Spionen der kom ind fra kulden gik for at være uforståelig da den kom i 1965. Det vidner om vores filmiske uskyld dengang. En spion, det var Sean Connery, ikke  en halvfordrukken, derangeret kyniker i krøllet genbrugstøj. Forleden sendte den nye kanal DR Kultur filmen,  jeg genså den efter årtier, og min uskyld er så tilpas borte, at jeg ikke havde svært ved at forstå plottet eller Richard Burtons kuldslåede figur Alec Leamas. Leamas er nok antikommunist, men han er ikke til fals for politikernes skåltaler, han er en praktiker i marken, en fodtusse i den kolde krig. Men jeg havde glemt den smule ironi og varme den trods alt indeholder: den bedårende Claire Bloom som den idealistiske kommunist Leamas af alle mennesker forelsker sig, først nærmest af faderlig medlidenhed, men så fordi han indser, at hun er det eneste menneskelige han har tilbage i livet.  Og tilsidst,…. – det må man selv glæde sig til at se når lejlighed byder sig. Man kan se 5 DR kanaler her realtime, inklusive DR Kultur, som i aften sender Chabrols Slagteren med en ung Stéphane Audran, senere kendt som Babette i Danmark. Svenske og norske kunne måske have glæde af at se DR 2, der ikke er det samme  som dansk TV 2. (hvis det kan lade sig gøre fra udlandet.)Et par citater lagt i Burtons mund: “Before, he was evil and my enemy; now, he is evil and my friend.” ” She offered me free love. At the time, that was all I could afford.”

Fjordman: The coming crash

Man behøver ikke at dele Fjordmans sortsyn i almindelighed, eller hans konkrete prognoser i særdeleshed, for at værdsætte hans forsøg på at udstikke linjerne for udviklingen i verden i dette århundrede. Jeg hælder selv mod et mere ‘whimper’-agtigt scenarie, hvor vi sikkert ender samme sted som efter nordmandens kataklysmer, men det behøver ikke (men kan selvfølgelig meget vel) gå så stærkt som han forudsiger. Risikoen ved at spå om store omvæltninger inden for 5-10 år er selvfølgelig at han kan fremstå som overdrevent alarmistisk, hvor meget han end har ret i beskrivelsen af den deroute vi er på. Men som sagt gør det ikke hans skrivearbejder irrelevante. I en tid hvor jp.dk, netudgaven af Danmarks sidste (angiveligt) borgerlige avis, er i en nedadgående spiral af fordummelse og livsstilspludren, er selv syner af nationale katastrofer og pludselig død en lise for sjælen – så skriv dog om noget der betyder noget. Dét gør Fjordman (LFPC).

[…] The tectonic plates of the Western world are now about to make a big move.

Tensions have been building slowly beneath the surface for many years and sooner or later these forces will be released in the form of a series of devastating earthquakes, followed by some secondary political and economic tsunamis. Some of the structures that currently appear to be rock solid will collapse like a house of cards during this period and the political landscape will change considerably. What appears unthinkable today will appear natural or inevitable twenty years from now. This is the discontinuity that El Inglés talks about. I would rank Britain as the Western European country most likely to first get a civil war caused by mass immigration and Multiculturalism. Denmark follows as number two and possibly Holland as number three. Both Belgium and Sweden are pretty bad, but too repressive to be first in line. Germany is too weighed down by her history to be first. This leaves France as a potential dark horse. I admit I don’t understand how the French think. On the surface, France looks screwed. On the other hand, France is historically speaking a revolutionary nation, for better or worse. Maybe there is some mini-Charles Martel in hiding somewhere. If so, he better show up soon. […] Fjordman: The Coming Crash

Political Correctness and the Sunset of American Power

Vi fortsætter i samme spor, nu vi er så godt i gang (LFPC):

[…] But something is now happening in the West that may truly spell the end, not of the world but of Western civilization’s long historical trajectory. A plague is spreading far and wide that may be described as an intellectual bubonic taking its dismal toll among those it has infected. It is called political correctness, a malign consummation par excellence. “Political correctness,” says Charles Krauthammer, “is not just an abomination. It is a danger, clear and present.” The fine National Post columnist Lorne Gunter begins a recent article: “Political correctness will be the death of Western civilization because unlike our earlier forms of pluralistic tolerance, PC is willfully blind to the lack of reciprocal tolerance in other cultures.” Political correctness, he concludes, “takes tolerance to a culturally suicidal degree.” We welcome and extenuate those whose most profound desire and intention is to destroy us.

The idea of Western self-immolation has enjoyed a long shelf life among contemporary intellectuals, from James Burnham’s 1964 Suicide of the West to Howard Rotberg’s just-released Tolerism. As Rotberg observes, “Cultural and moral relativism, moral equivalency, and political correctness have all contributed to a modern political culture whose elites and cultural symbols evidence, not only an undue tolerance of the illiberals, but a disturbing element of self-hatred, cultural masochism, and delusions about the difference between social tolerance and political tolerance — and an elevation of tolerance over the principle of justice.” Author and democracy advocate Brigitte Gabriel has recently added her voice to the campaign against this infusorial scourge. “A pandemic of political correctness,” she charges, “has chained, blinded, and muted American leaders.” And as she rightly points out, alluding to the event that is being spun and re-spun by the media and entrenched officialdom as the one-off act of a deranged Army major rather than the premeditated deed of a radical jihadist, “the Fort Hood terrorist attack is a direct tragic consequence of political correctness.” […] David Solway: Political Correctness and the Sunset of American Power

“Den højreorienterede Rukov kan ses i aften på DR 2”

citat DR. Mon ikke Rukov vil grine i skægget over de adjektiver, DR svinger sig op til ? Jeg havde den glæde at tale med ham for nylig. Der er ikke mange skribenter, der skriver så personligt, at man ikke behøver kigge nedenunder artiklen, for at finde ud af, hvem forfatteren er. Man kan sikkert gå ud fra, han er lige så seværdig på TV, som han er læsværdig i bøger og aviser. – Update:  Så kom der sprænglevende boller på DR´s filmsuppe, se det her. Oh ve og klage, han ryger cigaretter på TV. Det gjorde man i magister Bjørn Rasmussens, John Danstrup og  Claus Toksvigs tid, de radikale husmænd/kvinder  var endnu ikke  nået til det fremskredne dannelsestrin, at  de havde forbudt det. “Nu blir tøserne sure på mig” (Rukov).

Appeasement på hjemmefronten

En kommentator på The Times skriver syrligt: “Do I detect a feeling of serious concern in government? God forbid that anyone should even think that there could be a future civil war in this country.”

BRITISH ambassadors to Muslim countries are travelling back to Britain to help to counter the propaganda of radical Islamic clerics. So far 25 senior diplomats have met Muslims in radical hotspots such as Luton, where, earlier this year, troops returning from Iraq were jeered on the streets by extremists. Ambassadors and other senior British diplomats in Pakistan, Bangladesh, Iraq, Saudi Arabia, Syria, Tunisia and Morocco have joined in the meetings.Sir William Patey, ambassador to Saudi Arabia, has flown back to Britain twice to visit Muslims — in Redbridge, Essex in July, and in Edinburgh in September. Last month the ambassador to Morocco met Muslims in northwest London. Times Online: UK envoys called back to calm Muslim hotspots

Internet og svensk ytringsfrihed

Ved de svenske valg i 2002 og 2006 var der røster, der spåede at internet ville møblere om på det fikserede politiske landskab. Det skete som bekendt stort set ikke. Der er imidlertid tegn på at det vil ske nu i 2010 med forsinket effekt. “Gammelmediernes” kontrol over samfundsdiskursen er svært svækket af de nye medier, fra blogs, netkommentarer og sider som Newsmill.

Dengang i 2002 tillod for eksempel Svenska Dagbladet sig endnu at have et debatforum. Hvis én lagde en af Weekendavisens eller Jyllands Postens indsigtsfulde artikler om Sverige, kunne man være sikker på at den var slettet efter maksimalt 15 minutter. Aftonbladet have ligeledes et forum. I dag er de begge lukket i et forsøg på at dæmme op for en fri folkelig debat, men som det ser ud, helt forgæves. Nu koncentrerer aviserne sig om at luge ud i kommentarer og links fra blogs, de ikke bryder sig om. Det vil også være forgæves.

Der har været modstand mod masseindvandring og den fuldstændige omkalfatring af Sverige i tre årtier. Svenskerne adskiller sig på gadeplan ikke en døjt fra nordmænd og danskere. Det er en medial efterrationalisering, at de gør. De i hvis politiske kram eventyret passede, købte historien.

Forskellen på 1980, 1990 og idag er, at den ikke længere kan kvæles. Den tid synes at nærme sig, hvor de ansvarlige, der har regeret imod en betydelig del af befolkningens interesserer, og de ansvarlige censur-medhjælpere, svenske journalister, skal til at høste frugterne af deres indsats. Det er med vilje, jeg bruger ordet “censur”, selvom jeg er opmærksom på, at folk der ikke har oplevet hvordan det svenske medielandskab fungerede i mange år, vil have svært ved at tro mig. En spade er en spade og et hold kæft bolsche er et hold kæft bolsche og jeg er vant til fra danske aviser i årtier, at kunne skrive  hvad jeg vil.

At det ser ud til at ske ved 2010 valget, er alt andet end deres fortjeneste, det er ikke mindst internet der sørger for det alt for sene demokratiske gennembrud. Censorerne bærer på et ansvar, der bliver tungere for hver dag der går: I stedet for at fortsætte med at tårne uløslige problemer op, kunne frie ytringer have igangsat en løsning  for mange år siden. Nu bliver reparationen så meget desto sværere. Den del af højtillidssamfundet der er forsvundet, kommer  næppe nogensinde tilbage.

Ligesom internet har ændret Kina, vil ændre Iran med tiden og mange andre, der tror de kan kontrollere folk tanker og ytringer, vil nettet nu efter alt at dømme ændre den offentlige samtale i Sverige. Redkatører er ikke længere små konger i ytringernes rige, de er  “cut down to size.” Idag skriver Sveriges handelminister for eksempel: Invandring smörjer ekonomin uden at konkretisere noget. Straks svarer en blog med mange kommentarer: Invandringens kostnader är hemliga, så hur räknar Björling? og en til her. At Sverige overhovedet kan nævnes i samme sætning som rene despotier, er en skændsel de selv må tage ansvaret for. Demokrater må tage hele pakken, det er slut med fra oven at plukke det, en selvdeklareret elite synes passer sig. (Vi kender selvfølgelig problemet fra Danmark, men i langt mindre omfatning.)

Forskere har spekuleret ordrigt i, hvorfor Sverige med den største pr. capita indvandring i Europa, ikke har haft nogen politisk modstandbevægelse. Svaret findes ovenfor, det kræver ingen forskerstipendiater eller professorater. 2010 ligner folkelig pay back time, og uanset hvem man hepper på politisk, må man sige at det svenske politisk-mediale etablissement har fortjent det rigtig, rigtig længe. De der selv lever af ordet, skal ikke lægge restriktioner på andres frie ord. “Åsiktsmonopolet” synger på sidste vers. Har det selv opdaget det? : The Times  They are A Chanigin´….. Expressens Ulf Nilson udtrykte det samme med andre ord for ganske nylig:

“Bland vanliga svenskar, det upplever jag dagligen både vid samtal och i en överväldigande mejlskörd, finns en suddig, men utbredd känsla av att ‘eliten’, bestående av riksdagsmän, myndigheter och – JA! – journalister – att denna ‘elit’ har svikit, att de som har högre inkomst och bor i fina, invandrarfria områden, helt enkelt skiter i hur Svenne och Lisa har det.

Vi har, med andra ord, skapat inte ett, utan två vi och dom-samhällen. Lite slarvigt uttryckt, ett slags överklass, som svek landet, den stora gråa massan, som betalar fiolerna, och så dom nya, snyltare som kom hit för att få bidrag och leva på svenskarnas (i många fall påtvingade) välvilja.

Så, ungefär, ser det ut och sådan, ungefär, är bakgrunden till att Jimmie Åkesson och Sverigedemokraterna går fram som de gör.

Jimmie artikulerar, med pukor och trumpeter, vad mååånga svenskar tror och tycker. Jimmie smeker fördomar och överdriver faror, men – och detta är just nu viktigare – han ger det tysta Sverige, det Sverige som gått och undrat varför ingen säger något, han ger detta Sverige en röst.

För detta får han applåder och att applåderna kommer att omsättas i röster 2010 kan vi vara övertygade om. Det är högst tänkbart att SD efter det valet blir en viktig – och alldeles öppen – maktfaktor i landet.

Om det blir så vet vi varför. Det beror på att det politiskt korrekta Sverige alldeles för länge försökte tiga ihjäl de misshagliga. Politiker och media smet från den viktigaste debatten på många, många år. Nu får de skylla sig själva…”