Opfattede man derimod landet (her UK) som den angrebne part i en århundredgammel krig, en krig der muligvis ville kræve valget mellem selektiv suspension af demokratiske rettigheder eller egen udslettelse, ville spillereglerne naturligvis ændres. Så taler vi altså om fjendtlige kombatanter der agerer inden for landets grænser.

Og skal jeg tale lige ud af posen: Det vigtigste udfald for mig af planerne for denne march ville være at se et bevis på underliggende vrede i det britiske samfund (ud over de forudsigelige grupper af bøller og ekstremister), vrede der ikke bare afspejledes i læserkommentarer på avisers hjemmesider. Vrede og optøjer ville ikke kunne løse noget i sig selv, men det kunne – kunne – være en indikation af vi befinder os, med Churchills (?) ord ikke ved “the beginning of the end, but the end of the beginning”. Alt der pegede væk fra apatien, med andre ord.

Destruktiv vrede ville forvandle Storbritannien til et klankrigslignende samfund hvor alle ville blive tabere. ‘Rigtig’ vrede ville blive kanaliseret ud i valget af politikere der ville tale Brussels, FN og rettighedsindustrien lodret imod, og gøre noget så simpelt som national overlevelse og fred til hele omdrejningspunktet.

Vi kan sikkert begge bli enige om at marsjen i all sin smakløshet er et veloverveid politisk stunt. Det jeg prøvde å poengtere var at den ytringsfriheten vi vil forsvare også betyr at vi selv må tolerere ytringer vi ikke liker (så lenge de ikke er voldelige).
Men enda viktigere er at et forbud faktisk er det Chodray er ute etter.
http://www.timesonline.co.uk/tol/comment/columnists/guest_contributors  /article6977036.ece

Cassanders
In Cod we trust

I MINE kommentarer, som selvklart ikke udelukker, hvad der ellers menes på tråden.

Med venlig hilsen

Du rører ved kernen i mit grønlandske forslag. Det er selvfølgelig synd og farligt for de omkringværende, uanset hvor i riget misdædere anbringes. Det er der anbringelsesmæssigt ingen forskel på. Der er derimod noget helt absurd i det absurde, hvis man tillader mennesker på tålt ophold at befinde sig midt i den mindste og allertættest befolkede del af det danske rige. Det er da utåleligt at måtte tåle for de forkerte. Jeg betragter fortsat det grønlandske samfund som en del af det danske rige. Jeg forestiller mig heller ikke, at personer vi akkurat tåler, skal have samkvemsret med grønlændere eller mulighed for at påvirke grønlændere med skøre ideer. Hvad jeg forestiller mig er isolation med udsigt til is og sne som uoverstigelige barrierer til de samfund, de ikke bryder sig om, fordi de ikke er muslimske. Hvis nogen i Verden vil modtage dem og passe på dem, skal disse internerede til enhver tid være fri til at rejse did under eskorte.
Det er altså det tålte opholds karakter, der er til debat. Potentielle mordere og notoriske terrorister skal efter min opfattelse ikke med en tvivlsom dom kunne gå frit omkring i civilsamfundet med fodlænke. Det er en fornærmelse.

Med venlig hilsen

Australien er vældigt interessant i den henseende. Tyskland efter Krigen med sit utrolige Wirtschaftwunder ligeledes. Jeg tror, det var tilbage i tresserne, at briterne var længst fremme med hensyn til kriminalitetsbekæmpelse og udforskning af kriminalitet og dens årsager. En videnskabelig konklusion lød (efter hukommelsen): Det tager tre generationer for en lovlydig familie at glide ned ad den sociale rangstige og ende i kriminalitet. Det tager andre tre generationer, at få den på fode igen. Men den undersøgelse kom, inden den projektorganiserede indvandring fandt sted. I modsætning til, hvad man fandt dengang, er der intet, der tyder på, at konklusionen kan bruges til noget, når det kommer til de nuværende muslimske ghettoer i Europa. Alt tyder på, at radikaliseringen af de unge er uafhængig af, hvor mange generationer, muslimer har befundet sig i et område, Den civilisatoriske stræben uden for den muslimske Verden folder sig helt anderledes ud og står i skærende kontrast til tendenserne i den muslimske verden. Her kan man ligefrem iagttage, i hvilket omfang én eneste faktor – Islam hæmmer denne stræben og opbygningen af velfungerende samfund. Ingen andre steder finder man så mange fejlslagne stater.

Om Kristendommen modsat har været nødvendig for Vestens udvikling og enestående position strides de lærde om, men det kan ikke bortforklares, at den civilisatoriske stræben i Europa har haft særlige betingelser og modtaget fantastiske impulser fra den græske indflydelse og tænkning, ligesom romerne byggede videre både som imperiebyggere, og ingeniører, og i udkanten af det hele har jødisk tankegang passet fint som en af brikkerne i spillet. Måske er det impulsen herfra, som har gjort, at Kristendommen selv i sin allermest katolske periode bevarede respekten for viden og den sunde, ukirkelige fornuft, så længe man ikke kom alt for tæt på de dogmer, Kirken fandt afgørende. Selv da Galilei påstod, at Jorden var rund, blev hovedet siddende på hans skuldre, for en klog mand med stor indsigt var han. Muligheden for at fortsætte sit videnskabelige arbejde blev heller ikke nægtet ham, men han fik begrænset sin. bevægelsesfrihed og skulle holde sin kæft. Værre gik det for en mand som Johan Huss, for han var en vaskeægte kætter.

Og så i øvrigt tak til alle for meningsudvekslingen på denne tråd.

Med venlig hilsen

Der er jeg så til gengæld ikke enig. En levende terrorist i dansk fængsel er en invitation til israelske tilstande. I Israel har man været så ufornuftige at afskaffe dødsstraffen.
Har du hørt om Sameer Kuntar? Han er det bedste og desværre alt for levende argument for dødsstraffens genindførelse. Jo flere terrorister et land holder i fængsel, desto større er chancen for at deres kammerater gør forsøg på at befri dem med alle midler.
Kuntar burde have endt sine dage i fængsel, men desværre blev han frigivet af den korrupte og ineffektive Olmert. Problemet er ikke, at der ikke er noget ækvivalent alternativ til dødsstraffen, for det er der naturligvis, men at alternativet sjældent eller aldrig bliver brugt. Hvis Danmark havde haft dødsstraffen, kunne de efterladte til et mordoffer om ikke andet leve i tryg vished om, at morderen ikke om ti eller tyve år blev sat på fri fod.
Men det er altså konsekvensen, når en stat afskaffer dødsstraffen, at alle andre mindre “barbariske” straffe derved også kommer under pres fra de selvsamme humanister, der førhen har gjort alt for at delegitimere den ultimative sanktion.