14
feb
Seneste opdatering: 15/2-10 kl. 0043
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det svenske gymnaisum er ikke som det danske, bare almendannende og studieforberedende. Det er beregnet til, at alle skal kunne klare at gå der, kommende astonomer såvel som damefrisører. Det er lighedstanken ført i bund, men virkeligheden har spillet tankerne et puds. Når 31 % af en årgang nu ikke kan kvalificere sig til så beskedne krav, er deres skolekundskaber endog særdeles ringe og deres fremtidige anvendelighed svær at få øje på. Sverige er heldigt hvis dette kommende storproleratiat vil nøje sig med blot at være en social dødvægt.

I Sverige ligger alle de “gymnasiale uddannelser”, som man kan læse efter folkeskolen under den såkaldte gymnasieskole. De er ikke som i Danmark spredt ud på forskellige uddannelser som f.eks. HF og HHX. På en svensk gymnasieskole finder man således både praktiske værkstedslinier og mere teoretiske og studieforberedende linier som f.eks. samfundsfag.I alt har den svenske gymnasieskole 17 linier, som kaldes for “nationella program”. 13 af de 17 programmer er direkte erhvervsorienterede. Andre “programmer” er mere alment dannende, som f.eks. samfundsfag eller naturvidenskab. Disse programmer minder meget om linierne på et dansk gymnasium, og retter sig mod studerende, der planlægger at videreuddanne sig.

Politisk flertal fordobling af straf for voldtægt

Må være af interesse for vores svenske venner med nu totalt 14.06 gange flere anmeldte voldtægter (5.879) end Danmark.

Straffen for fuldbyrdet voldtægt skal fordobles til fem års fængsel. Sådan lyder det fra Venstre, der mener at den nuværende »normalstraf« på cirka to år og tre måneder er alt for mildt. Og et bredt politisk flertal er klar til at gå med på de strengere straffe. Sidste år blev 418 tilfælde af voldtægt meldt til politiet. Udover straffordoblingen indebærer Venstres udspil at alle dømte sexforbrydere skal mentaltestes. Både K, SF og DF taler varmt for strengere voldtægtsstraffe. Venstre vil fordoble straf for voldtægt

Medielåget på Sverigedemokraterna igen

Först ser man [medier og politikere] till att SD inte mer nämns, inte finns med på den politiska dagordningen.Sedan skördas resultat, i form av denna nedgång för SD.När Dagens Nyheter nyligen skulle låta läsarna partirösta fanns således bara de sju med, inte SD. Där fanns ett alternativ ”Något annat parti”, och det fick 15% av rösterna. ”NAP” blev det näst största partiet…

T.o.m. när Agenda i ett tidigare program hade SD som ämne för diskussion hölls partiets egna företrädare borta från TV-studion. Partiets motståndare – däribland Mona Sahlin och Maud Olofsson, som båda mosats av Jimmie Åkeson de gånger de mött honom i debatter – fick vara med, men inte Åkesson. Man talade om SD, inte med SD.Vad som nu uppenbarligen står på agendan är att helt försöka förtiga Sverigedemokraterna. Man har inte för avsikt att låta SD vara med heller fortsättningsvis i TV:s valdebatter. Helt på tvärs mot hur man i tidigare valrörelser behandlat både det pyttelilla Feministiskt Initiativ och Junilistan. Klart är hur man här mäter med olika mått, men med detta kan man komma undan – vilka skulle kritisera media? Knappast media själva. Jan Milld: Hade jag fel?

DIIS, Auschwitz-dagen og flad moraliseren

Valget af temaet »Farlige forestillinger« indbyder til en sådan flad moraliseren. Sagt på en anden måde: På Auschwitz-dagen talte Georg Metz i Odense, der var en af de kun seks byer, hvor der var større officielle arrangementer. Jeg behøver ikke have hørt Georg Metz’ tale for at vide, at den har indeholdt fordømmende referencer til følgende nøgleord: Jesper Langballe, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, regeringens udlændingepolitik, fremmedhadet i Danmark. Valget af Auschwitz-temaet »Farlige forestillinger« indbyder til, at man trækker eller antyder en parallel mellem nazisternes politik over for jøderne og en nutidig dansk udlændingepolitik, som man er uenig i. Man dæmoniserer sine modstandere og dramatiserer konsekvenserne af en demokratisk legal udlændinge- og integrationspolitik. Dette sker næsten hver dag i aviser som Politiken og Information. Det er dette lave niveau, DIIS understøtter med sit tema. [..]

Man må skelne mellem jødeforfølgelsen i Tyskland og i de besatte lande. I de besatte lande blev myrderierne gennemført uden hensyn til, hvad befolkningerne måtte mene, men man udnyttede i betydeligt omfang den historiske antisemitisme i landene. Dette skete også i Norge, hvor antisemitismen – ligesom i øvrigt i Sverige, men ikke i Danmark – i forvejen var ganske udbredt, ikke mindst i statspolitiet. Det var hovedårsagen til, at over halvdelen af de norske jøder omkom i Auschwitz-Birkenau. [..]

Det, man kan bruge Auschwitz-dagen til, er derfor at stille spørgsmålet: Hvordan kunne en sådan morderbande erobre den totale magt i Europas største land? Hvad sker der, hvis man går på kompromis med retsstaten? Hvad kan der ske, hvis man lader parallelsamfund (nazistpartiet dannede med bl.a. SA et parallelsamfund med egen retsorden) vokse sig for store? Hvordan skal vi forholde os til udenomsparlamentarisk aktivitet, og er civil ulydighed virkelig så romantisk og humant et fænomen, som det gøres til i disse år? Eller mulige konsekvenser af ungdomsdominans (gennemsnitsalderen i SS var under 30 år!). Claes Kastholm, kronik: Brug og misbrug af historien. (Jævnfør med svenske jøders situation idag, og politikene manglende vilje og evne til at forsvare dem effektivt mod tilvandret pøbel overhovedet. How Long Before Malmö is Judenrein? )

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Anonym

    Jeg giver ikke noget for det svenske system. På et tidspunkt syntes danskerne, at der skulle valfartes til – hed det Højby – men hurtigt er det blevet glemt. Godt for det.
    Lars Olsen, som lige nu er aktuel med sin nye bog “Eliternes triumf” skrev i sin forrige fremragnende bog “Den nye ulighed” om vores underklasse, der slet ikke fik nogen uddannelse. Det drejede sig ikke om indvandrere.
    Hele uddannelsessystemet var i den grad sporet ind på intellektuelle idéer, således at vore ungdommer’e droppede ud. Det var rystende læsning.
    Efter hukommelsen skrev Lars Olsen fx, at på sygeplejerskeuddanelsen skulle de unge beherske franske filosoffer, og på designeruddannelsen kom de unge næppe i nærheden af nål, tråd, pensel og lærred.
    Jamen, er det ikke mageløst? Hvor helvede er socialdemokraterne og sf’erne henne?

    • PeterK

      For ganske få år siden, sendte et stort Københavnsk hospital rutinemæssigt nyuddannede sygeplejersker på kursus – for at lære at lave forbindinger. Akademisering af en uddannelse er et gammelt kendt kneb, specielt indenfor det offentlige. Kan man flytte en uddannelse fra at være HK-agtig til at være DJØF-agtig, skæpper det godt i lønningsposen.

      Det går ikke rigtigt i det private, her ser man lidt mere på hvad folk kan og hvis muligt deres tidligere resultater. For nybegyndere på hvad potentialet er. Et papir på at have tilbragt et antal timer på en uddannelsesinstitution tages ikke uden videre for gode varer. Et sundt princip: Du får løn efter hvad der er i pakken, ikke efter hvad der står, der er i pakken.

  • boppo

    Lars Olsen, som lige nu er aktuel med sin nye bog ”Eliternes triumf”, har tidligere skrevet “Det delte Danmark” og “Den nye ulighed”. Jeg husker ikke, i hvilken han skrev om underklassens uddannelse eller mangel på samme i Danmark. Det var ikke om indvandrere.
    Han skrev, at det var ikke mærkeligt, at de unge droppede ud på stribe.
    Fx skulle sygeplejerskeelever beskæftige sig med franske filosoffer, På designskolen kom de næppe i nærheden af nål, tråd, pensel eller lærred. Undervisningen var helt anderledes intellektuelt tilrettelagt.

    I bogen beskyldte Lars Olsen Danmarks Lærerforening for at være “totalt passiv i debatten om den negative sociale arv.
    Sådan er det. Sverige er ikke noget forbillede. Langt fra.

  • Peter Buch

    http://www.israelnationalnews.com/Radio/Player.htm#2#504
    Gert Wilders på radio, All along the watchtower med Hendrix i baggrunden i starten og slutningen.

  • Emeritus

    ‘…Når 31 % af en årgang nu ikke kan kvalificere sig til så beskedne krav, er deres skolekundskaber endog særdeles ringe og deres fremtidige anvendelighed svær at få øje på…’

    I firserne viste det sig, at man for Københavns vedkommende kunne pege på, at op til 25% af de elever, der forlod Folkeskolens ældste klasser set over to år, hverken var i arbejde, havde håb om at få et arbejde eller evne til at få gang i en videregående uddannelse. En katastrofemelding. Man skal dog lægge mærke til udtrykket ‘op til’, der selvfølgelig ikke er det samme som et middeltal eller et gennemsnit.

    Én skole i byen skilte sig dramatisk ud fra mængden ved på den ene side at rumme et tværsnit af samtlige socialklasser, og på den anden side i mere end tyve år at kunne præstere – ikke 25 % men 1,8% af to årgange målt to år efter at de havde forladt skolen. Man skulle tro, at der så var tale om en privat eliteskole. Tværtimod. Den pågældende skole understøttede ikke elitens børn og tankegang. Skolen var kommunal og i bedste forstand folkets skole. I mange år udmærkede den sig (negativt i nogles øjne) ved at ligge lavt i sit område, når det kom til elever, der søgte de videregående uddannelser, men når det drejede sig om livsduelighed, var skolen til gengæld suveræn. Skolens største fortjeneste i de år var, at den i højere grad end andre formåede at løse sin kerneopgave. I et konkurrencesamfund forudsættes, at nogle bliver tabere i konkurrencen, Går man en anden vej og lader fem og syv være lige, skaber man grobund for uduelighed. Undgår man derimod i opvæksten følelsen af at være en taber, bliver man måske ikke en vinder (hvad det så er), men du bevarer i det mindste troen på at du til noget, indtil du bliver så voksen, at det viser sig at være sandt.
    Livsduelighed taler man imidlertid aldrig om i et konkurrencesamfund.

    Med venlig hilen

  • “vil nøje sig med blot”

    Der bliver ingen “nøjen”, hverken herhjemme eller på den anden side af sundet, eller i resten af Europa.

    De muslimer der er rykket til Vesten vil, efter min overbevisning, vise sig at være de mest militante i det lange løb.

    De er klemt sammen i fjendeland, er hysterisk klar over hvor “haram” kuffarens levevis er og har meget at vinde ved fortsat at klynge sig til islam (så længe multikultiregimet har greb i tøjlerne).

    I mellemøsten og resten af den muslimske verden vil frafaldenheden tage til efterhånden som den islamiske vækkelse taber kræfter og moralsk “highground”.

    De europæiske muslimer derimod er låst fast i fjendskab, for dem er det alt eller intet!