødningehoveder over Honeyfords navn. En gruppe, der kaldte sig The Drummond Parents Support Group, spåede at Honeyford som det næste vel ville gå fysisk til angreb på sorte børn.

Byens undervisningsmyndigheder ville pålægge Honeyford at møde op til en art offentlig retssag på et lokalt universitet. Honeyford var anklaget for ”illoyalitet”. En dygtig advokat fik det dog forhindret.

De samme undervisningsmyndigheder havde også overvejet at retsforfølge de aggressive demonstranter uden for Drummond School, der ikke blot truede Honeyford, men også de børn, der fortsatte med at frekventere skolen. Men det blev opgivet, da man mente, at noget sådant kun ville bidrage til yderligere at hidse stemningen op. Således, påpeger Dalrymple i sit essay om Honeyford, ”lærte politiske ekstremister en værdifuld lektie: Intimidering betaler sig”.

Ingen havde i øvrigt nogensinde betvivlet Honeyfords faglige evner. Hans skole havde været uhyre populær, også blandt de muslimske forældre. Men intimideringen bredte sig til enhver, der støttede Honeyford. Skoleledere i Bradford, der indadtil bakkede Honeyford op, forholdt sig tavse over for de journalister og tv-folk, der strømmede til byen.

En skotøjshandler, der var sikh, fortalte Honeyford, at han støttede ham. ”Hvorfor siger du det ikke til tv-folkene?”, spurgte Honeyford? Sikhen svarede, at så ville hans forretning blive vandaliseret eller brændt ned.

En delt by

Honeyford blev tilbudt et større pengebeløb fra sine foresatte, hvis han indvilgede i ikke at skrive artikler de næste tre år. Han afslog. Men den vedvarende chikane tog på ham, og han accepterede en tidlig fratrædelsesordning. Han har ikke undervist siden, men har i stedet skrevet bøger og artikler om emnet.

The Daily Telegraph interviewede Honeyford i 2006. Han bor i dag i Manchester, hvor han er født. Han lider under begyndende symptomer på Parkinsons syge. Som journalisterne bemærkede, er der ikke et eneste billede af Honeyford og hans elever i hjemmet. Ikke uforståeligt, er han stadig bitter over, hvad der skete.

Resultaterne af, at man ikke lyttede til Honeyford og andre, der advarede mod det multikulturelle samfunds udvikling er åbenlyse. Jeg besøgte selv Bradford i 2003 og kunne se, hvor opdelt byen er. Drummond School har stadig 95 procent asiatiske børn, langt de fleste muslimske. Den viktorianske bygning, som Honeyford var rektor i, er væk. Drummond School blev, ligesom en naboskole, brændt ned ved en påsat brand nogle år efter, at Honeyford fratrådte. Den fik også et urdu navn, som den stadig har i dag: Iqra School.

Jeg har læst, at skolebørn i dag i Bradford, byen hvor Labour-partiet blev født, besøger hinandens skoler på arrangerede besøg. For at sikre at børnene får kendskab til andre etniske grupper end deres egen. Det havde måske været overflødigt, hvis man var fortsat med en ordning, som Honeyford bifaldt, men som hurtigt blev stoppet, da folk i undervisningssektoren advarede mod den: At man spredte de to-sprogede børn på forskellige skoler, også til gavn for en gruppe i byen, som ingen åbenbart interesserede sig for, og hvis forældre ikke forstod at fremsætte højrøstede krav: Den hvide arbejderklasses børn.

Honeyford anede tydeligvis ikke, hvad han nedkaldte over sit hoved med sin artikel i Salisbury Review i 1984. Han troede på en fri meningsudveksling og så vidt jeg kan bedømme, et ægte, pluralistisk samfund. Således så han den jødiske immigrantgruppe som et eksempel på, hvordan man fuldt og helt kunne deltage i det britiske samfund og samtidig bevare sit kulturelle særpræg.

Men Honeyford var oppe imod ortodoksi fra myndigheder og pressionsgrupper, og ortodoksi tillader ikke afvigende synspunkter. Med et citat fra Dalrymples essay om Honeyford-affæren: ”Alle meninger er naturligvis frie, men nogle meninger er mere frie end andre”.   Human Rights Service

Ray Honeyford  Education and Race – an Alternative View, The Salisbury Review  1984

Theodore Dalrymple: Ray Honeyford -The Man Who Predicted the Race Riots

Ray Honeyford, 2006