Nu er jeg ikke andet end en arbejdssøgende, der sommetider ved lidt om nogle ting, flygtningenævnet, der i Danmark står for bedømmelse af personers asyl, har som jeg forstår det – en procedure, hvori der til grund for afgørelserne indgår inddragen af viden, udsagn og synspunkter fra danske myndigheder, udenlandske myndigheder og et uvist antal andre aktører.

En offentliggjort oversigt over de inddragne aktøres egne skalaer over hvordan de som udgangspunkt generelt ser på hvad der berettiger til respektivt medfører afvisning af asyl, eksisterer mig bekendt ikke og bør såfremt de nogensinde blev forsøgt opstillet nok for aktørerne være til evighed stemplet- hemmelige.
Påvirkning og forfølgelse af afgørelsens mænd og kvinder er jo kendt både lokalt fra Hvilshøj-sagen til et utal af udenlandske sager blandt andet dommere, der blev skudt i Italien.

Det væsentlige er stadig aktørernes udsagn og hvorledes flygtningenævnet lader dette eller disse medvirke i deres endelige afgørelse.

Danmark har repræsentation i flere islamiske stater, præcis hvilke ses opdateret på Udenrigsministeriets webside.
Da et større antal asylsøgende kommer fra islamiske lande og områder hvor myndighedernes magt- minder efterhånden mere og mere om det lokale- ikke er eksisterende, er det ikke lige til at en hacker undersøger om myndighederne og andre potientielle magt-udøvere har noget “forfølgelses-negativt” på personen NN og vedkommende dermed har fået bekræftende belæg for sin asylansøgning. Da der er tale om islamiske stater er niveauet for forfølgelser, hvilket et utal af undersøgelser og statistikker og udsagn underbygger, ekstremt højt og ikke sammenligneligt med hverken Jantelovens fædreland eller Vesten før den store indvandring- blandt andet af asylsøgere- ændrede dette generelle billede. Undtagelser i Vesten som forfølgelser i Baskerlandet og Nordirland var oftest meget lokal placeret og ændrer ikke på det generelle billede af Vesten efter 1950.

Der er givet noget galt flere steder, at det navnlig er galt i islamiske lande er nok ikke galt bedømt.

Vestlige beslutningstageres- herunder vestlige vælgeres valg af beslutningstagere- har en determinerende en afgørende andel i det er gået galt her lokalt, og i den udstrækning Vesten er i stand til at ændre noget-som-helst bør dette faktum ikke udelades. Det er således ikke kun i de islamiske lande- men også i Vesten “change” ændringer til noget andet og bedre kunne være udtrykt “rettidig omhu”.

At Danmark og Vesten og verdenssamfundet ikke aktivt har arbejdet for ændring af tilstanden i islamiske lande så- også- asylansøgninger derfra blev et begreb der hører historien til, skyldes et utal af omstændigheder og årsager.

Ubeslutsomhed og manglende perspektiv, laden-stå-til holdning og deciderede forkerte bedømmelser af situationens alvor og følger både de umiddelbare og potentielt forventelige.

Men, da vi vælger en stor del af vore politikere, ( bortset fra de de andre vælger der i sidste ende bestemmer det meste i EU), må opgaven være- også- at argumentere for at der er behov for andre procedurer og løsninger end en fortsættelse af dårlige metoder. At benævne og skitsere og lave disse procedurer og handlinger til- virkelighed.

Ønsker islamiske lande samarbejde og samhandel og på nogen måde sam-værd med Vesten ( herunder Danmark medregnet )er der betingelser Vesten må have opfyldt.

Slut med flygtninge fra islamiske lande ( og alle andre lande for den sags skyld).

Elles bør og arbejder Vesten for en afslutning af ovennævnte samarbejde, samhandel og sam-værd.

Oplæg fra en arbejdssøgende Peter Buch

Hvordan finder myndighederne ud af OM det drejer sig om personlig forfølgelse i forbindelse med person x – eller nø jes myndighederne med den omhandlende persons udsagn ?

Når det drejer sig om islamiske stater har vi forbindelser der, der kan be-eller afkræfte påstanden om personlig forfølgelse ?

Desuden, en del af de lande, hvorfra muslimske flygtninge kommer og hvor nogle af disse f.eks. de der var ude efter Westergaard, påstod de blev forfulgte i deres hjemlande og ville bliver udsatte for torrut hvis de blev hjemsendt, vores kommende PARTNERLANDE !

På den ene side vil vi – vores myndigheder- ikke hjemsende muslimske flygtninge der påstår de vil blive forfulgt og udsatte for tortur om de bliver hjemsendt og på den anden side er vi fra 2010 partnere til disse lande + at vi i årevis har overført billioner af EUR til sådanne lande for at forhindre dem i at gå nedenom og hjem !

Der må være noget galt et eller andet sted – for det minder mest af alt om at de europæiske landes ledere og dele af befolkningerne lider af “Stockholm Syndromet “.

At almindelige danskere/danere i dag identificerer sig på samme måde med Irakerne, der har besat Vor Frue Kirke, som nogle for tid tilbage identificerede sig med Palaraberne er uforståeligt fordi vi siden da har fået daglige anskuelsesundervisning i hvordan Palaraberne i den grad opfører sig maksimalt udnyttende af og tillige fjendsk overfor vort system og os selv, Danerne.

For ikke at tale om hvordan de ved deres adfærd dengang viste os, de enfoldige danere, at de tog røven på os allerede INDEN Palæstinenserloven var vedtaget !

Sikke en skændsel det er for os med det manglende mod til at handle rationelt !

Vi er åbenbart parate til at aflevere et Danmark til vores egne børn, børnebørn og deres efterkommere, der er fuld af løgn og bedrag og med konstant vold, uro og drab .

De nævner det forekommer personligt forfulgte bliver sendt hjem.
Om man bør gøre dette er dels et personligt spørgsmål om man synes dette er en rigtig beslutning eller man ikke synes det er en rigtig beslutning, dels et spørgsmål myndighederne der står bag hjemsendelser muligvis eller muligvis ikke inddrager i beslutningen.

Hvor Soering var en sag, hvor der næsten var sikkerhed for dødsstraf. Altså en personligt truet, hvor man heller ikke kan, eller bør, sende en flygtning hjem, som er personligt forfulgt.

I andre lande sender de stadig lidt af hvert ud, også til lande som ikke ser mildt på ekstreme islamister, og praktiserer tortur:

Her om Imaner, men terroristmistænkte bliver også smidt ud, i Frankrig i øvrigt baseret på papirer fra efterretningstjenesten, hvor alle navne og omstændigheder er visket ud.

http://www.irr.org.uk/2005/august/ak000012.html

PB

Wikipedia om Potsdam Deklarationen:
The Potsdam Declaration or the Proclamation Defining Terms for Japanese Surrender was a statement issued on July 26, 1945 for the Surrender of Japan. The Potsdam Declaration was issued by United States President Harry S. Truman, United Kingdom Prime Minister Winston Churchill, and President of the Republic of China Chiang Kai-shek that outlined the terms of surrender for the Empire of Japan as agreed upon at the Potsdam Conference. This ultimatum stated that if Japan did not surrender, it would face “prompt and utter destruction.”
Japan’s initial rejection of the ultimatum, by promulgating the condition that they be allowed to keep their emperor, and the impending Russian entry into the war, led directly to Truman’s decision to drop atomic bombs on Hiroshima and Nagasaki on August 6 and 9. Whether the ultimatum was intended to be acceptable without recourse to use nuclear weapons has been subject to considerable debate.
The declaration was one of Churchill’s final official acts as Prime Minister before leaving office the following day in favour of Clement Attlee.

University of California om Tsuyoshi Hasegavas bog Racing with the Enemy: Stalin, Truman, and the Surrender of Japan fra 2005: ( uddrag PB )
So when the Japanese refused to accept an ultimatum for unconditional surrender at the end of July 1945, hoping to hold out for a better deal through Soviet mediation, the United States followed with the August 6 atomic bomb on Hiroshima. According to Hasegawa, the bomb was intended to force immediate unconditional surrender before the Soviets could declare war and enter the fight. Hasegawa also claims that the Potsdam ultimatum that contained the unconditional surrender demand was issued, not as a warning, but as an excuse to justify the use of the atomic bomb.
Stalin had expected to be invited to sign the ultimatum against Japan. This would justify the Soviet violation of the neutrality pact. But Truman’s decision to issue the ultimatum without inviting Stalin prompted Stalin to move up the date of attack against the Japanese forces in Manchuria by 10 days to August 11. The race had begun.
But despite the devastation and horrific carnage of the Hiroshima blast, Japanese leaders continued to argue and to hope for Soviet mediation. The atomic bomb on Hiroshima shocked Stalin, however. Stalin was convinced that the bombing of Hiroshima would immediately lead to Japan’s surrender. He thought he had lost the race. But upon learning that the Japanese government continued to seek Moscow’s mediation to terminate the war, he again moved up the date of attack against Japan by 48 hours, to the midnight of August 9, Far Eastern time, which was 6 p.m., August 8, Moscow time.
When the Japanese ambassador met with the Soviets in Moscow at 5 p.m. on August 8, however, he got unexpected news. The Soviets declared war on Japan and within one hour invaded Manchuria. Several hours later, the United States dropped a second atomic bomb on Nagasaki. Again the Japanese authorities were unswayed. Despite the destruction visited upon a second Japanese city, it was the invasion by the Soviet Union that got Japanese attention.
Finally, on August 14, with the Soviets gobbling up Manchuria, the Japanese, extremely fearful of falling under the influence of the Communists, tendered their unconditional surrender,
Hasegawa said the Japanese should have exited the war by accepting the Potsdam ultimatum. Had the Japanese government had the foresight to do so, there would have been neither the atomic bombs nor the Soviet entry into the war.

Hasegawa konkluderer altså- at Japans bøjen sig for Potsdam Deklarationen altså ultimatummet kunne have sparet landet ( og verden i den sidste ende PB )for atombomberne og Sovjetunionens indtræden i krigen i Fjernøsten være undgået.
PB

Når det drejer sig om A-bomber/Japan, er det den største svinestreg USA nogensinde har lavet !
Japanerne havde fået en dato for hvornår de skulle overgive sig, men flere uger før den tid smed USA bomberne. Den eneste grund til de gjorde det var for at forhindre Russerne, i at besætte Japan…