Er en lille by på 11.000 mennesker, der tilfældigvis er den nærmeste til luftbasen RAF Lyneham, hvor faldne britiske soldater lander når de kommer hjem. Der er  opstået den tradition, at de køres igennem byen så borgerne kan vise dem en sidste ære, uanset hvad de ellers mener om Afghanistan og Irak. Nu vil hadprædikanten og islamisten Anjem Choudary politisere det med “moddemonstration mod Englands mord på muslimer” her i januar. Gordon Brown svinger sig helt op til at kalde den “upassende”, men den engelske befolkning vil ikke finde sig idet. En facegruppe mod Choudary er oppe på en halv million medlemmer, og de vil ikke tillade Choudarys demonstration. Enhver kan se, at det trækker op til en mindre borgerkrig, selv BBC der i den anledning interviewer Tom Robinson fra The English Defence League. Han taler udmærket for sig af en højreekstremist at være:

Der er andre der tydeligt kan se, hvad Choudary ønsker at drive England  ud i. “We need a lady with a handbag” , og det er ikke Marianne Jelved Telegraph mener:

But why should the decent people of Wootton Bassett be left in uncertainty about the authorities’ will to prevent this march? How much longer are we expected to tolerate the provocations of enemy sympathisers living in Britain – often, like Choudary, subsidised by the British taxpayer? It is time to spell it out: multiculturalism is history. If there are not adequate laws to suppress these troublemakers, then it is time to pass some new laws (only don’t expect Gordon or Dave to oblige – they are marinated in PC fantasy).
What is it, historically, that brings the smack of firm government? Answer: government by weaklings with no will to defend their own people. If the Islamic extremists eventually provoke an extreme reaction from their opponents, they will not only have Choudary and his ilk to thank for their predicament, but also Brown, Harman, Cameron et al whose weakness excited their aggression. It is going to be an interesting decade – especially after we deposit Dave in the dustbin of history in 2015. We need a proper Prime Minister to suppress troublemakers like Anjem Choudary.

Apropos politikere uden ryggrad, der hellere vil skade deres land, end krænke en terrorist og en konvention – hænger vi på øksesomalieren fra Århus ?

Pestilensen Geele: Yes we can – udvise ham

Læsning af mainstreammediernes hovedtendenser med hjælp fra Infomedia kan være en interessant beskæftigelse. Jeg har således netop skimmet omkring 700 overskrifter (dækkende et langt mindre antal unikke historier) fra i dag vedrørende angrebet på Kurt Westergaard. Hvad der især virkede slående er den eksprespolitisering af emner som dette som jeg nævnte længere nede, og her er det mainstream der trækker læsset. Hos mainstream vil en historie som denne være et springbræt til refleksorisk kritik af os selv (PETs manglende forhindring af overfaldet), diverse usual suspects der “advarer” mod stramninger af terrorlovgivningen, eksperter der endnu en gang stadfæster at indgreb mod de ædle vilde ikke vil nytte, efterplapring af flæbende offerretorik fra somaliske kredse [Somaliere føler sig som jaget vildt, Dagbladet Information], og den angivelige umulighed af at verfe misdæderen ud af landet igen. Gerningsmandens ve og vel – gør det nu ondt, det lille knæ? – og familiens infantile virkelighedsfornægtelse fylder rigtig meget. Hvad med offeret, lest we forget? Westergaard bliver omtalt, det skal ikke forties [Muslimer støtter tegneren, Dagbladet Køge/Ringsted, Westergaard vil altid være en jaget mand, Midtjyllands Avis], men perspektiveringen af det overordnede problem er hvor medierne ikke rigtig kan finde ud af det. Snak om permanente livvagter til Westergaard, jo jo, men hvad er det der sker med vores engang unikt fredelige og harmoniske samfund i disse år?

Den lammende fællesnævner i de typer historier jeg har opremset her er passivitet og defaitisme, som man kan frygte bliver en selvopfyldende profeti: Hvorfor ikke vinkle historierne ud fra ‘hey, vi har et stort problem der underminerer samfundet, hvad kan vi gøre for at beskytte offerets rettigheder frem for gerningsmandens? Hvad vil det kræve, hvad vil konsekvenserne blive, hvis vi sparker Geele ud af landet?’ Sådan vinkler man bare ikke i dagens medielandskab, men som altid må man blot konstatere at den befolkning der har alle muligheder for at lægge pres for forandringer fra neden ikke benytter sig af muligheden. Her lander aben (LFPC).

Politikerne kræver udvisning og stramning af terrorlovene. Men Danmark hænger på den 28-årig somalier, der er sigtet for drabsforsøg på Kurt Westergaard. […] Øksemand kan næppe udvises

Bruce Bawer: While Europe Sneered

Handler i høj grad om det først forleden offentliggjorte politiske overfald på Hege Storhaug, og på de opinionsdannere, der instrumentaliserer volden, udmaler modstandere som højreekstremister og bagatelliserer de farer vi står overfor. I Deadline i aftes sagde Politikens Lars Mogensen at “Islamtruslen er et opreklameret livsstilsfænomen i forhold til truslen fra Kina,” hvad det så skal betyde. Fortæl det til de personer, der optræder i denne artikel.

Kurt Westergaard and other brave critics of Islamic fanaticism continue to fend for themselves. -Yesterday, a friend sent me a link to an article entitled “Eurabian Follies” on the website of the journal Foreign Policy. The author, Justin Vaïsse, took to task several authors, including me, who have warned in recent years of the Islamization of Europe. Vaïsse countered these authors’ mountains of hard facts with a big helping of the usual supercilious sneering. His thesis: Europe is chugging along just fine; Islam poses no real challenge to the continent’s freedom and prosperity; after all, the “experts” say so. Never mind the draining of European welfare systems by Muslim families, the explosion in rapes and gay-bashings and Jew-baitings, the proliferation of honor killings and forced marriages and no-go zones; never mind the murders of Pim Fortuyn and Theo van Gogh by fanatics who objected to those men’s positions on Islam; never mind the threats directed at critics of Islam, such as Geert Wilders, Ayaan Hirsi Ali, and Robert Redeker, which have obliged them to live in hiding or with round-the-clock bodyguards.The timing of Vaïsse’s article was unfortunate—for him, anyway… City Journal.