Som jeg oplever det er de hjemlige avisers megen petit stof et udtryk for de egentlig er overflødige.

For hvad skal vi med dem, når vi kan hente informationer og oplysninger via nette og også via nettet komme i forbindelse med de store, udenlandske aviser ?

Tilbage herhjemme er der efter min opfattelse kun en avis som er værd at betale for og det er WA – og selv den er under indflydelse af journaliststandens kvaliteter.

På biblioteket kan man se de forskellige danske aviser igennem og det er påfaldende så meget de alle, minus WA, har tilfælles med de små, gratis lokalaviser .

Vil man gerne læse avisartikler, der går et par spadestik dybere end de øvrige, må man læse WA .

Det viser bare at det ikke rækker at dele befolkningen og politik op i højre og venstre. Der er fællesværdier og frihedsrettigheder, der går på tværs af højre og venstre.

Kend din profet. Hø! Må jeg lige have lov til at påpege, at historiens sidste profet var Johannes Døberen? Der har ikke været profeter på denne jord siden ham. Apostlene og Jesus var som bekendt ikke profeter.

Hvor er Rifbjerg da gået bag af dansen, den stakkel. Her har han vel opgivet at køre i samme negative og uhumoristiske rille i Danmark – og han lyder da også som en gammel LP eller nærmere som en gammel 78′er, hedder det vist – og har søgt væk for at sprede sin triste gylle i norsk avis. Hans yndlingsparti DF får lige nogle kærlige ord med på vejen.

h t t p://www.dagbladet.no/2009/07/18/kultur/debatt/kronikk/kulturkamp/72543 38/

Men Rifbjerg er trods det ikke længere “tornen i kjødet, tornen i øyet, kløpulveret i buksene, den dårlige samvittighet..”, han er bare …ja, gået bag af dansen.

Han siger at kulturradikalismen er borte. Det er ikke sandt. PH og hans tanker er nærmest blevet hvermandseje i Danmark. Hvis der er noget der er dansk, så er det PH og mange af hans synspunkter. Rigtig mange synes godt om PH’s ideer, sangtekster og lamper. Ja, vi er flere der bare elsker dem. PH er ikke gået bag af dansen, det er kun Rifbjerg, der er det.

“Ingen har procentuelt indtaget mere af den 3 verden”

Det vil jeg nok mene Frankrig har, men landet går jo mod en lige så krank skæbne som Sverige. Holland er lige så godt med.

Jeg har kigget lidt på tal fra SCB omkring udenrigsfødte, som de kalder det, og hvad de har af disse fra udvalgte muslimske lande, det sidste er omkring 400.000 plus naturligvis efterkommere, som angiveligt er et næsten lige så stort antal. vokset fra omkring 250.000 i 2000 dog, så muligvis lidt færre efterkommere, indtil videre altså – Som Rakryggad skrev, forleden en dag, blev der født lidt over 100.000 børn i Sverige i 2008 og 31 procent af disse havde en eller to forældre født i udlandet. Så the tipping scale is already tipping.

Men jeg vil tro, at Frankrig har flere muslimer, end Sverige. Rygtet har jo gået længe, at 1/3 af tre født i Frankrig har Maghreb baggrund – Men det er ikke til at få bekræftet.

Jeg laver en post på min blog senere, omkring den svenske demografi.

Sverige kan ikke have så mange Finner, da kun omkring 200.000 er indvandrere fra Norden i Sverige.

Jeg er nok en del af hvad politiken ville betragte som ret yderligt liggende højrefløj.
Jeg tager skarpt afstand fra overfald og tilråb mod homoseksuelle. Hvordan vokse mennesker vælger at være seksuelle med hinanden rager ikke mig, så længe det foregår frivilligt. Homoseksuelle bør have samme rettigheder som alle andre. Sådan er jeg sikker på at mange andre på højrefløjen har det.
Mit eneste kendskab til diskriminering af homoseksuelle er da en tidligere muslimsk ven overfor mig pralede af sammen med sin storebror (ja, mere stereotypisk bliver det næppe!) at have råbt ad to mænd der holdt i hånd.
Det er min opfattelse at det er den yderste venstefløj’s muslimer (eller i hvert fald mennesker der stemmer social demokratisk) der står bag langt de fleste overfald på homoseksuelle.
Men alt dette her bliver jo ved med at være spekulationer indtil vi simpelthen spørger de overfaldne hvilken etnicitet deres overfaldsmænd havde, og det burde jo være en smal sag.
Jeg æder min gamle hat hvis en sådan undersøgelse ikke viser en overrepræsentation af muslimer.

Du har ret. Journalistikken er i dyb forfald. Egentlig journalistik forsvinder, tilbage er petitstof, “livsstilsstof” og i stigende grad den allernemmeste løsning: Bladets medarbejdere skriver en blog! Har man ikke ressourcer til at grave nyheder op, kan man jo fylde spalterne med “meninger” om stort og – især – småt. Politiken er netop storslem på det område. Ikke bare et “menigheds-blad” men i høj grad et “menings-blad”.
Jeg ved snart ikke, hvor det ender henne. I USA, hvor problemet også er massivt, dør aviserne på stribe, det samme vil formentlig ske i Danmark. Mit håb er, at noget nyt vil opstå på af et ødelagt medielandskab, men jeg ved helt ærligt ikke, hvori det skulle bestå. Fremtiden består formentlig i nogle få specialaviser/meningsaviser og så nogle reklamefinansierede gratisaviser, en slags udvidede ugeaviser. Men hva’ fa’n, med den slags journalistik, dagbladene bedriver i dag, kan det næsten ikke blive værre.

Ud fra de anførte kriterier vil jeg mene, at de gælder for mange avisers vedkommende. Journalistikken går på en fællesnævner, der overholder lokale normer og nemt får noget korsbækagtigt over sig. Det gælder fx helt og holdent for min lokale avis, der har eksisteret i over hundrede år og altid er hamrende ligegyldig og ikke meget mere end et lokalt annonceblad med nogle idéforladte artikler om lokale. Udlandet er helt fraværende, som det også var i de år, hvor jeg var nødt til at læse Fyens Stiftstidende, jeg ved ikke, hvordan den avis er i dag.

For længe siden holdt vi Politiken og var ganske fornøjede med den men også unge og ukritiske. På den anden side var Politiken den gang hævet over al den petit journalistik, som den nu er begravet i. Det ville fortidens læsere aldrig have tilladt. . En person som Anita Bay Bundegaard havde heller ikke haft en chance for at få det job, som hun nu har. Kvaliteten har taget sig et ordentligt dyk, det er hun et tydeligt symbol på.

Jeg synes, at det er meget synd, at de danske netaviser har så meget sladder med, Hvis jeg skulle definere mine ønsker for en netvavis, ville det blive noget i retning af en overkommelig avis, der koncentrerede sig om væsentlige nyheder fra ind- og udland og skippede alt om de kendte, madlavning, sensationer osv.