28
jun
Seneste opdatering: 28/6-09 kl. 1601
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Man ser at publikum i Rusland er bevæget over at høre Vladimir Horowitz under perestrojka i 1986. Hjemme i Rusland for første gang i 60 år.  Det var Horowitz der sagde: “Der er tre slags pianister: Jøder, homoseksuelle og dårlige pianister”. Han tilhørte ikke den sidste kategori.Denne optagelse må være fra Leningrad:

Sharia: Når menneskelig natur forsvinder fra ligningen

Marisol Seibold kommer på Jihad Watch med nogle kloge betragtninger om en journalists selvpålagte blindhed, og om illusionen om den strenge, men Allah-udstukne harmoni man forestiller sig vil herske i det globale kalifat. Hertil blot at tilføje, at erkendelsen af menneskets natur som kæppen i hjulet på et utopisk samfund formentlig er langt mere udbredt i vestlig kultur, hvor kommunisme og nazisme til overflod har vist at snarere end harmoni, ender utopien i interne stridigheder, udrensninger og massemord. Nåh ja, den multikulturelle utopi mangler lige at blive henregnet til disse forsøg på paradisbygning, men processen er jo i gang med stadigt mere drakoniske tiltag mod den racisme der popper op alle steder. Men islam har beklageligvis stadig en urealiseret illusion som stærkt motiverende faktor (LFPC).

There are two distinct, but converging forces at work that make the answer “yes.”

The first is the despotism inherent in Sharia, or Islamic law. A kinder, gentler Sharia remains a theoretical construct of apologists and revisionist historians; it would require a syncretism of Sharia with the values found in a Western liberal democracy — a system Sharia is intended to subvert and replace. In short, the values that would purportedly “save” it are the values it seeks to destroy: Those include equal rights for men, women, believers and non-believers, and above all, the right of citizens to change their government. Even to change an Islamic government to a non-Islamic one.

In a related vein, the second factor is the Achilles’ heel of even the most benign theocracy with the best intentions one could dream up, let alone a regime based on Sharia: Power corrupts. By nature, a theocracy — a government by clerics charged with implementing purportedly divine will and the “ideal” design of society — does not lend itself to limitations on power, separation of powers, or any official restraint beyond platitudes on a printed page. Hence, accountability to the populace is lost, and government itself is permeated with the arrogance of presuming it not only knows best, but has a divinely granted right and duty to keep the cheeky commoners in line. […] CNN journalist asks: “‘Punished mercilessly’ – Is this Islam?”

En anden amerikansk tragedie: The Beales of Grey Gardens

Jeg ved ikke helt hvorfor, men historier om amerikanske celebrities der bukker under for såre menneskelige svagheder har en særlig fascination. Måske fordi USA netop er landet hvor enhver med talent i princippet kan nå toppen sætter det menneskeligheden i ekstra relief når det går galt. Jeg er sikker på at findes en psykiatrisk diagnose der beskriver Edith Beale og datteren, ligeledes med navnet Edith, eller Edie. De mangler i fatal grad evnen til at handle rationelt i egen interesse, og trækker i den periode som filmen her skildrer fra 1930’erne til 1970’erne hinanden ned i et ufatteligt armod og svineri. Det starter ellers så godt med den priviligerede opvækst i familien med nære slægtsbånd til Jacqueline Bouvier, senere Kennedy. Filmen her, der netop har haft premiere på amerikanske HBO og Canal+ i Europa, anbefales på det varmeste. Skuespillet af især Jessica Lange som moderen, og Drew Barrymore som datteren Edie, bør udløse en Oscar. Det er skræmmende, bizart, og i denne scene med en morbid humor. Pressen har i 1971 fået nys om at Jackie Onassis’ slægtninge lever i dyb armod, hvilket får den tabte tante til at opsøge dem for at tilbyde hjælp. Se den, se den (LFPC).

Frihed, det billige skidt

Jeg har ikke andet end en fornemmelse at bygge dette på, men jeg vil påstå at tanken om frihed som noget dyrebart der kan mistes er fremmed for de fleste danskere i dag, i hvert fald for de yngre. Fænomener der synes at bekræfte påstanden er automatreaktionen der vrænger af ytringsfrihed som ‘frihed til at håne andres tro’, eller den udbredte forestilling om en femte kolonne af nedrige ‘højreekstremister’ der arbejder i det skjulte for at indføre den korporative og folkemorderiske stat, hvis de da ikke ligger på lur på gader og stræder for at overfalde indvandrere og ‘aktivister’ på venstrefløjen. Dette handler ikke om frygt for at miste friheden, men snarere om behovet for et fikspunkt for alverdens ondskab der ikke længere finder udbredelse gennem begreber som arvesynd. Modviljen mod at acceptere synd som et grundvilkår for den enkelte gør det derfor besnærende let at sende ondskaben ud i ørkenen ved at identificere den med vores egen kultur, eller med karikerede forestillinger om allestedsnærværende højreekstremister eller nederdrægtig racisme der hele tiden arbejder for at ødelægge harmonien. Den enkelte kan så bruge disse forestillinger til afladskøb ved at vise særlig ihærdig afstandstagen fra deres angivelige manifestationer. Men dette er selvfølgelig også luftig, uverificérbar spekulation fra min side.

Men pointen er altså, at disse forestillinger som medierne excellerer i at stadfæste, står i grel modsætning til den minimale opmærksomhed der tildeles reelle trusler mod friheden med udspring i EU, i en aggressiv religiøs/ideologisk hybrid, i OIC, eller i FN. Jeg mener at dette viser at der er noget rivravruskende galt med værdsættelsen af frihed. Baron Bodissey har på Gates of Vienna et interessant længere essay om demokrati i et historisk, og absolut amerikansk, perspektiv. Hele essayet anbefales, men her blot et lille uddrag (LFPC).

[…] A peaceful and prosperous civil society is a rare gift. Those who have only recently attained it are more likely to understand how precious it is, to safeguard it and be ready to defend it.

But peace and prosperity induce somnolence and amnesia. The current state of affairs comes to seem natural and normal. It is taken for granted, instead of being known for the fortunate anomaly that it actually is. We are living in a brief golden interlude of history: the normal state of human affairs is one of brutality, bloodshed, and barbarism. It will be all too easy to return to the old patterns as our vigilance wanes.

The democratic state begins with liberty as its ideal, the base on which all the other social and political structures grow. Peace and prosperity are the natural consequences of success in this endeavor, yet their accustomed presence induces a desire for security and a lack of conflict.

Eventually the warm cocoon of the omnipotent and omnipresent State becomes preferable to liberty itself.

The current political degradation of the United States could not have occurred fifty or sixty years ago. Back then children were still required to take civics classes and study the Constitution with a close attention to detail. The common responsibilities of a citizen of the Republic were better understood by the average citizen.

But the decline of education and the atomization and degradation of popular culture have eroded the average person’s ability to understand the nature of self-government. The idea of the federal government as a parental protector and bountiful source of life’s treasures is too entrenched to remove.

“Aha!” you say, “I know the reason for that — it’s a result of the rise of Socialism and the success of the Frankfurt School, which has entrenched itself throughout the major institutions of the West.”

And indeed this is true. Without the pernicious siren lure of Socialism, the body politic would not have been so easily and thoroughly corrupted.[…] Converting Manna to Gall

Mona Sahlin og klassehadet

Den svenske opposition interviewes. Sahlin er helt oprømt i postkomunister og miljøpartisters selskab. Forstår hun selv hvad hun siger og hvad med den “klasse”, hun selvtilhører – for at tale med Iskassons  “Den politiska Adeln” ?

MS: “Men får jag bara säga så här… Jag förstår frågan, jag gör det, och jag vill verkligen att vi som tjänar mycket – och jag tjänar mycket – ska vara med och bidra mer. Men är det bara om man tjänar väldigt lite som man förstår eller själv har varit i en situation att man drivs av en klasskänsla och ett klasshat? Det där stör mig något oerhört.”

MS: “Jag vet moderater som tjänar väldigt lite men inte fattar ett smack av klassfrågan.”

MS: “Men vänta lite. Jag försvarar inte. Jag förstår den moraliska upprördheten, men man diskuterar som om allt handlar om pengar. Att den enda drivkraften en politiker har, det enda vi låter påverka oss, det enda som förändrar vårt sätt att tänka i själ och hjärta, det är pengarna. Allt har blivit om pengar och jag vill bara tillbaks till att de flesta av oss oavsett vad vi tjänar idag har drivits av miljö eller klasshat som ligger kvar väldigt djupt.” Interview: ”Vi måste lyckas tillsammans”, Mona Sahlin: “Vi har drivits av klasshat”

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    LFPC

    Frihed det billige skidt – kommentar:

    Jeg tror der er få i det hele taget der overvejer frihed, frihedens eksistens eller problematesering over dette, med videre.
    Det er det første problem og det i sig selv er stort.

    Dernæst er der den metodiske tilgang- en overvejende gøren opmærksom på tiltag og trusler mod friheden, en anden forsøgende at sikre frihed.
    En kombination af de to groft generaliserde tilgange kunne være mest velegnet som middel til opnåelse af målet- frihed.

    Sikren frihed opnås muligvis ikke ved blot at gøre opmærksom på truslerne mod frihed.
    http://islammonitor.org/index.php?option=com_content&task=view&id=2490 &Itemid=96#jc_allComments

    http://borgerligbums.wordpress.com/2009/06/26/trykkefrihedsselskabet-g iver-ytringsfriheden-et-gok-i-n%C3%B8dden/#comments

  • Peter Buch

    Om Horowitz spillede i Vinterpaladset i Sankt Petersborg eller i Moskva i Tjakovsky-salen ved jeg ikke.
    Han spiller Schumanns Traumerei begge steder.

    http://w1.854.telia.com/~u85420275/concertography.htm

  • Janne

    Missionær forklædt som irakisk kunstner?

    “Mit næste kunstprojekt er faktisk en fællesbøn for Danmark, hvor alle trosretninger skal mødes.” – Siger manden der på maleri har givet en dansk kvindelig politiker hijab på og lavet hul i dannebrog. Det var ikke hijab han brændte hul i, men dannebrog.

    h t t p://kpn.dk/billedkunst/article1738868.ece

  • Janne

    Apropos kunst, så ser vi nu mens der udstilles hijab og brændes hul i dannebrog i København, at danske kunstnere rejser til Berlin – der kan de bedre ånde siger de – der er højere til loftet og mere frihed. Man må efterhånden give dem ret. Man forstår dem godt, så meget religiøse (islamiske) principper er kommet til at fylde i offentlig regi i København.

    Det er skidt for København og Danmark at de progressive rejser de og religionstunge og bagstræberiske bliver. Det sker i øvrigt netop som det politisk er blevet besluttet at bygge en moske i København. En beslutning der er taget af den såkaldte venstrefløj. De frie kræfter og sjæle flytter i stigende grad væk fra et islam-konservativt København.

  • morlille

    Havde det været eks.folketingsmedlemmet fra det radikale, Fru Elisabeth Gerner Nielsen, som i et “kunstprojekt” var blevet afbillet med hijab, ville “kunst”anmelderes vurdering have lydt: ikke-kunst og hetz.

  • Det var Horowitz der sagde: “Der er tre slags pianister: Jøder, homoseksuelle og dårlige pianister”.

    Jødisk humor er uforlignelig, og det med ‘pianisten’ får mig til at tænke på en filmmand, kendt for at lave en film af samme navn, som er efterlyst i USA for sex med mindreårig.

    Om ham cirkulerer et andet spøjst udsagn, der der tilføjer Horowitz bemærkning endnu en dimension:

    ‘Roman Polanski er en gudsbenådet jødisk instruktør, og en polsk pædofil.’

  • Janne

    Berlingske Tidende ønsker en stormoske i København, men fortæller ikke hvad avisen mener om koranens syn på homoseksuelle, anderledes tænkende og – troende og ligestilling.

    h t t p://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/329388:Leder–Stormoske-i-hovedst aden

    “Men foreløbig kan man umiddelbart glæde sig over et tilforladeligt projekt…”

  • Janne

    Hov en bøf. Det undskylder jeg. Det er ikke Berlingske Tidende men Kristeligt Dagblad der er moske håbefulde uden at skrive hvad avisen mener om koranens syn på homoseksualitet, anderledes tænkende og – troende og ligestilling.

  • JensH

    Om Mona Sahlin selv forstår hvad hun selv siger er egentlig ligegyldigt taget i betragtning af, at hun og Sosserne har den demografiske udvikling på deres side. Og i et demokrati kan man ikke diskutere med demografien. JEg fandt så sent som idag et eksempel på en menings-undersøgelse, hvis resulatet sagtens kan være et udtryk for, at befolkningssammensætningen i Sverige er under hastig forandring. Under overskriften “Svenskar mer positiva till invandring” skriver SVT text TV:

    “Svenskarna har blivit något mer positiva till att ta emot flyktingar.
    -Trenden är att motståndet mot flyktingar minskar, säger statsvetarprofessorn Marie Demker till TT.

    En undersökning, som presenteras av SOM-institutet vid Göteborgs universitet om några veckor, visar att andelen som anser att det är en bra idé att ta emot färre flyktingar har minskat från 49 procent i fjol till 45 procent i år.

    Marie Demker som ansvarar för undersökningen, säger att mätningarna genom åren visar på en långsam nedgång.

    -Vi hade ett betydligt större motstånd i början på 1990-talet.
    Hon säger att resultatet av den nya undersökningen kan ses som lite oväntat med tanke på att ett parti som Sverigedemokraterna gått framåt.

    Utbildning och ålder påverkar
    Undersökningen visar också att faktorer som utbildning, ålder och boendeort påverkar attityden mot flyktingar.

    Till exempel anser 57 procent av dem med endast grundskola att det är en bra idé att ta emot färre flyktingar. Bland dem med universitets- eller högskoleexamen anser 28 procent att det är ett bra förslag.

    -Utbildningen är den enskilda starkaste förklaringsfaktorn till attityd till flyktingmottagning, säger Marie Demker.

    Hela rapporten från SOM-institutet presenteras den 7 juli.
    I undersökningen har 6 000 personer tillfrågats under hösten 2008.”

    http://svt.se/2.22620/1.1608877/svenskar_mer_positiva_till_invandring? lid=puff_1608880&lpos=rubrik

    At ‘Svenskerne’ er blevet mere postive til indvandring siden begyndelsen af 1990’erne kunne jo skyldes, at der simpelthen indgår flere indvandrere i undersøgelsen end der gjorde når man målte for cirka 20 år siden. Ja, for denne mere positve indstilling kan vel næppre forklares med de oplevelser Svensson har med indvandrerne i dagligdagen, eller hur?? På samme måde kan forkellene i holdninger udfra aldersgrupper forklares. At de ‘veluddanede’ er mere positive er jo også et fænomen vi kender til herhjemme, hvor det først og fremmest er underklassen og delvis den lavere middelklasse, der betaler prisen for elitens multikulturelle projekt.

  • Balder: “Jødisk humor er uforlignelig, og det med ‘pianisten’ får mig til at tænke på en filmmand, kendt for at lave en film af samme navn, som er efterlyst i USA for sex med mindreårig.

    Om ham cirkulerer et andet spøjst udsagn, der der tilføjer Horowitz bemærkning endnu en dimension:

    ‘Roman Polanski er en gudsbenådet jødisk instruktør, og en polsk pædofil.’”

    Jeg ved ikke rigtig om der er nogen grund til at kommentere, kun spørge om der er en jøde der har tisset på din sukkermad? Du forstår virkelig at vælge dine fjender. Læste du artiklen om de tyske nynazister og Ahmadinejad, forresten?

    Hvis kunst skulle bedømmes ud fra kunstnerens liv og moralske habitus skulle der godt nok brændes en del bøger og film på bålet. The Pianist er en fremragende film.

  • Matti från Finland

    ***MS: “Jag vet moderater som tjänar väldigt lite men inte fattar ett smack av klassfrågan.”***

    Jag skulle själv (så att säga , i internationell kontekst] rösta Labour. Men Margaret Thatcher heter duga i och med det finns bara Loony Labour.

    Jag skulle själv inte ha så mycket mot det traditionella socialdemokratiska partiet , men det mångkulturella SAP Finland kan packa ihop och dra. Därmed röstar jag Sannfinnar. Dom heter duga.

    Jag har förstått att det är lite likadant i Danmark. Säkert före detta sossar bland Danska Folkpartiets väljare i Danmark ?

  • Jutta

    Russian taarer – Horowitz – Träumerei

    Her er nogle meget gode spoergsmaal og forklaringer, synes jeg:

    Her er en uddrag:
    ” Traumerei is a very profound expression of the longing for the
    idyllic and innocent days of youth. I think to have it at a memorial
    for war dead makes a profound and yet simple statement about the
    tragedy of losing so many young lives. These expressions are far above
    the concerns of nationalism or politics. In fact, I think that
    selecting a German piece is a significant admission that the Second
    World War was a tragedy borne not just by Russians, but by all of
    humanity.

    These are the reasons that I suspect Traumerei was selected. From
    a purely musical standpoint, I can think of few pieces as appropriate
    for this use.”
    http://groups.google.com/group/rec.music.classical/browse_thread/threa d/af68ea23b0e704e5/b2472e4bcb720f05?tvc=2&q=tr%C3%A4umerei+russia#b247 2e4bcb720f05

    Her er spoergsmaalet, fordi “Traumerei” bliver spillet paa russisk Memorilday:
    http://ask.metafilter.com/53669/Traumerei-and-Russian-History#808932

  • Peter Buch

    Gøren opmærksom på at jøder som individer og via organisationer gør deres gerninger for ytringsfrihedens begrænsning er oplysningerne værd.
    At deres forslag er undergravende for ytringsfrihed skulle være indlysende, såfremt man studerer materialet som Balder blandt andre bringer.
    Alt og alle skal kunne kritiseres, synes jeg.
    Herunder Balder for sin optagethed af jøder. Som i mine øjne er nær manisk ensidig.

  • @ Jens: Utroligt som Demker og SOM Instituttet får reklame for en undersøgelse, der ikke er kommet endnu. Jeg så den godt i går morges.

    SOM undersøgelserne er berømte for deres manipultation – bla. ved de spørgsmål, der stilles. Og de der ikke stilles. Vi holder øje med hende denne gang også. Hun er velkendt stof – se “Forskning eller Hvad” af Lars Berglund fra 2002. ALLE hendes undersøgelser er kommet til det samme resultat, nemlig: “Motståndet mot flyktingar har minskat”.

    En anden klassiker fra idag: Tv4 mörkar siffror i väljarundersökning. Det står dog her, at SD får 3.5 %. Svenskerne er mirakuløst artige og lydige. På en dag, hvor det fra Norge lyder: Høyre mot katastrofevalg – FRP bevarer sine vælgere. Denne er også værd at mærke sig:

    Är de dumma på riktigt?!

    Reegeringen och Miljöpartiet ska tillstätta en parlamentarisk kommitté för att se hur man kan underlätta arbetskraftsinvandring till Sverige från utanför EU.

    Har all verklighetsförankring släppt hos vår politiska klass? Är det så att det rosenskimrande självbedrägeri man hängett sig åt i ett antal år nu till slut tagit över verklighetsuppfattningen likt Don Quijotes riddarromaner?

    När högkonjukturen brände som hetast så hade vi ca en halv miljon arbetslösa i Sverige, även om man kamoflerade ungefär hälften i statistiken genom olika åtgärder. Det är en myt i klass med Elvis bortförande av rymdvarelser att påstå att det finns eller har funnits ett behov av arbetskraftsinvandring de senaste tjugo åren.

    Om man bortser från att det är ett rent nykolonialistiskt tänkande att vi ska importera människor för att serva oss istället för att hitta tekniska och ekonomiska lösningar på en ändrad ålderspyramid så är det ojämförligt viktigare att vi får in de stora grupper redan invandrade på arbetsmarknaden som nu står utanför.

    Att föreslå arbetskraftsinvandring när arbetslösheten växer kraftigt och ekonomin är den sämsta sedan andra världskriget är bortom omdömeslöst. Det vittnar om en ideologisk gruppsykos

    Hvad angår “Jøder, homoseksuelle og dårlige pianister”. Det er vel ikke nødvendigt at påpege, at det var sagt i spøg, eller skal der tages særligt hensyn til Balders betingede reflekser, når ordet jøde nævnes ?

  • Peter Buch

    Steen

    Der skal selvfølgelig ikke tages hensyn til Balders efter min opfattelse maniske optagethed.
    Det kunne være fænomentet var behandling værdigt, og ret observering, diagnosticering, og behandling kan nok bedst ske udført af professionelle.

  • Vivi Andersen

    Peter Buch

    Af professionelle ?

    Det tvivler jeg ærlig talt på, Peter !

    Noget andet er så, at det er rigtigt at Balder kan fremstå som manisk, men det er der så også andre der gør i forbindelse med så meget andet – bl.a. Islam og Rettroende.

    Jeg er nok selv en af dem, da jeg dagligt anvender tid på at forsøge at sætte mig ind i hvad Islam er for noget – og hvad det er for en psyke som muslimer render rundt med og som får dem til, uanset deres øvrige forskelligheder, at finde sammen som det er beskrevet i artiklen ” The Pace of Islamization”.

    Hvad angår jøderne, så har det i ganske mange år – faktisk så længe jeg kan huske tilbage- været sådan, at man ikke måtte kritisere disse.

    Enten fordi det bare ikke var god latin eller fordi det var uantageligt på grund af Holocaust.

    Men det har altid undret mig, at f.eks. den politiske top, i hvert fald i etableringen af Sovjet overvejende var af jødisk oprindelse.

    De burde om nogen have vidst hvad det ville sige at blive forfulgte – men selv var de nogle af de værste .

  • Peter Buch

    Vivi Andersen

    Jeg er ikke bekendt med at nogen er fri for kritik.

    Jeg er bekendt med nogen synes nogen, dem selv eller andre og noget skal være fri for kritik.

    Jeg synes enhver burde sætte pris på kritik.

    Bortset fra det synes jeg konstruktive forslag kan være gode forslag, i visse tilfælde er gode forslag vel udført al kritiks bedste opløsen.

  • –> LPFC

    ‘Hvis kunst skulle bedømmes ud fra kunstnerens liv og moralske habitus skulle der godt nok brændes en del bøger og film på bålet. The Pianist er en fremragende film.’

    Hvis du har mener at sådan at udsagnet ‘Roman Polanski er en gudbenådet jødisk instruktør, og en polsk pædofil.’ skal forstås som en kritik af Polanskis moralske habitus, eller kunstneriske kvaliteter, så har jeg stærkt overvurderet dine evner.

    I øvrigt mener jeg heller ikke at Polanskis forhold til en 15 årig pige med rette kan kategoriseres som ‘pædofili’, selv om det forstås sådan under amerikansk lov. Jeg sætter således ikke af den eller andre grunde spørgsmålstegn ved Polanskis moralske habitus her. Med andre ord, morsomheden har overhoved ikke noget med Roman Polanski eller hans evner som filminstruktør at gøre. Men det er vel lidt symptomatisk at du ikke har forstået pointen.

    ‘Læste du artiklen om de tyske nynazister og Ahmadinejad, forresten?’

    Jeg mener at have læst noget på Snaphanen om de tyske nynazister og Ahmadinejad, er det mon ‘Nynazistiske prioriteter’ du hentyder til?

    Tja,.. jeg står selv temmelig kritisk over revisionistiske kredses begejstring for Ahmadinejad og deltagelse i en holocaustkonference i et Iran hvor ytringsfriheden bestemt ikke har de bedste vilkår.

    For de tyske nynazisters vedkommende er fjendskab overfor Israel vel forståeligt al den stund at tyskerne den dag i dag stadigvæk betaler milliarder i ‘erstatning’ til en stat der end ikke fandtes mens det tredje rige var til, ved siden af de individuelle erstatninger til holocaust ofre vel at mærke, og en israelsk / jødisk lobby i landet der blander sig i alt mellem himmel og jord, og kaster sig op som moralsk overdommer i deres land, ikke mindst på områder som indvandring og ytringsfrihed.

    Filosofien er vel ‘mine fjenders fjender er mine venner’, og den filosofi finder bred anvendelse, ikke kun hos tyske ‘nynazister’, men også blandt danske ‘nazionistisk’ orienterede patrioter, der med deres ukritiske tilbedelse af Israel og skamrosning af alt det jødiske, selv bringer sig selv på moralsk gyngende grund og efterlader sig selv i et ideologisk kviksand, ikke mindst på Snaphanen hvor den overstrømmende filosemitiske kærlighed regelmæssigt finder udtryk helt ud i det absurde, og gerne tilsidesætter de barske realiteter i en sådan grad at man spørger sig selv hvad der egentlig har højeste prioritet her; danske eller israelske interesser.

    Så hvad dette angår er det ‘the pot that calls the kettle black’.