4
jun
Seneste opdatering: 5/6-09 kl. 0705
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

franske jøder i oprør på Quai des Orfèvres mens retssagen mod Fofana og hans 26 medskyldige i et anti-semitisk, racistisk mord.

Procès de Youssouf Fofana : Menaces de mort contre les jurés,Fofana refuse de parler.The Trial Of A Scumbag Læsere af kun danske aviser lever i det store hele i uvidenhed om dramaet i Paris. Den gamle dame:  “J’accuse – jeg anklager jer for at lukke dørene til denne  retssag”. (Snaphanen: Billedet Frankrig ikke må se.)

Obamisme fra det absolutte overdrev

Man tror det er løgn, men det er den frie verdens leder, juni 2009. Spænd sikkerhedsselen, det bliver en-to-(tre?) hektiske valgperioder. Via Jihad Watch (LFPC):

“And I consider it part of my responsibility as President of the United States to fight against negative stereotypes of Islam wherever they appear”. Barack Obama, Cairo, June 4, 2009

“Europas mørke hjerte”

Læser man de aviser, man er enig med, eller orienterer man sig bredere ? Selvom vi efterhånden  har sat grænsen ved egomaniacs som Tøger Seidenfaden, Rune Engelbreth og Anita Bay Bundegaard, så er vi af og til åbne overfor skribenter, der mener noget andet. Både Economist og The Guardian, DN Debatt og Aftonbladet og en lille-bite  sjat Politiken. Problemet er, at vi får vores velerhvervede fordomme bekræftet hver gang. Så skal man lige trække vejret indtil næste gang. “Krigen begynder der, hvor samtalen hører op”. I den forstand, har vi allerede været i krig længe, selvom den danske debat stadig prisværdigt, prøver at skræve  over uoverstigelige  afgrunde. Den svenske har aldrig haft den ambition at inkludere alle. I den er krig et grundvilkår, der er indfældet i demokratiopfattelsen: “Vi, der ved bedre mod jer, – pøblen – der ikke ved noget, og skal holde kæft eller diskutere “genus-problematikker” , hundelorte på fortovene, sport, og betale den skat, vi pålægger jer.”  Derfor er politisk vold så gangbar i Sverige, som Carsten Jensen rigtignok bemærkede i Deadline, men uden at have formatet og indsigten til at drage slutningen af det. Dansk abegrotte eller svensk censur ? (jo, jeg skrev censur, for jeg ved i modsætning til Jensen præcis, hvad  jeg taler om) . Jeg vælger abegrotten, ikke mindst fordi jeg stoler mere på folket end  på eliten, til enhver tid, for jeg kender dem begge tilstrækkeligt. Jeg har noteret mig det svenske folks lidelser, mordene, volden, voldtægterne. Jeg tager dem alvorligt. Jeg kan ikke være en intellektuel i den gængse betydning, jeg vil måske helst være fri i det hele taget.

Jensen ville være elite. Hans undskyldning må være, at han ikke på forhånd vidste, hvad han gik ind til. Hvis han var blevet hjemme i Marstal, – og for eksempel var blevet sømand, hvad han ikke turde, – havde han aldrig spændt sin begavelse for så mange politiske dødssejlere og han havde måske også udtryk sig lige så urbant, som en sømand gør. De intellektuelles sprog synes at være to dele fuldfed flomme og én del lort, hvor sømændenes i det mindste er ganske flomme-fri. Europe’s heart of darkness

For de blinde: “What Muslim world?”

I sin rådvildhed over konfrontationen med et voksende, uløseligt problem hvis rødder – jihad og herrefolksmentalitet – ikke må nævnes, er den vestlige verden slået ind på en fatal strategi: Man håber at kunne forme virkeligheden ved at bruge og – især – undgå bestemte ord. Så skal det nok gå alt sammen. Hele projektet står og falder imidlertid med om alle følger trop og binder sig på hånd og mund. Derfor ser man appeller og henstillinger om den korrekte terminologi fra personer og institutioner som Præsident Obama, PET og den britiske regering. Forstå det nu. Hvor store chancer skal man tiltro deres projekt?

Scott Carpenter og Soner Cagaptay må tilhøre italesættelsens akademiske bagland. Bemærk iveren her efter at betone forskelle og manglende samhørighed i den muslimske verden, som man også kender til ulidelighed fra lokale islameksperter som Jørgen Bæk Simonsen og Kate Østergaard. Jeg kan kun trække resigneret på skulderen og sukke ‘so fucking what?’. Det er ikke mig de skal overbevise. De fænomener relateret til islam der spiller en rolle i vores tilværelse handler tværtimod om ligheder og identifikationer på tværs af landegrænser. Problemerne opstår fordi 1) der eksisterer mennesker bundet af transnationale og ideologisk/religiøse bånd der henter deres legitimitet fra tekster, tolkninger og traditioner, og ikke mindst Muhammeds eget eksempel. Carpenter og Cagaptay ønsker altså at vi skal flytte fokus over på de muslimer der ikke deltager i dette internationale samarbejde. Skulle det få problemerne til at forsvinde eller bortrelativeres? Skulle det på sigt (hvor længe?) få jihadisterne til at pakke Kalashnikovs og TATP sammen i skam?

Dernæst nævner artiklen ikke 2) problemet enabling, dvs. at de unævnelige der udgør problemet kun kan leve og virke i kraft af at være fisk der svømmer i et hav af mere eller mindre enige trosfæller. Helt konkret spørger de om Nigeria, der er halvt muslimsk, tilhører den muslimske verden (som de gerne vil trylle væk som begreb). Hvor meget kan man misrepræsentere virkeligheden? Problemet er ikke om vi klassificerer Nigeria som det ene eller det andet. Problemerne opstår fordi jihadister – næppe alle muslimer i dette land – opfatter gestalten Nigeria som en del af Dar al-Islam. Herfra udspringer en dynamik med blodige konsekvenser for de kristne nigerianere. De nævner heller ikke 3) umuligheden af at screene farlige fra ægte moderate individer, og doktriner som taqiyya og kitman der opfattes som legitimation af løgn vendt mod os vantro. Sidst men ikke mindst fortier de 4) styrkeforholdet i jihadisternes favør, i kraft af at disse kan gøre krav på at repræsentere den sande islam, hvor de moderate ikke har en moderat version af islam at stå imod med – den findes ikke (LFPC).

Even before U.S. President Barack Obama utters a word of his long-anticipated June 4 address to “the Muslim world,” there is already a problem with the rhetoric. As well meaning as it sounds, the term “Muslim world” is a trap. There is no unified Muslim world. And describing it as such legitimizes the idea that it is “us vs. them” — just the sort of divided world that al Qaeda wants to create.

To see the trouble with the term “Muslim world,” one needs only to try and define it. Who is included in the Muslim world? What countries — or individuals — make the cut, and who defines it? Is half-Muslim Nigeria a part of the Muslim world as much as the Islamic Republic of Iran? And how do different sects in internal conflict, like the Sunni and Shia of Iraq, reconcile their placement in a single “world” to American eyes? Are extremists — such as the Taliban or al Qaeda — lumped together with secular Muslims? […]

This term is not only an analytical error – it’s also  a critical public diplomacy mistake. “Muslim world” unfairly and singularly assigns adherents of Islam into a figurative ghetto. And particularly in the post-September 11, this relegation carries a real moral hazard: By lumping together extremists, secularists, and everyone in between, the term “Muslim world” legitimizes the idea that all of the group’s members are locked in deadly conflict with the non-Islamic world. If this sounds dangerously close to the message through which Islamist ideologues push for jihad, it is. Extremists are the only Muslim group that strongly advocates tying all Muslims together politically, in a united global community. In their ideal world, the modern nation state would be replaced with a new caliphate under Sharia law. Every time the United States speaks to the “Muslim world,” then, it inadvertently legitimizes the extremists’ vision. […]

Scott Carpenter is director of Project Fikra at the Washington Institute for Near East Policy. He previously served as deputy assistant secretary of state in the Bureau of Near Eastern Affairs in the United States Department of State.

Soner Cagaptay is director of the Turkish research program at the Washington Institute and author of Islam, Secularism, and Nationalism in Modern Turkey: Who is a Turk?  What Muslim World? By Scott Carpenter, Soner Cagaptay

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?