19
feb
Seneste opdatering: 7/8-13 kl. 1933
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

Tilrejsende til Esbjerg hilses fra søsiden velkommen af Svend Wiig Hansens monumentalskulptur “Mennesket ved Havet”, der blev rejst i anledning af, at Esbjerg i 1994 kunne fejre 100 års jubilæum som selvstændig kommune. Den blev afsløret den 28. oktober 1995.Skulpturen skildrer det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen. Mennesket som det var, da det kom ud af mors liv. Mennesket før det rejser sig og begynder at handle. Det er først da, sagde Wiig Hansen, at det går galt. Først da får mennesket “snavs” på fingrene.Dette møde har Wiig Hansen skildret ved at skabe en universal skulptur med en tempelstemning, en akropolisstemning – en skulptur med en sakral udstråling. Den sakrale udstråling opnås ved menneskefigurernes stive udseende, der får betragteren til at tænke på Memnonstøtterne eller Ramses II, der skuer ud over Nildalen ved Abu Simbel. Heller ikke Påskeøens hemmelighedsfulde stenfigurer kan undgå at falde betragteren ind. Esbjerg. (foto:© Snaphanen Rødovre, 1994, fra diapositiv.) Den færdige skulptur, foto Kirsten Damgaard.

Kvindetorso

Wiig var rastløs. Tit sad han med en klump halvvåd ler og æltede den, selv til bedre middage. Nogle blev støbt i gips. Denne er  8-9 cm lang, lige til en stor, hul hånd.

Palle Nielsen

Mig skal intet fattes. Palle Nielsens billeder. (foto: Palle Nilesen på Den Frie Udstilling til den årlige kunstnerfrokost for færdiggjort ophængning, 1994.)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Niels Hansen

    Hehe jeg kan ikke lade være, prøv lige at læs disse vers fra vores forfædres religion, Vølvens Spådom:

    39.
    En Sal så hun stå
    fjærnt fra Solen
    på Ligenes Strand
    med Låge mod Nord.
    Edderdråber faldt
    ind gennem Lugen;
    af Slangerygge
    er Salen snot.

    40.
    Der så hun vade
    i tunge Vande
    mensvorne Mænd,
    mordgriske Ulve,
    den, som lokker en andens
    Mø til Elskov.
    Dér suged Nidhug
    de døde Lig.
    Ulven i Mændene sled.
    Véd I nu mér eller hvad?

    ———

    41.
    Øster i Jernskov
    den ældgamle sad.
    Fenres fule
    Slægter hun fostred.
    Af dem alle
    skal én omsider,
    svøbt i Troldeham,
    Månen svælge.

    42.
    Den mætter sig med Liv,
    når Mænd gå i Døden,
    rødt Blod den stænker
    på Guders Sæde.
    Solskinnet sortner
    i Somrene derefter,
    og Været bliver ondt.
    Véd I nu mér eller hvad?

    52.
    Et Skib går fra Øst.
    Muspels Skarer
    stævne over Hav,
    men Loke styrer.
    Med Ulven fare
    Uhyrene alle;
    Bylejsts Broder
    er med i Følge.

    53.
    Surt farer sydfra
    med spillende Flammer;
    af Sværdet skinner
    Kampgudens Sol.
    Stenbjerge Styrte
    til Bjergmøers Skræk.
    Helte gå til Hel;
    Himlen brister.

    Det er godt nok en glimrende beskrivelse af disse muspelheims sønner!