26
jun
Seneste opdatering: 9/8-14 kl. 1712
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

fra den nye freestyle CD med Toksvig, Simpsom og Leth: Vi Sidder Bare Her. Ikke Euforisk.

Drømmen om den store verdensrenselse

Artiklen her, der er en omtale af en anden, længere gennemgang (Ernest Sternberg: Purifying the World: What the New Radical Ideology Stands For), henviser til umiddelbart genkendeligt billedsprog der mere eller mindre åbent ligger bag meget af det kulturelle selvhad i tiden: Forestillinger om vedvarende at imødegå det der opleves som det onde – USA, Israel, industrien, konsumvarer, bilisme og meget andet, og en næsten religiøs tro på at der på den anden side af det endelige opgør venter en genfødt verden. Dette er åbenlyst tilfældet når vi taler om voldsfantaster, autonome og overvintrede socialister i Enhedslisten, men for mig ligger der stadig et endnu mere underbelyst område der kalder på forklaring, nemlig passiviteten og medløberiet hos dem der ikke er politisk aktive eller har utopiske drømme. Jeg tænker især på det daglige lille (selv)had vi vel alle kender: Nedsættende bemærkninger om det der opleves som typisk amerikansk; ureflekteret accept af Israels skurkerolle; accept af religiøse særhensyn i skolen osv. – i hvor høj grad har hverdagens kulturelle selvhadere forestillinger om hvad konsekvenserne ville blive, incl. for dem selv, hvis tendenserne blev ført til deres yderste konsekvens? Fantaster og voldsromantikere har der alle dage eksisteret, og at de kan finde fælles fodslaw er logisk nok. Men hvad forestiller ganske almindelige Gutmenschen eller simple medløbere sig egentlig som det endelige mål? (LFPC)

To the contemporary conservative, progressive ideology is often murky and incomprehensible. It is very difficult for some on the right to understand the apparently illogical and unrealistic machinations of the radical leftist mindset. Their political objectives, if achieved, inevitably lead to further demands for concessions toward an ever-greater ideological purity. Something even darker and more malevolent is happening, however. The various radical leftist factions and special interest groups are rapidly coalescing into a global movement. […]

In Steinberg’s analysis, from the historical ashes of failed fascist and communist regimes a new totalitarian ideology is emerging:

Though a mouthful, world purificationism would do well in expressing what the movement wants. It wants to achieve a grand historical vision: the anticipated defeat of imperial capitalist power in favor of a global network of beneficent culture-communities, which will empower themselves through grassroots participatory democracy, and maintain consistency across movements through the rectifying power of NGOs (Non-Governmental Organizations), thereby bringing into being a new era of global social justice and sustainable development, in which the diverse communities can harmoniously share an earth that has been saved from destruction and remade pristine. […]

The purificationist dream is a world without borders, governed by a global network of NGO’s. Almost all current activist organizations containing the words “green”, “justice”, “peace”, or “solidarity” would find a position in the ruling structure. These NGO’s would gravitate toward forming a totalitarian regime since, as Steinberg points out, they are “unaccountable to an electorate and escape political checks and balances…” […] Andrew Thomas: The Leftist ‘Purification’ Movement

En ommer

Det var nogle dødkedelige græsbilleder forleden, men jeg har aldrig tænkt over at fotografere græs før, ikke engang når jeg tog fodboldkampe. “de grønlige Spidsbueporte”, står der i digtet. Ud på plænen. Græsset er højt, plæneklipperen er i stykker, for ham der kan lave den, en pensioneret sømand, har været på motorcykeltræf i tre dage. Ned med næsen, om på ryggen, nu vokser min verden sig stor og jeg bliver svimmel. Billeder taget på hovedet. Men nu handler det dog ikke så meget om græs, Rifbjerg skriver om det : tilbage til tunnelen, på knæ, næsten krybende med en bøn om at få lov til at gå i sin mor igen. Jeg ville  bare sige “ydmyghed.”  Måske er det nemmere at fotografere mennesker ?


Tom Kristensen : Græs

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar vit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • tavsen

    Megen ugræs er føget ind over hegnet

    Det haver så nyligen regnet. Digt af Johan Ottosen
    http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3663

    1. Det haver så nyligen regnet,
    det har stormet og pisket i vor lund;
    frø af ugræs er føget over hegnet,
    åg på nakke og lås for vor mund
    Årets løb har sin lov,
    der blev lyst i vor skov,
    ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov!

    2. Det har regnet – men regnen gav grøde,
    det har stormet, men stormen gjorde stærk
    Som de tro’de, at skoven alt var øde,
    så de vårkraftens spirende værk.
    For de gamle, som faldt,
    er der ny overalt,
    de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

    3. Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,
    og de tro’de, at glemmes kan vor ret!
    De skal vide, de aldrig ser de sidste,
    de skal vide, at ingen bliver træt.
    Thi, som årene randt,
    sås det: båndene bandt,
    kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

    4. De kan spærre med farver og med pæle,
    de kan lokke med løfter og med løn –
    fælles sprog giver vore tanker mæle,
    fælles vilje gør kampdagen skøn.
    Nye stridsmænd skal dér,
    nye stridsmænd skal her
    slutte kreds om den fane, vi har kær.

    5. Ja – det haver så nyligen regnet,
    og de træer, de drypper endnu;
    mangen eg er for uvejret segnet,
    men endda er vi frejdige i hu;
    viger ej ud af spor,
    for vi kender det ord:
    Det har slet ingen hast for den, som tror.

  • Morten – – –

    Ja – digte kunne han, Tom Kristensen. Et sært skønt digt er det. Et digt både om mennesket og tiden på forunderligste vis.

    – – –

  • Vivi Andersen

    Hvor er nutidens Tom Kristensen og Johan Ottosen ?

    De findes måske derude, men er så alt for PC , da nutiden ikke rigtig tåler man skriver / digter om kærligheden til de danske landskaber, landet selv og dets historie.

  • Morten – – –

    Hvem er autentisk nok til at kunne digte mere end blot sentimentalt ? Sand digtning er en spirituel kunst, der ikke kan omhandle et land, vi ikke længere bruger til andet, end at have adresse i. – Deraf diskussionen om, hvorfor andre ikke har nøjagtigt den samme ret til at have adresse her, når det nu er så økonomisk lukrativt.

    Til pizza og cola’er og italienske restauranter hører snarere sentimentale pop-toner – og ditto tekster på engelsk. Digte kan vi ikke mere. Og vi skal heller ikke prøve på det. Det bliver rædselsfuldt, usandt, og søgt.

    – – –

  • Liva

    Steen, du kan selv være en ommer, kan du. 🙂 Nogen gange kræver det bare lidt tålmodighed at nå frem til det væsentlige. Her frem til .. fornemmelse for græs. Tom Kristensen og Rifbjerg vil muligvis tilbage til hvor de kom fra.. og uhh, hvor er de gode til at sætte ord på det. Når jeg ser dit foto af græsset i jord perspektiv, så kommer jeg til at tænke på at det er en stor trold eller kæmpe – måske en stor satyr – der ligger på jorden, og langsomt løfter sit store hoved og kigger ned over sit grønne, græssede pels bryst og mave. Jo, det er herlig leg at finde et nyt fokus og lade fantasien danse afsted. 🙂 Under alle omstændigheder så synes jeg at det er et meget sanseligt og grønagtigt grønt foto du har lavet. Tak for det.

  • @ Liva – når man nu har langt græs – det er væk i morgen tidlig. Bortset fra det, så kan man jo ikke illustrere digte på den måde. Hvis man f.eks. ser i Brøndums mange udgivelser af poesi og billedkunstnere, så er billedsiden jo aldrig en afbildning af teksten. Men nu er jeg jo heller ikke billedkunstnere, jeg er håndværker.

  • Jeg kunne nu godt lide kløvergræsset, Steen. De gamle græsbilleder fejlede ikke noget. 😆