den “spanske” metode er det vi må henimod, da reconquista faktisk er hvad der er brug for.

“Giv os Danmark tilbage” som det siges, “og Konstantiopel” vil jeg gerne tilføje!

Muligheden for væbnet konflikt kommer i det øjeblik europæerne vender skuden for alvor.
Det er en proces vi allerede er begyndt på.
Spørgsmålet er så hvor mange muslimer hvert enkelt land skal tumle med når koncerten rigtig går igang, hvor organiserede og velbevæbnede de er.
Frankrig og England har enorme og hastigt voksende enklaver, hvilket dag for dag, år for år sætter de indfødte befolkninger tilbage iforhold til at klare et politikskifte uden brug af massiv vold. Man må nok erkende at flere af de europæiske nationer må vinke farvel til pæne bider af territorium. Hvorved fordelen dog vil være over tid, at man kan isolere muslimerne og bekrige dem effektivt.
Det er en fremtid med megen nådesløshed, som du helt rigtigt påpeger.

Derfor: Jo før vi skifter fra multikulti idealisme til realisme og magtpolitik, jo bedre.

http://www.witness-pioneer.org/vil/Books/Q_Priorities/index.htm

Henviser han til Ibn Taymmiyah, som har skrevet, “The Religious and Moral Doctrine of Jihaad”, om Jihad, som er det mest elskede blandt radikale muslimer. Det indeholder perler som denne her:

jihad implies all kinds of worship, both in its inner and outer forms. More than any other act it implies love and devotion for Allah, Who is exalted, trust in Him, the surrender of one’s life and property to Him, patience, asceticism, remembrance of Allah and all kinds of other acts [of worship]. And the individual or community that participates in it, finds itself between two blissful outcomes: either victory and triumph or martyrdom and Paradise.

[Thirdly,] all creatures must live and die. Now, it is in jihad that one can live and die in ultimate happiness, both in this world and in the Hereafter. Abandoning it means losing entirely or partially both kinds of happiness. There are people who want to perform religious and temporal deeds full of hardship in spite of their lack of benefit, whereas actually jihad is religiously and temporally more beneficial than any other deed full of hardship. Other people [participate in it] out of a desire to make things easy for themselves when death meets them, for the death of a martyr is easier than any other form of death.

In fact, it is the best of all manners of dying.

Desuden henviser Qaradawi til islamiske Kadrer, ganske som Sayyid Qutb, altså en avantgarde der skal arbejde for at fremme en “islamisk revolution”:

The Islamic Movement will be successful only when it manages to make the people move with it, supporting its cause, getting angry at what angers it, feeling pleased with what pleases it, appreciating its stances and efforts and cursing its enemies. “

This is why Sheikh Al-Islam Ibn Taymia said that the acts of jihad were better than the acts of hajj [pilgrimage]. The Hanbale jurists and other faqihs even classify jihad as the best physical activity to be volunteered.

This field of work is important for forming human “cadres” and Islamic vanguards bringing up the aspired generation of victory, whose members will understand and believe in Islam in full, including knowledge, work, call and struggle. Members of this generation will carry the call of Islam to their Nation first and then to the rest of the world. They will be able to do that only after they commit themselves to Islam as a clear – cut perception in their minds, a deep – rooted doctrine in their hearts, a line of behaviour governing all aspects of their life.

Altså, der er ikke meget at sige til at Ramadan og han er åndsfæller.

Qaradawi taler til gengæld om fysisk jihad, martyrier mod jøderne. Det er altså ikke fordi han går ind for en fredelig Islam, svaret finder du i samme bog, (defensiv jihad som mod Israel er individuel pligt for muslimer, teknisk set):

The Muslim Nation has not carried out this compulsory defensive duty, so how can it talk now of offensive jihad?

Second: offensive jihad, to those who advocate it, is removing the forces that block the path of Allah’s servants and have taken it upon themselves to prevent Muslims from conveying the Word of Allah to people.

Third: we depend on others for military power. Those against whom we want to launch our offensive jihad are the same people who make all sorts of weapons and sell them to us. But for them, we would be unarmed, defenseless and unable to do anything!

That being the case, how can we talk of launching offensives to subject the whole world to our Message, when the only weapons we can muster are those given us by them and when the only arms we can carry are those they agree to sell us?

Altså dette er ikke et oprør mod tanken om at sprede Islam med sværdet, men blot et opråb om at det er tåbeligt at drømme om sådan noget, når man ikke engang kan banke Israel.

Den prioriterede rækkefølge er noget alá Israel, Andalusien, Rom, Balkan og så resten af verden. Først og fremmest hvad Muhammad har profeteret og hvad Islam tidligere har ejet, så til sidst nordpolen, hvor det ikke bliver sjovt at holde ramadan.

Jeg ville også have svært ved at se Islam og fornuften gå hånd i hånd, Islam kræver den mest omfattende paralysering af fornuften af nogen verdensreligion, ja selv mere end sekter som Moon Bevægelsen.

Underforstået er det også at gud er fuldstændig etik, han gør fuldstændig som det passet ham.

Etik eksisterer ikke i Islam, kun Halal og Haram, bestemt suverænt af gud, eller udledt af Koranen og Hadith.

At Qaradawi er respekteret af Ramadan, undrer mig ikke. De er af samme reform og glattunget afdeling i Det muslimske broderskab:

Qaradawi er en af de mest respekterede lærde i den Islamiske verden og hans website Islamonline er citat fra Wiki:

“According to Alexa Internet, IslamOnline.net is one of the two most visited Islam-related websites on the Internet.[6] According to Alexa Traffic Rank in September 2007 most hits came from Egypt (21.4%), followed by the Palestinian Territories (11%), the United Arab Emirates (10.3%), Saudi Arabia (8.9%), Morocco (8.7%), USA (2.1%) and Germany and the UK 0.9%.[2]”

Det er samme Qaradawi som håber at muslimerne vil videreføre Hitlers arbejde:

http://www.youtube.com/watch?v=qE6oFEqAVCk

Jeg er helt med på at stramme tonen overfor politikerne og alle deres lystløgne.

Personligt tror jeg ikke, at der er noget, der virker, bortset fra at forbyde islam og håndhæve forbudet strengt. Ferdinand-og-Isabella-metoden. Den har allerede vist sig at virke. De, der afsvor islam, fik lov til at blive i Spanien.

Vi gør nok klogt i at få repatrieret så mange som muligt, og der bør øjeblikkelig lukkes for al indvandring af muslimer. Men som jeg plejer at skrive: det sker ikke. Hellere borgerkrige i mange generationer, død og lidelser.

Godt at man har galgenhumor, for dette er jo en umådelig tragedie for europæisk kultur og europæerne. .

Tak for henvisningen til IPT, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo fabelagtigt, hvad Yusuf al-Qardawi har sagt og skrevet og nærmest uforståeligt for os europæere, at han blot er en af mange, der arbejder ihærdigt videre på planer, der blev lagt om vores fremtid, da vi stadig befandt os i forhistorisk tid. Det er mange år siden, jeg var i Rom, og der er vist siden blevet bygget en kæmpestor moské, der konkurrerer med Peters Kirken om at beherske Roms skyline.

Jeg er netop gået i gang med Tariq Ramadans ”Europæisk Muslim. Islamiske kilder i et en europæisk sammenhæng” udgivet på dansk i 2002 i samarbejde med det famøse Islamisk-Kristent Studiecenter. Korancitaterne er oversat af Abdul Wahid Pedersen, og så kan det i det hele taget ikke blive meget værre. Jeg forestillede mig, at Ramadan med den dobbelte agenda ville undlade at nævne al-Qardawi, men der tog jeg sandelig fejl, der er masser af respektfulde henvisninger til ham som til et orakel.

Igen må jeg undre mig meget over, hvor tungt religiøse muslimer skriver. Fx har Ramadan et kapitel, hvor han vha. analyse af islams hellige skrifter søger at nå til klarhed over, om det er tilladt at synge og tegne. Det er det, viser det sig omsider, når man er ved at gabe kæberne ad led, men kun i en religiøs kontekst, der skåner muslimsk ungdom for Vestens syndige underholdningstilbud.

Da dette blev skrevet, var Ramadan stadig Tony Blairs rådgiver, det er han måske stadig, og han var også Anders Fogh Rasmussens og Per Stig Møllers, for både Ramadan og al-Qardawi blev inviteret til dialog i udenrigsministeriet, da Muhammed-krisen var mest hektisk. Ramadan sendte uvist af hvilke årsager afbud i sidste øjeblik, og al-Qardawi stillede krav om ændring af danske skolebøger.

Jeg vender tilbage til Pavens tale i Regensburg, fordi jeg synes, at det er ærgerligt, at den ikke fik en bedre modtagelse. Først citater:

”Alt dette randt mig i hu, da jeg for nylig læste en udgivelse af professor Theodore Khoury af en del af den dialog, som den lærde byzantinske kejser Manuel II Palaeologos førte med en dannet perser om kristendommen og islam og sandhedsindholdet i de to.

Dialogen fandt formentlig sted i 1391 i vinterlejren ved Ankara, og kejseren menes at have nedtegnet den under belejringen af Konstantinopel mellem 1394 og 1402.

Dialogen berører bredt de religiøse strukturer, som Bibelen og Koranen indeholder og kredser især om Gudsbilledet og menneskeopfattelsen. Men også nødvendigvis igen og igen om forholdet mellem de tre love: Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente og Koranen.

I denne forelæsning vil jeg kun behandle et enkelt punkt, som i princippet er marginalt placeret i dialogen. Det har fascineret mig i forbindelse med emnet tro og fornuft og har fungeret som udgangspunkt for mine overvejelser om emnet.
I den syvende samtalerunde, som professor Khoury har udgivet, kommer kejseren ind på temaet jihad (hellig krig).

Kejseren vidste sikkert, at der i sura 2, 256 står skrevet: ingen tvang i trosanliggender. Det er en af de tidlige suraer, fra dengang Muhammed selv var magtesløs og truet. Men kejseren kendte naturligvis også de senere bestemmelser i Koranen om hellig krig. Uden at indlade sig på detaljer om forskelsbehandlingen af “skriftbesiddere” og “vantro” slår kejseren forbavsende brysk ned på det centrale spørgsmål om religion og vold.

Han siger til sin samtalepartner: “Vis mig, hvad Muhammed har bragt af nyt — og da vil du kun finde det, som er slet og umenneskeligt. Så som at han foreskrev, at troen, som han prædiker, skal udbredes med sværdet”.

Kejseren begrunder derefter indgående, hvorfor udbredelsen af tro med vold og magt er fornuftstridigt. Volden står i modsætning til Guds natur og sjælens natur. “Gud finder ikke behag i blodsudgydelse, og det er mod Guds natur at handle ufornuftigt. Troen er frugt af sjælen, ikke af kroppen. Den, som vil have andre til at tro, har brug for evnen til at tale godt og tænke retsindigt — ikke vold og trusler… For at overbevise en fornuftig sjæl, behøver man hverken fysisk styrke eller slagvåben eller noget andet middel, hvormed man kan true nogen med døden…”.
Den afgørende læresætning i denne argumentation mod tvungen omvendelse lyder:

“Det er mod Guds natur at handle ufornuftigt”. Udgiveren Khoury har dertil denne kommentar: “Kejseren er opvokset med den græske filosofi, og for ham er læresætningen selvindlysende. For den muslimske lærde, derimod, er Gud fuldkommen transcendental. Hans vilje er ikke bundet til nogen af vores kategorier — heller ikke fornuften”.

(…) Denne skillevej i opfattelsen af Gud og således i den konkrete virkeliggørelse af religionen udfordrer os stadig i dag: Er det særligt græsk at mene, at det er mod Guds væsen at handle fornuftstridigt? Eller gælder det altid og i sig selv? (…)

Vesten har længe været truet af denne afvisning af sin fornufts grundlæggende spørgsmål og kan kun lide skade derved. Modet til fornuftens bredde — til ikke af frasige sig dens storhed — det er det program, en på den bibelske tro forpligtet teolog går ind på i nutiden.

“Det er mod Guds vilje at handle ufornuftigt,” sagde Manuel II ud fra sit kristne forståelse af Gud til sin persiske samtalepartner. I dette store logos, denne brede fornuft, indbyder vi kulturerne til at være vore samtalepartnere. Altid at finde sig selv igen er universitetets store opgave.”

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/24543:Kirke—tro–Pavens-tale-i -dansk-version

Selv om jeg er agnostiker, er jeg alligevel stolt på kristendommens vegne over, at vi altså her har en pave, der frejdigt skærer helt ind tit benet, og begynder at tale om jihad og temmelig direkte at påpege, at med Muhammed kom der intet nyt eller godt men kun slet og ondt. Pavens fastholden af logos/fornuft som en bestanddel af kristendommen er også interessant, ikke mindst fordi han samtidig får påpeget islams mangel på fornuftsammenhænge.

Hvor var det dog en skam, at Europa ikke tog mod dette oplæg med kyshånd og broderede videre på det. I stedet blev talen mødt med bigotteri som Steen meget rigtigt kalder den slags reaktioner. Paven måtte ud på en offentlig bodsgang, og det havde han ikke fortjent. Hvad man end mener om ham i andre sammenhænge.

jeg tror ligesom dig at der skal flere skræmmer i lakken til, før det rigtig batter.

Det bliver næppe (7-9-13) herhjemme at det kommer til at gøre rigtigt ondt, uden at vi slipper fuldstændigt for ubehagligheder. Overalt i Europa bliver det slemt, men mere nogen steder end andre.
Frankrig og England står utvivlsomt til en rigtig slem tur.
Vores problem bliver måske især vores svenske nabo som allerede er inde i kraftig, omend nedtysset, turbulens.

Jeg vil vove flippen med den påstand at vi i Danmark har gang i noget af det helt rigtige, nemlig effektiv oplysning omkring Islams væsen og mål og derfor har vi gode chancer for at træffe de rigtige foranstaltninger.
Et stop for muslimsk indvandring og en eller anden repatrierings ordning, selvom især det sidste bliver besværligt, er den vej vi må gå.
Dertil må vi lægge os grundigt ud med den muslimske verden, det er livsnødvendigt!
Ikke direkte krig, men et fuldstændigt brud med hvad vi er vant til. Vi skal fortælle muslimerne at vi afskyer deres religion 110%, at vi anser den for naturstridig og ugudelig. At støde Tyrkiet bort med hårdhed er mål nr. uno.
Et udefrosset, fornærmet og truende Tyrkiet ville være en gave fra himlen.
Dar al Islam skal afskæres fra vores penge og have lov til at gå til bunds i sharia og overbefolkning.
Hvordan kommer vi dertil?
Vi har været alt for søde overfor vores politiskeklasse der simpelthen SKAL konfronteres med sit forræderi.
Alt dette må vi som borgere kæmpe for.

Og alt dette er langt lettere sagt end gjort, jo tak det er jeg klar over!
Men har vi noget valg???

“…hvorfor opgøret med de magthavere som nægter at sætte sig til modværge er og bliver en hovedprioritet.”

er jeg ganske enig med dig i.

Spørgsmålet er så, HVORDAN ?

Hvordan sætter vi os til modværge, hvordan får vi gang i en bevægelse der er målrettet modværge mod disse vores politikere hvoraf nogle tilbage i 70´erne var med til at sælge de europæiske lande, herunder Danmark, til de arabisk-islamiske Middelhavslande, mod at SaudiAraberne ikke drejede om på oliehanerne igen, men lovede at lade olien flyde i en lind strøm ?

Olien betaltes i USdollars, men den største betaling Saudierne krævede af Europæerne var, at vi skulle åbne for tilvandringen til Europas lande fra de arabisk-islamiske Middelhavslande.

Disse skide aftaleforhold holdt EF/EU for sig selv !

Havde befolkningerne VIDST dette dengang ….

Om det havde gjort en forskel er måske tvivlsomt, for hvem var dengang klar over hvad Islam betød – hvad ideologien består af og hvad dens agenda er ?

Jeg tror desværre vi skal have nogle ordentlige nogle på bærret i form af grumme oplevelser, før vi er parate til at gå til modværge .

Men det er kun et spørgsmål om tid før de, billedligtalt, øretæver falder, for fra Januar 2 010 træder EuroMed-projektet i sving !

EU er et farligt og tåbeligt projekt. En fuldstændig inkarnation af det postdemokratiske.
Bag de mange store erklæringer om fred og fremgang i Europa ligger et frådende magtbegær og den politiske klasse har her bygget sig en kæmpe fæstning hvorfra den kan regere vores lande.

Den byzantinske embedsklasse indsatte dårlige og dyre lejetropper istedet for de indfødte hære, man saborterede hellere hele riget end at opgive sin egen magtbastion.
Europas politiskeklasse er ikke anderledes og er først og fremmest optaget af at konsolidere og berige sig selv.
“Integrationen” som vi ikke burde betale en krone til, da det helt igennem er de tilrejstes ansvar, er blevet et sort hul der suger millioner og oftest fremmer islamiseringen. Integration og fortsat muslimsk indvandring er den politiskeklasses mærkesager.

Sicilien var længe et selvstændigt emirat, dog under de egyptiske shia Fatimider i en periode(tror jeg nok), indtil normannerne erobrede øen i slutningen af tusindtallet.
Om denne proces kan man læse i Godfred Malaterras “Normannernes bedrifter i Syditalien” oversat af Erling Albrechtsen og i “Anden bog, kapitel 11″ støde på den stadig moderne problematik: “En ung saracener dræber sin søster”.
Islam er og bliver Islam, hvorfor opgøret med de magthavere som nægter at sætte sig til modværge er og bliver en hovedpriotet.

http://logisksnit.blogspot.com/2009/07/den-post-demokratiske-tidsalder -2.html