Secularist paper Riposte Laïque reports (FR) about two streets in the 18th arrondissement of Paris which are closed down on Friday for a couple of hours as Muslims pray out in the street. Residents are ‘locked down’ during those times. There is a mosque at both the Rue Myrha and Rue Polonceau. The city has promised the Muslims a new and bigger mosque to prevent the spectacle of Muslims praying in the street. Paris: Prayer in the streets

Endelig: En præst ser rødt

Skal man se chikanen mod Tingbjergpræsten i et teologisk lys, ville det for det øvrige samfund ikke være udtryk for barmhjertighed og godhed for præsten at vende den anden kind til, eller helt tie. Det er velgørende at se en præst træde i karakter og udvise kampvilje, både fordi det utvivlsomt er det bedste for ham selv i hans vanskelige situation, og sandelig også for os andre, fordi det samfundsmæssige perspektiv konsekvent bliver ignoreret i iveren efter at opstille paralleller med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Her-og-nu-barmhjertighed og forståelse for de ‘utilpassede’ er udtryk for nærsynet perspektivering, og har alt andet end gode og barmhjertige konsekvenser for det øvrige samfund (LFPC).

[…] – Men hvordan kan mennesker, der påstår, de har været inde i mit hjem, uimodsagt få lov at fremføre de påstande, uden at der bliver taget et eneste forbehold? Det er som om pressen siger, nåh -han er bøsse, så er det selvfølgelig forklaringen.

– Det minder mig om Tyskland i 1930’erne, hvor man på samme måde så gennem fingre med alting, hvis det var jøderne, det gik ud over.

– Det er, som om tolerancen har fået det dårligere i Danmark, når sådan noget kan passere.

– Men det var muslimer, der gav udtryk for intolerancen, Ulrich Vogel.

– Ja, men det var den danske presse, der lod dem sige det ukommenteret. Der ikke stillede et eneste kritisk spørgsmål til påstanden. Der blev ikke skrevet, at vi lever i et frit land, hvor jeg og alle andre bøsser og lesbiske har præcis samme krav på ordentlig behandling som alle andre, og krav på, at overgreb straffes præcis på samme måde som overgreb på alle andre. […] Tingbjerg-præsten står frem: Jeg vender tilbage [Ekstra Bladet 18.10.2009, ikke online] (P1 debat, Sørine Gotfredsen: “Vi kommer ikke uden om den religiøse komponent.”)

Døgnets drengestreger

Nogle af dem, der er flere: Gymnastiksal i Tensta började brinna, Kraftig brand på Lärskolan i Gustavsberg, Biblioteket i Österfärnebo blev lågornas rov. 8 bilar i brand utanför Stockholm.

»Jihad Romeos«

To the “hard jihad” of Muslim terrorism and the non-violent, “stealth jihad” challenging Western societies, the oxymoron “love jihad” can now be added. But this latest form of Islamist aggression has nothing to do with love but rather, like its soulmates, with hatred for the infidel and women.

The love jihad’s modus operandi involves a heartless strategy of luring vulnerable girls and young women to convert to Islam by feigned love and promises of marriage. But instead of marital bliss, the girls unwittingly trapped in its deceitful web usually wind up in the hands of Muslim fundamentalist organizations. […]

But while the term love jihad may be new, the tactic is already a known one. In the 1990s, Sikhs in England believed young women in their community were being targeted for conversion. Young Muslim men looking for prey were even thought to have attended parties for young Sikhs, while pretending to be Sikhs themselves.

Sometimes, however, the jihad Romeos in England used a more brutal approach. A story in the Daily Mail two years ago stated that police were targeting such Muslim extremists and working with universities against “aggressive conversions.” These involved Hindu and Sikh girls being beaten up and terrorized by the Muslim men they were dating until they converted.

The Hindu Forum of Britain, the story says, claimed hundreds of Sikh and Hindu girls were victims of such vicious intimidation. Some even had to leave their university to escape their tormentors.

“Some girls are petrified because they are constantly being phoned up, having their door knocked on,” a Hindu Forum member said at the time. […]

In essence, the love jihad is a form of demographic aggression. Like the “stealth jihad”, which employs political activism to achieve Islamist aims in Western societies, it employs deception and is viewed as a useful tactic in bringing about Islamic world domination. That, however, is of little solace to the many precious young women whose lives it has destroyed. […] The “Love Jihad”

»Awfully decent of you«

Wilders in London: That nice young gentleman does add:

The one who insults any of the Prophets, kill him. That is the capital punishment. Not necessarily that I personally am going to carry it out…

Awfully decent of you. And no doubt a tribute to the awesome assimilationist powers of the advanced social democratic state. As for the basic message:

Obviously all these people who insult Islam they are under constant protection, they don’t live a life. So they should learn from that…

You’d be surprised how many people already have. (Tim Blair has a poem about it.) These young men are, de jure, British subjects and, de facto, the demographic energy of every city down the spine of the country. “Islam will dominate!” they yell, impatient that it doesn’t already, not entirely. The delusions of multiculturalism have brought about the death of England – in nothing flat. An amazing feat. Mark Steyn.

(Vi gør det ikke meget i computerspil, men vi vil da lige dele et fra dagens post her: Minarett-attack.ch.)

»Alle børn er muslimer, indtil de bliver 12 år«

Bushra Naseem gør for så vidt ikke andet end at gengive fastslået islamisk dogmatik iflg. Muhammeds ord i Bukharis hadithsamling:

“No child is born but has the Islamic Faith, but its parents turn it into a Jew or a Christian” (Bukhari, volume 8, book 77, number 597).

Islam i vuggestuen Åkanden i Charlottenlund, Gentofte. Bushra Naseem. fra feminist til undergiven. Fagbladet Børn og Unge:

“Ifølge islam bliver man myndig, når man er 12 år. Så i mine øjne er alle børn jo i princippet muslimer, indtil de bliver 12 år. Derefter tager de selv deres valg,” siger hun…… “Men måske kommer jeg på et tidspunkt så langt i min proces, at jeg stopper som pædagog og vælger at lave noget andet,” siger hun og kigger ud i luften i et par sekunder. “For det føles da lidt underligt at sidde og give børnene leverpostejmadder …”

Islam i vuggestuen: Tørklædet er det rigtige. Muhammedkrisen og den debat om islam, som fulgte i kølvandet på krisen, medførte, at Bushra Naseem begyndte at fokusere mere på sin muslimske baggrund. Hun kom i kontakt med nogle stærkt religiøse muslimske kvinder, og sammen begyndte de at gå til foredrag om islam. Hendes beslutning om at iføre sig tørklæde var en forlængelse af hendes øgede fokusering på religion.

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle dække mig til, men det bekymrede mig ikke før. Men efter at der skete så meget med profeten, og efter der opstod alle de problemer, har jeg læst meget om islam og påklædning. Og jeg vidste jo godt, at det var det rigtige at gå med slør,” siger hun og fortæller, at hun et år tidligere var begyndt at bede de fem gange om dagen, som muslimer ifølge koranen bør.

Bushra Naseem føler, at hendes liv er blevet lettere, efter at hun er begyndt at gå mere op i sin religion.”Det er blevet meget nemmere med hensyn til, hvad man må, og hvordan man i det hele taget skal opføre sig,” siger hun.
For tre måneder siden gik hun et skridt videre med sin religiøse påklædning. Der begyndte hun at gå med den muslimske klædedragt, den såkaldte jilbab, der er en frakkelignende lang tunika. [..]

Den feministiske fortid. Da Bushra Naseem var yngre, havde hun selv feministiske holdninger, og hun har blandt andet skrevet et essay til bogen ‘Nu er det nok – så er det sagt’ for Kvindeligt Selskab (nu Selskab for Ligestilling). Men i takt med at hun har taget islam mere og mere til sig, har hun lagt sine feministiske holdninger på hylden. “Som religiøs kan man ikke være feminist. Manden og kvinden har forskellige roller i samfundet, vi kan være ligeværdige, men ikke ens,” siger hun.

Danske kvinders karriereræs får også en kommentar med på vejen.
“Det virker lidt, som om danske kvinder prøver at være manden, de ikke kan være. Og så kan det komme til at halte derhjemme, fordi både hun og han skal have karriere, og så har de ikke tid til børnene. Det er bedre at acceptere det, man er, i stedet for at prøve at være noget andet. Gud ved godt, hvilke roller man skal have,” siger Bushra Naseem, som føler, at hun er blevet klogere, i takt med at hun er blevet ældre. Og at hendes livsstil og holdninger i dag er de rigtige for hende. [..]

Fjendsk debat. Tørklædedebatten er et fast punkt på mediernes dagsorden. Senest har De Konservative fået debatten til at eksplodere med et forslag om forbud mod burkaer. I sommerferien markerede Dansk Folkeparti sig med udtalelser om, at det burde være forbudt for offentligt ansatte, heriblandt pædagoger, at bære tørklæde på arbejde. Hvis sådan et forbud skulle blive en realitet, er Bushra Naseem klar til at tage konsekvenserne.

“Så skal jeg ikke bo i Danmark. Hvis det bliver så fjendsk, at folk ikke må gå med tørklæde offentligt, så sender man kraftigt signal. Og så ville jeg ikke have lyst til at bo her,” lyder det bestemt.

Hun har ikke meget til overs for folk, som mener, at hun er undertrykt, fordi hun går med tørklæde.
“Så ved de ikke bedre. De vil ikke acceptere, at man godt selv kan vælge at gå klædt sådan her. Der er ikke nogen, som skal pådutte mig noget. Det har jeg været for gammel til længe,” tilføjer hun så efter en kort pause.

Islam i institutionen. Bushra Naseem beder fem gange om dagen. Det betyder, at hun må gå til bøn i arbejdstiden.
“Før bad jeg derhjemme, og det var egentlig nemmere, men man skal bede på de faste tidspunkter,” siger hun. Og når sådan et tidspunkt presser sig på, er hun nødt til at forlade børnene.
“Det er ikke sådan, at ‘i det her sekund, skal jeg bare gå hen og bede’. Men det ligger cirka inden for en times tid, hvornår jeg skal gøre det,” fortæller hun. En bøn tager omkring fem minutter, og bedetæppet ligger i garderobeskabet, hvor det er nemt at få fat på. Bushra Naseem har ikke et fast bedested, men hendes bøn passer som regel med, at børnene i vuggestuen sover udenfor, og i den tid kan hun bruge den tomme vuggestue.
Arbejdet med børnene kan også ses i en religiøs sammenhæng, fortæller Bushra Naseem.”Ifølge islam bliver man myndig, når man er 12 år. Så i mine øjne er alle børn jo i princippet muslimer, indtil de bliver 12 år. Derefter tager de selv deres valg,” siger hun.
Hun føler, at hendes fokus på islam har gjort hende mere tålmodig med børnene. Samtidig påpeger hun, at hendes religion indtil videre ikke har haft indflydelse på måden, hun varetager arbejdsopgaverne på. “Men måske kommer jeg på et tidspunkt så langt i min proces, at jeg stopper som pædagog og vælger at lave noget andet,” siger hun og kigger ud i luften i et par sekunder. “For det føles da lidt underligt at sidde og give børnene leverpostejmadder …”

Ekspert: Tørklæde styrker begrebssansen
Lektor Christian Horst fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) vurderer, at mødet med en omsorgsperson iført tørklæde kan gavne etnisk danske børn senere i livet. Hvis en pædagog valgte at iføre sig burka på jobbet, ville fagfolk, der beskæftiger sig med børn og pædagogik, formentlig løfte en advarende pegefinger. Men sommerens ophedede politiske debat om, hvorvidt offentligt ansatte, herunder pædagoger, må bære tørklæde, får dem ikke op af stolen. Tværtimod.

Christian Horst, lektor på DPU’s Institut for Pædagogik og ekspert i flerkulturelle samfund, kender ingen undersøgelser, som viser, at det har pædagogisk indflydelse på institutionsbørn, hvis muslimske pædagoger går med tørklæder. En stor del af kommunikationen mellem mennesker foregår gennem aflæsning af ansigtsudtryk. I den sammenhæng kan tildækning af ansigtet være genstand for en pædagogisk diskussion, vurderer Christian Horst. “Men hvis man kan se pædagogens ansigt, mener jeg ikke, at det i sig selv har nogen effekt rent pædagogisk. Hverken positivt eller negativt,” siger han.

Styrker børns indsigt.

Mødet med en muslimsk pædagog iført tørklæde kan dog være med til at styrke begrebssansen hos børn, som ikke normalt har kontakt med muslimske indvandrere.
“Jo mere kompleks repræsentation, der er i institutionerne i forhold til samfundet omkring dem, og jo bedre kompleksiteten fortolkes ind den pædagogiske institution, jo bedre bliver børnene rustet til mødet med virkeligheden,” fortæller Christian Horst og påpeger, at børnene kan trække på disse erfaringer senere i livet. “Vi arbejder med børn og kompleksitet for at give børnene begreber, redskaber og erfaringer til selv at opbygge bredere personlige vurderinger og for at undgå stereotyper, som kan forføre dem,” påpeger han.

Tolkning er vigtigere. Rent pædagogisk er tørklædet ikke interessant, vurderer Christian Horst. I stedet bør man fokusere på, hvordan de voksne omkring børnene forholder sig. Børns opfattelse af omverdenen bliver påvirket af den måde, de voksne tolker verden på for dem. “Det afgørende er, om forældre og institution udtrykker tillid til den pågældende person, som ser anderledes ud. Det behøver man ikke at italesætte. Man italesætter for eksempel heller ikke kønnet og siger, at kvinder har et bedre omsorgsgen end mænd og derfor automatisk er bedre pædagoger,” påpeger han. […]

Ifølge Pia Kjærsgaard er tørklædet et symbol på kvindeundertrykkelse. Hun mener ikke, at et forbud vil være et indgreb mod muslimske kvinders ret til at gå klædt, som de selv ønsker. “Det handler ikke bare om at klæde sig, som de har lyst. At gå med tørklæde er helt klart kulturelt betinget. I Danmark går kvinder ikke med tørklæde, og de er ikke undertrykte,” siger hun.

Ekspertudsagn er ‘vrøvl’. Pia Kjærsgaard har ikke meget til overs for lektor Christian Horsts udtalelser til Børn&Unge om, at mødet med muslimske pædagoger iført tørklæde kan styrke etnisk danske børns begrebssans og deres evne til at vurdere det komplekse samfund omkring dem.
“Meget vrøvl har jeg hørt, men det her er i hvert fald det værste,” siger hun. Pia Kjærsgaard mener ikke, at institutionsbørn skal vende sig til at se muslimske kvinder med tørklæder. Tilvendingen skal gå den anden vej. “Børn skal ikke forholde sig til, at ‘nu er der så sandelig også pædagoger i deres institution, som bærer tørklæde, for så får børnene nok en bedre tilgang til det omgivende samfund’. Det er at vende tingene på hovedet. Det bør være de kvindelige muslimske pædagoger, der får en naturlig tilgang til det danske samfund ved at lade være med at bære tørklæde,” påpeger hun. Børn og Unge, nr. 23 2009

Bushra Naseem fik dansk indfødsret i aril 2008

Journalist Poul Erik Andersen skriver i Jyllands Posten:

I det hele taget er det dybt betænkeligt, at man i børneinstitutioner er begyndt at bruge religiøs pædagogik, uanset om der er tale om kristen eller muslimsk. Da BUPL i det pågældende septembernummer overhovedet ingen kommentarer har til fænomenet, må det være mere eller mindre indarbejdet.

Artiklen rejser også et andet problem, nemlig den værdi, der ligger i at ofre en pædagogisk uddannelse på stærkt religiøse muslimske kvinder som Bushra Naseem, der er fuldstændig tildækket på nær ansigt og hænder, og som i institutionen overholder sine fem daglige bønner af fem minutters varighed, medens hendes kollegaer må knokle.