NÄr jeg besÞger min barndom, fysisk, i erindringen eller begge dele pÄ én gang, er det som at gÄ i en stor skov ved midsommertid ikke lÊnge efter et regnskyl. Jeg er indsvÞbt  i noget stort. Af og til passerer jeg en skarp duft af lindeblomst, en duftende skÊlhat, skovhindbÊr, et dÞdt dyr. Det varer kun fÄ sekunder, sÄ er jeg videre i den almindelige duft af skov, det stÞrre rum udenfor.
SÄdan er barndommen ogsÄ. SmÄ prikker af skarp erindring pÄ et stort kort, der mere er en bestemt atmosfÊre. Enkelte farvesnapshots imellem mange, slÞrede sort-hvide billeder. Billederne er i ens hoved, nogle enkelte er fotograferede.
Min barndoms landskab findes endnu, det har ikke Êndret sig hverken i virkeligheden eller i min erindring. Topografien er nÊsten som den var i 1863, bÄde udvendigt og indvendigt. Det mÄler kun 250 x 300 meter. TrÊstakitterne ud mod omverdenen markerede grÊnsen til det store terra inkognita.
Jeg kan sĂŠtte mig ned i dets epicenter, en lille gĂ„rdhave i det der engang var lĂŠgeboligere til Kommunehospitalet, midtfor ud mod Ăster SĂžgade, og efter ti femten minutter myldrer alle personerne fra dengang frem. Ikke mindst masser af bĂžrn, som var 50 ernes velsignelse og mere end gjorde det op for fravĂŠret af TV. Livets salt, det var de andre.
Oppe under taget boede sygeplejersker fra provinsen. Midtfor i den store lejlighed, overkirurg Mikkelsen, en utilnĂŠrmelig figur. Rundt om alle vi andre.
Den store verden er blevet ganske lille, nÄr man sidder der, men en for en kommer de smÄ prikker pÄ kortet til live og stÄr skarpt. Det eneste vemod jeg fÞler, er tidens gang, for mit barndoms landskab, som var en evighed, var meget lykkeligt. OgsÄ selvom envher barndom har sine naturlige sorger. KÊrlighedssorger har den ogsÄ, de er store, selv fireÄrige er prisgivet deres kÞn. BÞrn ved det. Voksne kommer senere i tanker om, at det erotiske er i os fra starten. I begyndelsen som et stort mysterium.
I porten ind til haven lÄ de kÞbenhavnske hospitalers centralapotek. Hver dag kÞrte de medicin ud til byens andre hospitaler. ChauffÞren hed Jensen, jeg ser hans ansigt for mig, hans pomadiserede hÄr. BÞrn var ikke pÄ fornavn med voksne dengang, selvom de var gode venner. Han var hÞjt elsket af bÞrnene. I begyndelsen kÞrte han pÄ en Nimbus motorcykel med sidevogn, hvor jeg lige kunne presses ned mellem medicinkasserne. Bare det at kÞre motorcykel, var stort.
Jeg kan hÞre Nimbussens umiskendelige lyd fra den fire-cylindrede rÊkkemotor og lugte dens udstÞdning. Hen over udstÞdningsrÞret hang et tykt lÊderklÊde, sÄ man ikke brÊndte sig. En dag fortalte min far mig, at han var dÞd. Jeg kunne ikke begribe det. Jeg havde intet begreb om dÞden.
Juleaften fik vi sĂ„ fint tĂžj pĂ„ som muligt. Mens vores mor lavede mad, var vi med ovre pĂ„ afdelingere og Ăžnske glĂŠdelig jul og gĂ„ stuegang. Hele den lille by hospitalet var, samledes om de store juletrĂŠer, â der er mindst fire meter til loftet i arkitekt Christian Hansens bygninger â lĂŠger, sygeplejersker, oppegĂ„ende patienter. Vi gik om trĂŠet og sang til det harmonium, der stod pĂ„ enhver afdeling.
LĂŠger og oversygeplersker – “plejemor” hed de, et smukt ord – havde en gudeagtig status, nĂ„r de dukkede op pĂ„ det der dengang kunne vĂŠre 12 og 14-sengsstuer. Omvendt proportionalt med hvad de ofte faktisk kunne stille op overfor sygdom i 50 erne. MĂŠnd og kvinder lĂ„ hver for sig helt op i tresserne.
Den hĂžjre port mod Farimagsgade var “mandsporten”, den venstre “kvindeporten.” Hospitaltes optageomrĂ„de var stadig tĂŠt befolket, Nansensgade, Indre By. Min far talte aldrig om patienterne, men jeg ved han kunne sige: “Det er en 20 bajers-mand, lad ham ligge en mĂ„ned. Fru Jensen fra Adelgade, hun har seks bĂžrn og en fordrukken mand. Giv hende en lang ferie her.”
Jeg gÄr en tur inden om 6 afdeling i dag,  Amalie Skram og prof. Pontoppidans afdeling, de vÊgge der indtil for ti Är siden har vÊret vidne til sÄ megen uafhjÊlpelig psykisk lidelse, som studenterne der befolker rummene nu igen anelse har om. Nede i kÊlderen lÄ ikke bare el-chock behandlingerne, men ogsÄ hudklinikkens ambulatorium. Det hÞrer hjemme i en kÊlder, alt det forfÊrdelige.
Jeg gÄr videre til en anden af de smÄ skarpe prikker af erindring, vÊrelset ud mod Farimagsgade, hvor kong Frederik den 9 dÞde den 14 januar 1972.
Det er ikke sÄ meget et erindringspunkt pÄ grund af kongen, som fordi den aften stÄr tydeligt pÄ grund af dem jeg var sammen med, min store kÊrlighed dengang og min gamle rektor Husfeldt, nu forlÊngst dÞd og bror til lÊgen Erik Husfeldt fra FrihedsrÄdet.
VĂŠrelset meddeler sig ogsĂ„ til mig, fordi en god ven dĂžde lige der 10 Ă„r senere, det fĂžrste menneske jeg sĂ„ dĂž. Selv som forudsĂŠtningslĂžs er man ikke i tvivl om, i hvilket Ăžjeblik det sker. Det er ligesom fĂždslen et stort Ăžjeblik, og hvis der er et ord der fylder det igennem fortvivlelsesen, er det “ĂŠrefrygt.”
Jeg fortÊller studenten, der sidder der med sin Mac, hvorfor jeg tager billeder af det nÞgne, anonyme rum blandt sÄ mange andre rum. Han siger ikke noget, mÄske tÊnker han ikke noget. Jeg kender heller ingen anden grund, end at dette er min barndoms landskab.
Jeg vil op i hospitalskirken under kobberkuplen, men der er lĂ„st. Jeg gĂ„r lidt rundt pĂ„ det, der engang var pĂ„ rĂžngtgenafdelingen lige neden under. Jeg ser ned i haven pĂ„ alle de studerende â der er mange haver pĂ„ KH, det er bygget lige efter koleraepedemien i 1853, hvor 4000 kĂžbenhavnere dĂžde.
Jeg glÊder mig over at bygningerne ikke stÄr tomme lÊngere. De er bygget til at holde i mange generationer endnu og der er noget trygt ved, at de stadig findes nu hvor alt det der var, kun er skygger, og det kun er mig der ser dem. Der var sÄ mange andre, tÊnk alle dem, der har levet og dÞet her, nu er kun jeg tilbage. Jeg gÄr ud pÄ gaden igen, for at blive en del af livet og dagen. Det liv dengang, er en gÄde, men jeg bÊrer det altid med mig.
Steen
[…] Jeg mĂ„ fortĂŠlle om min oplevelse. Jeg var blevet smittet med en eller anden virus, der vercerer mindst ti i Ăžjeblikket. Da jeg har knoglemarvskrĂŠft og fĂ„r en medicin, der holder mig i live, som samtidig svĂŠkker mit immunforsvar, har jeg fĂ„et at vide, at jeg skal kontakte hospitalet hvis min feber kravler over 38. Det gjorde jeg, da jeg ogsĂ„ havde andre symptomer som Ă„ndenĂžd og ondt i hals og bronkier. Sygdommen er grunden til, at jeg aldrig har haft flere lĂŠge og sygeplejerskekontakter i mit liv, selvom min far var lĂŠge, og min mor sygeplejerske og jeg… Read more »
Mycket fint skrivet Steen.
[…] var pĂ„ Kommunehospitaltet for at vise en veninde mit barndomshjem, og for at at vise hende “Finderup Lade”, sygestuen hvor kong Fredrik den 9. dĂžde. […]
[…] ungdom fĂžr det er for sent? Jeg ser det pĂ„ hospitalerne, hvor jeg har min gang for tiden. Jeg er vokset op pĂ„ et hospital.  De tĂŠnker pĂ„ det ligesom jeg, med gangapparater og gummislanger og nĂ„le i armen. Eller bilder […]
Steen, er det dig, der har skrevet barndomserindringer?? For filan mand, der er sprog og billed krummer i dig. đ Men det er du ikke ene om. Du og din med-snaphane er et rigtig godt team. I supplerer hinanden fabelagtigt godt pĂ„ bloggen â synes jeg. BĂ„de kunst – kunstkritik og kultur- og religionskritik. Hvad kan man Ăžnske sig mere som lĂŠser af en dansk (og svensk) blog..
Jeg kommer til at tĂŠnke pĂ„ Malmros, nĂ„r jeg lĂŠser erindringerne. Og pĂ„ Proust’s.. PĂ„ sporet af den tabte tid.
HĂžrt, Liva đ
@Liva: Tak. Det er moi-mĂȘme. OgsĂ„ pĂ„ foto. “Madeleinekagerne” er nok sĂ„ meget igen …………..
Steen, det er da en helt eventyrlig start du laver pÄ din beretning. Det vil jeg bare lige fortÊlle dig. Jeg gÄr sgu med ind i den der skov. Det billede vil jeg altid forbinde med Snaphanen. Ikke for at lyde patetisk. Men nogen gange er der bare et fÞr og efter..
test igen, igen
Bilen i Prag.
Det er en Tatra, tjekkoslovakisk produceret. à rgangen kan jeg ikke sige meget om, men de sÄs faktisk ogsÄ i Danmark da jeg var barn, for ca. 100 Är siden. NÄ, men den er sikkert fra 1950-erne.
Den havde hĂŠkmotor og pendulaksler (ligesom de gamle folkevogne). Havde nogle livsfarlige kĂžreegenskaber, men efter sigende en robust og solid motor.
OT
Bus selskab – der har vĂŠret med til at lave helt fantastisk fĂždselsdagshistorie i dag – har helt specielt tĂžrklĂŠde pĂ„ pĂ„ hjemmeside. Tag et kig.
h t t p://www.arriva.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=628&Itemid=277
Ligner en Bugatti
Saab ?
Det er en fin skildring fra gamle dage, som jeg senere vil vende tilbage til, Steen.
Som tak er her en lille muhammed-pinsehilsenm som selvfĂžlgelig har skabt stor vrede.
http://www.mg.co.za/zapiro/all
Helt ĂŠrligt – det er den bedste muhammed-karrikatur, jeg har set….og mĂ„ske den mest subversive.
Der er en artikel om denne tegning i dagens Grauniad:
http://www.guardian.co.uk/world/2010/may/21/muhammad-cartoon-sparks-threats-newspaper
Sig mig engang har Politken gjort sig til talerĂžr for ‘Store A’ og Lille A’ fra BlĂ„gĂ„rdsbanden?? Hver dag har de tilsyneladende et mikrofonholder-interview med disse to kulturberigere, og i hele deres serie om bandekrigen er vinklingen, at HA’erne er ‘de onde rascister’ som startede det hele, mens de to dybt kriminelle ‘Store A’ og ‘Lille A’ nĂŠrmest er blevet tildelt offer-rolle. Men man mĂ„ sige at de to kulturberigere ved hvad der appelerer til Politkens lĂŠsere. Bl.a. giver de idag udtryk for, at alting var bedre for indvandrere i 1990’erne, mens man idag bliver “kaldt krĂŠftknuder af Dansk Folkeparti”,… Read more »
Nej, det tÞr jeg ikke gÊtte pÄ, for det ser ud til at vÊre en typisk pyroman.
“Vognmand tilstĂ„r mange pĂ„satte brande
Gps i 63-Ă„rig taxivognmands bil skaffer beviser i sagen om de mange pĂ„satte brande i Thy”
http://ekstrabladet.dk/112/article1350166.ece
TÞr man gÊtte pÄ at han tilhÞrer en bestemt religion?
“Its like a full circle situation”
Muslimernes sÄrede fÞlelser er intet andet end jihad!
Ikke at mÄtte tegne Muhammed er en bestemmelse fra sharialoven. Jihad handler om at udbrede den islamiske stats kontrol og lovgivning med alle midler.
Muslimerne dyrker magten som afgud. De tilbeder staten. “Allah akbar- Allah er stĂžrst”, eller med andre ord islam bestemmer!
Deres forsĂžg pĂ„ at fĂ„ ikkemuslimer til at efterleve deres stats bestemmelser skal ses som det “power grab” det er!
“overfalde ham i en time, hvor der var mange til stede, og hvor hun var sikker pĂ„, at han ville fĂ„ hjĂŠlp.”
hvor betĂŠnksomt. Det burde da kunne give en frikendelse.
Dagens tudehistorie – fra EB. En 15-Ă„rig pige sidder i spjĂŠldet pĂ„ 4. mĂ„ned “blandt hĂŠrdede kriminelle”….bare fordi hun stak en kniv i ryggen pĂ„ en klassekammerat.
http://ekstrabladet.dk/112/article1350018.ece
SĂžster – og sympatisĂžrer: Hvis du stikker en kniv i en anden, sĂ„ er du….kriminel.
It is that simple.
Det er skam helt normalt at planlÊgge et overfald og stikke en kniv i ryggen pÄ en anden, det var kun en kraftig markering!
“â Politiet har intet bevis for, at pigen har villet andet end at give drengen en kraftig markering. Hun har fra starten Ăžnsket at afgive forklaring for Ă„bne dĂžre, og hun har hele tiden fastholdt, at hun netop valgte at overfalde ham i en time, hvor der var mange til stede, og hvor hun var sikker pĂ„, at han ville fĂ„ hjĂŠlp.
[…] http://snaphanen.dk/2010/05/21/backlash-og-lynfortrydelse/ […]
Ang. gÄden:
Den bil er tjekkisk! (Dengang hed det tjekkoslovakisk).
Jeg kan ikke huske, hvad den hedder, og det vil vÊre snyd at google det, men jeg sÄ en del af dem pÄ gaderne i Prag, da jeg var der i august 1968 (lige fÞr den russiske invasion, men det er en anden historie).
Nu har jeg googlet den alligevel. Det ligner en Tatra 600.
Det kan man kalde en veteranbil!
Det var sgu hurtigt ! Tatra T87 – lavet 1936- 1950 i 3056 eksemplarer. Billedet ER taget i Prag !
Porches Folkevogn var mere end inspireret af den. De lagde sag an mod ham. Tag en tur her:
http://www.youtube.com/watch?v=cvSKFrMcVUE&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=m5HkfDJGIEo
Fin artikel og billeder fra det gamle Kommunehospital. En tur “down memory lane”, en anden verden, som jeg jo ogsĂ„ selv har levet i. GĂ„den om den tjekkiske bil var en anden memory lane. Jeg husker, som var det i gĂ„r, hvordan gaderne i Prag i 1968 havde cĂrka samme trafiktĂŠthed som KĂžbenhavn i begyndelsen af 1950’erne. Og jeg husker kun to typer personbiler: Tatra 87 og den stĂžrre Tatra 603. De var reserveret til hhv. smĂ„ og store partipampere og holdt som regel foran officielle bygninger. De var altid sorte. Jeg havde aldrig set dem fĂžr, og heller ikke… Read more »
Facebook har fjernet den originale âEverybody Draw Muhammad Dayâ gruppe, hvor er det tragisk at forstyrrede mennesker skal sĂŠtte dagsordnen for hele den vestlige verden
IfĂžlge Simi Jan pĂ„ TV2Knuzz sĂ„ er der varslet store demonstrationer i Pakistan p.g.a. ‘Tegn-Muhammed-dagen’ pĂ„ Facebook, og mon ikke ogsĂ„ der kommer en reaktion efter fredagsbĂžnnen i den Arabiske. Med lidt held er der lagt til en ganske underholdende forlĂŠnget pinse-weekend foran TV’et, (vejret skulle vist blive elendigt), sĂ„ nu er det bare med at sikre sig, at man har nok forsyninger af pop-cor og cola. For jeg mĂ„ blankt erkende, at jeg idag betragter ‘Islamic rage boy’ som ren underholdning. Utroligt de kan gĂ„ sĂ„dan amok over nogle harmlĂžse tegninger de iĂžvrigt aldrig har set.
Hvor er det dog en svag religion, der ikke kan tÄle kritik.
Hvor er det dog en svag profet, der ikke kan tÄle at blive gengivet.
Og de kalder deres drenge Muhammed. Det er da et forsÞg pÄ at skabe et billede af profeten.
Ikke mange drenge i DK hedder Jesus. (kun 40 ialt) Netop i respekt for profeten.
OT: Here we go, det nÊste bliver mere i overfÞrselsindkomst, lavere skatter og vÄbentilladelse til indvandrere, alt sammen for bedre integration
“Buskort for bedre integration
NĂ„r Muhammed er i skole, leger han med sine klassekammerater, men han leger ikke med dem i fritiden, fordi de bor for langt vĂŠk.”
“Gratis buskort
Siden er bĂ„de bĂžrn og forĂŠldre blevet udstyret med et gratis buskort, og Axel Bech hĂ„ber, at det vil fĂ„ forĂŠldrene til at mĂžde oftere op pĂ„ skolen – og mĂ„ske fĂ„r det ogsĂ„ eleverne til at ses oftere i fritiden.”
http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyheder/Koebenhavn/2010/05/18/140328.htm