15
nov
Seneste opdatering: 16/11-09 kl. 2358
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Hvis Salman Rushdie ikke havde skrevet sin bog, eller hvis Newsweek ikke havde gengivet et rygte om at Koranen var blevet smidt i toilettet på Guantanamo, ville frådende horder på den anden side af jordkloden ikke have dræbt trosfæller i sanseløst, atavistisk raseri. Hvis paven ikke havde citeret en af sine forgængere i en tale i 2006, ville en nonne i Sudan ikke være blevet dolket ihjel. Der er uendeligt mange hvis-ikke’r der kunne have sparet menneskeliv. Men kun i forhold til én ganske bestemt, samfundssplittende gruppe kan skyldsspørgsmål på denne måde sendes tilbage i begivenhedskæden, så det ikke længere handler om frie mennesker der ved benyttelse af egen fri vilje begår forfærdelige ting. Weekend-Avisen havde engang for ikke så mange år siden en markant, skarpt borgerlig profil. Den slags borgerlighed eksisterer kun i små lommer i dag, og avisen er en udvandet omgang pænhed som alt andet, men med et vitterligt pænt layout, bevar’s. Men avisen kunne efter dette lavpunkt i dens historie gå videre til næste logiske spørgsmål: Hvis vi vantro slet ikke var – enten i live eller vantro – kunne utallige liv skånes i de kommende år (LFPC).

[…] Midt under interviewet skifter jeg uventet vinkel. I løbet af de to timer, har vi næsten ikke berørt tegningerne. Men til sidst stiller jeg alligevel mit watergate spørgsmål, som gav mødet en hel anden drejning.

”Kurt, du har fortalt mig i dag, hvor helligt menneskeliv er. Vi er nået frem til den erkendelse, at der skal værnes om menneskelivet, og at drab er den værste form for forbrydelse. Hvis vi vender blikket mod Jyllandspostens tegninger af muslimernes profet Mohammed, som kostede 150 ”hellige” menneskeliv. Det er mennesker, som bløder som du og jeg, som har drømme, følelser og visioner, som du og jeg. Hvis du kunne – altså rent hypotetisk – gå tilbage i tiden og trække tegningerne tilbage og forhindre, at de 150 mennesker skulle dø, ville du så gøre det”, spørger jeg halvretorisk og provokerende og læner mig tilbage i træstolen.

”Det er jeg ikke blevet spurgt om før. Det sgu et godt spørgsmål,” konkluderer Kurt Westergaard og forsvinder fra samtalen og ind i sit eget univers. Tarek Omar: Hvis Kurt ku´- ville han så? [Weekend-Avisen 13.11.2009, ikke online]

»Yngre dommere er i nogle tilfælde konfliktsky«

Både hos Nordsjællands, Vestegnens og Østjyllands Politi nikker de politifuldmægtige genkendende til beskrivelsen af urolige, forstyrrende tilhørere og en vigende konsekvens fra dommernes side.
– Vi oplever i høj grad at dommerne er blevet mere langmodige. Tit kunne vi godt tænke os en mere håndfast retsledelse. Det er ofte anklagerne, der må skrue bissen på, når der bliver for meget larm og ballade. De yngre dommere er i nogle tilfælde konfliktsky. Jeg tror de er bange for balladen – de sidder med grundprincipperne om offentlighed i retsplejen og det er jo godt nok – men alt for mange barylere kommer ind med omvendt kasket, og en provokerende attitude uden at få besked på at opføre sig ordentligt, pointerer Politiadvokat i Vestegnens Politi, Ole Stig Weikop. [..]

Det er blevet rutine for os at overveje, om det kan give problemer, og hvordan vi tackler det. Det sker jævnligt, at vi får ryddet retssalen eller bruger politiloven til at få folk smidt helt uden for retsbygningen. Vi oplever store grupper af tilhørere, men det er meget etnisk bestemt.Dansk Politi: URO I RETTEN.

Gad vidst om »yngre journalister er i nogle tilfælde konfliktsky« også – Kritisk journalist fik brændt sin bil af, – eller om det bare er meningen, de skal blive det ?

Anstændigheden skammer sig

Britta Mogensen læser ”Afvist – Asylansøgere i Danmark” (2009 – Tiderne Skifter),

Når man læser ”Afvist – Asylansøgere i Danmark”, er der noget, der slår èn ved gennemlæsning af de forskellige sager. Mændene er meget, meget skrøbelige. Disse dominerende mænd fra en stærkt patriarkalsk kultur må stort set overlade hverdagens trængsler og børnene til deres langt stærkere kvinder. Stærke? Ja, det er de nødt til at være, for det er ikke muligt for begge forældre at give slip, krybe under dynen og lade alt sejle, så sejleriet overlades til mændene, der er på piller og i professionel behandling. Man kan nok også undre sig en smule over de mange børn, der fødes i asylcentrene i den tid, hvor asylansøgerne ikke ved, om de er købt eller solgt, altså om de får ophold eller sendes tilbage til hjemlandet. Uansvarligt at føde børn i en sådan vanskelig og uoverskuelig situation, der også rammer børnene? Det må andre dømme om.

Man kan også læse om børnenes meget voldsomme reaktioner. Vi har også børn, der må undvære far eller mor f.eks. ved en skilsmisse – noget ingen børn reagerer positivt på. Men de reaktioner, der meldes om i bogen, er nok lidt usædvanlige. Skyldes det mon, at alle problemer, bekymringer, opgivelse, magtesløshed, håbløshed og trusler om selvmord, foregår for åbent tæppe med børnene som et rædselsslagent publikum? At børnene ikke skånes for noget som helst af de voksnes udageren, har jeg selv erfaring med gennem mit arbejde, og ingen børn ville kunne komme helskindet igennem en barndom, hvor deres omsorgspersoner bruger dem som sparringspartnere.

I flere af de omtalte sager i bogen er der, ifølge bogen, givet opholdstilladelse. Den sag, der rørte mig mest, var historien om Mohammed og Fatima (side 76-79). Mohammed er her kun på ”tålt ophold”, og hans kone og 2 børn har så samme status. Mohammed er som næsten alle mændene i bogen skrøbelig og på piller og psykiatrisk behandling. Det er Fatima, der må holde sammen på det hele. Det må hun også, da Mohammed tæver hende. Typisk er forklaringen om voldelige mænd. Han panikker. Det er derfor, han tæver konen. Og det er derfor, hun gemmer sig på ”hemmelig adresse” med børnene.

Omsorgen for denne kriminelle mand skinner stærkt igennem i bogen. Han er åbenbart stadig panisk, da han kontakter sin familie i hjemlandet og rakker Fatima ned, hvorefter hendes egen familie hører om det, og hendes ikke mindre end otte brødre kontakter hende og truer hende på livet. Skulle nogen (der ikke medvirker i de ”anstændiges” bog) mene, at han dog er et gennemført dumt svin, så lad mig oplyse: Han er ikke alene. Det er reglen – frem for undtagelsen – at når en kvindes ophold i Danmark hænger i en tynd tråd, så kontakter den voldelige mand sin egen familie, kvindens familie, myndighederne i hjemlandet, så der er en modtagelseskomite, hvis hun vender tilbage. Straffen i Sharia-land for at have optrådt som en ikke-god muslimsk kvinde, er nok af en sådan art, vi ikke ville kalde rimelig. For at sige det på jysk nedtoning. Fatima skal rejse hjem, når skilsmissen er en realitet. Jeg håber inderligt, at den kriminelle hustrumishandlers tålte ophold bringes til ende, og at Fatima får mulighed for at blive her i landet med sine to børn. En kvinde, der har klaret det, Fatima har været igennem, er en kvinde, der vil kæmpe for en god tilværelse for sig selv og sine børn her i landet. Hun vil blive et aktiv – det vil hendes voldsmand aldrig.

Måske er det gået op for den opmærksomme læser, at jeg ikke generelt er blevet særligt berørt af de mange historier. Måske skyldes det, at jeg gennem en del år har arbejdet med asylsager og derfor har kunnet sætte spørgsmålstegn ved mange af bogens historier. Ting, der undrer; ting, der ikke er fortalt; ting, der ikke kan være rigtige. Men lad det nu være. Uden at sidde med dokumenterne, ved man i virkeligheden ikke noget.

Dét, der nok virkelig skulle have gjort mig til et ”anstændigt” menneske, er forfatteren Jørgen Knudsens afskedssalut i bogen (side 177), når han skriver, hvor meget han og de andre fra ”Bedsteforældre for Asyl” skammer sig. Tro endelig ikke, at de skammer sig på egne vegne, som vel de fleste af os har lært fra omkring 2-års alderen: Jeg skammer mig, når jeg gør noget forkert – de andre skammer sig, når de gør noget forkert. Næh nej, Jørgen Knudsen & Co. skammer sig på Danmarks vegne. Nå ja, ikke hele Danmark forstås – det er kun på vegne af alle os uanstændige. Gudskelov, at nogen skammer sig á proxy – så slipper jeg for at skamme mig.

Hele denne lange indledning for ad lange omveje omsider at være nået frem til det, der for mig er det vigtigste, nemlig at Jørgen Knudsen Hin Anstændige i 2001 fik et kick, da morderiske terrorister myrdede 3.000 mennesker og smadrede 3000 menneskers pårørendes liv for altid. Åbenbart det samme kick, som de islamistiske bestier fik, da de brugte levende mennesker som deres morderiske våben. Ikke mennesker, hvis liv pludseligt stoppede, da de blev ramt af en kugle eller en bombe, men mennesker, der skulle vide, at de skulle dø. Hvilken fryd. Jeg mangler stadig efter disse år ord til at beskrive en sådan djævelsk ondskab. Jørgen Knudsen mangler ikke ord, for når man frydes og er i en glædesrus, løber ordene fra én som skidt fra en spædekalv.

Her er et uddrag fra Den Anstændiges indlæg:

Terrorangrebet: Ondskab? Politiken 25. september 2001

Af Jørgen Knudsen, forfatter

”Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke.

Er et menneske, der betaler for sin handling med sit eget liv, ondt? Når vi derfor læser om de unge palæstinensere, der sprænger sig selv i luften for at få nogle jøder med i døden, er det ikke kun gru og afsky, vi føler, men også i et hjørne af sjælen en respekt for et menneske, der sætter sagen højere end sit liv.”

Det er næppe det royale “Vi” han bruger. Det er de anstændiges.Den dag, et terrorangreb skulle ramme Jørgen Knudsens familiemedlemmer, lad os så tale om respekt igen. At kalde ham landsforræder ville formentlig være injurerende, når han dog ikke har gjort andet end at prise Vestens fjender for at slå os ihjel og forsøg på at ødelægge vores kultur. Så det må jeg hellere lade være med at kalde ham. Men jeg går ikke ud fra, at det er injurerende at mene, at han er en foragtelig, selvhadende, ynkelig personage.

Britta Mogensen er antropolog, medforfatter til adskillig bøger og kronikker, fast kommentator på HRS i Norge og har i mange år arbejdet med asylret og på kvindekrisecentre.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Egtvedpigen

    Jeg skammer mig også! Jeg skammer mig over, at Danmark har kunnet opfostre disse naive klovne.
    Jeg skammer mig over denne danske jihad, anført af tåber og udført i slowmotion.
    Og skulle jeg en dag være så uheldig, at komme til at opleve nogle af de kulturberigelser denne Mohammed ellers kunne tænkes at byde på, så ville jeg være mest forbitret over “de anstændige”.

  • Janne

    Jeg forstår ikke at forfatter Knudsen kan føle respekt ved at nogen slår både andre og sig selv ihjel. Det forstår jeg ikke. Han må have en enorm dødsdrift og tør ikke at leve den ud selv. Et pjevs lader han til at være. Til gengæld stor ros herfra og tak til Britta Mogensen for det gode arbejde både i skrift og på kvindekrisecentre.

  • Victor

    Der er en kommentar i dagens Guardian, som i dén grad får mig til at tænke på, hvor meget Østblokken og EU ligner hinanden. I begge tilfælde havde regimerne specialiseret sig i at barbere statistikker, så de passede til politikkens diktater.

    Det gik jo også meget godt – indtil det pludselig ikke gik mere:

    http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2009/nov/16/greece-eu-eurostat -statistics-fudge/print

  • Erling

    @Victor
    Der var forleden en kommentar i Asia Times Online, der sammenlignede USA og Sovjets økonomiske systemer:

    http://www.atimes.com/atimes/China_Business/KK14Cb01.html

  • Jeg fandt dette her på BTs debat i julen 2006.

    Oplægget var en kommentar til en leder i EkstraBladet, der viste at 21 ud af 53 drab i 2005 blev begået af indvandrere. Lederen i EkstraBladet hed i øvrigt ”Indvandrede mordere”, en meget sigende titel.

    SKAM JER !

    Sidste år myrdede muslimer i Danmark en dansk indbygger hver 14. dag. Det ene mord var mere bestialsk end det andet. Det er halvdelen af alle mord i Danmark, som de 207.000 muslimer vi har, står for.

    De mange døde uskyldige mennesker bløder mit hjerte for. Dem der mistede livet og de pårørende, der må savne et kært familiemedlem, har jeg ondt af. Men jeg har ikke ondt af de muslimer, der har begået alle de mord.

    Vi troede, at muslimerne ville lægge islams voldskultur bag sig, når de fik chancen. Men det har de ikke gjort. De har i stedet valgt at flytte problemet herop. Koranens voldsbefalinger ignorerer man ikke uden videre, når man er rettro muslim.

    Jeg vil ikke være med til det længere. De kære pladderhumanister, der huserer både i disse tråde og andre steder, skjuler noget for sig selv: I har blod på hænderne !

    Den pris, vi andre betaler for, at I kan føle jer gode og næstekærlige, er urimeligt høj. Vi kan hjælpe muslimske flygtninge i nærområderne, men vi kan ikke blive ved med at hjælpe dem her. Der er masser af muslimske lande, der er åbne for muslimske flygtninge. Der kan de tage hen og de kan godt få økonomisk bistand til at bosætte sig der. Det er ikke penge, det drejer sig om.

    Men det skal være slut med muslimsk indvandring til Danmark for fremtiden. Det er derfor, vi skal vi have en meget stram flygtningepolitik. Når myndighederne en gang har afgjort, at man ikke er forfulgt, så har man værsgo af at rejse.

    Islam er ikke slet kompatibel med næstekærlighedsbegrebet. Islam har overhovedet ikke noget næstekærlighedsbegreb. Det er på tide, at tage konsekvensen af den fiasko, det multikulturelle eksperiment har været. Og det er på tide, at vi får en diskussion om, hvordan et intelligent næstekærlighedsbegreb skal se ud. Det kan ikke blive ved med at køre så bevidstløst, som det gør nu.

    Hver gang nogen græder i fjernsynet, er der mindst tre forskellige grupper, der starter en underskriftsindsamling. Men de samme mennesker er påfaldende tavse, når der igen myrdes med knivstikkerier på restauranter og i gaderne. Hvordan kan det være? Hvor er I henne, kære pladderhumanister, når det er på tide at stå til ansvar for, hvad jeres rundhåndede næstekærlighed medfører?

    Man hører bare en rungende tavshed. I tager jo ikke noget ansvar for, hvad det er, I har gjort. Vi andre står tilbage med ulykken og alle de menneskelige omkostninger. Pladderhumanisterne og deres næstekærlighed er derimod pist væk.

    I har ikke noget svar til os og I har ingen hjælp til os, der må gå og rydde op efter jer. Så langt rækker næstekærligheden nemlig ikke. Så mærker man tydeligt tomheden og meningsløsheden I jeres naive føleri.

    Og det kan I ved den gode Gud i himlen ikke være bekendt. I skylder os en forklaring og I skylder os at bringe volden og myrderierne til ophør.

    Og så skylder I os desuden en undskyldning. I bør undskylde overfor alle de mennesker, der lider under følgerne af jeres føleri. I bør undskylde overfor de efterladte og alle de mennesker, der har varige men efter mødet med den muslimske voldskultur. Mange sidder i dag med et førlighedstab som invalider med den stærkt reduceret livskvalitet, der som regel følger med. Dem er der ingen pladderhumanister, der samler underskrifter ind for at hjælpe.

    Det sidste der skal med i denne påtale til pladderhumanisterne i dette land er, at I også burde tage at skamme jer !

    I burde skamme jer over de dødsstatistikker, I efterlader jer. I burde skamme jer over de voldsstatistikker, I efterlader jer. I burde skamme jer over de invalider, I efterlader jer. Og I især burde skamme jer over, at I helt har forsømt at hjælpe de mennesker, den muslimske indvandring er gået ud over.

    Sagen er nemlig, at det, I har fået lavet her, er noget, I helt enkelt ikke kan være bekendt. Jeg sidder tilbage med en følelse, som jeg efterhånden deler med flere og flere: Jeg er flov over jer. Jeg er flov over det, vi har tilladt jer at lave i næstekærlighedens navn. Og jeg er flov over den hovedløse og håbløse pladderhumanisme, vi har tilladt jer at eksercere.

    For det, der er læren af hele denne multikulturelle periode i historien, er nemlig, at pladderhumanisme ikke har ret meget med næstekærlighed at gøre. Et sandt næstekærligt projekt ville ikke have haft så mange ofre og heller ikke så mange døde. Det er egoisme, det I har lavet og mange mennesker vil fortsat komme til at lide under det. Og dø af det.

    Og det er ligesom det, der står tilbage som et spørgsmål, det er svært at svare på: hvor mange mennesker i Danmark skal egentlig myrdes, før I forstår det? Hvor mange ofre skal volden have, før I holder op? Kunne I ikke tage at få afløb for jeres pladderhumanisme på en måde, der i det mindste holder jeres næste skadesløs? For den mangel på næstekærlighed, jeres pladderhumanisme er udtryk for, kan vi andre nemlig ikke blive ved med at acceptere i længden.

    Faktisk tror jeg slet ikke, at I får et valg. Jeg tror, at vi andre ender med at stoppe det for jer. Flere og flere kan se det, jeg ser: Pladderhumanisme er ikke næstekærlighed. Vi behøver ikke at acceptere myrderi og vold for at hjælpe muslimer. De har ikke ret til at behandle os, som de gør. Det har pladderhumanisterne heller ikke. Vi har ret til at standse jer og det ender også med, at vi gør det. Gudskelov og tak for det. Det manglede så sandelig også bare!

    Linket til lederen den 18. december 2006 i EB virker ikke mere og kan åbenbart ikke søges, hvis man ikke er abonnent, men Snaphanen skrev om det. Fra den gamle blog: http://dansk-svensk.blogspot.com/2005/12/indvandrede-mordere.html

    • Benjamin

      Havde muslimerne dog blot i det mindste nøjes med at myrde os, men ikke engang det er godt nok til dem: De vil have penge for det! Forfatteren gør meget ud af de fysiske og psykiske konsekvenser af muslimernes tilstedeværelse her i landet, men han/hun glemmer de økonomiske, som er mindst lige så væsentlige; de 60 milliarder, som muslimerne koster det danske samfund årligt. Vi betaler dem så at sige for at slå os ihjel.

      Hvorfor i alverden begå selvmord? Det ville jo have været gratis.

  • Veritas : Hver 18 dag, nærmere, og “en dansk indbygger” er et vidt begreb. Men jeg husker den godt.

    • Ja, sådan er det. Men de kære kulturberigere nåede at myrde noget flere inden årets udgang. Så tallet ændrede sig. Og ja, indbyggere er et vidt begreb. Men selvom der skulle have været turister imellem, skal de stadig ikke myrdes…

  • Pk

    Fruerne Auken og Jelved elsker islam.
    Stakkels Danmark.
    En større borgerkrig venter os.
    Den lille er igang, med voldelige muslimers krig mod Danmark.

  • JensH

    @LFPC

    Jeg har ikke købt Weekend-avisen denne uge, men det interview med Kurt Westergård du referer fra, hvem har foretaget det?? Klaus Rothstein??

    • @Jens: Tarek Omar, stud.cand.public . Jeg går ud fra at “catch-fraises” skal være “catch phrases.” Artiklen bærer præg af ikke eksisterende redaktion/korrektur og jeg ved ikke hvad en stud.cand.public er for en støj, men man må da håbe de kan lære ham at skrive et mindre besynderligt prosa. Jeg forstår ivørigt ikke det han lade Westergaard sige, ”Hvis jeg havde vidst, at det vil ende sådan her, så ville jeg aldrig have tegnet tegningerne”. Westergaard har jo lige gentaget i USA og Canada at han ville gøre det hele om igen, fordi han ikke kunne gøre andet. Det har han sagt i flere år, jeg har ikke tal på de gange jeg har hørt ham sige det. Forklaring udbedes.

      uddrag:

      Hvis Kurt ku´- ville han så? ( Interview med Kurt Westergaard)

      Af Tarek Omar Stud.Cand.Public

      Den toneangivende tegner tøver. Det er første gang under interviewet, at han direkte tøver. Den medievante provokatør og satiriske ideolog er løbet tør for anekdoter, paralleller, catch-fraises og frem for alt: ORD.
      Det er ikke betænkningstid, der afholder ham fra at svare. Det er den rationelle forklaringsfabrik, som er gået i stå. Tavshedens udholdenhed får mig til at reagere – jeg bøjer mit hoved komprimerende frem, løfter mine bryn en anelse og stiller spørgsmålet igen. Tydeligere, kraftigere, langsommere og med store artikulerende mundbevægelser, som en frisindet sprogskolelærer, der forsøger at lære en gruppe asiatiske gæstearbejdere den raffinerede og delikate kunst om danske konsonanter.
      Mit forsøg mislykkedes med et brag – et lydløst et af slagsen. anspændt søger den medietrænet tegner svaret andetsteds end hos mig. Han svinger hovedet mod det gamle bornholmerur, hvor babusjkadukken står og smiler stort ved siden af – hendes smil går bogstaveligt fra hendes hage og op til hendes pande. Men babusjkadukkens overfladiske, påtegnede smil er ham til ingen nytte. Ikke engang symbolsk. Ventetiden er ubærlig og så pinlig og uønsket, at Danmarks mest omtalte karrikatur-tegner forbinder sårene på sine ord og kaster en sammenfattet ærlig indrømmelse ud i forummet.
      ”Hvis jeg havde vidst, at det vil ende sådan her, så ville jeg aldrig have tegnet tegningerne”, siger Kurt Westergaard, blodrød om kinderne og med et misfornøjet ansigtsudtryk. Det er tydeligt, at denne sympatiske herre, som er elsket af nationale idealister og hadet af den kulturradikale klub, ikke er vant til at blive udfordret i mere end 10-TV-minutter ad gangen.
      10 minutters TV er ikke det samme som 2 timer og 30 minutter rundt om Kurt Westergaards trygge træbord i stuen – der er heldigvis tid til sproglige og faktuelle udbygninger og en håndfuld uopdragene, men saglige afbrydelser. Resultatet blev til en halv platonisk forsoningsdebat om Kurt Westergaards liv under jorden, hans forhold til religionen og til sidst en betydelig nuanceforskel i farverne på den kontroversielle tegnings konsekvenser.

      Omar kan googles:

    • Nej, en Tarek Omar, og det er derfor det er svært at læse det som andet end ansvarsforflygtelse fra rygmarven, og ikke bare apologi. Navnet er vi stødt på tidligere, han lavede historien om hende der først havde fået bank af sin storebror, og siden trak i land. Uriasposten omtalte den.

    • Der er to aspekter i dette. Måske, eller måske ikke, har Kurt Westergaard på et tidspunkt haft anfægtelser om hvorvidt han ville have tegnet Muhammed (hvorfor bliver de forresten til flere tegninger i Omars artikel?). Det kan overgå enhver, ligesom Salman Rushdie på et tidspunkt gjorde et halvhjertet forsøg på at slippe for presset ved at sige at han var blevet muslim igen.

      Men dette er komplet irrelevant for spørgsmålet om tegningernes berettigelse. At Tarek Omar er besat af KWs eventuelle anfægtelser er ikke andet end en lurvet afledningsmanøvre, hvor han retteligt skulle have spurgt om hvorfor hans trosfæller skabte sig hysterisk over en fuldt lovlig tegning i et andet land. Spørgsmålet for ham er retteligt hvad hans eget forhold til islam er, med denne viden in mente.

      Dernæst burde han spørge sig selv hvad han egentlig laver i et land hvis værdier han så åbenlyst er i modstrid til. Den slags overvejelser får vi selvfølgelig ikke, men kun et usympatisk forsøg på at gøre sagen til et personligt anliggende for KW, med dertil hørende skyld for hvad Omars frådende trosfæller begik i deres infantile raseri.

  • JensH

    “Af Tarek Omar, Stud.Cand.Public”

    Når man googler på “Tarek Omar” så fremgår det han er journaliststuderende. Kalder disse halvstuderede røvere sig nu for Cand.Public istedet for journalister??? Det lyder selvfølgelig mere ‘kreativ klasse’-agtigt. Men det må siges at være et stort tilbageskridt for WA hvis de har ansat denne ‘Stud.Cand.Public’. Jeg tror ikke han appelerer til WA’s traditionelle borgerlige læser-segment, eller hur??

  • EAM

    Tarek Omar er stud.cand.public på Syddansk Universitet. Det er en universitetsuddannelse i journalistik. Han har haft fat i Sosun Sendi-historien og har ved andre lejligheder også snakket med ekstreme Odense-imamer, med bandemedlemmer. Selvom det er prisværdigt at han forsøger sig med noget seriøst kritisk journalistik, (i hvert fald det med at stille kritiske spm. til indvandrermiljøet) bærer hans artikler stadig præg af at danskerne er racister(offerrollen), at islam ( bare i en anden udgav!e) skal spille en rolle i integrationen mv. Vinklen er tendentiøs.
    Han er vist praktikant på Politiken og har været løst tilknyttet som rådgiver for Naser Khader ( hvilket self. indikerer at han er fornuftig nok).

  • EAM

    Iøvrigt er jeg enig. Det niveau er vi forvænt med på Politiken, men det er træls at WA også går i den retning.

  • JensH

    Så meget behøver ‘anstændigheden’ da ikke at skamme sig. At de stadig har et godt tag i den offentlige meningsdannelse, ses af følgende historie fra dagens Politken, hvor en ung DF-byrådskandidat, der ønsker at gøre DF “mere spiseligt” og komme af med “landsbytosserne”. DF-kandidaten, Charlotte Sigurdsson, udtaler til Politken:

    “Jeg vil nedbryde fordomme om, at det kun er gamle grå mænd med fremmedfjendske holdninger, der er i Dansk Folkeparti”

    Charlotte Sigurdsson “indrømmer” også, at hendes parti af og til har en hård retorik over for indvandrere:

    »Det får mig til at tænke, »rolig nu««, siger Charlotte Sigurdsson. Hun er ked af, at hun som medlem af Dansk Folkeparti ofte på forhånd er stemplet som fremmedfjendsk.

    http://politiken.dk/politik/article837064.ece

    Med andre ord, så ser Charlotte Sigurdsson selv og sit parti gennem de samme briller Seidenfaden og hans segment af proselytter. Hun er fuldstændig gået med på ‘de anstændiges’ præmisser for samfundsdebatten, og prøver blot at forsvare og nedtone sit eget parti og dets holdninger. Det er da godt at Pia K. og Søren Espersen har en anden ‘indfaldsvinkel’ end denne unge Frk. Sigurdsson.

  • Peter Buch

    At nogle vil slå ihjel, slår ihjel, øver hærværk eller lignende fordi der laves tegninger af noget som helst er og bliver for mig at se- sygt.

    Udlevende en behandlingskrævende galskab en social uansvarlighed der burde og kunne være noget man udelukkende kunne fantasere om, i modsætning til et socialt liv, der ufavigeligt stiller krav om en vis modenhed og tolerance over for diverse udtryk.