En 21-årig man från Linköping knivskars till döds i samband med ett gängbråk på Gröndals camping. SOS tog emot larmet klockan 00.47, natten mellan fredag och lördag, från en kvinna som ringde och sa att två gäng slogs med kniv. Sex till sju minuter efter larmet var polisen på plats, berättar Ulf Karlsson, polisens informationschef. Tre killar och en tjej i 20-årsåldern hade fått allvarliga skador. De fördes med ambulans till lasarettet. Mannen som dog på väg till sjukhuset var 21 år och kommer från Linköping. “Många kan uppleva ett stort obehag och då är det viktigt att informera om händelsen,” säger han.Man knivskars till döds i Köpingsvik. (Se andre avisers rapportering)

Ja, mange vil nok “opleve et stort ubehag”, det er subjektivt. Nogle vil så ikke “opleve det”. Stillet overfor katastrofer, knækker politi og journalister altid over i et ufrivilligt komisk ordvalg. Det er som om sproget ikke vil makke ret i et land, hvor tragedier plejede at tilhøre fiktionen. Kødmøllen maler videre, jeg har forlængst tabt tal på disse historier. Der spædes på trykkogeren, og er der en tid til at plante, er der også én til at høste. Det er ikke kun den usandsynlige voldelighed, der gør en syg, det er lige så meget svenske avisers systematiske bagatellisering og sløring af sandheden om den. Aftonbladet kom nærmest, antagelig hårdt presset af svenske blogs. (De har nu rettet ind i teksten, men den så sådan her ud.) Hvad enten det er Teheran eller Stockholm, er grebet om den offentlige sandhed, ikke det det var for ti år siden. Det tager ikke mange minutter på nettet at komme endnu nærmere på, hvad der egentlig skete på Øland i nat:

Jag var där 5 minuter efter att det inträffa då ambulansen precis hunnit dit, mycket blod och han dog inom 20 minuter. Dom hade inte hunnit till sjukhuset så de fick försöka återuppliva honom på plats, dock förgäves. Han som dog såg ut som en etnisk svensk. Enligt dom som blev förhörda på plats så var det ett invandrargäng som kom fram när de satt i strandkanten vid vassen. Mycket tragisk händelse, och det blir nog inte lätt att hitta dom skyldiga då det var otroligt många som var i köpingsvik iår. Av respekt till hans anhöriga hoppas jag ingen som vet vem det är, droppar hans namn här. Jag kände honom, och som sagt tidigare så var han en lugn kille, men han stog alltid upp för sig.

Ja det stämmer att det var invandra som knivhögg honom. “vad annars”. Det var inget gäng bråk som tidningen vill få det till heller, det var kompisar med flickvänner som var nere för att fira midsommar. Tidningen vill få det att låta som det var ett gäng härifrån.Mina tankar går till dig broder och din familj. Du var en jävligt bra kille, synd att det skulle ta slut så tidigt pga av hur Sverige sköter sin invandrings politik. Alla grabbar tänker på dig.

Mediernes fortielser og fordrejninger er 1) er moralsk set en hån mod ofrene,  2) modvirker opklaring af forbrydelserne, da offentligheden er afskåret fra at kunne hjælpe til:

SVT´s officielle version: “To bander”

Politiker nægtet adgang til politiets pressekonference

Tanker ved metaldetektoren

COPENHAGEN, Denmark — I am being patted down by a female Danish security officer in the basement of the parliament building in Copenhagen and I have a thought. I have just triggered the metal detector — my heels, I’m sure — en route upstairs to the Landstingssalen, formerly the parliament’s upper house. There, I am scheduled to deliver a speech at the invitation of the Danish Free Press Society, or Trykkefrihedsselskabet.

As the security officer continues patting me down, I follow this forbidden train of thought to the realization that it is only due to the incursions of Islam into the West — Islam with its death penalty for criticism of Islam — that I am now standing here under guard. Here we are (for there is a long line behind me by now), participants in a conference to consider Islam’s censoring impact on free speech, and Danish security is doing its best to prevent Islam from censoring the speech of anyone here permanently. This strikes me as an exceedingly hard way to prove a point. […]

Both Sultan and Wilders, of course, live under unrelenting, permanent and Islamic threat of death for their critiques of Islam, in a very real way suffering every day for defying Sharia’s prohibition against criticizing Islam. But does the outrageousness of their plight resonate with their fellow citizens? I don’t think so. I think we’ve all grown much too used to it, and dully complacent. But imagine if I had written, circa 1970, that for his critique of communism, Ronald Reagan lived under unrelenting, permanent and communist threat of death in his beloved California, that he couldn’t travel the streets of Los Angeles without a massive security retinue, that he could no longer even sleep in his own home. Wouldn’t Americans have become rightly agitated over the communist enemy within?

Remember, this is happening in the “Free World.” Whether in Denmark, Holland or the United States, the heavy hand of Islamic law is pressing in on its leading critics, squeezing the freedom out of their existence. It is time to say enough — literally enough, for example, and stop Sharia by stopping Islamic immigration — and throw off the rising chokehold of jihad-advanced Sharia. I guarantee it will take a lot more effort than just patting down the occasional free speechnik, but I also guarantee that for the sake of free speech it is worth it. Sharia Continues to Strangle Free Speech, by Diana West, foto: Stickeraktion “Islam macht frei”

Forfattere kritiserer PEN for at være usynlig

Den danske ytringsfrihedsforening, Dansk PEN, lever ikke op til sit formål, lyder det i intern kritik. Foreningen har ladet islam-kritikerne tage ordet og forsømmer at blande sig i debatten om ytringsfrihed. Dansk PEN lider af berøringsangst. Sådan lyder en kritik af ytringsfrihedsforeningen fra fremtrædende medlemmer af Dansk PEN og en række debattører. De savner ligevægt i debatten om ytringsfrihed i Danmark, som opstod i kølvandet på Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger af muslimernes profet Muhammed i 2005.

Den nye islamkritiske skribentforening Trykkefrihedsselskabet har haft held med at få stor opmærksomhed, blandt andet med konferencen for nylig med den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders. I en række sager, som i den grad er oplagte for PEN at gå ind i, forsømmer man at blande sig, siger idéhistoriker og kommentator ved Politiken Rune Engelbreth Larsen. Han og forlagsredaktør Carsten Fenger-Grøndahl står bag et åbent brev til Dansk PEN, hvori de kritiserer foreningen for at undlade at sikre et modspil til det, de kalder dæmoniserende og fordrejende usandheder over for etniske og religiøse mindretal. KrD

»Var Muhammed muslim eller islamist?«

Af Katrine Winkel Holm

Spørgsmålet faldt på konferencen om islam og ytringsfrihed, som Trykkefrihedsselskabet afholdt, og spørgeren var ikke fru hvem-som-helst, men den syrisk fødte psykiater Wafa Sultan. Den lille lattermilde kvinde med brune teddybjørnøjne kalder sig selv en pragmatisk, arabisk kvinde, der er undsluppet islams fængsel, men hun er også en skarp analytiker, der pillede Obamas Cairo-tale fra hinanden og afslørede, hvilket naivt islamfedteri, den frie verdens leder har rodet sig ud i.

Da vores egen Naser Khader på konferencen gentagne gange slog på den afgrundsdybe forskel mellem religionen islam og den politiske ideologi islamisme, var det så, han blev mødt med det nådesløst præcise modspørgsmål fra Sultan: »Var Muhammed muslim eller islamist?« Personen Muhammed er både religionsstifter og rollemodel for muslimer, det er derfor, man omhyggeligt har samlet alle fortællinger om hans liv i de såkaldte hadith’er.

Var Muhammed en apolitisk person med en blot inderlig tro? Nej, netop ikke. Ifølge islam selv var Muhammed krigsherre, bandeleder, Koran-modtager og religionsstifter i en og samme person.

Både kejser og pave, konge og biskop.

Når ufrihed og underkastelse har fulgt så trofast i sporet på islam, skyldes det ifølge Sultan dette forhold, altså i sidste ende Muhammed selv. Skal muslimer ændre adfærd, skal de holde op med at betragte Muhammed som rollemodel.

Sultans spørgsmål til Naser Khader er det spørgsmål, der skal stilles til alle, der præsenterer det politisk korrekte skel mellem islam, som er fredeligere end fredelig, og islamisme som alle islams dårligdomme tørres af på. Jeg indrømmer, at jeg, trods stor respekt og sympati for Khader, ikke syntes han slap heldigt fra sit svar til Sultan. Der var for mange besværgelser: »Islam er fredelig, fordi islam er fredelig« og for få argumenter.

Men bolden blev givet op til en påtrængende diskussion: Hvad er forholdet mellem islam og islamisme? Bruger islamisterne islam, eller misbruger de den? Det er god tone at messe det sidste, men Wafa Sultan, Ayaan Hirsi Ali og en række islamkyndige mener det første.

Det er også Geert Wilders budskab.

Hvor er det interessant at følge mediedækningen af ham. Der er ingen grænser for, hvor fanatisk, ekstrem og demagogisk, Wilders beskyldes for at være. Det overses helt, at Wafa Sultan deler hans vurdering af islam, og at han modtager støttemails fra muslimer verden over. Stædigt hævdes det, at Wilders dæmoniserer alle muslimer, selv om Wilders , som refereret her i avisen, gør sig al mulig umage for at skelne mellem islam som ideologi og muslimer som mennesker. Det er én gang for alle vedtaget, at manden er det blonde dyr i åbenbaringen. Så meget desto større er kontrasten, når man hører ham tale og oplever en mand, der kan citere teologen Karl Barth og præsident de Gaulle og som véd, hvad både Deuteronomium og al-taquia er for noget. Wilders er faktisk belæst og vidende.

Det, der gør indtryk ved ham, er ikke hans konkrete løsningsforslag – mange af dem er diskutable – men hans kampgejst, energi og åbenlyse vilje til at forsvare Vesten. Han har én gang for alle mistet sin personlige frihed og set, hvordan det er gået hans islamkritiske forgængere i Holland. Alligevel fortsætter han ufortrødent. For ham er politik ikke bare snak. Det giver hans skikkelse alvor og tyngde og gør, at man lytter.

Wafa Sultan er en af dem, der lytter, hun opfatter Wilders som »en sand helt«. Og spørgsmålet, hun stillede, var dagens bedste. Det fortjener hun et ordentligt svar på.  Jyllands-Posten | 20.06.2009

Hijab Bullies Want Everyone to Cover Up

Lawful Islamists use two general strategies to advance their agenda: they request that Muslims be granted special privileges and, more broadly, they seek to impose their ways on others. Take the issue of head coverings. Some Muslims demand the right to wear hijabs or niqabs in situations where non-Muslim women would never be allowed to conceal themselves, such as when testifying in court or having a mug shot snapped. At the same time, more assertive Islamists abuse their authority by attempting to force other people to cover up as well.

First, a British Muslim dentist named Omer Butt stands accused of requiring “that women cover their hair with a headscarf, or hijab, and that male patients remove any gold jewelry.” Butt, whose practice operates under the auspices of the National Health Service, was reprimanded in 2007 for similar offenses. Here is one of the new complaints:

The woman’s husband, known as Mr. C, was … called into a private room at the surgery where Butt asked him to impose a dress code on his wife.

His wife said: “My husband came out and he looked quite angry and his face was red. He said, ‘Let’s go.’

“He shouldn’t say to me that he can’t treat me unless I wear the hijab. He said he could provide one for us, but I didn’t want to wear one. I was in pain that day.”

Second, an employee of Pakistani descent has manipulated non-Muslim first graders into accepting the hijab at a Norwegian school where most of the students are Muslim:

She flattered the girls who didn’t wear hijab by telling them how pretty they would be if they only put on hijabs, and said that she could give them hijabs as gifts. The woman works for SFO (Skolefritidsordning or “School Free Time Arrangement”), which provides volunteers to take care of kids before and after school hours, and also works as a classroom assistant. In March she got the head of SFO to write the following note to the parents of two non-Muslim girls: “Can X get a hijab from SFO on Tuesday, March 31, 2009?” The letter is dated March 30 and signed by the head of Norwegian SFO.

The assistant principal does not seem to mind. “This was just a small gesture from SFO,” she said. “There were two little girls who wanted to dress up in pretty, colorful, and glittering hijabs, and therefore SFO asked if it was okay with the parents for them to give them to the girls.”

Whereas accommodations may be peddled with some success under the rubric of religious freedom, trampling on the rights of others tends to spark public outrage and backlash. People like Omer Butt and the pushy classroom helper thus provide a service of sorts. By crossing a line that wiser Islamists do not cross, they expose Islamism for what it is: a radical ideology whose adherents will prolong tooth discomfort and pressure six-year-olds in order to have their way.  Islamist Watch