11
maj
Seneste opdatering: 11/5-09 kl. 0925
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Om Søren Pind her spørger retorisk, eller om han faktisk er i tvivl om svaret, skal jeg ikke kunne sige. Men dette med at sende bolden over til modparten og bede om faktuel dokumentation for deres islamofili er den helt rigtige tilgang. Jeg har stillet dette og lignende spørgsmål i utallige debatter i de sidste tre år, og ingen, absolut ingen, har givet noget svar der kan tjene til beroligelse. De fleste viger udenom, stikker af fra debatten eller går i selvsving. Dette kan kun anbefales, for så længe svaret blæser i vinden må man konstatere at intet svar også er et svar (LFPC).

[…] Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om islam – og nej, jeg siger ikke islamisme, for den er jeg helt klar over er farlig – og demokrati og frihed er forenelig? Jeg spørger ud i det åbne rum. Jeg spørger, fordi jeg de steder jeg har spurgt enten har fået at vide, at det ikke kunne eller intet svar fået.
Fri mig for vulgariteterne fra begge sider af dette spørgsmåls grænser. Men kan nogen dog ikke givet mig et sobert svar? For findes svaret ikke, så må også den politiske virkelighed indrettes derefter. Men aldrig før spørgsmålet er søgt besvaret. Så kan man nok så meget opfatte Wilders som en provokatør, men var det hans ærinde, så hvor klodset det end er udført, er det indsatsen værd.
Spørgsmålet lyder kort og godt: Skal man kende træet på dets frugter? Eller hvad skal man så tro? Søren Pind: Islam, træet og dets frugter

Polygami skal stoppes

Af Lone Nørgaard og Britta Mogensen:

Myndighederne lukker øjnene for skjult kvindeundertrykkende flerkoneri, mener kronikørerne. I de senere år har indvandring fra den tredje og fjerde verden tilføjet en række interessante, nye former til vold mod kvinder.

Kvindeundertrykkelse i form af religiøs indhylning, kønslemlæstelse, tvangsægteskab, tvangsskilsmisse, udstødelse af familien, kvindelikvidering, tvangsselvmord og imamvielser ( her fællesbetegnelsen for børneægteskaber og flerkoneri), er begreber, der tidligere kun var kendt i ” eksotisk” litteratur, men som nu er en del af den danske hverdag. I denne kronik vil vi fokusere på fænomenet ” polygami'” som det har vist sig, at der hersker stor uvidenhed om. Ikke mærkeligt, da konstellationen først inden for de sidste år har fået relevans på vores breddegrader.

Ægteskab efter danske retsregler kan kun indgås på én måde. Det sker ved, at parret indhenter de såkaldte prøvelsespapirer, udfylder dem og afleverer dem til myndighederne. Herefter kontrollerer myndighederne, at der ikke er noget til hinder for, at parret kan indgå ægteskab.

Derfor er det vanskeligt grænsende til det umulige at begå bigami i et så gennemstruktureret samfund som det danske.

Polygame ægteskaber i Danmark eksisterer eller kommer i stand i på flere måder. Vi har for eksempel flygtningen, der ved sin indrejse opgiver at have flere hustruer. Hvis han i sit hjemland har giftet sig med to kvinder, har han ikke begået bigami, og han har ikke overtrådt nogen lov i Danmark.

Men han kan ikke få ægtefællesammenført to ægtefæller på én gang. Derfor må hans to hustruer så at sige stå i kø og blive ægtefællesammenført efter tur. For den ene af hustruerne kan ikke komme til Danmark, før manden er skilt fra den første.

Imidlertid må han vente med skilsmisse, til den første hustru har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.

Ellers bliver hun sendt tilbage til sit hjemland. I den mellemliggende tid må den tilbageblevne medhustru klare sig så godt, hun nu kan og afvente, at det bliver hendes tur til at blive familiesammenført.

Man kan nok med rette hævde, at muligheden for ægtefælle nummer tos sammenføring med manden er på det teoretiske plan efter 2002, hvor det tager mindst syv år at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for hustru ét. Det er meget lang tid for den anden kvinde og eventuelle børn at vente i hjemlandet på at blive familiesammenført til Danmark. Ikke mindst taget i betragtning at en ventetid for hustru to på op imod ti år næppe vil være urealistisk. Så lang tid vil der sandsynligvis gå, før alle formaliteter med tidsubegrænset opholdstilladelse til den første hustru, skilsmisse fra hende samt indrejsetilladelse til Danmark for anden-hustruen, er gået i orden.

At det derimod før 2002 ikke har været en sjælden foreteelse, vidner de mange beretninger om børn født i polygame forhold om. Historierne kan hentes fra fx københavnske hospitalers barsels-og fødegange. Der kan ikke herske tvivl om, at polygame samlivsforhold forekommer langt hyppigere i Danmark, end mange måske forestiller sig. Adskillige myndighedspersoner, herunder socialforvaltninger, fødeafdelinger og børneinstitutioner, er bekendt med forholdene. Vi har altså at gøre med en offentlig hemmelighed, hvor tavsheden imidlertid har bredt sig som en tung dyne, når nogen har forsøgt at tale højt om det.

Fremgangsmåden med/ for flygtningen har været, at når manden og den først ankomne kvinde er blevet proformaskilt, vil en af de to kvinder, nu begge i Danmark, få en ny bopæl og folkeregisteradresse. Det betyder, at de to kvinder med deres respektive børn officielt har hver deres bopæl. Der kan dog også være tale om, at den fraskilte kvinde blot har en proformaadresse, og at manden har begge sine familier boende hos sig.

En anden form for polygami sker lige for næsen af os. Det foregår qua uautoriserede imamvielser, som myndighederne indtil nu bekvemt har kunnet vende det blinde øje til. For når en ” vielse” er foregået, uden at den, der forestår ceremonien, har vielsesbemyndigelse og vielsespapirerne i orden, er ” vielsen” efter dansk lov lige så ugyldig som en vielse foretaget af Irma-pigen, skomageren eller naboen. Derfor er ” vielsen” også uden relevans for myndighederne. Selv om illegale imamvielser, herunder polygami og børneægteskaber, har været kendt i Danmark i en del år, har myndighederne lukket øjnene.

Hvis en mand bliver imamviet og forsøger at bringe kvinden ind i sit og den legale hustrus fælles hjem, vil hustruens opholdsstatus være afgørende for, om hun vil underkaste sig det, som vi i mangel af bedre vil betegne som mandens u-landsprojekt. Har hun tidsubegrænset opholdstilladelse, varer det formentlig ikke mange minutter, før ” medhustruen” må forføje sig.

Men har hun ikke permanent opholdstilladelse, har hun reelt et valg mellem pest og kolera. Hun må enten acceptere, at den nye kvinde flytter ind i ægtesengen, eller også må hun forlade landet.

Vi hverken kan eller skal tolerere kvindeundertrykkende polygame vielser/ samlivsforhold inden for vores grænser. Myndighederne lader til at operere med den forestilling, at det ikke kommer nogen ved, hvor mange kæresteforhold en mand indgår i ved siden af sin ” første-hustru”. Utroskab er jo ikke strafbart. Den praksis, at myndighederne lukker øjnene, når bare det udadtil ser ud, som om der er tale om henholdsvis et fraskilt par og et ægtepar, er diskriminerende.

Derfor skal der også udformes en løsning, som vel at mærke tilgodeser de ramte kvinder.

Den stærkt kvindeundertrykkende idé om, at mænd skal serviceres af flere ægtefæller, er et kulturelt begreb, der ikke er foreneligt med en moderne, demokratisk tankegang om kønnenes ligeværd. Imidlertid bliver den kvinde og de eventuelle børn, der efterlades, i mange år -ofte i krigshærgede områder -også vores problem, når vi har givet asyl til en mand, der lever i polygami.

Der bør sættes ind på følgende områder: Regeringen må kræve underretningspligt fra socialforvaltninger, fødeafdelinger og skoler, når de kommer under vejr med, at der er mistanke om polygami. Hermed kan der også opsamles informationer, der kan belyse størrelsen af problemet.

Imamer, som forretter uautoriserede vielser, hvad enten der er tale om polygami, vielse af mindreårige eller at narre udlændinge til at tro, at de er gift i overensstemmelse med landets love, skal retsforfølges/ udvises.

Flerkoneri bør omfattes af straffeloven på samme måde som andre ” eksotiske” forbrydelser, for eksempel tvangsægteskab og kønslemlæstelse, der nu indgår i straffeloven.

Det siger sig selv, at de juridiske forhold for kvinder, der aktuelt er udsat for polygami, skal afklares.

At det endnu ikke er sket, siger lidt om uviljen og lysten ved at konfrontere sig med konsekvenserne af kultursammenstødet. For det er ikke viden, det har skortet på, men derimod paratheden til at sætte sig ind i den.

Myndighedernes stillingtagen i disse sager er endnu et eksempel blandt mange på, hvordan vi i Danmark opererer med to standarder: En for etniske danskere og en anden for indvandrere.

Og lad os så tale økonomi -et sprog, de fleste forstår. Flerkoneri giver mændene -udover en fordoblet service i hjemmet -forbedrede sociale rettigheder. Børnene sikrer, at den kvinde, der ikke lever sammen med manden, er berettiget til boligsikring til den ekstra lejlighed samt forhøjede sociale ydelser som enlig forsørger. Med andre ord: Man præmierer lovovertrædelser.

Det danske samfund kan vælge at tage lemfældigt på fænomenerne, mens problemerne vokser sig større og større for til sidst at udmønte sig i parallelsamfund a la Rosengården i Malmø, et indvandrersamfund i samfundet, der lever efter egne love.

Eller det danske samfund kan sætte foden hårdt ned, så det bliver klart i hvert eneste land i denne verden, der praktiserer middelaldermørke traditioner, at i Danmark kan man godt glemme alt om flerkoneri, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse.

Britta Mogensen og Lone Nørgaard ( LN) Normasvej 39, Frederiksberg Britta Mogensen er antropolog, Lone Nørgaard er lektor, cand. mag. og forfatter. Fyens Stiftstidende | 11.05.2009 |med forf. tiladelse.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • HelgeD-H

    Jeg er træt af at islamiske mørkemænd skal rette på os Vesterlændinge.
    Men se! Det islamiske pres mod vores værdinormer, vores skikke og
    sædvaner virker. -Samfundet giver efter for presset efterhånden.

  • Bachelor

    Bigamy is having one wife too many. Monogamy is the same.
    Oscar Wilde

  • Ulla Lauridsen

    Det burde være ret nemt at lave en registersøgning på mændene, det kunne dreje sig om: Får han børn på skift med to kvinder? Hvis man først får barn med A og så med B er det vel hændeligt – et ny forhold. Men hvis man derefter igen får et barn med A, skal det efterforskes nærmere hvor han har bopæl, hvem han egentlig er gift med etc.

  • Emeritus

    Til Bachelor.

    Hvilken bittersød perle, du der har fundet.

    Kierkegaard kunne også, men han fokuserede ikke på fortrydelsen, ægteskabet og flerkoneri som sådan.

    Han lukkede sammen med O.W. ledet ved at erklære, at uanset om man gifter sig eller lader være, så vil man fortryde det.

    Deres erfaringssum fører automatisk til det egentlige problem, som ikke er det, man fortryder, men fortrydelsen i sig selv.

    Med venlig hilsen

  • Peter Buch

    Emeritus

    Det var jo mig under et alias.

    Venlig hilsen Peter Buch

  • Emeritus

    Til Peter Buch.

    Er du ‘a Bachelor!’
    Jeg kan desværre hverken gætte eller vide alt!
    For resten – hvordan har fortrydelsen det?

    Jeg er tilfældigvis ‘a Husband!’ og som sådan på den anden side af hegnet.
    FOR RESTEN – SPØRG IKKE….

    Med venlig hilsen

  • Peter Buch

    Emeritus

    Ja, jeg er også “a bachelor”. I dobbelt forstand- både af uddannelse og som enlig.

    Fortrydelsen har det fint, læste forresten nu vi er langt fra virkelighedens verden, på en svensk konservativs blog en artikel om at Mo i programopsætningen skulle have satset en del på brug af sexbehov og frygt, hvis man er i stand til bare nogenlunde at styre disse sager, synes det mig Mo også på det område har et svagt belæg for et dårligt program.

    Med venlig hilsen Peter Buch

  • Emeritus

    Til Peter Buch.

    Ja, nu vi er røget helt ud af tangenten, kommer jeg i tanker om et kort digt af Benny Andersen fra en af hans tidlige samlinger ‘Kamera med køkkenadgang’ fra 1962. ‘På det tørre’ handler om en søster til fortrydelsen, den gule misundelse som nationalt karaktertræk i meget bred forstand. En almen frygt for ‘at være gået glip af noget bedre..’
    – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

    PÅ DET TØRRE
    Granen saver løs på horisonten
    mens klitterne forsigtigt
    kigger frem bag hinandens skuldre.
    Lavvande. Skulende sorte sten
    stiger op og slikker sig om munden
    med tunger af tang.

    Fyrtårnet stirrer blegt og bittert
    efter bådenes hoverende underkæber.
    Hvilke fjerne kyster har de smagt –
    hvor findes der skønnere sted end her?

    En indtørret søstjerne
    peger i alle retninger.

    Benny Andersen.

    – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

    Med de sidste to linjer kan vi vende tilbage til trådens tema. Islamofili er ikke vejen, men en katastrofekurs. Flerkoneri er heller ikke vejen. Opgivelse af en komplet, national identitet er tab af ethvert tilhørsforhold og en helt forkert retning. Af alle retninger peger alt mod os – ikke væk fra os.

    Med venlig hilsen

  • Peter Buch

    Opgivelse selv af en fragmatisk lejlighedsvis eksisterende national identitet er et tab af dette tilhørsforhold og kan medføre en alvorlig svækkelse af menneskers fundering og evne og mulighed for relationer, dette gælder både for individer og samfund, og imødekommenhed overfor flerkoneri.og ..indsæt selv…må derfor betegnes som en meget dårlig løsning på problematikken om islam i vesten.

  • Emeritus

    Til Peter Buch.

    Nu, hvor denne tråd er på vej i glemslen, kan jeg godt helt frivilligt få mig selv til at hviske til dig, at du behøvede sådan set ikke at spørge, for der er ikke nogen hemmelighed. Jeg forstillede mig. Lige som du fortryder jeg ikke noget. Jeg har altid levet godt med mine valg, men ikke altid med de situationer, jeg har været bragt i. Mine valg viser mig – og andre, hvem jeg er. Ville jeg overhovedet kunne klare at leve med andre valg, end dem, jeg har truffet?
    Når det kommer til stykket, mener jeg?
    Nej, vel.
    Heller ikke jeg har derfor haft grund til at fortryde.

    Som en tilnærmelse til Jack Nicholsons berømte replik: “Det bliver ikke meget bedre!”

    Det må være godt nok.

    Med venlig hilsen

  • Peter Buch

    Emeritus

    Jeg spurgte ikke, syntes jeg. Eller sommetider er jeg ikke klar over der findes et spørgsmål i det bragte.
    Godt nok.

    Med venlig hilsen Peter Buch

  • Petter Falch Rasmussen

    Det er fint om man når man snakker om polygyni/flerkoneri, bruker de ordene, istedenfor polygami/flergifte. Selvsagt er ikke all polygyni heller kvinneundertrykkende, men at det gir et privilegium til det ene kjønnet og ikke det annet, kjønnsdiskriminering, er ille nok. Som forkjemper for kjønnsnøytralt polygami er jeg opptatt av at man skal prøve å skille disse begreper fra hverandre, så svakhetene ved flerkoneri ikke automatisk assosieres når man hører om polygami.

    Kvinneundertrykkende polygyni er helt klart feil, men det er viktig å presisere at det er det kvinneundertrykkende ved det som er galt, ikke det polygame aspektet ved det. Kvinneundertrykking kan også forekomme i monogamier, og da er det heller ikke monogamiets feil. Kvinneundertrykking, når det først forekommer, kan gjøres mer effektiv hvis man misbruker polygami/-gyni, men misbruket av det betyr ikke at det er galt i seg selv, og man bør ha nulltoleranse for undertrykking, ikke tolerere det mer om det foregår i et monogamt ekteskap.

    Men om polygyni er galt eller ei (jeg ser her selvsagt bort ifra at det er ulovlig, og følgelig galt så sant det er galt å bryte loven, men det er en lov som evt. kan forandres), så gir det liten mening å ha familiegjenforening kun for dem som oppfyller våre krav til hvordan et ekteskap skal være, og må dele opp sin familie for å tilfredsstille disse krav. Da må man enten bestemme seg, og ha familiegjenforening for alle, eller å ikke ha det, for noen.

    Polygyni er svært sjelden i islam, da skriftene kun tillater bestemte unntak herunder, og endatil på det sterkeste fraråder det. I moderne, opplyste samfunn med likestilling vil det evt. være snakk om polygami, ikke polygyni, som kan bli aktuelt, og det vil jeg tro muslimer vil være sterkere motstandere mot enn oss.