Anne Marie Løn er godt nok dygtig til såkaldt hadsk tale. Hun kan selv være en dæmon, kan hun.

I øvrigt er der gode nyheder fra England, som ikke rigtigt er dækket i Danmark: Journalisten Simon Singh er kommet helskindet ud af et møde med den britiske injurielovgivning – den som nu også truer en række danske dagblade – og har skrevet en kommentar, hvor han kræver en reform af de love:

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2010/apr/19/libel-laws-reform- simon-singh/print

Undskyld, jeg nævner det, men I burde altså gøre noget ved strukturen her på Snaphanen. Den er meget rodet. Jeg er selv begyndt at komme her lidt sjældnere end tidligere, og jeg tror, det samme er tilfældet for mange andre læsere.

Når jeg læser udgydelser som Anne Marie Løns (og hun skal forestille at være “intellektuel”!), gribes jeg af mismod; hvoraf kommer al denne had dog? Hvad har AFR, VKO og befolkningsflertallet dog gjort for at bevæge til al denne galdegrønne lidenskab, dette frådende had? Den er i så høj grad ude af proportioner.
Sandheden er jo – og det kan bevises sort på hvidt – at i VKO’s regeringsperiode har såvel indvandring som antal offentligt ansatte, afsatte midler til den offentlige sektor og det samlede skattetryk sat nye rekorder. Ikke noget, jeg som borgerlig er særligt stolt af, men dog for pokker intet, der rent objektivt kan forklare det spytsprøjtende hand, Anne Marie Løn udspyr.
Indrømmet, når man læser indlæg på blogposter, er der også nogle fra “vores” fløj, der ikke kan beherske deres had; men hadet er som regel rettet mod religionen/ideologien islam, omend det desværre engang imellem strømmer over i ubeherskede udfald mod muslimer som individer. Men i det store og hele kan “vi” uhyre sjældent være med på samme hadniveau som Anne Marie Løn.
Og hadet er jo ikke et nyt fænomen. Prøv at læse Nomos’ “Antenora”-samling af selvhadske (eller skulle vi måske snarere sige “den anden-hadske”) udfald; de går langt tilbage i tiden: http://www.nomos-dk.dk/Antenora.htm – den samme ubeherskede “hate speach”, foragt og regulære anti-danske racisme.
Hvorfor?
Jeg tror – lige som den britiske venstrefløjsjournalist, Nick Cohen – at fænomenet skal kobles tæt sammen med begrebet “politisk korrekthed”.
I sin fremragende bog – læs den! – “What’s left” (genialt ordspil!) søsætter han den tese, at den typiske venstrefløjs-intellektuelle til daglig er spændt inde i den politiske korrektheds spændetrøje i en sådan grad, at han/hun konstant må overvåge sig selv for ikke at komme til at sige eller gøre noget, der forbryder sig mod dette nådesløse moralkodeks – en slags muteret udgave af det gamle kristne skyld-skam-kompleks.
Da PK skaber masser af kognitiv dissonans – der er jo åbenlys og smertelig modsætning mod f.eks. traditionelle venstrefløjsidealer og islam – og dermed uorden i det venstreorienterede/progressive verdensbillede opbygges der en indre spænding, som bare skal have udløsning.
Dette sker gennem “tilladelige” had-udbrud mod personer (helt som forudsagt af Orwell i “1984”), der tjener som prygledukker for de progressives opstemmede frustrationer. I Danmark er det typisk Pia Kjærsgaard, Søren Krarup eller – som her – AFR, det går ud over. Af nævnte psykologiske årsager er der tilsyneladende ingen hæmninger, ingen grænser for tilsviningens karakter. Alt er tilladt, alt kan siges – og bliver det. Der er ingen grænser for dæmoniseringen. Og tragi-komisk nok er det typisk mennesker, der klandrer den anden fløj for “tonen”, der udfolder sig.
Dertil kommer selvgodheden, der er typisk for venstrefløjen. Følelsen af at HAVE RET. Så når folk, man er ideologisk uenige med (hvis Anne Marie Løn da overhovedet har en sammenhængende ideologi ud over det føleri, der i så høj grad har erstattet ideologisk stringens hos “de røde”), får magten, må vælgerflertallet enten være blevet bedraget – den gode gamle “falske bevidsthed”, eller der må ligge et moralsk-etisk sammenbrud hos vælgerbefolkningen bag. I dag hælder “de progressive” vist mest til det sidste; på den måde kan man tilsvine både AFR og den individuelle vælger, der satte sit kryds ved VKO.
Selvgodheden er en typisk religiøs følelse. Den får én til at føle sig godt tilpas. Formlen er derfor denne: PK er lig med den rette holdning. Men PK skaber kognitiv dissonans, den er i modstrid med virkeligheden. Frustrationerne må ud, og de retter sig typisk mod individuelle personer, som det er “tilladt” at hade. Hadet tager trykket af frustrationer, dulmer utilpasheden ved de kognitive dissonanser, og får én til at føle sig “rigtig”, “god”.
Efter min mening skal vi derfor opfatte Anne Marie Løns ufatteligt uartikulerede udfald som en form for primalskrigs-terapi. At hendes udfald intet har med den virkelige verden at gøre, er ligegyldigt i denne sammenhæng. Kronikken er en form for selvterapi.
Men så let slipper kvindemennesket ikke!
Som alle de andre “progressive”, der befolker Antenorum, bærer hun ved til det voldsomme had, der nu splitter Danmark på kryds og tværs. Hader hun “os”, tvinges vi til at hade hende og “dem”. Alt hvad vi ville, var egentlig at diskutere et politisk spørgsmål – om massiv muslimsk indvandring er til gavn for Danmark eller det modsatte, og hvad vi i sidstnævnte tilfælde så skal gøre ved det. Vi ønsker også at diskutere, i hvilket omfang, vi skal give efter for en totalitær politisk ideologi – som islam jo også er – eller hvor vi skal sætte os i mod. Ingen af delene må vi. I stedet dæmoniseres vi på det groveste.
Jeg er meget foruroliget over, hvor dette fører os hen. Jeg er overbevist om, at den danske velfærdsstat er uholdbar af mange forskellige årsager, og vi har behov for en form for national samling for at tackle de gigantiske udfordringer, vi står over for, ikke mindst på grund af peak oil, uhørte demografiske ændringer og globaliseringen kommende sammenbrud. Men der er i dag opbygget et sådant had i samfundet, at det er svært at forestille sig, hvordan vi skal kunne samarbejde.
Med sit helt ubeherskede udfald har Anne Marie Løn for eksempel klart krydset en grænse; hun har dæmoniseret og umenneskeliggjort en stor del af befolkningen i en sådan grad, at der nærmest skal en Jesu tilgivelse til for at bringe en form for balance i regnskabet igen – og den tror jeg, som agnostiker, ikke lige, vi skal forvente os.
Interessante tider venter os!

Den pågældende Southpark-episode kan ses her: http://www.xepisodes.com/

Episode 1405 – nr. 200 – enjoy 😀
http://www.xepisodes.com/southpark/episodes/1405/200.html