Kasper Støvring skriver videre på sit blogindlæg i en dyster kronik. “Vi var leoparderne, løverne; det bliver sjakalerne, hyænerne, der kommer i stedet for os”, som vi lader Giuseppe Lampedusa sige i indlægget ovenfor. I Sverige nedenfor går det over, men når det kommer tilbage, bliver det en tand værre:

Alt skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående, skriver Kasper Støvring.

Mit seneste indlæg på min blog her i avisen har på kort tid fremkaldt adskillige reaktioner. Jeg må have ramt noget, så lad mig derfor i det følgende prøve at fremstille og udbygge mine synspunkter. […]
Grupper af venstreradikale autonome og uintegrerede indvandrere med muslimsk kulturbaggrund er ved at ødelægge landets større byer. Vi er nogle, der har taget konsekvensen og flyttet på landet. Man skal bestemt have stor respekt for de mennesker, der bliver og forsøger efter evne at gøre noget ved problemerne. Spørgsmålet er bare, hvor længe man vil lade sine børn undgælde for det multikulturelle eksperiment.

Politiet søger med sved på panden at dæmpe gemytterne og henviser til, at der ikke er mere uro end tidligere. Politiets opgave er jo at skabe ro, og her kan retorik være en del af løsningen, og statistik over vold er notorisk vanskelig at tolke på grund af de mange mørketal. Hvad der står tilbage er dette: Der er sket en eskalering udi brutalitet, når selv politiet angribes med skydevåben. Kronik: Den molekylære borgerkrig

»När ska det sluta?«

spørger Gøteborgs Posten afmægtigt om optøjerne i forstæderne der har varet næsten uafbrudt siden 13 august. Formentlig aldrig, andet end måske temporært. Man skal være religiøs, for at tro det slutter helt, dvs. købe den officielle ortodoksi, at det “är en klassfråga“. Men man kunne dog begynde med at bure forbryderne inde i stedet for at invitere til bekymringssamtaler. Politiet har “lugtet en rotte”, men kan næppe sige  mere end dette:

Det borde finnas andra saker [än visitationer] att lägga som grund för oron i förorterna. Men vill man att detta skall vara den tändande gnistan, så blir det förstås det. Jag är förvånad över att man skyller på just detta, särskilt eftersom det har varit oroligt i området med larm om skottlossningar och skadegörelse ända sedan i våras.

Nya bilbränder i Göteborgs förorter.Dörr sprängd i lägenhetshus i Göteborg, Flera greps efter bärsärkagång i Göteborg.

Bent Blüdnikow anmelder Gunnar Ekberg

Gunnar Ekberg havde et nært samarbejde med ikke mindst Jan Guillou, og det er ikke et smukt billede, der tegnes af den fanatiske Guillou, der helhjertet støttede de mest ekstreme blandt den palæstinensiske bevægelse. Det er ikke blot billedet af propagandisten Jan Guillou, der dukker frem i skildringen, men også af den farlige aktivist. Gunnar Ekberg beretter, at Jan Guillou allerede i 1969 var i København sammen med den ledende palæstinensiske aktivist David Kaloti på en mission for PFLP for at fotografere sikkerhedsforholden e ved El Al-fly. Det fremgår også af bogen, at Jan Guillou sammen med Göran Rosenberg i 1970 var i Israel for at inspicere Tel Avivs lufthavn for PFLP.

Gunnar Ekberg fortæller også, at han selv og Jan Guillou ved flere lejligheder havde kontakt i København med folkene i Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), altså de folk der blev kernen i Blekingegadebanden. Ekberg skriver: »Jan havde også kontakt med KUF, Kommunistisk Ungdoms Forbund, hvilket var interessant, fordi organisationen havde nær kontakt med PFLP, et samarbejde som efterhånden fik et hemmeligt og konspirativt indhold.« Hvor tæt forbindelsen mellem Jan Guillou og Appels folk var, skriver Gunnar Ekberg ikke om, men at Appel-gruppen havde gode kontakter til svenske ligesindede fremgår flere steder i bogen. Men Ekberg var også selv flere gange i forbindelse med Appel-gruppen: »Jeg nåede et hurtigt besøg i København for at besøge KUF efter sommeren. Det var interessant. De talte mere om at danne hemmelige celler og at arbejde med kurerer og hemmelige meddelelser end om ideologi. Vi udvekslede en del information, og de spurgte, om jeg ikke skulle ned og besøge PFLP snart.« [..]

I Sverige er der en skyhed i pressen oven på publiceringen af Gunnar Ekbergs bog. Ingen tør gå rigtig til Jan Guillou, der er en slags ukronet debatkonge i folkehjemmet Sverige og i øvrigt netop har udgivet endnu en selvbiografi, hvor han intet afslører. Gunnar Ekbergs historie er en del af den mest dramatiske fortælling om Den Kolde Krig, der viser, at selv i det pæne socialdemokratiske folkehjem foregik der skumle og farlige ting. Berlingske: Spion blandt fanatikere

Det sidste har Blüdnikow sandelig ret i. Der er kommet lidt flere anmeldelser:  De ska ju ändå dö. Tio år i svensk underrättelsetjänst. Osannolika berättelser om den svenska vänstern. Ingen går som Världen Idag gjorde i dybden med Guillous påståede KGB forbindelse: Boris Grigorjev, f.d. sovjetisk underrättelseofficer i Sverige: ”Guillous avslöjanden gjorde stor nytta för oss.”

Kunsten at holde kæft

Fra valget i 2006 og frem, første Mona Sahlin den røde blok stort over den regerende  alliance i lang tid. Frem til foråret havde svenske socialdemokrater stadig over 41  % af stemmerne uden rigtig at have gjort noget for det. Så lancerede Sahlin, Ohly og Wetterström  et fremstød, lidt lig det Thorning og Søvndal netop  har gjort, og straks begyndte SAP ´s tal at vige kontinuerligt. Nu har Sahlin ikke sagt et kvæk i flere måneder, så styrtdykket er stoppet og partiet har stabiliseret sig på omkring 32 procent, men Alliancen fører stadigvæk, hvis de vil bruge  Sverigedemokraternes stemmer. Hvad har Sahlin lært af det ? Ingenting, for nu skal der satses igen (Rød-grön.se) :

För Sverige var ett föregångsland, ett föregångsland för jämställdhet, ett föregångsland för jämlikhet. Nu är det ett skattesänkarland bland andra, men högre arbetslöshet än vad EU-genomsnittet är.

Vi andre tænker, at Sahlin dårligt kan undgå at blive den første S partileder i mands minde, der ikke bliver statsminister. Ikke engang partiets egne, til døden tro kernevælgere har hende som andet end tredje valg. Herhjemme synes Sohn-Søvndal at have perfektioneret kunsten at holde  kæft, når det behøves og når de genkender et decideret ikke-emne: SF-top tavs om asylsag, så deres chancer for bingo er nok bedre end Sahlins. Det må være surt for rigtige skakspillere at skulle trækkes med en glad amatør som Kristen Touborg, hvis hæderlige bondemoral byder ham at sige hvad han tænker. Wager: ”Ett år kvar till valet”. Pittelkow: Løkke vinder næste valg.

Burka: Et dybt had til kvinder

Martin Krasnik interviewer Mona Eltahawy:

»I har perfektioneret kvinders rettigheder. Jeg forstår ikke, at feminister i hele Skandinavien ikke instinktivt kan se, at den skal forbydes,« siger Mona Eltahawy.

[..]

Men Eltahawys mest opsigtsvækkende holdning drejer sig ikke om profettegninger. For nogle måneder siden skrev hun i en kommentar, at de muslimske klædedragter burka og niqab skal forbydes. Helt og overalt. Men hvordan hænger det sammen? Hvis frihed er et princip og ideal, der skal kæmpes for, selv om det har omkostninger, hvorfor skal denne frihed da ikke udstrækkes til Eltahawys mere konservative trosfæller?

»Burka og niqab er en decideret trussel mod muslimske kvinder , og derfor må jeg som muslimsk kvinde klart gå ind for et forbud. Disse klædedragter udvisker kvinden. Menneskets ansigt og ansigtstræk er det mest basale for vores identifikation og kommunikation. At fjerne et menneskes ansigt er det ultimative overgreb.«

– Men hvad med princippet om individets frihed til at vælge? Kan du se, hvor stort et indgreb et forbud vil være?

»Det forekommer det at være, hvis dette liberale princip er så akademisk, som det ofte er. I virkeligheden er der mange regler. Det er forbudt at gå nøgen rundt i offentligheden. Mange steder må man ikke bære maske. Staten har en mening om borgernes påklædning. Det liberale argument mod etforbud lyder godt, men det holder ikke. Det skyldes den stadige ømtålelighed for religiøse skikke og krav. Sagen er, at burkaen er et ekstremt yderligtgående fænomen, som i store dele af verden påberåber sig at være autentisk. Jeg ved, det er et upopulært argument i Danmark. Men ærlig talt: Skandinaverne har perfektioneret rettigheder for kvinder . Den første gang, jeg så en kvinde med burka, var i København for tre år siden. Jeg blev chokeret. Og jeg forstår ikke, at feminister i hele Skandinavien ikke instinktivt kan se, at det skal forbydes.«

Likvidering af kvinder

Mona Eltahawy siger, at »et civiliseret samfund ikke bør tillade et så heftigt overgreb«. Men hun er imod, at man i nogle samfund presser kvinder til at tage noget bestemt tøj på. Et forbud i et demokrati vil presse kvinder til det modsatte: til ikke at tage det på. Er det ikke et spejl af det, hun selv kritiserer?

»Jeg er selvfølgelig imod tvang. Jeg er imod forbuddet mod tørklæder i Tyrkiet, jeg er imod iranernes krav om, at kvinder skal gå med tørklæde, jeg hader, at Det Muslimske Broderskab har fået tre fjerdele af de egyptiskekvinder til at tage tørklæde på. Man kan ikke bruge lovgivning, når det gælder tørklædet. Men en demokratisk stats grænse skal gå ved tildækningen af hele ansigtet. Det er så åbenlys en umenneskelighed, en likvidering af kvinden, at den ikke skal accepteres.«

– En klædedragt er også en ytring. Nu vil du forbyde en ytring, der støder dig. Det lyder pludselig dobbeltmoralsk.

»Det er ikke en ytring. Det er et fysisk overgreb. Det sætter lighedstegn mellem fromhed og kvindens totale forsvinden. Jo mindre du kan se af mennesket, desto frommere er det. Det er sygt. Det kommer fra den saudiarabiske salafi-islam. Jeg boede i Saudi-Arabien i seks år og har oplevet, hvordan de opfatter kvinden som syndens legemliggørelse. Jeg har set den måde, de omtaler og opfatter kvinder på. Det er misogyni, et dybthad til kvinder , der fører til dette forsøg på at kontrollere deres krop og seksualitet. Det er en grotesk infantilisering af mennesket.«

– Du kalder burkaen for et overgreb, men det er det jo ikke nødvendigvis. Du ved ikke, hvor mange der selv accepterer denne påklædning. En del kvinderer konvertitter, der selv har valgt det liv. De siger, at det er en frihed fra Vestens overseksualiserede samfund, der opfatter dem som objekter.

»Det ændrer ikke ved, at samfundet må sige klart nej til det. Hvis det overseksualiserede samfund er et fængsel for kvinder , løser man det ikke ved at anerkende en ny form for fængsel. Mit argument er, at det er farligt for muslimske kvinder , uanset om de selv vælger det. Dermed bliver det ikke bare et individuelt valg. Det undergraver det fundament, kvinders rettigheder bygger på. Jeg ved godt, at mange ikke ønsker, at staten skal blande sig. Men her er det nødvendigt.«

– Den amerikanske feminist og forfatter Naomi Wolf skrev for nylig om et besøg i Marokko, hvor hun dækkede krop og hoved til . Hun skriver: »Jeg bevægede mig gennem markedet – mine brysters kurver var tildækkede, mine bens former var glattet ud, og mit lange hår fløj ikke om mig – og jeg fik en ny følelse af sindsro. Jeg følte mig, ja, på en måde, fri.«

»Den slags gør mig dårlig. Det sker hele tiden, at vestlige kvindelige forfattere eller journalister tager tørklæde eller burka på en enkelt dag, for nu skal de mærke, hvordan det er. Bullshit! De romantiserer noget, der er helt absurd og meget uromantisk. De aner ikke, hvordan det er at leve i etsamfund, hvor kvinder per definition er undermennesker. Hvor man siger: ‘Det er sådan, en muslimsk kvinde skal se ud.’ De bruger kvinder til at sendeet socialt og politisk budskab, som vi må forkaste. Og det er netop det, etforbud vil gøre. Heldigvis er det ikke kun i Danmark, man taler om det. Der er flere og flere i Europa, der mener det samme.« (Weekendavisen, 4 september 2009)