30
jan
Seneste opdatering: 30/1-10 kl. 0804
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Mon ikke de fleste der er stødt på avisartikler fra 1990’erne om dagens brandvarme emne multikultur er blevet slået af kontrasten i ordvalg og åbenhed i forhold til nu? Man blinker, og noget er hændt som ikke er til helt at sætte en finger på. To eksempler, her fra politikeres hånd:

[…] Ikke siden freden i Karlowitz 1699, hvor osmannerne måtte afgive Ungarn til Østrig, havde den islamiske verden været så omfattende og stærk. Og ekspansionen så ud til at fortsætte. I de tidligere sovjetiske, islamisk dominerede republikker begyndte Rusland at forbløde i sit forsøg på med militære midler at holde fundamentalismen nede. I de vesteuropæiske byer lod de muhammedanske mindretal sig ikke længere integrere. I tillid til Koranens ord om, at »Østen og Vesten tilhører Allah. Hvor I da end vender jer hen – der er Allahs ansigt« (Koranen, 1,46. 1967), ventede de kun på Vestens fald. […] Per Stig Møller: Fremtiden med Islam [Berlingske Tidende, 12.3.1995]

[…] Frygten og en voksende fornemmelse af, at taberne i vore egne samfund bliver ladt i stikken i deres eget land, samtidig med at stadig flere resourcer bliver anvendt på fremmede. Hvis vi prøver at skubbe den frygt til side – ved bebrejdelser eller ved tavshed – gør vi kun situationen mere anspændt. Man hører ofte om frygten for, at vi skal blive løbet over ende af fremmede kulturer. Er det en reel frygt? Nogle steder på Jorden er det. […]  Men hvis man ønsker, at det argument skal blive taget alvorligt, så må man også tale åbent ud om egen kultur – og andres. Det er ikke et udtryk for en særlig høj grad af tolerance og frisind, hvis man påstår, at den ene »kultur« kan være lige så god som den anden. Khomeinis dødsdom over forfatteren Salmon Rushdie har gjort det klart for de fleste, at der er forskel på den vestlige kultur og på den islamiske kultur. Det skal vi ikke være bange for at sige. Og vi skal ikke være bange for at sige til de mennesker fra andre kulturer, der ønsker at leve i vort land som nye danskere: I kan beholde Jeres egen kultur, men hold den for Jer selv. Vores samfund er og vil blive ved med at være bygget på vores værdier. […] Uffe Ellemann-Jensen: Fremmedhad og eksil [Weekendavisen 15.10.1993]

Starten på perioden i overskriften er lidt vilkårligt valgt. Men Infomedia begynder her omkring at blive dækkende for avisstoffet som helhed, og man kan begynde at lave små, uvidenskabelige nedslag og optællinger der måske viser en tendens. Laver man således en graf over forekomsten af ordet ‘islam’, ser man en voldsom stigning (der dog burde korrigeres for ændringerne i avismarkedet). 9/11 og Muhammedkrisen tegner sig for et par spidser, men tendensen er tydelig. Er det Dansk Folkepartis stiftelse i 1995 der er primus motor? Dette vil vel kun anstændighedssegmentet hævde, og et svar må også tage højde for lignende tendenser i den øvrige verden: Hollywood stopper i samme periode med at lave film med klassiske arabiske terroristtyper; Sylvester Stallone, i firserne indbegrebet af amerikanske koldkrigsdyder med Rambo 2, kunne således her til aften i Cobra ses bekæmpe den nye undergravende og terroristiske fjende som vi hører om dagligt: Konspiratoriske netværk af højreekstremister.

Jeg mener bl. a. med belæg i eksempler som dette at det er ubestrideligt, at der er sket ‘noget’ i de sidste 20 år. Hvad, bliver straks mere spekulativt. Hvad angår tilgangen til fredens religion specielt, vil ganske banal frygt for den frembrusende aktør som grafen afspejler, være et rigtig godt bud (LFPC).

Reeplaus dialogforum

Disse ting afgøres af demografi og på gadeplan, og der er de afgjort for mindst femten år siden. Borgmestren kan hverken gøre fra eller til. Malmøs jøder kan flytte fra byen eller fra landet. Nogle tænker et par generationer frem og vælger Israel.

Kommunalrådet Ilmar Reepalu (S) vill stoppa konflikter med ett dialogforum. Först under de senaste dagarnas debatt har han förstått hur mycket antisemitismen har ökat i Malmö.Jag är väldigt illa berörd av att unga männi-skor med judisk bakgrund blir trakasserade, att det slängs glåpord efter dem eller att det till och med går så långt att judiska familjer i Malmö känner sig tvingade att flytta till Israel, säger Reepalu. “Dialogforum skall motverka konflikter”, Nytt råd ska stoppa trakasseri. Islam Online, der er talerør for Det Muslimske Broderskab, kan kende en ven, når de ser en. Ilmar Reepalu har serveret dem Malmø på et fad: ‘Zionism’ Remarks Anger Sweden Jews.

Frankrigs legalisering af illegale

Gallia Watch om en Le Monde artikel fra december. En skandinav bemærker at Frankrigs 60 mio havde halvt så mange familiesammenføringer som Sveriges 9 mio. i 2009. Svenske politikere holder særklasse. Intet kan stoppe dem, heller ikke det kommende valg. De har skiftet over 20 % af befolkningen ud, og Svensson tier. “De må vide hvad de gør.” Immigration Turmoil.

Såsom i en spegel

Særlove:  Uppsala-sharia: Demirbag Sten om afhandlingen Islamisk arvsrätt i det mångkulturella Sverige,  et akademisk angreb på den svenske retsstat. Ingen politiker har turdet ytre sig mod dette. Det er ivørigt sjældnere og sjældnere at de taler om noget der er mere kontroversielt end prisen på benzin og bespisningen i børnehaver, så enten foregår det bag lukkede døre eller også foregår der ingenting. Hvad “de syv søstre” vil tale om i valgkampen, er ikke godt at vide. Men “Race trumfer køn” – så lad da pigebørnene arve mindre i feminist-utopia, svenske kvinder har selv stemt dette frem. Doktoranden begynder med arveretten, men der er  mere på bedding: “Vi har nyligen haft ett seminarium i Uppsala om straffrätt. Ska vi ta kulturella hänsyn när vi utdömer straff?”

I morgon klockan 10.15 på Uppsala universitet kommer doktoranden Mosa Sayed att plädera för sharialagstiftning i Sverige. Han försvarar då sin doktorsavhandling, Islamisk arvsrätt i det mångkulturella Sverige, en gedigen lunta med ett tydligt syfte: att bidra till en ökad tillämpning av sharia i svensk lagstiftning. Identitetspolitik är, sedan murens fall 1989, vänsterns nya ideologi. Mångkulturen har vässats till mångkulturalism: ett ideologiskt system med en helt etnifierad terminologi, där staten förväntas inordna tillvaron efter olika gruppers förmodade behov, utifrån deras etniska och religiösa tillhörighet. ? [..]   På det svarta omslaget av Mosa Sayeds avhandling står en dalahäst, en symbol för en svenskhet som allt mer påminner oss om en gången tid då etnisk renhet var lika klar som färgerna på träfiguren. På huvudet bär hästen en vit turban som för att markera att det är en hingst. Plötsligt ser man att spegelbilden under hästens ben reflekterar texter på arabiska som ska associeras till Koranen. Omslagsmakarna har träffat mitt i prick: två symboler för en konservativ och kollektivistisk verklighetsbild och dröm som möts i en spegling av sig själv. Dilsa Demirbag-Sten: Undantagslag. (“Islamiska arvsrätt diskriminerar kvinnor”, Omdebatterad avhandling fyllde sal under väktares övervakning.)

Overinformation: Mennesket er altings rod

Deres hjerne er doven. Rigtig doven. Udsigten til at skulle læse en artikel på denne længde får den til at vende og dreje sig. Derfor tænker hjernen straks i mentale smutveje, så den ikke behøver køre i højeste gear, når De sammen med hjernen begiver Dem gennem bogstaver, ord og sætninger. Disse mentale smutveje er altafgørende for, at moderne mennesker kan fungere, fordi vi bliver overlæsset med information om alt fra renter, der stiger og falder, og partier, der ændrer holdninger, til hvor meget vin vi må drikke på en uge.

De mentale smutveje hjælper den dovne hjerne med at forsimple den komplekse og omskiftelige verden omkring os. Det gør, at vi trækker på viden, vi netop har fået, fremfor mere relevant viden vi fik i går. At vi ser ikke-relaterede begivenheder som bundet til én kausal fortælling. At vi har større tillid til information, som bekræfter vores holdning, end information der modsiger den. Og vi sammenligner konstant nutidige situationer med fortidige, selvom de adskiller sig i væsentlig grad. Ovenstående skavanker gælder ikke kun almindelige mennesker, men også eliten af politikere, eksperter og politiske kommentatorer. Lige på dette punkt er alle mennesker ens.

Men hvad betyder det for politik, at vores hjerne er doven? Et nutidigt eksempel kan illustrere konsekvenserne. Der har været en række terrorforsøg mod vestlige lande det seneste årti. Store som små. Og for at bekæmpe disse forsøg har mange lande vedtaget terrorpakker, hvilket muliggør øget overvågning af befolkningen. Rationalet bag denne politik er, at jo mere information efterretningstjenester har om befolkningen, desto lettere er det at forpurre terrorisme. Problemet er blot, at vores hjerne er sløv og ikke kan lide for meget information. Vi bør altså ikke bare blindt antage, at efterretningstjenester og myndigheder anvender al den information, der er til rådighed, og på den måde øger sikkerheden. Langtfra.

Forud for terrorforsøget i USA den 25. december 2009, begået af den nigerianske »underbuksebomber«, var der rigeligt med information, der pegede på, at bombemanden ikke skulle på sightseeing i Detroit. [..]

At det var den uoverskuelige mængde data, som spillede beslutningstagerne et puds, understregede også præsident Barack Obama. På et pressemøde et par dage efter terrorforsøget den 25. december 2009 forklarede han, at myndighederne »ikke formåede at integrere og forstå den information, de allerede havde.« [..]

I løbet af 1970erne og 1980erne vandt kognitiv psykologi frem. Forskere begyndte at undersøge, hvordan mennesker, både eliter og masser, gennemtygger de enorme mængder information, vi udsættes for. Den vigtigste opdagelse var ikke bare, at der var afvigelser fra det mest rationelle valg, men også at disse afvigelser var systematiske. De fulgte et mønster. For eksempel: Jo mere vi hører om et givent fænomen, desto større bliver sandsynligheden for, at hjernen tror, den oplever dette fænomen.

Se det hele i Weekendavisen: Politisk psykologi: Farvel til det rationelle overmenneske Weekendavisen, 29.01.2010, (ikke online)

Her har man et af den intellektuelles problemer: Når nu det er så anstrengende at tage information til sig, til og med den der ikke bekræfter ens grundholdninger, hvordan bevarer man så anfægtelsen og tvivlens nådegave ud fra et nogenlunde højt informationsstade uden at tilslutte sig en eller anden klub af troende ?

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Pingback: Tysk regeringsudvalg: Holocaust-overlevende mangler objektivitet » Balder Blog()

  • Robin_Shadowes

    Om nån är nyfiken på vad Lena & Bo Sundström kunde om Århus så rekommenderar jag senaste avsnittet av På Spåret. Finns på SVT Play dom närmaste 30 dagarna.

  • Emeritus

    ‘…De mentale smutveje hjælper den dovne hjerne med at forsimple den komplekse og omskiftelige verden omkring os…’

    Netop. Men Anders Raahauge har i JP en let læst, men samtidig informationsrig artikel om et andet ‘fænomén’, som hører den dovne hjerne til. Under overskriften ‘Den anden elite’ føres et klart sandsynlighedsbevis for individets dumhed (dovenskab?), der synes helt uafhængig af social position, økonomi, uddannelsesniveau eller kulturelt tilhørsforhold. Evnen til at lade sig radikalisere. Hvis man søger et højere mål kender manglen på indsigt ingen nedre grænse.
    Hjernen er så dum – eller doven, at den tilsidesætter alt tillært og med nærmest intens begejstring hopper på de værste limpinde, fordi de tilbyder saliggørelse for den ultimative intellektuelle dovenskab. Luk øjnene og bliv ført – J A A H!! – FØR MIG. Hvad der kendetegner vesterlændingen i synet på østerlændingen er, at det er nemmere (hjernens dovenskab – dumhed) at tænke i underskud, når østerlændingen er vred og radikaliseret, fremfor at forstå mekanismen. Derfor tænker vi (herunder venstrefløjen og Københavns Rådhus) at der må være tale om noget socialt, økonomisk, uddannelsesmæssigt eller udstødt af samfundet/arbejdsmarkedet. Men mekanismen er selvfølgelig ingen af delene.

    Med venlig hilsen

  • Emeritus

    Fodnote.
    Angående kulturelt tilhørsforhold opstår radikaliseringen åbenbart med større eller mindre sandsynlighed i alle miljøerne. Vækstbetingelserne er dog klart forskellige i sekulære, religiøse og ideologiske omgivelser. For betingelsen er det menneskeligt mulige. Værst er ideologier (det tyvende århundrede) og Islam (de seneste 1400 år). Uanset hvad man siger om kristendommen (katolicismen), har Kristi Stridsmænd altid forsvaret et eller andet, når de udkæmpede blodige krige. Korstogene var ikke et strategisk ønske om at erobre hele Verden, det har ingen kirkelige felttog været rodet ind i. Jesu ord: ‘Gak ud og gør alle folkeslag til mine disciple’, handlede om kærlighedens stærke arm ikke om krigens.

    Med venlig hilsen

  • Kap

    Interessant med Per Stig Møllers frimodighed fra 1995. Han bruger endda ordet “muhamedansk”.Jeg har været inde på Infomedia og finde reaktionerne på hans indlæg fra dengang (Uffemandens indlæg har jeg ikke været i dybden med).

    Jeg mener nu ikke der er sket noget stort holdningsskift siden dengang. Per Stig Møller skrev, at vi skulle imødekomme de demokratiske kræfter, optage Tyrkiet i EU og så videre. Dvs. han troede på de fredelige og moderate muslimer, som ville sejre, hvis der kom økonomisk vækst i de lande. Det er stadig den holdning, V og K har, modsat Dansk Folkeparti, som jo mener, at man fuldstændig skal fraskrive de muslimske lande, som er dømt til kaos og fundamentalisme.

    Allerede dengang var der også de modsatte røster i debatten: dem der mente, at vi hellere skulle undlade at “fremmane sådanne helt urealistiske scenarier … skadeligt, fordi den slags falske scenarier kan fremkalde yderligere frygt og aggressioner hos de involverede parter.” (19.3.95, Jørgen Ø. Møllers svar på Per Stig Møllers kronik) En anden skribent, Karin Ulla Thaysen, mener: “At bekæmpe islam vil være at undertrykke religionsfriheden …” – og hun kommer derefter med en lang beskrivelse af den vestlige kolonialisme og undertrykkelse.

    Positionerne i debatten var altså de samme allerede dengang, men man turde stadig tale åbent om tingene uden at hidse sig op.

    Skete det nye, da Dansk Folkeparti kom på banen i 1995, eller var det først efter valget i 2001 at venstrefløjen blev bitter? Jeg tror ikke man helt kan holde DF fri for at være medskyldig i den hårde debattone, tryk avler jo modtryk. Og DF’s stil har været meget udfordrende. På den anden side ville kritik af islam og indvandring måske aldrig være slået igennem, hvis man havde holdt en “pæn tone”.

  • Kap

    Det kursive skal slutte efter citatet “At bekæmpe islam vil være at undertrykke religionsfriheden …”.

  • Stefan

    Angående den dovne hjerne og bias, så er den vigtigste lektion at det også altid inkluderer “mig selv”. Hvis man blot bruger viden om bias til at slå ens modstandere i hovedet med, så er man blevet decideret dummere af at lære om fænomenet.

    Vedrørende bias og efterretningsvæsen har Bruce Schneier et godt indspark her:

    “Be careful before you claim something that’s obvious after the fact should have been obvious before the fact.”

    http://www.schneier.com/blog/archives/2010/01/the_abdulmutall.html

  • Det er i bund og grund noget vrøvl. Islam er bare en holdning, man har. En overbevisning. Ligesom politiske holdninger. Kunne man forestille sig Per Stig sige, at bekæmpe kommunisme er det samme som at bekæmpe den politiske frihed? Det er en katastrofe, at en mand i hans stilling kan lukke sådan noget sludder ud.

    • Undskyld – det var heller ikke ham. Men sludder er det alligevel.

  • Emeritus

    Til Stefan.
    Schneier-bloggen rummer en meget inspireret og begavet analyse af, hvad jeg ville rubricere under evnen til forhåndsklogskab/bagklogskab eller en sammenligning med Kierkegaards begavede løsning, som er ultrakort sammenlignet med Schneiers, men lige så begavet: ‘Livet leves forlæns, men forstås baglæns’.
    Man kan sige, at dette levede vilkår er fælles for alle – klog som dum. Den kloge drukner i ‘dots’ (Schneier) – og bliver forført. Den dumme ser ingen ‘dots’ – og bliver forført.

    Taler vi om vækstbetingelser, afhænger det i højere grad end Schneiers dots, om måden, jordbunden er gødet på, når man skal vurdere, hvilket resultat, vi kan forvente.

    Med venlig hilsen