21
maj
Seneste opdatering: 22/5-09 kl. 0159
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Der skal være plads til alle eksistenser i de danske kirker.Den opfattelse har de fleste danskere, mener kommunikationsekspert Henrik Byager, og derfor tager den danske folkekirkes omdømme på ingen måde skade af, at de afviste irakere har opholdt sig i to københavnske kirker. Hvis en præst vælger at sige “smid dem ud”, kan det nemt føre til, at kirken fremstår intolerant.”

Det sagde friskfyren, “livsstileksperten” Byager forleden. Nu er jeg i forvejen ikke voldsomt imponeret af en del af de “eksperter”, der stiller op med selvfølgeligheder i medierne, men det er dog nær Danmarks-rekord, så hurtigt denne “ekspert” har afmonteret sin egen ekspertise. Hvor mange andre har også meldt sig ud ? Jeg er en potientiel kandidat:

Folkekirken må vinke farvel til flere medlemmer som konsekvens af, at Brorsons Kirke på Nørrebro i København har valgt at give husly til omkring 60 afviste irakiske asylsøgere. Siden søndag har omkring 25 henvendt sig til kirkens præst Per Ramsdal for at udtrykke beklagelse over beslutningen.En del af dem har desuden bedt om en blanket, så de kan melde sig ud af folkekirken. Jeg tror, at jeg har udlevet 10 udmeldelsesblanketter, fortæller Per Ramsdal.

 Udviste irakere ryster folkekirken,Morten Uhrskov: Skal vi have en særlov?

»Invandringen har varit katastrofal«

TV tip i aften SVT 1 kl 22. “Den ultimata integrationsdebatten.” Jeg har tilladt mig at rette en mindre upræcision i SVT´s overskrift. 

De senaste femton åren har utanförskapet vuxit lavinartat. År 2004 presenterade folkpartiet liberalerna utanförskapets karta (pdf 78 sider,) som för första gången gav en samlad bild över tillståndet i miljonprogramsområdena.,20 maj: Sverige fortfarande magnet för asylsökande. Antalet asylansökningar i Sverige är mer än fem gånger högre än EU-27 snittet.

“Vi lider av en akut brist på ett öppet offentligt samtal i Sverige”

I en tid när media sedan länge skåpat ut hela sociala skikt i den offentliga debatten och i bästa fall har vanligt folk som en tyst publik, en kuliss, vill Debatt i stället göra dem aktiva, deltagande och ta dem på allvar. Detta gör programmet viktigt men också kontroversiellt.Jag medger att vi ändå allt för ensidigt favoriserar debattörer som är verbalt begåvade, som kan ta för sig och snabbt slänga ut en tänkvärd replik. I vissa sändningar har stämningen blivit något för hätsk. Jag tar åt mig av den kritiken.

Men redaktionen lägger ner ett otroligt hårt arbete på att få tv-ovana människor att medverka. Ett avsevärt svårare journalistiskt arbete än att ringa upp det kringflackande cirkussällskap av proffstyckare som valsar omkring i vartenda tv-program. Faktum är att 99 procent av svenska folket skulle kunna försvinna ner i en grop i morgon, utan att det skulle märkas annat än som en nyhet om att folket försvann. Tv-utbudet skulle kunna fortsätta med samma personer, som på samma välartikulerade sätt uttrycker sin mening om miljön, finanskrisen eller jämställdheten, eller om precis vad som helst. 

Vi lider av en akut brist på ett öppet offentligt samtal i Sverige. Det är olyckligt att det demokratiska samtalet är så strikt uppdelat mellan vad som skrivs och framförs på ledarsidor, debatt- och kultursidorna och vilka åsikter som är i svang i arbetsplatsens fikarum eller vid köksborden. Det ena fint och välformulerat, det andra mindre broderat och inte så rumsrent. Inser man inte det blir journalistiken mer teater än en verklig skildring om vad som händer.Janne Josefsson: “Debatt får inte bli mysprogram”

Voldskultur: Mandsopdækning

film af Beate Schwarz,  sendt af Spiegel TV 23.2.2009.  Alle afsnit her. Som man hører dommeren sige i sidste afsnit: “Vores straffesystem har nul effekt på dem”.

Caldwell: Et øjebliks uopmærksomhed

Opmærksomme læsere vil huske, vi allerede omtalte bogen i efteråret. I dag anmelder Klaus Wivel den i Weekendavisen den. Køb avisen :

Den første europæiske generation, der ikke så islam som en trussel, skal blive den sidste. I dag har alle europæiske lande de samme konflikter med indvandrere, ligegyldigt hvilken politik de har ført. Amerikansk kommentator har rejst gennem et kontinent i krise…..

Hvis indvandring havde været et valg, ville nogle lande have fravalgt det, skriver han. De europæiske befolkninger vil nemlig ikke have indvandring, og det har de aldrig villet. Og de har altid været i flertal og er det stadig. Kun 19 procent europæere mener i dag, at immigrationen har været godt for deres samfund…
Nu er regningen kommet. Generationen, der er født efter 1960, skal betale for deres forældres ædle principper, skriver Caldwell. Det krævede 50 års masseindvandring, før Europa igen blev bange for sine minoriteter. Værst ser det ud for Storbritannien, profeterer den amerikanske kommentator. Her vil vold og politisk ekstremisme dominere gadebilledet. Af alle europæiske lande vil adskillelsen mellem indvandrere og indfødte i Sverige være den, der er vanskeligst at tilbagerulle. Spanien har størst chance for at bryde sammen under tyngden af flygtninge……
Europæerne har gennem årene lagt øre til den ene elendige undskyldning efter den anden for, hvorfor vi skulle åbne grænserne – alle undskyldninger er ankommet forklædt som storslåede behov, skriver Caldwell. Stort set hele det politiske spektrum, fra socialister til kapitalister, har i den store folkelige opdragelses navn sunget i kor. Weekendavisen: Islam: Et øjebliks uopmærksomhed

Financial Times: Reflections on the Revolution in Europe
Review by Mark Mazower

Caldwell is an American journalist, an editor at The Weekly Standard and a columnist for this newspaper. He knows the banlieues and has talked to more than his fair share of extremists of all persuasions. But Reflections on the Revolution in Europe provides less an analysis than a call to arms to a continent supposedly already capitulating to the new enemy in its midst.

His argument, baldly put, is that Enoch Powell was more right than wrong. Europe is in decline from an “adversary culture”, and Muslim immigration, in particular, poses a mortal threat. He fails, however, to deliver the Burkean tour de force implied by his title.

Throwing off the shackles of political correctness, he plays fast and loose with the data and switches between talk of immigrants, Muslims and “non-natives” as it serves his argument. Europeans, he alleges, are fleeing abroad out of fear of Islam. But the best case of “white flight” he can find is of emigrating Jews and even this is unpersuasive since the number of those leaving for this reason is small and almost certainly exceeded by the reverse flow from Israel and elsewhere. Oddly, Caldwell unselfconsciously invokes the Jews as indigenous Europeans when just two generations ago they were regarded much as he regards Muslims.

Does Islam threaten European traditions of free speech? It is not fear of offending Muslim sensibilities that lies behind recent unprecedented efforts to criminalise scholarly interpretation. As Caldwell admits, Holocaust denial and debates about slavery, the legacy of empire and the Armenian genocide have been far more important catalysts for European legislators than anything to do with Islam. By contrast, the efforts he mentions by anti-racist or Muslim groups to get expressions of prejudice prosecuted have generally ended in judicial or legislative failure.

Nietzsche’s observation that all philosophy is disguised psychology is useful to bear in mind when seeking to understand why commentators such as Caldwell talk about Europe in such alarmist tones. They would say they have to because Europeans have been cowed into submission. Caldwell’s fast-breeding, over-sexualised immigrants have already established what he calls “beachheads” – the idea that the immigrants are the vanguard of a larger invading force – and engineered a reverse “colonisation” of historic cities abandoned by their native inhabitants. Muslim immigration, apparently nothing less than a “project to seize territory”, is well on the way to bringing Europe within the House of Islam. But this sinister fantasy has less to do with reality than with neo-conservative anxieties about the decline of the west.

As a concept the idea of the west has always had its expansively confident side. Yet for decades it also conveyed the fear of its own cultural and racial demise, a fear reflecting Europe’s massively weakened position in the world after 1945 and uncertainty whether the US possessed the self-confidence and political will to step in and take over.

The collapse of the USSR made people wonder what would happen with no shared enemy to keep the transatlantic partnership of the west intact. Then came 9/11 and the sharp divisions over Iraq and the war on terror that split the western alliance in its aftermath. One could trace these divisions back to profound disagreements that emerged between Europeans and Americans about the nature of international institutions, the rule of law and the path to peace in the Middle East. Preferring moral and cultural explanations to political ones, however, neo-cons attribute European dissension to a softening of the continent’s moral fibre, to burgeoning anti-Americanism and, as the ultimate cause of both, to the growing importance of Islam on the continent.

Of course in many ways, Islam ought to attract them – for at least in the stereotypical version presented here, Muslims believe in family, in honour, in fighting for one’s beliefs. Above all, they are united. Caldwell insists that talk of Islam’s diversity is beside the point. Behind the critique, one therefore detects a profound ambivalence: for all their primitivism, Muslims are, in fact, almost what Europeans should aspire to be. The truth, of course, is that generalities of this kind are not much use either in understanding Islam or in finding answers to complex social problems.

No question about it: immigration is one of the key issues facing contemporary Europe. But if you want a good guide to the debate, this is not your book: it is too unhinged, too doggedly provocative, for that. Yet the cultural historian of the future may find it valuable nonetheless, for it reveals the beleaguered cast of mind commonplace among some Americans at the moment when the waning of Washington’s power became evident and a new epoch in world history opened up.

Mark Mazower is professor of history at Columbia University. His ‘Hitler’s Empire: Nazi Rule in Occupied Europe’ (Allen Lane) won the LA Times Book Prize for History

The Financial Times Limited 2009

Der er andre anmeldelser. The National:

He concludes that Europe is in terminal decline, its spirituality reduced to an empty consumerism. It no longer wants to “write history in letters of blood”, to use the words of the French thinker, Raymond Aron. In Caldwell’s view, the migration across the Mediterranean to the north is no different from the military led colonisation of the southern shores of Mediterranean by Europe in the 19th century.Caldwell’s book provides no prescriptions for addressing the issues arising from immigration in Europe. Rather it is a moral fable, a scare story, to show the Americans what happens when nations lose their religion, their patriotism and their sense of identity. 

og New York Times ´Downturn Draws a Veil Over Islam

 

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensH

    “Har den svenska integrationsmodellen havererat helt? ”

    Jeg vidste ikke Sverige havde en sådan ‘model’?? .Jeg troede faktisk, at i det omfang de Svenske politikere overhovedet ville indrømme landet har ‘integrations-problemer’, såskyldtes det udelukkende ‘den strukturelle rascisme’ der åbenbart er meget omfattende i det Svenske samfund. Men nuvel, jeg må jo se programmet i aften for at høre om der er sket noget helt nyt hinsidan.

  • Jeg synes nok at “Integrationspolitiken har varit katastrofal” er en typisk politiker eufemisme.

    Der ligger i den, at integration i alle tilfælde er mulig, og de ved vi er løgn. Der ligger også, at det er svenskernes manglende bestræbelser – det er også løgn.

    Derfor ændrede jeg overskriften, for jeg ser ingen grund til at gå med på svenske politikeres skåne-retorik overfor sig selv. Det er klart, nu hvor sandheden time nærmer sig, at der er et udtalt behov for at vaske hænder. Det er deres problem, ikke vores.

  • Johansen

    Hvorfor taler man hele tiden om integration?
    Jeg er af den opfattelse, at det er assimilation, der skal til.
    Med alle de særrettigheder, som muslimer har opnået, er der tale om, at de vestlige samfund er blevet integreret i islam og ikke at muslimerne er blevet integreret i den vestlige kulturkreds.

    Der er sket det, som Tariq Ramadan kalder Europe in islam. Et islamiseret kontinent. Rotterdam i dag, København i morgen.

  • Robin_Shadowes

    Så här långt når Irans missiler.

    http://www.mesi.org.uk/DangersMap.aspx

  • JensH

    @Johansen

    “Hvorfor taler man hele tiden om integration?”

    Det er ganske simpelt. Som Steen rigtigt peger på i sit indlæg i denne tråd, så betyder anvendelsen af ordet “integration” at det først og fremmest er samfundet der har forpligtelsen overfor rindvandrerne, og ikke at indvandrerne selv har en forpligtelse til at indpasse sig i samfundet. Man hører altid politkerne sige, at “VI skal styrke integrations-indsatsen” eller “VI har fejlet med integrationen”.

    Det ligger dybt i den socialdemokratiske tankegang, der gennemsyrer hele vest-Europa, at velfærdsstaten kan og skal klare alle samfundsmæssige problemer, og dermed er det ikke længere det enkelte indvid der har ansvaret for at klare sig i selv. Det er blevet et kollektivt ansvar. Defor ser den vest-Europæiske elite, den Amerikanske måde at klare indvandringen på, (swim or sink), som noget nær det rene barbari.

    I det øjeblik du bruger begrebet “assimilation” forskyder du ansvaret (eller forpligtigelsen) mht. til indavndrenes indpasning i samfundet fra staten til indvandrerne selv.

  • JensH

    @Robin_Shadowes

    Jeg håber virkelig Amerikanerne eller Israelerne snart skrider i aktion fior at forhindre, at Iran får atom-våben. Jeg så idag på CNN, at den raket de har prøve-affyret har en rækkevidde på 2000 km, og kan defor nå mål i Europa. Ganske vist mente USA’s forsvarsminister Gates ikke, at Iranerne (endnu) kan fremføre atom-våben med disse raketter, men at de arbejder hårdt på det er der ingen tvivl om. Jeg tror ikke længere på sanktioner virker, desværre.

  • Sink and swim ville heller ikke være en løsning på vores problem.

    Hvis vi forestiller os, at vi lukkede for velfærdskassen for nye indvandrere, hvad ville konsekvensen være?

    De allerede herboende indvandrere med allerede høj kriminalitet ville blive mere kriminelle. De unge under 15 ville blive sendt ud på gaderøverier og tyvetogter.

    Når den familiesammenførte kvinde, helst, og i mange tilfælde skal gå hjemme og passe børn, men ikke får ret til velfærdsydelser, må den allerede herboende og uudsmidelige mandlige efterkommer jo lave mere kriminalitet for at forsyne hjemmet med penge.

    Når det er manden som bliver familiesammenført. Kan han ikke selv begå kriminalitet, da han så bliver smidt ud.
    Men så træder kvindens familie da bare sammen og sender alt ud der kan begå kriminalitet uden at blive smidt ud, samler sammen af byttet og hjælper manden økonomisk og bliver hans lille hyperkriminelle velfærdsstat.

    Kriminalitetsproblemet er kommet for at blive og kun en omfattende indsats fra bund til top, skole til ungdom, fra handling til konsekvens, kan gøre det mindste ved det.

  • JensH

    @Thomas Bolding Hansen

    “De allerede herboende indvandrere med allerede høj kriminalitet ville blive mere kriminelle.”

    Det er jo ren afpresning. Det du siger er, at vi skal give dem ‘løn’ for ikke at omdanne vores byer til et rent kriminalitets-helvede. Hvis vi skulle følge din tankegang, så kunne vi jo lige så godt indføre begrebet jizya i den Danske skattelovgivning.

    Så har jeg en meget bedre ide. Stop for al indvandring fra den muslimske verden. Vi begynder at stille krav til de allerede her bosiddende muslimer om, at man ikke bare kan få overførselsindkomst uden modkrav om at tage tilbudt arbejde eller arbejdsmarkdskursus. Såfremt de ikke bryder sig om det, så er det den rare socialrådgiver kommer i tanke om en, at der faktisk findes en anden mulighed som i al sin enkelthed går ud på, at der kan gives en generøs repatrierings-ydelse såfremt de vælger at bosætte sig i hjemlandet og samtidig opgiver alle fremtidige krav på Danmark, (‘an offer you can’t refuese’).

    At en sådan ordning kan have en effekt på de mest unintegrarbare indvandrere kan føgende historie fra 2007 i ‘Ugeskrift for læger’. Baggrunden var, at mange muslimske indvandrere nærmest bestormede de praktiserende læger for at få en erklæring om at de ikke var arbejdsdydgtige, og dermed kunne undgå at skulel leve op til kravene i forbuindelse med 300 timers reglen. I denne artikel udtaler den syrisk fødte tolk, Issmat Mohamed, følgende:

    “I Danmark bliver lægen brugt på en helt anden måde. Han skal for eksempel give den lægeerklæring, der kan fritage patienten for sprogundervisning eller aktivering. Og så må lægen jo først gå på opdagelsesrejse for at finde ud af, om patienten er syg eller ej. Jeg synes, at mange misbruger lægens tillid.

    Mange nydanskere er kommet til Danmark med hjælp fra menneskehandlere, her kan man bare henvende sig til kommunen, så vælter pengene ind. Derfor kommer det bag på mange, at der også bliver stillet krav. Og hvordan skal 30- eller 50-årige analfabeter klare at gå i skole og lære dansk? Så ser de lægen som deres eneste udvej,« siger Issmat Mohamed.”

    Konklusion: De har aldrig forventet der vil blive stillet modkrav, og bryder sig absolut ikke om det. De er ikke kommet til Danmark fordi de er personligt forfulgt, og derfor er der ingen risiko ved at vende tilbage til hjemlandet. En genrøs repatrierings-ordning kombineret med krav om arbejdsmarkedsdeltagelse, (“tommelskruerne”), burde få de mest uintegrarbare til at væle førstnævnte og vende hjem.

  • JensH
  • Jeg har nu ikke talt for bestikkelse, det har vi ikke råd til. Kender du mig så dårligt?

    Jeg synes, vi skal indføre kvoter kombineret med et pointsystem, hvor indvandrerlande vi har mange fra i forvejen, som laver meget kriminalitet, har lav tilknytning til arbejdsmarkedet får minus point og kommer langt tilbage i køen – jo flere minuspoint, jo længere tilbage.

    Et pointsystem der kan forandres, hvis de allerede herboende opfører sig bedre, tager eget ansvar.

    Et pointsystem der også giver plus, hvis man har en uddannelse vi kan bruge, kommer alene, er ung og klar til at assimileret og kan forsørge sig selv.

  • Og i øvrigt indvandringslande, der har lavere kriminalitet end os, får pluspoint.

  • @Thomas Bolding Hansen
    En bedre løsning end at fortsætte på den humanistiske selvmordskurs er genindførelse af døsstraffen. Brug den, og brug den flittigt! 1000 dødsdomme om året med hurtig rettergang og strafeksekvering kan gøre underværker. Det virker. Jo flere af de personfarlige kriminelle man henretter, desto bedre for samfundet. Den indsats du taler om er forhåbentligt ikke mere af den velkendte humanisme.
    Kun hård og ubønhørlig brutalitet kan komme problemet til livs.

  • Vi står i en situation, hvor staten enten må opgive dens magtmonopol eller straffe borgerne for selvtægt, når de forsvarer sig. Denne indbyggede modsætning er sprængfarlig, og jeg ønsker alvorligt at tage den i opløbet ved at bruge retsstaten til det, som borgerne ikke må foretage sig på egen hånd. Dine forslag forekommer meget kloge og velgennemtænkte, men staten er nødt til at eliminere banderne og statuere nogle skrappe eksempler. Unge mænd opdraget i præmoderne tribalistiske kulturer forstår kun magtens sprog. Hvis magtens højeste intensitet kun er fængsel på de blødsødne danske vilkår, hjælper det ikke en disse. Kun dødsstraffen eller solitary confinement kan fjerne de værste af de værste og sætte en skræk i livet på forbryderaspiranterne.
    Jeg vil hellere være frygtet af de 90 % end foragtet og anset for blød af de 80 %! Når et samfund er truet på dets retsorden gælder kun selvopretholdelsens lov.

  • Peter Buch

    Lille artikel om unge briters ønsker om at forlade Storbrittanien.
    De briters emigrations ønsker:
    http://www.themovechannel.com/news/841434e7-35a6/

    Selv om procent tallene ikke er så høje som de i undersøgelser over unge i Nordafrika oplyste, ( jeg mener de var nævnt i en FN undersøgelse link til denne undersøgelse mangler) , med hensyn til at forlade deres lande, er der noget ved sådanne høje tal, der af mig opfattes som skrigende NEDERLAG; NEDERLAG, landets og politikernes NEDERLAG, ganske uden yderligere argumentation synes nødvendig..

  • PeterK

    Man skal også bemærke det smarte trick med at nedgøre sin egen kutur. De kulturradikale har i årtier prøvet at latterliggøre vores kultur, og stille spørgsmål om hvad det i det hele tager er, er alt ikke lige godt? Hvis alt er lige godt, så er der jo ingen forskel, og altså heller ikke noget at integrere eller assimilere sig i. Problemet er løst….

    I Holland står de unge med de gode uddannelser i kø for at rejse ud, og i den anden ende af lufthavnen står folk uden uddannelse i kø for at komme ind. Jeg ville godt have muligheden for at se Europa om 100 år, om ikke andet så bare for at se hvad mine børns børnebørn lever i. Jeg håber ikke jeg har fået ret.

  • Fønix

    Der er ingen mulighed for at stoppe udviklingen, dertil er der allerede kommet for mange. Og der er heller ikke politisk mulighed for at stoppe familiesammenføringen, da vi er medlem af EU. Og der er slet ikke mulighed for at filtrere muslimer fra visse arabiske og afrikanske lande, da det vil blive betragtet som renlivet racisme hos parnasset og i det øvrige Europa.

    Derfor vil selvmordskursen fortsætte indtil ballonen springer. Dvs. indtil direkte voldsbekæmpelse mellem danskere og indvandrere. De politiske forbrydere ryger forhåbentligt med i købet.

  • Peter Buch

    Nutiden- artikel om flere uledsagede unge på rejse, der stoppede her :
    http://jp.dk/indland/article1704072.ece

  • Pingback: sidste øjebliks rejse | rejser24()