Fotografer skal ikke referere, så man må lige venter til der en eller flere artikler om aftenes møde i Trykkefrihedsselskabet med Kim Møller, Uriasposten og komikerne og debattørerne Farshad Kholghi og Omar Marzouk. Politiken var tilstede. Derfor blot  et par almene strøtanker om emnet. (fotos kan klikkes til helskærm)

Dagens trusler går fra trivielle bagateller til helt seriøse dødstrusler. Når man har været i lokale med Hirsi Ali, Wilders, Westergaard,Sam Solomon og Gregorius Neckshot, set sikkerhedsforanstaltnigerne, bombehundene, røngtengennemlysningerne og body guards, er man klar over, at det er dødsens alvor for dem i forreste række. Så alvorligt at jeg lige springer mine egne erfaringer over, få og små som de er. (Farshad Kholghi, mobilvideo. Den distræte fotograf har en finger over mikrofonen mellem minut 3:36 og 5:40, men vi vælger at bruge den allligevel.)

Få ønsker den trusselskultur, men ingen der  ytrer sig offentligt, undgår den. Det er når Kim Møller og Farshad Kholghi bliver truet ud af Nørrebro, når Møller og Hege Storhaug overfaldes, et vist Radikalt partimedlem, der reagerede på invitationen til aftenes debat, ved at føje nye intimideringer mod Kim Møller, til dem hun allerede har brugt tre år på. Det er når DR og TV 2 bliver truet på Nørrebro. Når AFA  kun vil have de Radikale venner som vidner ved Brorsonskirken. Når vores svenske kronikør, må skrive under pseudonym på grund af sit sjældne navn, attentatet på minister Rikke Hvilshøjs bolig, der i realiteten jog hende ud af politik, et bombeattentat på en svensk dommer og drabet for nylig på en belgisk. Også de politiske mord i Sverige og Holland hører til i den tunge ende. Det er en pest man må leve med, hvis man overhovedet vil åbne munden. Det kunne være interessant at se en statistik over, hvem der bliver mest truet af hvem. Som én bemærkede, under den kolde krig hadede folk af et sandt hjerte, men truslerne var uhyre få. De er tilkommet  med årene, og lad os bare sige det – med tilkomsten af kulturer, der ikke er dialogorienterede magtkulturer hvor den største kanon bestemmer dagsordenen. Derfor er ordet “dialog” også blevet en karrikatur af sig selv. Vi har kun fornnemmelser at gå efter. Mange af trådene samles på nettet i et mønster, vi ikke drømte om for 20 år siden. Nettet er en gave i oplysningen tjeneste, og samtidigt en nådesløs eksponering af de laveste menneskelige tilbøjeligheder, og en legeplads for enhver verbalterrorist. Aldrig havde vi troet, vi skulle komme så tæt på folk, vi gerne havde været foruden.

Den stærkt troende Omar Marzouk visse pointer, selvom han skøjtede let hen over trusler som han og ligesindede næppe mærker meget til. Jeg kan ikke selv frigøre mig for den generende association, at sidste jeg så ham underholde, var til Islamofobikonferencen i Bella Centret foråret 2006, hvor enhver fjende af det frie ord var samlet af Islam Channel for at punke Danmark og Jyllands Posten, og trygle og true om kammertonen. Et pompøst og eller helt humorforladt arrangement, jeg overværede ved en ren tilfældighed, og første gang jeg opdagende hvor hurtigt mine blogfotos kunne gå verden rundt. Den saudiske kulturminister, Ken Livingstone, Yvonne Ridley og vores hjemlige Abu Laban, Bæk Simonsen, Kamal Qureshi og Tøger Seidenfaden. Jeg ville ikke have lånt mit gode navn til det foretagende. Det var der desværre ikke så få, der ville. Det var en skammens dag, og Marzouk var deres allierede. Men han virker som da som en flinker fyr, man bare er helt uenig med, bortset fra at han skal have lov til at mene det han gør, uden at blive truet. Han er nu nok ikke den mest udsatte. – Alle tre oplæg, 42 minutter, MP 3.

Trusselskulturen til debat

Her er fyldt til sidste plads, og også Politiken i egenskab af journalist Tarek Omar og medfølgende fotograf har fundet vej til Strandgade. Emnet for aftenens debatmøde i Trykkefrihedsselskabet er alvorligt nok: For er niveauet for trusler mod debattører ikke steget i den offentlige debat? Det er det, vi blandt andet skal undersøge denne aften. Og egentlig skulle der have været fire paneldeltagere, istedet for de tre, der er endt med at have fået plads ved bordet i Forfatterforeningens fornemme sal: Komiker Omar Marzouk, kommentator og skuespiller Farshad Kholghi samt Kim Møller, der er historiker og blogger af den uhyre læste blog, Uriasposten. Helle Merete Brix

Farvel, Kurt – og tak!

Tegningen er Kurt Westergaards sidste på Jyllands-Posten ! Hvilket ubetinget vil give den særstatus. Galleri Draupners vurdering af tegningen: En klassiker fra Kurts hånd – en tegning der fortæller alt. Internationale symboler med Don Quijote, Kurt selv. Den islamiske ½ måne – der bider sig selv så det bløder. Bomben, den spidse pen og blokken (lanse og skjold). Æslet der bærer den tunge byrde… ytringsfriheden. Den seje aldrende gæve jyde, der stadig kæmper for det vi alle har så kært… ytringsfriheden. En afskedssalut med format – fra en mand med format ! Byd på tegningen hos Galleri Draupners onlineauktion. (maj 2008: Kurt Westergaard får Sappho-prisen)