Lørdagsfilmen er absolut non-fiction. Victor Davis Hanson explains why war is inseparable from the human condition, 15 marts 2010. Dr. Hanson er militærhistoriker og klassisk filolog, og som navnet antyder af svensk afstamning. En samtale der spænder sig ud om amerikanske slag fra Baghdad, Kabul, Le Bocage, Inchon til Hiroshima og Okinawa, de involverede generaler og præsidenter, den amerikanske psykologi, krigens tragedie og uundgåelighed og den moralske pligt til at studere den. Hele udsendelsen i fem dele her.

Morten Kjærum ser rødt

Så er det tid for endnu en formaning fra OSCE. Den nederdrægtige ‘Emmanuel Goldstein‘ truer igen tingenes naturlige tilstand – den multikulturelle harmoni og freden mellem folkene. I hjørner og kroge af internettet smedes rænker og ytres grimme ord, og der må nu – igen – blæses til alarm og vagtsomhed fra civilsamfundets renfærdige kadrer. Mere kyniske iagttagere må dog sidde tilbage med en stille undren over hvad det helt præcist er der hentydes til – er det grasserende jødehad på muslimske debatfora? Eller er det fremlæggelse af ubekvemme sandheder om islamisk dogmatik og praksis? Forsvar for retten til at fremstille karikaturtegninger? Hjemmesider for marginale White Pride-lignende hooligantyper? Det ville hjælpe med lidt konkretisering, når nu lokaliseringen af problemet er så stærkt politiseret som den er. Man kan dog ikke undgå at bide mærke i en flere gange gentaget formulering: “racist, xenophobic, anti-Semitic or other related bias”. Er Kjærum og OSCE ved at være bekymrede over muslimsk jødehad – eller er dette blot en rutinemæssig råben vagt i gevær, affødt af desperation over det multikulturelle projekts fremadskridende kollaps? Jeg ved godt hvad jeg tror. Pointen er jo, at Kjærum og EU-konsorter er hævet over at skulle tage hensyn til forskellige politiske tilgange til dette spørgsmål (LFPC).

In a joint statement ahead of the International Day for the Elimination of Racial Discrimination, the OSCE’s Office for Democratic Institutions and Human Rights (ODIHR), the Council of Europe’s European Commission against Racism and Intolerance (ECRI) and the European Union Agency for Fundamental Rights (FRA) strongly condemn manifestations of racism and xenophobia, with a particular focus on the Internet:

“We must remain vigilant in the face of racist behaviour and incidents, including hate crimes and malicious expressions of hate and racist sentiments on the Internet.

“Our organizations are alarmed by patterns and manifestations of racism such as the ever-increasing use of the Internet by racist groups for recruitment, radicalisation, command and control, as well as for the intimidation and harassment of opponents. The Internet has become an important communications channel that links people in ‘cyberspace’, who then meet and take action in the physical world. […]

“We, the signatories of this statement, believe that:

– governments should investigate and prosecute criminal threats of violence based on racial, ethnic, religious or other bias and fully use existing domestic and international legal instruments and co-operation channels in this regard; […]

– governments should reflect on whether national legislation provides an adequate basis to respond to crimes motivated by racist, xenophobic, anti-Semitic or other related bias on the Internet; […] European human rights bodies call for decisive action against racism

Fredriks fyndord

Nu er  ordet “nationalisme”, som vi i Danmark opfatter som en pervertering af en naturlig og uudryddelig nationalfølelse, ikke noget stort hit her i landet. Men i Sverige er det Den Onde selv og antagelig en hovedårsag til det målrettede arbejde på at opløse nationen Sverige:

“Ju mindre av nationalism, desto mer framgångsrik kommer mänskligheten att bli.”

“Jag är väl medveten om min europeiska läxa och historia – att nationalismen är det gift som mer än något annat har förgiftat den här kontinenten.”

“Det sprids en sorts föreställning att det mångkulturella samhället inte fungerar. Och det ropas på stramare regler och kulturell likriktning. Våra motmedel måste vara att visa att det mångkulturella samhället fungerar bättre. Det är ett mer spännande och mer intressant samhälle.”

“Ursvenskt är bara barbariet. Resten av utvecklingen har kommit utifrån.”

Fra Reinfeldt, Wikiquote hvor der er masser. Jeg kan specielt godt lide dette: ” Det där menade jag inte ens när jag sade det.” Det må glæde Fyndige Fredrik usigeligt at svenske dagblade nu har helsidesannoncer på ikke-svenske, ikke-nationalistiske fremmedsprog. Ovenstående skulle være fra den store Gøteborgs Posten. Se flere  her. Historikeren Herman Lindquist skrev sidste år en meget instruktiv klumme om den svenske liberalist og socialist-elites “omvendte nationalisme.”

En stor lille bog

Af Kasper Støvring

Thomas Aallmanns nye fortrinlige bog, Løvehjerter, om virket som feltpræst i Helmand handler hverken om den futile bestræbelse på at skabe demokrati i Afghanistan eller om de politiske trakasserier om krigen.Ja, den handler i bund og grund ikke om fjerne egne, men om Danmark og det danske folk. Skønt lille i omfang er det en stor bog om det helt elementære: om den danske kulturnation, om det, der er vores, om “os”.

Nationen er skæbnefællesskab

En nation er en kilde til social samhørighed. Som medlemmer af et nationalt fællesskab er vi som borgere i landet bundet sammen af historien, af særlige livsomstændigheder, af kristendommen, og vi har forbindelse til et bestemt afgrænset landområde: den plet på jorden, der hedder Danmark, og som vi kan kalde vores “hjem”. Netop hjemmet spiller en stor rolle i bogen, som jeg skal komme tilbage til.

Som medlemmer af nationen er vi altså fælles om en kernekultur. Det er derfor, man kan tale om det danske “folk” som en nation med en særlig identitet. Og det gør Aallmann også, så det synger – han kalder selv sin bog en sang. Udgangspunktet er følgende basale erkendelse:

“Danmark er ikke en konstruktion. Fædrelandskærlighed er ikke opfundet efter tabet af Sønderjylland, og brodersind er på ingen måde bare en romantisk idé fra 1800-tallet. Den bryder frem som et drivmiddel, når verden snævres sammen. Patriotismen er en gammel ædel følelse, ikke fordi den hører fortiden til, men fordi den altid har været til stede i folket. Kærligheden er gammel, fordi den altid er nutid.”

Det er netop fordi, at nationen er karakteriseret ved en indbyrdes samhørighedsfølelse blandt dens medlemmer, at den hviler på et kulturelt fællesskab, der ikke er en blot vilkårlig forening.

Den danske nation er ikke blevet til ved en sammenkomst af tilfældige individer, der rationelt har besluttet sig for at “konstruere” fællesskabet i form af en art social kontrakt. Det gælder også for andre nationer: En national kultur arves fra generation til generation og er som sådan også en levende, spontan tradering.

Følger vi Aallmann er nationen, med et tungt ord, et skæbnefællesskab, usynligt for de fleste, men altid virkende dybt nede.

Kærligheden til hjemmet

En af bogens bedste kapitler handler simpelthen om hjemmet. Hvad er det?, spørger forfatteren og svarer selv:

“Ja, det bedste hjem i verden vil altid være dit hjem. Det er et hjem med mangler og med mange prøvelser og fejl – men det er det bedste hjem, der findes, fordi det er dit hjem. Danmark er mit land – det er fuldt af mangler og fejl, men jeg elsker det, for det er mit land. Vi elsker med andre ord ikke Danmark, fordi det er et yndigt land – nej, Danmark er et yndigt land, fordi vi elsker det. Sådan er det at være konkret menneske et konkret sted i verden. Og den glæde er da ikke noget, man skal skamme sig over.”

Det er meget præcist sagt, og det spidsformulerer den relativisme, jeg har omtalt flere gange på denne blog. Man finder den i enhver autentisk nationalkonservatisme, også Aallmanns.

Hvis man selv er national, forstår man også andres behov for national forankring; man forstår, hvorfor andre vil kæmpe for det, der er deres, og ikke mindst forstår man, hvorfor lande uden national loyalitet er skamredet af blodig strid. Det gælder islam. Den forstår ikke betydningen af national loyalitet, fordi den udelukkende anerkender det tværnationale religiøse fællesskab. Det er derfor, islam har “blodige grænser”.

Det er ikke EU eller andre overnationale enheder eller imperier, der skaber fred. Det er netop kulturelt homogene nationalstater, hvor folk føler, at de har hjemme, hvor de kan genkende sig selv i de love, de regeres af, og hvor de føler loyalitet over for fremmede. Med Aallmanns ord:

“At kende kærligheden er forudsætningen for at kunne forstå andres. Hvor der er kærlighed, er der størst grobund for at hindre, at der opstår fjendskab mellem lande. Det er ikke rigtigt, at vi i frygten for gentagelsen af det 20. århundredes totalitære nationalisme skal holde op med at være nationale. Ophævelsen af fædrelandskærligheden er i hvert fald ikke svaret.”

Dette perspektiv er afgørende, fordi der er så mange misforståelser i cirkulation om det nationales betydning.

At borgere i et land er bundet sammen i kraft af en national loyalitet, skaber først og fremmest stærke gensidige forpligtelser borgerne imellem. En nation er i den forstand et fællesskab af fremmede individer, der er forenet i et civilt medborgerskab.

Borgerne er ikke eksklusivt forpligtede over for familien, trosfællerne, slægten, stammen eller klanen, men er derimod snarere forpligtede over for hinanden som naboer i et socialt bånd.

Borgerne nyder derfor vidtstrakt frihed og mellemmenneskelig solidaritet, samtidig med at den nationale loyalitet forsoner forskellige klasser samt interesse- og trosfællesskaber inden for statens grænser; det nationale fællesskab muliggør respekt for “den fremmedes” frihedsrettigheder og en accept af konflikter og kritisk tænkning inden for rammerne af den offentlige politiske kultur.

Denne betingelse for fred kredser Aallmann bestandigt om og henviser især til kristendommens indtog, hvormed der blev gjort op med de klanfejder, der stadig hærger islamiske lande.

Stærk prosa

Dette er ikke en anmeldelse, men nogle betragtninger i anledning af en fremragende og bemærkelsesværdig bog. Alligevel kan jeg ikke lade være med at knytte nogle ord til den særlige stil, bogen er skrevet i.

Thomas Aallmann skriver, nej, synger med myndighed i stemmen; han tror helt åbenlyst på sin sag. Hans retorik er netop ikke svulstig, ekstrem eller forloren, som nogle sikkert vil synes, men vidner om en stærk tro. Allerede i indledningen opgiver forfatteren at overbevise dem, der ikke kan overbevises. Bogen er skrevet i en særlig, ja, men tør næsten ikke sige det: Ånd – og skal modtages i samme.

Aallmann kredser konstant, men stille og roligt, om forudsætningen, det elementære, i en meget kraftfuld prosa. Det er ikke bare en skrivestil, sådan taler manden! Læs f.eks. dette fantastiske interview.

En hymne til den nationale ånd

Det siges, at tyske soldater fik forfatteren Ernst Jüngers krigsdagbøger med til fronten som en del af den uundværlige udrustning. De danske soldater, udstationeret i Helmand, burde tilsvarende have et frieksemplar af Løvehjerter med i tornysteret.

Samtidig burde bogen runddeles til det anti-nationale segment, der altid står klar til at rakke ned på deres landsmænd og hjemland.

Det er nemlig værd at huske, at alene den nationale loyalitet skaber en stærk social sammenhængskraft og en levedygtig tillidskultur, og først den demokratiske nationalstat garanterer borgernes retssikkerhed uanset deres partimedlemskab, tro eller afstamning.

Der er derfor en masse gevinster ved at være medlem af et nationalt fællesskab. Det giver f.eks. tryghed og en fornemmelse af at høre hjemme og høre til blandt ligesindede. Men der er selvfølgelig også en pris at betale for disse goder. F.eks. en forpligtelse over for det, der er større end én selv og en taknemmelighed over for dem, der med et anakronistisk udtryk er villige til at ofre sig for det nationale fællesskab.

Thomas Aallmanns sang afsluttes således med en tak til de danske soldater, som vi andre kan synge med på:

“De sendes ud med midlerne til at bekæmpe det onde med det onde – og det er en ond virkelighed. Men de, der tager kampen op, gør det ikke, fordi de nyder denne virkelighed. Det tager ikke kampen op, fordi de har fjendens død, men hjemmets liv som genstand for deres lidenskab. De danske soldater i Helmand slås, fordi de elsker livet, ikke fordi de elsker døden. De kæmper, fordi de elsker friheden, freden og hjemmet, ikke fordi de elsker krig og vold. De kæmper af kærlighed og ikke af had.”

–

En stor lille bog om det elementære,  Kasper Støvring, i Jyllands-Posten 01.03.10. Thomas Allman er præst på Thurø ved Svendborg.  Bogen kan købes her.

Krigshæder til Thurøs feltpræst