6
sep
Seneste opdatering: 8/6-14 kl. 0256
13 kommentarer - Tryk for at kommentere!

statens 038

(Edward Weie, Faun og Nymfe , 1940, foto Snaphanen)

Sveriges  Radio har et program, vi ikke har haft i Danmark siden først i halvfemserne, Stefan Wermelin. Jeg er fast lytter. Det spiller al slags  populærmusik, men kun den slags man ikke kan høre andre steder, og meget af det har man aldrig hørt før. Nyt som gammelt. Altså lige det modsatte af DR og kommercielle kanaler, der går ud på ikke at forstyrre ørerne og den evige søvn med noget, som er ubekendt  og uhørt. En rigtig dårlig forretningsstrategi og  det der burde være en typisk public service-program. Det er det så ikke i Danmark. Oupptänkelig, det giver  næsten sig selv, alligevel er der næsten igen andre google hits  på det end netop Stefan Wermelins, måske er ordet også oupptänkeligt, så Wermelin selv har fundet på det ? Vi har vist ingen direkte parallel  på dansk. Bogmærk Wermelin, hvis du vil høre noget du ikke har hørt før. Noget er skidt, noget er godt og noget er virkelig langt ude. Han kan godt lide excentrisk musik. Jeg fik ham engang til at spille  fra Scott Walkers album Tilt, Farmer in the City.

Jeg er som jo helt enig med Georg Metz i næsten alt hvad  han siger  om Danmarks  Radio. Forleden havde Agenda inviteret sig til at se TV avisen med ham, og alle hans kommentarer var jeg også enig i. Næsten alle europæiske public service nyheder er bedre og mere befriet for Maren i Kæret og livsstilsstof. Udsendelsen hed “Du bringer mit pis i kog“, så man kan nok regne ud at pissekunstneren Uwe Max Jensen er med, og han er næsten alvorlig hele tiden. Den er værd at høre.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Janne

    Kolorist Weie laver de skønneste billeder! Den danske modernisme fra den periode er bare sublim. Så provokerende uprovokerende.

    Efter Scott Walkers kolde musik trænges der til lidt varme, synes jeg – som i Weies billeder:

    http://www.youtube.com/watch?v=t9HxfF7faXk&feature=related

    • Janne

      Lyt i øvrigt til hvad der siges om dejlige Sarah Vaughan i slutningen af videoen. Skønt sprælsk i disse sundhedskorrekte tider.

  • Gunnar Biering

    Jeg ville gerne høre Barack Obamas kommentar til denne artikel.

  • Peter Buch

    http://hodja.wordpress.com/2009/09/06/at-spille-pa-den-forkerte-hest/# more-24693
    Om islamisering i vesten, ord fra Gates of Vienna oversat til dansk.

  • bl

    På verdensplan er kristne den religiøse gruppe som oftest bliver forfulgt. Se http://www.compassdirect.org/

    Siden uafhængigheden i 1947 er andelen af muslimer i Indien procentvis steget, fra 10%i 1951 til knap 13% i 2001, det i en periode, hvor der til stadighed har været en stadig indvandring fra Bangladesh! Kilde Wikipedia.
    Mange muslimer flygtede fra Indien til Pakistan og det der nu er Bangladesh (tidl. Østpakistan) og mange af hinduerne flygtede fra Bangladesh, næsten alle fra Pakistan under “uafhængigheds-borgerkrigen”.

  • @ Janne – jeg gik i skole lige ved siden af Statens Museum. Jeg har altid elesket det billede. Nærmere forklaring kan jeg ikke give. Jeg er ikke “ekspert” i så meget, og jeg er ikke god til at skrive om billedkunst.

    • Janne

      Steen

      Jeg er heller ikke ekspert. Det skal man da heller ikke være for at et billede kan gå lige i hjertekulen og i sanserne. I øvrigt behøvs da heller ingen begrundelse for at synes om kunst. Enten er den der eller også er den der ikke. Dog kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved at motivet er ret kliché-agtigt – kvinde og mand foran horisont og med natur omkring – det er set en million gange før – men hvor Weie dog formåede at få en død kliché til at virke uberørt, sjælden og gribende. 🙂 Og så ligner billedet med god vilje noget der nærmer sig det kunstner Arne Haugen Sørensen laver.

      h t t p://www.kristendom.dk/modules/xphoto/cache/88/162688_411_800.jpg

      Mette

      Ja, det er altid inspirerende at kigge/lytte/læse ind på Snaphanen. 🙂

  • Mette

    Her er meget smukt at se og høre på. 🙂

  • @ Janne: Du ser at næsten halvdelen af lærredet er bart. Resten er malet nærmest henkastet, men tynd næsten laserende farve. Det er som en hastig skitse, men det er jo et stort færdigt maleri. Det ser ikke ud som om, han ikke bare er lykkedes i første forsøg. Virtouost.

    Det er med bla. fordi en Faun jo er en fløjtespiller. Musikken, du ved 🙂 og så tog jeg det lige forleden. Håber ikke museet har copyright på det.

    Svend Wiig fik en utrolig spontaneitet ind i sin grafik, f.eks. linoleumssnit: Han malede linoleummen hvid, så tegnede han på den som om det var papir. Bagefter graverede han tegningen ud og vupti, så så det ud som om snittet lige var rystet ud af ærmet.

    • Janne

      Steen

      Måske er billedet ikke færdigt. Hvis det blev færdigt, var det måske netop ufærdigt – ikke helt. Det er det skisma der er så godt ved billedet – og så naturligvis den skønne farvesammensætning. Der er desuden noget glasmosaik-agtigt over det. Og parret er på vej – det er farver og former også. På vej hvor hen? På vej mod en ny verden? På vej mod en ny kunstretning? En ny måde at se verden på? Billedets motiv er en god fantasimotor og samtidig roligt og lyst. Det er rigtig god kunst, hvis du spørger mig.

  • Vivi Andersen

    Jeg bliver på det nærmeste grædefærdig ved at lytte til Bruckner´s adagioer fordi jeg får tanker om, at noget er uigenkaldeligt forbi for alle os her i Europa.

    Sådan fik jeg det da jeg så “Døden i Venedig” og det var underlægningsmusikken der var årsagen.

    Jeg husker ikke hvilken musik der blev anvendt, men det kunne have været Bruckner.

    Der er noget afskeds-agtigt og sørgmodigt over musikken – og af og til kan jeg simpelthen ikke udholde at belaste mig selv med den form for musik.

    Den påvirker mig helt utroligt meget.

  • @ Vivi : Det er nok Visconti og Leoparden, der får dig til at tænke på Døden i Venedig. Det var Mahler nr. 5 adagietto Det er en flot film, men jeg forstod den ikke før jeg læste Manns bog, en lille tynd én. Den er en allegori over europæisk kultur symboliseret af Venedig og forfatteren Aschenbach. Prøv at få fat iden. Den er ligesom Leoparden en bog om undergang og en svunden verden. Mærkeligt nok sker det for alvor med et brag vi hører endnu i 1914, kun to år efter efter Thomas Manns bog.

    Visconti har digtet noget på bogen. Det homoseksuelle tema er i høj grad ham selv, og Aschenbach (Dirk Bogarde lader han se ud som Gustav Mahler. Borgarde hed egentlig Derek Jules Gaspard Ulric Niven van den Bogaerd. En fremragende skuespiller, der havde sin første seriøse rolle i The Servant, 1963.. – engelsk svar på nouveau vague. Lån den på biblioteket.