Der følger man tre unge universitetsstuderende, intelligente unge mennesker, hvor kun den yngste (19 år) ikke har gennemskuet elendighedens uoverkommelighed, og stadig tror på at han kan bidrage til en forandring.

Personligt hælder jeg nogle gange til en positiv diskriminering, disse unge menneskers kræfter og ressourcer er spildt i disse lande.
Men et brain drain gør jo ikke situationen bedre i de lande, dog er det svært, at ikke betvivle at fornuftige, liberale mennesker har en chance der i overkommelig fremtid.

Omvendt, hvis de kommer til vesten, så kan det blive kontraproduktivt, da de måske ikke er parat til frisind i vestlig forstand, og kan ende som en nedkogt udgave af Sayyid Qutb.

Det er jo et vældigt komplekst spørgsmål, men vi kan ikke frelse verdenen og må koncentrere os om at gøre det mest fornuftige.

Og det er tragisk, at ikke engang i et land som Irak, der var moderat og rigt, kan man frembringe et bedre resultat.

Ingen har angrebet mig for at mene sådan om andre mennesker, men det er faldet mig ind, at mit sprogbrug kan misforstås – især af nytilkomne. Det har aldrig været mit ærinde at se ned på nogen eller at opbygge en hetz mod nogen. Mennesker er i høj grad, hvad de bliver gjort til, og jeg under alle mennesker et godt liv – under alle omstændigheder og alle himmelstrøg. I min kommentar af 03.04.09 kl. 20:47 brugte jeg udtrykket ‘ikke-egnede’. Man må forstå, at udtrykket i min begrebsverden går på en højst nødvendig tilpasning til vidt forskellige kulturelle, religiøse, politiske, økonomiske, produktive og sociale normer, som indvandrere møder i Danmark – sammenlignet med det hjemland, disse indvandrere kommer fra. Veluddannede byboer klarer erfaringsmæssigt lettest omstillingen. Elendigheden kan imidlertid blive så stor, at man ud fra et rimeligt samfundsnyttigt synspunkt bliver nødt til at se i øjnene, at vi også står over for en gruppe af indvandrere, som overhovedet ikke magter omstillingen, hvor omplantningen ingen nytte er til hverken for os eller dem. Konklusionen må være, at de må betegnes som direkte uduelige i en vestlig forståelsesramme. De burde aldrig vær rykket op med rode og omplantet. Og så så mange!

Et af problemerne har desværre været, at det her i landet og udenlands ikke har været comme il faut selv at måtte bestemme, hvem vi ville have inden for landets grænser, og hvem vi nødvendigvis måtte sige nej til. Kvaliteten har været underordnet. Menneskeretten trumfede alt, og det var en menneskeret at komme til Danmark. Alt andet var hjerteløst og umenneskeligt.

Det er naturligvis ikke spor svært for medierne at få mit hjerte til at bløde og præsentere mig for scener, der er hjerteskærende og forfærdelige. Mennesker i nød, som har brug for hjælp, og som bør hjælpes, hvis man på nogen måde kan.

Fanden følger desværre i hælene på eksemplerne, hvis man hverken aner, hvad man skal stille op med dem i det globale perspektiv, hvorfra de fortvivlende eksempler hentes ud af deres håbløse sammenhæng, eller hvad man stiller op med de eksempler, man har valgt at tage sig af.

Med venlig hilsen

Kloge ord, som ikke mindst har adresse til os selv. Gu’ vil vi da ej af med hverken folket eller nationen.

Allerede i 1987 – fire år efter katastrofens år udtalte socialdemokraten og formand for partiets ‘indvandrer- og flygtningeudvalg’ Vibeke Storm Rsmussen stik imod parolen: “Vi skal selvfølgelig tage vores del (hvorfor ‘selvføgelig’? m.a.). Men vi har ikke kun et ansvar over for resten af Verden. Vi har også et ansvar over for det danske fællesskab. Og vi må gøre op, hvor meget det fællesskab kan rumme.”

Hvilket ansvar kommer først i hendes mund?

Hun talte for døve ører, og siden har venstrefløjen, café-latte segmentet og – Uffe Elleman Jensen på hver sin måde lagt skylden for deres fejl på folket vendt tallerkenen om og rakket danskernes rascistiske og fremmedfjendtlige fordomme lige lukt ned i Roald Als’ mudderpøl, mens hundredetusinder af ikke-egnede væltede ind over landets grænser.

Både venstrefløjen og kultureliten gjorde skamløst sit eget folk til problemet i stedet for at indrømme, at der var tale om både en forfejlet ført indvandringspolitik og forudsigeligt fejlslagne integrationsforsøg. Det burde være fatalt for vore repræsentanter at gøre sådan. Usselt har det været at iagttage.

Muslimers gennemførte uvilje til at lade sig integrere har nogle især spædet op og gjort til folkets skyld, skønt der i bund og grund har været tale om en urimelig indvandreropførsel – gæst mod vært – at ville være her uden at anerkende, hvem der med åbne arme er gæstfri vært.

Danskere, svenskere og nordmænd har været ubegribeligt fredsommelige under hele forløbet, mens de er blevet tudet ørene fulde.

Er det da så mærkeligt, at vi som folk og fredsommeligheden til trods, når det kom til stykket, i 2001 ikke længere ville finde os i at blive udskiftet med en dårligere model, et behandlingskrævende sammensurium af fremmede med specielt Islam i bagagen, der notorisk og traditionelt fungerer langt dårligere og mere diffust som samfund, end vi gør? Er det så svært at forstå, at vi valgte til anden side i håb om forandring.

Om det nu er begribeligt eller ej, først og fremmest derfor tog lidt mere end halvdelen af vælgerbefolkningen sig sammen til at stemme naiviteten ud og VKO ind?

Til sidst et Spørgsmål. Er flygtningepresset aftaget?

Med venlig hilsen

Det foto nederst i denne artikel må da tage prisen som årets pressefoto.
To sjæle én tanke:

http://www.fyens.dk/article/1216630:Odense–Afvist-kvinde-i-orkanens-oe je

COLONEL Muammar al-Gaddafi stormed out of an Arab summit yesterday after denouncing the Saudi king and declaring himself “the dean of Arab rulers”.
Libya’s leader disrupted the opening Arab League summit in Qatar by taking a microphone and criticising King Abdullah, calling him a “British product and American ally”.

When the Qatari emir tried to quiet him, Col Gaddafi, the current Africa Union chairman, insisted he be allowed to speak, saying: “I am an international leader, the dean of the Arab rulers, the king of kings of Africa and the imam (leader] of Muslims, and my international status does not allow me to descend to a lower level.”

Col Gaddafi then walked out.

http://news.scotsman.com/world/Gaddafi-walks-out-of-summit.5123610.jp

Ulla Holm, DIIS, kaldte ham i Deadline “af og til kontroversiel”

“Schablonerna inom borgerligheten tar sig annorlunda uttryck, men det betyder inte att liberaler inte har ett ansvar. I utkanten av svensk borgerlighet gryr islamofobin. Kritik mot islamism förväxlas med kritik mot islam, och då glider kritik av islamister över i kritik av muslimer.

Ett exempel är Dick Erixon, en flitigt läst och citerad borgerlig skribent och bloggare. Han säger sig ta strid för det liberala samhället, men låter alldeles för ofta kritiken mot fundamentalism glida över i en generell kritik mot islam. När kriminella invandrarungdomar hotar journalister i Göteborgsförorten Bergsjön är det enligt Dick Erixon frågan om ett “ett beteendemönster hämtat i Mellanöstern”, och roten till fundamentalistiska terrorattentat skulle vara “att den muslimska kulturen ännu inte omfattar upplysningen … och därför till sin natur är intolerant”.

Och när det borgerliga samhällsmagasinet Neo, som enligt sin egen beskrivning verkar i en humanistisk upplysningstradition, för ett år sedan anordnade en konferens om islamism i Europa var Melanie Phillips en av talarna. I Neo presenteras hon som “en principfast brittisk journalist och författare”. Och nog är hon principfast: hon har gjort sig känd som en skarp kritiker av islamism och islam, utan att för den skull göra någon större skillnad däremellan. Hon slår själv fast att just “det är en teologisk diskussion som andra får föra”. Phillips missar inte en chans att påpeka hur det liberala västerlandet undermineras av invandring, muslimer och mångkultur.

Det kan tyckas övermaga att dra för stora växlar på några enskilda exempel. Men om åsikter av det här slaget inte redan hade fått fäste inom borgerligheten, skulle då Neo bjuda in en person som Phillips? Eller skulle uppenbart islamfientliga artiklar och blogginlägg passera obemärkt?

Även om fenomenet än så länge är marginellt, måste det ändå med kraft uppmärksammas och motarbetas av liberaler. Det måste stå alldeles klart att detta är ett ytterkantsfenomen, inte en del av den respektabla borgerligheten. Och det måste stå alldeles klart att en “liberal” bloggare som Erixon, eller en “principfast” person som Phillips inte talar i andra liberalers namn.”

h t t p://www2.unt.se/avd/1,1826,MC=25-AV_ID=756628,00.html