24
jun
Seneste opdatering: 25/6-10 kl. 1541
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Fat mod, sørgmodige, fordomsfulde Elisabeth. En fiktionsbearbejdelse af et massemord. 52 dræbte, 700 sårede. Jeg husker den morgen. En hel del venner havde overnattet med deres laptops på gulvet hos  mig. De kom afsted hjem betydeligt forsinkede. 9/11 var jeg i Småland. SMS fra  Danmark: Tænd fjernsynet. Ikke noget man ellers overvejer i den smålandske sensommer. I København 2005 var der ingen gråd. Kun nøgtern registrering. – P 1 Filmland var begejstret.

Året er 2005, og London bliver ramt af et terrorangreb, da flere bomber sprænger med få minutters mellemrum. Langt fra storbyen sidder Elisabeth og prøver at få fat på sin Datter, som er studerende i London. Efter et par dage med forgæves telefonopkald, tager hun til London for at finde datteren.Men oplysningerne er meget sparsomme, det eneste, hun kan konstatere er, at datteren ikke er til at finde. Først da afrikaneren Ousmane genkender datteren fra et ophængt billede på gaden og kontakter Elisabeth, begynder sporerne at dukke op.Elisabeth er dog meget skeptisk over for Ousmane, som selv er i London for at finde sin søn, der heller ikke har givet lyd fra sig siden bomberne sprang. Langsom bløder Elisabeth dog op, og de to forældre fortsætter deres søgen sammen. London River.

How Islamists Turned the World Upside Down

A briefing by Melanie Phillips :Formerly a writer for the U.K.’s Guardian, Melanie Phillips is a journalist for the Daily Mail, author of the best-selling Londonistan, and a recipient of the Orwell Prize (1996). On May 10, she addressed the Middle East Forum in New York on the subject of her latest book, The World Turned Upside Down: The Global Battle over God, Truth and Power. Melanie Phillips på Middle East Forum d. 20 maj, 2010, audio, min. 1:05:00

På Wiens gader, 1. juni 2010: “Wach auf Hitler”

Videoen dette screenshot er taget fra er fra Wien d. 1.6.2010. Det umiddelbart paradoksale i en antijødisk demonstration hvor Israel – bl. a. af tilhængere af heilende, strækmarcherende Hizbollah – beskyldes for nazisme, er faktisk ikke så sært, på egne præmisser: Logik har det intet at gøre med. Det er tværtimod en ‘double whammy’ af smæderier af det mellemøstlige demokrati – nazibeskyldningerne appellerer til de pæne og anstændige Gutmenschen, som refleksmæssigt lukker øjnene for det folkemorderiske hykleri henvendt til egne rækker. Og hykleri er vel at mærke på vores præmisser, der som Bill Warner ofte gør opmærksom på er sat ud af kraft i islams duale etik. Muslimerne selv scorer gevinsten. Og dog: Nogle i det østrigske statsapparat kan ikke undgå at være bekendt med det statssanktionerede hykleri der sætter en Elisabeth Sabaditsch-Wolff i retten for at sige sandheden om islam, som udtrykt af dens egne tilhængere, mens den grøn-røde hob her kan sove roligt i deres senge efter at have opfordret til folkedrab. Via Atlas Shrugs (LFPC).

SR: Sverigedemokraterna havde ret

SR kunne bare have konsulteret SCB og Eurostat. Det tager en ubetalt amatør 20 minutter.

När Jimmie Åkesson påpekade att Sveriges asyl- och anhöriginvandring skulle ”minska med cirka 90 procent” om man införde en invandringspolitik som i grannländerna var det många som protesterade och inte trodde på påståendet skriver Sveriges Radio.

Få tror att Sverige kan ha en tiodubbelt så hög invandring som våra grannländer. Sveriges Radio, har efter en granskning funnit att Jimmie Åkessons uttalande är sant. I ”Valobservatörerna” hårdgranskar Sveriges Radio de siffror och påståenden som partiledarna använder i valrörelsen. Den 14e juni kom ett i media kontroversiellt påstående från Jimmie Åkesson, vilket givetvis skulle granskas av Sveriges Radio. Det visade sig vara helt sant.

”Valobservatörerna” i Sveriges Radio läste igenom statistiken på grannländernas och vår invandringsström. Efter detta kunde de konstatera att: ”Sverige har en betydligt större asyl- och anhöriginvandring än både Danmark och Finland. Danmark tar emot 87 procent färre asyl- och anhöriginvandrare än Sverige och Finland 97 procent färre.” Sveriges radio ger SD rätt i invandringssiffror. (Danmark: Massiv interesse for repatrieringspenge, Orientering 23.6)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • N. Bacon

    När det gäller SR Valobservatörerna var det nog inte ett avsiktligt felräknande utan mer ett utslag av vad som brukar kallas “dålig journalistmatte”. Det är givetvis ett resultat av den urusla svenska skolan. Så länge det är journalister som rtäknar fel kan det åtgärdas, när det är en sjuksyster som ger 100x morfindos kan det vara försent.

    SR så sig tydligen till sist tvingade att rätta sidan, men det finns inte ett spår av erkännande att man rättat. Reputabla medier i andra länder brukar tydligt ange vad som rättats, ofta under en särskild rubrik. Så icke i lyd-journalisternas Sverige.

    Hur hade man så räknat fel? Ur minnet: man dividerade först Finlands och Danmark tal i i kvoterna asyl- och anhöriginvandring med Sveriges, dvs 22/478 resp 109/478. Då får man 0,046 resp 0,228 dvs de rätta siffrorna: Finland har 95,4% färre och Danmark 77,2% färre. Om man som slarvig journalist tror att Finlands 4,6% av Sveriges invandring i denna kvotgrupp kan uttydas som att Sverige “bara” har 95,4 procent (i journalistens huvud 100% – 4,6 = 95,4%) så har man därmed “bevisat” att invandringen till Finland “bara” var knappt det dubbla under tidsperioden. I själva verket var den ju ca 22 ggr större dvs, 2073 %

    Så tror jag det gick till denna gång. Det var nog oavsikligt felräknat denna gång, men SD kan kanske vara glada för det. Hade man räknat rätt från början hade nog SR valt att inte publicera. Nu fick de ju radera sina misstag, och publicera sanningen. För en gångs skull!

    • Tine

      Avsiktig dårlig journslistikk med andre ord. Ekstremt dårlig journlistmatte kan ikke unnskyldes som “valgobservatør” i en valgkamp. Jeg vet ikke hvor positiv jeg på tross av det taler til fordel for partiet de ganske bestemt påsto hadde feil. Den utregningen du har satt opp kan der være et like sterkt argument for at det er avsiktig kalkulering som en oavsiktig.

      Hvor mye oppmerksomhet fikk den (ut)kalkulerte påstanden om at SD hadde feil i svensk gammelmedia sammenliknet med erkjennelsen av det faktum at “de gjorde en feil”?

      • N. Bacon

        Det går givetvis inte att vet EXAKT hur det gick till med mindre än att man var med på redaktionsmötet.

        Men den som läser svenska tidningar slås ofta över hur extremt dåliga jourmalisterna är på matematik i allmänhet och procenträkning i synnerhet. Grova misstag är legio. De siffror SR kom fram till i första vändan är “resultatet” av ett vanligt förekommande procenträkningsfel. Dessutom är de flesta journalister på SR knappast så slipade att de klarar av att avsiktiktigt göra “rätt fel”. Okkam pekar med hela handen på en initial felräkning, som entusiastiskt och snabbt lades ut för att vederlägga SD:s “lögner”. Hade man varit medveten om felräkningen är det IMO tveksamt om man utsatt sig för risken att framstå som icke räknekunniga. och tvingas krypa för SD.

        Jag tror inte man ska driva konspirationsteorierna för långt. Svenska lyd-journalister kan följa mallar och instruktioner som de får beträffande SD, men inte många klarar av att konspirera klurigt på egen hand.

        Sen är det givetvis så att rättelsen får mindre genomslag än den felaktiga nyheten, så fungerar det ju tyvärr, men är vinget som unikt träffar SD.

  • Mette

    Forfatteren Niels Rydung, der er forhenværende gymnasielærer, har i dag et lille tankevækkende læserbrev i Jyllands-Posten. Han srkiver, at han finder det påfaldende, at de efterhånden mange muslimske studenter “orienterer” sig mod fag som matematik, fysik og kemi, der alle er “fag som ikke udgør nogen trussel mod Koranen”.

    Videre skriver Rydung, at de muslimske gymnasieelever ikke interesserer sig for fag, der er grundpiller i et sundt og levedygtigt samfund: “Sprog, litteratur, kunst, musik, teater, film, historie og kulturhistorie”

    Og det gør de voksne muslimer jo heller ikke, bortset fra at de ses talrigt som studerende på fag, der omhandler islam. Jeg vil dog ikke beklage, at man aldrig støder ind i dem til kulturelle arrangementer, udstillinger, på museer eller i teateret, medmindre det hander om muslimer, og de er der for at demonstrere og sætte foden ned.

    Forklaringer er der vel flere af. Dels har de nok i deres eget og kører typisk i et smalt spor, og dels går de målbevidst efter uddannelser, der har høj prestige i deres hjemlande eller deres forældres og bedsteforældres hjemlande.

    Jeg kan ikke glemme et interview med en iransk gift dansk kvinde for nogle år siden. Manden var ingeniør og havde et godt job, de boede i eget hus, og han var på sin vis et eksempel på det, som nogen kalder vellykket integration. Men var han mentalt integreret? Hans danske kone fortalte, at hun undrede sig over hans manglende interesse for effektivitet og for at få arbejde fra hånden. Som eksempel gav hun, at han ikke havde nogen fritidsinteresser men i stedet klippede deres græsplæne med en neglesaks, og for at man ikke skulle tro, at det var løgn, var interviewet illustreret med et fotografi af en granvoksen mand, der lå koncenteret på en græsplæne og var i gang med neglesaksen.

    Der kan godt komme noget desperat op i en en gang imellem, når man støder ind i den slags.

    • Anonym

      Det er et meget interessant og bekymrende tema, du her slår an, Mette. Hvorfor denne muslimske mangel på interesse for – måske endda frygt for – det kunstneriske, det filosofiske, det musiske, det “humanistiske” i det hele taget? Set ude fra virker den muslimske verden jo som en kulturel ørken, den er aldeles uproduktiv; selv inden for de “eksakte” videnskaber glimrer den ved sin mangel på evne til at tænke nyt.
      Jeg tror, at selve religionen, islam, er årsagen. Den fremmer ikke hverken tvivl eller nysgerrighed, begge nødvendige egenskaber for at skabe noget nyt. Tvært imod præmierer den underkastelse under én gang fastlagte dogmer. Der er ingen brug for hverken tvivl eller nysgerrighed, for sandheden er én gang åbenbaret. Tvært imod er tvivl eller nysgerrighed udtryk for, at man ikke er sand troende, og derfor udløser de angst for fortabelsen; og som enhver, der har læst koranen ved, er islams helvede et særdeles detaljeret udpenslet og særdeles ubehageligt sted.
      Som William S. Burroughs sagde, så er sproget “en virus fra det ydre rum”. Det samme kan siges om islam. Den minder mest af alt om “de fremmede udefra” i SF-klassikeren “Stjålne kroppe”; fremmer fordummende gruppetænkning og angst for at falde uden for; had til alt, det er anderledes, og kan true dogmerne.

      • Mette

        Anonymous.

        i perioder har jeg skrevet side op og ned om konstruktiv kritik og dens betydning for demokratiets sundhed og overlevelse. Muslimer har det meget svært med kritik, og derfor kan jeg sagtens forestille mig, at de humanistiske fag virker afskrækkende på dem, for der er ikke er nogen facitliste. Man kan bedre glide igennem naturfagene uden at afsløre denne svaghed alt for meget. Til nød også jura, som tiltrækker muslimer, og det bør man ikke undre sig over, for i islam er jura alfa og omega. Men om de kan klare sig som advokater og indenfor undervisning af danskere, er straks en anden sag.

        Som du skriver, er tvivl og nysgerrighed meget væsentlige elementer i vor kultur, og de er jo ikke alene fuldt lovlige men også direkte ønskværdige. Jeg husker mange diskussioner i tidens løb, hvor bølgerne gik højt, men ebbede ud i en generel tilfredshed med, at at der var plads til, atl tvivlen ikke tillod nogen at stå som sejrherre og andre som tabere. Vi kan leve med usikerheden, og det er en stor styrke.

    • Liva

      “Sprog, litteratur, kunst, musik, teater, film, historie og kulturhistorie”

      Vi her i Vesten har en hel del at takke den græske kultur for.

  • Bjovulf

    Hurra, imam-politiet skaber ro og orden omkring Blågaards Plads 😀

    Hmmm, er det kun mig, der ikke er helt tryg ved denne situation, hvor man formodentlig fremover vil kunne se disse bander
    tiltage sig mere og mere magt over området og efterhånden komme til at fremstå, som en selvbestaltet defacto lokal politistyrke, som vil være den eneste, man respekterer der? Det er skam set f’ør andre steder i verden.

    Og vore lallenaive og uvidende politikere a la Klaus Bondam og Frank Jensen fatter stadig ikke en brik af, hvad der foregår.
    Disse “gæsters” ædle kulturer, religion og mentaliteter er jo som bekendt noget så berigende for os danskere i de førende
    kulturradigale kredse.

    http://politiken.dk/indland/article1003871.ece

    Blågårdsgruppen: Vi har talt dunder til stenkasterne mod Netto

    AF Frank Hvilsom
    Miljøet [!!!] omkring Blågårds Plads har tilsyneladende selv taget affære i sagen om den nu lukkede Nettoforretningen i Blågårdsgade på indre Nørrebro i København.

    Det oplyser miljøets uformelle talsmand Abde Benarabe, som også går under navnet ’Lille A’ [!!!] til politiken.dk.

    »Vi har taget fat i de pågældende, som har været involveret i at kaste sten gennem ruderne i Netto. Vi har sagt, at det skal de ikke gøre. Det er kun med til at gøre tingene værre«, siger han.

    Vi har givet dem en verbal skideballe

    Abde Benarabe
    Abde betegnes af politiet som en ledende skikkelse i gruppen [!!!!!!] på indre Nørrebro i Køebenhavn.

    Imam vil mødes med Netto
    Samtidig har den danske, muslimske imam, Abdul Wahid Pedersen [!!!], taget initiativ til et møde mellem ham selv, ’Lille A’ og Nettos ledelse.

    ….

  • Crass Børsting

    Ja, Politikens brug af ordene er i denne anstrengte situation endnu mere kreativ end sædvanligt. Den tiljublede leder i miljøet er Nørrebros Al Capone eller dennes nære medarbejder, og nu er det ham, der skal redde situationen i samarbejde med en fundamentalistisk imam, også i sin tid dømt for kriminalitet.

    Det skal nok blive godt. Vi er i 1940, da Politiken også hyldede besættelsesmagten. Kommer der et 1944-45, hvor modige unge danskere skyder igen?

    • Tine

      Crass Børsting
      Jeg har også tenkt meget på om vi nå befinner oss i 1940, igjen. Det året min famile to generasjoner tilbake i tid gikk med i motstandsbevegelsen. Vi skal ikke se helt bort ifra at vi plutselig befinner oss i 1944-45 som du skriver. Et av mine familie medlemmer hadde en påstand om at Hitler var en farlig mann, og at det var en trussel mot oss nordboer. Mange folk lo av han eller ville helst slippe å diskutere det de anså som et ubehagelige tema. Mange “forsto ingenting” når de tyske soldatene vandret inn i gatene.