Et eksempel, der er et par årtier gammelt. En stedlig godsejers kone indlægges på et mindre lokalt hospital. Parret er sidst i tresserne og indenfor deres erhverv kendte for at være driftige foregangsfolk, der med flid har skabt gode arbejdsplader og et fleksibelt og rentabelt landbrug, der er kendt som et af de bedst drevne i landet. Han har store tillidshverv og er meget velset i vide kredse. Hun er hans gode støtte, og jeg kender så vidt en lille smule til hende, fordi vi har spillet turneringsbridge i samme klub, hvor jeg opfattede hende som en venlig person, der hørte til de mest stilfærdige.

På hospitalet finder sygehjælperne hurtigt ud af, at de mener at godejerfruen er en hystade, der simulerer. Sygeplejerskerne følger trop, dette er i en meget politisk opkørt periode.

Jeg sidder med ved en konference mellem de forskellige faggrupper på hospitalet, hvor jeg uden succes blander mig, fordi jeg finder, at patienten omtales i misvisende og nedladende vendinger, som jeg kun kan opfatte som et ondt udslag af Janteloven. Hun er ikke min patient, men jeg har så vidt udvekslet nogle ord med hende, og syntes, at hun så meget dårlig ud. Hun fortalte mig, at arbejdsbyrden var blevet for stor for hende, og at de måtte afvikle med gården. Vi talte om en passende grund, så at de kunne bygge sig et nemt hus, som hun kunne overkomme. Jeg kunne ikke genkende plejepersonalets beretninger om en frådende fisefornem hystade.

Der gik et par uger, og en dag modtog jeg en opringning fra patientens mand, som jeg ikke kendte. Han gik ret på og sagde, at han og hans kone var dybt ulykkelige, fordi de var blevet klar over, hvordan sygehuset bedømte hendes tilstand, og at de mente, at der blev begået en stor fejl. Han spurgte lige ud, hvad de skulle gøre. Hans kone stod for at blive udskrevet med “diagnosen” hypokonder. De må have fået en fornemmelse af, at jeg var uenig i dette, men hvordan ved jeg ikke. Måske via en sygeplejerske, eller blot fordi jeg havde udvekslet et par venlige ord med patienten, der må have følt sig ilde tilpas af flere grunde, afhængig som hun var af de mennesker, der bagtalte hende.

Nuvel, jeg tog en dyb indånding og sagde til manden, at jeg rådede dem til at opsøge en læge i en større by, for jeg syntes også, at hans kone så meget syg og forandret ud. Det gjorde de, og den nye læge var ikke i tvivl. Godset blev hurtigt afviklet, og parret flyttede til en anden kommune, hvor de opholdt sig i de måneder, hun havde tilbage at leve i, for derved risikerede hun ikke mere at blive indlagt på det sygehus. hvor læger og sygeplejersker havde ladet sig rive med af sygehjælperne. På den måde tabte kommunen for øvrigt – pga. fladpandet sladder – en af sine bedste skatteydere.

Nogle år senere endte manden på samme plejehjem som min mor, og det viste sig, at de kendte hinanden i forvejen, hvilket jeg ikke vidste, og min mor var enig, dette var en sympatisk mand, der ikke gjorde meget ud af sig selv. Selv som plejepatient fortsatte han dog med at yde værdifuld konsulentbistand indenfor sit fag og forblev til det sidste en myndig men meget venlig og klog herre, som bl.a. landets største avis havde et langt interview med på falderebet. Jeg ved ikke, om han havde fine aner, navnet var ikke specielt, men han var utvivlsomt meget dygtig, og den slags kan hurtigt fremkalde misundelse. Men Janteloven har nu aldrig været specielt dansk.

Jeg har tidligere deltaget i en dansk debat, hvor en mand blev ved med at lægge personlige dokumenter ud på nettet for at fortælle, hvordan han var blevet mishandlet af sine børns skolepsykologer og socialrådgivere, der var blevet involveret via dem. De ville tage hans børn fra ham. Krigen fortsatte, efter at han og hustruen var flygtet fra landet til Wien, hvor deres piger klarede sig fint i deres nye skole, fik topkarakterer og livede op, da de blev fri for det pres, som deres danske skole havde lagt på dem.

Sagen gik over adskillige år, og til det mere typiske hører, hvordan papirer forsvandt fra den offentlige forvaltning, og hvordan den snoede sig for at holde fast ved, at manden var et monster. Noget af det forfærdelige i sådanne situationer er, at når mennesker bliver presset så hårdt, begynder de også at opføre sig usædvanligt. Jeg brød mig da heller ikke om, at manden lagde alle de personlige dokumenter ud på nettet. På den anden side var det måske hans eneste mulighed for at holde myndighederne fra livet.

Alt andet lige må hastigheden af tilstrømningen også være af betydning. Hvis vi bliver presset på både den sydlige og den østlige flanke …. det er slet ikke til at forestille sig. Hvis Europa på få årtier dramatisk ændrer karakter, og al snak om integration eller assimilering forstummer fordi det er så åbenlyst et blålys, så taler vi om uroligheder af et omfang man kun kan gætte på. Vil EU så risikere at tabe Babelstårnprojektet på gulvet, fordi europæerne gør oprør? Vil en langsom kvælning af os være bedre i EUs optik? Der er så mange variable i luften at prognoser synes umulige.

Dette med de 56 millioner afrikanere og arabere er vist kun planer endnu, og er måske blevet opgivet p.g.a. finanskrisen og den stigende arbejdsløshed.

Men angående tyrkisk medlemsskab, så blokerer ivrige kræfter i bl.a. Frankrig og Østrig fortsat. Østrig har bl.a. fået indbygget en klausul om at ikke nok med at tyrkiet skal opfylde kravene (hvis de da nogensinde kan det), så skal de øvrige lande også være “klar” til at optage tyrkiet, hvilket i praksis vil sige, at et land som Østrig kan nedlægge veto mod et tyrkisk medlemsskab:
http://de.wikipedia.org/wiki/Beitrittsverhandlungen_der_T%C3%BCrkei_mi t_der_EU#Europ.C3.A4ische_Union

Glimrende udtryk : pædofet i stedet for profet !

Det er en ret præcist betegnelse af MO, at kalde ham for det han virkelig var, nemlig en PÆDOFET i stedet for det han så gerne ville være, en PROFET.

Angående Tyrkiet i EU – så får landet jo deres status som Partnerland til EU fra januar 2010.

Dermed får den tyrkiske befolkning samme adgang til Søjle 4 bestemmelser som EUs egne borgere, hvilket betyder at de kan rejse ind i og på kryds og tværs i EU-landene under henvisning til arbejdskraftens frie bevægelighed.

Hvad det kommer til at betyde for europæerne kan vi så gætte på.

Man forstår at politiet kan føle sig afmægtige. Det er det rene anarki når folk, der bliver bedt om at forlade en butik, stimler sammen og tilkalder andre der så generer politiets arbejde. Hvad kan der gøres for at politiet kan få lov til at passe det arbejde de er sat til?

“Politiet kommer med en ransagningskendelse til en butik, rykker ind og i løbet af kort tid står der en million mennesker, hidkaldt af sms’er, som står udenfor og råber og stresser betjentene, siger butiksindehaveren, som Stiftstidende har talt med.”

h t t p://www.fyens.dk/article/1278850:Odense–Butiksejer–Lad-politiet-vaere- i-fred