3
apr
Seneste opdatering: 3/4-09 kl. 1734
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er forår og 18 grader i København.

fredg-028

Ideologisk begejstring

Metro var på plats när beslutet om homoäktenskap togs på onsdagen. Här kysser hon RFSL:s Ulrika Westerlund. En stor riksdagsmajoritet sade på onsdagen till att införa könsneutralt äktenskap. Från och med den 1 maj får homosexuella gifta sig. 261 ledamöter röstade ja och 22 nej. 16 ledamöter lade ner rösterna. Monas heta homokyss

sahlin

Nu hører kønsneutrale ægteskaber til det, vi ikke har nogen mening om. Hvis de alternativt kønnede vil gifte sig, så lad dem dog. Enhver idiot kan blive gift, og bør kunne blive det. Halvdelen kan finde ud af at være det. Nej, det interessante her er Mona Sahlins “hede begejstring”. Når ens mund er snøret sammen som en hønserøv, så skulle man måske hellere lade være med at mundkysse til ære for fotograferne. Det er simpelthen for kikset og det virker ikke videre statsmandsagtigt (et ord vi har lært af TV), hvis hun nu altså skulle gå hen og blive statsmand m/k i 2010, hvad man ikke må håbe for  Sverige.

Aha-Jensen

ENDELIG FIK jeg forklaringen på, hvorfor Danmark skulle krig i Irak og Afghanistan! Der var et dobbelt formål. At sikre verden mod islamisk terror og sikre Fogh jobbet som departementschef i en international politisk-militær alliance. (Lasse Jensen i Ekstrabladet, ikke online. Tilsyneladende afgør NATO spørgsmålet i aften.)

Pro Kölns video kommet  tekstet på engelsk

i to You Tube dele

Norge står overfor sosial bombe hvis Ap ikke tar grep i integreringspolitikken

Det er lovlig sent Arbejderpartiet er kommet på den tanke. De skulle selvfølgelig presses hårdt af FrP først, nøjagtigt det, der ikke sker i Sverige, hvorfor deres sociale bombe også må anses for være færdiginstalleret. Norsk demokrati fungerer med svær forsinkelse, Sveriges fungerer ikke, selvom det rør lidt på sig.  Hvad nu hvis, vi siger bare hvis, integrationspolitikken ikke udretter mirakler og kun lykkes delvist, meget lidt eller slet ikke ? Og var det mon en idé at stoppe for tilstrømningen, indtil der er klarhed over det ?  Document.no

Selvpåført hate crime

Jeg har et lidt ambivalent forhold til de mange videoklip af islamisk idioti som nettet bugner af, og som vi også bringer nogle af her. Underholdningsværdien er, uanset alvoren i det emne de handler om, absolut i top. På den anden side er det ekstra frustrerende, at selv ikke nok så håbløse løgne og dårlige forsøg på manipulation af folk der ikke forstår den kultur de forsøger at manipulere, kan sætte det nødvendige holdningsskred i gang: Der er kulturer og ideologier der legitimerer løgn, og det er berettiget at være mistroisk over for (angiveligt) gejstlige som ‘Sheik’ Taj El-Din Hamid Hilaly, den australskboende “catmeat”-sheik der på alle måder har gjort sig berygtet som en rigtig skidt karl.

Personer som ham, og de lidt mere snu der med uld i munden prøver at hævde at de tager afstand fra stening, og så alligevel ikke, burde jo være katalysatorer for slag i bordene i samtlige politiske partier med krav om helt nye boller på suppen. At dette stadig ikke sker, men at der bare trækkes på skuldrene af løgnen og plattenslageriet, er hvad jeg synes er frustrerende. Nu er den australske sheik taget på fersk gerning af sin egen tv-overvågning i at begå hærværk mod moskeen som han derefter anmelder til politiet (LFPC).

Overmod i Beirut

ssnp_flagChristopher Hitchens var lige ved at komme rigtig galt afsted da han så et symbol med en betænkelig lighed med … ja, se selv. I fortsættelse af hvad jeg nævnte i et par poster i går, så er en af de sandheder det er umuligt at trænge igennem med i den fastfrosne debat om islam, at regulær nazisme trives i den arabiske verden, snarere end hos et fuldt demokratisk gammelsocialdemokratisk parti herhjemme. Men nævnes skal det selvfølgelig (LFPC).

As Arab thoroughfares go, Hamra Street in the center of Beirut is probably the most chic of them all. International in flavor, cosmopolitan in character, it boasts the sort of smart little café where a Lebanese sophisticate can pause between water-skiing in the Mediterranean in the morning and snow-skiing in the mountains just above the city in the afternoon. “The Paris of the Middle East” used to be the cliché about Beirut: by that exacting standard, I suppose, Hamra Street would be the Boulevard Saint-Germain.

Not at all the sort of place you would expect to find a spinning red swastika on prominent display. Yet, as I strolled in company along Hamra on a sunny Valentine’s Day last February, in search of a trinket for the beloved and perhaps some stout shoes for myself, a swastika was just what I ran into. I recognized it as the logo of the Syrian Social Nationalist Party, a Fascist organization (it would be more honest if it called itself “National Socialist”) that yells for a “Greater Syria” comprising all of Lebanon, Israel/Palestine, Cyprus, Jordan, Kuwait, Iraq, and swaths of Iran, Saudi Arabia, Turkey, and Egypt. It’s one of the suicide-bomber front organizations-the other one being Hezbollah, or “the party of god”-through which Syria’s Ba’thist dictatorship exerts overt and covert influence on Lebanese affairs.

Well, call me old-fashioned if you will, but I have always taken the view that swastika symbols exist for one purpose only-to be defaced. Telling my two companions to hold on for a second, I flourish my trusty felt-tip and begin to write some offensive words on the offending poster. I say “begin” because I have barely gotten to the letter k in a well-known transitive verb when I am grabbed by my shirt collar by a venomous little thug, his face glittering with hysterical malice. With his other hand, he is speed-dialing for backup on his cell phone. As always with episodes of violence, things seem to slow down and quicken up at the same time: the eruption of mayhem in broad daylight happening with the speed of lightning yet somehow held in freeze-frame. It becomes evident, as the backup arrives, that this gang wants to take me away.

I am as determined as I can be that I am not going to be stuffed into the trunk of some car and borne off to a private dungeon (as has happened to friends of mine in Beirut in the past). With my two staunch comrades I approach a policeman whose indifference seems well-nigh perfect. We hail a cab and start to get in, but one of our assailants gets in also, and the driver seems to know intimidation only too well when he sees it. We retreat to a stretch of sidewalk outside a Costa café, and suddenly I am sprawled on the ground, having been hit from behind, and someone is putting the leather into my legs and flanks. At this point the crowd in the café begins to shout at the hoodlums, which unnerves them long enough for us to stop another cab and pull away. My shirt is spattered with blood, but I’m in no pain yet: the nastiest moment is just ahead of me. As the taxi accelerates, a face looms at the open window and a fist crashes through and connects with my cheekbone. The blow isn’t so hard, but the contorted, glaring, fanatical face is a horror show, a vision from hell. It’s like looking down a wobbling gun barrel, or into the eyes of a torturer. I can see it still. […] Christopher Hitchens: The Swastika and the Cedar

Hedegaard og islamismens och pølsepopulismens gemensamma syn på individen

Till skillnad från Andreas Malm var jag där och skrev dagen efter konferensen en krönika i Expressen (18.06.06) som tog sin utgångspunkt i ett avståndstagande från Hedegaards tankefigurer. Veckan därpå följde jag upp krönikan med en större kulturartikel som lyfte fram islamismens och pølsepopulismens gemensamma syn på individen “som å ena sidan fullständigt betydelselös” – religionen, nationen, betyder allt – ” och å andra sidan livsfarlig, varje avvikare utgör ett hot mot det som verkligen betyder något, den kollektiva identiteten” (“Mulla-Gulla”, Expressen 25.06.06).

Liberalismens ståndpunkt är radikalt annorlunda, hävdade jag. För en liberal kommer individen och hennes rätt att själv välja sitt liv först. Som liberal stöder man därför den dödshotade islamkritikern Ayaan Hirsi Ali av exakt samma skäl som man känner djup antipati mot Dansk Folkeparti. Sådana argument intresserar inte Malm. Han låtsas som om de inte existerar. Varför? “

Och Mats Holm så här i Landskrona Posten:

“Malm skriver exempelvis om ett program i tv-kanalen Axess. Jag råkade vara redaktör för det. Det handlade om journalisterna och Sverigedemokraternas mediala genombrott. Malm skriver att just detta program puttrade vidare i gemytligt samförstånd efter att en av debattörerna, förre chefen på Utrikespolitiska Institutet, Anders Hellner, sagt att Sverigedemokraterna inte var rasistiskt.

Malm utelämnar dock vad som verkligen hände. Att en av debattörerna kraftfullt markerade mot Hellner och att detta tveklöst var programmets definierande ögonblick får inte plats i Malms suggestiva bild av Axess som ännu en pusselbit i det strukturella muslimhatet. Om Andreas Malm varit ärlig hade det varit lätt för honom att att ta reda på hur ledningen på Axess hanterade en av redaktionernas önskemål om att vid ett senare tillfälle i ett av kanalens program visa Lars Vilks rondellhundar.

Ansvarig utgivare sa nej, ville inte medverka i en offentlig hetsjakt på muslimer. Knappast ett uttryck för islamofobi.”

av Johan Lundberg, Axess

                                                                                   ***********************

Slipsfascisme, avgrundshögern og parasithögern og nu pølsepopulisme. Når verden ikke arter sig, må man skælde ud. Man skulle oprette et særligt  kartoktek. Nu skelner både DF, Hedegaard, Wilders, Spencer,Warraq og mange andre udtrykkeligt mellem islam og muslimer, selvom der  i teorien er en kollektiv Umma. Svenske liberale må med skalpel udskille de stuerene fra de ikke stuerene, den ene ist fra den anden ist, for at føle sig godt tilpas. Jeg vil blot hævde, at de liberale ikke har forstået  betydningen af nationalstaten og de har ikke vovet at forstå islam, og slet ikke hvorved den  adskiller sig fra alle andre religioner. Allerede ved at de overhovedet anerkender islams offer udtryk “islamofobi”, begynder uenigheden.  De er skrivebordsgeneraler i en parallelkrig og vil følgelig  heller ikke se, hvad de er  i færd med at gøre mod Sverige. Menigmand oplever det hver dag, et par pluk fra dagens mikrokosmos: Kvinna med barnbarn knivrånad i centrala Lund – og  Ungdomar åtalade för grov misshandel av handikappadFuldstændig utænkelige historier i Sverige  anno 1975.

De svenske “ister” vil komme til at opdage, at folk i al almindelighed ikke vil af med deres nationer. Der er ingen præcedens for det. Og de vil slet ikke påføres en minikrig, som Sverige er blevet, endsige betale for det og lide afsavn også. Det vil synke ind på et tidspunkt, voldsomt eller stille og roligt.

 

 

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Helt utroligt som Mona Sahlin ‘prostituerer’ sig til ære for publicity. Fænomenet kendes vel også fra DK. Politikere,og deres hustruer, ‘prostituerer’ sig i diverse underhldningsprogrammer hvor værdighed er forkastet til fordel for medieorgasmer. Stakkels Sverige med hende som statsminister. Den kære Obama foretog et endog særdeles dybt buk for kongen af Saudiarabien, på G20 topmødet. Ja, han nærmest gik på knæ. Er det en værdig opførsel for en præsident, især når etiketten ikke foreskriver et sådant knæfald? Jeg har linket til episoden på min blog.

  • Jonny

    I Sverige räcker det inte att skilja mellan islam och muslimer, man måste även skilja mellan islamism och islam. Som ett exempel skriver Håkan Holmberg, politisk chefredaktör på Upsala Nya Tidning (tidigare folkpartistisk riksdagsledamot 1988–1997):

    “Schablonerna inom borgerligheten tar sig annorlunda uttryck, men det betyder inte att liberaler inte har ett ansvar. I utkanten av svensk borgerlighet gryr islamofobin. Kritik mot islamism förväxlas med kritik mot islam, och då glider kritik av islamister över i kritik av muslimer.

    Ett exempel är Dick Erixon, en flitigt läst och citerad borgerlig skribent och bloggare. Han säger sig ta strid för det liberala samhället, men låter alldeles för ofta kritiken mot fundamentalism glida över i en generell kritik mot islam. När kriminella invandrarungdomar hotar journalister i Göteborgsförorten Bergsjön är det enligt Dick Erixon frågan om ett “ett beteendemönster hämtat i Mellanöstern”, och roten till fundamentalistiska terrorattentat skulle vara “att den muslimska kulturen ännu inte omfattar upplysningen … och därför till sin natur är intolerant”.

    Och när det borgerliga samhällsmagasinet Neo, som enligt sin egen beskrivning verkar i en humanistisk upplysningstradition, för ett år sedan anordnade en konferens om islamism i Europa var Melanie Phillips en av talarna. I Neo presenteras hon som “en principfast brittisk journalist och författare”. Och nog är hon principfast: hon har gjort sig känd som en skarp kritiker av islamism och islam, utan att för den skull göra någon större skillnad däremellan. Hon slår själv fast att just “det är en teologisk diskussion som andra får föra”. Phillips missar inte en chans att påpeka hur det liberala västerlandet undermineras av invandring, muslimer och mångkultur.

    Det kan tyckas övermaga att dra för stora växlar på några enskilda exempel. Men om åsikter av det här slaget inte redan hade fått fäste inom borgerligheten, skulle då Neo bjuda in en person som Phillips? Eller skulle uppenbart islamfientliga artiklar och blogginlägg passera obemärkt?

    Även om fenomenet än så länge är marginellt, måste det ändå med kraft uppmärksammas och motarbetas av liberaler. Det måste stå alldeles klart att detta är ett ytterkantsfenomen, inte en del av den respektabla borgerligheten. Och det måste stå alldeles klart att en “liberal” bloggare som Erixon, eller en “principfast” person som Phillips inte talar i andra liberalers namn.”

    h t t p://www2.unt.se/avd/1,1826,MC=25-AV_ID=756628,00.html

  • polinos

    -> Steen
    Nu må du ikke være så hård over for Måna… Prøv lige at forestille dig underholdningsværdien, hvis Sahlin bliver statsminister. Og se også på hende som det naturlige slutpunkt (forsvindingspunkt?) for en generation af svenske politikeres afmontering af “Folkhemmet” og reduktionen af svenskerne som folk til en flok forpryglede dhimmier. Det bliver da sjovt at se dette uvidende, overfladiske, småkriminelle fruentimmer tumle rundt som en ko i en porcelænsbutik og gøre sig selv, den svenske stat og det svenske folk til grin. Og et eller andet sted har svenskerne vel fortjent hende. De har uden modstand ladet sig skære ned til logrende, krybende rondell-hunde, og sådan nogen skal selvfølgelig have en statsminister, der passer til mentaliteten.
    Seriøst – at et land er kommet dertil, at en kvinde som Måna Sahlin kan gå hen og blive statsminister, kan få en til at overveje om ikke kollektiv medlidenhedsdrab er en uafprøvet mulighed. Stakkels Sverige!

  • @ polinos – jeg er en stor tilhænger af farverige ledere. I andre lande.

    COLONEL Muammar al-Gaddafi stormed out of an Arab summit yesterday after denouncing the Saudi king and declaring himself “the dean of Arab rulers”.
    Libya’s leader disrupted the opening Arab League summit in Qatar by taking a microphone and criticising King Abdullah, calling him a “British product and American ally”.

    When the Qatari emir tried to quiet him, Col Gaddafi, the current Africa Union chairman, insisted he be allowed to speak, saying: “I am an international leader, the dean of the Arab rulers, the king of kings of Africa and the imam (leader] of Muslims, and my international status does not allow me to descend to a lower level.”

    Col Gaddafi then walked out.

    http://news.scotsman.com/world/Gaddafi-walks-out-of-summit.5123610.jp

    Ulla Holm, DIIS, kaldte ham i Deadline “af og til kontroversiel” 🙂

  • Johansen

    OT

    Det foto nederst i denne artikel må da tage prisen som årets pressefoto.
    To sjæle én tanke:

    http://www.fyens.dk/article/1216630:Odense–Afvist-kvinde-i-orkanens-oe je

  • Johansen – ja, det er skjønt. Måske bruger vi det i aften…………………………………….

  • Emeritus

    ‘…De svenske “ister” vil komme til at opdage, at folk i al almindelighed ikke vil af med deres nationer. Der er ingen præcedens for det. Og de vil slet ikke påføres en minikrig, som Sverige er blevet, endsige betale for det og lide afsavn også. Det vil synke ind på et tidspunkt, voldsomt eller stille og roligt…’

    Kloge ord, som ikke mindst har adresse til os selv. Gu’ vil vi da ej af med hverken folket eller nationen.

    Allerede i 1987 – fire år efter katastrofens år udtalte socialdemokraten og formand for partiets ‘indvandrer- og flygtningeudvalg’ Vibeke Storm Rsmussen stik imod parolen: “Vi skal selvfølgelig tage vores del (hvorfor ’selvføgelig’? m.a.). Men vi har ikke kun et ansvar over for resten af Verden. Vi har også et ansvar over for det danske fællesskab. Og vi må gøre op, hvor meget det fællesskab kan rumme.”

    Hvilket ansvar kommer først i hendes mund?

    Hun talte for døve ører, og siden har venstrefløjen, café-latte segmentet og – Uffe Elleman Jensen på hver sin måde lagt skylden for deres fejl på folket vendt tallerkenen om og rakket danskernes rascistiske og fremmedfjendtlige fordomme lige lukt ned i Roald Als’ mudderpøl, mens hundredetusinder af ikke-egnede væltede ind over landets grænser.

    Både venstrefløjen og kultureliten gjorde skamløst sit eget folk til problemet i stedet for at indrømme, at der var tale om både en forfejlet ført indvandringspolitik og forudsigeligt fejlslagne integrationsforsøg. Det burde være fatalt for vore repræsentanter at gøre sådan. Usselt har det været at iagttage.

    Muslimers gennemførte uvilje til at lade sig integrere har nogle især spædet op og gjort til folkets skyld, skønt der i bund og grund har været tale om en urimelig indvandreropførsel – gæst mod vært – at ville være her uden at anerkende, hvem der med åbne arme er gæstfri vært.

    Danskere, svenskere og nordmænd har været ubegribeligt fredsommelige under hele forløbet, mens de er blevet tudet ørene fulde.

    Er det da så mærkeligt, at vi som folk og fredsommeligheden til trods, når det kom til stykket, i 2001 ikke længere ville finde os i at blive udskiftet med en dårligere model, et behandlingskrævende sammensurium af fremmede med specielt Islam i bagagen, der notorisk og traditionelt fungerer langt dårligere og mere diffust som samfund, end vi gør? Er det så svært at forstå, at vi valgte til anden side i håb om forandring.

    Om det nu er begribeligt eller ej, først og fremmest derfor tog lidt mere end halvdelen af vælgerbefolkningen sig sammen til at stemme naiviteten ud og VKO ind?

    Til sidst et Spørgsmål. Er flygtningepresset aftaget?

    Med venlig hilsen

  • Emeritus

    Tak.
    Mvh.

  • Emeritus

    OT.
    For nyankomne på denne blog kan det, jeg skriver til trådene, se ud, som om jeg betragter indvandrere som andenrangs mennesker. Intet kan være mere forkert.

    Ingen har angrebet mig for at mene sådan om andre mennesker, men det er faldet mig ind, at mit sprogbrug kan misforstås – især af nytilkomne. Det har aldrig været mit ærinde at se ned på nogen eller at opbygge en hetz mod nogen. Mennesker er i høj grad, hvad de bliver gjort til, og jeg under alle mennesker et godt liv – under alle omstændigheder og alle himmelstrøg. I min kommentar af 03.04.09 kl. 20:47 brugte jeg udtrykket ‘ikke-egnede’. Man må forstå, at udtrykket i min begrebsverden går på en højst nødvendig tilpasning til vidt forskellige kulturelle, religiøse, politiske, økonomiske, produktive og sociale normer, som indvandrere møder i Danmark – sammenlignet med det hjemland, disse indvandrere kommer fra. Veluddannede byboer klarer erfaringsmæssigt lettest omstillingen. Elendigheden kan imidlertid blive så stor, at man ud fra et rimeligt samfundsnyttigt synspunkt bliver nødt til at se i øjnene, at vi også står over for en gruppe af indvandrere, som overhovedet ikke magter omstillingen, hvor omplantningen ingen nytte er til hverken for os eller dem. Konklusionen må være, at de må betegnes som direkte uduelige i en vestlig forståelsesramme. De burde aldrig vær rykket op med rode og omplantet. Og så så mange!

    Et af problemerne har desværre været, at det her i landet og udenlands ikke har været comme il faut selv at måtte bestemme, hvem vi ville have inden for landets grænser, og hvem vi nødvendigvis måtte sige nej til. Kvaliteten har været underordnet. Menneskeretten trumfede alt, og det var en menneskeret at komme til Danmark. Alt andet var hjerteløst og umenneskeligt.

    Det er naturligvis ikke spor svært for medierne at få mit hjerte til at bløde og præsentere mig for scener, der er hjerteskærende og forfærdelige. Mennesker i nød, som har brug for hjælp, og som bør hjælpes, hvis man på nogen måde kan.

    Fanden følger desværre i hælene på eksemplerne, hvis man hverken aner, hvad man skal stille op med dem i det globale perspektiv, hvorfra de fortvivlende eksempler hentes ud af deres håbløse sammenhæng, eller hvad man stiller op med de eksempler, man har valgt at tage sig af.

    Med venlig hilsen

  • Se i øvrigt programmet Fødeby Bagdad, på National Geographic på Tirsdag.

    Der følger man tre unge universitetsstuderende, intelligente unge mennesker, hvor kun den yngste (19 år) ikke har gennemskuet elendighedens uoverkommelighed, og stadig tror på at han kan bidrage til en forandring.

    Personligt hælder jeg nogle gange til en positiv diskriminering, disse unge menneskers kræfter og ressourcer er spildt i disse lande.
    Men et brain drain gør jo ikke situationen bedre i de lande, dog er det svært, at ikke betvivle at fornuftige, liberale mennesker har en chance der i overkommelig fremtid.

    Omvendt, hvis de kommer til vesten, så kan det blive kontraproduktivt, da de måske ikke er parat til frisind i vestlig forstand, og kan ende som en nedkogt udgave af Sayyid Qutb.

    Det er jo et vældigt komplekst spørgsmål, men vi kan ikke frelse verdenen og må koncentrere os om at gøre det mest fornuftige.

    Og det er tragisk, at ikke engang i et land som Irak, der var moderat og rigt, kan man frembringe et bedre resultat.