7
nov
Seneste opdatering: 8/11-09 kl. 0716
24 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Vi henviste til SR, P 1 interviewet i foråret, men da var det ikke lagt på You Tube. Interviewet med Malmø jøden David hiver på seks minutter og atten sekunder tæppet bort under politikernes hule snak om tolerance og “anti-racisme”. Hvis svenske politikere kunne  skamme sig, så er tidspunket kommet nu. Værre ambassadører for idéen om folkestyre, kan man dårligt tænke sig. Det var aldrig en folkelig beslutning, at gøre Malmø til en mellemøstlig by. At det er gået, som det er, viser to ting: 1) At den Gud (læs: SAP) giver embede, giver han ikke også visdom, og 2) Sverige er et teater-demokrati.  Hvis historien dømmer, vil den dømme dem hårdt. Hvis ikke, må det være straf nok for Malmø Stadsråd at skulle styre byen i fremtiden.

“Vi kommer ikke til at forblive i Malmø. Vi har taget beslutningen at forlade Malmø. Hvornår har vi ikke besluttet. Hvorhen har vi ikke besluttet. Diskussionen lige nu, er om vi skal holde os indenfor Sverige, men vi overvejer også at flytte udenlands. Vi har mistet håber om at der findes en fremtid for os her i Malmø. Vi er ikke de eneste, der har ræsoneret lige sådan. Der er en blomstrende antisemitisme i Malmø, det er et faktum.

Se også: När man resonerar om sin framtid, så resonerar man inte om Malmö, utan om andra städer, andra länder.
Det säger Jehoshua Kaufman, medlem i styrelsen för den judiska församlingen i Malmö.

Nørrebro Exodus

Den kreative klasse forlader den synkende skude: I knap 15 år har jeg boet i min elskede bydel. Været på første parket til dramaet om ungdomshuset, set Nørrebrogade blive smadret gentagne gange men også nydt elektroniske musikfestivaler, gay pride-parader, gadeloppemarkeder og økologiske markedsdage. På en eller anden måde har Nørrebro altid kunne rumme alle de modsætningsfyldte strømninger, der stritter i øst og vest, og hverken min familie eller jeg har nogen sinde følt os truet eller utrygge ved at færdes på Nørrebro – heller ikke om natten.

Den fornemmelse har ændret sig. En sommeraften i juli, da jeg ved midnatstid cyklede fra Vesterbro til Nørrebro, blev jeg umotiveret overfaldet og slået i hovedet af en ung fyr i Griffenfeldsgade. Intet forspil, ingen forudgående konflikter, ingen provokation. Et 100 procent tilfældigt overfald, som heldigvis kun resulterede i en bule i baghovedet og en enorm forskrækkelse, som stadig ikke helt har sluppet sit tag i min bevidsthed. Jeg undrer mig stadig over hvorfor. Vores held er, at vi kan flytte os – til bedre, tryggere kvarterer med velordnede forhold og stillevejsbump. Bag os efterlader vi et Nørrebro, som ingen synes at tage hånd om. En skilsmisseramt bydel, hvor de ressourcestærke siger farvel, og hvor en voksende gruppe synes at leve efter deres helt egne love. Hvor borgerne i visse kvarterer ikke kan få politiassistance, medmindre de rykker ud med indtil flere mandskabsvogne. Hvor børnehaverne snakker om at få sat skudsikkert glas i vinduerne. Hvor den femårige på legepladsen risikerer at finde en håndgranat i sandkassen. Hvor man skal passe på med, hvordan man ser ud, og hvem man kigger i øjnene. Farvel til 2200

Nidal Malik Hasan: Forbindelser til åndelig bagmand bag 9/11

Et par udpluk fra en god artikel i the Telegraph, der jo ikke er den værste mainstreamavis:

Hasan, the sole suspect in the massacre of 13 fellow US soldiers in Texas, attended the controversial Dar al-Hijrah mosque in Great Falls, Virginia, in 2001 at the same time as two of the September 11 terrorists, The Sunday Telegraph has learnt. His mother’s funeral was held there in May that year.

The preacher at the time was Anwar al-Awlaki, an American-born Yemeni scholar who was banned from addressing a meeting in London by video link in August because he is accused of supporting attacks on British troops and backing terrorist organisations.

Hasan’s eyes “lit up” when he mentioned his deep respect for al-Awlaki’s teachings, according to a fellow Muslim officer at the Fort Hood base in Texas, the scene of Thursday’s horrific shooting spree. […]

Charles Allen, a former under-secretary for intelligence at the Department of Homeland Security, has described al-Awlaki, who now lives in Yemen, as an “al-Qaeda supporter, and former spiritual leader to three of the September 11 hijackers… who targets US Muslims with radical online lectures encouraging terrorist attacks from his new home in Yemen”. […] Fort Hood shooting: Texas army killer linked to September 11 terrorists

Vil man se et eksempel på ‘journalistik’ når det er mest tåkrummende pinligt, kan man sammenholde the Telegraphs artikel med Kaare Skovmands lille pludrende stykke poesi i Systemet Politiken. Hasan-familiens forsikringer om Nidals oprigtige fædrelandskærlighed og renfærdige sind som vi citerede Reuters for i går, labbes ukritisk op – pæne mennesker antyder ikke at sørgende muslimske pårørende lyver groft – og Kaares research udmønter sig i flg. mulige forklaringsmodeller (LFPC):

[…] Stress, krigsangst, mobning. Der er peget på flere motiver. Men endnu kender ingen Hasans dybere bevæggrunde, som ifølge hans familie i hvert fald ikke skyldes had til USA. […] Kaserne-morders familie: »Han elsker USA«

Robert Spencer on the Fort Hood shooting

Robert Spencer discusses the Fort Hood Jihadist on the Savage Nation

Warning: Don’t come to Denmark!

En herboende, dedikeret engelsktalende blogger med en mission.

Grøn ungdom hele livet

enhl

ExitPoll, A Socialdemokraterne 23 % , B Radikale 1 %, C Konservative Folkeparti 4 %. F Socialistisk Folkeparti 15 %, O Dansk Folkeparti 6 %, V Venstre 1 %, Y Liberal Alliance 0 %, Ø Enhedslisten 47 %

ExitPoll gav 47 % til Enhedslisten. Til et valgmøde på Københavns Åbne Gymnasium battler Enhedslistens Signe Færch sig til sejren. Rubrikken er lånt fra titlen på Peter Tuteins bog af samme navn. Én af de morsommeste bøger på dansk. Såvidt vi husker begik forfatteren selvmord i en alder af 47 år. Hvis nogen ved nærmere, er de velkomne til at supplere.


Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Jeg gad lide at vide, hvem hun taler til, hende den kreative klasse.”Skynd jer”, siger hun. Den kreative klasse kan ikke tillade sig at skride fra den opgave, de har påtaget sig. De har hele tiden kun været et lille mindretal. Alle meningsmålinger har de sidste 30 år vist, at flertallet af befolkninger var imod den muslimske indvandring. Og det er flertallet stadig.

    De har værsgo’ at at stille deres egne børn til rådighed for mord, vold, overfald, voldtægt med videre. Det skal de ikke tørre af på den danske underklasse, hvis børn har fortjent betydeligt bedre.

    Vi er ikke fælles om det multikulturelle eksperiment og har aldrig været det. Importen af fjendtlige, kriminelle befolkningsgrupper har aldrig haft demokratisk legitimitet. Får det heller ikke.

    • Der er egentlig ret sjovt: hvis samvær giver tolerance, hvorfor har så mange muslimer så ikke lært at tolerere danskere? På Nørrebro har de endda haft chancen for at lære det af selveste den kreative klasse. Det er her, vi finder en af venstrafløjens helt store blinde pletter: tolerance er noget, man lærer hjemmefra. Det er en værdi, forældrene giver videre. Ikke pege fingre efter invalide. Ikke glo eller stirre uhæmmet på de anderledes. Ikke diskriminere. I begyndelsen var opdragelsen. Ja, så sandelig. Gå hjem og vug, Alice Miller. Muslimer har lært deres intolerance hjemmefra. Af forældrene.

      Ekskurs: Miller blev født i 1923 og lever endnu. Hun driver dette website: http://www.alice-miller.com/index_en.php

      • Konklusionen er, at samvær overhovedet ikke har nogen integrationsmæssig værdi. Vi ender med parallelsamfund alligevel. Som Nørrebro, Gellerup og alle de andre ghettoer illustrerer. Man kan ikke ære tolerance ved at omgås det anderledes. Kun hvis man lærer tolerance hjemmefra, virker det. Og mange, faktisk de fleste muslimer påvirkes i modsat retning. Af forældre, imamer, familie, slægt og venner.

  • Historyman

    Hej Snaphane

    Her er en lille henvisning til Nørrebro/Nordvest – bladet
    http://www.e-pages.dk/bgmonline_nv/158/
    På forsiden er der en lille historie om de gentagendende ildspåsættelser på børnehuset Sokkellundlille. Som er et typisk integrations projekt i nordvest. “Noget med at komme hinanden ved” og den slags. Minder en del om læserbrevet i Berlingske. Læs også inde i bladet på s. 2 om de lidt mere detaljerede hændelser i nordvest. Det er noget der sætter Tingbjerg hændelserne i et yderlige perspektiv. Området omkring Utterslev torv navnlig ned af Rentemestervej er præget af socialbyggeri med en relativ høj koncentration af muslimske indvandrere/flygtninge.
    Man vil imødegå ildspåsættelser med et fakkeltog (torsdag d. 5/11(se s. 18)), det kan næsten ikke blive mere absurd, man tror næsten man overværer et teaterstykke af Ionesco.
    Inde i bladet er der masser af artikler om alle de valgløfter som socialdemokraterne og SF vil give borgerne, tryghedspakker, m.m. rent valgflæsk.
    mvh.
    Historyman

  • I har slettet linket til den citerede artikel i Berlingeren. Det må være en smutter, så her er kilden igen: http://www.berlingske.dk/kommentarer/farvel-til-2200

  • Nørrebro exodus: “Jeg undrer mig stadig over hvorfor.”

    Det behøver du ikke gøre Dukkelise!

    En uren kuffar, uden slør, uden mandlig ledsager, på cykel uden at slå blikket ned, midt om natten, midt i dar al islam.

    7 grunde til din bule i baghovedet. 7 grunde til at politikerne ryster i bukserne og 7 grunde til at Nørrebro ikke meget længere er at regne som en del af kongeriget. Dem der ikke kan flytte, må flygte.

    Berigelsen vil ingen ende tage.

  • “Grøn ungdom hele livet”, en smuk titel på en livsbekræftende bog. Forfatteren Peter Tutein (1902-1949) begik selvmord samme år, som den udkom:

    http://www.gravsted.dk/person.php?navn=petertutein

    Læs også Peter Tuteins grønlandsromaner fra mellemkrigstiden. De er kompakte, underspillede, højdramatiske. Man kommer til at tænke på både Hamsun, Jack London og Hemingway.

    Tutein var rigtig god, og nu er han glemt.

  • @ Crass Børsting: Det glæder mig, du også husker den. Jeg ledte efter mit eksemplar, men det er nok gået som med andre bøger, man er glad for. Man siger “Læs den” , og så ser man den aldrig mere.

  • Janne

    “Kaserne-morders familie: »Han elsker USA«”

    Det kan da godt være at han elskede USA, men det var amerikanere han skød og dræbte.

  • Janne

    Den familie der nu flytter fra Nørrebro viser meget godt det smukke menneskesyn i praksis: Det har intet hold i virkeligheden. Når virkeligheden ikke passer ind i det smukke menneskesyn, så flytter det smukke menneskesyn til et ny område, hvor det smukke menneskesyn kan udleve sine utopier. Om 10 år må det smukke menneskesyn atter finde et nyt boligområde i Danmark eller i udlandet at ty til og brede sig i. Osv.
    Det smukke menneskesyn trækker et slimet spor af vold, chikane og trusler og kaos efter sig. Men da det smukke menneskesyn har penge til at flytte, bliver det aldrig et problem for det smukke menneskesyn. Det smukke menneskesyn behøver ikke at kigge sig tilbage. Det smukke menneskesyn er den nye arrogante overklasse, der svigter dem uden midler og overskud.

    • Egtvedpigen

      Ja, gid man kunne stavnsbinde “de anstændige”, til det Nørrebro de har skabt.
      I løbet af det sidste år kan jeg komme i tanke om mindst tre episoder, hvor jeg har følt mig truet i denne bydel, og HVER gang har det været en ung og aggressiv muslimsk mand, der har været trueren. Man lærer at finde sig i diverse verbale tilsvininger, og det til trods for, at man faktisk intet har gjort for at fremprovokere disse. Man lærer at stikke piben ind. Jeg ville føle mig mere tryg, hvis jeg var bevæbnet, men sådan som det er nu, er det kun de kriminelle der har våben.
      Til foråret er det Nørrebro Exodus for mig også.

  • Pk

    Apropos Nørrebro eventyret,kan I huske dengang man blev anklaget for at være racist,facist og det , som er værre, hvis man gjorde opmærksom på indvandrervolden og ødelæggelsen af vores land?
    Tænk ,det socialdemokratiske vanvid findes stadigvæk.

  • Anonym

    Og massemorderen var født i Virginia og gik i latterlig natskjorte og og ditto kalot for at markere.

    Hvorfor var han ikke blevet amerikaner?

    Hvorfor klædte han sig så fjoget ud – og så på en militærbase?

    Jeg glæder mig til hans forklaring.

  • Pk

    Janne, dem med det rigtige og smukke menneskesyn ender måske en dag som ansat i EU forvaltningen.
    En forgyldt fremtid og bare det at vide man er et rigtigt menneske bærer næsten lønnen i sig selv.
    Tænk på Morten Kjærum.
    Det er vejen frem.

  • Vivi Andersen

    Pk

    Det er sikkert meget rigtigt.

    Men selv de undgår ikke på sigt selv at blive beriget.

    Det er et spørgsmål om tid og demografi !

  • Vivi Andersen

    Jeg fik spurgt i den forkerte tråd, men ved man hvem den herboende, dedikerede tilsyneladende stærkt danerhadende blogger er ?

    For han er da beundringsværdig : tænk at skulle opholde sig her i dette, lille land med en så voldsom ubehagelig befolkning som danerne !

    En buket blomster og nogle “lader” fra Galle og Jessen – om de endnu eksisterer – burde han have, den stakkels mand!

    Selvfølgelig har han dækket sig ind så de, vi, ikke kan komme efter ham med lidt bank a la Rettroende muslimer.

    Tænk engang, at være SÅ fej !

  • Peter Buch

    First, I’ve decided to follow in the great blogging tradition of our forefathers and remain nameless. I think it will greatly aid my candor. Ok,where do I start? I came to Denmark almost ten years ago with my Danish wife. Where did I come from? Well, it’s a country with a “western and democratic” culture, so I don’t consider myself culturally incompatible with my new adoptive home. I am not a Danish citizen, though am permanently resident. I have a reasonable command of the Danish language, and actually enjoy speaking it when called upon to do so. I have a university education and hold a technical job. I’m Joe Anyone.

    …fra indlæg 28. august sidste år- universitetsudannet, mand- formoder jeg- med job af teknisk karakter, omkring de 40- 45 år gift med dansk kvinde. Efter sproget at dømme nærmere fra Frankrig end nordiske, tysksprogede eller engelsktalende lokaliteter.
    Men jeg er også på feltet identificering en amatør, husk venligst det.

  • Benjamin

    @ Vivi og Peter: Vi kan da kun håbe at så mange muslimer som muligt læser hans blog og holder sig væk, mens de for et kort øjeblik glemmer koranens doktrin om hidra, udvandring som led i erobring af de urene kuffars land.

  • anno

    Warning: Don’t come to Denmark! – hvis man ser under link så er der flere blogs af samme skuffe, måsker er der et helt lille netværk af dansk-hadende blogs? Et sted er der en henvisning til ‘The Righteous Alliance’ af en Philip Jones, det lyder til vi er udvalgt til at være forgangslandet inden for den nye verdensorden. Kør lidt ned af forsiden så kommer hans profil og et billede. Under ‘Denmark : The Model Matrix’ er der en række artikler om os danskere, vi er vist racister og hader alle indvandrer!

    h t t p://righteousalliance.blogspot.com/

  • PeterK

    Jeg har denne liggenbde, som jeg læser en hgang imellem. Den passer fint til damen med det fine m enneskesyn. Det er stud. mag. Anders Rasmussen der har skrevet den. Han må være mobbet ud af Uni for længe siden. Den er lang, men læs den.

    Man kan ikke diskutere politik med radikale vælgere. Af den simple grund, at de ikke diskuterer politik. Og derfor benytter de naturligvis heller ikke politiske argumenter. De tænker Biedermeier og diskuterer æstetik, den gode smag. Og smag kan man som bekendt ikke diskutere. De hykler ikke. De er urokkelige. Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe er grimme. Derfor tager de fejl. Derfor er de uanstændige. Derfor hører man ikke på, hvad de siger. Derfor læser man ikke, hvad de skriver. Det er ikke kun folk fra Dansk Folkeparti, der afskrives på den konto. Er håret forkert, kjolen for plisseret eller for lyserød, sidder bukserne for højt eller for lavt, ja, så kan de tale for døve øren. Det har simpelthen ingen interesse. For de, der taler, er grimme. Men de er ikke kun grimme, de bor også grimt. Den mad, de spiser, er ulækker, den er i hvert fald helt sikkert ikke økologisk.

    Selvfølgelig fungerer alle radikale vælgere ikke sådan. Jeg taler om et nyt bedsteborgerskab. Generation Biedermeier. Den har genopfundet de biedermeierske idealer, der dominerede dansk kulturliv fra 1820-1870. De gamle biedermeiere gjorde deres bedste for at fortrænge denne verdens disharmonier. Så de kastede sig i stedet over boligindretningen. Intet var nemlig vigtigere end harmoni, et smukt hjem og dannelse. Vor tids biedermeiere er som snydt ud af næsen på 1800-tallets. De er frem for alt æsteter. Og det er takket være dem, at R de seneste år har oplevet en historisk fremgang. Især i de københavnske brokvarterer. En fremgang, der er gået hånd i hånd med byfornyelsen. For med byfornyelsen har indvandringen til brokvartererne af akademikere eller akademikere in spe foretaget et tigerspring. Det er ikke grebet ud af den blå luft, når der på klistermærker rundt om på Vesterbro står »Jyderne ud af Vesterbro«. De nye radikale vælgere er ikke gammelkøbenhavnerne, men derimod dem, der i studietiden har forvandlet sig til københavnere. De ser “Sex and the City—, de shopper sko og mænd, og de abonnerer på Politiken, Information, Folkekirkens Nødhæ¦lp, Dansk Røde Kors og Amnesty International. Og på Aarstiderne og Det Radikale Venstre. De vil være urbane. Med det samme. Og de forbruger sig til den eftertragtede urbanitet. Men varen skal være appetitlig og pænt pakket ind. Lækker. æstetisk. Helst økologisk. I hvert fald anstændig.

    Sældent har de radikale haft så mange vælgere, og aldrig har de haft mindre indflydelse i dansk politik. Det lyder som et paradoks. Men det er det ikke.

    De radikale er et “brand” som Aarstiderne, Acne Jeans eller Republic of Fritz Hansen. Og for de radikale vælgere er politik en vare som enhver anden; man gør sig naturligvis sine æstetiske overvejelser. Magt er en grim vare, for magt korrumperer, og hvem vil købe et stødt æble, en ridset Wegner-stol eller en flosset politisk profil? Ingen, hvis de har råd til at lade være. Og de radikales vælgere har råd. Råd til at tænke æstetisk og råd til ikke at tænke politisk. Fordi R er den eneste NGO, man kan stemme på til kommunal-, regions- og folketingsvalg. Fordi R ikke fører politik, men fremfører lækre mærkesager. På Københavns Rådhus kan man f.eks. med sin stemme købe Lækker Storby hos Klaus Bondam. Køber man Aarstidernes produkter, ved man, at man får økologiske produkter bragt til døren. Stemmer man på de radikale, ved man, at man får lækre mærkesager bragt til torvs. Hvis alverdens landbrug blev omlagt til økologisk drift, er det ikke sikkert, at de ville kunne brødføde alverdens mennesker. Hvis de radikale fik magt, som de har agt, er det ikke sikkert, at de ville være i stand til at regere landet. De nye radikale vælgere er ikke politiske forbrugere, de forbruger sig derimod fri af politik, fri af ansvar.

    Jeg gik for nogle år siden med post på Vesterbro. Og jeg gjorde nogle banale iagttagelser. Vesterbro er, som man siger, multikulturel. De studerende/veluddannede og de etniske minoriteter er flot repræsenteret. Her er også pensionister og folk fra socialklasse fem. Men med byfornyelsen er de sidste på vej ud og har været det i snart 10 år. Groft sagt er boligmassen på broen blevet delt i to: ejer- og andelslejligheder, der efterhÃ¥nden er det samme, og så det sociale/almennyttige boligbyggeri. Jeg fandt ikke mange poser med blandede bolsjer på Vesterbro.

    På postkasserne i Saxogården møder postbuddet nøsten udelukkende navne på vore nye landsmænd, tyrkere, somaliere, arabere, kurdere og så videre. Der er da også indimellem en, der hedder John eller Jytte. Dem er der dog ikke så mange af, og ærlig talt, så ser broderparten af dem ikke særligt sunde ud.

    I andels-/ejerforeningerne er navnene som oftest Andreas, Camilla, Rikke, Julie, Christina, Michael, Jesper og Mads. Nogle hedder Hansen, andre Jensen, mange et eller andet med bindestreg. Men det er ikke altid sådan.

    For postbuddet på Vesterbro er hver opgang, hver dør, et lille eventyr. En lille rebus. Her bor Camilla & Mads eller Martin & Jesper. Nogle gange skal man løse en krydsogtværs for at se, hvem der bor her. På noget, der minder om Ishiharas farveblindhedstavle, kan vi ane Emil, Victor, Alma, Amalie eller et andet navn, der dufter af tradition og godt håndværk. Eller også finder postbuddet navne som Cirkeline, Tullinulla, Pottelotte eller noget helt fjerde. Emil og Cirkeline får imidlertid mest Anders And-blade eller indbydelser til Victors eller Pottelottes fødselsdagsfest. De er danske børn på det multikulturelle Vesterbro. Måske står der et godt gammeldags hr. Feddersen eller fru Gyldenkaal. Men postbuddet ved godt, at så er det katten eller kanariefuglen, der har fået sit navn over brevsprækken. For folk, der bor der, er vokset op med Cirkeline, Bennys Badekar, Snuden, Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. I et parcelhus et sted i Jylland, på Fyn eller Lolland-Falster. Hjemme venter mor og far med maskinkaffe i termokander på kakkelborde, der er fast forankrede til væg til væg-gulvtæpper. Der serveres måske boller fra Kohberg med marmelade fra Blå Spand. Eller svinekoteletter i fad. I carporten holder en Toyota Corolla eller en Ford Taunus, eller måske en Volvo af den firkantede slags.

    Men alt det forlod man jo, da man flyttede til København for at læse. Så nu bor hr. og fru Hansens børn i Villa Villekulla (2. tv), og det har de i deres nyerhvervede selvbevidsthed altid gjort. Og i Villa Villekulla har hr. og fru Hansens børnebørn sjove navne. Ellers ville det slet ikke være Villa Villekulla. Og derfor står deres navne på døren. Og derfor står katten og kanariefuglens navne der også. Det er nemlig aldrig for sent at få en sjov og smagfuld barndom, sådan en barndom, som man ser i bolig- og dameblade, noget med svensk landidyl, træhuse med små tårne og fantasifuldt udskårne gesimser, lyshårede børn i fine sommerkjoler eller blå smækbukser, der samler blomster og binder kranse, hvis ikke de leger med trælegetøj fra Krea.

    Biedermeierne er det segment, Det Radikale Venstre kalder det kreative Danmark. Det er dem, der tænker nyt, tænker alt, også Danmark, forfra. Det gør de i deres stillinger i centraladministrationen. Og frugten af al deres kreative møje møder postbuddet i form af fantasirige navneskilte og go-card-udsmykninger på entredøren.

    Når vi træder indenfor, falder vi først over kassen fra aarstiderne. Heldigvis lander vi blødt på Politiken eller Information. Gulvene er afhøvlede. Det blev de, da generation Biedermeier overtog lejligheden. Væggene er hvide. Her hænger ingen åkander af Monet. Men i stedet et lille sjovt billede malet af en veninde, der er kunstner. Og et litografi af Kirkeby. Der hænger også sort-hvide fotos, som Rikke eller Andreas selv har taget de gange, de har været i New York.

    Der er bare en helt anden energi i New York. Alting er større, og man kan få alt derovre. Blandt andet er der en supercool forretning, hvor de sælger de mest fantastiske vintage-ting. Rikke har købt en kjole der, som helt klart er hendes yndlingskjole. Det er også der, Helena Christensen køber jeans, når hun er i New York. Og New York er forbløffende børnevenlig. Emil elsker New York. Og så er der et sted, som Mads og Camilla har anbefalet dem. Der får man bare de bedste sandwich. Det er der, newyorkerne selv kommer.

    Inde i lejligheden er Villa Villekulla som sunket i jorden. Vi er nu i Republic of Fritz Hansen. Andreas gjorde simpelthen et kup. På et loppemarked i Holbæk, hvor hans forældre bor, fandt han tre syverstole. Hende, der solgte dem, vidste slet ikke, hvad de var værd. Han fik alle tre for 150 kroner. Ovre i hjørnet står Ægget. Den har Rikke arvet. Og Rikkes far fik et Piet Hein-spisebord af en ven, han hjalp med et eller andet. Men Rikkes forældre havde ikke plads til det. Så det fik Rikke og Andreas.

    Der er mange ting, som Rikke og Andreas godt kunne tænke sig. Rikkes farmor har lovet, at hun får en Svanesofa i kandidatgave! Det bliver så fedt, for både Rikke og Andreas har altid ønsket sig en Svanesofa. De går meget op i Dansk Design. Det skal helst være helt enkelt. Wegner og Jakobsen er favoritterne. Og så selvfølgelig Kjærholm. Men han er meget dyr. I stuen hænger en PH-lampe. Den har Andreas købt hos en marskandiser i Nansensgade. Det er svært at gøre kup der, for folk, der kommer i Nansensgade, ved godt, hvad tingene er værd. Så den var ret dyr, men Rikke og Andreas måtte have den.

    Under PH-lampen på Piet Hein-bordet ligger Radikal Dialog. Nummer 3, juni 2006. I en lille artikel med overskriften “Flere etniske minoriteter i DR” opsummerer Maiken Maigaard, hvad der blev talt om til et medlemsmøde i Vartov 26. april 2006. Human Shojaae, der er konsulent i Foreningen for Nydanskere, arbejder for at få flere nydanskere i arbejde. Disse erfaringer vil han nu overføre til de radikale i bestræbelserne på at hverve medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. Han havde en sjov og anderledes måde at tænke problemstillingen på, synes Maigaard. Ifølge Shojaae skulle partiet være mere åbent og opfordre folk til at tage initiativ, og der skulle være let adgang til indflydelse. Han foreslog også en mangfoldighedspolitik, der bl.a. skulle indbefatte, at etniske minoriteter inddrages i formuleringen af politiske målsætninger. Der var meget for medlemmerne at tænke over på vejen hjem. Inden man forlod mødet, blev det dog klart, at man ønskede at formulere en handlingsplan.

    Rikke og Andreas kan helt klart tilslutte sig ønsket om en handlingsplan. De vil også gerne have flere nydanskere med i R. Desværre kunne de ikke selv være med til mødet. Det er nok den vigtigste grund til, at Rikke og Andreas har meldt sig ind. Udlændingepolitikken. Hvis de med deres stemme kan gøre tilværelsen bedre for etniske mennesker, så er det det eneste rigtige at gøre. Det er også derfor, at Rikke og Andreas bor på Vesterbro. Det er så fedt med alle de etniske butikker herude. De fatter ikke, hvorfor hr. og fru Danmark er så angste for det fremmede. Andreas og Rikke har rejst meget. På road trip gennem USA. Andreas har læst i New York. Rikke har en god veninde i Barcelona. Sidste år var de med til hendes bryllup. For syv år siden rejste Rikke og Andreas i Fjernøsten. Med rygsæk. Også i Tibet. Danmark er altså en landsby sammenlignet med resten af verden. Derude er folk mere spirituelle. De er afslappede på en helt anden måde. De er ikke så optaget af det materielle. Ting koster bare ingenting derude. Rikke og Andreas købte en hel masse kunsthåndværk, da de var der. Også for at støtte.

    Nu har de indrettet sig helt enkelt og klassisk. Så de har været nødt til at sætte det meste af det, de købte i Vietnam og Tibet, op på loftet. Emil skal starte i skole efter sommerferien. Han er kun fem år. Men Rikke og Andreas vil gerne ruste ham til videnssamfundet. De har været superheldige. Der var en anden, der faldt fra, så Emil skal starte i første klasse på Den Classenske Legatskole. Emil havde fået plads på en anden skole her på Vesterbro. Der er lidt flere tosprogede elever på den skole end på Den Classenske. Men Rikke og Andreas synes, det er vigtigt, at IT bliver tænkt med i al undervisning. Og det sker på Den Classenske Legatskole. Og så har den nogle ret fine målsætninger. Især kan Rikke og Andreas godt lide den om, at skolens virksomhed skal omfatte det nære og det fjerne. Eleverne skal have lejlighed til at se deres eget udgangspunkt i en københavnsk og dansk lokalitet i et globalt perspektiv. Åbenhed og forståelse for det fremmede skal være en del af skolens udgangspunkt, når den skal gøre eleverne i stand til at møde den globale udfordring, som de kommer til at stå over for.

    Rikke og Andreas bor på Vesterbro, de handler hos den lokale grønthandler, der er tyrker eller iraner, han taler i hvert fald arabisk, og de stemmer radikalt. Og de spiser helst økologisk. De gør i det hele taget meget for integrationen. De synes faktisk, de bliver beriget af de “fremmedeâ”. De går også op i uddannelse. Andreas er scient.pol. og Rikke bliver færdig på antropologi næste år. Det er vigtigt, at Emil får en god uddannelse. De er ikke sikre på, at Emil ville lære nok, hvis han gik i en klasse med 60 procent tosprogede. Men Emil skal gå i folkeskole. De synes, det er egoistisk at sende sit barn i privatskole. Og så længe Rikke kun får SU, har de heller ikke råd. Og så langt væk ligger Den Classenske Legatskole jo heller ikke. Margrethe Vestagers børn går også på skolen. Rikke og Andreas synes, at Vestager er en rigtig sej kvinde. De er meget enige med hende i hendes syn på udlændingepolitikken. Og så fatter de ikke, at folk er så forargede over, at Vestager ikke sender sine børn til Amager Fælled Skole. Hvis de er så forargede, hvorfor sender de så ikke selv deres børn derhen? Man kan godt gå ind for en anstændig udlændingepolitik, uden at man partout skal ødelægge sit barns fremtid.

    Andreas har lavet en liste. Inden de går i seng, sidder han og Rikke på hver sin syverstol under PH-lampen og krydser af på listen. Det går fremad. Efter at de har meldt sig ind i R, mangler de kun fem felter at krydse af, før de fuldgyldigt er smukke, kreative, tolerante, åbne, globaliserede, veluddannede, demokratiske, progressive og helt uden andel i rigets elendige moralske forfatning. Det Radikale Venstre gav dem rigtig mange krydser. I morgen skal de til foredrag med Georg Metz.

    ANDERS RASMUSSEN

    Anders Rasmussen er stud.mag.

    • Har de sat tingene fra Vietnam og Tibet på loftet? Nu lider de vel ikke af buddhismofobi?

      • Mette

        Der er kun en religion, der der er ren og pur som nyfalden sne. Dens navn begynder med i og ender meget passende på slam.

        Det er en morsom artikel. Af en eller anden grund træder personerne lyslevende frem. Som om man kender dem. 🙂