Jeg synes fortsat, at din kritk skyder langt over målet. Men som sagt kan Snaphanen jo blot give en god dag i JP eller håndplukke Pittelkow og nogle få andre, som man ikke finder belastet af at være liberale.

Hvornår noget er godt nok, og hvornår glasset er halvt fuldt og ikke halvt tomt, er selvfølgelig individuelt og subjektivt. Jeg er helt med på de gode skribenter og klummer du nævner i JP. Min personlige afvejning, og den målestok som nok står klart i de fleste blogposter jeg laver her, er hvorvidt den erkendelse, perspektivering og refleksion der er en selvfølge i blogs skrevet af glade amatører i deres fritid, også viser sig i avisernes daglige reportager og interviews, skrevet af almindelige journalister uden den ballast som Hauge, Pittelkow og andre besidder.

Dette er mit kriterium, og min interesse er først og fremmest hvor langt folkeoplysningen er nået. Gode baggrundsartikler og kommentarer er forgæves, hvis den daglige nyhedsdækning bevidstløst kolporterer naive antagelser, og fortier vigtige perspektiver eller uddybende oplysninger.

I den pågældende artikel som Emeritus linker til, får vi lige endnu engang stadfæstet Stenings-Pedersens status som ‘moderat’. Forleden var det en helt blank journalistfrøken der kaldte Geert Wilders for “provo-politiker”. Der er uendeligt mange af sådanne eksempler fra JP.

Vi har gode kommentarer og baggrundsartikler i danske MSM. Debatten er vist den frieste i verden. Fint nok. Men ingen aviser har en perspektivering i den daglige dækning der bare nærmer sig hvad man finder i blogverdenen. EB havde vistnok én undercoverartikel om Kirkeasyl. Ellers blev de igen og igen portrætteret som idealister for en humanitær sag. Det var Kim Møller på Uriasposten, ikke reportagejournalister, heller ikke på JP, der lavede det store afdækningsarbejde om det venstreekstreme bagland.

At dækningen er overfladisk illustrerer jeg gerne med mine eksempler på søgninger på Infomedia – at f. eks. “taqiyya”/”taqija” kun bliver brugt af læserbrevsskribenter osv., ikke af journalister. Kun én journalist har brugt ordet, så vidt jeg kunne finde ud af: EB i 2002, hvor det blev kaldt “et arabisk krigsudtryk der betyder at narre fjenden”. Dét er det bedste MSM har kunnet diske op med, og det er den målestok jeg bedømmer dem ud fra, incl. JP.

Og så kæmper han og socialdemokraterne for hijab og stormoskeer i København. Ha ha.. At kræve at have hijab på, på job er netop udtryk for egoisme. Hvad stormoskeer angår, så taler koranen for sig selv.

Det er dem fra venstrefløjen, som spreder frygten om Danmarks dårlige image ude omkring i verden, som bruger det som våben til at få gennemtrumfet deres egen, skjulte dagsorden om flere indvandrere og flere penge til deres mislykkede bistandsprojekter i den tredje verden.

Desuden er det jo slet ikke underligt, at den (velintegrerede?) muslim i indslaget bruger trussel som magtmiddel mod de vantro for at få gennemtrumfet sin vilje. Trussel og vold er jo de eneste midler de kender til i deres retarderede ørkenkultur. Der er det sådan, at den der har knytnæven/pistolen er den, der bestemmer.

Efter en tur i udlandet, hvor jeg udelukkende fik mine danske nyheder via Internettet, var det imidlertid en lise for mig at komme hjem til min papirudgave af Jyllands-Posten. Bevares, der er væsentlige emner, som jeg kunne ønske mig grundigere behandlet, men der er efter min mening også meget at sætte pris på.

Det, der desværre plager mange i den islamkritiske debat, er, at JP er en liberal avis, og vi liberale har i øjeblikket et kedeligt image, fordi det ikke har ladet sig gøre at omvende os til socialdemokrater, og mange heller ikke har fattet, hvad ordet liberal spænder over, og at det kan være højst forskellige ting og ikke må forveksles med det, som amerikanere og englændere lægger i ordet. Man kan endda opleve, at Søren Pind – der helt ind til hjerterødderne er klassisk liberal – udnævnes til en lovende konservativ politiker. Og det er der ingen anden logisk forklaring på, end at folk ikke vil vide af, at de kan lide en liberal politiker. Fordi venstresiden er lykkedes med at gøre liberal til et skældsord på dansk. Al denne frihedtrang, der ligger i det liberale, er jo farlig for kæft-trit-og-retningmentaliteten.

Men tænk, hvis vi alle havde været socialdemokrater – mere eller mindre- , så havde der ikke været nogen Muhammed-krise, og der havde heller ikke været nogen nævneværdig islamkritisk presse om overhovedet nogen. Læsere af de øvrige skandinaviske aviser ved, hvad jeg skriver om. Ingen socialdemokrater ville have holdt skansen under en muhammed-krise, hvis de uforvarende var kommet ud i en sådan. De ville have slugt lykkepiller og bøjet sig i rezzzspekt, som de gjorde det i Norge. Og skam få dem!

Som erklæret borgerlig og liberal giver JP helt naturligt plads til meget divergerende synspunkter og mange skribenter, som flertallet af de borgerlige læsere og avisens redaktørerer er forrygende uenige med. Masser af læserbreve vidner endda om, at nogle af JP-skribenterne er direkte forhadte. Her skal blot i flæng nævnes Per Nyholm og Egon Clausen samt i mere behersket grad Claus Bryld, der alle er faste leverandører. Professor Brylds kronik fra i går burde ellers nok få en og anden til at spærre øjnene op og tænke dybere over, hvad pokker, der mon er i sin vorden eller har været det et stykke tid i den lejr. Det er jo i grænsefladerne, at det spændende sker, og dagens kronik indeholder også nye toner fra professorside.

Det er som sagt en stor misforståelse at tro, at en liberal avis vil indskrænke sig til kun at trykke sine egne meninger, og desuden vil man i en avis som JP ofte finde en kommentar mellem linierne og i layout’et. Den slags finesser går tabt i internetudgaven, men den trofaste læser af papirudgaven ved, hvor han eller hun skal lede efter avisens holdninger, og det er for eksempel ikke hos ovennævnte tre herrer.

Avisen er heller ikke enig med Frank Jensen, som i dag har fået tildelt en hel side, hvor han udbasunerer, at “Københavnerne siger nej til regeringens liberalistiske prædiken om egoisme osv.” og ellers bebuder, at hans styrke består i, at han kan skabe gode relationer, og at han vil bruge dem til at sætte en stopper for bandekrigen. Man skal jo være mere end naiv for at tro på den slags vrøvl, og jeg glæder mig helt primitivt til, at det går ad helvede til for Frank Jensen. Because he is worth it.

Jeg væmmedes også over Lissi Rasmussens idiotiske tidsspilde og Lene Kühles supplement. Men ingen havde vel ventet sig andet fra de kanter, og jeg synes, at det lægges frem for læserne, hvor usselt det står til. Det skidne vasketøj hænges uvasket op på tørresnorren til offentlig beskuelse. Som dengang det meste af et tilæg var helliget Naser Khaders vandgang i dyr habit og bowler. Det var ond satire, når den er virkelig ond på en sund måde, så det forstod han ikke. Der er i det hele taget meget, han ikke fatter, og derfor er det sidste nye i hans mange tilbud om foredragsaftener, at han for en klækkelig sum kan hverves til at fortælle, hvordan han blev en del af den danske stamme. Det skriver han faktisk.

De faste og opmærksomme JP-læsere ved, at det især er i lederen og en klumme som “Hjørnesparket”, at man finder avisens holdninger, og de er meget anderledes end dem, der luftes af de vege og tandløse forskere, der ikke kan få øje på det, som Ane i Kæret har vidst hele sit liv eller i det mindste i lang tid.

“Hjørnesparket” var førhen en ugentlig foreteelse men er indenfor de seneste måneder blevet et dagligt syrebad for landets kendisser, hyppigt DR og endnu hyppigere Politiken og Tøger Seidenfaden. Vi andre ligner duksedrenge og -piger ved siden af den spaltes satire. En af dem, der er blevet direkte fornærmet over at havde været under behandling, er integrationskonsulent Manu Sareen. Han har sågar på den baggrund meldt sig ind i den nye kendisforening, hvor han, Khader og andre, der plager os med deres evindelige trang til opmærksomhed, nu samles for at dyrke deres medieofferstatus.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den meget omtalte ti-øre er faldet for længe, længe siden hos Morgenavisen Jyllands-Posten. Chefredaktøren hedder for øvrigt ikke Flemming Rose, som de åbenbart tror i Sverige, navnet er Jørn Mikkelsen, og det har det været i 1½ år. Før det hed chefredaktøren Carsen Juste, og det var ham, der bar det største ansvar under Muhammed-krisen. Flemming Rose er kulturedaktør.

Det er jeg enig i.

Skulle vi som samfund og borgere undlade at beskæftige os med problemer af hensyn til unge indsattes følelser? Uanset hvad problemer det måtte dreje sig om? Hun må af spist for mange oblater. Religiøse mennesker er ikke altid dem der er blevet begavet med flest talenter, om jeg så må sige. Vi – borgere og samfund – inkluderer netop ved at tale om og handle på de problemer der er, uanset hvor de stammer fra og hvem der er involverede i dem og hvem har skabt dem.

1) Lissi Rasmussen er trekvart muslim selv, mindst, og hun er særdeles velkendt i debatten som apologet af den værste skuffe.

2) Lene Kühle, altid god for bagatelliserende sniksnak overfor mikrofonholdende journalister.

3) Stenings-Pedersen indkaldes til at udtale nogle vise ord om at bremse ekstremismen. Stenings-Pedersen som der er almindelig konsensus om blandt journalister og myndigheder er moderat. Interessant, ikke: Der er grænsen for det moderate altså forrykket hen – ikke at ville tage afstand fra at dræbe mennesker ved at kaste sten mod deres hoveder er i dag på den pæne side af kridtstregen.

Hvad er JP egentlig, når det kommer til stykket? Ikke andet end en håndfuld gode kommentatorer og skribenter, og så journalistkloner fra metervarehylden.

Altså: Hvis Biederschweiz ikke giver muslimerne, det de vil have, så kan de, med andre ord, roligt regne med ikke længere at være en del af det gode selskab.