8
aug
Seneste opdatering: 8/8-09 kl. 2259
15 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Kalder Michael Thomsen i Berlingske det, hans børn har været udsat for. I nogle tilfælde, måske, men følger man europæiske aviser, – pakistanere i England, tyrkere i Tyskland, syrianer i Sverige – så holder det ikke, så er det rette ord “okkupant-opførsel”. Det er i princippet det samme, som når politiet bliver jaget ud af Vollsmose.  At det er en helt anden snak for Thomsens efterkommere, behøver man næppe skære ud i pap. Han kunne alligevel ikke kunne  skrive det i den Berlingske Avertissementstidende, hvis han ville.

Scene 1: Min datter og en veninde står ved et busstoppested på Jyllingevej i Vanløse. Fire-fem unge indvandrere kommer kørende i modsat retning, men da de får øje på pigerne, foretager de en U-vending og holder ind foran pigerne. Min datter og hendes veninde har intet forudgående kendskab til de unge, som nu hænger ud ad bilens vinduer og kommer med en række obskøne forslag, som ikke tåler videregivelse her. Da pigerne ikke reagerer på de farverige forslag, fyger det om ørerne på dem med eder og forbandelser, hvor især ’fucking ludere’ er et gennemgående udtryk.

Scene 2: Fællesarealet i stueetagen på Københavns åbne Gymnasium. Ved et bord sidder en gruppe unge af anden etnisk herkomst. Hver gang en såkaldt etnisk dansker går forbi lyder det: »Én skinke, to skinker, tre skinker . . osv.« med utvetydig henvisning til den hudfarve som kendetegner folk, der er født på disse breddegrader.

Scene 3: Min søn går ved højlys dag forbi en bænk ved Vanløse Station. På bænken sidder tre unge indvandrere. Min søn har ingen forudgående relationer til de tre unge på bænken. Da han er ud for bænken, bliver han overdænget med skældsord som ’fucking bøsserøv’, ’homosvin’, ’svans’ og en række andre lignende udtryk! Han er gudskelov fornuftig nok til ikke at reagere på den offentlige tilsvining. Respekt gør man sig fortjent til

Kunsttemplerne før og nu

Dengang, det vil sige i halvfjerdserne stod der en kaffeautomat i kælderen hvor man kunne se Hjort Nielsen, Richard Mortensen eller Preben Hornung hvile deres ben over en kop lunken automatpulverkaffe. Man var på Museumsinseln i det gamle Øst- Berlin. Idag mere Fields med bedre billeder på væggene. Denne vej til Café Republic med c, denne vej til børnemuseet, boghandlen og herover til Lemmerz´ligkiste. Call me oldfashioned. Måske man alligevel skulle søge jobbet som kulturminister? Pæn løn, pænt kontor med gode møbler og god udsigt. Måske for meget sport og opera, – man kunne  måske dele jobbet med Messerschmidt – men jeg kan da flere sprog end Bendt Bendtsen, vicestatsminister uden engelsk.

statens 014


masser af plads og glas:

statens 010

så må man klumpe sig:

statens 035

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Pk

    Ang. “dårlig opdragelse”, så mener SF;s Steen Gade, at det er meget vigtigt
    at indvandrene føler sig inkluderet.
    Det bliver os danskere, som kommer til at være “udenfor i eget land”.
    Så har Steen Gade også opnået det SF kæmper for.
    Ødelæggelsen af Danmark og det danske folk.

  • Janne

    PK

    SF (Sharia Folkepartiet) skal passe på med ikke at ekskludere den danske befolkning i Danmark. Det er de godt igang med med de mange koran/halal-tiltag SF har gang i rundt omkring i offentlige institutioner – sammen med socialdemokratiet i øvrigt.

  • Pk

    Når danskerne en dag er flygtninge,mon muslimerne vil lade os komme hjem på
    ferie?
    Mon de vil støtte os danskere økonomisk?
    Efter vi danskere har giver muslimerne milliader og atter milliader?
    Ja, dette er spørgsmålene og vi danskere kender jo godt svarene..
    I GUDER hvor det det sørgeligt altsammen.

  • HelgeD-H

    Selv for tyve år siden var det Politisk Ukorrekt og Racistisk, at have den mening/holdning, at Danerne ville blive
    flygtninge i deres eget land. Vi Danere vil ikke have noget andet land at tage til når vi bliver smidt ud af vores
    Fædreland om små tyve år ( I år 1453 A.H. efter islamisk kalender).

  • Hvilket så betyder, at med ryggen mod muren, er der kun den blodige vej ud.

    Så kommer det tragikomiske, at for at undgå dette bakker, vi mere og mere ind hjørnet.

    1938 om igen.

  • Janne

    Det er meget spændende at få lov til at kommentere kunst og kunstpolitik her på bloggen. Skønt at det er muligt. Så nu vil jeg tillade mig at hyppe mine kartofler, så at sige. Håber at det er ok..

    Når vi nu i så mange år har haft kunstnere, der ved hjælp af råd og affald samt noget der minder om ulandshjælp, har villet vise os at kunst er mange ting – kan vi så snart komme tilbage til kunstens rødder som bl.a. er kvalitet, skoling, godt håndværk, fordybelse, den vestlige kultur- og kunsthistorie og knofedt?

    Nu har vi set at kunst er mange ting og at kunstnere også er mange ‘ting’, kan vi så komme tilbage på sporet? Asger Jorn har været her. Heldigvis! Ikke noget med at nogen form for kunst skal forbydes, næh nej, men at vi ikke bare som dansk og vestlig kultur lader os nøjes med det næstbedste igen og igen og igen. I mange år er danskere blevet opdraget med at lade sig nøjes med middelmådig kunst og kunstnere. Museer og offentlige institutioner og byrum har bugnet af dårlig kunst og ragelse. Kvantitet og provokation har hersket i stedet for kvalitet og noget enestående. Nu må der ske noget andet og mere. Kunst skal i hvert fald ikke gøre befolkningen åndeligt doven – men det modsatte.

    Tag en tur rundt på mange danske museer og se med egne øjne, at der er læssevis af dårlig og betydningsløs ‘kunst’ som stadigvæk hænger synligt og andet er opmagasineret i diverse depoter – desværre sammen med meget god og gammel kunst fra før år 1900. Lad os få noget af det gamle frem igen, så unge kunstnere og i det hele taget unge mennesker og vores samfund og indvandrere, kan se vores kulturarv – se hvad vores land og kultur har præsteret og har ment, har drømt om og har tænkt og følt og har villet vise omverden igennem tiden. Det vil være en tiltrængt dialog mellem nutid og fortid – og forskellige mennesker og kulturer.

    Kunstmæssigt er nutiden noget nær pervers og kunstafbrændingsagtig – for det er nærmest blevet tabu at vide og vise at Danmark har en lang og flot kunsthistorie og -tradition. Vi har ikke rigtig haft noget vi ville være bekendt at vise frem, for det var for gammeldags eller for dansk – for elitært og med for mange referencer til dansk og vestlig kunst- og kulturhistorie. Mange kunstnere har mest brugt god dansk kunst som parafraseobjekter – og danske kulturperler som f.eks. Kronborg – som kulisse for egne projekter – det er blevet til en masse dårlig postmodernistisk kunst og arkitektur. 1980’erne og 190’erne er de værste hvad det angår.

    Og efter rådnende dyr og indvolde og kunstneroprør mod det elitære, historiske og kunstskolers hårde håndværksmæssige krav, som indvoldskunstnere har bidraget med, er vi nået så langt ud – efter lort og blod er der ikke rigtig flere provokationer og noget indhold tilbage – at det bare virker helt forfriskende og nærmest nyt at se hvad den kunstneriske danske og vestlige kulturarv går ud på.

    Mange kender ikke den kunstneriske danske og vestlige kulturarv og hvis man tager ind i f.eks. en plakatbutik med reproduktioner kan man let være så uheldig at de fleste af de billeder der er at vælge imellem, dér, ikke rigtig har noget indhold eller noget budskab. Det er mest mønstre. De vil os ikke rigtig noget. De har ikke rigtig noget at fortælle. Der er tomt. Bevidst. Der ses ingen spor af vestlig kunst- og kulturhistorie og der er ingen dialog med kunstneriske mestre. Også kunsthistorieløsheden – og relativismen – har således sejret ad helvede til. Kunsthistoriske værdier og traditioner har virkelig trange kår med den kunstpolitik der føres nu.

    Forleden dag så jeg at William Jansen et eller andet sted foreslog at vi i Danmark skal have en kulturARVminister. Det er en glimrende idé, for kunstpolitik debat skal ikke gå op i hat og briller og kun handle om nutid og provokation vs. det modsatte – og mellemøsten vs. vest (som det nemt kan gøre med anti-vestlige kunstnere i Statens Kunstråd, som Trykkefrihedsselskabet er inde på i en ny artikel), men i lige så høj grad handle om at kultur har en hel del at gøre med hvor vi kommer fra som kunstnation og -kultur. Engang var det et hit for venstrefløjen at sige, at vi ingen rødder har, men til gengæld fødder. Det motto er ikke aktuelt mere. For mig – og den verden vi lever i nu – at se har vi lige så meget rødder som vi har fødder. Det giver perspektiv, fundament og mening at kende sin egen (kunst) kultur, når man drager ud i den store verden – via rejser, via læsning, via film, teater osv.

    Jeg har læst at kunstneren Christian Tangø vil forære Pia K. et par griseøjne på glas. Det synes jeg var en skæg idé. At sende nogen et (øje)blik, kan jo være et blik med glimt i øjet. En kunstnerisk (men ikke mere ny) opfordring til dialog. Desværre kunne hun ikke se komikken i den gestus – det kunne ellers være skønt hvis hun også kunne smile lidt af et par griseøjne og samle handsken op.

    Kunstneren er, som jeg ser det, enig i at der skal mere kvalitet og håndværksmæssig kunnen ind i kunst igen. Nogle kunstnere savner noget alvor, ro, oprigtighed, teknik, talent og fordybelse – og ikke kun en masse snak, ævl og provokation, larm og socialpædagogik og ulandshjælp forklædt som kunst. Jeg tror at flere kunstnere har brug for mere modstand for at blive taget alvorligt – at der bliver stillet højere, mere udfordrende og forfinede krav til kunst og kunstnere igen. Dette udelukker ikke den socialpolitiske og provokerende kunst. Der skal også bare være noget ny kunst for kræsne og kunst- og kulturhistorieinteresserede kunstelskere. Vertikal kunst, som jeg vil kalde det – kunst der rækker længere ud end til højre og venstre – men også tilbage og op. Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Og så skal det som borger være muligt at sige nej til at give skattekroner til dårlig og intetsigende kunst. Det må kunstnere og interesserede selv finansiere.

    Disse tanker får jeg når jeg ser de pragtfulde billeder som snaphanen viser – og det er i øvrigt godt set det med at god dansk kunst klumpes sammen og plads bruges til glas – tomhed – i stedet for! Noget af det bedste danske kunst vi har, mases sammen og behandles ikke særlig godt. Værst er det at så meget rigtig god dansk kunst tilbringer et ikke-liv i mørke – som var det ikke-eksisterende – på diverse depoter rundt omkring i Danmark. Vi borgere mister dermed mulighed for at kunne undersøge kunstneriske udtryk, detaljer og penselstrøg samt spor af selve maleprocessen – og ikke mindst mister vi kontakt med vores kulturelle og kunstneriske rødder, når malerier gemmes væk eller hænges 3 meter oppe og tæt på en væg.

    Vilhelm Lundstrøms billeder er rasende gode og stærke og meget maskuline. Hvilken utrolig farvesans og maleteknik han var i besiddelse af, den gode mand. Den glød han får frem i sin billeder er fyldt med styrke, dybde og insisteren på at nå ind til the rosebud. Til kvindens, hudens eller det opstillede tableaus væsen – og sit eget ditto. Hans billeder sparker røv til nutidens udstoppede hunde og blod der sænkes ned på bunden af et dybt hav. Det kræver intet at udstoppe hunde eller dyppe nogle blodprøver i et hav, men det kræver en helvedes masse knofedt, tid og tålmodighed og – personlig og kunstnerisk anstrengelse (det som jeg opfatter som maskulinitet m/k) – at nå frem til det Lundstrøm har frembragt og som vises på billedet som snaphanen har taget. Tak for det. Der hænger heldigvis en del billeder af Lundstrøm fremme på flere danske museer.

    Flere nutidige kunstnere virker så slatne og meget kønsløse, netop fordi de ikke finpudser deres evner og talent – men skøjter rastløst rundt og vil alt og intet på én gang – og de prøver ikke virkelig at anstrenge sig, finde sin hylde og forfine sin kunst. Som f.eks. Thomas Kluge gør. Utroligt at han er selvlært. Utroligt at han i mange år er blevet holdt udenfor det gode selskab. Men netop det forhold er meget sigende for nyere tid i Danmark – et Danmark med statslig ophøjelse af lorte kunst så at sige. En anden ting, er, at jeg synes at mange af Peter Brandes og Kirkeby værker er blevet vor tids brølende hjorte – sofastykker. Ikke at der er noget galt i det. Men de er bare kedelige langt hen ad vejen. Og de kunstneres værker fylder alt for meget og andres for lidt. Det er nærmest ikke kunst mere, men mønstret tapet. Det kunne være nice at se noget andet – og gammelt og anderledes – få andet end stedmoderlig behandling i den danske kunstverden.

  • Janne: Ja , endelig. Og bare Pia Kjærsgaaard dog ville lade være med at udtale sig om, hvad hun synes ikke er kunst. Det er en ren foræring til alle dem, der hader hende. Seidenfaden, for eksempel. Men det tar heller ikke kegler hos os, der ikke hader hende, selvom det er forståeligt at hun synes det er pay back time. Men det er pinagtigt.

    Jeg danner mig mine meninger langtsomt, hvis jeg overhovedet danner mig nogen. Jeg har for eksempel ingen mening om Manzonis dåse-lort lige ved hånden. Der ligger derfor heller ikke nogen vurdering i min omtale af Lemmerz, da jeg måtte haste igennem på grund af museets lukketid. Men jeg er enig med Henrik Dahl – den statslige velfærdskunst er plaget af en kedsommelighed og udvendig påhitsomhed, der er spild af penge og kostbar tid.

    Ved siden af Ulrik Høys udmærkede klumme om emnet igår, går Weekendavisen en hel del over stregen i “morsomhed”, hvis nogen så det ? “Mein udlændingekampf” og “David Irving benægter historie for de små” osv. er simpelthen ikke morsomt. PS: Jalving skriver om den ulyksalige tumpe Mogens Jensen: Den selvbestaltede nazijæger, der gør sit til at gøre hele diskussionen uudholdelig.

    ScreenShot007-1

  • polinos

    -> Steen.
    Enig, Weekendavisens bagside var – undtagelsesvis – ikke morsom. Med mindre selvfølgelig associeringen DF-nazisme er ment som en kommentar til den evindelige associering DF-nazisme, og så bliver det s’gu en smule for kringlet for mig. Snarere er der tale om et udtryk for den identitetskrise, Weekendavisen ideligt befinder sig i: Skal den være dissident-borgerlig, eller skal den være “anstændigt” borgerlig.

    Jeg er også enig i, at Pia Kjærsgaards udtalelser om kunst er en smuk Jesper Olsen-aflevering over i modstanderens venstre fod. Men, men, men…
    Kan nogen forklare mig, hvorfor Pia Kjærsgaards mening om kunst ikke er lige så god eller lige så ringe som enhver andens. Jeg deler ikke hendes kunstsyn, men gør det hendes holdninger ringere? Kunstnerne har jo selv lagt op til hele balladen ved 1) At lade sig købe af den statslige, socialdemokratiske kunststøtte-model og 2) Ved hele tiden og så igen at blande sig i politik, noget de åbenlyst har endnu mindre forstand på, end Pia Kjærsgaard har på kunst.
    Kunst er i dag en sekulær erstatningsreligion. Vi bygger ikke længere storslåede kirker, vi bygger gigantiske templer til “kunsten”, hvor man angiveligt kan finde “sandheden”, essensen i menneskelivets kompleksitet (eller noget i den retning) ifølge sine tilhængere. Men som islam accepterer kunsten ikke kritik. Den har retten til at kritisere det, den ikke bryder sig om – DF, f.eks., eller “kapitalismen” eller hvad det nu kan være – og den har retten til at politisere.
    Men udsættes den for kritik, skråler alle kunstnerne og de små politiske ånder, der ser deres fordel i at alliere sig med “kunsten” op om “censur” og indgreb i ytringsfriheden, og inden du kan nå at sige “Sturmabteuling”, har de også trukket nazi-kortet og taler om “entartet kunst” og bogafbrændinger. Kunstnere er “skallesmækkende mimoser”, som det er blevet sagt om Klaus Rifbjerg (af Elsa Gress, tror jeg nok), og deri ligner de muslimerne. Ikke så underligt, for de repræsenterer jo en totalitær religion.
    Gennem mit job har jeg gennem årene mødt mange kunstnere, og der har været mange fine mennesker imellem. Men også forbløffende mange selvhøjtidelige og humorforladte narre. Folk, hvis produkter var åbenlyst ringe, men som kunne tale stolpe og og stolpe ned om, hvad deres kunst betød. “Malede ord”, som Tom Wolfe har kaldt den slags udgydelser, og det gælder ikke bare for billedkunsten.
    Og hvorfor er de alle venstreorienterede? Tja, den er nem nok. “Follow the money”. Den største katastrofe, der har ramt dansk kunst (hvilket ikke nødvendigvis er det samme som “danske kunstnere”) har været indførelsen af hele den suite af støttemuligheder, der reelt har gjort kunstnerne til statsansatte socialdemokratiske partifunktionærer.
    Så afskaf statsstøtten til kunsten! Lad kunstnerne leve på markedets vilkår og således lære den virkelige verden at kende. Er man ikke tilfreds med det, fremstiller man noget, man ikke kan leve af, må man være villig til at leve af noget andet og mere prosaisk og så producere kunst i sin fritid, con amore. Eller gøre som kunstnere altid har gjort: Sulte på kolde loftsværelser.

  • Janne

    Det er bare helt vildt at være vidne til MSM og politiske kommentatorers fælles gøren opmærksom på at DF stadigvæk ikke er stueren. Det er som om der er gået panik i flere journalister, aviser og kommentatorer ved tanken om at DF skal med i regering – og altså sågar har et syn på kunst. Det kan da ikke være rigtigt at ’kaklerne’ har en mening om kunst. Ha ha.. Ka’ de så holde kaje! Det er massivt og for pressefolket over en kam er det åbenbart meget magtpålæggende at vise verden, at ‘overjeget’ og den god smag og kvaliteten – altså sidder i flæsket på f.eks. Politikens venner og bonkammerater og ikke andre steder. Det gav f.eks. TV2 og Helle Ib udtryk for forleden dag. At DF ikke er stuerene. Jeg troede ellers at den ged var barberet. Men nej, nu kommer den op og går en tur i manegen igen. Det gamle skravl. Måske politiske kommentatorer også kan blive for gamle i gårde. Måske det ville være en god ide med nye ansigter hvad det angår. Verden forandrer sig – og politik forandrer sig – og kunst forandrer sig – og det kan måske være lidt svært for nogle kommentatorer at følge med.

    At en avis laver en annonce som den oven viste, viser blot at der er nogen der ikke tør eller ønsker at tage den reelle debat om at en del nutidig og nyere kunst bare er kedelig og talentløs samt ligegyldig og at der bruges alt for mange skattekroner på at dyrke ingenting og at vi er nogen der ikke bliver udfordret og provokeret – og at der også godt må være plads til andet i Danmark – og at den kedelige kunst burde ses sammen med f.eks. de pragtfulde billeder, gobeliner og skulpturer, der kan ses på en masse danske slotte, herregårde og kirker – så vil forskellen virkelig blive synlig. Og nogle nok blive overrasket over hvad kunst OGSÅ kan være. Der er virkelig noget af en kulturarv at give sig i kast med at lære at kende – at opdage, at generobre, at udforske og sætte ind i en større sammenhæng og at blive klog på.

    I stedet for at få den debat, så laves der en annonce som den viste. Det er lidt uhyggeligt og det fjerner bestemt ikke min overbevisning om at vi i Danmark har et socialdemokratisk intolerant kunstsyns tyranni. Vi har ikke frihed hvad kunst angår. Og slet ikke mangfoldighed. Vi har ikke mere fuld frihed til at se ældre dansk kunst. Det gøres til tabu, gemmes væk – måske fordi det er lavet i Danmark og er dansk. Vi har den kunst fremme – og taler om den kunst – som vennerne i den socialdemokratiske og centrum-venstre kunstverden (og pressekorps) tillader os at se på og tale om og diskutere, på diverse kunstmuseer og steder som f.eks. Kronborg, mens det rigtig gode og udfordrende – det med rødder og forfinelse og kunstnerisk anstrengelse – det er gemt væk. Det tales der ikke om. Ligesom vores historie, danskernes levede liv, sprog og kultur mere eller mindre skal gemmes væk af hensyn til multikultur ideologi og importerede religiøse følelser.

    I mens lyttes der ikke til hvad DF siger og har af ideer, men laves myter om DF, som passer til bl.a. avisens fantasier. Ovennævnte avis fantaserer åbenbart om f.eks. Hitler, kan vi se i annoncen. Og om KKK. Det gør DF heldigvis ikke. Det er helt vildt så der laves kreative – men usaglige – myter om DF og jeg kan se at det stadigvæk er amagerhylder og kakkelborde der bruges som redskaber i den konstruktion. Jeg kan ikke lade være med at smile bare en lille smule. De er helt vildt enige, det fælles pressekorps om ikke at gå i dialog med DF. Ingen dialog her fra de journalister og aviser som ellers synes så godt om dialog. DF er et stort og afslørende spejl på anstændiges dobbeltmoral og fantasier. Tænk hvis der var en enkelt journalist der turde at gå en anden vej, end resten af pressekorpset. Turde at gå i dialog med DF. Det ville være forfriskende og progressivt. Der må være flere der føler sig hjemløse med den nuværende kunstpolitik end os her på bloggen.

    Polinos

    Når du nævner ‘Malede ord’, så tænker jeg på hvor lang tid f.eks. ansatte på Louisiana kan bruge på at snakke om abstrakte malerier – altså om det vedkommende føler og tænker ved at se billederne. (Og jeg tænker på hvor god en fantasi manden/kvinden har og at de er gode til at digte, føle og skabe historier på baggrund af andres abstrakte billeder). Det er da fint nok at de snakker så længe om smukke farver og former og flader og hvad de føler, men det kunne også være spændende hvis samme kustoder og museumsledere f.eks. lavede en udstilling med malerier hentet på herregårde, slotte og i kirker og fortalte hvad der foregår på de billeder. Men det ville så kræve (kunst) historiebevidsthed og viden om noget der er sket i ældre tid i Danmark og i andre lande. Uha da.

    Så sent som forleden besøgte vi en landsby kirke hvor vi så et skønt, stort portrætmaleri med en fabelagtigt flot og kompliceret og snirklet udført træramme. Det var helt mærkeligt at se sådan et flot maleri med så overdådig en ramme hænge i en lille, spartansk landsby kirke. Kontrasten var enorm. Det billede er der ikke mange der ved noget om – slet ikke historien bag – for der er næsten ingen der går i kirke. Jeg heller ikke i øvrigt. I hvert fald ikke for at hører gudstjenester. Men for at nyde og studere arkitekturen, kunsten, håndværket og de gode materialer og så fordi det er muligt at mærke kunst- og kulturhistoriens vingesus, der er så nærværende i de gamle, kølige og tyste bygninger.

    Billedet i kirken burde hentes ind til en udstilling på f.eks. Louisiana. Og der er masser at låne af rundt omkring i Danmark. En masse viden og talent og æstetik og historie der kan slippes løs i større kredse – og blandt unge. Tænk at dansk kultur, kunst og historie er blevet sådan et stedbarn i mange kredse i Danmark. Det gør det faktisk nødvendigt at DF er her. DF tør at danse med dansk fortid, kunst og kultur i en tid hvor det helst skal gemmes væk og glemmes af hensyn til det intolerante multikultur præsteskab (som også har til huse på en del avisredaktioner) og EU.

    Mangfoldighed, rummelighed og tolerance er altså også at lade den danske kultur- og kunsthistorie og talent tale til og med os nu.

    Jeg kunne godt forestille mig at en mand som Søren Espersen tog mere del i debatten om dansk kunst- og kulturpolitik. Om ikke andet så fordi han simpelthen oser af overskud, har en skøn humor og meget ofte har en kvik bemærkning. Han virker dejlig uforfærdet. Lidt mere spræl i DF ville ikke være at kimse af. Uden at det skal være en cirkus, naturligvis. Men humor er virkelig en god ting.

  • polinos

    -> Jeg skal bestemt ikke gøre mig til af at være den store kender af kunsthistorien, men anlægger jeg det helt store helikopterperspektiv, forekommer det mig, at kunsten fra de tidligste hulemalerier og lige ind til det modernes frembrud var bundet til det magiske, det religiøse, det mytologiske eller det ideelle. Altså at kunsten ikke var noget “i sig selv”, men et medie til at videregive ideer.
    Et eksempel: Sidste år stod jeg dybt fascineret og kiggede på Mattias Grunewalds Isenheim-alter i Colmar. Et fantastisk kunstværk, malet af en sand, visionær mester. Men det får jo netop sin kraft af, at det videregiver religiøse ideer – noget selv en moderne agnostiker ikke kan undgå at mærke. Altså ideer, der er hentet UDEN FOR kunsten. Derfor virker det stærkt.
    Et andet eksempel: Sidste år besøgte jeg Museum of Modern Art i New York, og stod længe og kiggede på det ene stykke abstrakt ekspressionisme efter det andet, og kunne for min død ikke få øje på andet end nogle mere eller mindre vellykkede sammenstillinger af former og farver. “Malede ord”, for til hvert lærred hører en lang forklaring om “fladhed”, kunsten der henviser til kunsten o.s.v. Kort sagt: Reelt kan du ikke “forstå” værket uden at kende manualen. Jeg holder meget af abstrakt og anden moderne kunst, men reelt opfatter jeg den som dekorationskunst, malet oven på en brugsvejledning, og dermed grundlæggende lige gyldig. Egentlig en form for dekadence, en åndelig fattigdom. Ikke at det fratager moderne kunst enhver værdi, slet ikke. Men man skal bare ikke lægge mere i den, end den kan bære, lige så lidt som der er mening i at tillægge “kunstneres” meninger større værdi end alle andres.
    Med den form for åndelig fattigdom inden for kunsten, er det ikke underligt, at mange kunstnere vælger provokationen som udtryksform, aktionen, happeningen o.s.v. Kan man ikke andet, kan man altid søge at gøre, hvad kunstnere har gjort siden det moderne gennembrud: Provokere borgerskabet.
    Ud fra den betragtning undrer det mig, at ingen har bemærket, at Pia Kjærsgaards kulturministerstunt netop er en provokation, en happening. Selvfølgelig drømmer Pia K ikke om at blive kulturminister. Men hun har formået at skabe en af de bedste provokationer af borgerskabet – det “anstændige” såvel som “det progressive” – vi har set i årevis. Pia K burde s’gu på finansloven!

  • Janne

    Sådan skriver Jalving bl.a. på sin blog, som Steen linker til.

    “Kritik takseres følgelig som censur, nazisme, totalitarisme. Systemet er derimod helligt. Systemet er kulturpolitik, velfærdsrum, infrastruktur.”

    Det er vel den taktik Weekendavisen har brugt, da de lavede oven viste annonce om DF.

    DF tillader sig frækt og frisindet at kritisere den nuværende kunstpolitik og straks popper nazi-kortet og nu også KKK-kortet op. Det ligner et udtryk for afmagt – det avisen laver.

    Det giver mindelser om Muhammedkrisen. Vi må ikke kritisere kunstpolitik og religion i Danmark anno 2009.

  • Janne

    Polinos

    “Et eksempel: Sidste år stod jeg dybt fascineret og kiggede på Mattias Grunewalds Isenheim-alter i Colmar. Et fantastisk kunstværk, malet af en sand, visionær mester. Men det får jo netop sin kraft af, at det videregiver religiøse ideer – noget selv en moderne agnostiker ikke kan undgå at mærke. Altså ideer, der er hentet UDEN FOR kunsten. Derfor virker det stærkt.”

    Præcis. Den historiefortælling, det nærvær, den saglige og faglige hengivelse og dygtighed og den autencitet der kommer en i møde, når man ser kunst af den kaliber er VIRKELIG provokerende – omkuldvæltende, opmærksomhedskrævende og udfordrende. Og den kræver at man gider og ikke mindst er i stand til at finde ud af i hvilken historiske og kulturelle kontekst billedet er skabt.

  • Grünewald – jeg fandt et højopløsningsfoto af det til påske i år – 2600 kb – og dette vidste jeg ikke

    It was commissioned for the Antoinite monastery at Isenheim and was intended to give support to patients in the monastic hospital. Christ appears hideous, his skin swollen and torn as a result of the flagellation and torture that He endured. This was understandably a powerful image in a hospital that specialized in caring for those suffering from skin complaints

    http://snaphanen.dk/2009/04/12/pasken-2009/ (scroll lidt)

  • polinos

    -> Steen, jeg kan garantere dig for, at aldrig har jeg set Jesus i sådan en tilstand, som på Isenheim-alteret. Til gengæld er opstandelsen overjordisk! Grunewalds brug af lyset er enestående – det synes at oplyse personerne indefra.

  • Janne

    Sådan skriver en JP blogger Jens Jonahan Steen på sin blog:

    ”Men ligeså lidt, som man kunne ønske Pia Kjærsgaard, Ole Hyltoft eller Katrine Winkel Holm som kulturministre i Danmark, lige så lidt må man ønske sig Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg eller George Metz på samme post. Alle vil de være lige lidt kvalificeret til jobbet – med den vigtige forskel – at de sidstnævnte kender egne begrænsninger og ikke besidder en monopoliserende kulturforståelse.”

    h t t p://blogs.jp.dk/faellesskaberen/2009/08/11/pia-kultur-ensretning/

    ’Man’ må da hjertens gerne ønske sig Tøger, Klaus og George som kulturminister og det er der sikkert også mange der gør. Problemet er bare at de netop ikke kender egne begrænsninger – det har de vist os i årevis – og så besidder trekløveren lige netop en monopoliserende kulturforståelse. Det er jo det vi er nogen der er godt trætte af.

    Personligt har jeg nu ikke noget ønske om at Pia, Ole eller Katrine bliver kulturminister. Det væsentlige er at der bliver rusket op i den radikale venstre, socialdemokratisk og SF inspirerede kunstpolitik som vi har nu. Dårlig, socialpolitisk og uambitiøs kunst hyldes alt for meget – af bl.a. folk som Tøger, Klaus og George – og modtager alt for mange skattekroner – på bekostning af rigtig god kunst og kunstnere.